Guds navn — dets betydning og udtale

EN AF bibelskribenterne spurgte engang: „Hvem har samlet vinden i sine hule hænder? Hvem har indsvøbt vandene i sin kappe? Hvem har fastsat alle jordens ender? Hvad er hans navn, og hvad er hans søns navn — hvis du da ved det?“ (Ordsprogene 30:4) Hvordan kan vi finde ud af hvad Guds navn er? Det er et vigtigt spørgsmål. Skaberværket er et magtfuldt bevis på at Gud er til, men det fortæller os ikke hvad han hedder. (Romerne 1:20) Faktisk kunne vi aldrig få Guds navn at vide medmindre han selv fortalte os det. Det har han imidlertid gjort — i sit skrevne ord, Bibelen.

Ved en af de mere kendte lejligheder i bibelhistorien udtalte Gud sit navn over for Moses. Moses nedskrev en beretning herom, og denne beretning er blevet bevaret i Bibelen til vor tid. (2 Mosebog 34:5) Gud skrev endog sit navn med sin „finger“. Efter at han havde givet Moses det vi i dag kalder de ti bud, nedskrev han dem mirakuløst. Det hedder i beretningen: „Så snart [Gud] var færdig med at tale med Moses på Sinaj bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler der var beskrevet med Guds finger.“ (2 Mosebog 31:18) I den oprindelige udgave af de ti bud forekommer Guds navn otte gange. (2 Mosebog 20:1-17) Gud har altså selv åbenbaret sit navn for menneskene, både mundtligt og skriftligt. Hvad er da hans navn?

På hebraisk skrives det יחוח. Disse fire bogstaver, der kaldes tetragrammet, læses fra højre til venstre og kan på mange nutidssprog gengives med YHWH eller JHVH. Guds navn, skrevet med disse fire konsonanter, forekommer næsten 7000 gange i det oprindelige „Gamle Testamente“, De hebraiske Skrifter.

Navnet er en form af et hebraisk udsagnsord, hawahʹ (חוח), „at blive“, og betyder egentlig „Han lader blive“. * Det navn Gud bærer, betegner ham altså som den der skridt for skridt opfylder sine løfter og den der med usvigelig sikkerhed gennemfører sine hensigter. Kun den sande Gud kunne bære et navn med denne betydning.

Kan du huske de forskellige måder Guds navn var gengivet på i Salme 83:19, sådan som det blev vist i det  foregående afsnit (side 5)? To af de anførte oversættelser havde udskiftet Guds navn med en titel („Herren“ eller „HERREN“). Men i de to andre eksempler, hvor navnet er gengivet med Jahve og Jehova, genfinder vi de oprindelige bogstaver i Guds navn (bortset fra at det sidste „h“ er bortfaldet). Men der angives to forskellige måder at udtale det på. Hvorfor?

Hvordan udtales Guds navn?

Sandheden er at ingen med sikkerhed kan sige hvordan Guds navn oprindelig blev udtalt. Hvorfor ikke? Fordi den første del af Bibelen blev skrevet på hebraisk, og når man skrev hebraisk, skrev man kun konsonanterne — ikke vokalerne. Når bibelskribenterne skrev Guds navn, gjorde de naturligvis det samme og skrev kun konsonanterne.

Så længe oldhebraisk var et almindeligt talesprog, var dette ikke noget problem. Israelitterne var fortrolige med hvordan navnet skulle udtales, og når de så det på skrift, indføjede de  selv vokalerne uden at tænke over det (ligesom en dansk læser vil vide at forkortelsen „jfr.“ står for „jævnfør“ og „sml.“ for „sammenlign“).

Der skete imidlertid to ting som ændrede dette. Først opstod der blandt jøderne en overtroisk forestilling om at det var forkert at sige Guds navn højt; når de kom til det under deres bibellæsning, udtalte de derfor det hebraiske ord ’Adhonajʹ („suveræne Herre“) i stedet for. Det andet der skete, var at det gamle hebraiske sprog med tiden gik af brug som hverdagssprog, og dermed gik den oprindelige hebraiske udtale af Guds navn i glemme.

