Guds forsæt vedrørende manden og kvinden gives til kende
Kapitel 4
Guds forsæt vedrørende manden og kvinden gives til kende
1. Fortalte Gud med det samme Adam at han skulle blive fader til en menneskeslægt?
MENS den første mand, Adam, var alene i Glædens paradis og kun havde de laverestående jordiske skabninger til selskab, sagde Gud ikke noget til ham om at han skulle blive fader til en slægt af mennesker. Men Gud havde det tanke. Det var indbefattet i hans forsæt vedrørende jorden. Når tiden var inde til det, ville mennesket få besked om dette guddommelige forsæt.
2, 3. (a) Hvordan var det Guds hensigt at frembringe en slægt af mennesker? (b) Hvorfor kunne ingen af de skabninger der stod under mennesket være en passende medhjælp for Adam?
2 Gud havde ikke til hensigt at befolke jorden på samme måde som han havde befolket himmelen, nemlig ved direkte at skabe hvert enkelt individ, uden at gøre brug af en ægteskabelig ordning. Gud ville at manden Adam skulle indgå ægteskab med en passende mage og blive fader. Hvad Gud havde i tanke står udtrykt i Første Mosebog 2:18, hvor vi læser: „Derpå sagde Gud [Jehova]: ’Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!’“
3 Gud havde skabt alle de laverestående jordiske skabninger før manden og uden tilknytning til mandens skabelse. Følgelig var hverken fisk, flyvende skabninger eller landdyr af mandens „art“. De kunne udelukkende frembringe afkom „efter deres arter“. (1 Mosebog 1:21, 22, 25) De kunne ikke bistå manden med at frembringe menneskearten. Dette sås klart da Gud havde præsenteret de laverestående jordiske skabninger for Adam. Efter at manden således havde stiftet bekendtskab med dyreverdenen, var den logiske konklusion: „Men til sig selv fandt Adam ingen medhjælp, der passede til ham.“ — 1 Mosebog 2:19, 20.
4. Hvordan frembragte Gud Adams „medhjælp“, og hvad kaldte Adam hende?
4 Det var stadig den sjette skabelses„dag“, og Gud brød således ikke nogen sabbatsordning ved at arbejde videre med at skabe på jorden. Hvordan skabte han da en medhjælp til Adam, en „der passede til ham“? Tusinder af år før vor tids lægevidenskab udviklede bedøvelsesmidler og smertestillende midler, så kirurgiske indgreb kunne foretages smertefrit, udførte Gud en smertefri operation på den første mand, Adam. „Så lod Gud [Jehova] dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet, som Gud [Jehova] havde taget af Adam, byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam. Da sagde Adam: ’Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde [ishshahʹ], thi af manden [ish] er hun taget!’“ — 1 Mosebog 2:21-23.
5. På hvilken særlig måde er hele menneskeslægten ét kød?
5 Da Adam havde fået at vide at den første kvinde var blevet bygget af et af hans ribben (med blodproducerende marv), kunne han med rette omtale hende som ben af hans ben og kød af hans kød. Han havde den særlige grund til at føle at hun var en del af ham, at Gud havde skabt hende ud af hans egen krop. Fuldstændig korrekt kunne det tusinder af år senere siges til den græske Areopagus-domstol i Athen: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apostelgerninger 17:26) Hele den menneskelige familie er således ét kød på en måde som den ikke ville have været hvis Gud havde skabt den første kvinde direkte af jordens støv, adskilt fra den første mand, Adam.
6. Hvordan skulle menneskeslægten spredes, ifølge Guds udtalelse?
6 Efter at have fortalt om indgåelsen af dette ægteskab mellem den første mand og den første kvinde i Paradiset, fortsætter den guddommelige beretning: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.“ (1 Mosebog 2:24) På grund af den måde kvinden var skabt på, var Adam og hans hustru allerede „ét kød“ før de nogen sinde havde kønslig forbindelse med hinanden. Når efterkommere af Adam og hans hustru indgår ægteskab føres de sammen i det kønslige forhold, og først da bliver de „ét kød“ i denne særlige betydning. At den nygifte mand forlod sin fader og moder for at holde sig til sin hustru, ville betyde at han stiftede sin egen familie, en ny husstand. På denne måde ville menneskeslægten spredes.
