’Sædens’ jordiske slægtslinje følges
Kapitel 7
’Sædens’ jordiske slægtslinje følges
1. Hvorfor havde Abel, Enok og Noa med deres livsløb gjort Satan Djævelen mere desperat i hans forsøg på at komme den lovede „sæd“ til livs?
DET centrale i Guds „evige forsæt“ er den „sæd“ der skulle frembringes af Guds „kvinde“. Den strid der begyndte i Edens have mellem Satan og Gud, drejede sig om denne gådefulde „sæd“. Sådan måtte det være, for ’sæden’ skulle netop frembringes for at knuse den store Slanges hoved, og Satan Djævelen vidste at det var hans hoved det drejede sig om. (1 Mosebog 3:15) Satan var fast besluttet på at bryde den kommende „sæds“ integritet og derved gøre ham uegnet til at opfylde Guds forsæt. Ved Vandfloden var den første runde i striden mellem Satan og Gud forbi, og Satan var blevet den lille. Trods hans forsøg på at ødelægge menneskers integritet var der i det mindste tre efterkommere af den første mand og kvinde hvis integritet han ikke havde kunnet slå revner i. Abel, Enok og Noa havde svækket Satans selvtillid og gjort ham mere desperat i hans forsøg på at komme ’sæden’ til livs.
2. Hvilken start bør vi være taknemmelige for at Noa gav menneskeheden efter Vandfloden? Hvordan gjorde han det?
2 De næste seks hundrede og otteoghalvtreds år skulle vise sig at åbenbare mange enkeltheder i forbindelse med Guds kvindes „sæd“. Lige siden Vandfloden og frem til i dag har hele menneskeheden kunnet spore sin afstamning tilbage til Noa, der byggede arken som ydede sikkerhed under oversvømmelsen. Menneskehedens verden fik nu en retfærdig start, for Noa „vandrede med Gud“. (1 Mosebog 6:9) Ifølge arv var han ufuldkommen, men moralsk var han ulastelig, dadelfri, i Guds øjne. Hvor kan vi, hans efterkommere, være taknemmelige for dette! Straks da Noa var gået ud af arken og havde sat foden på Ararats bjerg, førte han an i tilbedelsen af menneskehedens Bevarer, Jehova Gud.
„Derpå byggede Noa [Jehova] et alter og tog nogle af alle de rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret. Og da [Jehova] indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: ’Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!’“ — 1 Mosebog 8:20-22; jævnfør Esajas 54:9.
3. Hvordan viste Lemeks profeti ved Noas fødsel sig at være sand, og hvad blev regnbuen et symbol på?
3 Den profeti som Noas fader Lemek havde udtalt over ham ved hans fødsel, viste sig at være sand. (1 Mosebog 5:29) Guds forbandelse af jorden uden for Edens have efter Adams overtrædelse blev hævet, og Noa (hvis navn betyder „hvile“) lod en liflig duft stige op til Gud fra sine brændofre, så Gud bestemte at menneskene skulle hvile fra sliddet med at opdyrke en forbandet jord. Gud lod også den første omtalte regnbue vise sig, idet solen nu skinnede direkte på jorden fordi vandbaldakinen var fjernet. Med denne regnbue som et tegn eller en garanti lovede Jehova at ’vandet ikke mere skulle blive til en vandflod som ødelægger alt kød’. Der vil aldrig mere komme en vandflod. — 1 Mosebog 9:8-15.
4. Hvilket spørgsmål opstod nu vedrørende den lovede „sæd“, efter at Noas tre sønner og deres hustruer havde overlevet Vandfloden sammen med Noa?
4 Sammen med Noa og hans hustru overlevede deres tre sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres hustruer. Gennem hvilken af disse tre sønner skulle slægtslinjen nu fortsætte frem til Guds kvindes „sæd“, der ville vise sig på jorden? Det valg der skulle træffes, ville komme til at øve sin indflydelse på de tre slægter der ville nedstamme fra de tre patriarker, Sem, Kam og Jafet. En profeti som Gud inspirerede Noa til at udtale over sine tre sønner ved en kritisk lejlighed, viste hvilken retning Guds gunst og velsignelse ville tage. Hvad var grundlaget herfor?
