Guds udvælgelse i overensstemmelse med hans „evige forsæt“
Kapitel 8
Guds udvælgelse i overensstemmelse med hans „evige forsæt“
1. Hvilket spørgsmål rejste der sig vedrørende de to sønner af den mand som Gud fornyede sit pagtsløfte over for?
DET pagtsløfte Jehova Gud havde givet Abraham, valgte han at forny over for hans søn Isak. (1 Mosebog 26:1-5, 23, 24) Skønt Isak blev gift i en alder af fyrre år, blev han tres før han fik børn. Da fik han tvillinger, som svar på sin bøn til Jehova. Ville Jehova, der havde bønhørt Isak, nu træffe et valg i forbindelse med de to tvillingedrenge?
2. Hvordan åbenbarede Gud hvilken af de to sønner han ville vælge?
2 Jehova tilkendegav sit valg under Rebekkas svangerskab, efter at hun havde bedt til ham og forhørt sig om sin tilstand: „Da svarede [Jehova] hende: ’To folkeslag er i dit liv, to folk skal gå ud af dit skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!’“ Den førstefødte var Esau, og den anden var Jakob. (1 Mosebog 25:20-23) Her gav Jehova til kende at han ikke ville gøre Isaks to tvillingesønner til én nation, en nation bestående af to stammer. Der ville derimod fremstå to folkeslag, og det der udgik fra den ældste søn ville være svagest og tjene det der udgik fra den yngste. Dette gik imod den førstefødtes naturlige ret til at være den fremtrædende. På denne måde viste Jehova hvem han ville vælge.
3. Var udvælgelsen afhængig af menneskers gerninger eller af den som kalder?
3 Den almægtige, alvise Gud havde ret til at gøre dette, i overensstemmelse med sit forsæt til velsignelse for hele menneskeheden. Herom skrev en bibelkommentator i det første århundrede: „Da Rebekka undfangede tvillinger ved den ene mand, Isak, vor forfader: da de endnu ikke var født og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der nemlig, for at Guds forsæt med hensyn til udvælgelsen kunne forblive afhængigt, ikke af gerninger, men af den som kalder, sagt til hende: ’Den ældste skal trælle for den yngste.’ Sådan som der står skrevet: ’Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.’“ — Romerne 9:10-13; også med citat fra Malakias 1:2, 3.
4. Hvorfor havde Jehova mindre kærlighed til Esau end til Jakob, endog før de blev født?
4 Det var afgjort ikke et dårligt valg den almægtige og alvise Gud traf. Eftersom han var i stand til at læse det genetiske mønster hos de to drenge i Rebekkas moderliv, forudså han uden tvivl hvordan de hver især ville forme deres liv. Han valgte derfor den rigtige af dem, selv om det viste sig at være den yngste. Men skønt Jehova havde truffet sit valg i overensstemmelse med sit forsæt, søgte han ikke at tvinge noget igennem. Han planlagde ikke at den ældste, Esau, skulle sælge sin førstefødselsret til sin yngre broder Jakob for en skål kogte linser på en kritisk afgørelsens dag. Men allerede før drengene blev født forudså han øjensynlig at Esau ikke ville have den samme værdsættelse af og kærlighed til åndelige værdier som Jakob. Af den grund nærede han mindre kærlighed til Esau end til Jakob, og traf sit valg i overensstemmelse hermed, endnu mens tvillingerne lå i moders liv. — 1 Mosebog 25:24-34.
5. Planlagde Jehova hvordan Jakob skulle få velsignelsen af Isak? Lod han velsignelsen omstøde?
5 Jehova planlagde ikke den metode som Jakob og hans moder Rebekka til sidst benyttede for at få Isak til at udtale sin velsignelse over Jakob, men han tillod at den aldrende og blinde Isak kom til at udtale den førstefødtes velsignelse over Jakob, idet Jakob fortjente at få den. (1 Mosebog 27:1-30) Jehova lod ikke Isak omstøde velsignelsen. Nej, da Jakob flygtede for sin tvillingebroder Esaus morderiske vrede, bekræftede Jehova tværtimod Isaks velsignelse af Jakob. Derved stadfæstede han det valg han havde truffet allerede før Jakobs fødsel. Hvordan gjorde han det?
