Kapitel 14

Jordiske undersåtter under Guds rige

1, 2. (a) Hvor stor var jordens befolkning i 1914, og hvordan var den fordelt? (b) Hvilket indtryk gjorde de forskellige nationer og riger på verdensskuepladsen, men hvordan betragtede Skaberen dem?

I MÆRKEÅRET 1914 blev jordens befolkningstal anslået til langt over en milliard. * Selv om mange millioner døde under den første verdenskrig og den spanske syge, nåede tallet i 1920 op på 1.859.892.000. Denne befolkning var fordelt på mange lande og riger. Det største rige i 1914 var Det britiske Imperium, der omfattede en fjerdedel af jordens overflade og en fjerdedel af jordens befolkning. Men der fandtes også andre riger, som for eksempel det tyrkiske, det kinesiske, det hollandske, det franske, det tyske, det østrig-ungarske og det portugisiske. Disse nationer og riger så meget imponerende ud på skuepladsen, men hvordan blev de betragtet af jordens Ejer, den store Skaber, den højeste Gud? Kunne han på én gang tage et overblik over dem alle? Profeten Esajas priser Skaberens overmenneskelige evner med ordene:

² „Hvo leder [Jehovas] Ånd, råder og lærer ham noget? Hos hvem får han råd og indsigt, hvem lærer ham rettens vej, hvem kan give ham kundskab, hvem kundgør ham indsigts vej? Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt . . . Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere.“ — Esajas 40:13-15, 22.

3, 4. (a) Er det vanskeligt for Guds stedfortrædende dommer, Jesus Kristus, at samle alle nationerne foran sig, og i hvilken lignelse er noget sådant forudsagt? (b) Til hvilke mennesker stilles de krav denne lignelse ridser op?

³ Gud, Skaberen, kan derfor nemt samle alle nationerne foran sig og afsige og fuldbyrde sin dom over dem. Det  samme kan Guds mægtige søn, Jesus Kristus, som er udnævnt til at dømme på Guds vegne, nemt gøre. (Apostelgerninger 17:31) I sin lignelse om fårene og bukkene har Jesus selv forudsagt at han ville gøre dette til den fastsatte tid. Det er med denne lignelse apostelen Mattæus afslutter sin gengivelse af den profeti Herren Jesus Kristus udtalte på Oliebjerget angående tegnet på sin nærværelse (parousia) og „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Umiddelbart forud for denne lignelse havde Herren Jesus fortalt lignelsen om talenterne, hvori han understregede at de trofaste disciple der ville komme til at herske sammen med ham i hans himmelske rige, måtte arbejde på at øge hans velstand mens de endnu befandt sig på jorden. Det er derfor meget passende at han nu i den efterfølgende lignelse skildrer hvad der kræves af de mennesker der lever i dag og vil blive hans himmelske riges undersåtter. Han indleder lignelsen med disse ord:

⁴ „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og han vil stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ — Mattæus 25:31-33.

5, 6. (a) Hvordan havde Jesus flere gange omtalt sig selv i sin profeti? (b) Hvorfor henleder dette tanken på Daniels profeti, kapitel 7?

⁵ Før denne lignelse havde Jesus allerede syv gange i profetien omtalt sig selv som „Menneskesønnen“. (Mattæus 24:27, 30, 37, 39, 44; 25:13, Li) Eftersom denne betegnelse blev brugt i forbindelse med det messianske rige, var det meget rammende at den blev anvendt her. Det henledte tanken på de profetiske ord i Daniel 7:9, 10, 13, 14, hvor vi læser:

⁶ „Med ét blev troner sat frem, en gammel af dage tog sæde; . . . Tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede. Derpå sattes retten, og bøgerne lukkedes op. Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han  kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“

7. Hvornår kom Jesus Kristus, ledsaget af engle, og satte sig „på sin herligheds trone“? Hvad blev således genoprettet?

⁷ Skønt vi ikke kunne se det med vore bogstavelige øjne, fik ’menneskesønnen’ i 1914, ved udløbet af „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“, foretræde for den gamle af dage, Jehova Gud, og fik overdraget „magt og ære og herredom“. Det var således i 1914, ved udløbet af hedningernes tider, at Herren Jesus kom som Menneskesønnen, ledsaget af alle englene, og satte sig „på sin herligheds trone“. På denne måde blev Guds messianske rige født i himlene. (Åbenbaringen 12:5, 10) Dermed blev Davids rige genoprettet, det rige der engang havde sæde i Jerusalem men som i 607 f.v.t. blev omstyrtet af babylonierkongen Nebukadnezar. Det der skete i 1914 var altså det modsatte af det der skete i 607 f.v.t. Nu var der igen en efterkommer af David på tronen.

8. Hvorfor var det, i betragtning af det der skete i 607 f.v.t., meget passende at alle hedningenationerne skulle samles foran Menneskesønnen i 1914?

⁸ På dette tidspunkt begyndte Herren Jesu Kristi „nærværelse“ eller parousia. Det der omtales i lignelsen om fårene og bukkene indtræffer derfor mens han er nærværende — blandt andet det at nationerne samles foran ham mens han som konge sidder på sin trone. Tiden var nu inde til at dette måtte ske. Hvorfor? Fordi „nationernes fastsatte tider“ var udløbet. (Lukas 21:24) De hedenske nationer havde nu hersket over hele jorden i syv profetiske „tider“ uden indblanding fra noget messiansk gudsriges side. Ifølge Bibelen er en profetisk tid det samme som 360 dage eller, i opfyldelsen, 360 år. Der gik syv sådanne profetiske „tider“, eller i alt 2520 år (7 × 360 år). I så lang tid herskede de hedenske nationer over hele jorden. I hele denne lange tid trampede de på Guds messianske riges ret til at udøve verdensherredømmet. Hvis vi tæller 2520 år  tilbage fra 1914, kommer vi til året 607 f.v.t. Det var det år babylonierkongen Nebukadnezar blev verdenshersker, idet han afsatte Davids kongeslægt fra tronen i Jerusalem. — Ezekiel 21:27.

9. (a) Betyder det at Nebukadnezar først fik sin drøm om de „syv tider“ over et år efter at han havde opnået verdensmagten, at hedningernes tider ikke kunne begynde før drømmen havde fået sin forbilledlige opfyldelse? (b) Hvornår ville de „syv tider“ udløbe hvis de skulle regnes fra det år Babylon faldt for mederne og perserne, og hvad måtte man så forvente ved deres udløb?

