Livet uden for Paradiset indtil Vandfloden
Kapitel 6
Livet uden for Paradiset indtil Vandfloden
1. Hvad åbenbarede Gud i forbindelse med ’sæden’ i sit evige forsæt, og hvilket spørgsmål rejser dette?
MED tiden åbenbarede menneskets himmelske Velgører en side af sit „evige forsæt“ som appellerer til vort hjerte. Det var at hans himmelske kvindes „sæd“ for en tid skulle leve som menneske på jorden. At ’sæden’ således skulle fødes ind i menneskeslægten får os uvilkårligt til at spørge: Hvilken slægtslinje fra Adam og Eva ville ’sæden’ komme i?
2. Hvad har Gud stort set begrænset Bibelens indhold til, og hvorfor må vi studere Bibelen?
2 Det er vigtigt for os at kende ’sædens’ jordiske slægtslinje. Derimod har viden om de nationer og folkeslag som ikke har noget med ’sædens’ fremtræden at gøre, ikke nogen afgørende betydning eller værdi for os. Det er grunden til at Jehova Gud har begrænset Bibelens indhold til hovedsagelig at berette om hvordan ’sædens’ slægtslinje formede sig. Hvis vi undersøger den bibelske beretning vil vi kunne se hvem denne „sæd“ er som skal knuse Slangens hoved, og vi vil ikke udsætte os for at blive narret eller vildført af en bedrager, en falsk sæd. Lader vi os bedrage, kan det betyde evig udslettelse for os. Den store Bedrager, der fór med løgn og svig i Edens have og som er en fjende af den sande „sæd“, benytter stadig sine gamle metoder. Han ville gerne lede os alle bort fra den sande sæd i Guds „evige forsæt“. Derfor må vi studere Bibelen.
3. Hvem var Adams førstefødte søn, og hvilket spørgsmål opstår således vedrørende Adams søn Set?
3 I den hebraiske bibel er det ikke profeten Malakias’ bog der kommer sidst, men derimod de to Krønikebøger. Hvis vi slår op på Første Krønikebog vil vi se at den begynder med at opregne ti generationer efter Adam, nemlig: „Adam, [1] Set, [2] Enosj, [3] Kenan, [4] Mahalal’el, [5] Jered, [6] Enok, [7] Metusalem, [8] Lemek, [9] Noa, [10] Sem, Kam og Jafet.“ (1 Krønikebog 1:1-4) Set var ikke Adams førstefødte søn uden for Glædens paradis. Det var Kain, og Adam og Evas næste søn som er nævnt ved navn, var Abel. (1 Mosebog 4:1-5) Hvorfor er det da Set der nævnes i slægtslinjen frem til Noa?
4. Hvoraf fremgår det at Gud ikke planlagde at Set skulle være den første der er opført i Adams slægtslinje?
4 Planlagde Jehova Gud at det skulle være sådan? Nej, for det ville betyde at Gud planlagde at Kain skulle myrde sin yngre broder Abel og derved gøre sig selv uværdig til at være den hvorigennem menneskeslægten i dag kan spore sin afstamning. Gud planlagde heller ikke at Abel skulle dræbes ved et afskyeligt mord før han nåede at få afkom, med det resultat at Set måtte træde i hans sted. (1 Mosebog 4:25) At Gud ikke planlagde mordet på Abel for at give plads for Set, fremgår tydeligt af den advarsel Gud rettede til Kain for at han ikke skulle begå en alvorlig synd i sin vrede over at Gud havde afvist hans offergave men godkendt hans broder Abels offer. — 1 Mosebog 4:6, 7.
5, 6. Hvad betød det for Set at han var født i Adams billede og lighed, og hvordan viste han at han erkendte dette?
5 Nej, Jehova Gud planlagde det ikke sådan. Der gik lang tid før Adam fik den søn hvorigennem slægtslinjen ville fortsætte helt frem til den lovede „sæd“, Messias, der skulle fødes som menneske. At det varede længe før den begunstigede slægtslinje fra Adam begyndte, fremgår af Første Mosebog 5:3, hvor vi læser: „Da Adam havde levet 130 år, avlede han en søn, som var ham lig og i hans billede, og han kaldte ham Set.“ Født i Adams billede og lighed, tilhørende Adams art, var Set ufuldkommen, idet han havde arvet synden og således var underlagt dødens fordømmelse. At Set erkendte dette synes at fremgå af det navn han gav sin søn, om hvem vi læser: „Set fik også en søn, som han kaldte Enosj.“ (1 Mosebog 4:26) Dette navn betyder „sygelig, dødelig, uhelbredelig“.
