En nation som sluttede en pagt med Gud
Kapitel 9
En nation som sluttede en pagt med Gud
1. Hvem er vor tids nationer for materialistiske til at indgå en pagt med?
DET er almindeligt at stater indgår gensidigt bindende aftaler med hinanden om forsvarsalliance, fredeligt samarbejde, kulturel udveksling og så videre. En sådan aftale, traktat eller pagt kan omfatte adskillige politiske stater der således samles i et forbund eller en organisation. Vi kender for eksempel i dag Atlantpagtorganisationen (NATO), Warszawapagtorganisationen og Den sydøstasiatiske pagts Organisation (SEATO). Men hvilken politisk stat eller nation i dag har sluttet en pagt med Gud? Nationerne i dag er for materialistiske til at indtræde i en pagtsorganisation som bygger på en aftale med et usynligt himmelsk Væsen.
2. Hvilke spørgsmål vil vi gerne have svar på angående en nation der sluttede en pagt med Gud?
2 I oldtiden var der imidlertid en nation på jorden der sluttede en pagt med den højeste Gud i himmelen. Det var med andre ord en pagt mellem en jordisk part og en himmelsk part, en synlig part og en usynlig part. Enhver pagt har et erklæret formål. Hvad var formålet med denne historisk bevidnede pagt mellem en nation på jorden og den eneste levende og sande Gud i himmelen? Hvordan kom en så tilsyneladende ulige pagt i stand? Det er spørgsmål vi gerne vil have svar på nu.
3. Hvem ville være den rette til at fastsætte betingelser, mellemmand og tidspunkt for en sådan pagt?
3 Som den der er alviis og almægtig måtte det være den højeste Gud der tilbød en sådan pagt til en nation af ufuldkomne og
syndige mennesker. Ikke engang forslaget om noget sådant burde komme fra nogen anden. Som omstændighederne var, ville det være passende at det var ham der erklærede pagtens formål, dikterede dens betingelser og udnævnte en mellemmand til at fungere mellem Gud og mennesker. Det ville være Gud der fastsatte på hvilke vilkår pagten kunne fortsætte, og det ville også være ham der fastsatte tidspunktet for oprettelsen af en sådan pagt eller overenskomst. Det tidspunkt Gud længe i forvejen havde valgt, faldt i det sekstende århundrede før vor tidsregning.4. Hvilken tidsperiode i forbindelse med Abrahams sæd forudsagde Gud da han sluttede en højtidelig pagt med Abraham?
4 Gud havde sluttet en højtidelig pagt, stadfæstet med ofre, med stamfaderen til hele denne nation der skulle indtræde i en pagt når tiden var inde. Det var efter at Melkizedek, konge af Salem og præst for den højeste Gud, havde udtalt en velsignelse over den sejrrige Abraham at Gud indgik denne højtidelige pagt med ham. I forbindelse med en stærk forsikring til Abraham om at det guddommelige løfte ville blive opfyldt på hans efterkommere, sagde Gud til ham: „Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år. Dog vil jeg også dømme det folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget gods. Men du skal fare til dine fædre i fred og blive jordet i en god alderdom. I fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er amoritternes syndeskyld ikke fuldmoden.“ — 1 Mosebog 15:13-16.
5. Hvad ville der være tid til når det skulle vare så længe før Abrahams sæd overtog det forjættede land?
5 Det tidspunkt da Abrahams kødelige sæd skulle overtage landet blev således udskudt i mere end fire hundrede år. Denne lange periode ville give tid til at Abrahams udvalgte kødelige sæd kunne vokse til et folk som var talrigt nok til at erstatte de amoritiske indbyggere i Kana’ans land, hvis „syndeskyld“ voksede efterhånden som deres hedenskab førte til større og større ondskab. Skønt Abrahams kødelige sæd ville vokse til et stort folk i et andet land end Kana’an, ville Gud dog holde landet rede til dem indtil dette forjættede lands indbyggeres syndeskyld var blevet så stor at de fortjente at blive udryddet af landet. At
Gud ville give området til Abrahams kødelige sæd når tiden var moden til det, gav Gud nu en garanti for med en højtidelig pagt.„På den dag sluttede [Jehova] pagt med Abram, idet han sagde: ’Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden, det er kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hetitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana’anæerne, girgasjitterne, hivvitterne og jebusitterne.’“ — 1 Mosebog 15:18-21.
