Kapitel 16

Snart ses det forudsagte tegn i fuldt omfang

1. Hvorfor kan vi være taknemmelige for at Jesu apostle stillede ham det spørgsmål vi finder i Mattæus 24:3?

VI DER lever i dag kan være taknemmelige for at Jesu Kristi apostle spurgte ham: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Som svar på deres spørgsmål gav Jesus en lang, detaljeret profeti hvis nøjagtighed ligefrem forbløffer os nu da vi ser den gå i opfyldelse her i vort begivenhedsrige tyvende århundrede. Dens opfyldelse hjælper os til nøje at fastslå hvor vi befinder os i forhold til fuldbyrdelsen af det Gud vil gøre for den lidende menneskehed. Da vi ser det tegn Kristus forudsagde, styrkes vi i troen på at vi virkelig lever i tiden for hans usynlige nærværelse i ånden og i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“.

2. Hvor er hele det sammensatte tegn beskrevet, og hvilken del af beretningen skal vi nu betragte?

² Snart kan alle enkeltheder i tegnet ses i fuldt omfang, så tydeligt at ingen opmærksom iagttager kan tage fejl af det. Som det fremgår af Mattæus’ beretning, kapitlerne fireogtyve og femogtyve, Markus’ beretning, kapitel tretten, og Lukas’ beretning, kapitel enogtyve, er tegnet sammensat af mange dele; og der er gået mange år, ja næsten en generations levetid, før alle dele af tegnet nu er ved at vise sig i fuldt omfang. I de foregående kapitler har vi behandlet de dele af tegnet der beskrives i kapitel femogtyve i Mattæus’ beretning. Lad os nu betragte de dele af tegnet der er omtalt i Mattæus’ fireogtyvende kapitel, samt i de parallelle beretninger hos Markus og Lukas.

3, 4. Hvad sigtede disciplene til da de spurgte Jesus: „Hvornår vil disse ting ske?“

 ³ Da Kristi apostle indledte deres spørgsmål med ordene: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske?“ refererede de til noget som Jesus havde profeteret om samme dag, tirsdag den 11. nisan år 33. Efter at han i templet i Jerusalem havde fordømt de hykleriske skriftlærde og farisæere, havde han videre sagt: „Se! af den grund sender jeg profeter, vismænd og offentlige lærere til jer. Nogle af dem vil I dræbe og pælfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by, så at alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, skal komme over jer, fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I myrdede mellem helligdommen og alteret. Jeg skal sige jer en sandhed: Alt dette vil komme over denne generation. Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv. For jeg siger jer: I skal afgjort ikke se mig fra nu af og indtil I siger: ’Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!’“

⁴ Før han forlod templet eller tilbedelseshuset udtalte han endnu en vigtig profeti. Herom læser vi: „Jesus gik nu ud og var på vej bort fra templet, da hans disciple kom hen til ham for at vise ham templets bygninger. Det fik ham til at sige til dem: ’Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her vil afgjort ikke blive efterladt en sten oven på en sten som ikke vil blive revet ned.’“ — Mattæus 23:34 til 24:2.

5. Hvad havde Jesus sagt om Jerusalem da han red ind i byen i triumf?

⁵ Blot to dage tidligere, søndag den 9. nisan, da han red ind i Jerusalem i triumf, standsede han og græd over byen på grund af den ødelæggelse der ventede den. Han talte om dens frygtelige ødelæggelse for romernes hånd i år 70 idet han profetisk sagde: „For dage skal komme over dig da dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider, og  de vil jævne dig og dine børn i dig med jorden, og de vil ikke efterlade en sten oven på en sten i dig, fordi du ikke gav agt på den tid da du blev inspiceret.“ — Lukas 19:41-44.

6. Hvordan virkede disse forudsigelser på Jesu apostle, der var kødelige, omskårne jøder, og hvilke spørgsmål opstod der for dem?

⁶ For kødelige, omskårne jøder som Kristi apostle lød dette foruroligende. Den generation som de var en del af, skulle hjemsøges for alt det uskyldige blod der var blevet udgydt i løbet af jødernes historie og før da. Nøjagtig hvornår skulle det ske? Det ville de gerne vide. De troede og bekendte at Jesus var Kristus, Messias eller den Salvede. Men profetien om at Jerusalem skulle ødelægges vidnede om at han ikke ville oprette sit messianske rige i denne dødsdømte by. Han talte om at man ikke skulle se ham „fra nu af“, men også om at han ville komme „I Jehovas navn“. Hvornår ville han igen være nærværende og udføre sin opgave som Messias? Den kommende ødelæggelse over Jerusalem og dets tempel måtte afgjort være ensbetydende med afslutningen på den jødiske tingenes ordning. Når den hellige by og det hellige tempel blev ødelagt, kunne de jødiske levitpræster meget vel være blandt de „børn“ af Jerusalem der ville blive ’jævnet med jorden’; de ville hvert fald ikke længere kunne udføre deres tjeneste ved templet. Det er derfor meget forståeligt at apostlene ikke alene forhørte sig nærmere om Jerusalems og templets ødelæggelse, men også spurgte: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“

7. Hvorfor var det på sin plads at apostlene forhørte sig om „afslutningen på tingenes ordning“?

⁷ Det var på sin plads at spørge sådan, for Jesus var netop kommet til verden i en periode der kunne betegnes som „afslutningen“ på den jødiske tingenes ordning. Andre skriftsteder omtaler denne periode på samme måde. Hebræerbrevet 9:26-28, for eksempel, viser at Jesus ikke behøvede at ofre sig selv flere gange, og siger så: „Ellers havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu har han givet sig til kende én gang for  alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer. . . . således blev også Messias frembåret som offer én gang for alle for at bære manges synder.“ Og i Første Korinterbrev 10:11 siges der: „Men disse ting skete fortsat for dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ Regnet fra det år Jesus udtalte sin profeti, havde den jødiske tingenes ordning endnu syvogtredive år tilbage, mindre end en generations levetid, selv hvis dens levetid kun var på fyrre år. Jerusalem blev indtaget og ødelagt af romerne den 7. elul (eller den 30. august år 70, efter den gregorianske kalender). Hvor mange af Kristi apostle der havde undgået martyrdøden og endnu var i live da denne frygtelige begivenhed fandt sted, oplyser Bibelen ikke.

