Det profetiske syn af de tusind år
Kapitel 3
Det profetiske syn af de tusind år
1, 2. (a) Vil jorden blive brændt op i krigen ved Har-Magedon? (b) Hvordan fremgår dette af det der bagefter sker med Satan og hans dæmoner?
JORDEN vil ikke blive brændt op i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Det fremgår af det der sker med Satan umiddelbart efter krigen. Da lever han og hans dæmonengle nemlig stadig i jordens nærhed, hvortil de er blevet nedstyrtet som følge af en krig der udbrød i himmelen efter Guds messianske riges fødsel. Satan og hans dæmoner blev dengang kastet ned til jordens nærhed for at de skulle opholde sig her „en kort tidsperiode“. (Åbenbaringen 12:7-13) Eftersom de har været begrænset til jordens nærhed under hele „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, må Guds engel komme ned til jorden nu da det næste skridt skal tages imod dem. Johannes skildrer hvad han så i sit syn:
2 „Og jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. Derefter skal han nødvendigvis løses en lille tid.“ — Åbenbaringen 20:1-3.
3. Er det kun Satan Djævelen der kastes i afgrunden, og hvilken krig som han fører, sætter dette en stopper for?
3 Da Satan Djævelen blev kastet ud af himmelen, blev hans dæmonengle kastet ud sammen med ham og begrænset til jordens nærhed. Det der sker med deres hersker nu, sker derfor også med dem. De gribes, bindes og kastes i afgrunden sammen med Satan Djævelen i de tusind år. Dette sætter ikke alene en stopper for deres vildledning af de verdslige nationer, men også for deres krig mod den rest der stadig findes på jorden af de kristne arvinger til Guds messianske rige. Om denne krig siger Åbenbaringen 12:13, 17: „Da dragen så at den var kastet ned til jorden, forfulgte den kvinden som havde født drengebarnet [der symboliserer Guds messianske rige i himmelen]. Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“
4, 5. (a) Bliver alle som tilhører resten af Rigets arvinger og ’den store skare’ dræbt i denne krig, og hvilket vidnesbyrd har vi herom? (b) Hvem bliver altså fjernet fra jorden når Satan kastes i afgrunden?
4 Skønt Djævelen fører denne krig mod resten af Rigets arvinger som holder Guds bud og vidner om hans søn, Jesus Kristus, lykkes det ham ikke at dræbe dem alle. Han udrydder heller ikke ’den store skare’ som tager imod deres vidnesbyrd om Messias Jesus og som kommer fra alle jordens nationer og slutter sig til denne rest i tilbedelsen af Jehova Gud ved hans åndelige tempel. Som et vidnesbyrd om at de der tilhører denne ’store skare’ af alle racer, nationer og stammer vil overleve, siger Åbenbaringen 7:9-15 om dem: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel; og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem.“
5 Når Satan og hans dæmonengle bliver spærret inde afgrunden, vil jorden altså ikke være folketom. Engelens indgriben vil ikke fjerne resten af Rigets arvinger og ’den store skare’ fra jorden, men kun Satan Djævelen og hans dæmonengle. I de tusind år hvor de er fængslet i afgrunden, vil det være som om de „ikke er“. — Jævnfør Åbenbaringen 17:8.
Jordens herskere i tusind år
6. Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til herredømmet over jorden når Satan er bundet i afgrunden?
6 Satan Djævelen kommer ikke længere til at herske over menneskehedens verden; han er ikke længere „gud“ for den bestående tingenes ordning. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11; 2 Korinter 4:4) Hvem skal da herske over den beboede jord i de tusind år hvor Satan Djævelen er bundet i afgrunden og „ikke er“?
7. Hvad så Johannes i sit syn som besvarer dette spørgsmål?
7 I synet så apostelen Johannes hvem der skulle udøve herredømmet over jorden. Han siger: „Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd. Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. (De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.) Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åbenbaringen 20:4-6.
8, 9. (a) Hvor var de troner han så, og hvor mange var der? (b) Hvilken „dag“ så Johannes begynde, og hvordan omtalte Paulus denne „dag“ i Athen?
