Det „evige forsæt“ føres igennem til sejr
Kapitel 14
Det „evige forsæt“ føres igennem til sejr
1. Hvem i den usynlige verden modstår Guds „evige forsæt“, og hvor længe har de gjort det?
GUDS „evige forsæt“ har sine modstandere i himmelen og på jorden. De har kæmpet og kæmper stadig for at hindre at dette „evige forsæt“ føres igennem til den endelige sejr. Da Gud i Edens have bekendtgjorde sit „evige forsæt“ over for den store Slange og synderne Adam og Eva, sagde han til Slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mosebog 3:15) Siden dette tidspunkt har Satan Djævelen og de ulydige engle der blev dæmoner, kæmpet i forening mod Guds erklærede forsæt.
2. (a) På hvilke måder blev der gjort djævelske forsøg på at udslette det ’udvalgte folk’ der var blevet dannet? (b) Hvad skrev Peter advarende om fordærvende elementer som ville snige sig ind?
2 Efter at det åndelige „Guds Israel“ var blevet grundlagt på de tolv apostle på pinsedagen i år 33, blev der her på jorden gjort djævelske forsøg på at ødelægge denne nye ’udvalgte slægt’, dette ’kongelige præsteskab’, denne ’hellige nation’. (1 Peter 2:9) Først blev der forsøgt med voldelig forfølgelse, men det glippede. (Apostelgerninger 7:59 til 8:4; 9:1-5, 21; 11:19) Derefter forsøgte man at bringe fordærv ind i det åndelige Israels lære og livsførelse, og det voldte stor skade. Da apostelen Peter omkring år 64 skrev til nogle som holdt fast ved den kristne tro, advarede han dem mod det åndelige fordærv der ville snige sig ind:
„Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd. Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet. Og i havesyge vil de udnytte jer med falske ord. For dem er dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke.“ — 2 Peter 1:21 til 2:3; se også Judas 4.
3. (a) Hvordan advarede Paulus mod nogle som ville fordærve menigheden? (b) Hvem er „lovløshedens menneske“, og hvornår blev dette „menneske“ åbenbaret?
3 Under sin sidste rejse til Jerusalem advarede apostelen Paulus ligeledes de ældste i en kristen menighed: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30) Og i et brev han tidligere havde skrevet til menigheden i Tessalonika i Makedonien advarede han om at der ville udbryde et religiøst oprør i menigheden og at „lovløshedens menneske, undergangens søn,“ ville blive åbenbaret. Han påpegede advarende at „denne lovløsheds hemmelighed“ allerede var i virksomhed. „Den lovløse“ ville være en kollektiv person, hele den gejstlige klasse i kristenheden. (2 Tessaloniker 2:3-9) Dette kollektive „lovløshedens menneske“ blev åbenbaret i det fjerde århundrede, da den romerske kejser Konstantin den Store henvendte sig til afvegne „biskopper“ og gjorde deres religion til statsreligion i det romerske rige. Konstantin indførte en officiel gejstlig klasse. På denne måde blev kristenheden til.
4. Hvordan har kristenhedens gejstlige optrådt lige siden kristenhedens grundlæggelse, og hvad gør kristenheden alligevel krav på at være?
4 Hvordan har kristenheden optrådt i de seksten hundrede år der er gået siden, frem til vort tyvende århundrede? Dens gejstlige har blandet sig i politik, indført flere og flere hedenske lærdomme i deres tro, skaffet sig rigdom og magt, undertrykt deres religiøse hjorde, anstiftet religionskrige, grusomme korstog og hensynsløs forfølgelse, oprettet hundreder af indbyrdes modstridende sekter, velsignet hærene i såkaldt kristne lande som har ligget i krig med hinanden, fordærvet kirkemedlemmernes moral, skjult Guds „evige forsæt“ og i virkeligheden modarbejdet det, nøjagtig ligesom den store Slanges synlige jordiske „sæd“. Der har ikke rådet virkelig kristen enhed inden for kristenheden. Den har samlet sig en enorm blodskyld. Den har ikke opdyrket Guds hellige ånds frugter, specielt ikke broderkærligheden! Tværtimod har „kødets gerninger“ fået lov at florere i den. (Johannes 13:34, 35; Galaterne 5:19-24) Og alligevel, på trods af alle disse fordømmende vidnesbyrd, har den gjort krav på at være „Guds Israel“.
5. Hvad har Gud gjort i overensstemmelse med sit „evige forsæt“, til trods for det forkerte billede kristenheden har givet af ham?
5 Har kristenhedens forkerte fremstilling af Gud og af hans åndelige Israel hindret ham i at føre sit „evige forsæt“ igennem? Nej, ikke et øjeblik! Han havde forudset det hele og havde forudsagt det i sit skrevne ord, Bibelen. Hans nye pagt med det åndelige Israel har fortsat stået ved magt, og der er ingen tvivl om at han er vedblevet med at udvælge og forberede åndelige israelitter til at få en andel i det lovede himmelske rige sammen med Messias Jesus.