For at udtalen af det hebraiske sprog som helhed ikke skulle blive glemt, opfandt nogle jødiske lærde i anden halvdel af det første årtusind e.v.t. et system af prikker og streger til at angive de manglende vokaler, og de anbragte disse tegn rundt om konsonanterne i den hebraiske bibel. Dermed blev både vokalerne og konsonanterne skrevet ned, og udtalen, som den var på den tid, blev bevaret.

Ved Guds navn satte de imidlertid ikke de rigtige vokaltegn, men i de fleste tilfælde et sæt vokaltegn der mindede læseren om at han skulle læse ’Adhonajʹ. Dette førte til stavemåden Iehouah, og derfor blev „Jehova“ efterhånden den almindelige udtale af navnet på dansk og andre sprog. Denne form har bevaret de væsentlige elementer af Guds navn fra den oprindelige hebraiske tekst.

Hvilken udtale bør vi bruge?

Hvor er udtalen Jahve så kommet fra? Det er en form der er blevet foreslået af lærde i nyere tid som har forsøgt at finde tilbage til den oprindelige udtale af Guds navn. Nogle — men ikke alle — mener at israelitterne før Jesu tid sandsynligvis udtalte Guds navn Jahve. Men ingen kan vide det med sikkerhed. Måske udtalte de det sådan, måske ikke.

 Mange foretrækker imidlertid udtalen Jehova fordi den, i modsætning til Jahve, er den gængse og velkendte udtale. Men ville det ikke være bedre at bruge en form der muligvis ligger tættere på den oprindelige udtale? Nej, egentlig ikke, for det er ikke den praksis man normalt følger med bibelske navne.

Lad os, for at tage det mest fremtrædende eksempel, betragte navnet Jesus. Ved du hvordan Jesu familie og venner sagde hans navn når de talte med ham under hans opvækst i Nazaret? Intet menneske ved det med sikkerhed. De har muligvis sagt noget i retning af Jesjua (eller Jehosjua). I hvert fald sagde de ikke Jesus.

Men da beretningerne om hans liv blev nedskrevet på græsk, forsøgte de inspirerede skribenter ikke at bevare denne oprindelige hebraiske udtale af navnet. De gengav det derimod i den græske form Iesousʹ. I dag gengives det forskelligt, alt efter hvilket sprog der er tale om. Spanske bibellæsere møder formen Jesús (udtales Hesusʹ), italienerne staver det Gesù (udtales Djesuʹ),  og englænderne skriver Jesus (udtales Djiʹsås).

Skal vi holde op med at bruge Jesu navn fordi vi ikke ved hvordan det oprindelig blev udtalt? Indtil nu har ingen oversætter foreslået dette. Vi kan lide at bruge navnet, for det betegner Guds elskede søn, Jesus Kristus, der gav sit livsblod for os. Ville man ære Jesus ved at fjerne hans navn alle de steder det forekommer i Bibelen, og i stedet indføre en titel som „Mester“, „Lærer“ eller „Mellemmand“? Naturligvis ikke! Vi kan forestille os Jesus og opnå et forhold til ham når vi bruger hans navn på den måde det almindeligvis udtales på vort sprog.

Noget tilsvarende kan siges om alle de andre navne vi læser i Bibelen. Vi udtaler dem på vort eget sprog og forsøger ikke at efterligne den oprindelige udtale. Vi siger for eksempel „Jeremias“, ikke Jirmejaʹhu. Og vi siger Esajas, selv om denne profet på sin tid uden tvivl blev kaldt Jesja‛jaʹhu. Endog lærde som kender den oprindelige udtale af disse navne bruger den nutidige, gængse udtale når de omtaler dem.