7. Hvorfor følte Adam og hans hustru ingen blusel ved at se hinanden som de var skabt?
7 Der fandtes fuldkommen uskyld, en hjertets renhed, dengang, i Paradiset, Edens have. Dette fremgår af ordene i Første Mosebog 2:25: „Og de var begge nøgne, både Adam og hans hustru, men de bluedes ikke.“ De havde en god samvittighed over for Gud og over for hinanden.
8, 9. (a) Hvem har altså skabt kønnene, og med hvilket formål? (b) Hvordan fremgår dette af Guds befaling til Adam og Eva?
8 Det er her beretningen i Første Mosebog 1:27 passer ind, i den rette kronologiske orden, nu da vi har både manden og kvinden på den paradisiske skueplads. Vi læser: „Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ Ligesom der var hankøn og hunkøn blandt de laverestående jordiske skabninger for at de kunne formere sig efter deres „arter“, sådan blev der ved kvindens skabelse hankøn og hunkøn i menneskearten. Gud har skabt kønnene med henblik på forplantningen. Dette væsentlige faktum fremgik af det Gud nu gav den første mand og den første kvinde besked på at gøre.
9 „Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“ — 1 Mosebog 1:28.
10. Hvilket forsæt havde Gud ifølge dette fattet med hensyn til jordens endelige tilstand?
10 Gud velsignede manden og kvinden ved begyndelsen af deres tilværelse som ægtefolk i Glædens paradis. Det der lå ham på sinde og som han gav udtryk for, tjente til deres bedste. Med sine ord til dem viste Gud hvilket forsæt han havde fattet vedrørende menneskene og jorden. Han havde sat sig for at jorden skulle fyldes med efterkommere af denne første mand og kvinde. Og ikke kun det, men også at hele menneskeslægten skulle gøre sig til herre over jorden. I hvilken hensigt skulle menneskene gøre sig til herre over jorden? I den hensigt at forskønne den og gøre den til et paradis som det manden og kvinden nu befandt sig i. Det betød at hele jorden skulle gøres beboelig ved at Paradiset som Gud havde plantet blev udvidet indtil øst mødte vest og nord mødte syd; det skulle udstrækkes til alle kontinenter og til øerne i havene. Den paradisiske jord skulle ikke overbefolkes, men menneskets forplantning skulle fortsætte indtil hele jorden var passende befolket. Menneskene skulle ikke dræbe de laverestående jordiske skabninger men herske over dem — i kærlighed.
11, 12. (a) Hvorfor bør vi ikke tabe Guds forsæt vedrørende mennesket og jorden af syne? (b) Hvordan kan vort liv få mening, til varig gavn for os?
11 Da Gud således udtalte sin velsignelse og sine påbud, forstod Adam og hans hustru da virkelig hvilket storslået forsæt Gud havde fattet med hensyn til dem og deres hjem, jorden? Forstår vi det i dag? Forstår vi hvad det var Gud, Skaberen, fra begyndelsen havde sat sig for vedrørende manden og kvinden og vort hjem, jorden? Hans forsæt er udtrykt ganske enkelt, og det er ikke svært at forstå for den der er ærlig.
