Messias herliggøres
Kapitel 12
Messias herliggøres
1. Hvad inspirerede Jehova profeten Esajas til at sige (i Esajas 53:7-12) vedrørende det der skulle gå forud for Messias’ herliggørelse?
FØR Guds messianske „tjener“ blev herliggjort, måtte han lide. Gud forudsagde at dette var hans forsæt vedrørende Messias da han inspirerede sin profet Esajas, som levede i det ottende århundrede før vor tidsregning, til at udtale:
„Han blev undertrykt, skønt han ydmygede sig og ikke åbnede sin mund; som et lam der føres til slagtning, og som et får der er stumt over for dem der klipper det; ja, han åbnede ikke sin mund. . . . Derfor vil jeg give ham en andel blandt de store, og han skal dele bytte med de mægtige; fordi han blottede sin sjæl til døden og blev regnet blandt overtræderne; dog bar han manges synd og gik i forbøn for overtræderne.“ — Esajas 53:7-12, JPS; Apostelgerninger 8:32-35.
2. Hvilket budskab tog Jesus op da han hørte at Johannes var blevet fængslet?
2 Endog Messias’ forløber måtte lide for sin trofasthed mod Guds lov. Efter at han havde ledet mange døbte disciple til Jesus, blev han fængslet af landsdelsherskeren i Galilæa, Herodes Antipas, Herodes den Stores søn, og senere, under en fest for Herodes’ fødselsdag, blev han halshugget. (Mattæus 14:1-12) Da Jesus hørte at Johannes var blevet arresteret og sat i fængsel, tog han Johannes’ budskab op. „Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“ — Mattæus 4:12-17.
3. Hvorfor måtte Moses lide, og hvad skulle Jesus på tilsvarende måde komme til at erfare?
3 Ligesom Johannes Døber, forkyndte Jesus ikke makkabæernes jordiske rige, som mange jøder ønskede genoprettet. Han forkyndte „himlenes rige“, Guds rige, som havde tilknytning til fortidens kong David. Hvad lidelser angår, var han ikke ulig profeten Moses. Om den stærke tro Moses lagde for dagen siges der i Hebræerbrevet 11:25, 26: „Han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk fremfor at have den midlertidige nydelse af synd, da han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier; han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.“ Eftersom Messias skulle være en profet som Moses, og eftersom Moses led både før og efter at han var blevet udnævnt (salvet) som Jehovas profet, var det kun naturligt at Messias Jesus også måtte lide. Han måtte endog gennemgå større lidelser end Moses. — 5 Mosebog 18:15
4. I hvis navn kom Moses til sit folk, og hvordan svarer dette til Jesu Kristi tilfælde?
4 Det var i den almægtige Gud Jehovas navn Moses blev sendt tilbage til Ægypten for at føre sit folk ud fra trældommen. (2 Mosebog 3:13-15; 5:22, 23) Moses mødte modstand, og det samme gjorde hans modstykke i det første århundrede. Til dem der ikke troede på ham som Messias, udsendt af Gud, sagde Jesus:
„Jeg er kommet i min Faders navn, men I tager ikke imod mig; hvis en anden kom i sit eget navn, ville I tage imod ham. Hvordan kan I tro, når I tager imod ære fra hinanden og I ikke søger den ære som er fra den eneste Gud? I skal ikke mene at jeg vil anklage jer over for Faderen; der er en som anklager jer, Moses, som I har sat jeres håb til. Hvis I nemlig troede Moses, ville I tro mig, for han har skrevet om mig. Men hvis I ikke tror hans skrifter, hvordan vil I så tro mine udtalelser?“ — Johannes 5:43-47.
5. Hvorfor burde jøderne have troet på at Jesus kom i sin himmelske Faders navn, og hvornår gav nogle udtryk for at de troede dette?
