Kapitel 10

En pagt om et rige indgås med David

1. Hvilken tidsperiode er afmærket i Første Kongebog 6:1, og hvorfor var det en meget passende periode at oplyse?

GUD afmærker sine egne tidsperioder i forbindelse med sit „evige forsæt“. En af disse tidsperioder er afmærket for os i Første Kongebog, kapitel seks, vers et, hvor der står: „I det 480. år efter at israelitterne var vandret ud af Ægypten, i ziv måned, det er den anden måned, i det fjerde år Salomo herskede i Israel, begyndte han at bygge [Jehova] templet.“ Det var et meget passende tidsrum at oplyse, for det strakte sig fra det tidspunkt da israelitterne blev udfriet fra Ægypten, kort efter hvilket de begyndte at opføre tilbedelsesteltet i Sinaj ørken, til det tidspunkt da kong Salomon, Davids søn, begyndte at bygge templet i Jerusalem. Det var fra den 15. nisan 1513 f.v.t. til den 1. ziv (eller ijar) 1034 f.v.t. — 4 Mosebog 33:1-4; 1 Kongebog 6:37.

2, 3. (a) Hvorfor måtte israelitterne vandre så længe i Sinaj ørken? (b) Hvor længe var de om at underlægge sig det forjættede land, og hvordan blev de derefter styret i nogle hundrede år?

² Der var naturligvis sket meget i løbet af disse næsten fem hundrede år. Allerede i det andet år efter udgangen af Ægypten havde israelitterne røbet at de manglede tro på at Jehova kunne underlægge dem de nationer der dengang boede i det forjættede land, og de blev derfor nødt til at vandre rundt i Sinaj ørken i næsten fyrre år. I løbet af denne tid døde alle de ældre israelitter som havde nægtet at drage ind i det forjættede land under Guds ledelse. (4 Mosebog 13:1 til 14:38) Ved afslutningen  af de fyrre år førte Gud dem på mirakuløs måde over Jordanfloden og ind i det forjættede land, Kana’ans land.

³ I en årrække måtte israelitterne, under førerskab af Josua, Moses’ efterfølger, føre krig for at underlægge sig landet. Ifølge de ord den trofaste Kaleb, Jefunnes søn, af Judas stamme udtalte da landet var taget i besiddelse og blev udskiftet til Israels slægter, var israelitterne seks år om at underlægge sig landet og drive dets indbyggere bort. (Josua 14:1-10) I de følgende århundreder gav Gud dem en række dommere, indtil styreformen blev ændret på profeten Samuels tid. En jødisk lærd der levede for nitten hundrede år siden har ganske kort afmærket tidsperioden før dommertiden for os. En sabbat da han talte i en synagoge i Antiokia i Pisidien i Lilleasien, sagde han:

4, 5. (a) Hvilken tidsperiode i Israels historie før dommertiden har en jødisk lærd afmærket? (b) Med hvilke begivenheder begyndte og endte denne tidsperiode?

⁴ „Mænd, israelitter og i andre der frygter Gud, hør! Det var dette folks, Israels, Gud som udvalgte vore forfædre, og han ophøjede folket i deres udlændighed i Ægyptens land og førte dem ud af det med opløftet arm. Og i en periode på omkring fyrre år tålte han deres adfærd i ørkenen. Efter at have udryddet syv nationer i Kana’ans land fordelte han deres land ved lodkastning: alt det i løbet af omkring fire hundrede og halvtreds år. Og efter dette gav han dem dommere indtil profeten Samuel. Men fra da af krævede de en konge, og Gud gav dem Saul, Kisj’ søn, en mand af Benjamins stamme, i fyrre år.“ — Apostelgerninger 13:14-21. Se også T. Skat Rørdams oversættelse fra 1903 og Peter Schindlers oversættelse fra 1953.

⁵ Landet blev fordelt mellem Kaleb og de øvrige israelitter ved lodkastning i 1467 f.v.t. Hvis vi tæller „omkring fire hundrede og halvtreds år“ tilbage, kommer vi til året 1918 f.v.t. Det var det år Isak, Abrahams søn med Sara, blev født og blev udvalgt af Gud i stedet for Ismael, Abrahams ældste søn, som han havde fået med Saras ægyptiske tjenestepige Hagar. Med en svoren ed havde Gud over for Isak bekræftet den pagt han havde sluttet med Abraham om at give hans afkom Kana’ans land i eje; og nu, efter denne periode på fire hundrede og halvtreds  år, fordelte han det forjættede land blandt Isaks efterkommere. I trofasthed blev han ved sit „evige forsæt“, som ville være til velsignelse for hele menneskeheden.