5. Hvad førte til at Noa udtalte en forbandelse over Kams søn Kana’an?
5 I lydighed mod Guds befaling til Noas sønner om at blive frugtbare på jorden, blev Sem fader til Arpaksjad to år efter Vandflodens begyndelse. (1 Mosebog 11:10) Med tiden blev Kam fader til Kana’an. (1 Mosebog 9:18; 10:6) Nogen tid efter Kana’ans fødsel var der en lejlighed da Noa, af en eller anden grund som ikke oplyses, blev beruset af vin fra sin vingård. Kam gik ind i Noas telt og så ham ligge afklædt, nøgen, men han gjorde intet for at skjule sin faders nøgenhed. Tværtimod røbede han for Sem og Jafet hvad han havde set. Af tilbørlig respekt for deres fader nægtede Sem og Jafet at se på Noas nøgenhed, og idet de gik baglæns ind til ham udbredte de et klæde over ham. De benyttede sig ikke af deres faders nøgenhed men bevarede deres dybe respekt for ham som deres fader og Jehovas profet.
„Da Noa vågnede af sin rus og fik at vide, hvad hans yngste søn havde gjort ved ham, sagde han: ’Forbandet være Kana’an, trælles træl blive han for sine brødre!’ Fremdeles sagde han: ’Lovet være [Jehova], Sems Gud, og Kana’an blive hans træl! Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte; og Kana’an blive hans træl!’“ — 1 Mosebog 9:20-27.
6. Gennem hvilken søn skulle slægtslinjen føre frem til Messias, ifølge Noas profeti?
6 Noa var ædru da han udtalte disse ord. På grund af Kams mangel på respekt, især i betragtning af Noas stilling som Guds profet, udtalte Noa en forbandelse, men ikke over hele den slægt der nedstammede fra Kam. Gud inspirerede ham til blot at forbande én af Kams sønner, nemlig Kana’an, hvis efterkommere bosatte sig i Kana’ans land i Palæstina. Kana’anæerne kom ganske rigtigt til at trælle for Sems efterkommere, nemlig da Gud førte israelitterne ind i Kana’ans land som en opfyldelse af sit løfte til hebræeren Abraham. Sem levede i fem hundrede og to år efter at Vandfloden var begyndt, så hans liv overlappede Abrahams med et hundrede og halvtreds år. (1 Mosebog 11:10, 11) Noa erklærede at Jehova var Sems Gud. Jehova skulle loves eller prises, for af frygt for ham havde Sem vist tilbørlig respekt for Noa som Guds profet. Jafet skulle behandles som gæst i Sems telte, og ikke som en træl ligesom Kana’an. Som vært for sin broder Jafet kom Sem til at indtage en højere stilling end denne i profetiens ordlyd. Det fremgik heraf at det var Sems slægtslinje der ville føre frem til Messias.
BABYLON GRUNDLÆGGES
7. Hvilken af Kams sønnesønner grundlagde det første babyloniske rige, og hvordan?
7 En anden af Kams efterkommere som det heller ikke gik så godt, var hans sønnesøn Nimrod. Da Noa levede tre hundrede og halvtreds år efter Vandflodens begyndelse, nåede han at se denne sin oldesøns vej til magten, og utvivlsomt også hans fald. (1 Mosebog 9:28, 29) Nimrod grundlagde en organisation der optrådte som en del af den store Slanges, Satan Djævelens, synlige „sæd“. I Første Mosebog 10:8-12 læser vi: „Og Kusj blev fader til Nimrod. Han var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova. Derfor er der et mundheld der lyder: ’Ligesom Nimrod en mægtig jæger i opposition til Jehova.’ Og begyndelsen til hans rige var Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land. Fra dette land drog han til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve og Rehobot-Ir og Kela og Resen mellem Nineve og Kela: dette er den store by.“ (NW) Ifølge dette var det Nimrod der grundlagde det første babyloniske rige.