5 Vi lægger også mærke til hvordan Jesus svarede dem der ikke anerkendte ham som Messias og som sagde til ham: „Hvor længe vil du holde vore sjæle i spænding? Hvis du er Messias, så sig os det rent ud.“ Jesus bad dem om at lade hans messianske gerninger tale for ham, idet han sagde: „Jeg har sagt jer det, og dog tror I ikke. De gerninger jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, for I hører ikke til mine får. Mine får hører efter min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig.“ (Johannes 10:24-27) Der var dog nogle jøder som troede at Jesus var kommet i sin himmelske Faders navn. Så da Jesus fem dage før påsken i år 33 red ind i Jerusalem på et æsel som en opfyldelse af profetien i Zakarias 9:9, var der en skare som hyldede ham og råbte: „Giv frelse, beder vi dig! Velsignet er den der kommer i Jehovas navn, ja, Israels konge!“ — Johannes 12:1, 12, 13; Mattæus 21:4-9; Markus 11:7-11; Lukas 19:35-38; Salme 118:26.
6. I hvis navn vågede Jesus over sine trofaste apostle?
6 Og efter at Jesus havde fejret påsken sammen med sine trofaste disciple eller apostle bad han påskenat til Jehova og sagde:
„Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har holdt dit ord. . . . Hellige Fader, våg over dem for dit eget navns skyld, det du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi. Da jeg var hos dem plejede jeg at våge over dem for dit eget navns skyld, det du har givet mig; og jeg har bevaret dem.“ — Johannes 17:6, 11, 12.
Ved at komme i Jehovas navn var Jesus altså en profet som Moses.
HANS IDENTITET OGSÅ BEKRÆFTET VED HJÆLP AF MIRAKLER OG PROFETIER
7. Hvorfor gjorde Moses tegn over for ægypterne og israelitterne, og hvordan svarer antallet af hans tegn til antallet af de tegn Messias gjorde?
7 Både over for israelitterne og over for ægypterne beviste profeten Moses ved hjælp af mange mirakler at han kom i den eneste levende og sande Guds navn. Disse mirakler var gudgivne „tegn“ som bekræftede at Jehova havde sendt ham. (2 Mosebog 4:1-30; 7:1-3; 8:22, 23; 10:1, 2; 5 Mosebog 34:10, 11) Israelitterne i Ægypten forlangte ikke at Moses skulle vise dem „et tegn fra himmelen“, og følgelig var det uberettiget af israelitterne i det første århundrede at kræve et sådant tegn af Jesus. (Mattæus 16:1-4) Det er ikke forkert at sige at det antal mirakuløse tegn Moses gjorde, langt blev overgået af det antal tegn Jesus gjorde som bevis på at han var Messias.
8. Hvad var det første tegn Jesus gjorde, og hvilken virkning øvede tegnene på hans disciple og på Nikodemus?
8 Jesus gjorde ikke vand til blod, sådan som Moses, men han forvandlede vand til den bedste vin da beholdningen slap op ved en bryllupsfest i Kana i Galilæa. Dette var kun begyndelsen, ifølge det der siges i Johannes 2:11: „Jesus gjorde dette i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn, og han gjorde sin herlighed kendt; og hans disciple fik tro på ham.“ Vedrørende påsken i år 30 siger beretningen: „Da han nu var i Jerusalem ved påsken, ved højtiden, fik mange tro på hans navn, idet de så de tegn som han gjorde.“ (Johannes 2:23) Farisæeren Nikodemus, for eksempel, en af jødernes ledere og medlem af sanhedrinet i Jerusalem, kom til Jesus om natten og sagde: „Rabbi, vi ved at du som lærer er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn du gør hvis ikke Gud er med ham.“ — Johannes 3:1, 2; 7:50, 51; 19:39, 40.