6. Hvordan blev Guds valg af Jakob stadfæstet i Jakobs drøm om stigen der blev benyttet af engle?
6 På sin flugt kom Jakob til det sted i det forjættede land der kaldes Betel. „Da drømte han, og se, på jorden stod en stige, hvis top nåede til Himmelen, og se, Guds engle steg op og ned ad den; og [Jehova] stod foran ham og sagde: ’Jeg er [Jehova], din fader Abrahams og Isaks Gud! Det land, du hviler på, giver jeg dig og dit afkom; dit afkom skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd; og i dig og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes [ved hjælp af dig og ved hjælp af din sæd skal alle jordens slægter i sandhed velsigne sig, NW]; se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går, og føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!’“ — 1 Mosebog 28:12-15.
7, 8. (a) Hvad betød denne guddommelige erklæring med hensyn til Messias’ slægtslinje? (b) Hvem udmærkede Jakob sig som en tilbeder af, i modsætning til Esau?
7 Ifølge denne uomstødelige erklæring, fremsat af den Gud, der ikke lyver, ville Gud opfylde Abrahamsløftet i Første Mosebog 12:1-7 gennem Jakobs efterkommere eller sæd.
8 Det betød at Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“, ville fremstå i Jakobs slægtslinje. Det er grunden til at vi nu følger Jakobs efterkommeres historie, i stedet for at følge de nationers og slægters historie som kan se hen til at blive velsignet af den messianske „sæd“. Desuden blev Abrahams og Isaks Gud kaldt „Jakobs Gud“. Han blev ikke kaldt Esaus (eller Edoms) Gud, for Esau udmærkede sig ikke som en tilbeder af Jehova, og hans efterkommere blev fjender af dem der tilbad Jehova. ’Edoms gud’ var afguden Kos. (2 Krønikebog 25:14; Ezekiel, kapitel 35) Det tempel der senere blev bygget i Jerusalem, blev kaldt „Jakobs Guds hus“. (Esajas 2:3) Til vejledning for os nu i disse vanskelige tider siger den inspirerede salmist: „Hærskarers [Jehova] er med os, Jakobs Gud er vor faste borg.“ — Salme 46:12.
KONGESTAMMEN VÆLGES
9. (a) Hvorfor kaldes Jakobs efterkommere israelitter? (b) Hvor blev Jakob fader til sin tolvte søn?
9 Mens Jakob i tyve år boede i Paddan-Aram i den mesopotamiske dal, giftede han sig ind i den familie som hans fader Isak bifaldt, og blev fader til elleve sønner. Da befalede Gud ham at vende tilbage til det forjættede land, som han var flygtet fra. (1 Mosebog 31:3) Under sin tilbagerejse fik han tilnavnet Israel. Guds engel sagde til ham: „Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!“ (1 Mosebog 32:28) Derefter blev Jakobs efterkommere kaldt israelitter. (2 Mosebog 17:11) Senere, da Jakob eller Israel var rejst videre efter endnu et besøg i Betel, hvor han havde haft sin drøm om stigen, blev han fader til sin tolvte søn, Benjamin. Under fødselen af denne sin anden søn døde Jakobs elskede hustru Rakel. Som der står i Første Mosebog 35:19: „Så døde Rakel og blev jordet på vejen til Efrat, det er Betlehem.“