6 I harmoni med dette bliver det hebraiske ord enoshʹ, når det ikke står som et egennavn, gengivet med „dødeligt menneske“ i New World Translation. Et eksempel er dér hvor den hårdt plagede Job siger: „Hvad er et dødeligt menneske [hebraisk: enoshʹ] at du skulle opfostre det, og at du skulle rette dit hjerte mod det?“ — Se Job 7:17; 15:14; også Salme 8:4; 55:13; 144:3; Esajas 8:1; alle efter NW.
7-9. (a) Hvilken religiøs praksis begyndte på Enosj’ tid? (b) Hvoraf fremgår det om denne praksis var til gavn for menneskene eller ej?
7 Mens Adams sønnesøn Enosj levede, skete der noget som er værd at bemærke. I Første Mosebog 4:26 får vi denne oplysning i forbindelse med hans fødsel. „På den tid begyndte man at påkalde [Jehovas] navn.“ Enosj blev født da Set var et hundrede og fem år gammel, hvilket vil sige to hundrede og femogtredive år efter Adams skabelse. (1 Mosebog 5:6, 7) På det tidspunkt var jordens befolkning vokset en del, idet Adams mange sønner og døtre havde giftet sig indbyrdes og deres børn også havde giftet sig. Talte det til gunst for menneskene at man nu begyndte at „påkalde [Jehovas] navn“ blandt den voksende menneskeslægt? Var det til ære for Gud? Var det dét som evangelister i vor tid sikkert ville betegne som en „religiøs vækkelse“? Den gamle græske Septuaginta-oversættelse, udarbejdet af jøder i Alexandria i Ægypten, gengiver den hebraiske passage således: „Og Set fik en søn, og han kaldte hans navn Enos; han håbede at påkalde Herren Guds navn.“ — 1 Mosebog 4:26, LXX, udgivet af S. Bagster and Sons Limited.
8 Jerusalem-Bibelen udtrykker en lignende tanke: „Denne mand var den første der påkaldte Jahvehs navn.“ Men en sådan gengivelse lader ude af betragtning at den trofaste Abel tilbad Jehova på en antagelig måde før han blev myrdet af den skinsyge Kain. The New English Bible siger: „På den tid begyndte menneskene at påkalde HERREN ved navn.“ (Også The New American Bible) Den gamle palæstinensiske targum anlægger imidlertid et negativt synspunkt. Den berømte Rashi (rabbi Shelomo Jitschaki, 1040-1105 e.v.t.) gengiver Første Mosebog 4:26 på denne måde: „Da blev det vanhellige kaldt med Herrens Navn.“ Det vil sige at mennesker og døde ting blev tillagt Jehovas egenskaber og blev benævnt i overensstemmelse hermed. Det der tog sin begyndelse, var altså afgudsdyrkelse i Jehovas navn.
9 At påkaldelsen af Jehovas navn ikke var rettet mod Gud, fremgår af at der gik hele tre hundrede og syvogfirs år fra Enosj’ fødsel før der fødtes en mand som modtog Guds godkendelse. Det var Enok.
EN SOM VANDREDE MED GUD UDEN FOR PARADISET
10. Når vi læser at Enok vandrede med den sande Gud, hvad forstår vi så vedrørende hans fader, Jered?
10 Om denne tipoldesøn af Enosj, der blev født i år 3404 f.v.t. (eller 622 A.M.), siges der: „Da Enok havde levet 65 år, avlede han Metusalem, og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 år og avlede sønner og døtre; således blev Enoks fulde levetid 365 år.“ (1 Mosebog 5:21-23) Enoks levetid blev altså forholdsvis kort, idet hans fader, Jered, levede ni hundrede og toogtres år og hans søn Metusalem levede ni hundrede og niogtres år og blev det ældste menneske historien beretter om. Og alligevel siges der at „Enok vandrede med Gud“. Dette blev ikke sagt om hans fader, Jered, der levede i otte hundrede år efter Enoks fødsel. (1 Mosebog 5:18, 19) Jered havde åbenbart ikke en tro som Enok, og han vandrede ikke i overensstemmelse med Guds vilje eller bekendtgjorte forsæt.
11. Hvilken profeti fremsatte Enok, og hvad afspejler denne profeti?
11 En pålidelig kilde oplyser at Enok var profet for den sande Gud. I et brev der blev skrevet i det første århundrede efter vor tidsregning, står der: „Ja, den syvende i rækken fra Adam, Enok, profeterede også om dem da han sagde: ’Se! Jehova kom med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ting som de ugudelige syndere havde udtalt imod ham.’“ (Judas 14, 15) Denne profeti afspejler uden tvivl de religiøse forhold på Enoks tid. Hvorfor skulle der ellers udtales en sådan inspireret profeti som advarede om Jehovas kommende dom over alle de ugudelige, en dom der var så sikker at den faktisk allerede var blevet fuldbyrdet? Eftersom Enok ikke hørte til sin tids ugudelige, kunne Gud bruge ham til at profetere. Skønt han levede uden for det kerubvogtede paradis, der stadig fandtes på hans tid, vandrede han med Gud.
