Hvordan medkongerne indsættes
Kapitel 5
Hvordan medkongerne indsættes
1. Hvorfor kan menneskeheden ikke få nogen bedre konge end Jesus Kristus?
KUNNE menneskeheden få nogen bedre konge over sig end Jesus Kristus, Guds søn? Hvilken jordisk konge har nogen sinde elsket sit folk så højt at han har givet afkald på hele sin herlighed og har ofret sit liv for det? Og selv om en jordisk konge uselvisk ofrede livet for sit folk, hvor meget ville det så gavne folket i det lange løb? Jesus Kristus, Guds søn, forlod imidlertid den himmelske herlighed han havde hos sin Fader og blev et menneske, et fuldkomment menneske ganske vist, men dog „lidt ringere end de guddommelige“, „lidt ringere end engle“. (Salme 8:5, NW; Hebræerne 2:9) I harmoni med Guds vilje ydmygede han sig derpå endnu mere og led en voldelig død for menneskers hånd efter at Gud havde salvet ham til messiansk konge. Derved viste han ikke blot en enestående kærlighed til menneskene, men bragte også et fuldkomment offer som var antageligt for Gud, til evig gavn for hele menneskeheden. Hvem kan bedre end han anbefale sig som menneskehedens konge?
2. (a) Hvilken lighed er der mellem folk i vor tid og folk i det første århundrede med hensyn til ønsket om at have Jesus Kristus som konge? (b) Hvad er afgørende for hvilken konge menneskeheden vil få?
2 Jøderne som for nitten hundrede år siden satte deres lid til et politisk herredømme udøvet af mennesker, ønskede ham ikke som deres konge. Derfor råbte de til den romerske landshøvding at Jesus skulle pælfæstes, som var han en falsk kristus, en falsk messias. I dag ønsker flertallet, selv i kristenheden, ham heller ikke som deres virkelige konge, hvorimod de er meget aktive i forbindelse med menneskers herredømme og forklejner, modarbejder og forfølger de kristne der virkelig efterligner deres fører, Jesus. Men hvad betyder det at det overvældende flertal af menneskeheden i dag ikke ønsker Jesus Kristus som deres virkelige himmelske konge? Afgør det sagen for menneskeheden, både levende og døde? Det afgørende er hvad den almægtige Gud mener. Han godkendte sin søn Jesus da denne blev døbt af Johannes Døber i Jordanfloden. Han godkendte sin trofaste søn da denne i tre vidners påsyn blev forvandlet på et højt bjerg i det nordlige Palæstina. (Mattæus 3:17; 17:5) Han godkendte sin syndfri søn da denne råbte med høj røst, idet han udåndede på marterpælen på Golgata: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ — Lukas 23:46.
3. (a) Hvordan gav Gud på storslået måde udtryk for at han godkendte sin søn Jesus Kristus, der havde lidt martyrdøden? (b) Hvilket livsplan oprejste Gud ham til?
3 Og som det stærkeste udtryk for at Gud godkendte sin søn der havde lidt martyrdøden, gjorde han hvad små ubetydelige mennesker anser for umuligt, idet han oprejste Jesus Kristus fra de døde på den tredje dag. Til hvilket tilværelsesplan? Som et menneske af kød og blod, „lidt ringere end engle“? Nej, til et plan langt højere end englenes, et himmelsk livsplan som var højere end det han gav afkald på da han indvilligede i at få sit liv overført til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Filipperne 2:5-11) Apostelen Peter, en af de første der så ham i et materialiseret legeme efter hans opstandelse, skriver: „[Dåben] frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse. Han er ved Guds højre hånd, for han tog til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham.“ — 1 Peter 3:21, 22; Hebræerne 1:1-4; Lukas 24:34; 1 Korinter 15:5.
4, 5. Hvordan blev „Davids søn“ Jesus Kristus nu Davids „herre“, og hvem var den første der påpegede dette?