12 Hvis vi virkelig forstår det, da lad os ikke tabe det af syne; at tabe det af syne fører til religiøs forvirring og vildfarelse. At mennesket er blevet til og befinder sig her på jorden, skyldes ingen tilfældighed; og det har aldrig været meningen at dets tilværelse skulle være uden mål eller bestemmelse. Gud satte af egen vilje manden og kvinden på jorden; han gjorde det med et forsæt, et forsæt som han lod disse vore første forældre blive bekendt med. Da Adam og hans hustru, som han kaldte Eva, havde hørt Guds vilje og påbud, var det deres ærefulde, velsignede privilegium at gøre Guds forsæt til deres forsæt, som de ville forme deres tilværelse efter. Dette indebar lydighed mod Gud. Til gengæld ville lydighed føre til evigt liv i fuldkommen lykke på en paradisisk jord, for Adam og Eva og for alle deres børn i alle egne af jorden som de gjorde sig til herre over. Dette gav livet mening for Adam og Eva. Også vort liv kan få mening — ifølge det forsæt Gud har fattet og som aldrig vil slå fejl.
13. Hvorfor skulle dyrene ikke dræbes i Paradiset, og hvorfor behøvede ingen at frygte fødevareknaphed på en fuldt beboet jord?
13 Gud gav ikke Adam og Eva nogen grund til at frygte fødevareknaphed når deres efterkommere ’blev mangfoldige’. Som en kærlig Fader havde han sørget for at der ville være rigeligt at spise på jorden, selv når den blev fyldt med hans jordiske sønner og døtre. Og der skulle ikke være behov for at dræbe dyrene i Paradiset. Gud gjorde opmærksom på disse forhold, for vi læser: „Gud sagde fremdeles: ’Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde [i hvilke der en levende Sjæl (neʹfesh), oversættelsen af 1871], giver jeg alle grønne urter til føde.’ Og således skete det.“ — 1 Mosebog 1:29, 30.
14. (a) Hvilket forbud angående noget spiseligt gjaldt stadig, ved siden af det Gud i almindelighed havde sagt om menneskenes føde? (b) Hvad skulle Adam og Eva leve af, foruden den materielle føde?
14 Denne erklæring fra Gud, udtalt over for både Adam og Eva, gik blot i almindelighed ud på hvad menneskene skulle spise. Den talte om „alle træer, som bærer frugt med kerne“. Der blev ikke her gået i detaljer, for Gud havde i en tidligere erklæring, som blev udtalt over for Adam alene, nedlagt forbud mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt. (1 Mosebog 2:16, 17) I det mindste indtil videre skulle frugten på dette forbudte træ ikke tjene til føde for Adam og Eva. De behøvede heller ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt for at opretholde livet, for de havde rigeligt af anden føde. Og selv med al denne overflod af enhver slags føde i Paradiset, gjaldt det samme for Adam og Eva som for Jehovas udvalgte folk over to tusind år senere, nemlig „at mennesket ikke lever af brød alene; men ved alt, hvad der udgår af [Jehovas] mund, lever mennesket“. (5 Mosebog 8:3) Hvis Adam og Eva overholdt det påbud som var udgået af Jehova Guds mund, ville de leve for evigt sammen med deres familie i det jordomspændende paradis.
AFSLUTNINGEN PÅ DEN SJETTE SKABELSES„DAG“
15. Hvordan tog det jordiske skaberværk sig ud for Gud ved afslutningen på den sjette skabelses„dag“?
15 Til Guds fastsatte tid var alt vedrørende jorden blevet ført frem til dette stade, som beskrevet, og ifølge Guds forsæt lå storslåede muligheder åbne for den og dens beboere. Hvordan tager situationen sig ud for os, når vi forestiller os jorden på det tidspunkt, beboet som den var af mennesker og dyr og som den bevægede sig i sin bane om solen og med månen i kredsløb om jorden? Vort indtryk bør ikke afvige fra Guds, hvorom vi læser: „Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev aften, og det blev morgen, sjette dag.“ — 1 Mosebog 1:31.
16. Hvordan må „morgenstjernerne“ og ’gudssønnerne’ have reageret da de betragtede jorden ved afslutningen på den sjette „dag“?