En prøvens og ulykkens tid

8. Hvad beskrev Jesus først da han svarede sine apostle?

⁸ Som svar på apostlenes forespørgsel beskrev Jesus først de begivenheder der ville føre frem til Jerusalems ødelæggelse inden for den daværende generations levetid. „Og som svar sagde Jesus til dem: ’Pas på at ingen vildleder jer; mange vil nemlig komme på grundlag af mit navn og sige: „Jeg er Messias,“ og de vil vildlede mange. I vil komme til at høre krige og rygter om krige; se til at I ikke bliver opskræmte. For dette må nødvendigvis ske, men enden er der ikke endnu.’“ — Mattæus 24:4-6.

9. Hvad ville det ikke være et udtryk for når der fremstod jøder der gav sig ud for at være Messias, og hvilken udfrielse ville ikke komme ved dem?

⁹ Der ville fremstå jøder som hævdede, ikke at de var Jesus som var kommet igen i kødet, men at de var den lovede Messias eller Kristus. Men hverken apostlene eller deres meddisciple skulle lade sig vildlede af sådanne selvbestaltede messias’er eller krister, for deres virksomhed ville ikke være et udtryk for Jesu Kristi nærværelse eller parousia, og de ville heller ikke udfri det jødiske folk. Den jødiske opstand mod romerne i år 66 skulle være en sådan messiansk bestræbelse, men resultatet af den var at Jerusalem  blev ødelagt og det jødiske folk blev spredt for alle vinde. De vildledte jøder blev dybt skuffede i deres messianske forhåbninger.

10. Hvad sagde Jesus om krige, og hvorfor skulle disciplene ikke blive opskræmte over dem?

¹⁰ I løbet af disse syvogtredive år ville der forekomme flere krige, både krige som blev udkæmpet i disciples umiddelbare nærhed så de hørte larmen, og krige som de blot hørte om. Men selv om disse krige ville berøre jødefolkets situation, ville de ikke direkte medføre enden på den jødiske tingenes ordning. Disciplene skulle derfor ikke lade sig skræmme til at handle overilet. „Enden er der ikke endnu.“

11. Hvad skulle ifølge Jesus være „en begyndelse til veer“?

¹¹ „For,“ sagde Jesus, idet han uddybede det han lige havde sagt om krige og rygter om krige, „nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“ — Mattæus 24:7, 8. Se også Markus 13:8.

12, 13. (a) Skulle de ting der udgjorde „en begyndelse til veer“ kun berøre en bestemt del af befolkningen? (b) Hvad skulle der ske med disciplene fordi de forkyndte Messias og fulgte ham?

¹² Disse ulykkelige begivenheder var blot „en begyndelse til veer“, så enden var der „ikke endnu“. Begivenhederne skulle blot være et forvarsel, ikke den endelige katastrofe. De her nævnte ting ville berøre folk i almindelighed, men der var andet som direkte ville berøre Jesu disciple fordi de forkyndte den sande Messias eller Kristus og gik i hans fodspor. Jesus sagde videre:

¹³ „Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn. Da vil mange også blive bragt til snublen og fald, og de vil forråde hinanden og hade hinanden. Og mange falske profeter skal fremstå og vildlede mange; og på grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden kølnes hos de fleste. Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst. Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for  alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:9-14. Jævnfør Markus 13:9-13.

14. (a) Hvor får vi bekræftet at disse ting fandt sted inden for den daværende generations levetid? (b) Hvad måtte der ske før enden kunne komme for Jerusalem og den jødiske ordning?

¹⁴ Den bog i Bibelen der kaldes „Apostelgerninger“, skrevet af lægen Lukas omkring år 61, bevidner at disse profetiske ord af Jesus Kristus blev opfyldt inden for den daværende generations levetid. Andre dele af Bibelen, inspirerede breve som blev skrevet af apostle og andre disciple før Jerusalems ødelæggelse i år 70, bekræfter skildringen i Apostelgerninger og føjer flere vidnesbyrd til om de kristnes lidelser under forfølgelse, og om internationalt had mod kristendommen. Den gode nyhed om Guds rige nåede ud til Lilleasien, det øvrige Asien, til Afrika og Europa, og den nåede ud til øerne i Middelhavet. Rigets budskab var ved at blive forkyndt på hele den beboede jord. Det bevirkede ganske vist ikke at hele verden blev omvendt til kristendommen — hvilket heller ikke var meningen — men det medførte at der blev aflagt et vidnesbyrd for alle nationerne. (Kolossenserne 1:6, 23) Først da denne beundringsværdige bedrift var fuldført af de frimodige kristne vidner, kunne enden komme for Jerusalem og den jødiske tingenes ordning.

Et varsel om at Jerusalems anden ødelæggelse var nær

15. Hvad ville ifølge Jesus være et tegn på at ødelæggelsen af Jerusalem og den jødiske ordning var umiddelbart forestående, og hvad sagde han at man derefter skulle gøre?

¹⁵ Efter at Jesus temmelig indgående havde fortalt hvad der ville ske før „enden“, pegede han nu på en ganske bestemt ting som ville vise at enden på Jerusalem og den tingenes ordning der havde byen og dens tempel som midtpunkt, var umiddelbart forestående. Han sagde: „Derfor, når I får øje på afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel, idet den står på et helligt sted, (lad læseren bruge dømmekraft,) så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene. Lad ikke  den der er på taget stige ned for at hente hvad der er i hans hus, og lad ikke den der er på marken vende hjem for at hente sin yderklædning. Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage! Bliv ved med at bede om at jeres flugt ikke skal finde sted om vinteren eller på en sabbat.“

16. Hvorfor skulle de kristne jøder og proselytter følge Jesu råd om i hast at forlade Jerusalem og Judæa?

¹⁶ Hvorfor var det så vigtigt at de kristne jøder og proselytter i største hast og uden at belaste sig med unødige byrder forlod den romerske provins Judæa mens tiden endnu var gunstig, og ad den direkte vej søgte tilflugt i bjergene uden for denne provins? Jesus fortsatte: „For der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Mattæus 24:15-22.

17. (a) Hvorfor skulle apostlene og deres medkristne ikke ignorere dette råd fra Jesus? (b) Hvilket vigtigt spørgsmål opstår nu?

