Hvorfor de der er som bukke ikke arver Riget
Kapitel 15
Hvorfor de der er som bukke ikke arver Riget
1. Hvad siger kongen i lignelsen om fårene og bukkene til dem der står ved hans venstre side?
MEN hvad skal der ske med de mennesker fra alle nationer der sammenlignes med bukke og som stilles ved kongens venstre side? I sin lignelse om fårene og bukkene fortsætter Jesus: „Så vil han derpå sige til dem ved sin venstre side: ’Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle. For jeg blev sulten, og I gav mig intet at spise, og jeg blev tørstig, og I gav mig intet at drikke. Jeg var fremmed, og I tog ikke gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.’“ — Mattæus 25:41-43.
2. Hvad betyder det for „bukkene“ at de er „forbandede“?
2 Kongen Jesus Kristus påpeger at de mennesker der er som bukke, har undladt at gøre de ting som „fårene“ har gjort. Fordi de har undladt dette, siger han at de skal gå bort fra ham. Han ønsker dem ikke som jordiske undersåtter under sit tusindårige styre. De er „forbandede“. De er underlagt Guds forbandelse og får ikke del i den velsignelse som kongens himmelske Fader skænker dem der sammenlignes med får. Det betyder at den dom der ifølge Bibelens profetier fældes over dem, ikke vil blive gunstig for dem. Guds forbandelse er over dem, og der findes ingen foranstaltning som kan hæve denne forbandelse, sådan som i tilfældet med de kødelige, omskårne jøder, der var underlagt Lovens forbandelse. (Galaterne 3:13) De er forbandede, ligesom Satan Djævelen og hans dæmonengle. Af den grund fortjener de samme fremtid som Djævelen og hans engle — „den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“.
3. (a) Hvad hævder kristenhedens kirker at „den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“ vil betyde for „bukkene“? (b) Hvad forklarer Åbenbaringen selv vedrørende „søen som brænder med ild og svovl“?
3 Vil det sige at de ved fuld bevidsthed skal pines evigt i en slags ild i den usynlige verden (åndeverdenen) hvor Satan og hans dæmonengle er? Det har kristenhedens kirker fremholdt i århundreder. Til støtte for deres lære henviser de til Åbenbaringen 20:10, hvor der står: „Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ Der findes imidlertid ikke svovl i det åndelige domæne hvor Satan og hans dæmonengle opholder sig. Det skal tydeligvis forstås billedligt, ligesom udtrykkene „vilddyret“ og „den falske profet“. Hvad er „ild- og svovlsøen“ da et billede på? Det fjortende vers i samme kapitel svarer: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen.“ I Åbenbaringen 21:8 gentages denne forklaring på hvad „søen som brænder med ild og svovl“ er: „Dette er ensbetydende med den anden død.“
4. Hvordan stemmer dette med det Hebræerbrevet 2:14 siger om Djævelens straf?
4 Dette stemmer overens med forklaringen i Hebræerbrevet 2:14, hvor der ikke benyttes billedsprog: „Derfor, da ’børnene’ har del i blod og kød, fik også han [Jesus] på lignende måde del i de samme ting, for at han ved sin død kunne gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen.“ Til Guds fastsatte tid vil Jesus, der engang var død men nu er oprejst og herliggjort, gøre Satan Djævelen „til intet“. Han tilintetgør denne onde morder. Han udsletter ham. Jesus, der engang blev ’hugget i hælen’ som den der i første række er Guds kvindes „sæd“, er af Gud bestemt til at knuse Slangens hoved. — 1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20.
5. (a) Hvad er altså „den evige ild“ der er beredt Djævelen og hans engle og hvori ’bukkeskaren’ kommer? (b) Hvorfor står „bukkene“ ikke neutrale selv om de ikke direkte har gjort Kristi brødre fortræd?
5 Den „evige ild“ der er beredt Djævelen og hans engle er følgelig „den anden død“, og det er den samme evige tilintetgørelse den forsømmelige ’bukkeskare’ går bort til. I sin fordømmelse af dem siger kongen ikke at de direkte har forfulgt og skadet hans åndelige brødre. Og dog, selv om de blot har indtaget en negativ holdning over for Kristi „brødre“, har de stillet sig på Djævelens og hans engles side. Da Jesus virkede på jorden som et fuldkomment menneske og forkyndte den gode nyhed om Guds messianske rige, sagde han: „Den der ikke er med mig er imod mig, og den der ikke samler med mig spreder.“ (Mattæus 12:30) Djævelen er ikke med Jesus, og de bukkeagtige mennesker der ikke gør noget for at hjælpe den regerende konge Jesus Kristus og således er imod ham, står derfor på Djævelens side. Der findes ikke noget neutralt standpunkt mens Kristus er nærværende.