4 Guds sejrende søn, der var blevet „Davids søn“ ved at blive født af en jomfru i Davids slægt, blev på denne måde langt højere end kong David. Apostelen Peter påpegede dette da han under inspiration talte til flere tusind jøder den dag ugefesten blev fejret, den halvtredsindstyvende dag efter Jesu Kristi opstandelse. Fyldt med hellig ånd sagde Peter til dem:
5 „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører. David steg nemlig ikke op til himlene, men han siger selv: ’Jehova sagde til min Herre: „Sid ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’ Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ — Apostelgerninger 2:32-36.
6. (a) Hvad må David anerkende vedrørende Jesus efter sin opstandelse (b) Hvad er der at sige om Jesu jordiske slægtsregister?
6 Når David en dag bliver oprejst fra de døde under det messianske rige, må han anerkende den herliggjorte Jesus Kristus som sin Herre. David vil da kalde ham „min herre“. (Salme 110:1) Han må anerkende Herren Jesus Kristus, der blev ophøjet fra jorden til himmelen, som den mest betydningsfulde af sine efterkommere, som „Davids rod og afkom“, „løven som er af Judas stamme, Davids rod“. (Åbenbaringen 22:16; 5:5) På grund af Jesu særstilling er der anført hele to slægtslinjer i Davids efterkommeres stamtavle som ender ved Jesus, den jødiske jomfru Marias søn. Og Jesu Kristi stamtavle går ikke kun tilbage til kong David, eller til patriarken Abraham, men helt tilbage til det første menneske, Adam, der, dengang han blev skabt i Edens have, blev kaldt „søn af Gud“. (Mattæus 1:1-18; Lukas 3:23-38) Jesus Kristus er den eneste der uden afbrydelse kan føre sin slægt helt tilbage til den første jordiske „søn af Gud“.
7. (a) Hvor længe herskede Davids kongelige dynasti i Israel? (b) Hvor længe vil Jesus Kristus herske uden nogen rival på jorden, og hvordan kan dette lade sig gøre?
7 Kong David herskede kun i Israel i fyrre år. (1 Kongebog 2:10, 11; 1 Krønikebog 29:26, 27) Alt i alt herskede hans kongeslægt, repræsenteret ved en linje på tyve mandlige efterkommere, i Israel i 470 år, fra 1077 til 607 f.v.t. Kun få andre dynastier har hersket så mange år. Men Jesus Kristus, Davids himmelske Herre, vil herske over hele menneskeheden i tusind år, uden nogen rivaliserende konge på jorden. Ingen vil efterfølge ham på hans himmelske trone, for han er udødelig. Han har „et uopløseligt livs kraft“, og fordi han således „forbliver i live for evigt“ kan han have sit kongedømme „uden nogen efterfølgere“. (Hebræerne 7:16, 24) Som engelen Gabriel sagde til Maria i Nazaret, skal der „ikke være ende på hans kongedømme“. (Lukas 1:33) Han er kong Davids evige arving.
Medkonger, ikke efterfølgere
8, 9. (a) Skal de 144.000 efterfølge Jesus Kristus på tronen, og hvordan omtalte han deres privilegier i Riget efter at han havde indstiftet Herrens nadver? (b) Hvordan profeterede Daniel også om dette fællesskab?
8 Jesu Kristi 144.000 medarvinger er ikke hans efterfølgere i Riget. De er hans medkonger, og han er deres guddommeligt udnævnte overhoved. Åbenbaringen 20:4 udtrykker det på denne måde: „Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias [ikke efter Messias] i tusind år.“ Det er som Jesus Kristus sagde påskenat til sine trofaste apostle, efter at han havde indstiftet den nye højtid der nu kaldes Herrens nadver eller Herrens aftensmåltid: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30) Århundreder før Kristi tid pegede profeten Daniel frem til det samme fællesskab idet han sagde:
9 „Men siden skal den Højestes hellige modtage riget og have det i eje i evigheders evighed.“ „Den gamle af dage kom og retten blev givet den Højestes hellige og tiden kom, da de hellige tog riget i eje. Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.“ — Daniel 7:18, 22, 27.