¹⁷ Dette råd som Jesus gav, skulle apostlene og de øvrige disciple ikke glemme eller ignorere. Hvis nogle af dem tøvede med at flygte ud af Judæa efter at de havde set afskyeligheden stå på et helligt sted, kunne det koste dem livet; det kunne betyde at de ikke ville høre med til de forholdsvis få der omtales som det „kød“ der kun blev frelst fordi trængselens dage blev afkortet. Men hvori bestod denne ’afskyelighed’ der, når den stod på det hellige sted, ville betegne at der ikke var langt igen før den ødelæggende ’store trængsel’ brød løs?

18, 19. (a) Hvem havde allerede profeteret om denne afskyelighed der forårsager ødelæggelse, og hvor? (b) Hvad sagde Jesus ifølge Lukas at denne afskyelighed ville være?

¹⁸ Jesus lod ikke sine tilhørere i tvivl om hvad han mente. Han sagde at det var den afskyelighed „som er omtalt ved profeten Daniel“. (Mattæus 24:15) Den afskyelighed (eller vederstyggelighed) som profeten Daniel har omtalt i forbindelse med en profeti om Jerusalems anden ødelæggelse, beskrives i Daniel 9:26, 27 (især efter den græske Septuaginta-oversættelse  af den hebraiske bibeltekst). * Den verdslige historie viser at denne afskyelighed var de hedenske romerske hære under anførsel af deres „hersker“. At dette er den rigtige fortolkning af profetien forstår vi når vi sammenligner Mattæus’ gengivelse af denne passage i Jesu profeti med Lukas’ gengivelse deraf. Lukas 21:20-24 lyder:

¹⁹ „Og når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den; for dette er hævnens dage, da alt det der står skrevet [også i Daniel 9:26, 27] skal opfyldes. Ve de gravide kvinder og dem der har et barn at give bryst i de dage! For der vil være stor nød over landet og vrede over dette folk; og de skal falde for sværdets æg og føres som fanger til alle nationerne; og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ — Se også Markus 13:14-20.

20, 21. (a) Hvornår så de kristne jøder i Judæa afskyeligheden stå „på et helligt sted“? (b) Hvor længe stod den der?

²⁰ Det var i år 66 de kristne jøder i Jerusalem og Judæa begyndte at se „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse og som er omtalt ved profeten Daniel“ stå „på et helligt sted“, nemlig i og omkring Jerusalem. I dette år gjorde de ikke-kristne jøder, fyldt med messianske forventninger, oprør mod det romerske herredømme. For at kvæle opstanden drog den romerske feltherre Cestius Gallus ned fra Syrien og omringede Jerusalem med „lejrede hære“. Det skete mens jøderne fejrede deres løvhyttefest, som varede fra 15. til 21. tisjri (der dette år svarede til 22.-28. oktober  efter den gregorianske kalender). Cestius Gallus slog lejr „50 Stadier“ fra den festende by. Jøderne, som var godt bevæbnede, rykkede ud til angreb og tilføjede romerne en del skade.

²¹ Cestius Gallus blev nu „paa samme Sted i tre Dage“. Derefter tvang han jøderne tilbage til Jerusalem og førte sine tropper helt op til byen. Men først den sidste dag i måneden tisjri (omkring 5. november) førte han sin hær ind i byen. Nu befandt han sig virkelig på et sted der var „helligt“ for jøderne. I fem dage angreb romerne tempelmuren, og den sjette dag underminerede de muren. Dette var afgjort et angreb på det som jøderne regnede for helligst af alt. På dette tidspunkt kunne romerne med lethed have indtaget hele byen, men pludselig, tilsyneladende uden grund, brød Cestius Gallus op og trak sig tilbage. De opstemte jøder forfulgte nu romerne og tilføjede dem betydelige tab, så tilbagetoget blev forvandlet til en vild flugt. * Dette var et ydmygende slag for de stolte romerske verdenserobrere. Jerusalem var befriet! Til minde om dette udmøntede jøderne nye sølvsekler der på den ene side bar inskriptionen „Jerusalem, den hellige“.

22. Hvorfor lod de kristne jøder sig ikke bedrage af at Jerusalem genvandt sin uafhængighed, og hvad gjorde de for at komme i sikkerhed?

²² Lod de kristne jøder der boede i Jerusalem og i provinsen Judæa, sig bedrage af at dette jødiske område nu igen var blevet selvstændigt? Nej, i hvert fald ikke de der havde lagt sig Jesu profeti og hans råd på sinde. De havde med egne øjne set den hellige by Jerusalem omringet af lejrede hære. De havde set „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“, med dens militære standarder der af soldaterne blev æret som guder, stå „på et helligt sted“, et sted „hvor den ikke bør stå“. (Markus 13:14) På grundlag af dette skulle de vide at Jerusalems ødelæggelse var kommet nær. (Lukas 21:20) Det var nu på høje tid at komme ud af byen (eller at undlade at drage ind i den mere) og flygte  fra hele provinsen Judæa til bjergene, for eksempel mod øst, over Jordanfloden til provinsen Peræa. Dér, uden for det krigstruede område, kunne de kristne jøder fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Guds sande messianske rige, i stedet for at gå til grunde sammen med de dødsdømte jøder der ikke troede på Jesus.

23, 24. (a) Hvorfor blev Judæas uafhængighed kun kortvarig? (b) Hvor alvorlig og truende blev situationen i Jerusalem under belejringen?

²³ Jødernes uafhængighed i Judæa blev kun kortvarig. Efter Cestius Gallus kom den romerske feltherre Vespasian til at lede krigen mod jøderne, og han nåede til Palæstina tidligt det efterfølgende år, år 67. Mens han bestræbte sig for at få resten af landet under kontrol, havde jøderne lejlighed til at styrke deres forsvar. Nogen tid efter kejser Neros død i år 68 blev Vespasian udråbt til kejser. Han forlod Palæstina og nåede til Rom omkring midten af år 70. Myndigheden over de romerske hærenheder i Syrien havde han overdraget til sin søn Titus. Den jødiske påske i år 70 nærmede sig, og de ikke-kristne jøder strømmede til Jerusalem for at fejre højtiden der. Da kom Titus med fire legioner og indesluttede de jødiske festdeltagere i byen. For at udsulte de oprørske jøder gjorde han hvad Jesus havde forudsagt; han anlagde et pæleværk, „en skanse af spidse pæle“, i en længde af otte kilometer hele vejen rundt om byen så jøderne ikke kunne slippe ud.