6. Ville den nationale pagt ugyldiggøre Abrahamsløftet, og hvilket formål ville den tjene for Abrahams efterkommere?
6 I modsætning til denne guddommelige pagt, som blev indgået med en enkelt mand, Abraham, skulle den pagt Gud havde i tanke, oprettes med en stor nation af Abrahams efterkommere i den udvalgte slægtslinje. Denne nationale pagt skulle føjes til Abrahamsløftet, som blev bindende da Abraham krydsede Eufratfloden i nord og kom ind i området inden for de grænser der blev nævnt i Guds højtidelige pagt med ham. (1 Mosebog 12:1-7) Pagten med nationen af Abrahams efterkommere ophævede ikke løftet til Abraham, men blev blot føjet til det. Dette skulle vise sig at være klogt, for ikke alle Abrahams kødelige efterkommere viste sig egnede til at få en andel i opfyldelsen af Abrahamsløftet med hensyn til at velsigne alle jordens nationer og slægter. Følgelig ville den tilføjede nationale pagt gøre god fyldest som en hjælp eller et middel til at forberede de værdige til at tage imod og loyalt følge den sande Messias, Guds himmelske kvindes lovede „sæd“, når Gud udsendte og salvede ham.
7. Af hvilke grunde ville Gud ikke indgå pagten med Abrahams efterkommere før de fire hundrede år var til ende?
7 Denne nationale pagt ville først blive oprettet og føjet til når der var gået mere end fire hundrede år efter at Gud sluttede pagt med Abraham med behørige ofre, for på det tidspunkt da han gjorde dette, havde Abraham endnu slet intet afkom med sin hidtil ufrugtbare hustru, Sara. Ydermere ville Gud ikke slutte en pagt med Abrahams efterkommere så længe de var i trældom og blev mishandlet af en fremmed nation. Især ikke da indgåelsen af pagten krævede en form for ofre som var en vederstyggelighed for den nation der mishandlede dem og holdt dem i trældom. (2 Mosebog 8:25-27) Først når Gud havde dømt og straffet den undertrykkende nation og udfriet sit folk så det i frihed kunne indgå i et pagtsforhold til ham, ville han oprette en pagt med det. Dette ville ske ved udløbet af de forudsagte „400 år“. Vi lægger således mærke til at Jehova Gud har afmærket sine egne tidsperioder for gennemførelsen af sit „evige forsæt“ i forbindelse med sin Salvede, Messias.
8, 9. (a) Hvilken tidsperiode begyndte da Isak blev vænnet fra, og hvordan kan man sige det? (b) Hvad ville tiden være inde til for Abrahams kødelige sæd når den tidsperiode udløb?
8 Femogtyve år efter at Abraham var draget ind i det forjættede land blev han, hundrede år gammel, fader til den første og eneste søn med sin hustru Sara, hvilket naturligvis kun kunne ske ved et Guds mirakel. Det fandt sted i det land som endnu ikke tilhørte Abraham eller hans søn Isak. Mishandlingen af den kødelige „sæd“ hvorigennem Messias skulle komme, begyndte da Isak blev vænnet fra. Det var dengang Isaks nittenårige halvbroder Ismael respektløst gjorde nar af Isak. En sådan opførsel, der var tegn på skinsyge, kunne blive en trussel mod Abrahams gudgivne arvings, Isaks, liv. — 1 Mosebog 16:11, 12.
9 Ifølge de angivne tidsrum begyndte mishandlingen af Abrahams „sæd“, i et land der ikke var deres, da Abraham var et hundrede og fem år gammel og Isak var fem år. Det var i år 1913 f.v.t. (1 Mosebog 21:1-9, NW; Galaterne 4:29) Altså ville de „400 år“ med mishandling af Abrahams kødelige „sæd“ udløbe i 1513 f.v.t. I det år ville tiden være inde til at Abrahams sæd kunne drage ud fra den undertrykkende nations land og begynde at vende tilbage til sine forfædres land, det forjættede land. Da var Guds tid inde til at oprette den nationale pagt med Abrahams „sæd“ så han kunne føre den ind i det forjættede land som en nation der stod i et bindende pagtsforhold til ham. Da tiden var inde til dette, ved udløbet af de fire hundrede år, var der gået fire hundrede og tredive år siden Abraham krydsede Eufratfloden og Abrahamsløftet trådte i kraft. — 2 Mosebog 12:40-42, NW; Galaterne 3:17-19.
OPRETTELSEN AF EN NATIONAL PAGT
10. Hvor meget voksede Abrahams kødelige sæd i Ægypten, men under hvilke forhold til sidst?
10 Siden det tidspunkt da Abrahams sønnesøn Jakob med hele sit hus forlod Kana’ans land og indtil udløbet af de fire hundrede år, opholdt Jakobs efterkommere, Israels tolv stammer, sig i det 2 Mosebog 12:37) Nej, Gud havde ikke glemt sin pagt med sin ven Abraham. Han overholdt også den tidsfrist han havde oplyst. Altså var han klar til at gøre det fornødne da tiden var inde.
hamitiske (ikke arabiske, som i dag) Ægyptens land. Som forudsagt af Jehova Gud var Abrahams kødelige „sæd“ blevet udsat for mishandling, og denne mishandling var nu blevet meget hård. Målet var at udrydde Guds ven Abrahams folk. Til trods herfor var folket blevet talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred, som Gud havde lovet. Til sidst kunne det mønstre „henved 600.000 mand“, egnede til militærtjeneste. (11. Hvem oprejste Gud til at være fører for Israel, og hvordan havde denne prøvet at gøre sig selv til fører?