10, 11. (a) Vil der være nogen til at efterfølge de 144.000 i kongeembedet, og hvad indebærer det at de er „en førstegrøde for Gud og for Lammet“? (b) På grund af hvilken indstilling hos de 144.000 skal man ikke frygte at have dem som konger?
10 Heraf fremgår det at den højeste Guds 144.000 hellige skal være konger med Kristus i tusind år uden efterfølgere. Der siges om dem: „Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen. Disse er blevet købt fra menneskeslægten. som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“ (Åbenbaringen 14:4) Da de er købt fra menneskeslægten har de engang været almindelige mænd og kvinder ligesom alle andre. Men jordens indbyggere, der skal have disse 144.000 over sig som konger, behøver ikke at frygte af den grund. De 144.000 er blevet „hellige“, ligesom enhver „førstegrøde for Gud og for Lammet“ må være fuldstændig hellig. Behøver man at frygte Jesu Kristi herredømme? Afgjort ikke. Derfor skal man heller ikke være urolig for det herredømme der udøves af de 144.000 som er „blevet købt fra menneskeslægten“. De har fulgt apostelen Paulus’ vejledning: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ (Filipperne 2:5) Og de har ligeledes fulgt apostelen Peters vejledning i Første Petersbrev 4:1:
11 „Derfor, da Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sindelag; for den der har lidt i kødet er hørt op med synder.“
12. (a) Hvad har Gud forudbestemt med hensyn til Kristi medkonger? (b) Hvornår og hvordan anerkendte Jehova Gud for første gang denne skare der skal udøve herredømme?
12 Det er tydeligt at de 144.000 må have udviklet en personlighed der i mental, moralsk og åndelig henseende ligner deres førers og lærers, Jesu Kristi, personlighed. Det er et af de krav Jehova Gud på forhånd har bestemt de skal opfylde. Skønt han ikke har forudbestemt hvilke enkeltpersoner der skal udgøre den skare der bærer Jesu Kristi billede, har han forudbestemt hvor mange der skal være i alt — 144.000. Han har forudbestemt hvordan han vil handle med dem og hvilken himmelsk herlighed han vil give dem. Straks da mennesket gjorde oprør i Edens have tænkte han på at der skulle oprettes en regering for en ny tingenes ordning over menneskeheden, og derfor gav han denne skare der skulle udgøre den kommende regering, sin første anerkendelse. Han gav den sin anerkendelse da han bekendtgjorde sin dom over Satan Djævelen, „slangen fra fortiden“: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved og du skal hugge den i hælen!“ — 1 Mosebog 3:15.
13, 14. (a) Hvilken plads har Jesus Kristus i opfyldelsen af profetien om Guds kvindes „sæd“? (b) Hvad skrev apostelen Paulus opmuntrende til de kristne som stræbte efter at gøre deres kaldelse sikker?
13 Jesus Kristus er naturligvis den der i første række udgør Guds kvindes lovede „sæd“. Men ’sæden’ omfatter også de trofaste disciple der skal være med til at knuse Slangens hoved sammen med Kristus. (Romerne 16:20) Til en menighed af kaldede som stræbte efter at gøre deres kaldelse sikker og urokkelig, skrev apostelen Paulus derfor opmuntrende:
14 „Nu ved vi at Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud, dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede; fordi dem han gav sin første anerkendelse, dem forudbestemte han også til at blive formet efter hans søns billede, for at han kunne være den førstefødte blandt mange brødre. Og dem han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem han kaldte, dem erklærede han også retfærdige. Og dem han erklærede retfærdige, dem herliggjorde han også. Hvad skal vi da sige til dette? Når Gud er for os, hvem vil da være imod os? Han som end ikke skånede sin egen søn men overgav ham for os alle, hvorfor skulle han ikke også, med ham, i sin godhed give os alt andet?“ — Romerne 8:28-32.
15. (a) Hvordan vil regeringen i Guds nye orden, ifølge Guds egen forudbestemmelse, blive præget af harmoni og enhed? (b) Hvordan vil Gud sørge for at medlemmerne af denne regering er „retfærdige“?