8, 9. (a) Hvorfor valgte Jehova ikke Babel som den by han knyttede sit navn til? (b) Hvis sprog blev ikke ændret i Babel?
8 Det var i Babel (af de græsktalende jøder kaldet Babylon) menneskenes sprog blev forvirret, da Jehova Gud viste sit mishag med at man byggede byen og et tårn deri til falsk tilbedelse, idet bygningsmændene søgte at skabe sig selv et navn og undgå at blive ’spredt ud over hele jorden’. De forudså ikke det forfald der i dag præger storbyerne. (1 Mosebog 11:1-9) Skønt Nimrods babyloniske rige var det første rige på jorden, blev det ikke det første verdensrige i Bibelens beretning. Det gjorde det gamle Ægypten. Babels politiske magt blev svækket fordi bygningsmændene, splittet af de sprogforskelle som Jehova fremkaldte, blev nødt til at sprede sig ud over hele jorden.
9 Jehova Gud valgte ikke Babylon som den by han knyttede sit navn til. Noa og hans velsignede søn Sem havde ingen andel i at bygge Babel og dets tårn til falsk tilbedelse, og deres sprog blev ikke forvirret.
10, 11. (a) Gennem hvilken af Sems efterkommere blev det, endnu mens Sem levede, vist at den lovede „sæds“ slægtslinje skulle gå? (b) Med hvilke ord blev dette åbenbaret, og for hvem?
10 To år efter Noas død i år 2020 f.v.t. blev Abraham født i Sems slægtslinje, endnu mens Sem levede. Denne efterkommer viste sig at blive en tilbeder af Sems Gud, Jehova. Sem kunne virkelig være tilfreds da han erfarede hvilke betagende oplysninger Jehova åbenbarede for Abraham. Disse oplysninger viste at Jehova blev ved sit „evige forsæt“, som han havde fattet i Edens have efter Evas og Adams overtrædelse. Oplysningerne viste at det — ud af alle Sems efterkommere — var Abrahams slægt der ville føre frem til Guds kvindes „sæd“. Hvordan lød de ord Gud åbenbarede for Abraham, som på det tidspunkt blev kaldt Abram?
11 Abram (Abraham) boede i Mesopotamien, i byen Ur i Kaldæa ikke langt fra Babylon (Babel), da ordene blev åbenbaret for ham. Første Mosebog 12:1-3 siger: „[Jehova] sagde til Abram: ’Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes [alle jordens slægter skal i sandhed velsigne sig ved hjælp af dig, NW]!’“
12. For hvem var denne åbenbaring en god nyhed, og hvilken tidsalder kan siges at være begyndt med denne åbenbaring?
12 „Alle jordens slægter“ — det omfatter også os og vore familier i dag, her i det tyvende århundrede! De der tilhører vore familier kan skaffe sig en velsignelse ved hjælp af denne Abram (Abraham) fra fortiden! Det er i sandhed en god nyhed! Nyheden blev meddelt den postdiluvianske menneskeverden helt tilbage i det tyvende århundrede før vor tidsregning. Senere blev dens betydning kommenteret med disse inspirerede ord: „I ved jo at det er dem der holder sig til tro som er Abrahams sønner. Da Skriften nu forudså at Gud ville erklære folk fra nationerne retfærdige som følge af tro, forkyndte den forud denne gode nyhed for Abraham: ’Ved hjælp af dig skal alle nationerne velsignes.’“ (Galaterne 3:7, 8) I betragtning af dette kan vi med rette sige at den gode nyheds tidsalder (eller evangeliealderen, som nogle måske vil foretrække at kalde den) begyndte allerede dengang, kort før Abraham adlød Guds befaling.
13. (a) Hvordan var Abrahams kødelige tilstand da Gud befalede ham at rejse ud fra sit land, og hvad var det således der betød noget for Gud? (b) Hvornår gik Abraham over Eufratfloden?