10. Hvad gjorde Ruben sig uværdig til under Jakobs fortsatte ophold i det forjættede land?
10 Efter at Jakob var vendt tilbage til det forjættede land i 1761 f.v.t., fortsatte han med at bo der som fremmed i treogtredive år. I løbet af denne tid skete der en række betydningsfulde ting, men ikke fordi de var planlagt af Gud. Jakobs fader, Isak, døde i en alder af et hundrede og firs år. (1 Mosebog 35:27-29) Jakobs ældste søn, Ruben, krænkede seksuelt sin faders medhustru, Rakels tjenestepige Bilha. (1 Mosebog 35:22) Derved blev Ruben uværdig til at beholde retten som sin fader Jakobs førstefødte, og retten til at den kongelige Messias skulle fremstå i hans slægtslinje. Jehova Gud havde afgjort ikke planlagt dette, for han har ingen andel i blodskam. — 1 Mosebog 49:1-4.
11, 12. (a) Hvordan gjorde Simeon og Levi sig uegnede til at videreføre den messianske slægtslinje? (b) Hvad måtte Gud nu gøre?
11 Før Rakels død og Rubens chokerende umoralske handling blev Jakobs datter Dina krænket af en indbygger i det forjættede land, nemlig Sikem, hivvitten Hamors søn, som boede i Sikem. Jakobs sønner blev meget opbragte over denne „skændselsdåd“ mod Israel. Så mens de mandlige indbyggere i Sikem var ukampdygtige på grund af sårfeber fordi de var gået ind på at lade sig omskære, tog Jakobs anden søn, Simeon, og hans tredje søn, Levi, deres sværd og huggede alle mændene i Sikem ned inden de anede uråd, hvorefter byen blev plyndret.
12 Jakob, Guds profet, misbilligede denne voldshandling. Han sagde til Simeon og Levi at de, ved at gøre dette, havde lagt ham for had hos landets indbyggere og havde bragt ham og hans hus i fare for at blive udryddet af de talstærke folkeslag i landet. (1 Mosebog 34:1-30) På grund af denne grusomme massakre, begået i vrede og hidsighed, blev både Simeon og Levi uegnede til at deres slægtslinje kunne føre frem til den messianske „sæd“. Dette ærefulde privilegium måtte derfor gå over til en anden af Jakobs sønner end Simeon, Levi og den førstefødte, Ruben. (1 Mosebog 49:5-7) Jehova Gud havde afgjort ikke planlagt at det skulle gå sådan. Han måtte nu indrette sig efter de nye omstændigheder. Hvem af de tilbageværende sønner han ville vælge, ville han give til kende gennem sin profet, Jakob eller Israel.
13, 14. Hvordan gik det til at Jakob og hans husstand flyttede til Ægypten, hvor Josef var?
13 Den førstefødte søn af Jakobs anden hustru, hans elskede Rakel, var den ellevte søn i familien, og han hed Josef. Jakob viste en særlig hengivenhed for denne søn, som han havde fået i sin alderdom. Af den grund blev Josefs halvbrødre skinsyge på ham. Uden deres faders vidende solgte de ham til nogle rejsende købmænd som var på vej til Ægypten. De lod deres fader Jakob tro at han var blevet dræbt af et vildt dyr.
14 I Ægypten blev Josef solgt som træl, men ved den Guds gunst som han trofast tilbad og adlød, blev han ophøjet til fødevareforvalter og førsteminister under Farao. I år 1728 f.v.t. blev Josef forsonet med sine angrende halvbrødre, der var kommet ned til Ægypten efter levnedsmidler under den verdensomfattende hungersnød. Ved Josefs foranstaltning flyttede hans fader, Jakob eller Israel, derefter med hele sin husstand til Ægypten og slog sig ned i det område der kaldtes Gosens land. Der levede Jakob i endnu sytten år. — 1 Mosebog, kapitlerne 37-47.
15, 16. Hvad var Jakob stadig arving til da han drog ned til Ægypten, og hvordan henledes opmærksomheden på dette i Salme 105:7-15?
