Hele menneskeheden prøves efter de tusind år
Kapitel 9
Hele menneskeheden prøves efter de tusind år
1. Hvilket sidste krav må den genrejste menneskehed opfylde når den tusindårige domsdag er til ende, og hvad vil den stedfortrædende dommer, Jesus Kristus, derfor gøre?
VED afslutningen af den tusindårige domsdag står menneskeslægtens medlemmer, der er blevet dømt i retfærdighed, fuldkomne foran Jesus Kristus, deres dommer og befrier. Men de er endnu ikke blevet kendt værdige til at leve evigt på den paradisiske jord. De må først stilles for universets øverste Dommer, den højeste Gud, den suveræne Herre Jehova. I overensstemmelse med dette sidste krav må den stedfortrædende dommer, Jesus Kristus, overgive menneskene, der nu er i stand til at handle fuldstændig retfærdigt, til sin Gud og Fader for at han kan afsige sin kendelse efter at de under prøve har vist om de er værdige til at modtage den kostelige gave det er at leve evigt i fred og lykke. Selv om de er fuldkomne, kan de stadig dø.
2. Hvad vil der på dette tidspunkt være sket med den adamitiske død, og hvilken afgørelse vil Jehova nu træffe vedrørende de enkelte mennesker?
2 Den døende tilstand som menneskene har været underlagt som følge af deres stamfader Adams synd i Eden, er nu blevet overvundet, tilintetgjort, som om en er blevet kastet i „ildsøen“. (Åbenbaringen 20:14, 15) Men vil menneskene, der nu er befriet for ufuldkommenheden og den adamitiske død, gøre noget på eget initiativ, forsætligt, som vil bevirke at Jehova må dømme dem til evig udslettelse? Hvem vil gøre sig fortjent til at lide „den anden død“? Det er det Jehova, den øverste Dommer, den højeste instans, må afgøre.
3. Hvilken overdragelse finder sted, ifølge Første Korinterbrev 15:24-28?
3 Nu opfyldes det apostelen Paulus forudsagde i Første Korinterbrev 15:24-28: „Derpå kommer enden, når han overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet. For han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden gøres til intet. For Gud ’har lagt alt under hans fødder’. Men når han siger at ’alt er blevet underlagt’, er det klart at det er med undtagelse af Ham [nemlig Jehova Gud] som har underlagt ham alt. Men når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“
4. Hvilke spørgsmål må den suveræne Herre Jehova nu afgøre i forbindelse med de fuldkommengjorte mennesker, og hvordan vil han gøre det?
4 Når Sønnen overgiver Riget til sin Gud og Fader, bliver Riget Jehova Guds ejendom. Der vil således ikke længere være noget underordnet rige mellem den suveræne Herre Jehova og menneskeheden. Hvordan vil menneskene så reagere, nu da Gud hersker direkte over dem? Vil de alle erklære at de i al evighed vil være hans loyale undersåtter? Vil de alle træffe den beslutning at Jehova skal være deres Gud for evigt? Det er en alvorlig sag at skulle erklære et menneske retfærdigt på grundlag af hvad det selv er, og skænke det ret til evigt liv. Enhver som modtager denne kostelige ret, må være urokkeligt loyal. Hvordan vil Gud afgøre hvilke navne der skal skrives i „livets bog“? Han vil gøre det ved at prøve menneskenes troskab og integritet ligesom patriarken Job i landet Uz blev prøvet.
5. Hvordan vil den prøve de fuldkommengjorte mennesker stilles på, svare til den prøve Job blev udsat for, og hvad vil formålet med den være?
5 Under Guds søns rige har menneskene nu i tusind år nydt godt af Guds ufortjente godhed, og de befinder sig i et smukt, jordomspændende paradis. Ligesom i tilfældet med Job, er spørgsmålet: Elsker og tilbeder de kun Gud på grund af alt det gode han har gjort for dem, eller gør de det fordi han er den eneste levende og sande Gud, universets retmæssige Suveræn? Jobs integritet over for Jehova Gud blev prøvet ved at Satan Djævelen fik lov til at plage ham på alle måder, blot han ikke tog hans liv. Således også nu: Ved at Satan Djævelen får lov til at stille den genrejste menneskehed på prøve i det omfang den almægtige Gud tillader, kan hvert enkelt fuldkommengjort menneske blive prøvet og få lejlighed til at vise om det ejer en ubrydelig integritet over for Gud. En sådan prøve forudsætter at Satan og hans dæmoner løslades fra afgrunden, hvor de har været fængslet i tusind år. Det vil ske.