6. Hvad ville de sidste af de 144.000 på jorden blive samlet til?
6 Eftersom tallet på de åndelige israelitter der besegles til at arve det himmelske rige sammen med Messias er begrænset til 144.000, ifølge Åbenbaringen 7:4-8; og 14:1-3, måtte tiden komme da de sidste der skulle til for at fuldstændiggøre rigsskaren ville blive fundet her på jorden. I stedet for at stå splittet i religiøs henseende ligesom de forskellige sekter og samfund i kristenheden, ville de blive samlet til en åndelig enhed uanset race, hudfarve, nationalitet eller stammemæssige bånd. Eftersom de ikke må være en del af denne verden, skulle de høstes ud af verden. — Johannes 17:14-23.
7. Hvad sammenlignede Jesus dette indsamlingsarbejde med, og hvilken tidsperiode henførte han det til?
7 Da Herren Jesus forklarede sine apostle „himlenes riges hellige hemmeligheder“, omtalte han den endelige indsamling af disse „rigets sønner“ som en ’høst’. Han tilkendegav hvornår denne åndelige ’høst’ ville finde sted idet han sagde:
„Høsten er en afslutning på en tingenes ordning, og høstfolkene er engle. Derfor, ligesom ukrudtet bliver samlet fra og brændt i ild, således vil det være ved afslutningen på tingenes ordning. Menneskesønnen vil udsende sine engle, og de vil fra hans rige samle alt det der er årsag til snublen og fald og alle dem der øver lovløshed, og de vil kaste dem i ildovnen. Dér vil de græde og skære tænder. Da vil de retfærdige skinne så klart som solen i deres Faders rige. Lad den der har ører, høre efter.“ — Mattæus 13:11, 39-43.
8. Var denne åndelige høst det eneste der skulle foregå i løbet af „afslutningen på tingenes ordning“, og hvilket spørgsmål svarede Jesus på da han forklarede dette?
8 Ved denne ’afslutning på tingenes ordning’ skulle der også ske andre ting foruden indhøstningen af „rigets sønner“. (Mattæus 24:31) Når alle disse ting indtraf samtidig med den åndelige høst, ville det være et kendetegn på at den forudsagte periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“ var begyndt. Messias Jesus, profeten som Moses, opregnede disse ting som svar på et spørgsmål hans apostle stillede ham umiddelbart efter at han havde forudsagt ødelæggelsen af templet i Jerusalem. De spurgte: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousia] og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 23:37 til 24:3.
9. Hvad forudsagde Jesus, og hvornår begyndte og sluttede „endens tid“ for Jerusalem?
9 I beretningen i Mattæus 24:4-22 kan vi læse hvordan Jesus, i sit svar, igen forudsagde Jerusalems ødelæggelse, foruden krige, hungersnød, jordskælv, forfølgelse af hans trofaste disciple, tiltagende lovløshed, svindende kærlighed, forkyndelse udført af hans disciple, samt deres flugt fra Judæa og Jerusalem efter at de havde set det hellige sted blive vanhelliget af „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“. Det skulle alt sammen finde sted inden for den generation som han selv og hans apostle var en del af. Det betød at Jerusalem og den tingenes ordning der havde Jerusalem som sit nationale, religiøse centrum, befandt sig i en „endens tid“. Denne „endens tid“ begyndte i år 29, da Johannes Døber begyndte at forkynde: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær,“ og derpå døbte Jesus, og den udløb i år 70 da Jerusalem og dets tempel blev ødelagt og det aronitiske præsteskab forsvandt. Jødedommens og det jødiske samfunds situation var nu for bestandig ændret.
TEGNET PÅ „ENDENS TID“
10. Hvad benyttede Jesus det første århundredes Jerusalem som et billede på i sin profeti, med det resultat at hans profeti også gælder vor tid?
10 Jesus omtalte imidlertid også mange ting som skulle ske efter at Jerusalem var ødelagt. Han tilføjede: „Og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider, er udløbet.“ (Lukas 21:20-24) Et nøje studium af Jesu samlede profeti, som den står at læse i Mattæus-evangeliet, kapitlerne fireogtyve og femogtyve, Markus, kapitel tretten, og Lukas, kapitel enogtyve, viser klart at Jesus også benyttede det første århundredes Jerusalem som et profetisk billede på dets nutidige modstykke, kristenheden, og den tingenes ordning der bestod blandt jøderne, som blev spredt i hele verden, som et billede på den nutidige tingenes ordning der omfatter hele verden og domineres af kristenheden. Jesu profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ gælder således også i dag, hvor den vil få sin endelige opfyldelse. Hvorfor siger vi „i dag“? Mener vi at vi der lever i dag, lever i den forudsagte periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“? Ja!
11. Hvilken tid befinder verden sig i, og hvilke tidligere tidsperioder svarer dette til?
11 Det er nu „endens tid“ for verden. Lad os huske at før „en gammel verden“, „en verden af ugudelige“, blev oversvømmet af vandfloden på Noas tid, var der en „endens tid“ for „den daværende verden“. Den begyndte et hundrede og tyve år før denne verdenskatastrofe indtraf i 2370 f.v.t. (2 Peter 2:5; 3:6; 1 Mosebog 6:1-3; Mattæus 24:37-39) Før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. talte Gud til Zedekias, den sidste davidiske konge på tronen i Jerusalem, og henviste til „endens brødes tid“. „Endens tid“ for Jerusalem var i det tilfælde fyrre år lang, og den begyndte da Gud oprejste Jeremias, som sin profet i kong Josias’ trettende regeringsår. (Ezekiel 21:25, NW; Jeremias 1:1, 2; Ezekiel 4:6, 7) Også for Jerusalem i det første århundrede var der en „endens tid“. Den var på enogfyrre år (år 29-70). — Lukas 19:41-44; 1 Tessaloniker 2:16.