13 Da Gud udvalgte Abraham til at være den kanal hvorigennem alle slægter og nationer skulle velsigne sig, var han endnu ikke omskåret i kødet. Guds befaling til Abraham om at lade sig selv og alle af mandkøn i sit hus omskære lød ikke før mindst fireogtyve år senere, året før hans søn Isak blev født (1918 f.v.t.). Hvis ikke det var Abrahams kødelige tilstand der betød noget for Gud, hvad var det da? Det var Abrahams tro. Jehova Gud vidste at Abraham troede på ham. Det var ikke forgæves han befalede Abraham at drage ud fra sit hjemland. Abraham brød op med det samme og flyttede med sin husstand mod nordvest til Karan, og efter at hans fader Tara var død i Karan gik han over Eufratfloden og drog ned mod det land Gud ville vise ham. Han krydsede Eufratfloden den 14. nisan i foråret 1943 f.v.t., eller 430 år før hans efterkommere fejrede den første påske nede i Ægypten. — 2 Mosebog 12:40-42, NW; Galaterne 3:17
14. Hvad sagde Jehova til Abraham i Kana’ans land, og hvad gjorde Abraham derefter?
14 Profeten Moses nedfældede en beretning om dette. Han skrev: „Og Abram gik, som [Jehova] sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var femoghalvfjerdsindstyve år, da han drog fra Karan; og Abram tog sin hustru Saraj og sin brodersøn Lot og al den ejendom, de havde samlet sig, og de folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på vej til Kana’ans land og nåede derhen. Derpå drog Abram gennem landet til Sikems hellige sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang kana’anæerne boede i landet. Men [Jehova] åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: ’Dit afkom giver jeg dette land!’ Da byggede han der et alter for [Jehova], som havde åbenbaret sig for ham.“ — 1 Mosebog 12:4-7; Apostelgerninger 7:4, 5.
15. Hvorfor ville Guds løfte om at Abraham ville få en „sæd“ kræve et mirakel, og hvilket endnu større mirakel ville dette medføre?
15 Selv om Abram på det tidspunkt var femoghalvfjerds år gammel og endnu ikke havde nogen børn, ikke noget barn med sin femogtresårige hustru Saraj, lovede Jehova ham altså at han ville få en sæd eller et afkom til hvem Jehova ville give Kana’ans land. Abraham tog imod dette guddommelige løfte i tro, for i betragtning af varigheden af kvinders forplantningsevne dengang var det noget nær et mirakel Gud havde lovet. Fireogtyve år senere, da Abraham hørte at han skulle få en søn med sin hustru Sara, lo han og sagde i sit hjerte: „Kan en hundredårig få børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve år føde en søn?“ (1 Mosebog 17:17; 18:12-14) Hvis dette var noget usædvanligt, noget ud over det almindelige, ville den handling der skulle til for at opfylde Guds profeti i Første Mosebog 3:15 være et endnu større mirakel. Guds „kvinde“ var jo himmelsk og hendes lovede „sæd“ ville være himmelsk, og dog skulle denne „sæd“ fremstå i Abrahams jordiske slægtslinje. På denne måde kunne denne „sæd“ fra Guds „kvinde“ kaldes „Abrahams sæd“, ja „Abrahams søn“.
16. Hvilke spørgsmål rejses vedrørende „sæden“ på grund af Guds løfte om at lade folkeslag og konger nedstamme fra Abraham og Sara?
16 Da Gud ved sin engel forsikrede Abraham om at han ville få en søn med sin hustru Sara, en søn som skulle hedde Isak, sagde han til Abraham: „Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og konger skal nedstamme fra dig. . . . jeg vil velsigne hende [Sara] og give dig en søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folk, og folkeslags konger skal nedstamme fra hende!“ (1 Mosebog 17:6, 16) Hvilket af disse „folk“ ville nu blive Jehovas begunstigede folk? Ville det have en konge over sig? Ville Guds kvindes „sæd“ blive denne konge? Det er kun naturligt at stille sådanne spørgsmål.