6. Hvordan beskriver Åbenbaringen 20:7-10 det der vil ske når Kristi tusindårsrige er til ende?
6 Hvad der finder sted efter at Jesus Kristus og hans 144.000 medkonger har hersket i tusind år, kan vi læse i Åbenbaringen 20:7-10: „Når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“
7. Hvorfor vil Satan og hans dæmoner være selvsikre når de løslades, og hvad vil striden igen komme til at stå om?
7 At Satan og hans dæmoner løslades fra afgrunden, betyder at de igen får lov til at opholde sig i jordens nærhed, hvor de usynligt kan udøve herredømme over de mennesker der bukker under for dem. Skønt menneskene har opnået mental, moralsk, åndelig og fysisk fuldkommenhed, vil Satan Djævelen være sikker på sig selv. Det lykkedes ham ganske vist ikke at vildlede patriarken Job, men over to tusind fire hundrede år tidligere havde han held med sig over for Adam og Eva i Eden, skønt de var fuldkomne. I begge tilfælde var stridsspørgsmålet imidlertid det samme, nemlig om Jehova Gud er den retmæssige Suveræn og om han derfor kan kræve at menneskene fuldt ud overholder hans love og forbud.
8. (a) Hvoraf fremgår det at det spørgsmål som hele menneskeheden vil blive stillet over for, drejer sig om det suveræne herredømme i universet? (b) Hvem er „de hellige“, og hvad er „den elskede by“?
8 Efter de tusind år vil hele menneskeheden igen blive stillet over for dette stridsspørgsmål. Det fremgår af at de der til den tid vildledes af Satan og hans dæmoner, rykke frem over jorden og omringer „de helliges lejr og den elskede by“. Ja, der vil være „hellige“ på jorden til den tid. De omringes af Satan og hans jordiske horder fordi de nægter at lade sig vildlede af Satan og hans dæmoner. Disse „hellige“ er de medlemmer af den genrejste menneskehed der bevarer deres integritet over for Gud under denne altafgørende prøve. De befinder sig som i en militærlejr der angribes af fjenden. „De helliges lejr“ og „den elskede by“ omtales som to forskellige ting. „De hellige“ befinder sig ikke i byen, men i lejren. Denne „by“ er derfor øjensynlig ikke en by der er opført på jorden som hovedstad for hele verden. Det må være den by den herliggjorte Jesus Kristus omtaler over for sine disciple i Åbenbaringen 3:12, den by han kalder „min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud“.
9. Hvem er byen elsket af, og hvordan kommer den ned fra himmelen fra Gud?
9 Både Gud og „de hellige“ elsker denne „by“. Navnet på dette „ny Jerusalem“ står skrevet på Jesu Kristi 144.000 medarvinger. Det er ikke en bogstavelig by på jorden, men en himmelsk by der kommer ned fra himmelen ved at øve indflydelse på jordens indbyggere og udøve myndighed over dem.
10. Kan den løsladte Satan angribe „den elskede by“ direkte, og hvad er følgelig hans hensigt med at angribe den?
10 Denne „by“ er ikke blevet desorganiseret og nedlagt efter at den har udøvet sit herredømme over menneskeheden i de tusind år, men „de hellige“ nyder stadig gavn af den gode og retfærdige indflydelse den har øvet. Grunden til at Satan Djævelen fører krig mod denne „elskede by“, er at han gerne vil ødelægge alt det gode som det ny Jerusalem har udvirket. Han ønsker ikke at menneskeheden for evigt skal nyde gavn af disse goder. Eftersom han er begrænset til jordens nærhed — idet der ikke længere er noget sted for ham oppe i himmelen hvorfra han og hans dæmoner engang blev kastet ned — kan han ikke rette sit angreb direkte imod „den elskede by“. Han fører derfor krig imod den på den måde at han søger at tilintetgøre den retfærdighed byen har udvirket på jorden.
11. (a) Hvordan vil „krigen“ blive ført? (b) Hvoraf fremgår det at striden ikke vil stå om Guds almagt, men om retmæssigheden af hans universelle suverænitet?