12. Hvilken af Jehovas profeter omtalte „endens tid“, og hvilke omstændigheder siden 1914 viser at vi nu befinder os i denne periode?
12 Mange år efter at Jerusalem var blevet ødelagt for første gang af babylonierne, talte Guds engel til profeten Daniel om den „endens tid“ der ville komme for den verdensomspændende tingenes ordning. (Daniel 11:35 til 12:4) Vi har befundet os i denne „endens tid“ siden 1914. Det siger vi ikke kun fordi den første verdenskrig udbrød dette år og indledte en tid med voldshandlinger og et krigsmæssigt potentiel som truer med at udslette hele menneskeslægten. Siden dette betydningsfulde år har vi nemlig også set en fuldstændig opfyldelse af Jesu profeti om tegnet på afslutningen på tingenes ordning. Og eftersom denne ’afslutning på tingenes ordning’ ifølge Jesu ord vil kulminere i „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“, nærmer vi os nu den absolutte ende på denne tingenes ordning, og dermed ødelæggelsen af en „verden af ugudelige“. — Mattæus 24:21.
13. (a) Hvordan viser Mattæus 24:14 at Kristi „nærværelse“ ville have tilknytning til Guds rige? (b) Hvilket spørgsmål opstår, eftersom Jesus ikke oplyste noget tidspunkt?
13 Men den egentlige grund til at vi siger 1914 er at Herren Jesu „nærværelse“ (parousia) i messiansk kongeværdighed begyndte dette år. At det var i denne forstand han ville være usynligt nærværende fremgår af en bestemt ting som han sagde da han besvarede apostlenes spørgsmål om tegnet på sin nærværelse. Han sagde, som vi læser i Mattæus 24:14: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ I sit svar til apostlene oplyste Jesus ikke noget tidspunkt; men det faktum at „tegnet“ har været under opfyldelse siden 1914 bekræfter at Guds messianske rige i hans søn Jesu Kristi hænder blev født i himlene det år. Der er imidlertid også en anden måde vi kan nå frem til dette år på, og få bekræftet at det er det forudbestemte tidspunkt for Rigets fødsel, hvorefter Kristus ville være nærværende i kongemagt. Hvad er det for en måde?
14. Hvornår begyndte de hedningetider Jesus nævnte, og hvor længe skulle de i hvert fald fortsætte?
14 I sin profeti om hvornår „disse ting“ ville ske forudsagde Jesus at Jerusalem snart ville blive ødelagt, og han tilføjede: „Og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ (Lukas 21:20-24) Disse „tider“ der var fastsat for de ikke-jødiske eller hedenske nationer, begyndte allerede i 607 f.v.t. da babylonierne ødelagde Jerusalem og afsatte kong Davids regerende efterkommer, arvingen til den guddommelige pagt om et evigt rige. Disse hedningetider, som de ofte kaldes, varede ved på Jesu tid og skulle også fortsætte efter den hellige bys anden ødelæggelse. Det er rigtigt at da Jerusalem og Judas land havde ligget øde i halvfjerds år fra 607 f.v.t., vendte en trofast rest af jøder tilbage fra landflygtigheden i Babylon og genopbyggede Jerusalem og andre byer i det øde land. Men det betød ikke at Jerusalem på det tidspunkt var færdig med at blive nedtrådt af hedenske nationer, først af babylonierne og derefter af medo-perserne der indtog Babylon.
15. (a) Hvorfor fortsatte hedningetiderne efter at Jerusalem var blevet genopbygget i 537 f.v.t? (b) Hvorfor fortsatte disse tider også efter at Jesus var blevet forhørt af Pontius Pilatus?
15 Hvorfor ikke? Fordi tronen og det messianske rige i Davids kongelige slægt ikke blev genoprettet i Jerusalem da byen blev genopbygget i år 537 f.v.t., og heller ikke senere. Jerusalem lå nu i en provins i det medo-persiske verdensrige og var underlagt mederen Darius og perseren Kyros den Store. Det Jerusalem havde stået for siden kong David indtog byen i år 1070 f.v.t. blev således stadig nedtrådt, nemlig dens stilling som regeringsby i det messianske rige med kong Davids sønner og efterfølgere på tronen. Makkabæertiden med levitiske herskere (104-63 og 40-37 f.v.t.) forandrede ikke sagen. Og da Jesus, „Davids søn“, kom og fremstillede sig som den der var salvet med Guds ånd, ønskede flertallet af de jødiske religiøse ledere og deres tilhængere ham ikke som deres Messias og konge. De råbte til den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Johannes 19:15) Så hedningetiderne fortsatte, og retten til det messianske kongedømme blev stadig trådt under fod.
16, 17. (a) Hvornår siger vi at hedningernes tider udløb, på grundlag af opfyldelsen af Jesu profeti? (b) Hvilken konge åbenbarede Gud hedningetidernes længde for, og hvordan havde Gud brugt denne konge?