6 (a) Hvordan viste Gideon at han var loyal mod Guds suveræne herredømme? (b) Hvordan gik det Gideons søn Abimelek som konge?

⁶ I løbet af dommertiden (med femten dommere fra Josua til og med Samuel) forsøgte israelitterne at overtale den sjette dommer, Gideon, en søn af Joasj, af Manasses stamme, til at oprette et dynasti af herskere i sin slægt, i stedet for at lade Jehova Gud være deres konge. Men Gideon var loyal mod Israels suveræne Hersker. Han afslog tilbudet idet han sagde: „Hverken jeg eller min søn vil herske over eder; [Jehova] skal herske over eder!“ (Dommerne 8:22, 23) Men en af Gideons mange sønner, Abimelek (hvilket betyder „min fader er konge“), fik Sikems borgere til at indsætte sig som konge over dem. Derfor kom han ind under Guds ugunstige dom, og efter at han havde regeret i tre år blev en kvinde årsag til at han blev dræbt i kamp. — Dommerne 9:1-57.

EN KONGE OVER HELE ISRAEL

7. Hvordan gik det til at Israel fik en jordisk konge, udvalgt af Gud? Hvornår skete det, og hvor længe herskede han?

⁷ Da den femtende dommer, profeten Samuel, var blevet gammel, kom Israels ældste til ham med denne anmodning: „Sæt . . . en konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre folk har det!“ Samuel opfattede det som om de vragede ham som Guds udnævnte dommer, men Jehova sagde til ham: „Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ Gud lod Samuel advare israelitterne om alle de byrder der ville blive lagt på dem hvis de fik en synlig, jordisk konge, men de foretrak alligevel at få en sådan konge. Eftersom Gud var den suveræne Herre over Israel, var det ham der udvalgte den mand der skulle være Israels første jordiske konge. Han sendte Samuel ud for at salve Saul, Kisj’ søn, af Benjamins stamme til konge. I 1117 f.v.t. blev Saul indsat som konge i byen Mizpa. „Og hele folket brød ud i  jubelskrig og råbte: ’Kongen leve!’“ Saul herskede i fyrre år. — 1 Samuel 8:1 til 10:25; Apostelgerninger 13:21. *

8. (a) Hvem blev født i Betlehem i Sauls ellevte regeringsår? (b) Hvad profeterede Mika om Betlehem?

⁸ I Sauls ellevte regeringsår skete der noget i byen Betlehem i Judas stammeområde. Betlehemitten Isaj blev fader til sin ottende søn, som han kaldte David. Tilsyneladende havde det ikke stor betydning. Hverken kong Saul eller nogen anden i Israel anede at dette nyfødte barn en dag ville opnå så stor ære og berømmelse at hans fødeby, Betlehem, ville blive kaldt „Davids by“. Ingen vidste på det tidspunkt at der omkring tre hundrede år senere ville blive profeteret om denne „Davids by“: „Men du, Bet-lechem Efratah, skønt du er den ringeste blandt Judas tusinder, af dig skal dog udgå mig den som skal være hersker i Israel, hvis oprindelse er fra fordums tider, fra ældgamle dage.“ (Mika 5:1, Leeser) Jødernes religiøse ledere i det første århundrede før vor tidsregning opfattede dette som en profeti om Messias. Guds kvindes „sæd“ skulle altså fødes i Betlehem.

9. Hvad lod Gud Samuel sige til Saul om kongedømmet som følge af Sauls overilede handling, og hvem ville Gud vælge til at sidde på tronen?

⁹ Forud for dette, efter blot to års regering, røbede kong Saul at han manglede tro, og han handlede formasteligt, overilet, i sit embede. „Samuel sagde [da] til Saul: ’Tåbeligt har du handlet. Hvis du havde holdt den befaling, [Jehova] din Gud gav dig, ville [Jehova] nu have grundfæstet dit kongedømme over Israel til evig tid; men nu skal dit kongedømme ikke bestå. [Jehova] har udsøgt sig [vil visselig finde sig, NW] en mand efter sit hjerte, og ham har [Jehova] kaldet til fyrste over sit folk, fordi du ikke holdt, hvad [Jehova] bød dig!’“ (1 Samuel 13:1-14) Manden efter Guds hjerte var endnu ikke født, for  disse ord blev udtalt flere år før Davids fødsel i Betlehem. Dette viste klart at den højeste Gud ville gøre brug af sin magt og ret og selv udvælge en israelit til at efterfølge kong Saul. Det valg han traf ville være i harmoni med hans „evige forsæt“ i forbindelse med Messias.