11 Vi kan næppe vente at denne ’krig’ vil blive ført med sådanne videnskabeligt udviklede våben som atombomber og andre af de kampmidler der findes her i det tyvende århundrede. I tusindårsriget vil jordens indbyggere ikke have oplagret sådanne våben, og de vil ikke have lært at føre krig med dem. (Esajas 2:2-4) Det vil ikke blive en krig med sådanne militære våben. Bedrag, vildledende propaganda, tilskyndelse til selviskhed og til illoyalitet mod universets Suveræn kunne være mægtige våben til at besejre mennesker med. At striden vil komme til at stå om retmæssigheden af Jehovas universelle suverænitet, og ikke om Guds almagt, fremgår af at Satan har været fængslet i afgrunden i tusind år og nu er blevet løsladt. Dette viser nemlig at Gud har større magt end Satan Djævelen. Satan sætter sig stadig op imod Jehovas suverænitet, og han er fast besluttet på at få menneskeheden til at gøre det samme.
Hvor omfattende oprøret vil være efter de tusind år
12. Hvad vil det sige at de der lader sig vildlede af Satan, er „som sandet ved havet“?
12 De der lader sig vildlede af Satan og hans dæmoner i forbindelse med dette vigtige spørgsmål, er som „sandet ved havet“; de forekommer med andre ord talløse. (Åbenbaringen 20:8) Dette vil dog på ingen måde sige at det store flertal af menneskeheden er med i oprøret. De forenede hære der drog imod Josua, for eksempel, blev beskrevet som „talrige som sandet ved havets bred“. (Josua 11:4) De kameler der tilhørte de fjendtlige styrker der trængte ind i Israels land dengang Gideon, Joasj’ søn, levede, beskrives som „utallige, mangfoldige som sandet ved havets bred“. (Dommerne 7:12) Svarende hertil vil de der lader sig vildlede af Satan, udgøre et ubestemt antal. Nøjagtig hvor mange der vil følge ham er ikke forudsagt, men der vil være nok til at de virker som en stor skare. Satan Djævelen har altså kun held med sig i begrænset omfang.
13. Er „de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog“, kommet frem på den paradisiske jord som følge af en opstandelse?
13 De mennesker det lykkes Satan at vildlede, omtales som „de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog“. Disse „nationer“ viser sig ikke på den paradisiske jord som følge af de dødes opstandelse (heller ikke ’de uretfærdiges’ opstandelse), men som følge af at Satan vildleder et ikke forudsagt antal af de genrejste mennesker.
14. I hvilken forstand kan de kaldes „nationer“, og på hvilken måde kan man sige at de befinder sig „ved jordens fire hjørner“?
14 På den tusindårige domsdag har menneskene ikke været opdelt i nationer, og de er blevet dømt uden hensyn til deres tidligere nationale tilhørsforhold. At de der vildføres af den løsladte Satan kaldes „nationer“, tyder på at de, ligesom Satan, nægter at anerkende Jehovas universelle suverænitet og ønsker at være selvstændige, at være som en uafhængig, suveræn stat. De har måske ikke en fælles, suveræn ledelse, men muligvis flere uafhængige ledere fordi de ikke er enige indbyrdes. Men uanset hvordan det nu bliver, så er de alle forenede i deres modstand mod Jehovas suverænitet. Det at de kaldes „de nationer der er ved jordens fire hjørner“, antyder at de befinder sig langt borte fra „den elskede by“. Hvad deres indstilling til suverænitet angår, har de fjernet sig langt fra Jehova Guds suverænitet. Jehova Gud bliver ikke „alt for alle“ i deres tilfælde.
15, 16. (a) Hvordan er de vildledte, nationalistiske mennesker som „Gog og Magog“ når man tænker på tidspunktet og genstanden for deres angreb? (b) Hvordan kan de også sammenlignes med Gog i forbindelse med den måde hvorpå de bliver ført frem til angrebet?