8 De troner Johannes så, var ikke på jorden men oppe i himmelen, for de var beregnet til dem der skulle herske, som konger sammen med Messias i tusind år. Tronernes antal var derfor ikke ubestemt. Der var 144.000, én til hver af de 144.000 åndelige israelitter der besegles med „et seglstempel fra den levende Gud“ og som følger Lammet Jesus Kristus „hvor det end går hen“. (Åbenbaringen 7:1-8; 14:1-5) I de forløbne årtusinder hvor Satan Djævelen har været „denne verdens hersker“, har der rådet en sådan mangel på retfærdighed at det vil være et ubestrideligt gode når Herren Jesu Kristi 144.000 meddommere får magt til at dømme menneskeheden. Da apostelen Johannes så disse 144.000 troner og dem der satte sig på dem, så han altså begyndelsen til den strålende domsdag der blev omtalt over for Areopagusdomstolen i Athen for nitten hundrede år siden med disse ord:
9 „Gud . . . har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:22-31.
10, 11. Hvilken slags „sjæle“ var det Johannes så, og hvilken gerning var de udrustet til at udføre?
10 Apostelen Johannes giver os yderligere vished for at det virkelig er Herren Jesu Kristi 144.000 medarvinger til Riget der sidder på disse domstroner, idet han siger: „Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd.“ — Åbenbaringen 20:4.
11 Det var ikke hovedløse sjæle apostelen Johannes så. Da han benyttede det beskrivende ord „sjæle“ talte han ikke, ligesom spiritistiske medier, om „ånder der har forladt det jordiske legeme“. Han benyttede ordet „sjæle“ på samme måde som de inspirerede skrifter benytter ordet, og det han tænkte på var levende, bevidste væsener med et legeme, et legeme hvorigennem de udtrykte deres personlighed. Blot må deres legemer have været åndelegemer, for ellers kunne de ikke sidde på domstronerne i de usynlige himle. Vedrørende de dødes opstandelse læser vi i Første Korinterbrev 15:44: „Der sås [i døden] et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme.“ Det apostelen Johannes så, var altså levende, bevidste himmelske legemer, skabninger med evne til at dømme, og han omtaler dem som nogle der var blevet „henrettet med økse“ for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld.
„Henrettet med økse“
12. (a) Er alle Kristi medarvinger rent bogstaveligt blevet henrettet med økse? (b) Hvem er det der henretter dem med økse, og af hvilken grund henrettes de?
12 Det er imidlertid ikke alle Jesu Kristi 144.000 medarvinger til Riget der rent bogstaveligt er blevet henrettet med økse eller halshugget for at have vidnet om Jesus og talt om Gud. Apostelen Jakob, Johannes’ kødelige broder, blev dræbt med sværd, muligvis halshugget, af kong Herodes Agrippa I. (Apostelgerninger 12:1, 2) I henhold til traditionen blev apostelen Paulus halshugget i Rom. (2 Timoteus 4:6-8) Men det er ikke alle de 144.000 der lider martyrdøden ved halshugning. Det er naturligvis ikke Gud der henretter dem med økse, hverken bogstaveligt eller billedligt, for grunden til at de alle bliver „henrettet med økse“ er netop at de taler om ham. Det er den politiske stat der ’henretter’ dem. I romerriget, som havde forvist apostelen Johannes til straffeøen Patmos, blev denne magt til at henrette symboliseret ved en økse hvorom der var bundet et bundt stokke. Med disse redskaber blev forbrydere afstraffet og halshugget. Dette symbol kaldtes fasces, og i processioner blev det båret af liktorer foran de højeste romerske embedsmænd. Det fascistiske partis leder, Benito Mussolini, anvendte symbolet under sit regime i Italien.
13. Hvilken grund angiver Åbenbaringen 20:4 til at den politiske stat i hele verden i billedlig forstand henretter de 144.000 rigsarvinger?