6. Hvordan forsøger „bukkene“ at forsvare sig, som det fremgår af det svar de giver kongen Jesus?
6 De der er som bukke vil måske prøve at forsvare sig med at hvis de havde set Jesus Kristus selv i de vanskeligheder han nævner, ville de have hjulpet ham. Det ligger i de ord de henvender til kongen: „Da vil de også svare med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller som fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel og sørgede ikke for dig?’“ — Mattæus 25:44.
7. Hvorfor er det ikke sikkert at „bukkene“ ville have hjulpet Jesus, selv om de havde set ham og vidst hvem han var?
7 Men selv om de havde set ham personligt i kødet og havde erkendt hvem han var, er det ikke sikkert at de ville have hjulpet ham og sørget for ham. For nitten hundrede år siden levede Jesus Kristus synligt, i kødet, her på jorden, og han var optaget af den gerning Messias skulle udføre ifølge Guds profeti, men alligevel sørgede størstedelen af hans eget folk, de kødelige jøder, hverken for ham eller for hans tolv apostle. Tværtimod råbte de til den romerske statholder Pontius Pilatus at de ville have Jesus henrettet på en marterpæl, eller de stillede sig på deres side som tog det direkte ansvar for hans pinefulde død. De bukkeagtige mennesker i vor tid kan derfor ikke undskylde sig med at de ikke har set ham og at de derfor ikke var klar over at det var ham de havde nægtet at hjælpe.
8. På hvilket grundlag bedømmes man af en som ikke er personligt til stede men har sendt sin synlige repræsentant?
8 Man behøver ikke at se en anden personligt for at afgøre om man vil hjælpe ham eller ej. Man behøver ikke at se en anden rent bogstaveligt for at afgøre om man vil støtte ham eller ej. Man kan vise hvordan man stiller sig til den pågældende ved den måde hvorpå man behandler hans synlige repræsentant. Repræsentanten giver til kende at han handler på dens vegne som ikke er synligt til stede. Når man taler med denne repræsentant eller har med ham at gøre, vil man være i stand til at afgøre om man ønsker at hjælpe eller ej, ja om man er for eller imod den han repræsenterer. På denne måde røber man sin indstilling, sin personlige holdning, og det betyder lige så meget for den der ikke er synligt til stede som hvis han havde været der personligt.
9, 10. Hvordan understregede Jesus dette i lignelsen med det svar kongen giver „bukkene“ ved sin venstre side?
9 Det er denne tanke Jesus giver udtryk for da han fortæller hvad kongen i lignelsen siger til den undskyldning som bukkene ved hans venstre side kommer med:
10 „Så vil han svare dem med ordene: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I ikke har gjort det mod en af de mindste dér, har I ikke gjort det mod mig.’“ — Mattæus 25:45.
11. Hvorfor bør selv ikke den ubetydeligste af Kristi åndelige brødre ringeagtes?
11 Det kommer altså ikke an på hvor betydningsfuld en af Kristi åndelige brødre er. Uanset om han er „en af de mindste“, er han dog en „broder“ til kongen Jesus Kristus og en åndsavlet søn af Gud, ja, Guds arving og Kristi medarving. (Romerne 8:17) Det er dét der gør sagen så alvorlig. Ingen af Kristi åndelige brødre er store betydningsfulde, fremtrædende personligheder i denne verden, hverken på det politiske felt eller på det religiøse felt inden for kristenheden, for Kristi sande brødre er ikke en del af denne verden, ligesom han selv ikke var en del af verden. (1 Korinter 1:26-31; Johannes 15:19; 17:14, 16) De der er som bukke, bør dog ikke se ned på dem af den grund. I betragtning af hvem Kristi „brødre“ repræsenterer og hvilket bibelsk budskab de forkynder, bør de respekteres. Den der ikke respekterer dem af denne vigtige grund, viser at han heller ikke respekterer deres himmelske broder.
12. (a) Hvorfor gør „bukkene“ sig skyldige i hykleri når de tiltaler kongen som „Herre“? (b) Hvorfor har der siden den første verdenskrig ikke været nogen undskyldning for ikke at vide hvem kongens „brødre“ er?