15 Disse vildledte, nationalistiske mennesker kaldes meget betegnende „Gog og Magog“. Den oprindelige „Gog i Magogs land“, som Ezekiel profeterede om, rettede et endeligt angreb mod dem der tilbad Jehova Gud. Han gjorde det efter at disse tilbedere var blevet ført tilbage til deres retmæssige jordiske domæne og deres land var „blevet som Edens have“. (Ezekiel 36:35) De boede som i „et åbent land“, og de blev omtalt som „fredelige folk, som bor trygt, som alle bor uden mure og hverken har portstænger eller porte“. (Ezekiel 38:11) Og befolkningen i „Magogs land“ støttede deres overfyrste i dette angreb på de tilsyneladende forsvarsløse tilbedere af Jehova. Men grunden til at Gog kommer langvejsfra for at foretage dette angreb er, som Jehova siger: „Jeg vender dig og sætter kroge i dine kæber og trækker dig frem med hele din hær, . . . ved årenes ende skal du overfalde et land, som atter er unddraget sværdet.“ — Ezekiel 38:4-8.
16 De der lader sig vildlede af Satan Djævelen efter at den tusindårige domsdag, er forbi, vil følge denne usynlige fyrste som Jehova Gud lige har løsladt fra afgrunden netop for at give ham lejlighed til at rette et angreb mod den genrejste menneskehed. Når Satan Djævelen og hans dæmoner løslades fra afgrunden får de lov til atter at opholde sig i jordens nærhed og være i nær kontakt med menneskeheden på jorden, der nu er som et paradis, som Edens have. Når den løsladte Satan angriber, er det derfor som om han føres frem af Jehova med kroge i kæberne. Og de mennesker på jorden der nu lader sig vildlede af Satan Djævelen, bliver ligeledes ført frem som med kroge i kæberne til dette angreb på „de helliges lejr og den elskede by“. (Åbenbaringen 20:7-9) Navnene Gog og Magog kan således passende anvendes om disse vildledte nationalistiske mennesker der overfalder og prøver at udplyndre dem der loyalt holder fast ved Jehova Guds universelle suverænitet.
17, 18. (a) Kan de angribe „den elskede by“ direkte? Hvordan må de angribe ’byen’? (b) Hvilken handling må de jordiske fyrster, Kristi sønner, foretage når hans tusindårige herredømme er til ende, og i hvilken hensigt?
17 Eftersom disse vildledte mennesker lever på jorden, kan de lige så lidt som deres anfører, Satan Djævelen, rette et direkte angreb mod det ny Jerusalem i himmelen. Men de kan vende sig mod dem på jorden der trofast har repræsenteret den messianske regering i himmelen, nemlig ’fyrsterne på hele jorden’. Eftersom disse fyrster er blevet indsat af det ny Jerusalems konge, evighedsfaderen Jesus Kristus, har de tjent som synlige, fyrstelige repræsentanter for „den elskede by“. Og når Guds kongelige søn ved afslutningen af sit tusindårige herredømme „overgiver riget til sin Gud og Fader“, må disse fyrster på jorden, der er hans sønner, handle på tilsvarende måde. De må gøre som Guds søn, der vil „underlægge sig Ham der har underlagt ham alt“, nemlig den himmelske Fader.
18 Disse fyrstelige „sønner“ af evighedsfaderen Jesus Kristus efterligner ham derfor og underlægger sig hans Gud og Fader, idet de anerkender at Han udøver sin universelle suverænitet med rette. I stedet for stolt og genstridigt at nægte at gøre det der nu kræves af dem på grund af den ændrede situation, handler de som Kristus og underlægger sig Jehovas universelle suverænitet. De der vildledes af Satan Djævelen angriber dem med argumenter og lægger pres på dem for at få dem fra det, men „den elskede bys“ synlige jordiske repræsentanter afviser dem blankt. De bevarer deres integritet over for den højeste Gud og anerkender loyalt hans retmæssige suverænitet over hele jorden, ja, over hele universet. De nærer ingen betænkelighed ved at lade Jehova Gud være „alt“ for dem. — 1 Korinter 15:24-28.
„Gog og Maog“ og deres forfører ryddes af vejen
19. Hvordan viser de loyale, når de angribes af de vildledte, at de ikke alene har tro på Gud men også integritet i spørgsmålet om hans universelle suverænitet?