Det samme gælder Guds navn. Selv om den nutidige udtale, Jehova, ikke svarer nøjagtigt til den oprindelige hebraiske udtale, forklejner man på ingen måde navnet ved at bruge denne form. Jehova er stadig navnet på Skaberen, den levende Gud, den Almægtige, til hvem Jesus sagde: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ — Mattæus 6:9.

’Det er umuligt at erstatte det med et andet ord’

Skønt mange oversættere hælder til udtalen Jahve, har Ny Verden-oversættelsen og flere andre oversættelser bibeholdt formen Jehova, fordi denne form har været kendt og brugt i  århundreder. Desuden indeholder den, lige så vel som andre former, de oprindelige bogstaver i tetragrammet, JHVH. *

For nogle år siden traf den tyske professor Gustav Friedrich Oehler den samme afgørelse med stort set den samme begrundelse. Efter at han havde omtalt forskellige måder at udtale navnet på, skrev han: „Herefter bruger jeg ordet Jehova, for faktisk er dette navn nu blevet optaget i vort ordforråd, og det er . . . umuligt at erstatte det med et andet ord.“ — Theologie des Alten Testaments, anden udgave, udgivet i 1882, side 143.

Og i sin hebraiske grammatik, Grammaire de l’hébreu biblique (1923-udgaven, fodnote på side 49), siger jesuitten Paul Joüon: „I stedet for (den hypotetiske form) Yahweh, har vi i vore oversættelser brugt formen Jéhovah . . . som er den traditionelle litterære form der anvendes på fransk.“ På mange andre sprog benytter bibeloversættere en tilsvarende form, som det fremgår af oversigten på side 8.

Vil det da være forkert at bruge en form som Jahve eller Yahweh? På ingen måde. Alt taler blot for at læseren vil være mere fortrolig med formen Jehova, fordi det er den form der er gået naturligt ind i de fleste sprog. Det væsentlige er at vi bruger navnet og gør andre bekendt med det. „Tak Jehova! Påkald hans navn. Gør hans gerninger kendt blandt folkeslagene. Mind om at hans navn er ophøjet.“ — Esajas 12:4.

Lad os se hvordan Guds tjenere op gennem tiden har fulgt denne befaling.

[Fodnoter]

[Ramme på side 7]

Forskellige lærde har forskellige opfattelser af hvordan navnet JHVH oprindelig blev udtalt.

I bogen The Mysterious Name of Y.H.W.H. (side 74) giver dr. M. Reisel udtryk for at „vokaliseringen af tetragrammet oprindelig må have været JeHūàH eller JaHūàH“.

Kannik D. D. Williams fra Cambridge har hævdet at „vidnesbyrdene tyder på, nej så godt som beviser, at Jahve ikke var den rette udtale af tetragrammet . . . Selve navnet var sandsynligvis JĀHÔH“. — Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft, 1936, årgang 54, side 269.

I glosariet i den reviderede udgave af den franske Segond-Bibel findes på side 9 følgende kommentar: „Udtalen Jahve, der benyttes i visse nyere oversættelser, bygger på nogle få gamle vidner, men deres vidnesbyrd er ikke afgørende. Hvis man tager personnavne der indbefatter det guddommelige navn i betragtning, som for eksempel det hebraiske navn på profeten Elias (Elijahu), kunne udtalen lige så godt være Jaho eller Jahu.“

I 1749 skrev den tyske bibeloversætter D. Romanus Teller om forskellige former af Guds navn han havde læst: „Diodorus Siculus, Macrobius, Clemens fra Alexandria, Sankt Hieronymus og Origenes skrev Jao; samaritanerne, Epifanios, Theodoretos, Jahe eller Jave; Louis Cappel har Javoh; Drusius, Jahve; Hottinger, Jehva; Mercerus, Jehovah; Castellio, Jovah; og le Clerc, Jawoh eller Javoh.“

Det er således tydeligt at man ikke længere ved hvordan Guds navn oprindelig blev udtalt. Det har heller ikke den store betydning. Hvis det havde, ville Gud selv have sørget for at den rette udtale var blevet bevaret til os. Det der betyder noget, er at vi bruger Guds navn som det almindeligvis udtales på vort eget sprog.