11 Hvem skulle nu være folkets synlige fører? Gud valgte ikke Judas stammes overhoved, som om dét var obligatorisk efter den velsignelse om kongedømmet Jakob havde udtalt over Juda. (1 Mosebog 49:10; 1 Krønikebog 5:1, 2) I stedet valgte den højeste Gud, med den naturlige ret til at vælge som han besidder, en egnet mand af Levis stamme, Moses, en oldesøn af Levi. (2 Mosebog 6:20; 4 Mosebog 26:58, 59) Fyrre år inden udløbet af de fire hundrede år besluttede Moses at opgive sin tilværelse ved Faraos hof dér i Ægypten og at slutte sig til sine israelitiske brødre. Han ville dele deres kår og tilbød sig selv som deres fører, så de kunne løsrive sig fra trældommen. „Han mente at hans brødre ville forstå at Gud ved hans hånd var ved at give dem redning, men de forstod det ikke.“ Gud havde endnu ikke sendt Moses for at han skulle udfri folket fra dets trældom. Moses måtte flygte da Farao stræbte ham efter livet. Han søgte tilflugt i Midjans land, hvor han giftede sig og blev hyrde hos sin svigerfader. — 2 Mosebog 2:11 til 3:1; Apostelgerninger 7:23-29.
12. Hvornår og hvor blev Moses Jehovas „salvede“, og hvilken opgave fik han?
12 Fyrre år gik, og Moses blev firs år gammel. Da skete det at engang mens Moses vogtede hjorden på Sinajhalvøen, viste Guds engel sig mirakuløst for ham ved foden af Horebs bjerg, over tre hundrede kilometer sydøst for den nuværende Suezkanal. Her ved Horeb udlagde Jehova Gud så at sige sit navn for Moses, idet han sagde: „JEG VIL VISE MIG AT VÆRE DET SOM JEG VIL VISE MIG AT VÆRE. . . . Sådan skal du sige til Israels 2 Mosebog 3:2-14, NW) På denne måde udnævnte Gud Moses til at være sin profet og talsmand, og Moses kunne nu med rette kaldes en „salvet“ eller „messias“, ligesom sine forfædre Abraham, Isak og Jakob. (Salme 105:15; Apostelgerninger 7:30-35; Hebræerne 11:23-26) Jehova antydede at bjerget Horeb var det sted hvor han ville slutte pagt med Moses’ folk, for han sagde at Moses skulle føre folket ud af Ægypten og hen til dette bjerg for at dyrke Gud der. — 2 Mosebog 3:12.
sønner: ’JEG VIL VISE MIG AT VÆRE har sendt mig til jer.’“ (13. Hvordan kom det dertil at Farao befalede israelitterne at forlade Ægypten?
13 Da Farao gang på gang nægtede at give israelitterne deres frihed og lade dem rejse, sendte Jehova en række plager over ham og hans folk. Først den tiende og sidste plage overvandt Faraos modstand og hans forhærdede hjerte. Denne plage dræbte alle førstefødte i de ægyptiske familier og alt førstefødt blandt deres husdyr. Israelitterne undgik at miste deres førstefødte ved at adlyde Jehova Gud og for første gang fejre påskemåltidet i deres hjem. Jehovas domsengel, som så på deres huse at påskelammets blod var strøget på dørstolperne og overliggeren, gik forbi, og døden trængte ikke ind i disse familier. Nahasjon, der blev fader til Salmon, af Judas stamme, blev bevaret i live, og det samme gjorde Nadab, den førstefødte søn af Aron, Moses’ ældre broder. Men Faraos førstefødte søn døde. I sorg og under pres fra de sørgende efterladte i sit folk bød Farao de uskadte israelitter at forlade landet. — 2 Mosebog 5:1 til 12:51.
14. Hvilke tidsperioder endte denne første påskenat, og hvad bød Gud med hensyn til den nat?
14 Denne begivenhedsrige påskenat i år 1513 f.v.t. betød afslutningen på flere tidsperioder der her endte samtidig. De fire hundrede år med mishandling af Abrahams kødelige sæd i et fremmed land endte. To hundrede og femten års ophold i Ægypten fra patriarken Jakobs ankomst hertil endte. Fire hundrede og tredive år, regnet fra det tidspunkt da Abraham krydsede Eufratfloden og tog ophold i det forjættede land, endte. I harmoni med dette læser vi: „Og den tid Israels sønner, som havde boet i Ægypten, opholdt sig i udlændighed, udgjorde fire hundrede og tredive år. Og det skete da de fire hundrede og tredive år var 2 Mosebog 12:40-42, NW; se også Kalkar.
udløbet, på den selv samme dag, at alle Jehovas hærskarer drog ud af Ægyptens land. Det er en nat der skal overholdes med henblik på Jehova, fordi han førte dem ud af Ægyptens land. Med henblik på Jehova er dette en nat der skal overholdes af alle Israels sønner, generation efter generation.“ —15. Hvordan udfriede Gud israelitterne fra de forfølgende ægyptere, og hvad sang israelitterne derpå?