⁹ De „syv tider“ med hedensk herredømme begyndte altså i 607 f.v.t. Dette var imidlertid over et år før kong Nebukadnezar af Babylon fik sin drøm om disse „syv tider“. (Daniel 4:16, 23, 25, 32) Desuden fik hans drøm en forbilledlig opfyldelse, idet han mistede forstanden i syv bogstavelige „tider“ (år) og åd græs som kvæget på marken. Vil det nu sige at de „syv tider“ med hedensk herredømme ikke kan være begyndt i 607 f.v.t., altså før den profetiske drøm? Måtte hedningetiderne vente med at begynde til kongen havde fået sin forstand igen efter de syv års vanvid? Nej! Og dét at man ikke ved i hvilket år Nebukadnezar blev rask, udskyder ikke begyndelsen af de „syv tider“ med hedensk herredømme over verden til år 539 f.v.t., det år hans dynasti gik til grunde. Hvis vi regner de syv profetiske „tider“ (2520 år) fra 539 f.v.t., da Babylon faldt for mederne og perserne, udløber de i efteråret 1982, som stadig ligger ude i fremtiden. Og hvad ville det så være logisk at vente i dette år? Det modsatte af det der skete i 539 f.v.t., nemlig at den trone der tilhørte kong Nebukadnezars dynasti genoprettes, at det babyloniske rige genoprettes med en efterkommer af Nebukadnezar på tronen!

10. (a) Siger Bibelen noget om at fortidens Babylon, Nebukadnezars dynasti og det babyloniske rige skal genoprettes? (b) Hvornår begyndte altså de „syv tider“, og hvad er det der skal genoprettes?

¹⁰ Dette er imidlertid fuldstændig i strid med de profetier der findes i Guds inspirerede ord. Fortidens Babylon ved Eufratfloden er gået til grunde for evigt! Kong Nebukadnezars dynasti er ophørt for bestandig. Babylonien, det tredje verdensrige, er forsvundet for stedse. Hvad har Jehova  Gud, hvis trone var repræsenteret i Jerusalem, da lovet at genoprette? Det han som himmelens Gud har lovet at genoprette, er det messianske rige med en efterkommer af David på tronen. (Ezekiel 21:27; Lukas 1:30-33) Da Jerusalem og Judas land blev lagt øde af babylonierne i 607 f.v.t., blev Davids messianske rige omstyrtet, og det betød samtidig at de „syv tider“ med hedensk herredømme over menneskehedens verden begyndte. Det står således fast at hedningernes tider på 2520 år begyndte dengang, og eftersom de begyndte på dette tidspunkt, udløb de i 1914, i det tidlige efterår dette år.

11. Hvad viser det at Nebukadnezar var vanvittig i syv år, i forbindelse med hedningernes tider?

¹¹ At kong Nebukadnezar blev vanvittig i syv år på et tidspunkt efter at han i 607 f.v.t. havde omstyrtet Davids trone i Jerusalem, tjente til at vise hvor længe disse hedningetider, der allerede var begyndt, skulle vare. Verdensbegivenhederne lader os forstå at de varede til 1914.

12. Hvilken opfordring fra Gud måtte Jesus Kristus følge da de „syv tider“ udløb i 1914?

¹² Da de „syv tider“ med uafbrudt hedensk herredømme over verden udløb i dette år og ’menneskesønnen’ blev ført frem for den gamle af dage, var tiden inde til at den himmelske Menneskesøn måtte følge den profetiske opfordring der gives i Salme 2, versene 7 til 9: „Jeg kundgør [Jehovas] tilsagn. Han sagde til mig: ’Du er min Søn, jeg har født dig i dag! Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!’“ — Se også Åbenbaringen 12:5.

„Ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene“

13. Hvornår i forhold til ’den store trængsel’ begynder adskillelsen af menneskene, og hvad omfatter denne adskillelse derfor ikke?

¹³ Den regerende Menneskesøn venter ikke med at skille folk i „får“ og „bukke“ til han har sønderslået nationerne i den store „trængselstid“. Han bruger ikke hele sit tusindårsrige  til at foretage en sådan adskillelse blandt jordens indbyggere — hvoraf de fleste bliver oprejst fra gravene. (Daniel 12:1) Det her omtalte adskillelsesarbejde finder sted før ’den store trængsel’, der når sit store højdepunkt med at nationerne knuses ved Har-Magedon. (Mattæus 24:21, 22; Åbenbaringen 16:14, 16; 19:15) Når alle nationerne samles foran Menneskesønnen for at han kan begynde at skille folk fra hinanden, omfatter det altså ikke de døde der skal oprejses fra gravene.

14. Bliver nationerne samlet et bestemt sted på jorden, eller hvordan beskæftiger den himmelske Menneskesøn sig med dem?

¹⁴ At nationerne samles vil ikke sige at de alle føres hen til et bestemt sted på jorden. Det ville ikke være praktisk. Det foregår derimod ved at himmelens og jordens Skaber giver Menneskesønnen alle nationerne til arv og hele jorden i eje. Af Guds hånd får han myndighed over nationerne; han retter sin opmærksomhed mod dem, og idet han benytter alle de engle der er sammen med ham, begynder han at beskæftige sig med dem. Alle nationerne bliver således i billedlig forstand hans hjord, en hjord hvori der både er „får“ og „bukke“. Sådanne blandede hjorde er et almindeligt syn nede i det mellemste østen.

15. (a) Skal det at fårene skilles fra bukkene vise at bukken er et ringere dyr? (b) I hvilken periode finder adskillelsen sted?

¹⁵ At bukkene skilles fra fårene betyder ikke at bukken er et ringere dyr. Da Jesus virkede på jorden kunne man til det årlige påskemåltid benytte såvel et gedekid som et lam. (2 Mosebog 12:1-5) Og på den årlige forsoningsdag var det blodet af Jehovas buk ypperstepræsten skulle bringe ind bag forhænget, ind i templets Allerhelligste, for at „skaffe . . . hele Israels forsamling soning“. (3 Mosebog 16:7-9, 15-17) Bukkene i lignelsen benyttes derfor blot at skildre én kategori af mennesker, mens fårene benyttes til at skildre en anden kategori. Og ligesom hyrden på et tidspunkt skiller de to slags dyr fra hinanden, sådan bliver de to kategorier af mennesker skilt fra hinanden under Menneskesønnens parousia, før ’den store trængsel’ bryder løs.

16. Hvad må ordet parousiʹa betyde, som følge af det adskillelsesarbejde der udføres?

 ¹⁶ I en bogstavelig hjord kunne man naturligvis skille fårene fra bukkene på mindre end en dag. Mennesker, som er moralsk frit stillede og bor ud over hele jorden, vil det tage meget længere tid at skille fra hinanden som får og bukke. Alene dette betinger at det græske ord parousiʹa opfattes som „nærværelse“, og ikke som „komme“ eller „ankomst“.

17. (a) På hvilket grundlag skilles får fra bukke? (b) Hvorfor vil det tage længere tid at adskille mennesker, som er moralsk frit stillede, end hvis det drejede sig om bogstavelige dyr?

¹⁷ I lignelsen foretages adskillelsen fordi der er tale om to forskellige slags dyr. En hyrde ønskede ikke at få gedemælken blandet med fåremælken i husholdningen. Der var også forskel på gedehår og fåreuld, og det måtte ikke blandes. (3 Mosebog 19:19; 5 Mosebog 22:11; 2 Mosebog 36:14; Ordsprogene 27:27) I lignelsens opfyldelse skilles menneskene på grundlag af visse forskelle i personlighed og adfærd. Der går nogen tid før et menneskes personlighed er fuldt udviklet, og et menneskes adfærd fastlægges af en række handlinger som bliver en vane for den pågældende. Der må derfor gå en længere periode inden det endeligt kan fastslås at et menneskes personlighed og adfærd ikke mere står til at ændre. Det kræver altså en vis tid at afsige og fuldbyrde en retfærdig, uomstødelig dom over et menneske. Det er ikke noget der kan ordnes i løbet af en enkelt dag på fireogtyve timer.