9. Sammenlign Jesu mirakler med de mirakler Moses udførte.
9 Helbredte Moses spedalskhed? Jesus helbredte mange spedalske i Israels land. Delte Moses Det røde Havs vande? Jesus gik på Galilæas sø og fik vandet til at lægge sig under et voldsomt uvejr. I fyrre år i ørkenen levede israelitterne af manna fra himmelen, og dog døde de. Jesus tilvejebragte en manna fra himmelen ved at ofre sit eget fuldkomne menneskeliv, for at alle som ved tro spiser deraf kan leve evigt. (Johannes 6:48-51) Moses helbredte aldrig så mange tilfælde af sygdom og svaghed som Jesus gjorde. Moses oprejste aldrig nogen fra de døde. Jesus oprejste flere fra de døde end profeterne Elias og Elisa; en af dem var Lazarus fra Betania, der havde været død og begravet i fire dage. (Johannes 11:1-45; 12:1-9) Selv Jesu fjender måtte indrømme at han gjorde mange tegn; de sagde: „Hvad skal vi gøre, for dette menneske gør mange tegn? Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.“ — Johannes 11:46-48; 12:37.
10. Hvordan vidnede Peter om Jesu mirakler, både over for jøder i Jerusalem og over for hedninger i Kæsarea?
10 Uden at overdrive kunne apostelen Peter sige til tusinder af jøder den dag man fejrede shavuot-festen (ugefesten) i år 33: „Israelitiske mænd, hør disse ord: Jesus Nazaræeren, en mand som over for jer offentligt er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, ganske som I selv ved.“ (Apostelgerninger 2:22) Nogle år senere sagde Peter, da han gjorde rede for sagen over for nogle interesserede hedninger i Kæsarea som var gunstigt stemt over for jøderne:
„I kender det der har været samtaleemne i hele Judæa, begyndende fra Galilæa efter den dåb som Johannes forkyndte, nemlig, Jesus der var fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen, for Gud var med ham. Og vi er vidner om alle de ting han gjorde både i jødernes land og i Jerusalem.“ — Apostelgerninger 10:37-39.
11, 12. (a) Hvordan ligner Jesus Moses som profet? (b) Hvad kan vi sige om opfyldelsen af Jesu mest omfattende profeti?
11 Var Moses profet? Ja, afgjort! Og det samme var Messias Jesus. Han fremsatte mange profetiske lignelser eller billeder. Han forudsagde at han ville blive forrådt af en af sine egne apostle, nemlig Judas, hvordan han ville blive henrettet og af hvem, og også at han ville blive oprejst fra graven på den tredje dag efter sin død. Han forudsagde Jerusalems ødelæggelse, som ville finde sted for romernes hånd i år 70. Hans mest omfattende profeti er den vi finder gengivet i Mattæus’ beretning, kapitlerne fireogtyve og femogtyve, Markus, kapitel tretten, og Lukas, kapitel enogtyve. Denne profeti fremsatte han som svar på sine disciples spørgsmål om hvornår Jerusalem og dets tempel ville blive ødelagt og hvad tegnet ville være på hans genkomst og „nærværelse“ (parousia) og på „afslutningen på tingenes ordning“.
12 Som et vidnesbyrd om denne profetis nøjagtighed gik dele af den i opfyldelse allerede dengang, i den daværende generations levetid. Og endnu mere bemærkelsesværdigt er det at de samme dele af profetien og endnu flere enkeltheder er gået i opfyldelse her i vor generations levetid siden 1914, idet vi siden dette år har haft krige, hungersnød, jordskælv, pest, forfølgelse af Jesu disciple, samt verdensomspændende veer. Og ifølge profetien er der endnu en ’stor trængsel’ uden sidestykke i vente. — Mattæus 24:21.