15 Af strategiske grunde førte Jehova ved hjælp af Moses det udfriede folk til vestbredden af den øvre vestlige gren af Det røde Hav. Farao troede at israelitterne var fanget i en fælde og satte efter sine undvegne trælle med vogne og ryttere. Men da de ægyptiske forfølgere nærmede sig, åbnede den almægtige Gud en vej gennem havet, og i nattens løb gik israelitterne på den tørre havbund over til Sinajhalvøen. Da ægypterne fik lov til at trænge ind i flugtkorridoren, lod Gud Det røde Havs vande skylle tilbage over dem og drukne dem og deres heste. Guds ord var ikke faldet til jorden. Han havde dømt den nation der undertrykte Abrahams kødelige „sæd“. (1 Mosebog 15:13, 14) I sikkerhed på Sinajhalvøens bred sang de der havde været vidne til Jehovas dom: „[Jehova] er konge i al evighed! . . . Syng for [Jehova], thi han er højt ophøjet, hest og rytter styrted han i havet!“ — 2 Mosebog 15:1-21.
16. Hvad foreslog Gud det lejrede Israel ved Horeb, og hvad skulle formålet være?
16 Det var en særlig dag der oprandt da israelitterne, i den tredje månemåned (sivan) efter at have forladt Ægypten, nåede ind i Sinajørkenen og slog lejr ved foden af „Guds bjerg Horeb“. Det var dér Jehova havde sagt til Moses at de skulle dyrke ham. (2 Mosebog 3:1, 12; 19:1) Nu måtte profeten Moses optræde som mellemmand mellem Gud og det lejrede folk. Jehova foreslog nu en pagt mellem sig selv og folket og erklærede hvad pagtens formål skulle være. Oppe på bjerget Horeb sagde Gud til Moses: „Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mosebog 19:3-6.
17. Hvoraf fremgår det at Jehova ikke tvang de udfriede israelitter ind i pagten?
17 Den højeste Gud påtvang ikke israelitterne denne pagt. Han overlod til dem selv at vælge om de ville indgå en pagt med ham eller ej, og det skønt han havde reddet dem fra Ægypten og Det røde Hav. Blive Jehovas „ejendom“? Blive ham „et kongerige af præster og et helligt folk“? Ja, det ville israelitterne dengang gerne. Da Moses havde givet folkets talsmænd besked om den pagt Gud havde foreslået, læser vi derfor: „Hele folket svarede, alle som én: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’“ Moses meddelte nu folkets beslutning til Jehova, som derpå gik videre med stadfæstelsen af den pagt der var opnået enighed om. — 2 Mosebog 19:7-9.
18. Hvad forkyndte Gud for Israel på tredjedagen derefter?
18 Tredjedagen derefter forkyndte Jehova, ved hjælp af sin engel på Sinaj bjerg dér i Horeb, de ti bud for de forsamlede israelitter. Disse bud kan vi læse i Anden Mosebog 20:2-17.
EN STØRRE MELLEMMAND FORUDSIGES
19. (a) Hvad bad israelitterne Moses om på grund af det de så? (b) Hvad svarede Moses?
19 Det var en dramatisk begivenhed! „Men da hele folket fornam tordenen, lynene og stødene i hornene og så det rygende bjerg, forfærdedes folket og holdt sig skælvende i frastand; og de sagde til Moses: ’Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!’“ (2 Mosebog 20:18, 19) Det svar Gud gav på de skræmte israelitters anmodning findes mere udførligt i Femte Mosebog 18:14-19. Her siger Moses, efter at have nævnt for israelitterne at Gud ikke havde givet dem troldmænd og spåmænd til at være forbindelsesled mellem Ham og dem:
„Men sligt har [Jehova] din Gud ikke tilladt dig. [Jehova] din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på. Således udbad du dig det jo af [Jehova] din Gud ved Horeb, den dag I var forsamlet, da du sagde: ’Lad mig ikke mere høre [Jehova] min Guds røst og se denne vældige ild, at jeg ikke skal dø!’ Da sagde [Jehova] til mig:
’De har talt rettelig! Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.’“20, 21. (a) Var det let for Israel at tro at der ville komme en anden profet som Moses? (b) På hvilken måde skulle denne fremtidige profet være som Moses, og af hvilket format skulle han være?
20 En profet som Moses, med hvem Gud så at sige talte „ansigt til ansigt“? Det kan have været svært for israelitterne at acceptere en sådan tanke da Moses selv oplyste dem om hvad Gud havde sagt. Og dog var det netop hvad den almægtige Gud sagde han ville oprejse til sit folk. ’Som Moses’ behøvede ikke at betyde lig med Moses. Den lovede profet kunne være som Moses, og dog være større end Moses.