12, 13. Hvor blev Enok taget hen, ifølge jødisk opfattelse og den opfattelse man har i kristenheden?
12 Hvad er da grunden til at Enok kun opnåede en forholdsvis kort levetid efter datidens forhold? Første Mosebog 5:24 oplyser: „Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.“
13 Enok var øjensynlig i alvorlige vanskeligheder da Gud tog ham. Var det hans fjender der truede med at dræbe ham, sådan at Gud tog ham bort fra skuepladsen for at skåne ham for en voldelig død? Vi ved det ikke. Men hvor tog Gud ham hen? En jødisk opfattelse går ud på at Gud tog ham op til himmelen. Denne opfattelse har man endog i kristenheden i dag. Enok omtales i et brev der blev skrevet til hebræerne i det første århundrede efter vor tidsregning, og denne omtale gengives på følgende måde i A New Translation of The Bible, udarbejdet af James Moffatt her i dette århundrede: „Det var ved tro Enok blev taget til himmelen, så han aldrig døde (han blev ikke indhentet af døden, for Gud havde taget ham bort).“ The New English Bible siger her: „Ved tro blev Enok ført bort til et andet liv uden at gennemgå døden; man kunne ikke finde ham, for Gud havde taget ham. For det er Skriftens vidnesbyrd at før han blev taget bort, havde han behaget Gud.“ — Hebræerne 11:5; se også Peter Schindlers oversættelse.
14. Hvoraf kan vi se om Enok mon er kommet i himmelen fordi han „vandrede med Gud“?
14 I Salme 89:49 spørges der imidlertid: „Hvo bliver i live og skuer ej død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets hånd?“ Også Enok havde fået døden i arv fra synderen Adam, og han var nødt til at dø, selv om han vandrede med den sande Gud. Der blev senere skrevet om Enoks oldesøn at også han „vandrede med Gud“; og dog fik denne oldesøn, som hed Noa, ikke sit liv afbrudt. Han levede længere end Adam — i ni hundrede og halvtreds år, tusind år på halvtreds nær. (1 Mosebog 6:9; 9:28, 29) At Enok havde vandret med Gud i en vis tid berettigede ham følgelig ikke til at komme i himmelen eller til at blive overført til et andet liv, lige så lidt som hans oldesøn Noa, der havde vandret med Gud i meget længere tid, kom til at opleve noget sådant.
15. Hvordan kan Enok være blevet taget bort så han ikke så døden?
15 Profeten Moses døde i en alder af et hundrede og tyve år, og Gud begravede ham, så at intet menneske den dag i dag ved hvor Moses ligger begravet. (5 Mosebog 34:5-7) På samme måde tog Gud pludselig Enok bort fra sine samtidige, og man ved ikke hvor han døde eller hvor hans grav er. Han led ikke en voldelig død for sine fjenders hånd. Da han var profet kan det være at han kom i profetisk trance og fik et syn af Guds nye tingenes ordning hvor Gud „opsluger døden for stedse“. (Esajas 25:8) Enok så frem til at leve på en paradisisk jord i denne nye orden. Mens Enok så dette syn af den ordning hvorunder menneskeheden vil blive befriet for døden ved Guds barmhjertige foranstaltning, kan Gud have fjernet ham fra skuepladsen og gjort ende på hans daværende liv, sådan at han ikke var klar over at han døde. Et så vidunderligt handlingsforløb ville svare til ordene i Hebræerbrevet 11:5:
„Ved tro blev Enok taget bort så han ikke så døden, og han var ingen steder at finde fordi Gud havde taget ham bort; før han blev taget bort fik han nemlig det vidnesbyrd at han havde Guds velbehag.“ — Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter.
DAGENE FØR VANDFLODEN
16. Hvordan kan vi regne ud at Adam og Metusalem kendte hinanden?
16 Enoks søn Metusalem blev født 969 år før den jordomspændende vandflod, og han døde således samme år som Vandfloden kom. Skønt Metusalem var Adams efterkommer i ottende led, kendte han alligevel Adam, sin første jordiske fader. Adam blev skabt 1656 år før Vandfloden. Han levede 930 år. Hvis vi lægger hans alder til Metusalems, får vi 1899 år. Trækker vi 1656 år fra dette tal, har vi 243 år tilbage. Adams og Metusalems liv overlappede altså hinanden med 243 år. — 1 Mosebog 5:5, 21, 25-27.