13 I virkeligheden ’henretter’ den politiske stat de 144.000 rigsarvinger ved at dømme dem uværdige til at leve under dens myndighed. Den dømmer dem til døden, så at sige. Grunden hertil klargøres af apostelen Johannes. Han oplyser nemlig at de „ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede“ og „ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd“. Disse 144.000 rigsarvinger havde med andre ord ikke tilbedt den politiske stat i nogen af de forskellige former hvori den kommer til udtryk ud over jorden. Her i det tyvende århundrede har resten af disse rigsarvinger heller ikke tilbedt den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed der nu er kendt som De forenede Nationer og som tidligere bar navnet Folkeforbundet. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon kastes det symbolske vilddyr, det verdensomspændende system af politiske stater, i den evige tilintetgørelse, symboliseret ved „ildsøen som brænder med svovl“. — Åbenbaringen 13:1-17; 14:9-11; 19:19, 20; 20:4.
14. På hvilken måde kan man sige at de 144.000 rigsarvinger ikke tilbeder vilddyret og ikke modtager dets mærke på panden eller hånden?
14 De 144.000 rigsarvinger tilbeder ikke det symbolske vilddyr ved at give sig af med dets politik, søge politiske embeder eller tage del i dets blodige krige. Af denne grund får de ikke et mærke på deres pande eller på deres hånd som tegn på at de er statens trælle og støtter den ved aktivt at tage del i dens verdslige, ofte dyriske, virksomhed. De tilbeder heller ikke „vilddyrets billede“ ved at tillægge denne internationale, menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed evnen til at frelse. De tilbeder kun den Gud de taler om, og de anerkender ham trofast som den universelle Suveræn. De ophøjer ikke den jordiske, politiske stat, men aflægger det vidnesbyrd at Jesus, Guds søn, er den Kristus eller Messias som den højeste Gud har udnævnt til at herske over menneskehedens verden i tusind år. Intet under at „vilddyret“ billedlig talt henretter de 144.000!
15. Hvad sker der til sidst med alle de 144.000 på jorden, og hvordan går det til at de kan sætte sig på domstroner i himmelen?
15 Uanset om de 144.000 rigsarvinger lider en voldelig martyrdød eller ej, så afslutter de alle deres jordiske livsløb i døden. Hvordan kommer de så ind i det himmelske rige og sætter sig på disse domstroner? Ikke som følge af nogen immateriel menneskesjæls påståede udødelighed, men ved en opstandelse fra de døde. Johannes siger følgende om dem der var blevet „henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud“: „Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år.“ — Åbenbaringen 20:4.
16. Som hvilken slags skabninger bliver de levende igen, og hvilket mål af liv har de nu?
16 De „blev levende“ igen, ikke på jorden som menneskeskabninger eller menneskesjæle, men oppe i himmelen som Guds åndelige sønner. Det er sådan apostelen Johannes ser dem i synet. De kan leve længere end mennesker gør i dag. De kan leve længere end Metusalem, der levede i 969 år. (1 Mosebog 5:25-27) De kan leve i alle de tusind år de skal herske sammen med Kristus, og derefter videre i al evighed for ved deres opstandelse fra de døde iklædes de udødelighed. (1 Korinter 15:50-57) I opstandelsesøjeblikket opnår de livet i hele dets fylde, uden svaghed, uden forgængelighed, uden noget af den ufuldkommenhed der før hang ved deres døende, kødelige legemer som en arv fra synderne Adam og Eva. De er levende på en fuldkommen måde, kendt retfærdige af den almægtige Gud til at leve evigt i ånden. — 1 Korinter 15:42-55.
17. (a) Vil de der overlever „den store trængsel“ blive fuldkomne straks når Satan er kastet i afgrunden? (b) Hvornår vil de være i stand til at holde Guds lov til fuldkommenhed, og hvorfor?
17 For at understrege forskellen mellem den tilstand de opnår straks ved deres opstandelse og den tilstand den øvrige del af menneskehedens verden befinder sig i ved tusindårsrigets begyndelse, siger apostelen Johannes videre: „De blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. (De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.)“ (Åbenbaringen 20:4, 5) Dette viser at selv ikke ’den store skare’, de der tilbeder i Guds åndelige tempel og som overlever „den store trængsel“, vil blive fuldkomne i kødet og erklæret værdige til evigt liv på jorden straks efter at Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden. I kraft af Jesu Kristi tusindårige herredømmes velsignelser og højnende hjælp vil de lidt efter lidt nå frem til menneskelig fuldkommenhed og til at kunne leve syndfrit i kødet og fejlfrit holde Guds lov. Men hvordan vil det gå de milliarder af døde der hviler i jordens mindegrave og i havets våde grav?