15 Læg mærke til at disse kaldede, uanset hvem de viser sig at være, alle er forudbestemt „til at blive formet efter hans søns billede, for at han kunne være den førstefødte blandt mange brødre“. Dette forudsætter og garanterer at de alle kommer til at ligne Kristus som Guds sønner. Gud har på denne måde forudbestemt at regeringen i hans kommende nye orden skal være en harmonisk regering, en regering som ikke er splittet eller præget af uenighed. Hvert eneste medlem af denne regering må være „retfærdig“. Af den grund må Gud træffe en særlig, men dog retfærdig, foranstaltning med det for øje at erklære disse kaldede „retfærdige“, og det gør han ved Lammet Jesu Kristi blod. Når han oprejser dem fra de døde gør han dem retfærdige som fuldkomne åndeskabninger, i harmoni med deres retfærdige personlighed. (Romerne 5:1, 9; 8:1) Allerede nu erklærer Gud dem retfærdige som følge af deres tro på Jesu Kristi blod, og han ærer eller herliggør og ophøjer dem med velsignede privilegier i hans tjeneste på jorden. Han stiller dem Rigets herlighed i udsigt.
16. Hvordan viste Jesus sine disciple om de skulle efterligne denne verdens politikere?
16 Hele menneskeheden kan være forvisset om at disse medarvinger som Gud godkender og oprejser til Rigets herlighed, ikke vil varetage deres hverv på samme måde som politikerne i denne verdens regeringer. Jesus anbefalede ikke sine disciple at efterligne denne verdens politikere. Der vil ikke være nogen politisk rivaliseren mellem hans 144.000 medkonger i det himmelske rige. Ikke ifølge det vi læser i Lukas 22:24-27: „Der opstod imidlertid også en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største. Men han sagde til dem: ’Nationernes konger spiller herrer over dem, og de der har myndighed over dem bliver kaldt velgørere. Men sådan skal I ikke være. Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener. For hvem er størst: den der ligger til bords, eller den der virker som tjener? Er det ikke den der ligger til bords? Men i jeres midte er jeg som den der virker som tjener.’“
17. Hvorfor var Jesus, da han blev sendt til verden, med rette Guds ambassadør over for menneskeheden?
17 For cirka to tusind år siden blev Guds søn sendt til verden, men ikke for at samle stemmer som politiker eller for at kæmpe mod politiske modkandidater, heller ikke i Israels nation. Han kom for at gøre hvad ingen jordisk politiker formår at gøre, nemlig at forlige folk af alle racer, nationer og stammer med Gud, som de var fjender af. Han kom for atter at bringe menneskeheden på fredelig og venskabelig fod med den store Livgiver, Jehova Gud. Det betød at han som Guds søn måtte ofre sig selv. Han betegnes med rette som Guds ambassadør, der blev udsendt til en fjendtlig menneskeslægt for indtrængende at bede den om at lade sig forlige med Gud og således undgå at blive tilintetgjort af ham.
18. Hvordan reagerede de der blev Kristi disciple, over for Guds ambassadør? Hvad kom det til at betyde for dem?
18 De der blev kristne disciple tog imod denne ambassadør fra Gud og drog nytte af hans ambassadørtjeneste. Apostelen Paulus skrev til sådanne disciple i Rom: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. Derfor, da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden. For når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud gennem hans søns død, skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv. Og ikke det alene, men vi jubler også over Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, gennem hvem vi nu har modtaget forligelsen.“ — Romerne 5:8-11.
„Ambassadører på Kristi vegne“
19. (a) Hvordan er ambassadørtjenesten over for menneskeheden blevet udført siden Kristus steg op til himmelen? (b) Hvordan ser de politiske herskere på Kristi ambassadører? Hvorfor?