16 Men Jesus sagde: „Indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ Hvor længe efter at Babylon havde omstyrtet kong Davids trone i Jerusalem i 607 f.v.t. skulle disse tider med uindskrænket hedensk herredømme fortsætte?
17 Efter at vi nu har set hvordan opfyldelsen af Jesu profeti er skredet frem siden den første verdenskrig udbrød, kan vi selvfølgelig med overbevisning svare: Indtil hedningernes tider udløb i 1914. Men det er ikke alt. Allerede på kong Nebukadnezars tid, den konge der ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t., åbenbarede Gud at han selv havde afmærket hvor længe disse hedningetider, som da begyndte, skulle fortsætte uden indblanding fra hans messianske riges side. Han tilkendegav at der skulle gå syv symbolske tider. Den drøm hvori han åbenbarede dette for Nebukadnezar, blev tydet af profeten Daniel. (Daniel 4:16, 23, 25, 32) I 607 f.v.t. havde Gud brugt Nebukadnezar til at fælde det jordiske udtryk for sit rige i Jerusalem ligesom man fælder et træ. Stubben af dette symbolske træ skulle bindes og måtte ikke skyde grene og frembringe et nyt træ før de „syv tider“ var gået.
18. (a) Hvem blev det herredømme som skulle have været udøvet af Davids kongehus, udøvet af mens hedningetiderne varede, og på hvilken måde blev det udøvet? (b) Hvordan blev genoprettelsen af det messianske styre skildret?
18 I mellemtiden ville de hedenske verdensherskere i løbet af disse „syv tider“ udøve det herredømme der egentlig tilhørte Davids kongelige slægt som følge af Guds pagt med ham om et evigt rige. Men disse hedenske herskere udøvede dette herredømme på en meget uteokratisk måde, på er antimessiansk måde, med en uforstand som den Nebukadnezar lagde for dagen i de syv år han var vanvittig. Men ligesom Nebukadnezar fik sin forstand og sit herredømme igen da de syv år var gået, sådan skulle Guds riges messianske herredømme genoprettes ved udløbet af de „syv tider“ med hedensk verdensherredømme. Da skulle den kongelige træstub løses, og fra dens rødder skulle et nyt træ, et nyt herredømme, vokse op. — Daniel 4:1-37.
19. (a) Hvor længe skulle hver af de syv hedningetider vare? (b) På hvilken årstid begyndte disse tider, og på hvilken årstid endte de?
19 Hvis vi nu regner tilbage fra 1914 til 607 f.v.t., ser vi at der er gået 2520 år. Hvis vi derefter tager antallet af de symbolske tider, nemlig syv, og dividerer det op i de 2520 år, får vi 360 år. Det er længden af en profetisk „tid“ i Bibelen. (Åbenbaringen 12:6, 14; jævnfør Åbenbaringen 11:2, 3.) De syv bogstavelige år hvori Nebukadnezar var vanvittig skildrede disse „syv tider“ som tilsammen udgør 2520 år; i en profetisk „tid“ på 360 dage repræsenterer hver dag et år. (Ezekiel 4:6; 4 Mosebog 14:34) De symbolske „syv tider“ begyndte da Babylons hære efterlod Jerusalem og Judas land øde, uden statholder til at træde i stedet for den myrdede Gedalja, omkring midten af månemåneden tisjri. De måtte derfor udløbe omkring samme tid i 1914, det vil sige omkring 4./5. oktober 1914.
20. Hvad måtte det indebære når der i 1914 skulle ske det modsatte af det der skete i 607 f.v.t.?
20 På dette tidspunkt skulle der ske det modsatte af det der skete i tisjri måned i 607 f.v.t., da hedningernes tider begyndte. Dengang blev Judas land efterladt øde, uden noget tempel i Jerusalem, uden ’Jehovas trone’ beklædt af en salvet efterkommer af kong David. (1 Krønikebog 29:23) Det betød at hedningenationerne i det tidlige efterår 1914 skulle ophøre med at nedtræde det messianske kongedømme og at det messianske rige skulle fødes, ikke i det jordiske Jerusalem, men oppe i himmelen hvor kong Davids søn og Herre nu sad ved Jehova Guds højre hånd. (Salme 110:1, 2) Da kom den salvede „som har retten til det“, og Jehova Gud gav ham det. — Ezekiel 21:25-27; Daniel 7:13, 14.
21. Hvordan blev Guds messianske riges fødsel i himmelen skildret, og hvad skete der umiddelbart efter?
21 Den første verdenskrig havde allerede været under udvikling i mere end to måneder da denne storslåede begivenhed fandt sted i de usynlige himle. I Åbenbaringen 12:1-5 skildres det nyfødte messianske rige som et drengebarn der blev født af Guds himmelske kvinde og blev bortrykket til Guds trone for at få del i herredømmet sammen med ham. Denne majestætiske del af Guds „evige forsæt“ blev ført igennem til sejr, trods modstand fra overmenneskelige magter. Herom læser vi:
„Og der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige:
’Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed, for vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud, er kastet ned! Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord, og de har ikke elsket deres sjæle, selv ikke over for døden. Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.’