17. Hvilken profeti udtalte Metusalems søn Lemek da Noa blev født, og hvorfor var navnet Noa meget passende?
17 Metusalem levede længe nok til at høre advarslerne om den kommende globale vandflod, og han så næsten afslutningen på de forberedelser der blev truffet for at nogle af menneskeslægten kunne overleve denne verdenskatastrofe. Han kunne se sin sønnesøn Noa forkynde retfærdighed og træffe foranstaltning til at overleve. Af alle Metusalems sønner var det Lemek der blev fader til Noa. Ved Noas fødsel blev Lemek inspireret til at udtale en profeti om ham. Denne profeti røbede at Gud ville bruge Lemeks søn Noa. Vi læser: „Da Lemek havde levet 182 år, avlede han en søn, som han gav navnet Noa, idet han sagde: ’Han skal skaffe os trøst i vort møjefulde arbejde med jorden, som [Jehova] har forbandet.’“ Lemek levede indtil fem år før Vandfloden. (1 Mosebog 5:27-31) Navnet Noa var i fuld harmoni med Lemeks profeti, for det betyder „hvile“ og bibringer tanken om trøst som følge af hvile. Guds forbandelse over jorden som følge af Adams overtrædelse, skulle hæves. — 1 Mosebog 3:17.
18. Hvornår i Noas levetid begyndte Vandfloden, og hvornår endte den?
18 Vandfloden kom i Noas 600de leveår og fortsatte ind i hans 601ste leveår. (1 Mosebog 7:11; 8:13; 7:6) Denne verdenskatastrofe på Noas tid var et forvarsel om den større verdenskatastrofe der snart vil indtræffe i vor generations levetid. Af den grund fortjener den vor opmærksomhed. — Ordsprogene 22:3.
19. I hvilken henseende var Noa som Enok?
19 Noa, der blev født i år 2970 f.v.t. (1056 A.M.), var barnløs i århundreder: „Da Noa var 500 år gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.“ (1 Mosebog 5:32) Hvordan var Noas adfærd, også før han satte børn i verden? „Dette er Noas slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ (1 Mosebog 6:9, 10) Noa var som Enok.
20. Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med de ’gudssønner’ der ifølge beretningen fandtes på jorden i Noas dage?
20 Selv om Noa var en efterkommer af Set og Enok, og han „vandrede med Gud“, blev han dog ikke kaldt ’søn af Gud’. Hvis Noa ikke blev kaldt dette, hvem på jorden af synderen Adams efterkommere kunne så kaldes det? Hvem var det da der viste sig på jorden i Noas dage og som vi nu læser om? „Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer. Da sagde [Jehova]: ’Min Ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de jo dog er kød; deres dage skal være 120 år.’“ — 1 Mosebog 6:1-3.
21. Hvem var disse ’gudssønner’, og hvad begyndte de at begære?
21 Disse ’gudssønner’ må have været engle fra himmelen som indtil dette tidspunkt havde været en del af Jehovas himmelske organisation af hellige ’gudssønner’, Jehovas symbolske kvinde der skulle blive moder til den lovede „sæd“. Dengang jorden blev grundlagt som bolig for menneskene, havde de iagttaget Jehovas skaberværk og havde råbt af glæde. (Job 38:7; 1 Mosebog 3:15) Da de så hvordan menneskene levede i ægteskab, og at der var smukke kvinder iblandt dem, opfyldtes de af ønsket om selv at have et intimt samliv med kvinder på jorden.
22. Hvordan tilfredsstillede „gudssønnerne“ deres begær, hvorved de syndede?
22 Hvordan kunne de som åndeskabninger pleje kønslig omgang med kvinder af kød og blod på jorden? Ved at materialisere sig i kødelige legemer som smukke mænd og tage sig hustruer og have kønslig forbindelse med dem. Eftersom den himmelske Fader og Skaber havde indført ægteskabet mellem kødelige jordiske skabninger indbyrdes, og ikke mellem åndeskabninger på den ene side og kødelige menneskeskabninger på den anden side, materialiserede disse ’gudssønner’ sig ikke for at tjene som sendebud for Jehova Gud, bemyndiget og udsendt af ham. De begyndte at blande åndelig og menneskelig natur, himmelsk og jordisk natur. (3 Mosebog 18:22, 23) Det er tydeligt at de syndede.