19 Efter at Jesus Kristus i foråret 33 steg op til himmelen, har han ikke længere personligt udført denne ambassadørtjeneste på jorden. Derfor må hans forligte disciple gøre det på hans vegne. De politiske herskere og regeringer anerkender ikke disse disciple som ambassadører for universets højeste regering, og disse kristne ambassadører henvender sig på deres side ikke til de enkelte landes ambassadører for at forhandle med dem og indgå aftaler med dem og derved forlige hele nationer med Gud. De politiske herskere og regeringer betragter de bemyndigede disciple efter kødet, fra det gamle standpunkt, og sender ikke diplomatiske repræsentanter til dem, sådan som de i århundreder har sendt repræsentanter til den romersk-katolske kirkes Vatikanstat. De betragter disse disciple, der ikke går klædt som diplomater og hverken har titel eller akkreditiver, som ganske almindelige mennesker. De erkender ikke at de, åndeligt set, er nye skabninger, med noget nyt at tilbyde.
20. Hvordan omtalte Paulus sig selv da han skrev til efeserne, skønt Rom ikke anerkendte ham som ambassadør?
20 Selv om apostelen Paulus ikke repræsenterede det jødiske styre i Jerusalem og heller ikke af romerriget blev anerkendt som kristen ambassadør, gjorde dét ham så ringere som ambassadør for den højeste Guds regering? Endog mens han sad arresteret i Rom og det romerske styre ikke viste ham nogen anerkendelse, omtalte han sig selv som ambassadør, idet han skrev til menigheden i Efesus i Lilleasien: „I [skal] våge med al vedholdenhed og med anråbelse for alle de hellige, også for mig, at der må blive givet mig evne til at tale når jeg åbner min mund, for med al frimodighed i tale at gøre den gode nyheds hellige hemmelighed kendt, for hvilken jeg virker som ambassadør i lænker, så jeg i forbindelse med den kan tale med frimodighed, således som jeg bør tale.“ — Efeserne 6:18-20.
21. Hvem henvender de kristne ambassadører sig til når de udfører deres opgave?
21 En bemyndiget kristen bør ikke anlægge det synspunkt der præger denne verdens politiske regeringer, som er fjender af Jehova Gud. Den kristne har modtaget sit hverv som ambassadør af Gud gennem Kristus, og han må vedkende sig de pligter og det ansvar denne nye ære pålægger ham. Da han ikke er verdslig ambassadør henvender han sig ikke som ambassadør til de politiske regeringer. Hvad forligelsen med Gud angår, kan en regering ikke handle på hele nationens vegne og ændre sine undersåtters forhold til Gud. Det er en personlig sag; hver enkelt må træffe sin egen afgørelse og handle derefter. Af denne grund går de kristne ambassadører direkte til folk selv, og handler ikke gennem deres politiske regeringer. Apostelen Paulus forklarer nøjagtig hvordan det forholder sig, idet han ser bort fra det gamle som før har været gældende, og lægger vægt på den kristnes nye situation og nye hverv:
22. Hvilken tjeneste fuldfører de kristne ambassadører? På hvis vegne tjener de, og hvad anmoder de indtrængende de forligte om ikke at gøre?
22 „Derfor, hvis nogen er i samhørighed med Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forsvundet, se, noget nyt er blevet til. Men alt er fra Gud, som har forligt os med sig selv ved Kristus og har givet os forligelsens tjeneste, forligelsen som går ud på at Gud ved hjælp af Kristus forligte en verden med sig, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han har betroet os ordet om forligelsen. Vi er derfor ambassadører på Kristi vegne, som om Gud fremsatte indtrængende anmodninger gennem os. På Kristi vegne beder vi: ’Bliv forligt med Gud.’ Den som ikke kendte synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved hjælp af ham. Idet vi samarbejder med Gud retter vi også en indtrængende anmodning til jer om ikke at tage imod hans ufortjente godhed og forfejle hensigten med den.“ — 2 Korinter 5:17 til 6:1.
23. Hvilke begrænsninger er der pålagt dem der repræsenterer Gud som „ambassadører på Kristi vegne“?
23 Stillingen som „ambassadører på Kristi vegne“ lægger visse begrænsninger på dem der repræsenterer Gud og er nye skabninger i samhørighed med Kristus. Hvilke begrænsninger? Samme begrænsninger som dem der gælder for politiske nationers ambassadører. Ikke blot i dag men også på Bibelens tid var det sådan at udsendte ambassadører ikke havde nogen ret til at blande sig i det fremmede lands politiske anliggender. (Lukas 19:12-15, 27) En ambassadør kan måske rette en henvendelse, eller endog en protest, til det fremmede lands regering, men han må holde sig fuldstændig ude af landets politik. Han må være loyal mod sit eget lands regering og nidkært tage vare på dens interesser over for den fremmede regering. Hvis han ikke gør dette, kan det ske at man ikke længere anerkender hans stilling men anmoder ham om at forlade landet.