18. (a) Hvilket menneske som havde medfølelse med Jesus vil også komme frem fra Hades i løbet af de tusind år? (b) Hvornår vil de døde mennesker der således oprejses, nå frem til menneskelig fuldkommenhed, og hvordan?
18 Johannes’ syn af de tusind år viser også hvad der sker med dem. Han siger: „Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ (Åbenbaringen 20:13) Blandt dem der således kommer frem fra Hades, den døde menneskeheds fælles grav, er den forbryder der blev henrettet på en pæl ved siden af Jesus og til hvem Jesus sagde: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Denne forbryder vil blive kaldt frem fra Hades og få del i det jordiske paradis der genoprettes til menneskeheden af Jesu Kristi rige. I dette paradis vil han, sammen med alle andre som oprejses fra de døde, få lejlighed til at rette sit liv ind og blive befriet for sin menneskelige ufuldkommenhed og syndighed. Således vil han, ved udløbet af de tusind år under Kristi herredømme, være nået frem til målet, menneskelig fuldkommenhed i Guds billede og lighed. Alle som er nået frem til menneskelig fuldkommenhed og syndfrihed på jorden ved afslutningen af de tusind år, må imidlertid, for at kunne bevare livet som fuldkomne mennesker, gennemgå en endelig prøve på deres loyalitet mod Guds universelle, suveræne herredømme.
19. (a) Hvordan kan det altså siges at ’de øvrige af de døde ikke blev levende førend de tusind år var til ende’? (b) Hvad sker der med dem som ikke består prøven på deres loyalitet mod Guds suverænitet?
19 De fuldkommengjorte mennesker der bevarer deres integritet og forbliver trofaste mod Guds retmæssige herredømme, vil blive erklæret retfærdige af den øverste Dommer, Jehova Gud. Han vil erklære disse skyldfri mennesker værdige til et evigt liv, og han vil give dem ret til at leve evigt i lykke i det jordiske paradis. Befriet for enhver fordømmelse er disse lydige mennesker nu virkelig blevet levende, set fra Guds fuldkomne standpunkt. Det er på denne måde at ’de øvrige af de døde ikke blev levende førend de tusind år var til ende’. (Åbenbaringen 20:5) De fuldkommengjorte mennesker der ikke trofast består prøven på deres loyalitet mod Gud efter afslutningen på de tusind år, vil blive udslettet for evigt, sådan som Johannes fremstiller det i beskrivelsen af sit syn: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:14, 15) Disse illoyale opnår altså ikke evigt liv.
„Den første opstandelse“
20-22. (a) Hvorfor opstår der et spørgsmål i forbindelse med Efeserbrevet 2:1-6, nu da Johannes går videre med at tale om „den første opstandelse“? (b) Og i forbindelse med Kolossenserbrevet 2:11-13, hvor Paulus gør rede for den kristne omskærelse?
20 Efter at have indskudt bemærkningen om „de øvrige af de døde“ fortsætter Johannes med at tale om „dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud“ og som blev levende igen. Han siger videre: „Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ — Åbenbaringen 20:5, 6.
21 Kan denne „første opstandelse“ som Kristi 144.000 medarvinger til Riget får del i, være det samme som det apostelen Paulus taler om i Efeserbrevet 2:1-6? Her skriver apostelen følgende til de kristne i byen Efesus i Lilleasien i det første århundrede: „I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn. . . . Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser — af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus.“ — DA.
22 Da apostelen Paulus gjorde rede for den kristne omskærelse over for de kristne i Kolossæ i Lilleasien, skrev han ligeledes: „I ham er I også blevet omskåret med . . . Kristus-omskærelsen, idet I blev begravet med ham i dåben, og i den blev I også sammen med ham opvakt ved troen på Guds virkekraft, da han opvakte ham fra de døde. Ja, også jer, som var døde i jeres overtrædelser og uomskårne, syndige menneskenatur, jer levendegjorde Gud sammen med ham, da han tilgav os alle vore overtrædelser.“ — Kolossenserne 2:11-13, DA.