19 Når Satan Djævelen samler de vildledte til denne ’krig’, vil „de helliges lejr“ og de jordiske repræsentanter for „den elskede by“ ikke forsvare sig med kødelige våben. De kan naturligvis ikke dræbe Satan Djævelen og hans dæmonengle, som de hverken kan se eller nå. De der loyalt går ind for Jehovas universelle suverænitet dræber imidlertid heller ikke de vildledte mennesker på jorden, „Gog og Magog“, som de udmærket kan se. De optræder ikke som skarprettere over for dem. Da de har valgt at stille sig på Jehova Guds side, overlader de det til ham at udøve sin universelle suverænitet over for de vildledte, illoyale angribere. De lader kampen være Jehovas og drister sig ikke til at handle som hans domsfuldbyrdere og kæmpe med dødbringende våben. Derved giver de ikke alene udtryk for deres tro, men viser også at de ejer fuldkommen integritet over for Jehova Gud og i spørgsmålet om hans universelle suverænitet. De overlader det til ham at frelse dem og tilintetgøre de illoyale! Tillidsfuldt bliver de stående og ser ’hvorledes Jehova frelser dem’. — 2 Krønikebog 20:15-17.
20. (a) Hvad vil de loyale få den forret at se, under Guds beskyttelse? (b) Hvad vil denne handling fra Guds side betyde for de illoyale?
20 Eftersom de der forbliver tro mod Jehovas universelle suverænitet „dvæler i den Almægtiges skygge“ vil de ’kun være tilskuere ved de gudløses straf’. (Salme 91:1, 8) Det der forudsiges i Åbenbaringen 20:9 om „Gog og Magog“ vil gå i opfyldelse for deres øjne: „Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem.“ Disse illoyale mennesker bliver døbt med ild, hvilket vil sige at de bliver tilintetgjort for evigt. Gud vil ikke erklære dem retfærdige og indføre deres navne i „livets bog“. (Romerne 8:33) Herved misbruger Jehova Gud ikke sin universelle suverænitet, men udøver den på rette måde over for sine fjender.
21. (a) Hvor længe skulle Satan være løsladt fra afgrunden, og er formålet dermed nu blevet opfyldt? (b) Hvad ville det betyde hvis Satan blev kastet i afgrunden igen?
21 Den evige tilintetgørelse af disse lovløse personer der hader det gode, fjerner imidlertid ikke Satan Djævelen og hans dæmonengle fra jordens nærhed. Han har ellers været løsladt fra afgrunden længe nok. Guds hensigt med at løslade ham er blevet opfyldt; der er ingen grund til at lade ham og hans dæmoner være på fri fod længere. Vi husker hvad der står i beretningen om dengang da Satan blev kastet i afgrunden for de tusind år: „Derefter skal han nødvendigvis løses en lille tid.“ (Åbenbaringen 20:3) Nu er den forbi, denne „lille tid“ hvori Satan Djævelen har forsøgt at forlede så mange af de genrejste mennesker som muligt til at mene at Jehova udøver sin suverænitet over jorden på en uretmæssig og hovmodig måde. Hvad skal der nu ske? Skal Satan og hans dæmoner kastes tilbage i afgrunden? Det ville antyde at de skulle løslades endnu en gang, ligesom Jesus Kristus selv blev hentet op af en afgrund, ligesom de symbolske græshopper blev lukket ud af afgrunden, og ligesom det „vilddyr“ som Babylon den Store rider på steg op af afgrunden. — Romerne 10:7; Åbenbaringen 9:1-3; 17:8; jævnfør Åbenbaringen 11:7.
22, 23. (a) Hvordan er Satans anklage i forbindelse med menneskene blevet besvaret, og i hvis favør er den langvarige strid blevet afgjort? (b) Hvad sker der nu med Satan og hans dæmoner?
22 At Satan Djævelen og hans dæmoner blev lænket og kastet i afgrunden, var en pine af midlertidig varighed for dem. Skal fangenskabets pine atter være midlertidig for dem, eller skal den vare evigt? Hvad sker der med dem efter at de har set at de der lod sig vildlede af dem, er blevet straffet med tilintetgørelse i ild? Djævelen har nu fået svar på den anklage han hele tiden har fremført, nemlig at mennesker på jorden kun tjener Jehova Gud af selviske grunde og at ingen vil forblive loyale mod Jehova udelukkende af kærlighed til ham, hvis de fristes af Satan Djævelen. De trofaste mænd og kvinder der fortsat lever på jorden efter at de illoyale er blevet tilintetgjort i ild, står som et levende svar over for Djævelen, som et bevis på at hans anklage er falsk og at han selv er en løgner. Den syv tusind år lange strid er blevet afsluttet med sejr for sandhedens Gud, så der er ingen grund til at lade Satan Djævelen og hans dæmoner bevare livet længere. Guds tålmodighed med dem er nu forbi. Af disse grunde sender han ikke de oprørske engle tilbage i afgrunden. Hvad sker der så med dem?