23. Hvilken ånd havde Gud længe vist over for den syndige menneskehed, men hvad erklærede han nu?
23 Der var nu gået over tusind år siden Adams oprør i Eden mod Guds universelle suverænitet. Jehova havde handlet tålmodigt og overbærende med den syndige menneskehed, for allerede på Noas oldefader Enoks tid var menneskene i almindelighed blevet notorisk ugudelige. Og nu var de begyndt på en ny form for moralsk fordærv og afsporethed som følge af ægteskaberne mellem kvinder og materialiserede engle. Tiden måtte komme da Skaberen ikke længere kunne lægge bånd på sig selv og vise en tålmodig ånd over for den selvvanærende menneskehed. Med fuld ret erklærede Gud til sidst: „Min ånd skal ikke for bestandig råde over for mennesket eftersom det også er kød. Derfor skal dets dage udgøre et hundrede og tyve år.“ — 1 Mosebog 6:3, NW.
24. (a) Satte Gud derved en aldersgrænse for menneskene? (b) Hvad begyndte nu, og hvorfor var det en rigelig tidsfrist Gud gav?
24 Dette var ikke en aldersgrænse for menneskene, for eksempel for profeten Moses, der blev et hundrede og tyve år gammel. Det var en guddommelig forordning om at den ugudelige menneskeverden kun skulle eksistere i endnu et hundrede og tyve år før den jordomspændende vandflod. Forordningen blev således kundgjort i år 1536 A.M. eller 2490 f.v.t. Det betød at „endens tid“ var begyndt for den ugudelige verden i Noas dage. Gud havde sat en frist. Skønt han ikke havde planlagt at „gudssønnerne“ skulle begå de chokerende handlinger de gjorde, var han stadig situationens herre. Han er alviis og almægtig. At han gav så lang en tidsfrist før afslutningen på den ugudelige verden, var meget hensynsfuldt af ham. Hvorfor? Fordi den guddommelige forordning blev udstedt tyve år før Noa fik børn, og dog kunne Noa nå at få tre sønner, og de kunne nå at vokse op og gifte sig og hjælpe deres fader med at træffe behørige forberedelser til at overleve den truende vandflod. — 1 Mosebog 5:32; 7:11.
NEFILIM
25, 26. Hvad blev afkommet af forbindelsen mellem engle og kvinder kaldt, og hvorfor?
25 De dage hvor lidenskabelige gudssønner indgik ægteskab med jordiske kvinder var talte. Kunne der for øvrigt komme noget afkom ud af denne sammenblanding af naturer, ud af foreningen mellem materialiserede ånder og kødelige kvinder? Første Mosebog 6:4 (NW) giver os svaret:
„Nefilim viste sig at være på jorden i de dage, og også efter den tid, da den sande Guds sønner stadig havde samkvem med menneskedøtrene, og de fødte dem sønner; de var de mægtige fra gammel tid, de navnkundige mænd.“
26 Sønnerne af disse blandede ægteskaber var bastarder og blev kaldt nefilim. Dette navn betyder „omhuggere“, og det udtrykker at disse mægtige bastardsønner fældede andre med vold eller fik svagere mennesker til at falde. Der gik nogen tid før disse nefilim blev undfanget og født og derefter voksede op og begyndte på deres voldsomme levned. Da de var bastarder kunne de sandsynligvis ikke selv få afkom.
27. Hvad var det Gud besluttede at udrydde af jordens flade, og hvorfor?
27 At de ulydige ’gudssønner’ materialiserede sig og indgik så nær forbindelse med mennesker, var ikke til gavn for menneskeslægten. „Men [Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede [Jehova], at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet. Og [Jehova] sagde: ’Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade, både mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!’ Men Noa fandt nåde for [Jehovas] øjne.“ (1 Mosebog 6:5-8) Jehova angrede at menneskene som han havde skabt, var sunket så dybt moralsk og åndeligt. Det var sørgeligt for ham at have mennesker på jorden med en så fordærvet personlighed. Det var dem han ville udslette af jorden, og ikke menneskeslægten som helhed, hvoraf Noa var et retfærdigt medlem.
28. Hvorfor kan vi i dag være taknemmelige for at Gud besluttede at gøre ende på den tilstand af vold der kendetegnede jorden før Vandfloden?
28 Som en skærende kontrast til Noa og hans familie læser vi at „jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret [vold, NW]; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden“. (1 Mosebog 6:11, 12) Dengang før Vandfloden oplevede menneskehedens verden en voldstid. I dag har verden oplevet en „voldshandlingernes tid“, som iagttagere udtrykker det, lige siden 1914, da den første verdenskrig begyndte med alle sine voldshandlinger. Vi kan derfor passende spørge: Hvordan ville verdensforholdene have været i dag hvis den almægtige Gud havde ladet denne „voldshandlingernes tid“ før Vandfloden fortsætte uden afbrydelse? Vi gyser ved tanken om hvad der kunne være sket. Jorden ville for længe siden have været alt for farlig at leve på. Vi kan være taknemmelige for at Gud besluttede at gøre ende på denne voldstid før Vandfloden.