23. (a) Eftersom de nævnte skriftsteder sigter til en af de første oplevelser i den kristnes liv, hvad siger New Catholic Encyclopedia da om „den første opstandelse“? (b) Og hvad siger dette leksikon om dét at Satan er bundet i tusind år?
23 Vi må indrømme at denne overgang fra døden til livet, som sker i billedlig eller åndelig forstand, er noget af det første man oplever som kristen. Ud fra den antagelse at denne oplevelse er det samme som den første opstandelse der nævnes i Åbenbaringen 20:5, 6, siger New Catholic Encyclopedia (copyright 1967) følgende i artiklen „Millennisme“:
. . . „Den første opstandelse“ symboliserer dåben, . . . hvorved man får del i Kristi opstandelse. . . . Alle de trofaste, både de på jorden og de i himmelen, får del i Jesu tusindårige herredømme, som er et symbol på hele den tid Kirken eksisterer, idet man ser på dens åndelige herlighed, fra Kristi opstandelse indtil den endelige dom . . . At Satan er bundet i den samme periode betegner at Satans indflydelse er blevet stærkt begrænset, men ikke fuldstændig fjernet. Mindskelsen af Satans indflydelse er et resultat af virkningen af Kristi forsoning. Efter en endelig kamp nær ved tidens ende . . . vil Satan blive fuldstændig besejret af Kristus. . . .
24, 25. Hvor længe har Kirken nu eksisteret siden pinsedagen i år 33, og hvad siger apostelen Paulus om at herske som konge i den kristne menighed på hans tid?
24 Er denne fortolkning af „den første opstandelse“ i harmoni med det Johannes skrev i Åbenbaringen 20:1-6? Overvej følgende: Fra dengang den kristne menighed i Jerusalem begyndte at blive døbt med Guds hellige ånd under ugefesten i år 33, har „Kirken“ ikke kun eksisteret i tusind år, men næsten dobbelt så længe. Er der, i alle disse næsten to tusind år, noget medlem af den sande kristne menighed der har ’hersket’, eventuelt bare inden for menigheden?
25 Hvem af apostlene „herskede“ på denne måde? Ikke apostelen Paulus! Han skrev nemlig til visse ærgerrige medlemmer af menigheden i Korint: „I er begyndt at herske som konger UDEN os, ikke? Ja, jeg ville virkelig ønske at I var begyndt at herske som konger, så vi også kunne herske som konger sammen med jer. Det forekommer mig nemlig at Gud har stillet os, apostlene, frem sidst, som mænd der er dømt til døden, for vi er blevet et skuespil for verden og for engle og for mennesker.“ (1 Korinter 4:8, 9) Han forklarede Timoteus, der var hans medarbejder i missionærtjenesten, at den kristne først kommer til at herske efter sin bogstavelige død: „Troværdig er udtalelsen: Hvis vi er døde sammen med ham, skal vi visselig også leve sammen med ham; hvis vi fortsat holder ud, skal vi også herske som konger sammen med ham; hvis vi fornægte ham, vil han også fornægte os.“ — 2 Timoteus 2:11, 12
26. Skal den kristne herske på jorden fra sin dåb, ifølge Jesu ord til laodikenserne?
26 Og hvad med apostelen Johannes? Mens han var forvist til den romerske straffeø Patmos skrev han fra den opstandne Herre Jesus Kristus til de kristne i Laodikea: „Den der sejrer, ham vil jeg give at tage sæde med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde sammen med min Fader på hans trone.“ (Åbenbaringen 3:21) Der var udelukkende tale om at Jesu Kristi trofaste disciple skulle herske engang i fremtiden, efter deres bogstavelige død. De kristne skulle ikke herske her på jorden fra den dag de blev døbt i vand.
27, 28. (a) Taler Åbenbaringen 20:4 om at de bliver levende efter en billedlig død som de frivilligt erfarer ved at lade sig døbe i vand? (b) Med hvilket middel påføres døden, ifølge den symbolske skildring, og af hvilken grund? Hvilken slags død må det altså være en opstandelse fra?