18. (a) Hvilket spørgsmål må hver enkelt tage stilling til, i betragtning af den betydning det har at man enten stilles på højre eller venstre side? (b) Kan man undskylde sig med uvidenhed fordi Menneskesønnen er usynligt nærværende? Begrund svaret.

¹⁸ I lignelsen stiller hyrden eller Menneskesønnen dem der er som får ved sin højre side og dem der er som bukke ved sin venstre side. De der stilles ved hans højre side får en gunstig dom, og de der stilles ved hans venstre side får en ugunstig dom. Dette viser at alle mennesker i dag befinder sig i en alvorlig situation. Det spørgsmål som hver enkelt må tage stilling til, er: Vil jeg få en gunstig eller en  ugunstig dom af Menneskesønnen der nu sidder på sin herligheds trone i himmelen, omgivet af alle englene? Hver enkelt vil uundgåeligt blive krævet til regnskab. At den regerende Menneskesøn er usynligt nærværende er ikke nogen undskyldning; det berettiger ingen til at sige: „Jeg vidste det ikke.“ Menneskesønnens usynlige nærværelse er blevet bekendtgjort i hele verden, og dette forpligter hver enkelt til alvorligt at overveje om han eller hun — på grund af sin handlemåde — opnår kongens og dommerens gunst eller pådrager sig hans mishag.

19. Hvornår skulle lignelsen om fårene og bukkene opfyldes, ifølge det foredrag præsident Rutherford holdt ved stævnet i Los Angeles i 1923?

¹⁹ Hvem udgør imidlertid de symbolske får, og hvem udgør de symbolske bukke? Lørdag den 25. august 1923 fik en skare kristne bibelstudenter en forklaring på dette som forbløffede dem. Det var den ottende dag under et nidages konvent som blev afholdt i Los Angeles, Californien (U.S.A.), af de internationale bibelstudenters forening. Foreningens præsident, J. F. Rutherford, talte til en forsamling på 2500 over emnet „Lignelsen om Faarene og Bukkene“. Under sin fremstilling af dette bibelske emne forklarede han at lignelsen i Mattæus 25:31-46 ikke først opfyldes efter den „trængselstid“ der afslutter den nuværende tingenes ordning, altså under Kristi tusindårige herredømme. Lignelsen opfyldes derimod i tiden fra 1919, nu mens den regerende Menneskesøn er usynligt nærværende, og frem til det tidspunkt da den nuværende tingenes ordning ødelægges. Foredraget blev offentliggjort på siderne 179-186 i Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse for december 1923. — Se paragrafferne 17-21, afsnittet „Tiden“.

20. Hvorfor var det derfor tilrådeligt at hver enkelt overvejede hvilken personlighed han udviklede?

²⁰ På denne måde blev de internationale bibelstudenter Vagttaarnets øvrige læsere gjort opmærksomme på at lignelsen allerede var ved at gå i opfyldelse og at det i høj berørte den generation som lever nu. Det var derfor tilrådeligt at hver enkelt overvejede hvilken personlighed  han var ved at udvikle og hvilken side af den regerende Menneskesøn hans adfærd ville stille ham på.

21. Hvilke bestræbelser blev gjort for at hjælpe jøder til at blive symbolske får, og hvor længe fortsatte denne særlige interesse for jøderne?

²¹ I en årrække gjorde man en særlig indsats for at hjælpe kødelige, omskårne jøder til at blive symbolske får der kunne stilles på den regerende Messias’ højre side. For eksempel talte præsident J. F. Rutherford i løbet af 1925 til store tilhørerskarer over emnet „Jødernes tilbagevenden til Palæstina“, og mandag aften den 31. maj 1926 talte han i London (i den berømte Royal Albert Hall, hvis 10.000 siddepladser var godt besat med en jødisk tilhørerskare) over emnet „Palæstina for jøderne — hvorfor?“ I oktober 1925 udgav man desuden bogen Comfort for the Jews (Trøst for jøderne, ikke på dansk), og søndag den 25. august 1929, efter en landsdækkende radioudsendelse fra stationen WBBR på Staten Island, New York, med emnet „Sundhed og Liv til Folket“, blev bogen Liv (på engelsk) udgivet til udbredelse blandt offentligheden. Denne særlige interesse for de kødelige, omskårne jøder fortsatte indtil bogen Det store Opgør, bind 2, blev udgivet på engelsk i 1932. Denne bog viste at Ezekiels profetier angående Israel gælder det åndelige Israel i dag.

22. Hvordan fik interessen for „fårene“ et bredere sigte som følge af de oplysninger der blev givet ved stævnet i Columbus i 1931?

²² I 1931 havde interessen for „fårene“ imidlertid fået et bredere sigte. Den 30. juli, ved et internationalt stævne som de internationale bibelstudenters forening holdt i Columbus, Ohio, talte foreningens præsident over emnet „Manden med Skrivetøjet“, hvorefter Robert J. Martin bekendtgjorde udgivelsen af bogen Det store Opgør, bind 1 (på engelsk). Denne bog indeholdt en detaljeret vers-for-vers-behandling af det niende kapitel i Ezekiels profeti, der handler om synet af den linnedklædte mand med skrivetøjet. Både i foredraget og i bogen blev det forklaret at den salvede rest af Kristi disciple skulle udføre et mærkningsarbejde til gavn for de symbolske får, ikke alene blandt kødelige jøder, men blandt folk af alle nationer. Det ville  være et livredningsarbejde, eftersom Bibelen viser at kun de der er mærket, vil blive skånet sammen med den salvede rest i den kommende ’store trængsel’. De bliver jordiske undersåtter under Riget.

23. Hvilken interesse havde man i årevis vist for det der siges i Åbenbaringen, kapitel 7, om „en stor skare“? Fik man en tilfredsstillende forklaring, i bogen Jehova, der blev udgivet på engelsk i 1934?

²³ I årtier havde man næret en levende interesse for Åbenbaringen 7:9, der taler om „en stor skare“. Hvem udgjorde mon denne store skare? Den 19. november 1934 blev der i Brooklyn, New York, udgivet endnu en bog til Guds indviede folk. Denne bog, der var på 384 sider og bar titlen Jehova, beskæftigede sig både med ’den store skare’ og med lignelsen om fårene og bukkene. (Se siderne 346 og 351 i den danske udgave.) Den nævnte imidlertid ikke noget om at „fårene“ i lignelsen var de samme som medlemmerne af ’den store skare’ eller som dem der mærkes i panden af den symbolske mand der var klædt i linned og havde et skrivetøj ved lænden. Den befriede heller ikke bibelstudenterne for deres fejlagtige forestilling om at ’den store skare’ var en gruppe åndsavlede kristne martyrer som skulle leve i himmelen skønt de ikke udgjorde en del af kongen Jesu Kristi 144.000 medarvinger. Man mente at ’den store skares’ medlemmer endnu var „fanger“ i Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.