²⁴ Situationen for de indespærrede jøder i Jerusalem blev fortvivlet. Den jødiske historieskriver Flavius Josefus, der levede i det første århundrede, giver i sine værker en levende beskrivelse af de rædsler den romerske belejring medførte. Flere og flere jøder mistede livet. Hvis belejringen ikke snart fik ende, så det ud til at „intet kød“ i den belejrede by ville overleve. Det var som Jesus havde forudsagt med hensyn til denne ’store trængsel’ over Jerusalem og Judæa: „Ja, hvis Jehova ikke afkortede dagene, ville intet kød blive frelst. Men på grund af de udvalgte, som han har udvalgt, har han afkortet dagene.“ — Markus 13:19, 20.

25. (a) Hvordan blev trængselens dage afkortet for Jerusalem? (b) Var de overlevende jøder de „udvalgte“ som Jesus omtalte i sin profeti?

 ²⁵ Ved forsynets styrelse viste belejringen sig at blive forholdsvis kort. Den varede kun 142 dage, fra 14. nisan til 7. elul, eller dele af seks månemåneder. Den 30. august år 70 (efter den gregorianske kalender) var det hele forbi. Ifølge Josefus overlevede 97.000 jøder (altså noget „kød“), hvorimod 1.100.000 døde under belejringen. Var disse 97.000 overlevende de „udvalgte“ på grund af hvem Jehova havde afkortet dagene? Ikke medmindre man siger at de var udvalgt til fangenskab og slaveri. Det gik nemlig som Jesus havde sagt: „Der vil være stor nød over landet og vrede over dette folk; og de skal falde for sværdets æg og føres som fanger til alle nationerne; og Jerusalem skal trædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ — Lukas 21:23, 24.

26. (a) Hvem var da de „udvalgte“ der er nævnt i Jesu profeti? (b) På hvilken måde var det på grund af dem at trængselen over Jerusalem blev afkortet?

²⁶ Nej, de „udvalgte“ på grund af hvem dagene med trængsel over Jerusalem blev afkortet, var ikke disse 97.000 ulykkeligt stillede jødiske fanger som var genstand for Jehovas store vrede i disse „hævnens dage“. Jehovas „udvalgte“ var de kristne jøder, som han havde givet signal til uden tøven at flygte fra hele Judæa, også fra hovedstaden Jerusalem. Han ønskede at de alle skulle bringe sig i sikkerhed uden for farezonen ved i tro at følge Jesu råd om at flygte straks efter at de havde set „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ og som er omtalt ved profeten Daniel stå „på et helligt sted“. Efter at Jehova havde fået alle disse „udvalgte“ disciple af sin søn Jesus Kristus bort fra det område der skulle rammes af hans hævn, kunne han lade sin hævn over de oprørske jøder være af kort varighed. Som der siges: „Jehova vil holde regnskab på jorden idet han afslutter og afkorter det.“ (Romerne 9:28; Esajas 10:23) Disse dage med stor trængsel over Jerusalem blev således med rette afkortet „på grund af de udvalgte“.

27. (a) Sluttede Jesus sin profeti med beskrivelsen af Jerusalems ødelæggelse? Forklar. (b) Hvorfor siger vi at Jerusalem ophørte med at blive nedtrådt af hedningenationerne i 1914?

 ²⁷ Den verdslige historie bekræfter nøjagtigheden af Jesu profeti. Men profetien slutter ikke med denne beretning om ødelæggelsen af det jordiske Jerusalem, for der er mere at sige om tegnet på hans nærværelse og „afslutningen på tingenes ordning“. Jesus så længere frem end til Jerusalems ødelæggelse i år 70, for i Lukas 21:24 sagde han: „Og Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ Han så helt frem til udløbet af disse „fastsatte tider“, der også kaldes „hedningernes tider“. Det vil sige at han så frem til 1914, for i dette år blev Jerusalems ret til et messiansk rige ved kong Davids evige arving ikke længere trådt under fode af nationerne. Med hvilken begrundelse siger vi dette, eftersom det genopbyggede Jerusalem nede i det mellemste østen i 1914 stadig var underlagt de muhamedanske tyrkeres herredømme? Det gør vi fordi Jehova Gud i dette år, ved udløbet af hedningernes tider, indsatte kong Davids evige arving på tronen, ikke i det jordiske Jerusalem som tyrkerne beherskede, men i det himmelske Jerusalem. — Hebræerne 12:22.

Opfyldelsen på det modbilledlige utro Jerusalem

28. I hvilken forstand må Jesus have omtalt Jerusalem da han sagde at Jerusalems ødelæggelse ville blive så frygtelig?

²⁸ Det er tydeligt at Jesus i sin profeti ikke kun talte om det bogstavelige Jerusalem, men også om noget større, noget som byen Jerusalem var et forbillede på. Ellers ville han ikke om byens ødelæggelse i år 70 have sagt: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ (Mattæus 24:21; Markus 13:19) Alle oplyste mennesker ved at Jerusalems ødelæggelse i år 70 ikke var den værste katastrofe siden verdens begyndelse, for hvad skulle man da sige om den jordomspændende vandflod på Noas tid? Og hvis der ikke siden år 70 er sket noget som kan måle sig med romernes ødelæggelse af Jerusalem, hvad  skal vi da sige om den første og den anden verdenskrig her i det tyvende århundrede? Jesus overdrev ikke; nej, han benyttede åbenbart Jerusalem som et profetisk forbillede på noget større, som et advarende eksempel på noget verdensomfattende der ville blive ramt af en lignende ødelæggelse. Han tænkte på et modbillede til det utro Jerusalem, noget som findes her i vor tid. Hvad er så det? Det er kristenheden med dens hundreder af indbyrdes uenige sekter og kirkesamfund. — 1 Korinter 10:11.

29. (a) På hvad, foruden kristenhedens ødelæggelse, opfyldes Jesu profeti? (b) Hvilken periode svarer således til tiden fra Jesus udtalte sin profeti til Jerusalem blev ødelagt?

²⁹ Denne fortolkning af Jesu profeti holder stik, ikke alene i forbindelse med kristenhedens forestående ødelæggelse, der også vil ramme alle dens politiske, kommercielle, militære og juridiske elskere, men også i forbindelse med de verdensbegivenheder der finder sted umiddelbart forud for dens tilintetgørelse. Kristenheden oplever nu i det tyvende århundrede en tid der svarer til tiden fra Jesus udtalte sin profeti på Oliebjerget indtil romerne ødelagde Jerusalem og dets tempel i år 70. Denne tilsvarende tidsperiode for kristenheden begyndte da „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914. Lad os betragte det der er sket i verden siden da.