15 Det var på Guds befaling Jakob efterkom Josefs indbydelse og forlod det forjættede land og rejste ned til Ægypten. (1 Mosebog 46:1-4) Da han drog derned var han stadig arving til Abrahamsløftet, og han var den der kunne give løftet videre. Salme 105:7-15 påpeger dette og siger:
16 „Han, [Jehova], er vor Gud, hans domme når ud over jorden; han ihukommer for evigt sin pagt, i tusind slægter sit tilsagn, pagten, han slutted med Abraham, eden, han tilsvor Isak; han holdt den i hævd som ret for Jakob, en evig pagt for Israel, idet han sagde: ’Dig giver jeg Kana’ans land som eders arvelod.’ Da de kun var en liden hob, kun få og fremmede der, og vandred fra folk til folk, fra ét rige til et andet, tillod han ingen at volde dem men, men tugted for deres skyld konger: ’Rør ikke mine salvede [eller messias’er, på hebraisk flertal af mashiʹach], gør ikke mine profeter ondt!’“
17. Hvorfor omtalte Jehova Abraham, Isak og Jakob som „profeter“ og som sine „salvede“?
17 Jehova kaldte altså Abraham, Isak og Jakob sine profeter, og det var de virkelig. (1 Mosebog 20:7) En profet kunne om tales som salvet fordi han var blevet udpeget og udnævnt, selv uden at der var blevet udgydt olie over hans hoved ved en officiel ceremoni. (1 Kongebog 19:16, 19; 2 Kongebog 2:14) selv om Abraham, Isak og Jakob ikke blev salvet med olie på samme måde som Jakob salvede en stenstøtte på det sted han kaldte Betel, blev de med rette omtalt som „salvede“ på grund af Jehovas handlemåde over for dem. (1 Mosebog 28:18, 19; 31:13) At Jehova kaldte dem „mine salvede“ viser at det var ham der udnævnte dem, ham der valgte dem. Moffatts bibeloversættelse gengiver Salme 105:15 således: „Rør ikke mine udvalgte, gør ikke mine profeter skade.“ (Også 1 Krønikebog 16:22) Jehova vælger hvem han vil; han har en hensigt med det valg han træffer.
18. Hvordan blev den nation der skulle nedstamme fra Abraham, Isak og Jakob følgelig betegnet, og hvorfor var dette en rammende betegnelse?
18 Abraham, Isak og Jakob var Jehovas „messias’er“, og i harmoni med dette nedstammede den messianske nation fra dem. Bibelen omtaler ligefrem den udvalgte nation som Jehovas „messias“ eller „salvede“. I Salme 28:8, 9 siger salmisten David: „[Jehova] er værn for sit folk, sin salvedes [hebraisk: mashiʹach] tilflugt og frelse. Frels dit folk og velsign din arv, røgt dem og bær dem til evig tid!“ Senere sagde profeten Habakkuk til Jehova i bøn: „Du drager ud til frelse for dit folk, ud for at frelse din salvede [mashiʹach].“ (Habakkuk 3:13) Det var i harmoni hermed at den „salvede“ nation, det „salvede“ folk, til Guds fastsatte tid ville frembringe den virkelige Messias, Guds himmelske kvindes „sæd“. — 1 Mosebog 3:15.
19. Hvad blev Jakobs sønner kaldt, i deres egenskab af overhoveder for tolv stammer?
19 Nede i Ægypten voksede Jakobs efterkommere til et talrigt folk, rede til at blive en nation. Om det tidspunkt da Jakob lå på sit dødsleje (i 1711 f.v.t.) og tog afsked med sine sønner, siger beretningen: „Alle disse er Israels stammer, tolv i tal, og det var, hvad deres fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige velsignelse.“ (1 Mosebog 49:28) I deres egenskab af overhoveder for hver sin stamme blev Jakobs tolv sønner betegnet som „patriarker“ eller familieoverhoveder. Som der engang blev sagt til sanhedrinet i Jerusalem: „Derpå gav han ham omskærelsens pagt, og da Isak var født omskar han ham på den ottende dag; og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv patriarker. Af skinsyge solgte patriarkerne Josef til trældom i Ægypten, men Gud var med ham.“ (Apostelgerninger 7:8, 9, New English Bible) Med rette talte de græsktalende jøder om „patriarken Abraham“ og „patriarken David“. — Hebræerne 7:4, NEB; Apostelgerninger 2:29, NEB.