27 Ved hvilken form for opstandelse er det at „de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år“? Er det ved en billedlig opstandelse, eller ved en bogstavelig opstandelse fra døden og graven? Åbenbaringen 20:4 taler ikke om at de bliver levende efter den billedlige død som de frivilligt erfarer når de lader sig døbe i vand ligesom Jesus. Nej, der er tale om den død som de erfarer når de ’henrettes med økse’ fordi de har vidnet om Jesus og talt om Gud.
28 De bliver ikke „henrettet med økse“ fordi de selv vælger det, men fordi Guds og Kristi fjender vælger det, og det sker efter at de er blevet døbt i vand og fordi de aflægger det vidnesbyrd at Jesus er Kristus og fordi de taler om at Gud er universets (også jordens) retmæssige Hersker. Denne ’henrettelse med økse’ bevirker i sidste ende at de dør rent bogstaveligt. Når de ’bliver levende’ og skal herske som konger, er det følgelig efter deres bogstavelige, fysiske død, og ikke efter en billedlig død i forbindelse med vanddåben. De begynder ikke at herske som konger på jorden efter en åndelig opstandelse som finder sted ved deres dåb i vand. Den opstandelse der tænkes på i Åbenbaringen 20:4-6 er den virkelige, bogstavelige opstandelse fra dødens søvn i Sheol, menneskehedens fælles grav.
29, 30. (a) Kan man sige at den anden død „ingen myndighed“ har over dem der blot har fået en billedlig opstandelse? (b) Hvad siger apostelen Paulus herom i Hebræerbrevet 10:26-31?
29 Et andet punkt i beviskæden som vi ikke må overse, er dette: Åbenbaringen 20:6 siger: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over.“ Denne anden død skildres symbolsk som „ildsøen som brænder med svovl“. (Åbenbaringen 19:20; 20:14) Kan man sige at „den anden død“ ikke har nogen myndighed over dem der er blevet døbt i vand og som i åndelig forstand er blevet gjort levende da de var døde i deres overtrædelser og synder, og som i åndelig forstand er blevet oprejst og har fået sæde „i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus“? (Efeserne 2:1, 5, 6) Nej, det er stadig muligt for disse døbte kristne at falde fra under prøve her på jorden og at blive straffet med „den anden død“, fuldstændig tilintetgørelse. Derfor skrev apostelen Paulus advarende til de døbte, salvede kristne i Korint i Grækenland: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ (1 Korinter 10:12) Og i Hebræerbrevet 10:26-31 advares de døbte, salvede kristne med disse ord:
30 „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtage den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længer noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod. Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget strengere straf mener I da ikke det menneske vil blive anset for værdigt til som har trådt på Guds søn og regnet pagtens blod hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi, og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd? Vi kender jo ham der har sagt: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde;’ og endvidere: ’Jehova vil dømme sit folk.’ Det er frygtelig at falde i den levende Guds hænder.“
31. Hvad siger Hebræerbrevet 6:4-8 herom?
31 Og i Hebræerbrevet 6:4-8 læser vi: „Det er umulig med hensyn til dem som én gang for alle er blevet oplyst og som har smagt den himmelske frie gave, og som har fået andel i hellig ånd, og som har smagt Guds gode ord og den kommende tingenes ordnings kræfter, men som er faldet fra, atter at vække dem til sindsændring, fordi de for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam. Jorden, for eksempel, som drikker regnen der ofte kommer på den, og som så frembringer vegetation velegnet for dem for hvis skyld den jo dyrkes, får til gengæld en velsignelse fra Gud. Men hvis den bærer torne og tidsler, forkastes den og er nær ved at blive forbandet; og det ender med at den bliver brændt.“
32. Hvilken slags opstandelse må de kristne have før „den anden død“ ikke mere har nogen myndighed over dem og ikke kan skade dem?
32 I betragtning af dette kan „den første opstandelse“ ikke være den billedlige opstandelse der følger efter vanddåben, for den døbte kan stadig straffes med „den anden død“, er underlagt dens myndighed. Der er tale om en virkelig, bogstavelig opstandelse fra Sheol til liv som en åndesøn af Gud i de usynlige himle hvortil Jesus Kristus selv steg op. På dem der opnår denne opstandelse opfyldes Jesu løfte: „Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone. Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer vil på ingen måde blive skadet af den anden død.“ (Åbenbaringen 2:10, 11) De der får del i „den første opstandelse“ kan ikke skades af „den anden død“ og er ikke underlagt dens myndighed, for ved deres opstandelse iklædes de udødelighed og uforgængelighed. — 1 Korinter 15:53, 54.