21 Blandt de israelitiske profeter der fremstod efter Moses og helt frem til Malakias, var der ingen som Moses og ingen større end Moses. (5 Mosebog 34:1-12) Men hvad med den Salvede der var givet løfte om, Messias, der ville være Guds himmelske kvindes „sæd“? (1 Mosebog 3:15) Det var åbenbart ham Gud havde i tanke da han på Sinaj bjerg talte til Moses om en fremtidig profet som Moses. Som Moses ville denne messianske „sæd“ være en mellemmand mellem Gud og mennesker, men større end Moses. Og de der tilbeder den eneste levende og sande Gud har afgjort brug for at der gøres mere for dem nu, end der blev gjort for det gamle Israel ved hjælp af Moses. Altså var Moses et billede på den kommende større profet for Jehova.
22. Hvorfor ville den kommende profet være imod brugen af billeder i gudsdyrkelsen?
22 På det tidspunkt sagde Jehova Gud også til Moses: „Således skal du sige til israelitterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra Himmelen! I må ikke gøre eder guder ved siden af mig; guder af sølv eller guld må I ikke gøre eder!“ (2 Mosebog 20:22, 23) Dette er uomgængeligt et bud mod at benytte livløse, stumme, menneskeskabte billeder i tilbedelsen af den Gud som har talt fra selve himmelen. Det understreger kraftigt hvad Gud har sagt i det andet af de ti bud, som kan læses i Anden Mosebog 20:4-6. Den messianske profet der skulle være som Moses ville være imod en sådan brug af religiøse billeder.
23. Hvorfor kaldes pagten med Israel ofte for Lovpagten?
Anden Mosebog, kapitel enogtyve til treogtyve. De blev nedskrevet i en ’bog’ eller bogrulle som var færdig da pagten formelt blev oprettet. Eftersom denne pagt indebar det særlige at Guds udvalgte folk fik en guddommelig lov at overholde, kaldes den almindeligvis Lovpagten. Dens lovsamling eller lovkodeks i samlet form omtales i Bibelen som „Loven“.
23 Før stadfæstelsen af pagten ved mellemmanden Moses gav Gud ham andre love foruden de ti bud. Disse står optegnet i24. Hvor længe efter Abrahamspagten blev Lovpagten indgået, og er løftet til Abraham stadig gyldigt?
24 Eftersom Loven der hørte med til denne pagt med Israel blev præsenteret i form af de ti bud blot halvtreds eller enoghalvtreds dage efter påskenatten i Ægypten, kunne det med rette siges at Loven „kom til fire hundrede og tredive år senere [end Abrahamspagten i 1943 f.v.t.]“. At Loven efter så langt et tidsrum blev givet til Israel ugyldiggjorde ikke Abrahamspagten „sådan at den ophævede løftet“. (Galaterne 3:17) Guds løfte om at ville velsigne alle jordens nationer og slægter i Abrahams „sæd“ står stadig ved magt. Det vil ikke falde til jorden!
25. Hvem blev Lovpagten gjort bindende for, og i kraft af hvad?
25 Det er vigtigt at vi hæfter os ved at Lovpagten med Israel blev gjort gyldig og højtideligt bindende for pagtens parter ved anvendelse af blod af ofre. Beretningen i Anden Mosebog 24:6-8 fortæller: „Og Moses [som mellemmanden] tog den ene halvdel af blodet og gød det i offerskålene, men den anden halvdel sprængte han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: ’Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!’ Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: ’Se, dette er pagtens blod, den pagt, [Jehova] har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.’“ — Se også Anden Mosebog 24:3.
26. Hvad skildredes ved at blodet sprængtes dels på Guds alter og dels på folket?
26 Alteret som Moses havde bygget ved foden af Sinaj bjerg repræsenterede Jehova Gud, til hvem ofrene var blevet bragt på dette alter. Ved at halvdelen af dyreofrenes blod blev sprængt
på alteret, blev Jehova Gud ført ind i pagten og bundet af den som parthaver. Ved at den anden del af offerblodet blev sprængt på folket, blev også de, som den anden part, bragt ind i pagten og højtideligt forpligtet til at opfylde de betingelser i den som angik dem. Det var således ved blodet de to parter, Gud og Israels nation, blev forenet i en pagt.27. Hvad i forbindelse med oprettelsen af Lovpagten viser at israelitterne ikke indgik pagten uvidende eller under tvang?
27 Israelitterne gik ikke ind i denne pagt uvidende eller under pres og tvang. Dagen før den højtidelige indgåelse af pagten ved blod havde de fået Guds ord og lovbud forelagt og havde accepteret dem. Som Anden Mosebog 24:3 siger: „Derpå kom Moses og kundgjorde hele folket alle [Jehovas] ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: ’Alle de ord, [Jehova] har talet, vil vi overholde.’“ Den følgende dag, efter at Moses havde oplæst „pagtsbogen“ i hele folkets påhør, gentog israelitterne deres accept af Guds lov, hvorefter offerblodet blev sprængt på dem. Nu var hele Israels nation forpligtet til at gøre som Gud havde erklæret da han foreslog pagten, idet han sagde: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så . . .“ — 2 Mosebog 19:5, 6.