10, 11 (a) Hvordan blev David udpeget til at være Israels fremtidige konge? (b) Hvordan pådrog David sig Sauls morderiske skinsyge, og hvor blev han først konge?

¹⁰ Endnu mens David blot var en halvvoksen hyrdedreng i Betlehem, udpegede Gud ham som manden efter sit hjerte. Skønt David ikke var Isajs førstefødte men blot hans ottende søn, sendte Gud Samuel til Betlehem for at salve ham til Israels fremtidige konge.

¹¹ David kom frem i rampelyset da han, som den eneste i hele Israel, meldte sig til at møde filisterkæmpen Goliat på slagmarken og derefter dræbte ham med en sten fra sin slynge. (1 Samuel 16:1 til 17:58) David blev optaget i kong Sauls hær, og hans popularitet blandt folket oversteg endog kongens. Herover blev Saul meget skinsyg, og han forsøgte at dræbe David og således hindre ham i at fortrænge en af hans egne sønner fra Israels trone. Til sidst blev Saul dødeligt såret i kamp, hvorefter han styrtede sig i sit eget sværd for at fremskynde sin død. Dermed endte hans kongedømme. Hans overlevende søn Isjbosjet blev udråbt til konge af dem der holdt fast ved Sauls slægt, men kun over elleve af Israels stammer. Mændene i Judas stamme salvede David til konge over sig i Hebron, som lå i Judas stammeområde. Det var i år 1077 f.v.t. — 2 Samuel 2:1-11; Apostelgerninger 13:21, 22.

12. Hvornår og hvordan blev David konge over hele Israel, og hvilket spørgsmål opstår nu vedrørende ’kongespiret’ og ’herskerstaven’?

¹² Sauls søn Isjbosjet blev muligvis siddende på Israels trone i syv år og seks måneder, hvorefter han blev snigmyrdet af nogle af sine undersåtter. (2 Samuel 2:11 til 4:8) Alle stammerne anerkendte nu David som Jehovas udvalgte, og i Hebron salvede de ham til konge over hele Israel. Det var i år 1070 f.v.t. (2 Samuel 4:9 til 5:5) I harmoni med den døende Jakobs profeti i Første Mosebog 49:10 overgik ’kongespiret’ og ’herskerstaven’  således til Judas stamme. På hvilket grundlag ville disse symboler på kongeværdighed nu ’ikke vige fra Juda’ før Silo kom?

13. I hvilken forstand var David en „salvet“, og hvem blev han et profetisk forbillede på?

¹³ Eftersom David var blevet salvet til konge tre gange, kunne han med fuld ret kaldes en „salvet“ eller en „messias“ (hebraisk: mashiʹach), som vi ser det i Anden Samuelsbog 19:21, 22; 22:51; 23:1. David blev i særlig grad brugt som et profetisk forbillede på den Messias der skulle overgå alle andre, Guds himmelske kvindes „sæd“. (Se Ezekiel 34:23.) Ja, det behagede Gud at udvælge Davids slægt som den slægt der skulle føre frem til den lovede Messias i hans „evige forsæt“. Hvordan gik det til?

14. Hvilken by gjorde David til hovedstad for hele Israel, og hvad førte han op til byen?

¹⁴ Kort efter at David var blevet salvet til konge over det genforenede Israel i 1070 f.v.t. erobrede han byen Jebus fra jebusitterne og kaldte den Jerusalem. Han flyttede sin residens dertil og gjorde denne højtliggende by til sin hovedstad, idet den lå mere centralt end Hebron, nemlig på grænsen mellem Judas og Benjamins områder. (Dommerne 1:21; 2 Samuel 5:6-10; 1 Krønikebog 11:4-9) Ikke længe efter begyndte kong David at beskæftige sig med Jehovas hellige ark. I årtier havde den fået lov at stå et andet sted end i det Allerhelligste i åbenbaringsteltet, som lå i Silo i Efraims område. (1 Samuel 1:24; 4:3-18; 6:1 til 7:2) David følte at arken burde være i hovedstaden. Derfor lod han den føre op til Jerusalem, og han stillede den i et telt i nærheden af sit palads. — 2 Samuel 6:1-19.