EN VERDEN ENDER, EN SLÆGT OVERLEVER
29. Hvilket forsæt i forbindelse med jorden var Jehovas instruktioner til Noa i harmoni med?
29 Jehova Gud blev ved sit oprindelige forsæt, som gik ud på at jorden skulle opfyldes med efterkommerne af den første mand og kvinde under paradisiske forhold. Den slægtslinje der ville føre frem til Messias, måtte også bevares. I harmoni med dette pålagde Jehova den lydige Noa at bygge en ark (eller kiste) af en sådan størrelse at den kunne rumme Noa og hans familie og grundlæggende former af landdyrene og himmelens flyvende skabninger, som for eksempel duen og ravnen. Der skulle ikke være plads til en dampmaskine eller en dieselmotor samt brændsel eller brændstof til fremdrift af arken; den skulle blot flyde, med sine passagerer og med fødemidler som kunne række til et år eller mere. — 1 Mosebog 6:13 til 7:18.
30. Hvorfor var en sådan jordomspændende oversvømmelse mulig?
30 For at forstå at en sådan jordomspændende oversvømmelse var mulig, må vi forestille os hvordan jordkloden så ud dengang. På dens overflade var der landmasser, store og små, som ragede op over havet. Oven over alt dette var der en hvælving eller et udstrakt rum med atmosfæren, som menneskene og andre levende skabninger måtte have for at kunne ånde. Men udenom igen var der et verdensdyb, en baldakin af vand der omgav jorden ligesom et svøb og som Skaberen havde hævet op til den videnskabeligt korrekte højde på den anden skabelsesdag. Dér forblev dette vand udspændt som en kappe omkring jorden, og ville kun styrte ned igen efter Skaberens vilje og på hans befaling. (1 Mosebog 1:6-8) En inspireret bibelkommentator fra det første århundrede efter vor tidsregning har beskrevet det udmærket med disse ord: „Fra gammel tid var [der] himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord.“ — 2 Peter 3:5; se også Jerusalem-Bibelen.
31, 32. Hvad viser Noas optegnelser angående oversvømmelsen?
31 Beretningen om den globale vandflod er ikke en myte som stammer fra babyloniske kilder. Vandfloden er en historisk kendsgerning der har sat sine spor på jorden til den dag i dag. Den er dateret og tidsfæstet. Ifølge Noas logbog begyndte den på den syttende dag i måneårets anden måned, i hans 600de leveår.
32 Derefter indførte Noa i logbogen at vandet faldt i fyrre dage. Selv toppene af de højeste bjerge der fandtes dengang, blev oversvømmet af vand i en højde af femten alen. På den syttende dag i den syvende månemåned stødte arken på grund på Ararats bjerge. Ved Skaberens magt blev der dannet nye bassiner i jordklodens skorpe så vandet kunne løbe bort. På den første dag i den første måned i det nye måneår var dræningsprocessen afsluttet. På den syvogtyvende dag i den anden måned i det nye måneår, eller et måneår og ti dage efter oversvømmelsens begyndelse, sagde Gud til Noa at han skulle gå ud af arken og også føre alle dyrene ud. — 1 Mosebog 7:11 til 8:19.
33. Hvad gik til grunde i Vandfloden, og hvad overlevede?
33 På denne måde overlevede menneskeslægten fra Adam den globale vandflod under Guds beskyttelse, mens en ugudelig verden eller en verden af ugudelige blev bragt til afslutning. Det betød også at nefilim blev udslettet, for disse berygtede bastarder var kødelige ligesom menneskene. Den inspirerede bibelkommentator fra det første århundrede beskriver det korrekt, i enkle og letforståelige vendinger:
„[Gud] skånede [ikke] en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige, . . . og ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand.“ — 2 Peter 2:5; 3:6.
34. Hvad skete der ifølge Moses med de levende skabninger på jorden og med dem i arken?
34 Dette stemmer med hvad profeten Moses skrev: „Alt, i hvis næse der var livets ånde, alt, hvad der var på det faste land, døde. Således udslettedes alle væsener, der var på jordens flade, mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle; de udslettedes af jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i arken. Vandet steg [havde Overhaand, rev. overs. af 1871] over jorden i 150 dage.“ — 1 Mosebog 7:22-24.