Og da dragen så at den var kastet ned til jorden, forfulgte den kvinden som havde født drengebarnet. . . . Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ — Åbenbaringen 12:7-17.
22. (a) Hvem må Mikael være, eftersom det er ham der kaster Satan og hans dæmoner ud af himmelen? (b) Hvordan forudsagde Jesus den forfølgelse der ville blive rettet mod ’de øvrige af kvindens sæd’?
22 Ja, ærkeengelen Mikael træder igen frem i himmelen, og som Guds kvindes „sæd“ der er bestemt til at knuse Slangens hoved vinder han kampen og kaster Slangen fra fortiden og dens dæmonengle ned til jorden. I sin vrede forfølger den store Slange kvinden ved at forfølge „de øvrige af hendes sæd“ som har befundet sig på jorden under og efter den første verdenskrig. I sin profeti forudsagde Jesus at der ville forekomme en sådan forfølgelse af hans salvede disciple i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. Han sagde til sine disciple:
„Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn. . . . Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 24:9-13.
23. (a) Ved at adlyde hvilken befaling fra Jesu profeti har den salvede rest givet sig til kende? (b) Hvor tidligt bekendtgjorde „resten“ det år hedningernes tider ville udløbe?
23 Vi har således beviser, både fra Bibelen og fra verdenshistorien, på at „endens tid“ begyndte i det tidlige efterår 1914. I fuld overensstemmelse med dette fortsætter forfølgelsen af den salvede rest, „dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. Det er dem der holder Guds bud i Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:14) Denne salvede rest har givet sig til kende på historiens skueplads siden 1914. Før dette år havde „restens“ medlemmer ivrigt og oprigtigt studeret Guds ord, uafhængigt af kristenhedens lære. De satte Bibelen højere end menneskers religiøse traditioner. Allerede i 1876 fremholdt de at hedningernes tider på 2520 år ville udløbe i 1914. Begivenhederne siden dette år bekræfter at de ikke tog fejl.
24. (a) Hvorfor blev „restens“ medlemmer genstand for internationalt had under den første verdenskrig? (b) Hvilket arbejde påbegyndte de efter krigen, og hvilket navn søgte de at gøre kendt?
24 Under den første verdenskrig blev de hadet af alle nationer og udsat for svær forfølgelse fordi de gik ind for Guds messianske rige og søgte at holde sig fri for den blodskyld som kristenheden besudlede sig selv med. I 1919, det første efterkrigsår, erkendte de deres kristne forpligtelse til at forkynde Guds messianske rige som aldrig før, det rige der var blevet oprettet i himlene ved udløbet af hedningernes tider i 1914. (Mattæus 24:14) I 1925 blev deres åndelige forståelses øjne yderligere åbnet, så de indså at Guds tid nu var inde til at skabe sig et navn. (2 Samuel 7:23; Jeremias 32:20; Esajas 63:14; se Vagttaarnet for 15. august 1925, side 150, sidste paragraf; og for 15. november 1925, side 251, paragrafferne 41-43.) Derfor begyndte de med iver at bekendtgøre den eneste levende og sande Guds navn ud over jorden, og ligeledes „det evige forsæt han havde fattet i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre“. — Efeserne 3:11.
25. Hvad måtte den salvede rest skille sig ud fra, og hvad antog de derfor i 1931?
25 I 1931 antog de så, fuldt ud med rette og uden at handle formasteligt på nogen måde, et navn der ville skille dem ud fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, som de havde forladt i lydighed mod Guds befaling i Åbenbaringen 18:4. Det var et navn som endog ville skille dem ud fra kristenheden med dens hundreder af splittede sekter og samfund og dens verdslighed og enorme blodskyld. Det var et navn som var grundet på Bibelen (Esajas 43:10, 12) og som klart ville minde dem om deres kristne gerning. Det var et navn som siden er blevet kendt i hele verden, et navn som både er respekteret og hadet — navnet Jehovas vidner. De lever op til dette navn.
EN ’STOR SKARE’ SOM VIL OVERLEVE HAR-MAGEDON
26. Hvor længe er det siden Gud begyndte at udtage sig „et folk for sit navn“, og har han stadig et sådant folk i dag?
26 Var alt dette blot et kortvarigt udslag af religiøs iver? Var det blot noget tilfældigt, noget som ikke havde større betydning? Eller var det et led i Guds forsæt som hele tiden skrider frem mod sin gennemførelse? Lad os se hvordan det forholder sig. Der lå en hensigt bag det der begyndte i Jerusalem på den historiske pinsedag i år 33, da Gud udgød sin hellige ånd og apostelen Peter fyldt af ånden trådte frem og citerede profetien i Joel 3:1-5 og sagde til tusinder af jøder: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ Gud begyndte dér at danne „et folk for sit navn“, et åndeligt Israel. (Apostelgerninger 2:1-21; 15:14) Der blev taget et yderligere skridt ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende åruge i år 36, da Gud sendte apostelen Peter hen for at forkynde for uomskårne hedninger og derefter udgød sin hellige ånd over disse troende ikke-jøder. Gud udvidede således ’folket for sit navn’ ved at døbe og salve hedninger med hellig ånd og føje dem til sit åndelige Israel. (Apostelgerninger 10:1 til 11:18; 15:7-11) Dette skete alt sammen i det første århundrede. Hvordan ser det så ud i dag, her i det tyvende århundrede? Urokkelige historiske kendsgerninger beviser at Gud stadig har „et folk for sit navn“!