13. Var der profetier som pegede frem til og blev opfyldt på Moses? Hvordan ser det ud i Jesu tilfælde?
13 Der var ingen profetier som pegede frem til profeten Moses og blev opfyldt på ham. Men i alle De hebraiske Skrifter, fra Første Mosebog til Malakias’ bog, er der hundreder af profetier som blev opfyldt på Jesus fra hans fødsel og frem til hans død og opstandelse, og som beviser at han virkelig var Messias, den sæd der skulle hugges „i hælen“ af den store Slange, Satan Djævelen. Han påpegede selv dette over for sine disciple efter at Gud havde oprejst ham fra de døde. Beretningen i Lukas 24:25-48 oplyser:
„Så sagde han til dem: ’Åh, I uforstandige og langsomme af hjertet til at tro på alt det profeterne har sagt! Skulle Messias ikke lide dette og så gå ind til sin herlighed?’ Og idet han begyndte ved Moses og alle Profeterne, fortolkede han for dem det der i alle Skrifterne handlede om ham. . . .
Han sagde nu til dem: ’Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer, at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne nødvendigvis må opfyldes.’ Da åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne, og han sagde til dem: ’Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der på grundlag af hans navn skal forkyndes sindsændring til synders tilgivelse blandt alle nationerne — idet der begyndes fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting.’“
14. Hvad skrev Moses om forbandelser over Israel og om at gøre en forbryder til en Guds forbandelse? Hvem tog dette uden tvivl sigte på?
14 I Tredje Mosebog, kapitel seksogtyve, og Femte Mosebog 28:15-68 nedskrev profeten Moses alle de forbandelser der ville ramme israelitterne hvis de ikke overholdt deres lovpagt med Jehova Gud. Moses skrev også:
„Hvis en Mand har gjort sig skyldig i en Synd, der straffes med Døden, og han er slaaet ihjel, og du derefter har hængt ham op paa et Træ [fodnoten: eller Pæl], saa maa hans Lig ikke blive hængende Natten over paa Træet; men du skal begrave ham paa den samme Dag; ti en Hængt er en Guds Forbandelse, og du maa ikke besmitte din Jord, som Jahve, din Gud vil give dig i Eje.“ — 5 Mosebog 21:22, 23, Buhl.
Da Gud gav denne lov var det åbenbart med tanke på hans Messias. For at Israels nation kunne blive reddet fra den forbandelse der ville ramme den fordi den havde brudt sin lovpagt med Gud, måtte Messias dø på en pæl som en forbandet i Israels sted.
DØD OG HERLIGGØRELSE
15. Hvad skete der påskedag i år 33 for at Guds lam kunne blive henrettet af ikke-jøder?
15 På påskedagen, den 14. nisan, i år 33 blev påskelammet slagtet og tilberedt, også af Jesu apostle. (Mattæus 26:1-30; Markus 14:1-26; Lukas 22:1-39) Men hvad skulle der ske med ham som Johannes Døber havde kaldt „Guds lam som tager verdens synd bort“? (Johannes 1:29, 36) Sent samme nat, efter at man havde spist påskemåltidet, blev han forrådt af apostelen Judas Iskariot og arresteret af en bevæbnet skare der overgav ham til de religiøse ledere i Jerusalem. Han blev forhørt af den jødiske domstol, sanhedrinet, og dømt til døden på grundlag af disse jøders fortolkning af Loven. Da denne domstol ikke selv havde myndighed til at eksekvere dødsdommen, blev den domfældte Jesus overgivet til den hedenske landshøvding, Pontius Pilatus, som en fredsforstyrrer og en lovløs oprører. Hans anklagere insisterede på at få ham henrettet på en pæl.
16. Hvad sagde Jesus til Pilatus om sit rige og om sandheden?
16 Da Jesus blev forhørt af Pontius Pilatus forklarede han at hans messianske rige skulle være himmelsk, og ikke jordisk med sæde i Jerusalem i det mellemste østen. Da Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?“ svarede han: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ Hertil spurgte Pilatus: „Altså er du en konge, ikke sandt?“ Jesus svarede: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører efter min stemme.“ — Johannes 18:33-37.