33. På hvilke to måder er det den første opstandelse?
33 Nu forstår vi hvorfor denne opstandelse kaldes „den første opstandelse“. Det er fordi det drejer sig om samme slags opstandelse som den Jesus Kristus fik på tredjedagen efter sin død, hvorved han straks modtog livet i hele dets fylde og blev „den førstefødte af de døde“. (Åbenbaringen 1:5; Kolossenserne 1:18) Den finder sted før „de øvrige af de døde“ bliver levende. Den er ikke kun først i tid, men også i den forstand at den er den bedste opstandelse man kan opnå. Det er en opstandelse til uforgængeligt, udødeligt liv som en åndesøn af Gud i Guds egen himmel.
34. Hvordan er de der får del i „den første opstandelse“ hellige?
34 Det er derfor med rette der siges: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse.“ (Åbenbaringen 20:6) De er virkelig ’hellige’, idet det ikke er muligt for dem at gøre sig skyldige i nogen troløshed der kunne føre til „den anden død“. I kraft af deres opstandelse får de mulighed for at være „Guds og Messias’ præster“ i himmelen, hvor de „skal herske som konger sammen med ham i de tusind år“. Til den tid vil Satan Djævelen ikke længere beherske verden.
Tusind bogstavelige år
35, 36. (a) Har de kristne, siden deres dåb, erfaret at Satans indflydelse er blevet mindsket som følge af „virkningen af Kristi forsoning“? (b) Hvordan ville det gå, efter Peters og Paulus’ råd at dømme?
35 At Satan Djævelen og hans dæmonengle bindes og kastes i afgrunden betegner derfor ikke — som New Catholic Encyclopedia siger — at Satans indflydelse er blevet stærkt begrænset i den nuværende tingenes ordning, at hans indflydelse er blevet mindsket som følge af „virkningen af Kristi forsoning“. Sande kristne på jorden har afgjort ikke følt nogen mindskelse af Satans indflydelse, nogen stærk begrænsning af den, siden deres dåb i vand. Tværtimod fandt apostelen Peter det nødvendigt henimod slutningen af sit jordiske liv at advare de kristne: „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ (1 Peter 5:8) Af samme grund gav apostelen Paulus dette råd:
36 „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast overfor Djævelens listige anslag; for os er kampen nemlig ikke imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske. Grib derfor til den fulde rustning fra Gud, for at I må kunne stå imod på den onde dag og stå fast efter at have gennemført alt.“ — Efeserne 6:11-13.
37. Hvordan belyser Åbenbaringen 12:17 om Satan har været lænket i billedlig forstand siden Kristus genløste menneskeheden?
37 Ydermere giver apostelen Johannes i Åbenbaringen 12:1-17 en symbolsk beskrivelse af Guds messianske riges fødsel og af hvad „den store drage“, „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“, foretager sig efter at han er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden. Og som en særlig advarsel til de sande kristne her i det tyvende århundrede, hvor disse ting finder sted, tilføjer han: „Og dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ (Åbenbaringen 12:17) Lyder alt dette som om Satans magt og indflydelse over for de kristne er blevet stærkt begrænset efter deres dåb i vand? Var det på den måde Satan skulle bindes?
38. Hvem er det Satan skal hindres i at vildlede når han bindes og kastes i afgrunden?
38 Hvad er for øvrigt formålet med at Satan Djævelen gribes, bindes og kastes i afgrunden, ifølge det apostelen Johannes selv siger? Det er at han ikke mere skal kunne „vildlede nationerne“ førend de tusind år er til ende. (Åbenbaringen 20:1-3) Med ordet „nationerne“ sigter Johannes ikke til de 144.000 døbte, salvede rigsarvinger, men til mennesker som ikke er ægte, sande disciple og efterlignere af Herren Jesus Kristus. Da Djævelen kastes ud af himmelen omtales han som „Satan, som vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) De 144.000 trofaste rigsarvinger er ikke en del af disse ’nationer’ på den beboede jord som vildledes. Når Satan Djævelen og hans dæmonengle bindes og kastes i afgrunden er det altså for at „nationerne“ — og ikke de 144.000 som får del i „den første opstandelse“ — ikke længere skal vildledes.