23 „Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 20:10.
24, 25. (a) Hvad betyder det for Satan og hans dæmoner at de kastes i ildsøen? (b) I hvilken forstand er denne død anderledes?
24 Pinen i ild- og svovlsøen betyder det samme for Satan Djævelen og hans dæmoner som den betyder for det symbolske vilddyr og den falske profet. Hvilket? Evig udslettelse. (Åbenbaringen 19:20) Satan Djævelen og hans dæmoner vil lige så lidt som det symbolske vilddyr og den falske profet komme til live igen. Deres navne står ikke skrevet i nogen „livets bog“. Liv er liv, uanset om man kan nyde det eller man lider pine. At Satan og dæmonerne kastes i den symbolske ild- og svovlsø vil derfor ikke sige at de pines levende, ved fuld bevidsthed, på sind og legeme.
25 Den symbolske sø betegner ikke en tilstand hvori man er død og dog lever. Den symboliserer en død som er anderledes end den død der er gået i arv til alle mennesker fra Adam og Eva, hvilket øjensynlig var den første form for død der holdt sit indtog i skaberværket blandt de skabninger der var dannet i Guds billede. Denne nedarvede død er kun midlertidig, idet den forvandles til en ’dødens søvn’ af opstandelsen, der er blevet mulig som følge af Jesu Kristi død og opstandelse. — 1 Korinter 15:20-22.
26. Hvorfor er det meget betegnende at denne død kaldes „den anden død“, og hvor har de mennesker der lider denne død, ikke deres navne skrevet?
26 Den død der symboliseres ved „ild- og svovlsøen“ adskiller sig fra den død menneskeheden har arvet fra Adam derved at den ikke er som en søvn man vækkes af, men derimod en fuldstændig tilintetgørelse, en død uden ende. Den død der gik i arv fra Adam var ’den første død’. Den død der skildres ved „ild- og svovlsøen“ kaldes derfor passende „den anden død“. Den vil gøre krav på de mennesker der kommer til at opleve den tusindårige domsdag men som derefter ikke får deres navne skrevet i Guds „livets bog“. Bibelen viser hvad „ildsøen“ vil betyde for de mennesker der ikke er værdige til evigt liv. Vi læser: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“ — Åbenbaringen 20:14, 15.
27, 28. (a) Hvorfor er det muligt for Satan og hans dæmoner at lide den anden død? (b) Hvad vil det sige at de pines for evigt i ildsøen?
27 Denne inspirerede forklaring på hvad „ildsøen“ symboliserer, bekræftes nogle få vers længere fremme, hvor vi læser: „Enhver der sejrer skal arve disse ting, og jeg vil være hans Gud og han skal være min søn. Men de feje og de uden tro og de som er afskyelige i deres snavs, og mordere og utugtige og sådanne som øver spiritisme, og afgudsdyrkere og alle løgnerne, deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er ensbetydende med den anden død.“ (Åbenbaringen 21:7, 8) Eftersom „ildsøen“ er omtalt så mange gange i sammenhæng her i Åbenbaringen (kapitlerne 19 til 21), må det den betyder for de mennesker der ikke fandtes skrevet i „livets bog“, også gælde for Satan Djævelen og hans dæmoner. Den betegner „den anden død“. Det vil ikke nødvendigvis sige at de der kastes i „ildsøen“, lider døden for anden gang, men de lider den anden form for død der er omtalt i Bibelen, en evig død.
28 Derfor kan Satan og hans dæmoner lide denne død selv om de aldrig har været døde før. Der var ikke den mindste smule liv forbundet med den første død, den død der holdt sit indtog på grund af det første menneskes synd. Der vil heller ikke være den mindste gnist af liv forbundet med „den anden død“, den evige straf der rammer dem der med overlæg er ulydige mod Gud og som endda giver afkald på deres fuldkommenhed for at kunne være det. Ifølge alle bibelske vidnesbyrd må ordene om at Satan og hans dæmoner skal pines i ild- og svovlsøen i evighedernes evigheder derfor betyde at de gøres til intet, at de ophører med at eksistere, at deres liv som åndeskabninger udslettes for evigt. Resultatet bliver at der ikke længere findes dæmoner i Guds univers, og Gud vil ikke tillade at der igen fremstår dæmoner.