[Ramme på side 8]

Former af Guds navn på forskellige sprog. Denne oversigt viser at formen Jehova er internationalt anerkendt

Awabakal — Yehóa

Bugotu — Jihova

Cantonesisk — Yehwowah

Dansk — Jehova

Efik — Jehovah

Engelsk — Jehovah

Fijiansk — Jiova

Finsk — Jehova

Fransk — Jéhovah

Futuna — Ihova

Hollandsk — Jehovah

Igbo — Jehova

Italiensk — Geova

Japansk — Ehoba

Maori — Ihowa

Motu — Iehova

Mwala-malu — Jihova

Narrinyeri — Jehovah

Nembe — Jihova

Petats — Jihouva

Polsk — Jehowa

Portugisisk — Jeová

Rumænsk — Iehova

Samoansk — Ieova

Sotho — Jehova

Spansk — Jehová

Svensk — Jehova

Swahili — Yehova

Tagalog — Jehova

Tahitisk — Jehovah

Tongansk — Jihova

Tysk — Jehova

Ungarsk — Jehova

Venda — Yehova

Xhosa — uYehova

Yoruba — Jehofah

Zulu — uJehova

[Ramme på side 11]

„Jehova“ er også den almindeligt anvendte form af Guds navn i ikke-bibelske sammenhænge.

Franz Schubert komponerede musikken til sangen „Die Allmacht“, skrevet af Johann Ladislav Pyrker, hvori navnet Jehova forekommer to gange. Det bruges også i slutningen af sidste scene af Verdis opera „Nebukadnezar“.

Navnet Jehova har desuden en fremtrædende plads i den schweiziske komponist Arthur Honeggers oratorium „Kong David“, og den berømte franske forfatter Victor Hugo brugte det i over 30 af sine værker. H. C. Andersen anvendte det i en af sine rejseskildringer, og Ebbe Kløvedal Reich nævner det i flere af sine bøger.

I bogen Deutsche Taler, der blev udgivet i 1967 af Den tyske Forbundsbank, er der et billede af en af de ældste mønter som bærer navnet „Jehova“, en rigsdaler fra 1634 fra hertugdømmet Schlesien. På møntens bagside findes et billede som bogen beskriver på denne måde: „Under navnet JEHOVA, der omgivet af stråleglans hæver sig op af skylaget, findes et kronet skjold med det schlesiske våben.“

På et museum i Rudolstadt i Østtyskland er der udstillet en rustning som blev båret af den svenske konge Gustav II Adolf fra 1600-tallet. På kraven står navnet JEHOVA skrevet med store bogstaver.

Dette viser at „Jehova“ i århundreder har været den internationalt anerkendte form af Guds navn, og når folk hører navnet udtalt på denne måde, vil de straks vide hvem der er tale om. Som professor Oehler skrev: ’Dette navn er nu blevet optaget i vort ordforråd, og det er umuligt at erstatte det med et andet ord.’ — Theologie des Alten Testaments.

[Illustration på side 6]

Detalje af engel med Guds navn på pave Clemens XIII’s grav i Peterskirken

[Illustration på side 7]

Der er mange mønter som bærer Guds navn. Denne, med årstallet 1645, er fra Christian IV’s tid. Teksten lyder: „Jehova er en retfærdig dommer“

[Illustrationer på side 9]

Før i tiden blev Guds navn i form af tetragrammet benyttet i mange religiøse bygningers udsmykning

Christianskirken, Christianshavn

Holmens Kirke, København

Vor Frelsers Kirke, Christianshavn

Kirke i Digne, Sydfrankrig

Kirke i São Paulo

Katedralen i Strasbourg

Markuskirken i Venedig

[Illustrationer på side 10]

Jehovas navn i et munkekloster i Bordesholm, Tyskland;

på en tysk mønt fra 1635;

over en kirkedør på Fehmern;

og på en gravsten fra 1845 i Harmannschlag, Østrig