35. Hvad bør vi gøre nu, ligesom Noa, hvis vi ikke ønsker at blive bevogtet til den ’onde dag’ med Guds dom?
35 Denne oversvømmelse af hele jorden skyldtes i sandhed Guds indgriben. Det belyser på en dramatisk måde noget som vi i dag bør lægge os på sinde. Hvilket? „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag.“ (2 Peter 2:9) „Jehova har gjort alt til sin Hensigt, ogsaa den Ugudelige til en ond Dag.“ (Ordsprogene 16:4, Kalkar) Så hvis vi ikke ønsker at blive bevogtet til den ’onde dag’ der hastigt nærmer sig, Jehovas egen fastsatte „dag“ da hans retfærdige domme eksekveres over alle uretfærdige på jorden, bør vi ’vandre med Gud’ ligesom Noa gjorde, og bringe os i harmoni med hans forsæt.
36. (a) Hvad skete der med nefilim i Vandfloden? (b) Hvad blev følgen for de ulydige ’gudssønner’?
36 Ved Vandfloden var det ikke kun de uretfærdige mennesker og nefilim der fik Guds dom at føle, men også de ulydige ’gudssønner’ fik deres velfortjente straf. Da Vandfloden oversvømmede hele jorden undgik disse ’gudssønner’ ganske vist druknedøden ved at dematerialisere sig og forlade deres hustruer og børn. Men hvad skete der da de vendte tilbage til deres åndelige tilstand, som var deres rette bolig? Genoptog de det nære og fortrolige forhold de havde haft til Gud? Var deres forhold til ham det samme som før? Fortsatte de med at være ’gudssønner’ i hans hellige himmelske organisation? Nej. I disse ulydige åndeskabninger ser vi oprindelsen til de „dæmoner“ (bortset fra Satan Djævelen) som profeten Moses taler om. (5 Mosebog 32:17; også Salme 106:37) Bibelkommentatorerne i det første århundrede forklarer mere indgående hvordan Jehova Gud behandlede disse ulydige ånder:
„De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ (Judas 6) „Ånderne der var i fængsel og som havde været ulydige dengang da Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, hvori nogle få, det vil sige otte sjæle, blev bragt sikkert igennem vandet.“ (1 Peter 3:19, 20) „Gud . . . skånede [ikke] de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og . . . overgav dem [derved] til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom.“ — 2 Peter 2:4.
37. Hvilken stilling fik de ulydige ’gudssønner’ da de vendte tilbage til åndeverdenen?
37 At de ulydige ’gudssønner’ dematerialiserede sig og vendte tilbage til åndeverdenen, gjorde dem altså ikke til hellige engle igen. De kom til at stå på Satan Djævelens side, den første oprører mod Jehova Gud. De var ikke længere værdige til en plads i Jehovas hustrulignende himmelske organisation af hellige, lydige ’gudssønner’. Af denne grund blev de degraderet til dæmoner. Denne lave, vanærende stilling blev meget betegnende omtalt som Tartaros, et navn som er lånt fra græsk. Den syriske bibeloversættelse bruger udtrykket „de laveste steder“. (Se også Job 40:15; 41:23 i den græske Septuaginta.) Disse ulydige ånder blev ikke længere begunstiget med det åndelige lys som Gud fandt behag i at skænke sine trofaste åndesønner. På denne måde blev de styrtet ud i et tæt mørke hvor de var som bundet med „evige lænker“, forvaret til „dommen på den store dag“. De kan derfor ikke skænke menneskeheden noget virkeligt lys.
38. Hvis ’sæd’ blev disse ulydige ånder, og hvordan søger de at bedrage og trælbinde menneskene?
38 Disse ulydige ånder blev den store Slanges, Satan Djævelens, usynlige „sæd“. At de blev anbragt i Tartaros, „det tætte mørkes gruber“, sammen med Satan Djævelen, var ikke det samme som at Slangens hoved blev knust af Guds himmelske kvindes lovede „sæd“. Den hellige „sæd“ var endnu ikke blevet frembragt, og de onde ånder i deres fængsel var ivrige efter at vide hvem ’sæden’ ville være, så de kunne være med til at „hugge den i hælen“. (1 Mosebog 3:15) Af den grund bevarede disse onde ånder, som var underlagt Satan, en nær kontakt med menneskene, med det for øje at bedrage dem og vende dem imod ’sæden’ når den engang fremstod. Eftersom de er afskåret fra at materialisere sig mere i kødelige legemer, søger de at meddele sig til menneskene gennem åndemedier. De giver sig ud for at være afdøde menneskers „sjæle“. De besætter og plager mennesker som er mentalt svage, og ligeledes mennesker som overgiver sig til dem. Profeten Moses blev inspireret til at advare Guds folk mod at have noget som helst at gøre med disse dæmoniske fjender af Gud. (5 Mosebog 18:9-13) Tag dig derfor i agt for spiritisme!