16 Som en fremadskridende Gud var Jehova gået til værks på en ordnet måde, skridt for skridt. Og vi må indrømme at han var gået frem i en logisk rækkefølge. Med skabelsen af Adam og Eva og med Guds velsignelse af dem nåede Guds sjette skabelsesdag sin afslutning med hensyn til at berede jorden til bolig for Guds jordiske børn. Hvis „morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde“ allerede dengang jorden blev grundlagt, hvilken hyldest og lovprisning må det da ikke have fremkaldt hos disse himmelske sønner af Gud da de ved afslutningen på den sjette skabelsesdag så jorden fuldt beredt og et fuldkomment menneskepar som havde taget bolig på den! — Job 38:7; 1 Mosebog 1:28.
17. Hvilket spørgsmål opstår vedrørende antallet af skabelsesdage, i betragtning af dét Gud havde udrettet da den sjette „dags“ „morgen“ var til ende?
17 „Morgenen“ på den sjette skabelsesdag endte med den strålende fuldførelse af Guds værk. Ville rækken af skabelsesdage ende med den sjette? Da den sjette „dag“ var til ende var grundlaget for at befolke hele jorden tilvejebragt i form af Adam og Eva. Ville der være endnu en skabelsesdag, en syvende „dag“, hvis „morgen“ ville slutte med at hele jorden var befolket af en menneskeslægt og var et paradis overalt?
DEN SYVENDE SKABELSES„DAG“ BEGYNDER MED SIN „AFTEN“, 4026 F.V.T.
18. Hvorfor ville det være rimeligt om der var endnu en skabelses„dag“?
18 Guds forsæt vedrørende jorden var ikke fuldstændig gennemført ved afslutningen på den sjette skabelsesdag. Det var endnu et spørgsmål om Gud kunne gennemføre dette forsæt, især nu da han havde at gøre med menneskeskabninger som kunne gøre brug af en personlig vilje og som han havde givet frihed til at vælge hvordan de ville leve på jorden, nemlig enten i overensstemmelse med Guds forsæt eller i strid med det. Det ville derfor være rimeligt om der var endnu en skabelses„dag“, en syvende „dag“, i løbet af hvilken jorden kunne blive befolket af en fuldkommen slægt af mennesker som alle levede sammen i kærlighed og fred og alle talte det samme sprog i et jordomspændende paradis. Afslutningen på en sådan skabelses„dag“ kunne blive vidne til at Guds forsæt var blevet fuldbyrdet, til ophøjelse af ham som Skaberen og universets Suveræn.
19. (a) Hvorfor kalder vi den syvende dag en skabelsesdag? (b) Hvad gjorde Gud på den „syvende dag“?
19 Gud tilkendegav virkelig hvad hele hans forsæt gik ud på. Han viste at gennemførelsen krævede en syvende skabelses„dag“. At vi kalder dagen en skabelsesdag betyder ikke at Gud fortsatte med at skabe ting på jorden på den syvende „dag“, men at den var uadskilleligt forbundet med de tidligere seks skabelses„dage“ og var af samme længde som dem. Hvad siger Guds eget ord om den?
„Således fuldførtes himlene og jorden og hele deres hær. Og ved den syvende dag kom Gud til fuldførelsen af sit værk som han havde udført, og han gav sig til at hvile på den syvende dag fra alt sit værk som han havde udført. Og Gud gav sig til at velsigne den syvende dag og gøre den hellig, for på den hviler han fra alt sit værk som Gud har skabt med det formål at frembringe det.“ — 1 Mosebog 2:1-3, NW.
20. Hvordan afgør vi om Første Mosebog 2:1-3 taler om en dag på fireogtyve timer eller om en skabelsesperiode som endnu vedvarer?
20 Vi lægger mærke til at denne beretning om den syvende skabelsesdag ikke slutter med de ord hvormed det klart blev sagt om hver af de foregående skabelses„dage“ — bestående af en aften og en morgen — at de var til ende. Første Mosebog 2:3 tilføjer ikke ordene: „Og det blev aften, og det blev morgen, syvende dag.“ At disse afsluttende ord mangler, tyder på at den syvende skabelses„dag“ endnu ikke var til ende da profeten Moses afsluttede nedskrivningen af Pentateuken eller Bibelens første „fem bøger“ i året 2553 Anno Mundi eller 1473 f.v.t. Endnu senere taler salmisten David om at gå ind til Guds hvile, nemlig i Salme 95:7-11, hvilket var omkring år 2989 A.M. eller 1037 f.v.t. Dette tyder på at der med udtrykket Guds hviledag i Første Mosebog 2:1-3 ikke menes en dag på fireogtyve timer, men en skabelses„dag“ af samme længde som hver af de foregående skabelses„dage“. Skabelsesugens „syvende dag“ er således endnu ikke til ende.