24. Ved hvilket stævne fik man en tilfredsstillende forklaring på hvem der udgjorde ’den store skare’? Hvem fik en særlig indbydelse til at overvære stævnet?

²⁴ Hvornår fik disse videbegærlige bibelstudenter da en tilfredsstillende forklaring på synet af ’den store skare’, en forklaring der stemte med de historiske kendsgerninger? Det skete i 1935, seks måneder efter at bogen Jehova var blevet udgivet på engelsk, nemlig under et stævne som Jehovas vidner afholdt i Washington (D.C.) fra 30. maj til 3. juni 1935. I meddelelsen om dette stævne (på siderne 127 og 128 i The Watchtower for 15. april 1935) blev der udtrykkeligt sagt: „Alle som står på Jehovas og hans riges side er velkomne.“ Der blev ligeledes sagt: „Dette er et  arbejdskonvent, og det forventes at alle som tilhører ’resten’ og alle jonadab’er vil deltage i arbejdet. . . . Der vil blive truffet foranstaltning til at alle som ønsker det, kan symbolisere deres indvielse ved vanddåben.“ I en senere meddelelse om stævnet hed det: „Hidtil er der ikke mange jonadab’er der har haft det privilegium at overvære et stævne, og stævnet i Washington vil sikkert både styrke og gavne dem.“

25. (a) Hvornår forstod de såkaldte jonadab’er grunden til at man specielt havde indbudt dem til dette stævne i Washington? (b) Hvem var de, ifølge foredraget „Den store Skare“?

²⁵ Fredag eftermiddag den 31. maj erkendte disse interesserede mennesker, der så en lighed mellem sig selv og fortidens Jonadab, Rekabs søn, hvorfor de havde fået en særlig indbydelse til at overvære dette stævne i Washington. Hvorfor? Fordi stævnets hovedtaler, J. F. Rutherford, da talte til tilhørerskaren dér i Washington Auditorium og samtidig til en talløs lytterskare der hørte ham over radiosenderne WBBR og WHPH (Petersburg, Virginia), over emnet „Den store Skare“. Idet han forklarede Åbenbaringen 7:9-15 fremholdt han at ’den store skare’ ikke er en skare tilbedere der vil få en åndelig opstandelse og komme i himmelen. Han understregede at det derimod var en jordisk skare som tilbeder Jehova, en skare over for hvem Guds ord fremholder håbet om evigt liv på en paradisisk jord under det himmelske rige ved Jesus Kristus og hans herliggjorte kirke eller menighed. Disse tilbedere med et jordisk håb blev dengang sammenlignet med Rekabs søn Jonadab, og de blev betegnet som „jonadab’er“. Som der senere stod i Vagttaarnet:

Disse kaldes ogsaa „Jonadab“. De har symboliseret deres Daab og derved aflagt Vidnesbyrd om, at de har indviet sig til at gøre Guds Vilje og har taget Standpunkt paa Jehovas Side og tjener ham og hans Konge. De har saaledes tvættet sig selv og er nu iført „hvide Klæder“. Den store Skare kan derfor identificeres, ikke som en aandsavlet Skare, der har Haab om at komme i Himmelen, men som en Skare, der . . . „kommer ud af den store Trængsel“, . . . — Vagttaarnet, 15. oktober 1935, siderne 311, 312, paragraf 21.

26. (a) Hvordan fik foredraget en større udbredelse, og hvor mange blev døbt efter foredraget? (b) Afgjorde dåbskandidaterne selv hvilken af de to skarer de skulle tilhøre? Hvordan ville de få at vide hvilken skare de tilhørte?

 ²⁶ Indholdet af dette bemærkelsesværdige foredrag blev offentliggjort som en dobbeltartikel i Vagttaarnet (på dansk i udgaverne for 1. og 15. oktober 1935) sådan at alle Jehovas tilbedere på hele jorden kunne få del i disse oplysninger. Dagen efter foredraget var der 840 som fremstillede sig til dåb for at symbolisere at de var blevet disciple af Herren Jesus Kristus. * (Mattæus 28:19, 20) Disse 840 dåbskandidater kunne ikke med nogen bibelsk bemyndigelse selv bestemme eller sige at de tilhørte enten den himmelske skare af Kristi medarvinger eller den jordiske ’store skare’. Det var ikke deres vilje der skulle ske, men Jehovas. Han måtte give udtryk for sin suveræne vilje og anbringe dem i den skare det behagede ham de skulle tilhøre. Hvis han efter deres dåb avlede nogle af dem med sin hellige ånd til at være hans åndelige børn, betød det at han førte dem ind i den åndelige skare der havde en himmelsk arv. Hvis han ikke avlede dem som sine åndelige børn og ikke behandlede dem som åndelige børn, betød det at de tilhørte den store skare der skal leve på jorden.

27. Hvordan kom disse nye oplysninger om ’den store skare’ til at berøre forståelsen af lignelsen om fårene og bukkene?

²⁷ Foredraget om ’den store skare’ samt det der bagefter blev udgivet på tryk om emnet, kom til at danne en ny baggrund for forståelsen af lignelsen om fårene og bukkene. De krav et menneske må opfylde for at tilhøre „fårene“ blev nu defineret på en klarere og mere udførlig måde end i det foredrag der var blevet holdt om lignelsen om fårene og bukkene tolv år tidligere, ved stævnet i Los Angeles i Californien i 1923.

28. Hvordan blev det tydeligt at kravene til „fårene“ var større end man havde vidst i 1923?

²⁸ De der tilhørte „fårene“ måtte for eksempel være mere end blot retsindige, godhjertede, menneskevenlige personer der øvede godt mod den salvede rest af Kristi disciple.  De måtte selv være Kristi disciple, døbt „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“, og de måtte tjene som kristne vidner for Jehova. ’Den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17 var identisk med „fårene“ i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46. *

„Kom, min Faders velsignede“

29. Med hvilke ord viser kongen hvilke krav man må opfylde for at blive stillet ved hans højre side?

²⁹ Hvilke krav der stilles til dem der betegnes som „får“, fremgår af den begrundelse Hyrdekongen giver da han lover de symbolske får en velsignet fremtid. I lignelsen står fårene ved den kongelige Menneskesøns højre side idet han taler til dem. „Så vil kongen sige til dem ved sin højre side: ’Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse. For jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise; jeg blev tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I så til mig. Jeg var i fængsel, og I kom til mig.’“ — Mattæus 25:34-36.

30. Hvorfor kunne det kun være indirekte at „fårene“ havde gjort disse ting mod Jesus?

³⁰ Disse mennesker fra „alle nationerne“ havde kun indirekte gjort disse ting mod Herren Jesus Kristus. Lad os ikke glemme at Jesus, da han forkyndte og underviste på jorden i tre år og nogle måneder, kun lod sin tjeneste omfatte Israels folk og samaritanerne nede i det mellemste østen. (Mattæus 15:24; 10:6; Johannes 1:11; 4:3-43; Lukas 17:15-18) De mennesker der her sammenlignes med får, er derfor stillet på samme måde som de kristne i de romerske provinser i Lilleasien i det første århundrede, til hvem apostelen Peter skrev: „Skønt I aldrig har set ham, elsker I ham. Skønt I ikke ser ham nu, tror I dog på ham.“ (1 Peter 1:8) Skønt de symbolske får ved Jesu højre side aldrig har haft nogen mulighed for at se ham på jorden, har de  næret ønske om at gøre noget for ham, og de har gjort dette indirekte.