27. Hvilket vidnesbyrd har vi således i dag om at Gud ikke har opgivet denne del af sit forsæt, og hvem modtager velsignelser derigennem?
27 At den sidste rest af Abrahams åndelige „sæd“ findes på jorden i dag er et vidnesbyrd om at Gud er i færd med at fuldstændiggøre antallet af de åndelige israelitter, alle de 144.000, og samle dem under deres hoved, Jesus Kristus. Og dette trods al modstand fra djævle og mennesker! Hans „evige forsæt“ som han „havde fattet i forbindelse med Messias“ føres nu igennem til sejr! Han er så fast besluttet som nogen sinde på at føre sit forsæt helt igennem, til dets sejrrige fuldførelse i nær fremtid. Det vil i sandhed blive til menneskenes bedste! En voksende skare mennesker som erkender dette, ses nu i hele verden. De er allerede begyndt at modtage velsignelser gennem Guds rest af Abrahams åndelige „sæd“.
28. Hvem er i første række Abrahams „sæd“? Hvoraf fremgår det om velsignelsen kun omfatter dem der er medlemmer af ’sæden’?
28 Patriarken Abraham var et billede på Jehova Gud. Jehova er selv den større Abraham. Hans „sæd“ er i første række hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, der gav sig selv som et offer. Gennem dette første og vigtigste medlem af ’sæden’ er alle medlemmerne af det åndelige Israel blevet velsignet. Men skal velsignelsen kun omfatte dem? Nej! Guds beedigede løfte til Abraham lød: „Ved hjælp af din sæd skal alle jordens nationer i sandhed velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18, NW; Apostelgerninger 3:22-26) Denne „sæd“ omfatter flere end Jesus Kristus, for der blev sagt at Abrahams sæd skulle være talløs som himmelens stjerner og sandet ved havets bred. Følgelig omfatter ’sæden’ hele det åndelige Israel. Ved hjælp af hele denne „sæd“ vil andre skaffe sig en velsignelse, ja „alle jordens nationer“ ud over ’sæden’, ud over det åndelige Israel. Hele menneskeheden vil således blive velsignet ved den „sæd“ der er udgået fra den større Abraham, Jehova Gud, den himmelske Fader til den åndelige „sæd“. Med dette for øje skal der ske en opstandelse af de døde under ’sædens’ messianske rige. — Apostelgerninger 24:15.
29, 30. (a) Hvem i førkristen tid skildrede billedligt dem der nu modtager velsignelser gennem resten af ’sæden’? (b) Hvordan omtalte Jesus at nogle ville overleve den kommende „store trængsel“?
29 Hvem ud af alle nationer er det så der i dag modtager velsignelser gennem eller i forbindelse med „resten“ af Abrahams åndelige „sæd“? I overensstemmelse med Guds kærlige forsæt blev de billedligt skildret i fortiden. Af hvem?
30 Da de udfriede israelitter i 1513 f.v.t. forlod Ægypten efter den første påskenat og derefter gik gennem Det røde Hav og nåede i sikkerhed på Sinajhalvøen, var der mange ikke-israelitter, „en stor hob sammenløbet folk“, som fulgte med dem. (2 Mosebog 12:38; 4 Mosebog 11:4) Da de babyloniske hære i 607 f.v.t. ødelagde Jerusalem første gang var der en ætiopisk hofmand, Ebed-Melek, og nogle ikke-israelitiske rekabitter som overlevede ødelæggelsen af den hellige by og dens tempel. (Jeremias 35:1-19; 38:7-12; 39:16-18) Og da Jesus den 11. nisan år 33 forudsagde den ødelæggelse der ramte Jerusalem i år 70 og som var et profetisk forbillede på kristenhedens ødelæggelse her i vor generation, sagde han:
„Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Mattæus 24:21, 22; Markus 13:19, 20.
31. Hvilket syn fik apostelen Johannes af en stor skare som overlever ’trængselen’ sammen med den åndelige rest?
31 Foruden resten af det åndelige Israel, det vil sige „de udvalgte“, vil der være andre som overlever denne forestående „store trængsel“. Omkring år 96 fik den aldrende apostel Johannes et syn af disse der vil komme igennem „den store trængsel“ sammen med „resten“ af det åndelige Israel. Umiddelbart efter at han har beskrevet sit syn af den åndelige besegling af de 144.000 trofaste medlemmer af det åndelige Israel, siger han videre:
„Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“
„Og det fik en af de ældste til at sige til mig: ’Disse som er klædt i de lange, hvide klæder, hvem er de og hvor er de kommet fra?’ og straks sagde jeg til ham: ’Min herre, du ved det.’ Og han sagde til mig: ’Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem. De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.’“ — Åbenbaringen 7:9, 10, 13-17.
32. (a) Hvornår blev dette syn første gang forklaret på en måde der stemmer med de faktiske forhold? (b) Hvorfor skal vi ikke vente at de der hører til denne ’store skare’ vil komme i himmelen og herske sammen med Guds lam?