MELKIZEDEK
17. Ved hvilken lejlighed havde Abraham sit mest betydningsfulde møde med en konge i Kana’ans land, og hvorfor betalte Abraham tiende til ham?
17 Før dette havde Abraham været i berøring med jordiske konger. Mest betydningsfuldt var mødet med en fremtrædende konge i Kana’ans land. Abraham havde været nødt til at redde sin nevø Lot fra fire konger som var trængt ind i Kana’ans land og havde slået fem af landets konger og bortført fanger, deriblandt Lot. På tilbagevejen fra sin sejr over disse fire konger der havde været på plyndringstogt, nærmede Abraham sig byen Salem i bjergene vest for Det døde Hav. „Men Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd!’ Og Abram gav ham tiende af alt.“ (1 Mosebog 14:18-20) Som Melkizedek sagde var det Gud den Allerhøjeste der havde overgivet Abrahams fjender i hans hånd, og derfor var det helt på sin plads at Abraham gav en tiendedel af hele byttet til Gud den Allerhøjestes præst, Melkizedek.
18. Hvorfor var Melkizedeks velsignelse af Abraham ikke tomme ord, og hvordan viste David at Melkizedek indtager en vigtig plads i Guds forsæt?
18 Melkizedeks velsignelse af Abraham var ikke tomme ord. Den havde sin betydning, og den var i tråd med Jehovas eget løfte om at Abraham skulle være en velsignelse for alle jordens slægter — at alle slægter skulle skaffe sig en velsignelse ved hjælp af ham. (1 Mosebog 12:3) Selv om denne gådefulde kongepræst, Melkizedek, kun nævnes så kort i historien, blev han ikke glemt. Ni hundrede år senere inspirerede Gud den Allerhøjeste en anden konge af Salem, kong David af Jerusalem, til at profetere og vise hvor stor betydning Melkizedek havde haft i Gud den Allerhøjestes forsæt. I henhold til Davids profeti skildrede Melkizedek en større konge, en som endog var større end David, en som selv David ville være nødt til at kalde „min herre“. Denne forudskildrede konge ville være ingen ringere end Messias, Guds kvindes „sæd“. Drevet af Guds hellige ånd skrev David i Salme 110:1-4:
„[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender! Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød. [Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“
19. Hvem måtte den konge der ifølge profetien skulle sidde med sin „vældes spir“ på Zions bjerg være en efterkommer af, og hvorfor gjaldt Davids profeti ikke en af kongerne fra Salomon frem til Zedekias?
19 Læg mærke til hvad der ligger i disse inspirerede ord. At kong David sagde at Jehova ville udrække kongens „vældes spir“ fra Zion, peger på at denne konge ville være en kødelig efterkommer af David. Ifølge Jehovas pagt med David om et evigt rige var det nemlig kun Davids kødelige efterkommere der ville sidde som konger på Zions bjerg med herskerspir eller kongescepter. (2 Samuel 7:8-16) Den hvis „vældes spir“ ville blive udrakt fra Zion, ville derfor blive kaldt „Davids søn“. Men David sigtede ikke her profetisk til sin søn Salomon, der blev den mest glorværdige konge i Davids slægt som fra sin trone på Zions bjerg herskede over alle sit folks tolv stammer. David titulerede aldrig sin søn Salomon „min herre“, og det gjorde han heller ikke over for nogen af de konger der efterfulgte Salomon på Zion, hele vejen frem til kong Zedekias. Desuden var hverken Salomon eller nogen af de efterfølgende konger på Zions bjerg præster samtidig med at de var konger, sådan som Melkizedek var. — 2 Krønikebog 26:16-23.