17. Hvordan blev Jesus derefter „regnet blandt overtræderne“, og hvilket håb fremholdt han for den ene overtræder?
17 Modstræbende bøjede Pilatus sig for anklagernes krav om at få Jesus hængt på en pæl. Henrettelsesstedet viste sig at være Golgata („Hovedskalstedet“) uden for Jerusalems mur. Han blev hængt på en pæl mellem to forbrydere, to overtrædere. De der var kyndige i Moseloven betragtede Jesus, som han hang på pælen, som „en Guds Forbandelse“. Men skønt Jesus således „blev regnet blandt overtræderne“, havde han dog stadig håbet om et jordisk paradis i tanke, et paradis for hele menneskeheden under sit fremtidige messianske styre. Så da en af overtræderne, som erkendte at Jesus var en uskyldig mand og syndebuk for syndere, sagde til ham: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige,“ svarede han: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:39-43; 22:37.
18. Hvordan fik Jesus grav hos gudløse og hos den rige, og hvilken tilstand befandt han sig i da han var i Sheol?
18 Midt på eftermiddagen denne påskedag døde Jesus. „Han blottede sin sjæl til døden.“ „Han udtømte sin sjæl til døden.“ (Esajas 53:12, JPS; aut. overs. af 1931) I overensstemmelse med Femte Mosebog 21:22, 23 blev han begravet samme eftermiddag. Han blev lagt i en nyudhugget grav som tilhørte en rig mand, og på denne måde opfyldtes ordene: „Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund.“ (Esajas 53:9) Således gik Jesu sjæl til Sheol, menneskehedens fælles grav. Dér var den døde Jesus underlagt disse forhold: „De døde véd slet Intet, . . . der er ingen Virken eller Overvejen eller Indsigt eller Visdom i Sheol, hvor du gaar hen.“ — Prædikeren 9:5, 10, Buhl.
19. Hvornår og hvordan opfyldte Jehova profetien i Salme 16:10, og hvorfor opstår der et spørgsmål om hvor Jesus befandt sig?
19 Kong David havde imidlertid skrevet profetisk: „Thi Dødsriget [Sheol, NW; Buhl] giver du ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue graven [forrådnelse, LXX]. Du lærer mig livets vej; man mættes af glæde for dit åsyn, livsalighed er i din højre for evigt.“ (Salme 16:10, 11) I overensstemmelse med denne profeti, som han selv havde inspireret, oprejste Jehova, den almægtige Gud, Messias Jesus på den tredje dag, den 16. nisan, den dag da ypperstepræsten Kajfas i templet frembar „førstegrødeneget“ af byghøsten som et offer til Jehova. (3 Mosebog 23:9-14; 1 Korinter 15:20, 23) Det er rigtigt at den grav hvori Jesus var blevet lagt, blev fundet tom, men hvordan kunne det være at selv hans egne disciple ikke kunne finde ham nogen steder? Hvordan kunne det være at han i fyrre dage efter sin opstandelse pludselig kunne vise sig for dem og derefter pludselig forsvinde igen, som en bekræftelse på at han var i live, opstået fra de døde? — Apostelgerninger 1:1-3; Johannes 20:1-31; Mattæus 28:1-18.
20. Hvordan forklarer Peter Jesu opstandelse, og hvordan beskriver Paulus den tilsvarende opstandelse som Jesu disciple får?
20 Apostelen Peter, som den opstandne Jesus ved en lejlighed viste sig for privat, giver os forklaringen på at Jesus således kunne materialisere sig ligesom englene på de gamle profeters tid. Peter siger: „Kristus døde også for vore synder én gang for alle. Han, den retfærdige, led for de uretfærdige, for at føre os til Gud. I legemet blev han slået ihjel; i ånden blev han gjort levende. Og i ånden tog han hen og forkyndte sit budskab for de fængslede ånder.“ (1 Peter 3:18, 19, New English Bible; 1 Korinter 15:5; Lukas 24:34) Ved sin opstandelse erfarede han det samme som det der er forudsagt at hans trofaste disciple vil erfare ved deres opstandelse:
„Det sås i vanære, det oprejses i herlighed. Det sås i svaghed, det oprejses i kraft. Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.