20. Blev der af den grund oprettet et religiøst patriarkat i Israel?
20 Det vil dog ikke sige at der blev oprettet et religiøst patriarkat blandt Jakobs efterkommere dér i Ægypten. Efter Jakobs død i Gosens land gjorde Josef, Faraos førsteminister i Ægypten, sig ikke til patriarkalsk overhoved for Israels tolv stammer, selv om hans faders sidste velsignelse af ham tilkendegav at førstefødselsretten var blevet overført til ham. — 1 Mosebog 49:22-26; 50:15-26.
21. (a) Hvem viste Jakob at førstefødselsretten nu blev overført til? (b) Hvem måtte afgøre hvis slægtslinje der skulle føre frem til den messianske konge?
21 Med de profetiske velsignelser som patriarken Jakob udtalte over sine tolv sønner, åbenbarede han mere end at førstefødselsretten var blevet overført fra Ruben, Leas førstefødte, til Josef, Rakels førstefødte. (1 Mosebog 29:21-32) Før Josef blev solgt til trældom i Ægypten afskyede hans halvbrødre tanken om at have ham til konge over sig. (1 Mosebog 37:8) Men længe før dette, nemlig da Gud gav patriarken Abraham omskærelsens pagt, forudsagde Gud at konger ville nedstamme fra Abraham, og det ved hans hustru Sara, hvis navn Gud da ændrede fra Saraj til Sara, hvilket betyder „fyrstinde“. (1 Mosebog 17:16) Da Gud ændrede Jakobs navn til Israel lovede han ligeledes at konger ville udgå fra Jakob. (1 Mosebog 35:10, 11) Men førstefødselsretten indebar ikke automatisk den ret og ære at blive stamfader til den kongerække der ville føre frem til den messianske konge, Guds himmelske kvindes „sæd“. Det afgørende var hvem Gud valgte. Han lod Jakob udpege hvilken søn der ville blive stamfader til denne konge.
22. Hvilken søn velsignede Jakob da han omtalte et „kongespir“ og en „herskerstav“?
22 Efter at have givet udtryk for sin misbilligelse med Ruben, Simeon og Levi sagde den døende Jakob følgende om sin fjerde søn med sin første hustru, Lea: „Juda, dig skal dine brødre prise, din hånd skal gribe dine fjender i nakken, din faders sønner skal bøje sig for dig. En løveunge er Juda. Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham! Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer [indtil Silo kommer, NW], ham skal folkene lyde.“ — 1 Mosebog 49:8-10.
23. Hvad vidner alle de nævnte enkeltheder (kongespiret, herskerstaven, folkenes lydighed, sammenligningen med en løve) om for Juda?
23 Vi bemærker at Jakob sammenlignede Juda med en løve. I Mika 5:7 omtales løven som en konge blandt skovens dyr. I Ezekiel 19:1-9 omtales kongerne i Juda rige som løver. At Jakob sammenlignede Juda med en løve, stemmer således udmærket med at kongespiret ikke skulle ’vige fra Juda’, idet denne udtalelse indebar at Juda allerede havde kongespiret og ikke ville miste det eller blive frataget det. Kongespiret forbindes med ’herskerstaven’, der heller ikke skulle vige fra Juda før Silo kom. Desuden blev der sagt om Juda, repræsenteret ved denne Silo, at „ham skal folkene lyde“. (1 Mosebog 49:10) Alle disse enkeltheder vidner om kongeværdighed!