20. Hvordan ville den omtalte konge, skønt han var Davids søn, dog blive Davids „herre“?
20 Men eftersom den lovede hersker skulle være kong Davids „søn“, hvorfor omtalte David ham da som „min herre“? Grunden var at denne særlige ’søn af David’ skulle være en konge som var langt højere end David. Skønt David sad på ’Jehovas trone’ på det jordiske Zions bjerg, steg han aldrig, heller ikke ved sin død, op til himmelen og satte sig ved Jehovas „højre hånd“. Men den der blev Davids „herre“ ville gøre dette. Hans kongelige stilling ved Jehovas højre hånd i himmelen kunne omtales som et himmelsk Zions bjerg, idet den billedligt blev skildret ved det jordiske Zions bjerg, der dengang lå inden for Jerusalems mure men ikke gør det længere. Det var som Jehova selv sagde om Messias i Salme 89:28: „Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt jordens konger.“ Ikke alene ville han blive en herre og konge som var højere end David, men han ville også for evigt blive Gud den Allerhøjestes præst, ligesom Melkizedek, kongen i det gamle Salem. — Salme 76:3; 110:4.
21. Hvorfor ville Abrahams navn således blive stort?
21 Lidet anede patriarken Abraham dengang, i det tyvende århundrede før vor tidsregning, at de konger som han og hans hustru Sara skulle blive stamforældre til, ville omfatte den messianske konge der blev forudskildret ved Melkizedek, til hvem Abraham betalte tiende af alt sit erobrede bytte. Intet under at Abrahams navn skulle blive stort — med tilknytning til en sådan kongepræst! Intet under at alle jordens slægter ville velsigne sig eller skaffe sig en velsignelse ved hjælp af Abraham — gennem denne præstekonge ligesom Melkizedek! — 1 Mosebog 12:3.
GUDS VEN
22. Hvordan viste Gud med et billede at hans udvalgte nation ville nedstamme fra Abrahams egen søn og arving?
22 Efter Abrahams sejr over de fire invaderende konger lovede Gud ham den nødvendige beskyttelse og at han ville få en søn der kunne arve ham. Med et billede forsikrede Gud Abraham om at det folk eller den nation han udvalgte, ville nedstamme fra denne søn og arving: „Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: ’Se op mod himmelen og prøv, om du kan tælle stjernerne!’ Og han sagde til ham: ’Således skal dit afkom blive!’ Da troede Abram [Jehova], og Han regnede ham det til retfærdighed.“ — 1 Mosebog 15:1-6.
23. På grundlag af hvad blev retfærdigheden tilregnet Abraham, og hvad blev han retfærdiggjort til?
23 Lad os Ikke glemme at Abraham på dette tidspunkt endnu var en uomskåren hebræer. Retfærdigheden blev derfor ikke tilregnet Abraham fordi han var omskåret i kødet; den blev tilregnet ham fordi han troede på Jehova, der åbenbarede ham en del af sit forsæt. Abraham blev altså regnet retfærdig ind for Gud; han blev retfærdiggjort til venskab med Jehova Gud. Århundreder senere betegnede kong Josafat af Jerusalem Abraham som Jehovas ven. Endnu senere omtalte Jehova ham gennem profeten Esajas som „Abraham, min ven“. (2 Krønikebog 20:7; Esajas 41:8) Dette viser hvor værdifuld, hvor vigtig, troen på Jehova er i forbindelse med hans „sæd“.
24. Hvordan blev Abraham fader til Ismael og derefter til Isak?
24 På opfordring af sin aldrende og ufrugtbare hustru, Sara, fik Abraham i 1932 f.v.t. en søn med hendes ægyptiske trælpige Hagar, og han kaldte denne søn Ismael. (1 Mosebog 16:1-16) Tretten år senere, i 1919 f.v.t., sagde Jehova til Abraham at Ismael ikke skulle være den sande „sæd“, men at en søn med hans hustru Sara skulle være den udvalgte „sæd“. Det ville blive en fri kvindes søn. Og året efter blev Isak født, da Sara var halvfems år gammel. „Abraham var 100 år gammel, da hans søn Isak fødtes ham.“ På den ottende dag blev Isak omskåret, ligesom hans fader Abraham var blevet det kun et år forinden. — 1 Mosebog 21:1-5.