28. I forbindelse med hvilken af Lovpagtens parter kunne der være tvivl om loyaliteten mod pagtens betingelser, og hvad krævedes der for at være hellig?
28 Den almægtige Gud kunne ventes at være trofast mod sin del af denne bilaterale eller tosidede pagt, for han forandrer sig ikke. (Malakias 3:6) Det var israelitterne der kunne være tvivl om. Ville de være loyale mod Gud og gøre som de havde sagt de var villige til? Ville de være blandt de loyale der skulle samles til Jehova, som en opfyldelse af Salme 50:4, 5: „Han stævned himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk: ’Saml mig mine fromme [loyale, NW], der sluttede pagt med mig ved ofre’“? Ikke som enkeltpersoner, men som et helt folk, som en nation, havde de indgået denne lovpagt og stadfæstet den med et sæt ofre der gjaldt for hele folket. Ville de vise sig at være et helligt folk? For at gøre dette måtte de holde sig adskilt fra denne verden.
29, 30. (a) Blev Israel „et kongerige af præster“ blot ved at indgå Lovpagten, eller hvordan var præsteordningen? (b) Hvilken opgave fik de egnede mandlige medlemmer af de andre familier i Levis stamme?
Esajas 61:6 var endnu ikke blevet opfyldt på dem: „Men I skal kaldes [Jehovas] præster, vor Guds tjenere være eders navn. Af folkenes gods skal i leve, deres herlighed får I til eje.“ I stedet var det sådan, ifølge Lovpagtens bestemmelser, at kun de kvalificerede mandlige medlemmer af en enkelt slægt i Israel blev gjort til præster, og de skulle tjene til gavn for hele resten af nationen. Denne forret tilfaldt Moses’ ældre broder Arons familie, af Levis stamme. Aron blev gjort til Guds ypperstepræst, og hans sønner blev underpræster. De udgjorde således et aronitisk præsteskab.
29 Blot fordi de var indgået i denne pagt med den højeste Gud var de ikke straks „et kongerige af præster“. De var dengang på ingen måde et kongerige hvori hvert eneste mandligt medlem var en præst for Gud til gavn for alle andre nationer på jorden. Profetien i30 De egnede mandlige medlemmer af de øvrige familier i Levis stamme blev gjort til tjenere for det aronitiske præsteskab, idet de skulle hjælpe præsterne ved udførelsen af den religiøse tjeneste ved Guds hus, åbenbaringsteltet, som foreskrevet i Lovpagten. — 2 Mosebog 27:20 til 28:4; 4 Mosebog 3:1-13.
31. Hvorfor blev de aronitiske præster ikke også gjort til konger i Israel?
31 Som vi ser havde Judas stamme ingen andel i præstedømmet i det gamle Israel, for fra denne stamme skulle den messianske ’fyrste’ komme, den der kaldes Silo, hvem ’folkene skal lyde’. (1 Mosebog 49:10; 1 Krønikebog 5:2) I det gamle Israel blev kongedømmet og præstedømmet således holdt adskilt. Aron og hans sønner blev ikke gjort til kongepræster og var altså ikke præster i lighed med Melkizedek.
32. Hvilke højtider skulle fejres hvert år af Israel?
32 Ifølge Lovpagten skulle tre højtider fejres hvert år af hele folket ved tilbedelsesteltet eller tabernaklet. „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for [Jehova] din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest, ugefesten og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for [Jehovas] åsyn 5 Mosebog 16:16, 17; 2 Mosebog 34:18, 22-24) De usyrede brøds fest blev holdt i forbindelse med det årlige påskemåltid som spistes til minde om Israels udfrielse fra Ægypten. Ugefesten blev holdt på den halvtredsindstyvende dag derefter, det vil sige når der var gået syv uger regnet fra den 16. nisan; på denne dag (pinsedagen) blev førstegrøden af hvedehøsten frembåret for Jehova. Løvhyttefesten blev også kaldt „frugthøsthøjtid“ og fejredes ved årets udgang. Hver af disse årlige højtider havde deres foreskrevne ofre som skulle bringes til Jehova. — 3 Mosebog 23:4-21, 33-43.
med tomme hænder; men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, [Jehova] din Gud giver dig.“ (33. Hvornår fejredes forsoningsdagen, og hvorfor måtte dens ofre gentages år efter år?
33 Fem dage før løvhyttefesten begyndte, afholdtes den årlige „forsoningsdag“ (Jom Kippur), på den tiende dag i den syvende månemåned regnet fra forårsmåneden nisan eller abib. Det var altså den 10. tisjri. På denne dag skaffedes der soning for de synder der var begået af hele den nation der stod i pagtsforhold til Jehova, for det var den eneste dag i årets løb den aronitiske ypperstepræst gik ind i åbenbaringsteltets Allerhelligste og sprængte blodet af sonofrene (en tyr og en buk) foran pagtens hellige ark, der indeholdt Jehovas nedskrevne lov. (3 Mosebog 23:26-32; 16:2-34) Naturligvis kunne det at disse dyr døde og deres blod blev udgydt ikke virkelig borttage menneskers synder, eftersom dyrene er underordnet mennesket. Netop fordi disse ofrede dyrs død og blod ikke virkelig kunne borttage menneskenes synder, måtte forsoningsdagens ofre gentages år efter år.