32 En tidssvarende forklaring af dette syn, en forklaring som stemmer med de faktiske forhold, blev første gang fremsat i 1935, ved Jehovas kristne vidners stævne i Washington, D.C., den 31. maj dette år. Den ’store skare’ som Johannes så i synet, forventer ikke at komme i himmelen og at skulle herske på det himmelske Zions bjerg sammen med de 144.000 åndelige israelitter. I Åbenbaringen 14:1-3 læser vi jo at de eneste der står sammen med Guds lam på det himmelske Zions bjerg, er de 144.000 åndelige israelitter. ’Den store skare’ ses ikke sammen med dem, og det af gode grunde. Kun om de 144.000 siges der: „Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“ (Åbenbaringen 14:4, 5; Jakob 1:18) Om de 144.000 der er „blevet købt fra menneskeslægten“ læser vi disse ord, som er henvendt til Guds lam:
„Du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ — Åbenbaringen 5:9, 10.
33. I hvem virkeliggøres formålet med Guds nye pagt?
33 Formålet med Guds ’nye pagt’ med det åndelige Israel virkeliggøres i disse 144.000, for det var netop meningen at den nye pagt skulle frembringe „et kongerige af præster og et helligt folk“, noget som den gamle mosaiske lovpagt ikke formåede. (2 Mosebog 19:5, 6) De der udgør ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17 tages ikke med i denne nye pagt. Imidlertid slutter de sig i dag til „resten“ af de åndelige israelitter som er med i pagten.
34. Hvor venter medlemmerne af ’den store skare’ at kunne leve evigt, og hvad anerkender de vedrørende Gud og hans lam?
34 Medlemmerne af ’den store skare’ forventer således ikke at komme i himmelen, heller ikke efter at de har overlevet „den store trængsel“. De venter at Guds lam vil være hyrde for dem her på jorden efter „den store trængsel“ og lede dem til evigt liv på en paradisisk jord. De anerkender himmelens Gud der sidder på tronen, som den suveræne over al skabningen. De anerkender Messias Jesus som „Guds lam som tager verdens synd bort“ og erkender at de skylder Gud deres frelse gennem hans lam der blev slagtet, og i tro og lydighed har de „vasket, deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“.
35. (a) Hvor i Guds „tempel“ tjener de vedvarende, og hvorfor? (b) Hvordan viser de loyalitet mod Guds ypperstepræst, og hvordan har Jesus skildret dem i en lignelse?
35 De anerkender kun den suveræne Herre Jehova som deres Gud. Det er grunden til at man ser dem ’yde ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel’, i de jordiske forgårde til hans åndelige tempel, hvis Allerhelligste er i de hellige himle. (Hebræerne 9:24) ’Den store skare’ er altså nu i samfund med „resten“ af de 144.000 åndelige israelitter, som kan se frem til at blive kongelige præster i kraft af den nye pagt. Som udtryk for deres loyalitet mod den kongelige ypperstepræst, Jesus Kristus, er medlemmerne af ’den store skare’ loyale mod hans åndelige brødre som endnu befinder sig på jorden. De gør alt hvad de kan for Kristi åndelige brødre, ja de samarbejder også med dem i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ over hele jorden. Disse loyale svarer til de „får“ Jesus beskrev i en af sine lignelser da han sagde:
„Så vil kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse. For jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise; jeg blev tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I så til mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig.’ Da vil de retfærdige svare ham med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som fremmed og tog gæstfrit imod dig, eller nøgen, og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?’ Og som svar vil kongen sige til dem: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.’
Og [bukkene] skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 25:34-40, 46.
36. Hvornår vil bukkene i lignelsen blive ’afskåret’, og hvorfor?
36 De der ikke handler ligesom „fårene“ og gør godt mod den nu regerende konges Jesu Kristi åndelige brødre, vil blive afskåret i den kommende „store trængsel“, for de støtter ikke Guds himmelske kvindes „sæd“ men derimod den „sæd“ der tilhører „slangen fra fortiden“, Satan Djævelen. (1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 12:9, 17) De giver efter for den indflydelse der øves af „slangen fra fortiden, . . . som vildleder hele den beboede jord“. De lader sig lede af ham, og de vil derfor være at finde på samme side som Slangens „sæd“ når „den store trængsel“ inden længe bryder løs.
37. Hvilken periode har denne verdensordning befundet sig i siden 1914, og hvad står den nuværende generation således over for, ifølge Daniel 12:1?
37 Siden Guds messianske rige blev født i himlene i 1914, har den nuværende tingenes ordning befundet sig i „endens tid“. Denne „endens tid“ vil snart kulminere i „den store trængsel“ som Jesus Kristus forudsagde. Denne trængsel uden sidestykke blev også forudsagt af profeten Daniel. Det var længe før Jehova Gud havde sendt sin førstefødte himmelske søn til jorden og givet ham navnet Jesus, så Guds engel formulerede profetien til Daniel på denne måde:
„Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til.“ — Daniel 12:1; jævnfør Mattæus 24:21.
Den nuværende generation står nu over for denne „trængselstid“.
38. (a) Hvilke tilbedere vil overleve Babylon den Stores ødelæggelse? (b) Hvorfor må „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ udkæmpes?