25. Hvad viser beretningen med hensyn til om Jehova dannede én nation ud af alle Abrahams sønner?
25 Det er interessant at bemærke at Gud ikke gjorde én nation ud af Abrahams to sønner, Ismael, den førstefødte, og Isak, en nation bestående af to stammer. Nej, fem år senere, på sin hustru Saras indtrængende anmodning, sendte Abraham tværtimod Hagar og hendes søn Ismael bort fra sin husstand så de kunne gå hvorhen de ville og måtte klare sig selv. (1 Mosebog 21:8-21) Heller ikke senere, efter Saras død i 1881 f.v.t., gjorde Gud én nation ud af Isak og de sønner Abraham havde med sin medhustru Ketura, en nation med syv stammer. „Abraham gav Isak alt, hvad han ejede; men de sønner, Abraham havde med sine medhustruer, skænkede han gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin søn Isak, østpå til Østlandet.“ — 1 Mosebog 25:1-6.
26. For hvilken beundringsværdig handling som vidnede om hans tro fik Abraham en særlig velsignelse i Morija land, og hvordan lød den?
26 En meget beundringsværdig handling som vidnede om Abrahams tro, førte til en stor velsignelse for denne ven af Jehova. Det skete efter en gennemgribende prøve på Abrahams tro og hans lydighed mod den højeste Gud. Velsignelsen, der udtrykte Guds godkendelse, blev udtalt på en bjergtop i Morija land, efter manges mening på det sted hvor kong Salomon århundreder senere byggede det prægtige tempel for Jehova. (2 Krønikebog 3:1) Dér, på det sted Jehova havde udpeget, oven på noget brænde som var bredt ud på et nyrejst stenalter, lå en ung mand. Det var Isak. Ved siden af alteret stod hans fader, Abraham, med en offerkniv i hånden. Han skulle lige til at udføre Guds befaling og dræbe Isak og bringe ham som et brændoffer til den Gud der i sin tid havde givet ham drengen ved et mirakel.
„Da råbte [Jehovas] engel til ham fra Himmelen: ’Abraham, Abraham! . . . Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!’ . . . Men [Jehovas] engel råbte atter til Abraham fra Himmelen: ’Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra [Jehova]: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes [ved hjælp af din sæd skal alle jordens nationer i sandhed velsigne sig, NW], fordi du adlød mig!’“ — 1 Mosebog 22:1-18.
27. Hvad viste denne guddommelige erklæring med hensyn til udvælgelsen af ’sæden’ og med hensyn til at opnå en velsignelse gennem den?
27 Det betød at den lovede „sæd“ ved hjælp af hvilken alle nationer skulle skaffe sig en velsignelse, ville komme gennem Isaks slægt. Derved viste Jehova at det var ham der valgte slægtslinjen, og at Isaks halvbrødre ikke ville få nogen andel i at frembringe ’sæden’. Dog kunne de nationer der nedstammede fra Isaks halvbrødre skaffe sig en velsignelse ved hjælp af denne „sæd“. Alle nationer i dag, det vil sige folk af alle nationaliteter i dag, kan ligeledes opnå en velsignelse gennem Abrahams „sæd“.
28. Hvilke begivenheder i forbindelse med sin slægtslinje levede Sem længe nok til at høre om?
28 Patriarken Sem, der overlevede den verdensomspændende vandflod, levede så længe at han kunne høre om denne guddommelige velsignelse af Abraham; ja, han levede længe nok til at høre om Isaks ægteskab med den smukke Rebekka fra Karan i Mesopotamien. Sem levede indtil år 1868 f.v.t., ti år efter Isaks bryllup, men han levede ikke længe nok til at se de børn Isak fik i sit ægteskab. Det gjorde Abraham imidlertid. — 1 Mosebog 11:11; 25:7.
[Studiespørgsmål]