De der blive levende når de tusind år er til ende
29. Hvilken handling har Gud foretaget i forbindelse med de hellige og ligeledes de fyrster der repræsenterer den elskede by, eftersom han lader dem forblive i live?
29 En herlig evighed venter nu menneskeheden! Se! Jehova Gud lader „de helliges lejr“ og fyrsterne, de jordiske repræsentanter for „den elskede by“, leve mens han tilintetgør „Gog og Magog“ og Satan Djævelen og hans dæmoner! Kan det betyde andet end at Gud har skrevet deres navne i „livets bog“, eller at han har ladet deres navne blive stående i „livets bog“? Det vil sige at han har erklæret dem retfærdige, retfærdiggjort dem, fordi de har bevaret deres integritet over for ham og således — sammen med Guds søn Jesus Kristus og hans 144.000 medarvinger — har hævdet den højeste Guds universelle suverænitet, han som er alle gode tings Skaber. At Jehova Gud har erklæret dem retfærdige vil sige at han har givet dem ret til at leve evigt i deres paradisiske hjem.
30. (a) Hvem vil de der består den endelige prøve altid stå i gæld til, og hvor vil de opholde sig for evigt? (b) Hvornår vil de leve i ordets fulde betydning?
30 Det er Jesus Kristus, den himmelske konge, præst og dommer, der, ved sin kærlige handlemåde over for menneskene i de tusind år, har ført de villige og lydige frem til denne fuldkomne retfærdighed i kødet. Hvis han ikke havde nået dette resultat ved afslutningen af de tusind år, ville han have tøvet med at overgive dem til den øverste Dommer, Jehova Gud, til den endelige prøve. Hvorfor? Fordi han vidste at de ikke kunne bestå den guddommelige prøve og opnå evigt liv medmindre de var fuldkomment retfærdige. Altså står de fuldstændig retfærdige og syndfri i kødet og tilbeder Jehova i de jordiske forgårde til hans „sande telt“ eller tempel. Dér bliver de til evig tid, idet de beviser deres ubrydelige integritet og urokkelige troskab mod den suveræne Herre Jehova ved at bestå den endelige prøve. For evigt står de i gæld til Guds søn, Jesus Kristus, der kærligt har løftet dem op til denne fuldkomne retfærdighed og dermed har fuldført sin gerning som deres genløser og frelser. Nu lever de i ordets fuldeste forstand!
31. Hvad opnår „de øvrige af de døde“ således når Kristi tusindårige herredømme er til ende, og hvad sker der med den adamitiske død?
31 I lyset af dette forstår vi rigtigheden af den indskudte bemærkning i Åbenbaringen 20:5: „(De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.)“ „De øvrige af de døde“ ville ikke have opnået denne tilstand af fuldkomment liv ved afslutningen af de tusind år hvis ikke Jesus Kristus og hans 144.000 medarvinger, der fik del i „den første opstandelse“, havde hjulpet dem på en forberedende måde i de tusind år. Det er i virkeligheden nu at døden, den død der er gået i arv fra Adam, giver de døde der er i den, tilbage, og at døden kastes i ildsøen for at lide „den anden død“, den evige tilintetgørelse. (Åbenbaringen 20:13, 14) Hermed opfyldes ordene i Første Korinterbrev 15:25, 26: „Han må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Som den sidste fjende skal døden gøres til intet.“
32. Hvordan vil Åbenbaringen 21:3, 4 da opfyldes i fuldt omfang?
32 Således vil følgende ord om den død der er gået i arv fra Adam, få deres fulde opfyldelse: „Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.
33. (a) Hvordan vil de der opnår ’liv i overflod’ vise sig værdige til at leve evigt? (b) Hvordan vil de selv komme til at erfare sandheden i Romerbrevet 6:23?
33 Vil alle som er blevet levende i denne fuldkomne forstand ved afslutningen af de tusind år, alle som nu har ’liv i overflod’, vælge at leve evigt? Det kan de gøre ved at vise sig værdige til at modtage retten til evigt liv af den store kilde til alt liv, Jehova Gud. De der trofast og loyalt består den gennemgribende prøve på deres integritet over for Jehova, vil blive belønnet med den dyrebare ret til at blive bevaret i live så de kan leve lykkeligt i al evighed. De vil selv komme til at erfare at „den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre“. (Romerne 6:23) Havde Gud ikke givet sin elskede, enestefødte søn, ville dette aldrig have været muligt for menneskeslægten.