Men dette siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden. . . . For dette forgængelige må nødvendigvis iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed. Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’“ — 1 Korinter 15:43-45, 50-54.
„For hvis vi er blevet forenet med ham i noget der ligner hans død, skal vi visselig også være forenet med ham i noget der ligner hans opstandelse.“ — Romerne 6:5.
21. Som hvad blev Jesus oprejst, og hvordan kunne han stadig være i besiddelse af sit offers fortjeneste?
21 De bibelske vidnesbyrd understreger således at Jesus Kristus blev oprejst som en åndesøn af Gud, udødelig og uforgængelig. (Apostelgerninger 13:32-37) Ved sin opstandelse fra de døde tog han altså ikke sit opofrede menneskelegeme tilbage fra Guds alter ved igen at blive et menneske. (Hebræerne 10:1-10) Ligesom offerdyrenes blod på den årlige forsoningsdag blev bragt ind i det Allerhelligste til soning af synd mens kroppene blev skaffet af vejen, sådan accepterede Gud Jesu menneskelige natur som et offer — og skaffede hans menneskelegeme af vejen. Hvordan? Vi ved det ikke. (Hebræerne 13:10-13; 3 Mosebog, kapitel 16) Skønt den almægtige Gud ikke oprejste sin søn Jesus Kristus i et menneskeligt legeme, var hans opstandne søn dog stadig i besiddelse af værdien eller fortjenesten af sit offer, som kunne sammenlignes med det offerblod den jødiske ypperstepræst bar ind i templets Allerhelligste for at skaffe soning for synd.
22, 23. (a) Hvad var Jesus nu i stand til at gøre, som forudskildret af ypperstepræsten på forsoningsdagen? (b) Hvordan var Jesus nu bedre i stand til at knuse Slangens hoved?
22 Som en åndesøn af Gud kunne Jesus Kristus vende tilbage til himmelen, og det gjorde han på den fyrretyvende dag efter sin opstandelse fra de døde. Nogle af hans trofaste disciple var vidne til hans himmelfart. (Apostelgerninger 1:1-11) Ligesom den jødiske ypperstepræst stænkede det sonende blod på pagtens gyldne ark i det Allerhelligste, sådan trådte Jesus frem for Gud i himmelen med værdien eller fortjenesten af sit fuldkomne opofrede menneskeliv. (Hebræerne 9:11-14, 24-26) Derefter gav den højeste Gud ham sæde ved sin højre hånd som „præst evindelig på Melkizedeks vis“. — Salme 110:1-4; Apostelgerninger 2:31-36; Hebræerne 5:10; 10:11-13.
23 På denne måde blev Guds søn belønnet med en himmelsk stilling som var højere end den han havde beklædt før han blev et fuldkomment menneske og blev ’hugget i hælen’ af den store Slange. Han antog igen sit førmenneskelige navn, Mikael, sådan at der igen fandtes en ærkeengel ved navn Mikael i himmelen. (Judas 9; Åbenbaringen 12:7) Guds kvindes herliggjorte „sæd“ var nu langt bedre rustet til at knuse Slangens hoved når Guds tid var inde. — 1 Mosebog 3:15.
24, 25. (a) Hvad kan både jøder og hedninger være glade for i forbindelse med Messias? (b) Hvilken indstilling tilskyndes vi til at have ifølge Filipperbrevet 2:5-11?
24 Hvor bør vi alle, både jøder og hedninger, være glade for at Guds lovede Messias er en udødelig himmelsk Messias, og ikke blot en jordisk „salvet“ som kong David! Under profetisk inspiration anerkendte David ydmygt denne højt ophøjede som sin Herre, og det samme bør vi gøre. Med følgende inspirerede ord tilskyndes vi til at have denne ydmyge, ærbødige indstilling:
25 „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus [mashiʹach] Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud [alligevel tænkte han ikke på at gribe efter lighed med Gud, NEB]. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus [Mashiʹach] er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:5-11. Se også Andet Korinterbrev 5:16.
[Studiespørgsmål]