38 I denne „trængselstid“, denne „store trængsel“, vil antireligiøse politiske styrker udslette det nutidige store Babylon, det vil sige den falske religions verdensimperium der begyndte med fortidens Babylon. (1 Mosebog 10:8-12; Åbenbaringen 17:1 til 18:24) Under Guds beskyttelse vil medlemmer af det åndelige Israels rest og af ’den store skare’ overleve denne ødelæggelse, idet de praktiserer sand tilbedelse. (Jakob 1:27) Umiddelbart efter at det således er mislykkedes de antireligiøse styrker at fjerne den rene og ubesmittede „form for tilbedelse“, den rene religion, fra jorden, udkæmpes „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på det sted der symbolsk kaldes Har-Magedon. (Åbenbaringen 16:14, 16) Hvorfor? Fordi det universelle stridsspørgsmål om Jehovas altomfattende suverænitet, som støttes af „resten“ og ’den store skare’, endnu mangler at blive afgjort. Afgørelsen af dette stridsspørgsmål hører også med til det „evige forsæt“ som Gud fattede „i forbindelse med Messias, Jesus, vor Herre“, den som i første række er Guds lovede „sæd“.
39, 40. (a) Hvor vil den militære konfrontation som skal afgøre dette stridsspørgsmål finde sted, og hvem ser vi samle sig dér? (b) Hvem vil sejre?
39 Den nationale suverænitet som de enkelte politiske regeringer i dag gør krav på og søger at bevare, støder sammen med Skaberens universelle suverænitet. En militær konfrontation til afgørelse af dette altoverskyggende spørgsmål rykker nærmere og nærmere, efterhånden som „endens tid“ nærmer sig sin afslutning. Når vi betragter forholdene i lyset af Åbenbaringens forudskildring af kommende begivenheder, ser vi da jordens konger og politiske herskere og deres hære og de der støtter dem blive samlet til Har-Magedons slagmark for der at kæmpe den afgørende kamp? Ja.
40 Men i kraft af tro ser vi også den himmelske kongernes Konge, Jesus Kristus, og hans himmelske hærstyrker haste mod den samme slagmark, som red de på hvide stridsheste. Vi kan stole på Guds ord når det siger at krigen ved Har-Magedon vil ende med en afgørende sejr for den almægtige Guds styrker, og med nederlag og tilintetgørelse for alle menneskeskabte politiske systemer og deres politiske ledere, deres hære og deres patriotiske tilhængere. Jesus Kristus, der engang var som et lam, vil vise sig at være kongernes Konge, for Jehova Gud vil kæmpe ved hans højre, ja kæmpe sammen med sin søn der er kongepræst på Melkizedeks vis. — Åbenbaringen 17:12-14; 19:11-21; Salme 110:4, 5.
41. (a) Hvorfor vil „slangen fra fortiden“ ikke længere kunne føre krig mod „resten“ og ’den store skare’ når Har-Magedonkrigen er udkæmpet? (b) I hvilken forstand kommer nu det store øjeblik for Guds kvindes sæd?
41 Dette er det store højdepunkt i de ’veer for jorden og havet’ som „slangen fra fortiden“ og hans dæmonengle har påført hele den vildledte menneskehed efter at de er blevet kastet ned fra himmelen! (Åbenbaringen 12:7-12) Når hele hans jordiske „sæd“ er tilintetgjort i Har-Magedon vil „slangen fra fortiden“ ikke længere kunne føre krig mod ’de øvrige af kvindens sæd’ og ’den store skare’ som også tilbeder den suveræne Herre Jehova. (Åbenbaringen 12:13, 17) Skal „slangen fra fortiden“ og hans usynlige dæmonsæd fortsat være på fri fod i nærheden af jorden, som de er blevet kastet ned til? Nej! Nu kommer det store øjeblik for Jesus Kristus, Guds kvindes himmelske „sæd“, der engang blev hugget i hælen af denne morderiske Slange! Rollerne er byttet om, og nu skal Guds himmelske kvindes „sæd“ knuse Slangens hoved, bringe ham og hans dæmonsæd i en tilstand som havde de aldrig været til! Hvordan?
42. (a) Hvordan får Slangen og hans „sæd“ hovedet knust? (b) Hvilken forandring sker der da med hensyn til det himmelske styre og det jordiske samfund?
42 Ved at fjerne Slangen og hans dæmoner fra jordens nærhed og kaste dem i afgrunden og forsegle den over dem, binde dem som med lænker, for de næste tusind år. Åbenbaringen 20:1-3 skildrer dette, ikke som en del af krigen ved Har-Magedon, men som noget der følger efter denne krig. (1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20; Lukas 10:18-20) På denne måde bliver de ældgamle sataniske „himle“ over det jordiske menneskesamfund udslettet for evigt, og Guds messianske „nye himle“ vil brede sig velsignende over det nye jordiske menneskesamfund. Da ses den sejrende fuldbyrdelse af de ord apostelen Peter skrev for at opmuntre alle sande tilbedere af Jehova Gud, efter at han først havde beskrevet ødelæggelsen af den gamle symbolske himmel og jord: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ — 2 Peter 3:7-13; Åbenbaringen 20:11; 21:1; Esajas 65:17.
[Studiespørgsmål]