30. Har kristenheden siden 1914 oplevet det Jesus sagde ville være „en begyndelse til veer“?

³⁰ Hvad ville, ifølge Jesu ord, være „en begyndelse til veer“? Var det ikke krige, hungersnød, jordskælv og tilfælde af pest? (Mattæus 24:7, 8; Markus 13:8; Lukas 21:10, 11) Hvilke krige som blev udkæmpet på Kristi apostles tid, i det første århundrede, kan måle sig med den første og den anden verdenskrig, for slet ikke at tale om alle de øvrige krige der er blevet udkæmpet siden den anden verdenskrig sluttede i 1945? Var de jordskælv og de tilfælde af hungersnød og pest der forekom fra år 33 til år 70 værre end de jordskælv og tilfælde af hungersnød og pest der har ramt kristenheden og hele den øvrige del af verden siden udløbet af hedningernes tider i 1914?

31. (a) Hvad sagde Jesus der ville ske med hans disciple før Jerusalems ødelæggelse? (b) Hvem har i vor tid gennemgået tilsvarende lidelser?

 ³¹ Jesus sagde også til sine apostle at hans disciple ville blive hårdt forfulgt, overgivet til trængsel og dræbt, ja blive genstand for alle nationernes had; desuden sagde han at der ville fremstå falske profeter eller falske messias’er, at lovløsheden mod Gud ville tage til, med det resultat at kærligheden ville kølnes hos de fleste af dem der bekendte sig til troen; endvidere talte han om behovet for kristen udholdenhed under alt dette. (Mattæus 24:9-13; Markus 13:9-13; Lukas 21:12-19) Disse ting indtraf dengang apostlene levede, i det første århundrede. Hvordan har det så set ud i verden siden 1914, det år hedningernes tider udløb? Er verden blevet så kristen at Kristi sande disciple ikke længere bliver forfulgt? Overvej følgende: Findes der noget religiøst mindretal der i højere grad er „genstand for alle nationernes had på grund af [Kristi] navn“ end Jehovas kristne vidner? Er nogle blevet mere forfulgt på grund af deres religiøse overbevisning end Jehovas kristne vidner siden 1914? Der er beretninger herom som enhver kan undersøge.

32. Hvad skulle også kendetegne aposteltiden frem til år 70, og hvem opfyldte denne del af profetien?

³² Der var et andet særligt træk som kendetegnede aposteltiden frem til år 70. Til sine jødiske modstandere i Jerusalem sagde Jesus: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Mattæus 21:43) Jøderne med deres falske messias’er frembragte ikke Guds riges frugter ved at forkynde dette rige for hedningerne. De begyndte ikke at udbrede det budskab Johannes Døber havde forkyndt, nemlig at himlenes rige var kommet nær. Tværtimod. Under sit sidste besøg i templet i Jerusalem kunne Jesus sige til de skriftlærde og farisæerne: „I lukker himlenes rige for folk; I går jo ikke selv ind, og I tillader heller ikke dem der er på vej ind, at gå ind.“ (Mattæus 23:13) Hvem skyldes det da at Jesu dynamiske ord: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“ blev  opfyldt før år 70? (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Det skyldes dem der blev genstand for „alle nationernes had“ på grund af Kristi navn — hans egne disciple.

33. Hvem har på tilsvarende måde forkyndt den gode nyhed om Guds rige i internationalt omfang siden 1914, og hvilken forskel er der på det rige de forkynder og det rige kristenheden forkynder?

³³ Det samme er tilfældet her siden 1914, det år hedningernes tider udløb: Også i dag er det dem som i fremtrædende grad er „genstand for alle nationernes had på grund af [Kristi] navn“ der opfylder Jesu profeti om forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Det er dem der, trods had og forfølgelse, har forkyndt den gode nyhed om Guds messianske rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne. Det rige de forkynder er ikke som det rige kristenheden har forkyndt lige siden Konstantin den Store grundlagde den i det fjerde århundrede — et rige der findes i hjertet hos dens hundreder af millioner af kirkemedlemmer, et rige der til sidst realiseres ved at hele verden omvender sig til kristenhedens kirkesamfund. Nej, det rige som Jehovas kristne vidner har forkyndt siden hedningetidernes udløb i 1914, er en virkelig regering der blev oprettet i himlene dette år. Det er Guds oprettede rige ved kong Davids evige arving, og det vil gøre ende på alle regeringer på jorden og sørge for at jordens indbyggere kan leve evigt i fred og lykke.

34. (a) Hvilket tegn skulle denne internationale forkyndelse af Riget være en del af? (b) Før hvilken katastrofe skulle forkyndelsen af Riget fuldføres?

³⁴ Denne bemærkelsesværdige præstation — at denne gode nyhed er blevet forkyndt på hele den beboede jord til et internationalt vidnesbyrd — er ikke uden betydning. Det er en fremtrædende del af det tegn der skulle markere at den regerende konge Jesus Kristus var nærværende i ånden. Siden det år han blev indsat på den himmelske trone ved Guds højre hånd har Jehovas kristne vidner nu i over et halvt århundrede, uden hensyn til verdenskrige og andre katastrofer, forkyndt dette budskab fra dør til dør og ved hjælp af mange moderne kommunikationsmidler. Det er tydeligt at vidnesbyrdet for alle nationerne om Guds messianske  rige der skal overtage styret over hele menneskehedens verden, snart må være aflagt i fuldt omfang. Denne verdensomspændende forkyndelse af Riget skulle finde sted før „enden“. Hele den beboede jord har nu hørt budskabet om Riget. Det er blevet forkyndt til et vidnesbyrd „for alle nationerne“. „Og så vil enden komme,“ sagde Jesus — enden på denne tingenes ordning!

„Afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“

35. (a) Hvilken del af tegnet viste at Jerusalems ødelæggelse var meget nær? (b) Hvilket spørgsmål stiller vi, eftersom datidens verdensrige ikke findes mere?