24. Hvor har disse åndelige ambassadører deres statsborgerskab, og hvilken regering repræsenterer de? Hvilken verdslig virksomhed afholder de sig fra, og hvad undgår de derved?
24 De 144.000 som er medarvinger med Kristus anerkender at de, mens de er på jorden, er „ambassadører på Kristi vegne“. I lyset af Bibelen ser de klart hvad denne ambassadørstilling betyder for deres forhold til denne verden, som er Guds fjende. (Romerne 5:10) Sammen med apostelen Paulus bekender de: „Hvad os angår, er vort statsborgerskab i himlene, hvorfra vi også ivrigt venter en frelser, Herren Jesus Kristus.“ (Filipperne 3:20) I denne fjendtlige verden må de trofast repræsentere det himmelske rige som Herren Jesus Kristus har befalet dem at forkynde jorden over. (Mattæus 24:14) Som åndelige ambassadører i en fjendtligsindet verden kan de ikke blande sig i eller tage del i noget som helst lands politik. De kan ikke deltage i politiske valgkampagner eller beklæde embeder i en verdslig regering, lige så lidt som en verdslig ambassadør kan dele sin loyalitet mellem to lande og påtage sig politiske embeder i et fremmed land. Derved undgår de ethvert samfundsansvar som en nation kunne pådrage sig som følge af embedsmisbrug og blodsudgydelse.
25. Hvordan undgår de 144.000 medarvinger til Riget at tilbede „vilddyret“ og dets „billede“ og at modtage dets mærke på panden og hånden?
25 I betragtning af dette forstår vi endnu bedre det apostelen Johannes siger om de 144.000 trofaste der bliver Kristi medregenter: „Jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd. Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år.“ (Åbenbaringen 20:4) Ved hjælp af Guds ånds oplysende kraft ser de at „vilddyret“, hvis tal er 666, er det verdensomspændende politiske system som Djævelen benytter i sin egenskab af „denne verdens hersker“. De ser at dette politiske vilddyrs „billede“ er en anden politisk organisation, nemlig De forenede Nationer, den menneskeskabte organisation for fred og sikkerhed i den verden der er Guds fjende. Kun ved at holde sig rene og ikke lade sig indvikle i dette symbolske vilddyrs politik og konflikter, kan de undgå at få vilddyrets mærke på deres pande eller hånd.
26. Skønt de 144.000 undlader at tilbede „vilddyret“ og at bære dets „mærke“, hvad yder de så alligevel verdens „højere myndigheder“, men i hvilket omfang?
26 De 144.000 træller ikke for „vilddyret“ og dets politiske „billede“, og de tilbeder dem heller ikke. De vil ikke — som om de havde et mærke på den utildækkede pande — stå som trælle af dette „vilddyr“ der betegner menneskers herredømme under Satan Djævelen. De vil ikke bære dets politiske „mærke“ på deres hånd ved som trælle og tilbedere at yde dette „vilddyr“ deres aktive støtte. De adlyder ganske vist apostelen Paulus’ vejledning i Romerbrevet 13:1-7 og underordner sig samvittighedsfuldt under denne verdens „højere myndigheder“, idet de betaler deres skat og hvad der ellers tilkommer staten. De underordne sig imidlertid ikke fuldstændigt, men kun relativt, og det af en meget tungtvejende grund. Hvilken grund? Denne: når disse jordiske myndigheders love og bestemmelser er i strid med den højeste Guds love og bestemmelser, må de samvittighedsfuldt følge den handlemåde som Kristi apostle angav over for den øverste domstol i Jerusalem: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Kun ved at gøre dette kan de undgå „vilddyrets mærke“ og vise sig værdige til at herske sammen med Kristus oventil.