31. Vil den samtale der i lignelsen føres mellem kongen og fårene, finde sted direkte? Hvad viser Første Timoteusbrev 6:14-16 i den forbindelse?

³¹ Når denne del af den profetiske lignelse opfyldes, vil disse mennesker der er som får, ikke bogstaveligt se Menneskesønnen sidde på sin herlige himmelske trone, og han vil ikke vise sig synligt for dem og udtale sine anerkendende ord hørligt for dem. Mens han i ånden er nærværende på sin trone, ser de ham kun med troens øjne, og når han afsiger sin gunstige kendelse over dem vil de få kendskab dertil gennem den kanal han vælger. Den samtale der i lignelsen føres mellem den regerende Menneskesøn og fårene, må i opfyldelsen finde sted i overensstemmelse med det der siges i Første Timoteusbrev 6:14-16: „Vor Herres Jesu Kristi tydelige fremtræden . . . vil den lykkelige og eneste Magthaver vise til de dertil fastsatte tider, han, Kongen over dem der hersker som konger, og Herre over dem der hersker som herrer, den eneste [af alle de konger der tjenes af mennesker] der har udødelighed, som bor i et utilgængeligt lys, hvem intet menneske har set eller kan se.“ Samtalen kan altså ikke foregå direkte mellem „fårene“ og denne kongernes Konge.

32, 33. (a) Bliver „fårene“ indbudt til at komme i himmelen når kongen opfordrer dem til at komme? Begrund svaret. (b) Hvorfor omtalte Jesus dem som „andre får“?

³² Når kongen opfordrer de symbolske får ved sin højre side til at ’komme’, indbyder han dem ikke til at komme op i himmelen og sætte sig sammen med ham på hans trone. Disse „får“ hører ikke med til Jesu Kristi 144.000 åndsavlede medarvinger der får del i „den første opstandelse“ og skal herske sammen med ham over menneskeheden i tusind år. (Åbenbaringen 14:1-3; 20:4-6) Idet de kommer fra „alle nationerne“, der samles „foran ham“ mens han er nærværende i ånden, tæller de langt over 144.000, ja, deres antal er mange gange større end dette tal. De udgør „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 7:9, 10)  Lidt længere fremme sammenlignes medlemmerne af denne ’store skare’ med får, idet der siges: „Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand.“ (Åbenbaringen 7:17) De udgør i virkeligheden en del af de „andre får“ som Jesus omtalte til forskel fra sin „lille hjord“, sine 144.000 medarvinger, da han sagde:

³³ „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre efter min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ — Johannes 10:16; Lukas 12:32.

34. Hvornår opfordrer Menneskesønnen den store skare „andre får“ til at komme, og i hvilken forstand er de hans himmelske Faders „velsignede“?

³⁴ Menneskesønnen opfordrer denne ’store skare’ „andre får“ til at komme hen til ham, det vil sige nærme sig ham, på det tidspunkt da han giver dem deres løn. Han kalder dem „min Faders velsignede“. (Mattæus 25:34) Ja, de blev velsignet af hans himmelske Fader da de forsøgte at gøre godt mod Herren Jesus Kristus og være ham til nytte i tiden for hans nærværelse eller parousia. Men de er især hans himmelske Faders velsignede i den forstand at Faderen har en velsignet løn i beredskab til dem. Den himmelske Fader har forudset at der ville være en sådan skare symbolske får på jorden under hans søns nærværelse eller parousia, og han har derfor holdt en velsignet belønning rede til dem. De velsignelser de allerede har modtaget, er for intet at regne i forhold til den velsignelse der venter dem. Hvori består denne særlige velsignelse der er beredt til dem?

35. (a) Hvori består, ifølge Jesu ord, den særlige velsignelse der venter den store skare „andre får“? (b) Hvad er det for et „rige“ de arver, og hvor arver de det?

³⁵ Det fremgår af Jesu ord til dem: „Arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ (Mattæus 25:34) Hermed indbød Jesus Kristus ikke den store skare „andre får“ til at sidde sammen med ham på hans himmelske trone, for de tilhører ikke hans 144.000 medarvinger. Hvordan skal hans ord da forstås? Liddell og Scotts Greek-English Lexicon (bind I, side 309) forklarer at det  græske ord for „rige“ (basileiʹa), foruden at det kan betyde „herredømme“, også har en passiv betydning, nemlig: „at blive styret af en konge“. Det er sådan det forholder sig: ’Den store skare’ af disse „andre får“ arver en tilstand hvori de ’styres af en konge’, nemlig Jesus, den messianske konge, og de arver et tusindårigt „herredømme“ ved kongernes Konge, Jesus Kristus. Hvor vil de befinde sig mens de i tusind år ’styres’ af den herliggjorte Menneskesøn? Ikke i himmelen, for dér kan de ikke komme, eftersom de er skabninger af „kød og blod“ (1 Korinter 15:50), men her på jorden, som er Kristi riges jordiske domæne. — Salme 2:8; Daniel 2:35-45.

36. Siden hvilken „verdens“ grundlæggelse har dette „rige“ været beredt til den store skare „andre får“? På hvilken måde har det været beredt?

³⁶ Under en konge som Herren Jesus Kristus og under hans 144.000 herliggjorte medregenter vil jorden være et vidunderligt sted at leve. Men hvordan har ’riget’ (i denne betydning) været „beredt“ til ’den store skare’ symbolske får lige fra „verdens grundlæggelse“? På den måde at den himmelske Fader, Skaberen, allerede havde det i tanke til dem „fra verdens grundlæggelse“. Hermed menes der ikke planeten Jordens grundlæggelse, men grundlæggelsen af menneskehedens verden. Den blev grundlagt efter at Adam og Eva var blevet skabt fuldkomne i Edens have. Adam blev ikke gjort til konge, og Eva blev ikke hans dronning. Adam blev ikke konge over hele dyreskabningen, det vil sige landdyrene, amfibierne, fiskene og fuglene. I Job 41:25 kalder Jehova Leviathan eller krokodillen „konge over alle stolte dyr“. Adam skulle heller ikke være konge over menneskene, sine egne efterkommere. Det var først efter vandfloden på Noas tid der kom konger på jorden. Det begyndte med Nimrod, den dristige jæger der grundlagde Babel eller Babylon i den mesopotamiske dal. (1 Mosebog 10:8-10) Adams efterkommere blev ikke født ind i et rige tilhørende Adam. Adam og Eva udgjorde ikke selv en „verden“.

37. (a) Hvornår og hvordan blev den omtalte verden grundlagt? (b) Hvordan gik det til at ’riget’ blev beredt fra denne grundlæggelse?