³⁵ Der er endnu en del af tegnet som giver os sikkerhed for at den længe ventede ’ende’ er nær. Som Jesus forudsagde, ville der ske alarmerende ting inden for den kritiske periode uden at enden dog ville være der endnu, men, sagde han, der var ét ildevarslende forhold som ville vise at ulykkestimen var meget nær, at enden og ødelæggelsen var lige ved at indhente alle som tøvede med at flygte i sikkerhed. For indbyggerne i den romerske provins Judæa i det første århundrede bestod dette forvarsel i at Jerusalem blev omringet af lejrede hære, at „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ stillede sig et sted den ikke burde stå, nemlig „på et helligt sted“. Da var tiden inde til at de jøder der troede på Jesus som Messias, i hast måtte flygte ud af Judæa. Men ser vi noget tilsvarende i dag, en ’afskyelighed’ der „forårsager ødelæggelse“? Hvis vi gør, varsler det ikke godt for kristenheden, for den er det nutidige modstykke til det utro Jerusalem i det første århundrede. Denne hellige by, midtpunktet for den jødiske religion, blev ødelagt af væbnede styrker som tilhørte bibelhistoriens sjette verdensrige, det hedenske romerrige. Men dette verdensrige er nu borte!

36. Hvorfor vil den syvende verdensmagt uvægerlig komme til at føle den afskyelige ødelæggers virksomhed?

³⁶ I vor tid beherskes verdensskuepladsen af den syvende verdensmagt, den britisk-amerikanske dobbeltverdensmagt. Englands monark betragter sig som overhoved for den anglikanske  kirke, og Amerikas forenede Stater er af sin højesteret blevet betegnet som en „kristen nation“, så denne syvende verdensmagt er en fremtrædende del af kristenheden og en ivrig forsvarer af den. På det religiøse område vil denne verdensmagt altså komme til at føle virkningen af den afskyelige ødelæggers fremtræden.

37. Skulle den syvende verdensmagt være den sidste i rækken, ifølge Åbenbaringen 17:9-11?

³⁷ Den sidste bog i Bibelen afslører imidlertid at der vil være en OTTENDE VERDENSMAGT. På en fængslende måde oplyser Åbenbaringen 17:9-11 hvad apostelen Johannes fik at vide da han i et syn så et skarlagenrødt vilddyr som havde syv hoveder og ti horn og på hvilket der red en religiøs skøge „Babylon den Store“. Vi læser: „Her gælder det den forstand som har visdom: De syv hoveder er ensbetydende med syv bjerge, som kvinden sidder på. Og der er syv konger: de fem er faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommet, men når han kommer, skal han forblive en kort tid. Og vilddyret som var, men ikke er, er også selv en ottende konge, men stammer fra de syv, og det går bort til ødelæggelse.“

38. Hvilke verdensriger var allerede faldet på apostelen Johannes’ tid, hvilket var der, og hvilken verdensmagt var endnu ikke kommet? Hvor længe skulle denne sidste eksistere?

³⁸ Det sjette verdensrige havde forvist apostelen Johannes, der levede i det første århundrede, til straffeøen Patmos. Den syvende verdensmagt var „endnu ikke kommet“, for historien viser at den først trådte frem i det attende århundrede, da Storbritannien blev den førende sø- og handelsmagt. Denne syvende verdensmagt er således kun lidt over to hundrede år gammel; den har kun eksisteret „en kort tid“ i sammenligning med det sjette verdensrige, der udøvede sit herredømme i næsten atten hundrede år. Det syvende hoved på det skarlagenrøde vilddyr er et udtryk for denne syvende verdensmagt, og de øvrige hoveder repræsenterer de foregående seks verdensriger: det ægyptiske, det assyriske, det babyloniske, det medo-persiske, det græske og det romerske. Alle disse syv verdensriger har  plejet omgang med den religiøse skøge, „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. — Åbenbaringen 17:1-6, 18.

39. Hvorfor er Sovjetunionen eller kommunistblokken ikke den ottende verdensmagt?

³⁹ Eftersom vilddyret „også selv [er] en ottende konge“ repræsenterer den en ottende verdensmagt. Hermed er der ikke tænkt på Sovjetunionen eller hele den kommunistiske blok af nationer, for Sovjetunionen og kommunistblokken stammer ikke „fra de syv“, de syv foregående verdensmagter. Kommunistblokken kan ikke betegnes som vilddyret der „var, men ikke er, og dog vil være her“. — Åbenbaringen 17:8.

40. (a) Hvad udgør da den ottende verdensmagt? (b) Hvornår ’var’ denne verdensmagt ikke, og siden hvornår har den ’været her’?

⁴⁰ Hvad er så den ottende verdensmagt som den falske religions babyloniske verdensimperium har redet på indtil nu, ligesom skøgen, det store Babylon, red på det skarlagenrøde vilddyr som apostelen Johannes så i synet? Det er den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed. Før den anden verdenskrig blev den kaldt Folkeforbundet, og efter den anden verdenskrig er den blevet kaldt De forenede Nationer. Denne organisation „til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed“ blev dannet i efterkrigsåret 1919, men gik ned i uvirksomhedens og uduelighedens afgrund da den anden verdenskrig udbrød i 1939. Under den anden verdenskrig ’var den ikke’ som et organ der formåede at bevare freden i verden. Da den anden verdenskrig sluttede i 1945 steg den op af afgrunden, nu under det nye navn De forenede Nationer. Den har ’været her’ lige siden. For øjeblikket har den 135 medlemsnationer. Alle disse nationer er bevæbnede, fem endog med kernevåben.

41. Hvorfor er De forenede Nationer ikke en kristen organisation, og hvad gør den afskyelig i Guds øjne?

⁴¹ Men hvorfor identificeres dette symbolske vilddyr, den ottende verdensmagt, De forenede Nationer, med „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“? Jo, det at denne verdensmagt sammenlignes med et syvhovedet vilddyr med  en skøge på ryggen, viser at den er uren, afskyelig, i Guds øjne. Eftersom den „stammer fra de syv“ ikke-kristne verdensriger, er den ikke en kristen organisation. Halvdelen af FNs medlemsnationer gør ikke engang krav på at være kristne, og vi finder her såkaldt kristne nationer i politisk forening med ikkekristne eller hedenske nationer. De forenede Nationer er en del af denne verden og er „ven med verden“ — og følgelig en „fjende af Gud“. (Jakob 4:4; Johannes 8:23; 18:36) De der forguder denne organisation knytter messianske forhåbninger til den, og kristenheden anerkender den som en erstatning for Guds oprettede messianske rige. Hvor afskyeligt!

42. Hvilke hære vil De forenede Nationer komme til at svare til og dermed blive en afskyelighed „der forårsager ødelæggelse“?