12 De selvretfærdige „bukke“ kalder ganske vist kongen Jesus Kristus for „Herre“, men det er kun en hyklerisk tiltaleform de benytter. Hvis de virkelig anerkendte ham som deres Herre ville de ikke have nægtet at hjælpe nogen af hans åndelige brødre, selv ikke den ringeste af dem. Disse „brødre“ er ikke rejst rundt i hemmelighed som spioner eller som svindlere der har søgt at udnytte folk. Især siden 1918, da den første verdenskrig sluttede, og 1919, da de genoptog deres offentlige virksomhed, har resten af Kristi åndelige brødre adlydt den profetiske befaling: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) De har bekendtgjort at Kristus er usynligt nærværende i sit oprettede rige i himmelen. Især siden 1926 har de gjort hans himmelske Faders navn kendt, endog i den grad at de i 1931 antog navnet „Jehovas vidner“. Ingen kan derfor undskylde sig med at de ikke ved hvem de er.
13. (a) Nægter „bukkene“ at hjælpe Kristi „brødre“ fordi de har noget imod dem personligt? (b) Hvorfor opnår „bukkene“ ikke Guds velsignelse, men derimod hans forbandelse?
13 Grunden til at de symbolske bukke nægter at hjælpe Kristi åndelige brødre når disse rent bogstaveligt er sultne, tørstige, nøgne, hjemløse, syge eller i fængsel, er altså ikke at de har noget imod dem personligt. Nej, grunden til at de undlader at hjælpe dem, eller til at de måske endog direkte forfølger dem, er at de har noget imod det de repræsenterer. Det drejer sig om et stridsspørgsmål, og „bukkene“ tager bevidst stilling til dette spørgsmål. De bliver præsenteret for det når resten af Kristi „brødre“ forkynder og gør disciple, og det er ved hjælp af dette spørgsmål den usynligt nærværende konge, Jesus Kristus, skiller „bukkene“ fra „fårene“ i dag, især siden 1935. Man kan ikke indtage et mellemstandpunkt, stille sig neutral, i forbindelse med dette universelle stridsspørgsmål. Enten er man for Jehovas messianske rige ved Herren Jesus Kristus, eller også er man imod det. „Bukkene“ er imod det. Derfor kan de ikke have Kristi himmelske Faders velsignelse. Det eneste de kan opnå er hans forbandelse, det modsatte af hans velsignelse.
Hvornår „bukkene“ går bort til deres straf
14, 15. (a) Hvornår går „bukkene“ bort til „den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“? (b) Hvordan benytter Paulus i Andet Tessalonikerbrev 1:6-10 det samme element som billede på tilintetgørelse?
14 Jesus erklærer at det der venter disse symbolske bukke ved hans venstre side, forbandelsens side, er „den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“. De har ikke ydet Guds messianske rige nogen moralsk støtte, og de har således vist at de er en del af denne verden hvis usynlige „hersker“ er Satan Djævelen. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11) Denne onde verden under Satan Djævelen er dømt til at udslettes i ’den store trængsel’ der snart vil bryde løs. „Bukkene“ går således bort til den tilintetgørende ild når de rammes af „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse, til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21; Markus 13:19) De nægter at indrømme og anerkende at Gud er Jehova, hvis navn forekommer tusinder af gange i Bibelens inspirerede hebraiske skrifter, og de nægter at adlyde eller rette sig efter den gode nyhed om Herren Jesus Kristus. Når den usynligt nærværende Kristus åbenbarer sin magt og myndighed i ’den store trængsel’, vil „bukkene“ erfare det som apostelen Paulus har forudsagt i Andet Tessalonikerbrev 1:6-10:
15 „Det er retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel . . . ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i en flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed, når han kommer for at blive herliggjort i forbindelse med sine hellige [sine åndelige brødre].“
16. Hvad siger Jesus til slut i lignelsen at „bukkene“ går bort til, og hvad går „fårene“ bort til?
16 På denne måde opfyldes det sidste som Jesus forudsagde i sin lignelse om fårene og bukkene, den lignelse der ifølge Mattæus’ beretning danner afslutning på hans profeti om tegnet på sin nærværelse eller parousia: „Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 25:46, DA.
17. Hvorfor betyder den evige straf over „bukkene“ ikke at de ved fuld bevidsthed skal pines evigt i en usynlig åndeverden?