21. Hvordan viser forholdene på jorden at menneskeheden som helhed ikke er gået ind til sabbatshvilen på Guds „syvende dag“?
21 Dette harmonerer med at vi endnu ikke ser Edens paradis udstrakt til hele jordkloden og beboet af en fuldkommen slægt af mennesker som ikke dør. Derimod ser vi at en stor del af jordens dyreliv er ved at blive udslettet og at verdens supermagter, udstyret med kernevåben og andre midler til masseødelæggelse, truer med at udrydde hele menneskeheden og efterlade jorden som en øde og ubeboet planet. Menneskeheden som helhed er afgjort ikke gået ind til Guds hvile, og selv de religiøse grupper der hævder at de tilbeder Bibelens Gud, helligholder ikke denne hans „syvende dag“. Og nu er der gået næsten seks tusind år siden mennesket blev skabt!
22. Hvordan fremgår det af det næste vers (1 Mosebog 2:4) at Gud ikke taler om en dag på fireogtyve timer?
22 At beretningen i Første Mosebog 2:1-3 ikke bruger udtrykket „den syvende dag“ i betydningen en dag på fireogtyve timer, ses af den måde ordet „dag“ bruges på i det næste vers. Dér, i Første Mosebog 2:4, læser vi: „Dette er himlenes og jordens historie i den TID de blev skabt, på den DAG da Jehova Gud gjorde jord og himmel.“ (NW) Her bruges ordet „dag“ om alle de seks skabelses„dage“ der er beskrevet i Første Mosebog, kapitel 1.
23, 24. (a) Hvad viser at virkeliggørelsen af Guds forsæt ved afslutningen på hans „syvende dag“ endnu hører fremtiden til? (b) Hvorfor behøver vi ikke at tabe modet og miste tilliden til at Gud vil gennemføre sit storslåede forsæt?
23 Sådan som menneskehedens tilstand er i dette tyvende århundrede, kan intet stå mere klart end at virkeliggørelsen af Guds forsæt ved afslutningen på den syvende skabelses„dag“ endnu hører fremtiden til. Ved begyndelsen af denne „syvende dag“ for næsten seks tusind år siden „gav [Gud] sig til at velsigne den syvende dag og gøre den hellig“. Ifølge menneskehedens historie i de forløbne seks tusind år har det ikke været en velsignet dag for hele menneskeslægten. Øjensynlig har Guds velsignelse af denne syvende „dag“ haft ringe betydning for menneskeheden som helhed.
24 Selv om Gud helligede den eller gjorde den hellig, er det meget få mennesker der holder den hellig og i åndelig forstand er gået ind til Guds hvile. Det vil være nødvendigt at Gud inden den syvende skabelses„dag“ er forbi, viser at hans velsignelse af dagen har haft virkelig værdi for menneskeheden. Han må vise at denne „syvende dag“ virkelig har været hellig og at hans „hvile“, som er direkte forbundet med den usvigelige sikkerhed hvormed hans forsæt fuldbyrdes, ikke er blevet forstyrret. Skønt han har afholdt sig fra at arbejde med at skabe noget på jorden siden afslutningen på den sjette skabelses„dag“, har hans forsæt hele tiden været på vej mod sin strålende virkeliggørelse. Der er derfor ingen grund til at tabe modet, når blot vi, ligesom Jehova Gud selv, har tro på den endelige gennemførelse af hans storslåede forsæt.
[Studiespørgsmål]