 ³⁷ Men da Adam og Eva som et led i dødsstraffen var blevet drevet ud af Edens have og dér begyndte at få børn, blev en „verden“, det vil sige en verden af mennesker, grundlagt. Selv om disse børn blev født syndige og ufuldkomne og underlagt dødens fordømmelse, var der et håb, en mulighed, for dem. Jehova omtalte denne mulighed med de ord han henvendte til slangen der havde forledt Adam og Eva til at synde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den [kvindens sæd] skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mosebog 3:14, 15) Som tiden gik, gav Jehova Gud yderligere oplysninger om denne hemmelighedsfulde sæd der ville vinde sejr over den symbolske slange, Satan Djævelen. Den sejrende sæd skulle blive konge over hele menneskeheden. Da der begyndte at fødes børn som havde mulighed for at komme ind under sædens oprettede rige, trådte Jehovas løfte i kraft over for menneskehedens verden, som dermed var grundlagt. På denne måde blev riget „beredt“ eller holdt i beredskab til jordens indbyggere „fra verdens grundlæggelse.“ — Jævnfør Lukas 11:50, 51.

„I har gjort det mod en af mine mindste brødre“

38. Hvordan giver Jesus udtryk for at „fårene“ i ’den store skare’ er overraskede over kongens indbydelse?

³⁸ Da kongen i den profetiske lignelse indbød fårene til at arve det rige som havde været dem beredt fra verdens grundlæggelse, gav de udtryk for overraskelse. Jesus beretter: „Da vil de retfærdige svare ham med ordene: ’Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig mad, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som fremmed og tog gæstfrit imod dig, eller nøgen, og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og kom til dig?’ Og som svar vil kongen sige til dem: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.’“ — Mattæus 25:37-40.

39. Er det som følge af deres omsorgsfulde handlinger over for kongen at de kaldes „retfærdige“? Forklar.

 ³⁹ Det er værd at bemærke at Jesus omtaler disse mennesker der sammenlignes med får, som „retfærdige“. De er ikke retfærdige i hans øjne blot fordi de har vist ham omsorg. De bliver lige så lidt som Kristi 144.000 medarvinger retfærdiggjort eller erklæret retfærdige på grundlag af deres egne gerninger. Det der har størst betydning er det de har givet udtryk for ved at de i alle situationer har søgt at gøre hvad de kunne for Kristus, nemlig deres tro på at han er Guds Messias eller Kristus. De erkender at de ikke i egen kraft har nogen retfærdighed der fuldt ud behager Gud. I harmoni hermed har de sat deres lid til Guds offerlams, Jesu Kristi, sonende blod. (Johannes 1:29, 36) For at kunne stå retfærdige i Jehova Guds øjne har de så at sige vasket deres symbolske klæder. Det fremgår af Johannes’ syn af ’den store skare’.

40. Hvad gør den store skare „andre får“ for at stå rene i Guds øjne, og hvor og hvordan yder de hellig tjeneste?

⁴⁰ For at vise at denne store skare symbolske får er disciple af Lammet Jesus Kristus og tilbeder Jehova Gud i hans åndelige tempel, gengiver apostelen Johannes en samtale som fandt sted i forbindelse med synet af ’den store skare’: „Det fik en af de ældste til at sige til mig: ’Disse som er klædt i de lange, hvide klæder, hvem er de og hvor er de kommet fra?’ Og straks sagde jeg til ham: ’Min herre, du ved det.’ Og han sagde til mig: ’Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel.’“ (Åbenbaringen 7:13-15) Det er således nødvendigt at hele deres fremtræden, som er uantagelig i Guds øjne, renses i Kristi udgydte blod ved at de udøver tro, foruden at de yder Gud hellig tjeneste i hans åndelige tempel idet de gør hvad de har lejlighed til for Lammet Jesus Kristus. Da kan Jesus med rette omtale dem som „retfærdige“.

41. (a) Hvad antyder disse retfærdige „får“ vedrørende Kristi parousia ved at de gentagne gange spørger: „Hvornår så vi dig . . .?“ (b) Af hvilken grund som nævnes her, måtte Kristi parousia strække sig over en længere periode?

 ⁴¹ Ved flere gange at spørge: „Hvornår så vi dig . . . ?“ i forbindelse med de ting som kongen Jesus Kristus sagde de havde gjort for ham, gav disse retfærdige „får“ udtryk for at de ikke havde set ham i kødet. Det havde de ret i, eftersom hans kongelige nærværelse eller parousia er usynlig for det menneskelige øje, idet „intet menneske har set eller kan se“ ham som han er nu. For at de på en indirekte måde kunne gøre alle de omtalte ting mod ham, måtte hans parousia, hans usynlige nærværelse, strække sig over en vis tid. Men hvordan kunne det siges at de havde gjort disse omsorgsfulde ting mod ham? Jesus forklarer:

42. På hvilken måde havde fårene gjort disse ting mod kongen, ifølge hans egne ord?

⁴² „Og som svar vil kongen sige til dem: ’Jeg skal sige jer sandheden: I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.’“ — Mattæus 25:40.

43. Hvilken rest befinder sig på jorden mens kongen Jesus Kristus er nærværende, og hvordan omtalte han dem den dag han udtalte sin profeti og den dag han blev oprejst fra de døde?

⁴³ Mens Menneskesønnen Jesus Kristus er usynligt nærværende som konge, findes der en rest af hans åndelige brødre som stadig lever synligt i kødet på jorden. Tidligere samme dag som han fortalte lignelsen om fårene og bukkene, omtalte han disse „brødre“ idet han sagde: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. Og I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias.“ (Mattæus 23:8-10) Fem dage efter at han havde fortalt lignelsen, den dag han opstod fra graven, viste han sig for nogle kvinder og sagde til dem: „Vær ikke bange! Gå hen og giv mine brødre besked, så de kan tage af sted til Galilæa; og dér vil de se mig.“ — Mattæus 28:9, 10.

44. (a) Hvordan omtalte Jesus disse brødre over for en anden kvinde den dag han opstod? (b) Hvad siger Hebræerbrevet 2:10-12 om Jesu indstilling til disse brødre?

 ⁴⁴ På opstandelsesdagen viste han sig også for Maria Magdalene og omtalte sine åndelige brødre over for hende: „Gå til mine brødre og sig til dem: ’Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.’“ (Johannes 20:17) Til sidst vil der være 144.000 sådanne åndelige brødre som får del i himmelsk herlighed sammen med Jesus Kristus, deres ældste åndelige broder. At Kristus har sådanne åndelige brødre bekræftes af de inspirerede ord i Hebræerbrevet 2:10-12: „Det sømmede sig nemlig for ham for hvis skyld alle ting er og ved hvem alle ting er, da han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser. For både den som helliger og de som helliges stammer alle fra én [Fader], og af den grund skammer han sig ikke ved at kalde dem ’brødre’, som han siger: ’Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; i menighedens midte vil jeg prise dig med sang.’“ Disse „brødre“ er medlemmer af hebræeren Abrahams „sæd“; for at hjælpe dem til at opnå himmelsk herlighed måtte Guds himmelske søn blive et menneske som de selv. Vi læser derfor:

45. Hvorfor blev Jesus sine brødre lig?

⁴⁵ „Det er jo ikke engle han tager sig af, men han tager sig af Abrahams sæd. Han måtte derfor blive sine ’brødre’ lig i alle henseender, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst for det der hører Gud til, for at kunne bringe et sonoffer for folkets synder.“ — Hebræerne 2:16, 17.