34. Hvad viste Lovpagten at Gud krævede for at fjerne menneskets synd, og hvorfor kunne ingen israelit opfylde dette krav?
34 Det er ikke svært at se grunden til dette. I Lovpagten havde Gud med klare ord sagt: „Hvis der sker en ulykke, skal du bøde liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, sår for sår, skramme for skramme.“ (2 Mosebog 21:23-25; 5 Mosebog 19:21) Der krævedes med andre ord lige for lige, det ene skulle opveje det andet. Er et menneskeliv kommet under fordømmelse, kan det kun løskøbes med et menneskeliv der ikke er under fordømmelse. Derfor læser vi i Salme 49:6-10 (NW): „De som stoler på deres midler til livets opretholdelse og som bliver ved med at prale af deres vældige rigdomme, ikke én af dem kan på nogen måde løskøbe selv en broder eller give Gud en løsesum for ham; (og løsesummen for deres sjæl er så høj at den må opgives på ubestemt tid) så han kunne fortsætte med at leve for evigt og ikke se graven. For han ser at selv de vise dør.“ Der skulle en tilsvarende løsesum til, og ingen af de syndige israelitter kunne tilvejebringe dette og løskøbe eller tilbagekøbe det fuldkomne liv Adam satte over styr.
35. Hvad er der sket med det aronitiske præsteskab, og hvor skal man se hen for at finde det fornødne genløsningsoffer?
35 Det aronitiske præsteskab, der kun frembar dyreofre ved Guds hellige hus, forsvandt for nitten hundrede år siden, i år 70 da Jerusalem og templet blev ødelagt af de romerske hære. Vi kan ikke gøre andet end at se hen til den messianske konge som Jehova Gud har svoret at ville gøre til „præst evindelig på Melkizedeks vis“. (Salme 110:1-4) Han skulle være Guds himmelske kvindes „sæd“ som Gud ville udnævne og give magt til at knuse hovedet på den symbolske slange, den onde skabning der stod bag slangen i Eden. Hvis ikke ’kvindens sæd’ tilvejebragte den nødvendige løsesum for hele menneskeheden, er der intet som kan hjælpe os mennesker, og vi har da ingen udsigt til evigt liv i en retfærdig ny orden under Jehova Gud. Dyreofrene der blev bragt på Israels „forsoningsdag“ lige til det første århundrede efter vor tidsregning må derfor have været billedlige; de må profetisk have skildret det nødvendige genløsningsoffer som skulle bringes af den Messias der ville blive præst som Melkizedek og som skulle knuse slangens hoved.
36. Hvordan må højtiderne under Lovpagten ligeledes betragtes, i lyset af dette?
36 Det samme gælder de årlige højtider som Guds pagt pålagde det gamle Israel at fejre. Det var ikke blot anledninger til at hele folket kunne feste og slappe af. Disse højtider havde profetisk betydning. At de var glædesfester skildrer den fremtidige glæde og lykke Gud har beredt hele menneskeheden. Den velsignede
betydning de har, vil Gud gøre kendt når hans tid er inde i overensstemmelse med hans „evige forsæt“.EN NATION MED VIDUNDERLIGE MULIGHEDER
37. Hvilken mulighed åbnede Lovpagten for israelitterne?
37 Men kunne nogen israelit vinde sig evigt liv ved at overholde Lovpagten med Gud til fuldkommenhed, uden at bryde blot den mindste del af den? Lovpagten gav enhver israelit mulighed for at vise om han kunne gøre dette. I Tredje Mosebog 18:5 omtales denne mulighed med ordene: „I skal holde mine anordninger og lovbud; det menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er [Jehova]!“ Hvis en israelit overholdt Loven til mindste tøddel og opnåede evigt liv ved sine egne gerninger, behøvede han ikke de ofre der hørte under Lovpagten. Han ville heller ikke behøve Abrahamsløftets velsignelse. (1 Mosebog 12:3; 22:18) Den der således holdt Loven til fuldkommenhed, ville i kraft af sin egen retfærdighed fortjene livet.
38, 39. (a) Hvoraf fremgår det om nogen af israelitterne vandt livet ved at holde Loven til fuldkommenhed? (b) Hvis præstetjeneste for Gud er derfor påkrævet?