34, 35. (a) Hvad håber vi i forbindelse med ’den store skare’ hvis medlemmer allerede før „den store trængsel“ tjente i Jehovas åndelige tempel, iført hvide klæder? (b) Hvordan betragtede Koras sønner Jehovas forgårde, en indstilling som selv de oprejste „uretfærdige“ vil kunne opnå?
34 Nu vil det i sandhed være tilfredsstillende at tilbede og tjene den Gud hvis navn er Jehova, i hans åndelige tempels jordiske forgårde! Allerede da det strålende tusindårsrige begyndte, kunne det siges om medlemmerne af ’den store skare’ der havde overlevet „den store trængsel“, at de havde „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åbenbaringen 7:9, 14, 15) Det er vort håb at medlemmerne af denne ’store skare’ i rene klæder vil forblive i Guds åndelige tempels forgårde under hele det tusindårige styre, og ligeledes bagefter, under prøven på deres absolutte integritet over for den suveræne Herre Jehova. De der oprejses fra gravene i løbet af de tusind år vil blive ført ind i Jehovas åndelige tempels jordiske forgårde for at tilbede og tjene ham der. Hvis de tjener Jehova med den rette værdsættelse vil de, selv de opstandne „uretfærdige“ føle som levitten Koras sønner gjorde:
35 „Bedre én dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus’ tærskel end dvæle i gudløsheds telte. Thi Gud [Jehova] er sol og skjold, [Jehova] giver nåde og ære; dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt.“ — Salme 84:1, 11, 12.
36. Hvordan gav David udtryk for sin værdsættelse af Guds tempel, en værdsættelse som de der er fast besluttede på at bevare deres integritet, vil opdyrke?
36 De der er fast besluttede på at bevare en helhjertet integritet over for den eneste levende og sande Gud, vil opdyrke den samme værdsættelse af åndelige værdier som David gav udtryk for da han sagde: „Om ét har jeg bedet [Jehova], det attrår jeg: alle mine dage at bo i [Jehovas] hus for at skue [Jehovas] livsalighed og grunde i [med værdsættelse betragte, NW] hans tempel.“ — Salme 27:1, 4.
37, 38. (a) Hvordan vil Jehovas fodskammel blive? (b) Vil de der bor på Jehovas fodskammel kun kunne glæde sig over et bogstaveligt paradis? På hvilken måde vil de efterkomme opfordringen i den sidste salme?
37 Da vil den ophøjede Skaber blive tilbedt på hele jorden. Den er hans „fødders skammel“, hvorimod himmelen er hans „trone“. (Esajas 66:1) Hans himmelske trone er herlig og strålende; hans jordiske fodskammel vil ligeledes blive gjort herlig og strålende, som et passende sted for hans fødder. Overalt vil jorden blive iklædt paradisisk skønhed; den vil blive som Edens have, som Jehovas have. (1 Mosebog 2:8; 13:10) Der vil være glæde og fryd på jorden. Intet vil forstyrre lykken hos Jehovas tilbedere, der nu ikke længere mangler Guds herlighed. De vil eje alle gudsfrygtens egenskaber i fuldt flor og vil til fulde nyde et lifligt samfund med Gud; ja, de vil befinde sig i et åndeligt paradis såvel som i et jordisk paradis. De vil i sandhed have grund til at prise den store Skaber som har sørget for alle disse ubeskrivelige goder! Med melodiske stemmer og alle de musikalske evner de har opøvet, vil de taknemmeligt prise Gud. Sammen med de himmelske hærskarer vil de for evigt efterkomme den begejstrede opfordring i den sidste af de inspirerede salmer:
38 „Halleluja! Pris Gud i hans helligdom, pris ham i hans stærke hvælving, pris ham for hans vældige gerninger, pris ham for hans mægtige storhed; pris ham med hornets klang, pris ham med harpe og citer, pris ham med pauke og dans, pris ham med strengeleg og fløjte, pris ham med klingre cymbler, pris ham med gjaldende cymbler; alt hvad der ånder, pris [Jehova]! Halleluja!“ — Salme 150:1-6.
[Studiespørgsmål]