⁴² De forenede Nationer får æren for at have udrettet meget godt. Hvordan kan vi da sige at denne organisation er en ødelægger, noget „der forårsager ødelæggelse“? Overvej dette: Det sjette verdensrige, romerriget, bestræbte sig for at bevare den fredelige udvikling, Pax Romana, i hele sit område, også i det mellemste østen, men til sidst gik det sådan at dets hærstyrker ødelagde jødernes hellige by, Jerusalem. Noget tilsvarende gælder den ottende verdensmagt, De forenede Nationer. Den har endnu ikke fuldført sin forudsagte opgave før den „går bort til ødelæggelse“. (Åbenbaringen 17:11) Den mangler endnu at ’forårsage ødelæggelse’. Hvem vil den ødelægge? Det fremgår af Åbenbaringen 17:15-18, hvor vi læser:

43. Hvordan beskrives ødelæggelsen symbolsk i Åbenbaringen 17:15-18?

⁴³ „De vande som du så, hvor skøgen sidder, er ensbetydende med folk og skarer og nationer og tungemål. Og de ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild. For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke, ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret, indtil Guds ord vil være fuldbyrdet. Og kvinden som du så, er ensbetydende med den store by som har herredømme over jordens konger.“

44. Hvad vil De forenede Nationer altså ødelægge, og hvad er det nu fornuftigt at gøre i forbindelse med det der skal ødelægges hvis man ønsker at tilhøre Guds folk?

 ⁴⁴ Den ottende verdensmagt, De forenede Nationer, vil altså blive en afskyelighed der „forårsager ødelæggelse“ når den ødelægger den symbolske internationale skøge, Babylon den Store. Fordi fortidens Babylon ved Eufratfloden var en by, sammenlignes Babylon den Store med en stor by. Og eftersom den „har herredømme over jordens konger“, er den et verdensimperium. Forstandige mennesker bør nu forlade dette babyloniske verdensimperium af falsk religion for ikke at blive udslettet sammen med det når det rammes af ødelæggelse. Sådan lyder den inspirerede opfordring fra himmelen til alle som ønsker at være Guds folk: „Gå ud fra hende, mit folk, for at i ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:1-4.

45. (a) Har medlemmerne af kristenhedens kirker allerede forladt Babylon? Begrund svaret. (b) Hvorfor må kristenheden ødelægges sammen med Babylon den Store?

⁴⁵ Vi bør ikke lade os bedrage. Medlemmerne af kristenhedens hundreder af sekter og kirker skal ikke mene at de, fordi kristenheden gør krav på at være kristen, allerede er gået ud fra Babylon den Store. Så længe de er en del af kristenheden befinder de sig i Babylon den Store og har del i hendes synder. Hvorfor? Fordi kristenheden selv er en del af Babylon den Store, ja endog den mest fremtrædende del af dette verdensimperium af falsk religion. Desuden er kristenheden, der har ført krige og udgydt blod i mængde, det nutidige, modbilledlige utro Jerusalem, hvorfra alle Jesu sande disciple må flygte for at redde livet. Når den ottende verdensmagt (De forenede Nationer) ødelægger Babylon den Store, vil den også ødelægge den mest dadelværdige del deraf, nemlig kristenheden. De der elsker livet og ønsker at leve i harmoni med den sande Gud, må ufortøvet flygte ud af kristenheden, ligesom Jesu Kristi jødiske disciple flygtede ud af Judæa og Jerusalem da de så „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ stå på et sted der var højhelligt for jøderne.

46. Hvordan lød der i 1917 en tidlig advarsel til gudfrygtige mennesker om at drage ud af Babylon den Store?

 ⁴⁶ Nu siden 1914, hvor den regerende konge Jesus Kristus er nærværende, er gudfrygtige mennesker blevet advaret om at de må drage ud af Babylon den Store for ikke at blive tilintetgjort sammen med det. En tidlig advarsel blev givet i bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, der blev udgivet på engelsk af People’s Pulpit Association i juli 1917, efter at Amerikas forenede Stater var gået med i den første verdenskrig. Denne bog indeholdt en vers-for-vers-kommentar til hele Åbenbaringen, også kapitlerne sytten og atten. I begyndelsen af det følgende år blev der udstedt forbud mod bogen. Men forinden, nemlig søndag den 30. december 1917, lod man advarselen lyde vidt og bredt. Det skete ved at man om formiddagen denne dag i hele U.S.A. uddelte årgang 9, nr. 9, af den fire-siders traktat Bible Students Monthly, med hovedartiklen „Babylons fald“. Om eftermiddagen, efter at denne skarpt formulerede traktat var blevet uddelt fra kyst til kyst, holdt man offentlige foredrag over samme emne. — Se The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence for 15. december 1917, side 370, under overskriften „Volunteer Day — Dec. 30th“ (30. december — Dagen for frivillig tjeneste).

47. (a) Hvad søgte bibelstudenterne at fastslå kort efter den første verdenskrig? (b) Hvad sagde Vagttaarnet for marts 1921 herom?

⁴⁷ Eftersom det nutidige store Babylon (herunder kristenheden) skal udslettes af „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“, søgte bibelstudenterne allerede kort efter den første verdenskrig at fastslå hvad denne afskyelighed eller vederstyggelighed kunne være her i det tyvende århundrede. Efter at Folkeforbundet var blevet oprettet og Det britiske Imperium havde fået mandat over Palæstina, oplyste Vagttaarnet for marts 1921 (side 41) følgende under overskriften „Hvorom der er talt ved Profeten Daniel“:

Naar vi husker paa, . . . at Landet tilhører Jehova, saa følger det heraf, at det [i Åbenbaringen, kapitel 13] omtalte Dyr ikke har nogen Myndighed til at udøve herskende Magt over Palæstina; og det Folkeforbund, der er dannet af Mennesker, og under hvis Autoritet det britiske Rige har Mandat over Palæstina, er en  Vederstyggelighed for Herren. Denne Vederstyggelighed staar derfor nu, hvor den ikke bør staa. . . .

Læg derfor Mærke til dette yderligere Bevis paa, at vi har naaet Verdens Ende, nemlig at Ødelæggelsens Vederstyggelighed staar, hvor den ikke bør staa — „staar paa hellig Grund“, det hellige Land, Guds eget Land, og at vi ser „Jerusalem omringet af Krigshære“, det andet Dyrs Hære. Og lad den, som er i Stand til at læse, forstaa og vide, at vi har naaet Verdens Ende. . . .