39. Har Satan vildledt nationerne i mere begrænset omfang siden pinsedagen i år 33? Hvad forudsiger Åbenbaringen 12:12?
39 Kan man sige at Satan Djævelen har vildledt nationerne i begrænset, beskåret, mindsket omfang i de mere end nitten hundrede år der nu er gået siden den kristne menighed blev døbt med Guds hellige ånd den dag ugefesten blev fejret i Jerusalem i år 33? Findes der mon nogen som er så blind og så ukendt med menneskenes historie at han vil svare ja? Det har været lige omvendt. Og i dag, hvor menneskene rent videnskabeligt er mere oplyste end nogen sinde, vildledes verdens nationer som aldrig før, og det vil få langt alvorligere konsekvenser end tidligere. Hvorfor? Fordi dette internationale bedrag fra Satans og hans dæmoners side vil ende med at alle de vildførte nationer tilintetgøres i meget nær fremtid. Ikke uden grund sagde den ’høje røst i himmelen’, da Satan Djævelen blev styrtet ned derfra: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:10-12.
40, 41. (a) Hvilken påstand som religiøse ledere fremsætter vedrørende de tusind år hvori Satan bindes, er således modbevist? (b) Hvad har menneskeheden behov for at der sker, rent bogstaveligt? Hvem sætter nu deres håb til Kristi tusindårsrige?
40 Den påstand som fremføres af religiøse ledere i kristenheden om at de „tusind år“ hvori Satan Djævelen befinder sig i afgrunden, ikke skal opfattes bogstaveligt men blot som „hele den tid Kirken eksisterer“ på jorden (allerede over 1900 år), er således modbevist.
41 Ifølge Bibelens tidsregning vil det syvende millennium af menneskehedens eksistens på jorden snart begynde, ja inden for dette slægtled. Nu, mere end nogen sinde, har jordens indbyggere behov for at Satan Djævelen rent bogstaveligt bindes og kastes i afgrunden. De verdensbegivenheder der vil finde sted umiddelbart forud for dette, er nu lige ved at begynde, og menneskehedens store modstander og undertrykker vil derefter blive kastet i afgrunden, som vil blive forseglet over ham i ti århundreder. Kristi og hans opstandne menigheds kongelige herredømme i tusind år med fred og velsignelser til menneskeslægten ligger foran os, med alle de storslåede muligheder dette indebærer! En „stor skare“ indviede bibeltroende som nu sætter deres håb til Kristi tusindårsrige har fået guddommelig forsikring om at de vil bevare livet og komme til at opleve denne den herligste periode i hele menneskehedens historie. Hvilke velsignede fremtidsudsigter!
42. Hvilke spørgsmål opstår vedrørende ’den store skares’ indstilling til herskerne i de tusind år, og hvad er det derfor på sin plads at vi overvejer?
42 Vil de der udgør denne ’store skare’ blive trætte af at være underlagt de samme herskere i tusind år? Vil de, længe før denne periode udløber, ønske en ny regering og kræve nye herskere indsat ved et demokratisk valg? Eller vil de tværtimod lære at elske disse himmelske præster og konger mere og mere, og være taknemmelige for at de forbliver i deres embede hele den tid Gud har fastsat? Det er alvorligt mente spørgsmål, for under det kommende tusindårsrige vil medlemmerne af ’den store skare’ få mulighed for at leve lige så længe som den himmelske regering sidder inde med magten — i tusind år, og derefter videre i al evighed. Når vi nu overvejer svarene på disse interessante spørgsmål, vil det være på sin plads at vi mere grundigt undersøger hvordan disse konger og præster vil være, og hvor betydningsfuld deres tjeneste vil være for hele menneskeheden, både dem der overlever og de døde. (2 Timoteus 4:1) Det vil sige at vi må betragte deres baggrund og se hvad den højeste Gud har krævet af dem for at regne dem værdige til at tjene som konger og præster i tusind år.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 32]
Fasces