39. Hvad bør vi vende os til, i stedet for til dæmonerne, for at få åndelig oplysning?
39 Eftersom vi ønsker at få yderligere oplysning om Jehova Guds „evige forsæt“, må vi undgå disse spiritistiske mørkets magter der har gjort de fleste mennesker blinde for Guds sandheder. Guds skrevne ord, Bibelen, er den kanal hvorigennem vi kan få åndelig oplysning, ifølge den inspirerede salmist der sagde til Jehova Gud: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ — Salme 119:105.
40. Selv om mennesker og engle gjorde oprør, hvordan ved vi da at Guds himmelske organisation er loyal og samarbejder med ham?
40 I lyset af Guds ord har vi nu betragtet de første 1656 år af menneskenes tilværelse på jorden, fra Adams skabelse til vandfloden på Noas tid. Selv om både engle og mennesker gjorde oprør, holdt den uforanderlige Gud fast ved sit oprindelige forsæt vedrørende menneskene på jorden. Skønt et ikke nærmere angivet antal engle bukkede under for selvisk begær og syndede og måtte udstødes af hans himmelske hustrulignende organisation, kan de i antal dog ikke måle sig med dem der forblev trofaste over for ham inden for hans hellige organisation, som en trofast hustru over for en kærlig ægtemand. Århundreder senere så profeten Daniel i et syn hundrede millioner loyale engle som stadig tjente den højeste Gud, „den gamle af dage“. (Daniel 7:9, 10) Denne himmelske „kvinde“, der skulle blive moder til den forudsagte „sæd“, nærede fjendskab til den store Slange, Satan Djævelen, og til hans „sæd“. Hun var fast besluttet på at samarbejde med Jehova Gud ved gennemførelsen af hans bekendtgjorte forsæt om at frembringe ’sæden’ til sin egen fastsatte tid.
41. Hvad søgte Satan at bevise over for al skabningen, og lykkedes det ham fuldstændigt, allerede før Vandfloden?
41 På jorden, i Glædens paradis, var Adam og Eva blevet en synlig del af Jehovas universelle organisation dengang de blev skabt som fuldkomne mennesker. Da de blev fristet bevarede de ikke deres integritet over for deres Skaber, deres himmelske Fader. Med dødsstraffen udtalt over sig blev de udstødt af Jehovas universelle organisation og blev ikke længere betragtet som hans børn. Men hvordan med deres efterkommere? At dømme efter Adams og Evas eksempel ville deres efterkommere, født ufuldkomne og med synden i arv, ikke være i stand til at bevare deres integritet over for Skaberen under fristelse og pres fra den store Slange, Satan Djævelen. Djævelen søgte tydeligt nok at bevise over for al skabningen i himmelen og på jorden at ingen af dem ville være i stand til det. Lykkedes det ham at bevise det, allerede før Vandfloden? Den bibelske beretning, der ser sagen fra Guds side, viser at i hvert fald tre mænd bevarede deres integritet, nemlig Abel, Enok og Noa.
42, 43. (a) Hvad beviser Abels, Enoks og Noas tilfælde? (b) Hvordan bedømte Jehova fremtiden rigtigt i forbindelse med fremskaffelsen af yderligere beviser?
42 Disse tre trofaste, gudfrygtige mænd støttede deres Skabers, Jehovas, universelle suverænitet. De beviste at Satan Djævelen er en formastelig løgner når han hævder at den almægtige Gud ikke kan sætte et menneske på jorden som, selv i et paradis, vil bevare sin integritet over for Jehova når det udsættes for Satan Djævelens fristelser og pres. Abels, Enoks og Noas tilfælde beviser at Gud, Skaberen, med fuld ret kunne lade menneskeslægten, som nedstammede fra synderne Adam og Eva, fortsætte med at eksistere på jorden. Efterhånden som menneskelivet fortsatte uden for Paradiset ville der med sikkerhed vise sig andre trofaste mænd, og ligeledes kvinder, foruden Abel, Enok og Noa, som et yderligere bevis mod Djævelens løgn og bagvaskelse.
43 Jehova bedømte fremtiden korrekt, og hans forsæt kunne ikke undgå at ske fyldest. Hans messianske forsæt, som han bekendtgjorde i overværelse af den store Slange i Edens have, underbyggede hans oprindelige forsæt og gav sikkerhed for at det ville blive gennemført. Guds suveræne herredømme over jorden og menneskene, der så magtfuldt blev demonstreret i forbindelse med den verdensomspændende vandflod, vil aldrig ophøre.
[Studiespørgsmål]