15. Hvilken pagt indgik Jehova nu med David, og i påskønnelse af hvad?

¹⁵ Imidlertid begyndte David at føle sig skamfuld over at han, en jordisk konge, boede i et kongeligt palads, mens arken, som tilhørte Jehova, den sande Gud, Israels virkelige konge, havde plads i et ringe telt. For at udligne dette misforhold undfangede David den idé at han ville bygge den højeste Gud et værdigt hus, et tempel. Men Jehova ønskede ikke at David skulle bygge et sådant tempel. Gennem sin profet Natan fortalte han David at en af hans sønner, en fredelig konge, ville få den forret at bygge et tempel i Jerusalem. Og derpå, i påskønnelse af Davids  oprigtige hengivenhed for den rene tilbedelse, gjorde Jehova noget vidunderligt for denne mand som var ’efter hans hjerte’. På eget initiativ indgik han en pagt med David om et evigt rige. Han sagde:

„Så kundgør [Jehova] dig nu: Et hus vil [Jehova] bygge dig! Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig. Jeg vil være din sæd en fader, og den skal være mig en søn! Når den synder, vil jeg tugte den med menneskestok og menneskers slag, men min miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din forgænger. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Samuel 7:1-16; 1 Krønikebog 17:1-15.

16. Hvad sagde David i en takkebøn til Jehova?

¹⁶ David bad en takkebøn og sluttede med ordene:

„Derfor, Herre, [Jehova], du er Gud, og dine ord er sandhed! Du har givet din tjener denne forjættelse, så lad det behage dig at velsigne din tjeners hus, at det til evig tid må stå fast for dit åsyn. Thi du, Herre, [Jehova], har talet, og med din velsignelse skal din tjeners hus velsignes evindelig!“ — 2 Samuel 7:18-29; 1 Krønikebog 17:16-27.

17. Med hvad bekræftede Gud denne pagt?

¹⁷ Dette pagtsløfte til David blev bekræftet med Guds ed:

„[Jehova] tilsvor David et troværdigt, usvigeligt løfte: ’Af din livsens frugt vil jeg sætte konger på din trone. Såfremt dine sønner holder min pagt og mit vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres sønner sidde evindelig på din trone!’“ — Salme 132:11, 12.

„Jeg bevarer for evigt min miskundhed mod ham, min pagt skal holdes ham troligt; jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himlen er til. . . . jeg bryder ikke min pagt og ændrer ej mine læbers udsagn. Ved min hellighed svor jeg én gang for alle — David sviger jeg ikke: hans æt skal blive for evigt, hans trone for mig som solen.“ — Salme 89:29-37. Se også Jeremias 33:20, 21.

18. Hvilket større rige ville Davids rige danne grundlag for, ifølge Esajas’ profeti?

¹⁸ Ifølge denne pagt med kong David skulle hans rige danne grundlag for det kommende rige som tilhørte den større Messias. Derfor blev profeten Esajas flere hundrede år senere inspireret  til at profetere: „Thi et Barn er født os, en Søn er givet os, og Herredømmet er paa hans Skulder, og man kalder hans Navn: Under, Raadgiver, stærke Gud, evige Fader, Fredens Fyrste; paa det at Herredømmet maa forøges, og der paa Freden ej skal være Ende for Davids Trone og for hans Rige, at det skal grundes og støttes ved Ret og Retfærd, fra nu af og i al Evighed; Herren Zebaoths Nidkjærhed vil gjøre dette.“ — Esajas 9:5, 6, ifølge den danske oversættelse af overrabbiner Abraham Alexander Wolff, udgivet af den jødiske religionsskole, København, 1894. Se Esajas 9:6, 7 i den autoriserede danske oversættelse.

19. Hvilken by skulle dette barn fødes i, ifølge Mikas profeti?

¹⁹ Ifølge profetien i Mika 5:1 skulle dette messianske barn fødes, denne kongelige søn gives, i Betlehem i Efrata i Judas stammeområde. Et af kendetegnene på den sande Messias, Guds billedlige kvindes „sæd“, var at han skulle være født dette sted. Betlehem, og ikke den kongelige by Jerusalem, var fødestedet for hans forfader, kong David, og blev derfor kaldt „Davids by“.

ET DYNASTI AF DAVIDISKE KONGER

20. Hvor længe sad Davids dynasti på tronen, og hvor længe havde israelitterne konger?

²⁰ Som en opfyldelse af rigspagten med David fulgte der en række konger i Jerusalem som alle tilhørte kong Davids slægt. Regnet fra år 1070 f.v.t., da David blev konge i Jerusalem, varede dette kongedømme med et dynasti af davidiske konger i Jerusalem i 463 år, frem til år 607 f.v.t. Det vil sige at Israels nation — regnet fra år 1117 f.v.t. da profeten Samuel salvede Saul til konge over Israel — havde synlige, jordiske konger i 510 år. Jehova var imidlertid landets usynlige konge.