46. Hvilke hjælpsomme mennesker er det kongen Jesus Kristus værdsætter? Forklar.

⁴⁶ Ligesom kongen Jesus Kristus selv, da han var på jorden som et fuldkomment menneske, prøvede at hjælpe sine åndelige brødre, sådan værdsætter han alle som gør en bestræbelse for at hjælpe hans åndelige brødre, hans medarvinger til det himmelske. Det som sådanne mennesker kærligt gør mod hans „brødre“, regner han for gjort mod ham selv. De der yder en sådan hjælp sammenligner han  med får. Han roser dem ikke fordi de blot er filantropiske eller menneskevenlige i al almindelighed — fordi de gør godt mod alle og enhver uden forskel, uanset hvem det er. De der viser en sådan filantropisk eller menneskevenlig indstilling er ofte bange for specielt at gøre godt mod Kristi åndelige brødre mens disse er udsat for lidelser på jorden. Ethvert tegn på medfølelse med Kristi „brødre“ giver nemlig anledning til misbilligelse og kritik fra deres side som er imod Kristi „brødre“ og som påfører dem mange af deres lidelser, ja endog sætter dem i fængsel.

47. Hvorfor har den hjælp de retfærdige „får“ yder, en særlig værdi, ifølge Jesu ord?

⁴⁷ De der i Jesu lignelse betegnes som „får“ og kaldes „retfærdige“, er derimod ikke bange for at gøre forskel. Med vilje og forsæt gør de godt mod Kristi „brødre“ fordi de indser hvem disse er. De er overbeviste om at disse „brødre“ efterligner Jesus Kristus og udfører det arbejde han har pålagt dem. Det er grunden til at den hjælp de yder Kristi brødre har en særlig værdi i Jesu øjne; bag deres handlinger ligger der et ægte kristent motiv. At Jesus ser sådan på det, klargjorde han over for sine apostle da han sagde: „Den der ikke er imod os, er for os. For enhver som giver jer et bæger vand at drikke af den grund at I tilhører Kristus — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“ (Markus 9:40, 41) „Og enhver som blot giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke fordi den pågældende er en discipel — jeg siger jer sandheden: han skal afgjort ikke gå glip af sin belønning.“ — Mattæus 10:42.

De stiller sig på kongens „brødres“ side

48. (a) Har Kristi åndelige brødre på jorden, såvel før som efter 1935, erfaret de ting han omtaler? (b) Med hvilken viden og værdsættelse har „fårene“ ydet deres hjælp?

⁴⁸ Historien viser at Kristi åndelige brødre under deres arbejde med at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple af folk af alle nationerne — både frem til 1935 og derefter — rent bogstaveligt har sultet og tørstet, manglet klæder, været fremmede og hjemløse, syge og  endda uretfærdigt i fængsel. Det er ikke kun deres egne åndelige brødre der har hjulpet dem, men også andre, nogle som ikke er avlet af Guds ånd til at være Kristi „brødre“. Disse sidstnævnte har ikke ydet hjælp uden at vide hvem disse lidende, trængende kristne var, og uden at vide at de var upopulære og blev forfulgt. Tværtimod har de erkendt at disse kristne var „ambassadører“ for Guds messianske rige, og de har ønsket at give et konkret bevis på at de stillede sig på Guds riges side.

49, 50. (a) Hvordan reagerer disse „får“ der ikke er åndelige israelitter, på forkyndelsen af Riget, og hvem slutter de sig til? (b) I hvis navn lader de sig døbe, og hvem knytter de sig således til?

⁴⁹ Derved har disse mennesker, der sammenlignes med får, givet udtryk for deres tro på Jesus Kristus som den regerende konge. De har glædet sig over at den gode nyhed om Guds oprettede rige blev forkyndt, og de har ønsket at yde Riget deres fulde støtte. Som følge af det undervisningsarbejde Rigets „ambassadører“ har udført er de blevet disciple, og som Kristi disciple der adlyder hans lære har de ladet sig døbe i vand. (2 Korinter 5:20; Mattæus 24:14; 28:19, 20) Ved at disse symbolske får, der ikke er åndelige israelitter, har handlet på denne måde og stadig gør det den dag i dag, opfyldes profetien i Zakarias 2:15: „Mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova] og være hans folk og bo i din midte.“

⁵⁰ Disse mennesker, „fårene“, fra „mange folk“ — ifølge rapporterne indtil nu fra 208 lande og øområder — lader sig ikke blot døbe i Sønnens og den hellige ånds navn, men også i Faderens, Jehovas, navn. De nøjes ikke med at tro på Sønnen for så at ignorere Faderen. Nej, de tror ikke alene på „Herren Jesus“ for at blive frelst, men de erkender også at „enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“. (Apostelgerninger 16:31; 2:21; Romerne 10:13) Derfor påkalder de Jehovas navn og lader sig døbe i hans navn. De ’slutter sig’ til Jehova, indvier sig til ham, for at blive hans folk. De forlader de falske guder som de før var indviet til. (Hoseas 9:10) Gennem Jesus Kristus knytter de sig ubrydeligt til Faderen, Jehova Gud.

51, 52. (a) Med hvem sammenligner Zakarias 8:20-23 disse „får“ der lader sig døbe? (b) Hvem er den „jøde“ hvis kappeflig de griber fat i?

 ⁵¹ Det at disse mennesker indvier sig til Jehova gennem Kristus, er yderligere skildret med dette billede i Zakarias’ profeti: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu skal det ske, at folkeslag og mange byers indbyggere skal komme, og den ene bys indbyggere skal gå til den andens og sige: ’Lad os vandre hen og bede [Jehova] om nåde og søge Hærskarers [Jehova]; også jeg vil med.’ Og mange folkeslag og talrige folk skal komme og søge Hærskarers [Jehova] i Jerusalem for at bede [Jehova] om nåde. Så siger Hærskarers [Jehova]: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“ — Zakarias 8:20-23.

⁵² I opfyldelsen af denne profeti er den mand hvis kappeflig „ti mænd af alle folks tungemål“ griber fat i, en åndelig jøde, nemlig en af de 144.000 åndelige israelitter der omtales i Åbenbaringen 7:4-8, umiddelbart forud for apostelen Johannes’ syn af den talløse ’store skare’ hvis medlemmer kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“.

53. (a) Især siden hvilket år har disse „ti mænd“ af mange folks tungemål grebet fat i de åndelige jøders kappeflig? (b) Hvilket navn bar disse åndelige jøder på dette tidspunkt?