38 Endog profeten Moses døde imidlertid. Også ypperstepræsten Aron døde. Og hver eneste israelit fra Lovpagtens oprettelse til det aronitiske præstedømmes ophør i år 70, ja, lige til i dag, er død. Endog i dag, nitten hundrede år efter romernes ødelæggelse af Jerusalems tempel, foretager de ortodokse jøder en form for fejring af forsoningsdagen eller Jom Kippur. Dette er i sig selv en indrømmelse af deres behov for at rense sig for synd, ja, af deres manglende evne til at overholde Loven fuldkomment og opnå evigt liv ved egne retfærdige gerninger. Og hvis jøderne ikke kunne gøre dette under Lovpagten, hvordan skulle nogen af os andre ufuldkomne mennesker da kunne gøre det?
39 I betragtning af det Lovpagten klart påviste, er vi alle fordømte over for den Gud hvis handlinger er fuldkomne. (5 Mosebog 32:4) Som profeten Esajas sagde mere end syv hundrede år efter at Lovpagten var oprettet med Israel: „Alle vore retfærdige gerninger er som en smudsig klædning.“ (Esajas 64:5, Jewish Publication Society) Vi har alle brug for at blive hjulpet af den præst der ifølge løftet skal være som Melkizedek og være præst for evigt.
40. Hvad udførte Moses den 1. nisan 1512 f.v.t. i forbindelse med gudsdyrkelsen, og hvad skete der så?
40 Lad os nu vende tilbage til året for oprettelsen af pagten mellem Jehova Gud og Israel ved mellemmanden Moses. Det måneår endte, og det blev den 1. nisan i kalenderåret 1512 f.v.t. På den dag adlød Moses Guds bud og lod tabernaklet, „åbenbaringsteltets bolig“, opstille så tilbedelsen af Gud kunne begynde der. Derpå iførte Moses sin ældre broder Aron og Arons sønner deres embedsdragter og salvede dem med hellig salveolie til at tjene som ypperstepræst og underpræster. „Hermed var Moses færdig med arbejdet. Da dækkede skyen åbenbaringsteltet, og [Jehovas] herlighed fyldte boligen; og Moses kunne ikke gå ind i åbenbaringsteltet, fordi skyen havde lagt sig derover, og [Jehovas] herlighed fyldte boligen.“ — 2 Mosebog 40:1-35.
41. Hvad var dette synlige tegn et bevis på, og hvornår fuldendtes præsteskabets indsættelse?
41 Her var det synlige bevis på at Jehova havde antaget dette tilbedelsestelt og havde helliget det til at tjene hans hensigt. På den syvende dag i den første måned, nisan eller abib, var indsættelsen og bemyndigelsen af det aronitiske præsteskab afsluttet, og derefter kunne disse præster føre tilsyn med alle dele af gudsdyrkelsen ved det hellige tabernakel. — 3 Mosebog 8:1 til 9:24.
42. Hvad var Jehova for Israel, ud over at være folkets Gud som det tilbad, og behøvede han en synlig repræsentant?
42 Jehova var den Gud som israelitterne havde fået påbud om at tilbede, ja, som nationen havde pligt til at dyrke. Han var dog ikke alene deres Gud, men også deres Hersker, deres Konge, som de skyldte underkastelse og loyalitet. Ulydighed mod hans love og påbud ville derfor være et brud på denne underkastelse og loyalitet. Dette bekræftes af profeten Moses i Femte Mosebog 33:5, hvor han omtaler Israels nation som Jesjurun eller „den retskafne“ fordi den var indtrådt i Lovpagten: „Og der var en konge i Jesjurun, da folkets øverster var forsamlet, alle Israels stammer tilsammen.“ (JPS) I en forklarende fodnote til dette vers siger afdøde dr. J. H. Hertz: „Således begyndte Guds kongedømme over Israel.“ (Pentateuch and Haftorahs, Soncino Press, side 910) Jehova var deres usynlige, himmelske Konge. Han behøvede ikke noget menneske på jorden, en synlig konge, til at repræsentere sig i Israel. — 1 Mosebog 36:31.
43, 44. Hvilken enestående og højt begunstiget stilling indtog det gamle Israel i forhold til alle jordens andre nationer, og hvordan kunne israelitterne prise Jehova?
43 Det var en højt begunstiget nation, disse efterkommere af Abraham, Isak og Jakob (Israel), som var blevet ført ind i en pagt med den eneste levende og sande Gud. De kunne tilbede ham i sandhed, og glæde sig over udsigten til at blive ham „et kongerige af præster og et helligt folk“.
44 Profeten Amos har sagt: „Hør dette ord, som [Jehova] taler imod eder, israelitter, imod hele den slægt, jeg førte op fra Ægypten: kun eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter.“ (Amos 3:1, 2) Meget sandt siger salmisten i en af Hallelujasalmerne: „Han kundgør sit ord for Jakob, sine vedtægter og lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre folk, dem kundgør han ingen lovbud. Halleluja [Pris Jah]!“ (Salme 147:19, 20) Den begunstigede nation havde virkelig god grund til at prise Jehova ved at holde hans pagt. Om den gjorde det skulle nu vise sig i det man kunne kalde Lovpagtens tidsalder, der netop var begyndt.
[Studiespørgsmål]