24, 25. (a) Hvad betyder navnet Silo, og hvem bruges det om? (b) Hvorfor skal det kongelige scepter ikke vige fra Juda?
24 Man mener i almindelighed at navnet Silo betyder „han hvem den tilhører“. Den gamle latinske Vulgata, der blev oversat fra den tids hebraiske grundtekst, har denne ordlyd: „Indtil han kommer som skal sendes.“
25 Denne Silo („han hvem den tilhører“) der skulle komme, er den samme som den der profetisk blev omtalt af den suveræne Herre Jehova over for den sidste judæiske konge i Jerusalem: „Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:27) Dette sigter uden tvivl til den messianske konge, Guds billedlige kvindes „sæd“, for med hans komme vil der ikke være behov for flere konger som kan efterfølge ham. Da vil kongeværdigheden i Judas stamme have nået sit højdepunkt og til evig tid forblive i hænderne på Silo. Han er den messianske konge der vil sidde ved Jehovas højre hånd i himmelen og være konge ligesom Melkizedek, hvem patriarken Abraham betalte tiende af byttet fra sejren. (Salme 110:1-4) På denne måde vil kongespiret, det kongelige scepter, ikke vige fra Juda.
26. (a) Hvordan viser Første Krønikebog 5:1, 2 at førstefødselsretten var én ting og det kongelige førerskab noget andet? (b) Hvad kunne Jehova frit gøre, selv om han ikke planlagde begivenhedernes udvikling?
26 At førstefødselsretten var én ting og det kongelige førerskab noget andet, og at Gud gennem den døende patriark Jakob tildelte Juda det kongelige førerskab, siges klart og tydeligt i Bibelen. I Første Krønikebog 5:1, 2 læser vi følgende om Jakobs sønner: „Rubens, Israels førstefødtes, sønner — han var nemlig den førstefødte, men da han vanærede sin faders leje, gaves hans førstefødselsret til Israels søn Josefs sønner, dog ikke således at de i slægtebogen opføres som førstefødte; thi Juda herskede over sine brødre, og af hans midte skulle fyrsten tages [og fyrsten nedstammede fra ham (Leeser); og fra ham kom den som er fyrste (Jewish Publication Society)], men førstefødselsretten blev Josefs.“ Vi kan ikke sige at den almægtige, alvise Gud planlagde det på denne måde, for han var ikke årsag til Rubens, Simeons og Levis ugerninger og følgerne deraf. Men sådan som begivenhederne udviklede sig, var han frit stillet til at vælge Juda. Uanset hvad der skete kunne han blive ved sit oprindelige forsæt og gennemføre det uden at ændre det.
27, 28. (a) Hvilken nation må vi holde øjnene rettet imod, og i særdeleshed hvilken del af denne nation? (b) Hvordan vil det gavne os at handle i overensstemmelse med det bevismateriale Gud forsyner os med?
27 Guds udvælgelse og handlemåde tjener som en sikker rettesnor for os når vi betragter det „evige forsæt“ han fattede i forbindelse med den Salvede, Messias. På grundlag af de profetiske ord han inspirerede den døende patriark Jakob til at udtale over Juda, ved vi hvilken slægt vi skal følge. Vi skal ikke blot holde øjnene rettet mod Israels tolv stammer i almindelighed, men i særdeleshed mod Judas stamme, på grund af dens direkte tilknytning til Jehovas Messias, hans himmelske kvindes „sæd“. Et voksende bevismateriale hjælper os til at afgøre hvem denne messianske konge er som Guds „evige forsæt“ er uløseligt forbundet med.
28 Hvis vi handler i overensstemmelse med det bevismateriale den suveræne Herre Jehova forsyner os med, vil vi undgå at følge en falsk messias, til skuffelse for os selv, og vi vil i stedet erfare den glæde at genkende den sande Messias fra Gud og følge denne Messias, ved hjælp af hvem alle jordens nationer vil skaffe sig en evig velsignelse.
[Studiespørgsmål]