27. Hvilket kendemærke bærer de 144.000 på deres pander, ifølge Åbenbaringen 22:4?
27 De 144.000 trofaste vil derfor ikke tage nogen del af denne selviske verdens politiske urenhed med sig ind i Kristi himmelske rige. Hvad kendemærket på deres pander angår, siger Åbenbaringen 22:3-5 følgende om disse loyale Guds tjenere: „Hans trælle vil yde ham hellig tjeneste og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. . . . Jehova Gud vil lyse på dem, og de skal herske som konger i evighedernes evigheder.“
Fordelen ved at de beklæder deres embede i tusind år
28. (a) Hvilken fordel er der ved at de 144.000 hersker i tusind år uden efterfølgere? (b) Hvad vil Satan og hans dæmoner gøre i forbindelse med Guds herredømme når de løslades, og hvad vil der ske med dem der vildledes?
28 Hvilket storslået privilegium at skulle herske som konger sammen med Kristus i tusind år efter at Satan og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden! Hvilke muligheder dette giver dem! De vil have tid nok til at fuldføre det arbejde Jehova Gud ønsker udført i disse første tusind år af sin nye orden. Hverken de eller Jesus Kristus vil få nogen efterfølgere som vil prøve at lave om på det de har udrettet, eller insistere på at tingene gøres på en ny måde. Ifølge Åbenbaringen 20:7-10 vil Satan Djævelen og hans dæmoner, når de løslades ved slutningen af de tusind år, forsøge at lave om på forholdene. De vil forsøge at ødelægge alt hvad den himmelske regering har udrettet til ære for Gud og til velsignelse for menneskene, men det vil ikke lykkes dem. De mennesker som Satan får held til at vildlede, vil opdage at deres oprør mod Guds herredømme bliver kortvarigt og forgæves. Sammen med Satan og hans dæmoner vil disse jordiske oprørere blive udslettet af de levendes land.
29. (a) Hvordan vil det, efter de tusind år, vise sig at det ikke var forgæves at Gud sendte sin søn til jorden og lod ham dø? (b) Hvorfor vil Kristus og de 144.000 kunne glæde sig og vide at deres herredømme i tusind år ikke har været forgæves?
29 Det tusindårige herredømme ved Jesus Kristus og hans 144.000 medarvinger vil ikke have været forgæves. Menneskehedens genrejsning til jordisk fuldkommenhed i et verdensomspændende paradis vil være fuldbyrdet. Ja, Jesus Kristus, Guds søn, vil ikke have givet sit liv forgæves, og hensigten med at Gud kærligt sendte ham til verden vil ikke være slået fejl. De der trofast støtter Jehovas universelle suverænitet og som loyalt består prøven når Satan er løst en lille tid, vil stå som et overvældende bevis på at Skaberen, den almægtige Gud, kan sætte mænd og kvinder på jorden som urokkeligt bevarer deres integritet ind for ham. Fordi de gør dette vil de blive erklæret retfærdige af den øverste Dommer, Jehova Gud, og blive begunstiget med retten til at tjene ham for evigt i fred og lykke i det jordiske paradis. (Åbenbaringen 20:5) Jesus Kristus og hans 144.000 medkonger vil glæde sig over dette resultat af Guds dom over menneskeheden, og de vil vide at deres tusindårige herredømme ikke har været forgæves.
30. Hvilket andet embede må de 144.000 beklæde sammen med Kristus i tusind år, og hvilke spørgsmål rejser dette?
30 Det strålende syn som apostelen Johannes fik, åbenbarer imidlertid at de 144.000 medarvinger til Riget ikke blot skulle herske som konger sammen med Kristus i tusind år. Åbenbaringen 20:6 siger at disse 144.000 der får del i „den første opstandelse“ skal være „Guds og Messias’ præster“. Hvorfor skal de også være præster i tusind år? Hvad vil dette udvirke som deres kongedømme alene ikke kan udvirke? Vi bør ikke stille os tilfreds før vi har fået klarhed over dette.
[Studiespørgsmål]