21. Steg David op til himmelen da han døde? Hvem ville ifølge Davids profeti blive opfordret til at sætte sig ved Guds højre hånd?

²¹ Idet David som konge repræsenterede Jehova, der havde udvalgt ham og salvet ham til konge over Israel, sad han på ’Jehovas trone’ i Jerusalem. (1 Krønikebog 29:23) Men han sad ikke ved Jehovas højre hånd, for Jehovas egen trone er i himlene. (Esajas 66:1) Ved sin død i år 1037 f.v.t. steg David ikke op til de åndelige himle for at sætte sig ved Jehovas højre hånd  dér. Han blev ikke opfordret til at gøre dette. Nej, han blev begravet, og frem til det første århundrede efter vor tidsregning kunne israelitterne lokalisere og udpege hans grav. David selv blev derimod af Gud inspireret til at profetere (i Salme 110:1-4) at det var hans messianske efterkommer, den der skulle være som kongepræsten Melkizedek, der ville blive opfordret af Jehova til at sætte sig ved Guds højre hånd i himlene.

22. Hvordan gik det Salomon og de fleste af hans efterfølgere på tronen, og siden hvornår har der ikke siddet en davidisk konge på tronen i Jerusalem?

²² David blev efterfulgt af sin unge søn Salomon på ’Jehovas trone’ i Jerusalem. Som Gud havde lovet, fik Salomon den forret at bygge templet på Morija bjerg i Jerusalem, og han fuldførte det i år 1027 f.v.t. (1 Kongebog 6:1-38) I sin alderdom blev han troløs mod den Gud hvis tempel han havde bygget. De fleste af hans efterfølgere på tronen i Jerusalem viste sig også at være troløse. Den sidste af disse davidiske konger på Jerusalems trone var Zedekias. På grund af sit oprør mod Babylons konge, der havde gjort ham skatskyldig, blev Zedekias ført som fange til Babylon. Da lå Jerusalem og dets prægtige tempel i ruiner. (2 Kongebog 24:17 til 25:21) Siden dette tragiske år, 607 f.v.t., har der ikke siddet nogen davidisk konge på Jerusalems trone.

23. Var rigspagten slået fejl eller blevet ophævet? Hvilken forsikring gav Gud herom gennem Ezekiel?

²³ Ville det sige at rigspagten med David var slået fejl eller var blevet ophævet? Nej, på ingen måde! Gud forsikrede at det ikke forholdt sig sådan. Omkring det fjerde år før Zedekias blev afsat og ført til Babylon, inspirerede Gud sin profet Ezekiel, til at sige følgende til denne sidste konge på Jerusalems trone:

„Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.

24. Hvad skulle „ned“ eller styrtes i grus? Hvornår skulle det modsatte ske, og på hvilken måde?

²⁴ Fik vi fat i meningen? Jehova ville selv styrte kongedømmet i Davids slægt i Jerusalem i grus. Forholdene ville ikke være de  samme som før. De hedenske magter, der havde været lave i Guds øjne, ville blive hævet op, og Jehovas udvalgte folks jordiske rige ville blive styrtet ned, blive underlagt de hedenske verdensriger. Det hedenske overherredømme i verden, uden indblanding fra et forbilledligt gudsriges side, ville fortsætte indtil ’han kom, som havde retten til det’, det vil sige den lovede sande Messias. Ham ville den suveræne Herre Jehova give riget. Da skulle de hedenske verdensriger ikke længere dominere jorden. Det messianske rige ville overtage verdensherredømmet. På denne måde ville Davids rige, som lovet i pagten med ham, blive et evigt rige, en evig regering. Hans trone skulle stå til evig tid!

25. Trods Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., hvilke pagter og hvilket forsæt stod da stadig ved magt?

²⁵ Så selv om den davidiske trone endnu den dag i dag ikke er genrejst i Jerusalem i det mellemste østen, er alt ikke tabt for dem der håber på den lovede Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“. I efteråret 607 f.v.t. lå regeringsbyen Jerusalem og dens tempel ganske vist i ruiner. Det nærliggende Betlehem, Davids by, var også blevet lagt i ruiner af de babyloniske erobrere. Men Lovpagten, som blev sluttet med Israel ved Sinaj bjerg i Arabien, var stadig i kraft. Pagten om et evigt rige, som blev indgået med David, gjaldt også stadig. Guds „evige forsæt“ i forbindelse med hans Messias stod ved magt. Guds rigspagt ville ikke slå fejl. Hans forsæt heller ikke!

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]