⁵³ Siden 1914, da kongen Jesu Kristi nærværelse eller parousia begyndte, har der kun befundet sig en rest af disse åndelige jøder i kødet på jorden. Det er især fra 1935, da det blev klart hvem der udgør ’den store skare’ der lovpriser Gud og Lammet, at disse „ti mænd“ af mange folks tungemål er begyndt at ydmyge sig som greb de fat i en åndelig jødes kappeflig for at følge ham til centeret for tilbedelsen af hærskarers Jehova. I 1935 havde de åndelige jøder i fire år båret det bibelske navn „Jehovas vidner“, så der var ingen tvivl om hvilken slags kristne de var.

54. Hvordan er det forudsagt i Esajas 2:2-4 at disse „får“ slutter sig til Jehova og søger at tilbede ham?

⁵⁴ Det at mange som ikke er en del af de åndelige jøders eller israelitters rest, ville slutte sig til Jehova her i de sidste  dage ved at indvi sig til ham som deres Gud og søge at tilbede ham ved hans åndelige tempel, er også forudsagt med disse smukke ord af profeten Esajas: „Det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Esajas 2:2-4.

55. (a) I betragtning af de anførte profetier, hvad er det så der gør et menneske til et „får“ med en „retfærdig“ stilling ind for Gud og Kristus? (b) Hvor meget ophøjer de tilbedelsen af Jehova?

⁵⁵ Når vi tager alle disse bibelprofetier som peger frem til vor tid — tiden for Kristi nærværelse eller parousia — og sammenholder dem med Jesu lignelse om fårene og bukkene, hvad ser vi så? Dette: man bliver ikke et „får“ og kommer ikke til at stå „retfærdig“ ind for Gud og hans messianske konge fordi man ubevidst eller rent tilfældigt kommer til at gøre godt mod Kristi åndelige brødre. De der tilhører ’fåreskaren’ véd hvad de gør, skønt de ikke med deres bogstavelige øjne kan se Menneskesønnen, den regerende konge. De påskønner og anerkender hans åndelige brødre, endog ’en af hans mindste brødre’, og af denne særlige grund søger de at hjælpe dem, ikke blot med materielle, praktiske ting, men også åndeligt, idet de slutter sig til dem i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ og i det bibelundervisningsarbejde hvorved mennesker gøres til Kristi disciple. De ved at Kristi „brødre“ ophøjer tilbedelsen af Jehova over alt andet, og sammen med dem drager de op til Jehovas åndelige tempel for at tilbede, og de opfylder de høje krav der stilles i denne forbindelse.

56. (a) Ønsker disse „får“ at kæmpe mod Kristi „brødre“ af nogen grund? (b) Hvem vælger de at være venner af, og hvad gør de med deres „lange klæder“?

⁵⁶ Eftersom de der skildres som fårene ønsker at hjælpe og  gøre godt mod Kristi åndelige brødre, kan intet — hverken nationalitet, race, stamme, politiske ideologier, hudfarve, sprog eller kulturel baggrund — få dem til at kæmpe imod dem. Sammen med Kristi „brødre“ stiller de sig fuldstændig neutrale over for den svært bevæbnede verdens voldsomme, blodige og ødelæggende konflikter og stridigheder. De vil hellere være venner af Kristi „brødre“, som „ikke er en del af verden“, end pleje ’venskab med verden’. (Johannes 17:14, 16; Jakob 4:4) Derfor vælger de at lide ondt for denne fjendtlige verdens hånd sammen med Kristi brødre, med det for øje at bevare deres kristne integritet ind for Gud og vise at de også selv er sande disciple af Kristus. Deres „lange klæder“, som de har vasket i Kristi blod, bevarer de rene.

57. (a) Hvordan skulle det talmæssige forhold være mellem jødiske og ikkejødiske tilbedere, ifølge Zakarias 8:23? (b) Hvor mange i hele verden var antageligvis tilsluttet et religiøst samfund i 1935, og hvor mange Jehovas vidner var der?

⁵⁷ Det at der ifølge Zakarias 8:23 ville være „ti mænd af alle folks tungemål“ som greb fat i en åndelig jødes eller åndelig israelits kappeflig, antyder at tallet på disse ydmyge mennesker af alle nationer ville overstige tallet på dem der udgør de åndelige jøders eller israelitters rest. Forholdet ville være som ti til én. Sådan er det også gået siden 1935. I dette skelsættende år anslog man at der i hele verden var 1.849.185.359 som tilhørte et religiøst samfund, kristent eller ikke-kristent. (The World Almanac and Book of Facts for 1936, udgivet af World-Telegram, New York, side 419) Samme år var der ifølge rapporterne mindre end 60.000 aktive Jehovas vidner i hele verden. Hvor meget er jordens befolkning vokset siden da?

58. Hvor meget er den religiøse del af jordens befolkning vokset siden 1935, og hvor meget er jordens befolkning i almindelighed vokset?

⁵⁸ Ifølge The 1973 World Almanac and Book of Facts (side 343) er der nu 2.661.120.100 som tilhører et religiøst samfund. Det vil sige at den religiøse del af jordens befolkning ikke er blevet fordoblet mellem 1935 og 1973. Hvad angår jordens befolkning i almindelighed, så blev der for  1935 oplyst det samme tal som for 1927, nemlig 1.960.000.000. Ifølge The 1973 World Almanac and Book of Facts (side 206) anslås jordens befolkning nu til 3.631.797.000. Jordens samlede befolkning er altså ikke blevet helt fordoblet mellem 1935 og 1973.

59. Hvilken vækst har Jehovas vidner erfaret frem til tjenesteåret 1972/73?

⁵⁹ Hvilken talmæssig vækst har der så været blandt Jehovas vidner? Deres tjenesteår regnes fra 1. september. I tjenesteåret 1972/73 var der ifølge rapporterne gennemsnitlig 1.656.673 som regelmæssigt deltog i Jehovas vidners forkyndelsesarbejde, og i årets løb nåede man et højdepunkt på 1.758.429 forkyndere af Riget. I sandhed en stor vækst i Jehovas vidners antal, når man sammenligner med tallet for 1935!

60. (a) Hvor mange af disse var åndelige jøder? Hvordan kunne man fastslå dette? (b) Hvad viser alt dette med hensyn til dét at drage op til Jehovas åndelige tempel for at tilbede? (c) Hvilken betydningsfuld tid må vi altså leve i?

⁶⁰ Men hvor mange af disse kristne vidner for Jehova er åndelige jøder? Kun 10.523. De gav til kende at de var åndelige israelitter ved at nyde symbolerne, brødet og vinen, ved den årlige fejring af Herrens nadver, der i 1973 fandt sted den 17. april og i hele verden blev overværet af 3.994.924. I de 208 lande og områder hvor Jehovas kristne vidner virker, var der sidste år 31.850 menigheder. Hvad viser alt dette? Følgende: At der i løbet af Kristi usynlige parousia (nærværelse) har været „en stor skare“ mennesker af alle nationer, stammer, folk og tungemål, som er blevet samlet ved kongens højre side og har sluttet sig til den lille rest af åndelige israelitter for at drage op til Jehovas åndelige tempel og tilbede ham som Gud. Dette er en bemærkelsesværdig del af tegnet på at Herren Jesus er usynligt nærværende og at vi nu lever i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]