17 Lad os ikke drage en forhastet slutning vedrørende det der sker med de symbolske bukke i lignelsen. Jesus siger ikke at „disse skal gå bort“ til evig pine i en usynlig åndeverden. Hvis de ved fuld bevidsthed skulle pines evigt på en eller anden måde, måtte de opnå evigt liv, for uden liv har man ingen bevidsthed og kan hverken føle smerte eller glæde. Jesus siger klart at det kun er de symbolske får, „de retfærdige“, der går bort til „evigt liv“. Den ’evige straf’ som de uretfærdige „bukke“ går bort til, er derfor en direkte modsætning til det ’evige liv’ som de retfærdige „får“ opnår. Straffen er evig død. Eftersom deres død varer evigt, betegnes den som en „evig straf“. Det er ligesom når en domstol dømmer en forbryder til døden: dødsstraffen er en „evig straf“ for den domfældte forbryder. Det betyder ikke at den henrettede forbryder kommer til at lide evig pine. Kun den almægtige Gud kan gøre ende på denne evige straf ved de uretfærdiges opstandelse. En jordisk domstol kan ikke gøre dette. — Apostelgerninger 24:15.
18. Hvordan gengiver Diaglott og Ny Verden-oversættelsen det græske ord for „straf“, og hvorfor er denne gengivelse rammende?
18 I overensstemmelse med denne logiske og bibelske opfattelse af sagen gengiver The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson (1864) Mattæus 25:46 på denne måde: „Og disse skal gå bort til den aioniske afskærelse; men de retfærdige til aionisk Liv.“ Ny Verden-oversættelsen gengiver det på tilsvarende måde: „Og disse skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ Til ordet „afskærelse“ har den engelske udgave af denne oversættelse (1971) følgende fodnote: „Bogstaveligt: ’beskæring’; følgelig det at gøre kortere, holde i skak. Se 1 Johannes 4:18.“ Denne gengivelse af ordet er meget rammende, for når de uretfærdige „bukke“ lider den evige død, afskæres de for evigt fra livet i det hele taget. De kan derfor umuligt lide bevidst pine noget sted. De tilintetgøres, ligesom Djævelen og hans dæmonengle. Efter „den store trængsel“ kastes Djævelen og hans engle i „afgrunden“. Men når Kristi tusindårsrige er forbi, løslades de en lille tid for at prøve den genrejste menneskehed, hvorefter de udslettes for evigt.
19. Hvordan vil den retfærdige ’fåreskare’ blive belønnet, som det fremgår af Åbenbaringen 7:14?
19 Over „de retfærdige“, dem der sammenlignes med får og som gør godt mod Kristi åndelige brødre lige til „den store trængsel“ bryder løs, vil den regerende konge Jesus Kristus udtale sin anerkendelse. (Mattæus 25:34) Som en kærlig hyrde beskytter sine får, vil han beskytte dem under „den store trængsel“ så de kan få del i velsignelserne under hans tusindårige herredømme. Det der siges om ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:14, vil gælde disse symbolske får der overlever ’den store trængsel’: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel.“
20. Umiddelbart efter hvilken begivenhed begynder Kristi tusindårsrige, og hvad begynder da for de „får“ der overlever trængselen?
20 Umiddelbart efter „den store trængsel“ bindes „Djævelen og hans engle“ som i lænker og kastes i den fængselslignende afgrund. Så begynder det herlige styre som Hyrdekongen Jesus Kristus vil udøve i tusind år. De „retfærdige“ overlevende, „fårene“, vil blive lydige jordiske undersåtter under Kristi tusindårsrige. De vil, fysisk og mentalt, begynde at nyde gavn af Kristi riges genoprettende kraft, og dermed vil de være begyndt på vejen til evigt liv som fuldkomne mennesker.
21. Til særlig opmuntring for hvem er denne lignelse taget med i profetien om tegnet, og hvilken fremtid stilles der dem i udsigt?
21 Særlig for at opmuntre den „retfærdige“ fåreskare tog Herren Jesus Kristus denne lignelse med i sin profeti om tegnet på sin nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. Hvilken glædelig fremtid denne lignelse stiller i udsigt til dem der i vor tid gør godt mod Kristi åndelige brødre! Når de trofast fortsætter i deres gode gerning, vil de til sidst komme til at høre kongens velkomstord: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ — Mattæus 25:34.
[Studiespørgsmål]