48. Hvad blev den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed identificeret med i 1926, og ved hvilken lejlighed?

⁴⁸ Skønt man gik ud fra en bogstavelig fortolkning af Mattæus 24:15 og Markus 13:14, viste det sig at man nåede frem til den rette konklusion, nemlig at „Ødelæggelsens Vederstyggelighed“ (Gd) eller „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ på det tidspunkt var Folkeforbundet. Nogle år senere erkendte man at denne internationale organisation for verdensfred og sikkerhed var bibelprofetiens ottende verdensmagt. Det kom frem i et offentligt foredrag der blev holdt søndag aften den 30. maj 1926 i Royal Albert Hall i London over emnet „Hvorfor Verdensmagterne vakler — Hjælpemidlet“. Da taleren, J. F. Rutherford, præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, nåede frem til punktet „Et Forbund var forudsagt“, sagde han:

Gud forudsagde, at der vilde komme syv Verdensmagter, nemlig Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland, Rom og det britiske Rige. Han forudsagde ogsaa, at den ottende skulde fremgaa af de syv. Denne sidste blev ligeledes betegnet som et Dyr, fordi dens Formaal i Lighed med de andres var at herske over Folkene paa jorden. Herren skildrede forud, hvorledes dens Tilblivelse, dens kortvarige Eksistens og dens evige Omstyrtelse skulde forme sig. — Johannes’ Aabenbaring 17, 10; Esajas 8, 9. 10. — Se Vagttaarnet for 15. august 1926, side 248.

49. Hvorfor ventede resten af „de udvalgte“ ikke med at flygte ud af det store Babylon til de så at det var omringet af lejrede hære?

⁴⁹ Efter at den første verdenskrig var slut i 1918 begyndte den overlevende salvede rest af Jehovas „udvalgte“ således at få øje på „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“; disse „udvalgte“ begyndte at forstå hvad denne afskyelighed var og hvad dens fremtræden på verdensskuepladsen  betød. Under den første verdenskrig var de kommet i trældom under det store Babylon og dets politiske og militære elskere, og nu fulgte de den himmelske opfordring om at drage ud fra det. De gudfrygtige mennesker der derefter blev føjet til resten af Jehovas „udvalgte“, adlød også den guddommelige befaling og forlod Babylon den Store (herunder kristenheden). Eftersom det modbilledlige utro Jerusalem, nemlig kristenheden, ikke kun omfatter det jordiske Jerusalem og landet Palæstina, men omspænder hele jorden, skulle de ikke vente med at flygte til de så kristenheden omringet af væbnede styrker der tilhørte den ottende verdensmagt (den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed). Engelens opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager,“ lød før kristenheden blev „omringet“.

50. (a) Hvad var „de udvalgtes“ tidlige flugt et tegn på, og hvem var de et godt eksempel for? (b) Efter hvilken begivenhed er det at „afskyeligheden“ ødelægger Babylon den Store?

⁵⁰ At Jehovas „udvalgte“ flygtede før dette skete, var imidlertid et bemærkelsesværdigt tegn på at den utro kristenhed og den øvrige del af det store Babylon snart ville blive lagt øde, ja at det ville ske inden for den nuværende generations levetid, i den korte tid (som „én time“) den ottende verdensmagt skulle eksistere. Ved deres resolutte flugt satte Jehovas salvede „udvalgte“ et godt eksempel som ’den store skare’ af Kristi „andre får“ har kunnet følge fra og med 1935. Det kan ikke vare længe før „afskyelighedens“ væbnede styrker ødelægger det modbilledlige utro Jerusalem (kristenheden) og den øvrige del af det store Babylon. Læg mærke til at „afskyeligheden“ ødelægger det store Babylon efter at den, som den ottende verdensmagt, er steget op af „afgrunden“. I form af Folkeforbundet styrtede den ottende verdensmagt ned i den dødlignende kraftesløsheds ’afgrund’ da den anden verdenskrig udbrød i 1939, og den kom op af „afgrunden“ i 1945, i skikkelse af De forenede Nationer. (Åbenbaringen 17:8, 11, 12)  Det er nu næsten tredive år siden. Det er farligt at opsætte flugten ret meget længere!

Hvorfor ’en stor trængsel’ uden sidestykke

51. (a) Hvorfor vil trængselen over det modbilledlige utro Jerusalem blive en stor trængsel? (b) Hvad vil der ske med dem der har tøvet med at flygte ud af Babylon den Store?

⁵¹ Ødelæggelsen af kristenheden, vor tids modbilledlige utro Jerusalem, vil være en del af en stor trængsel „som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mattæus 24:21) Kristenhedens domæne strækker sig ud over hele jorden; det er meget større end landet Israel, hvor det jordiske Jerusalem er hovedstad. Babylon den Store, der „har herredømme over jordens konger“, har et endnu større domæne end kristenheden. Når de symbolske „ti horn“ og resten af det skarlagenrøde „vilddyr“ begynder at hade den religiøse skøge, det store Babylon, og gør hende øde, vil det derfor blive en religiøs katastrofe uden sidestykke, en katastrofe som omfatter hele jorden. Gud vil lige så lidt beskytte kristenheden som han vil beskytte hele den øvrige del af det umoralske, blodskyldige store Babylon. Jerusalems ødelæggelse i år 70 var frygtelig, og eftersom den var et profetisk billede, vil den forestående religiøse katastrofe der kommer til at omfatte hele verden, også blive frygtelig. Da vil de religionsudøvere der ikke har fulgt den guddommelige opfordring til at drage ud, men som af selviske grunde er blevet i Babylon den Store, blive regnet for meddelagtige i hendes synder og med rette få del i hendes plager.

52. (a) Hvorfor vil ’den store trængsel’ omfatte mere end det store Babylons ødelæggelse? (b) Hvad gør den ottende verdensmagt efter at den har optrådt som ødelægger?

⁵² Ødelæggelsen af det store Babylon udgør ikke hele den kommende ’store trængsel’, men blot den første del af den. De politiske, kommercielle og sociale elementer i verden har, for nydelsens skyld og for at opnå materielle rigdomme, plejet uren omgang med det store religiøse Babylon. De har været delagtige med hende i hendes blodskyld og hendes modstand mod Jehova Gud, og de har været med til at  forfølge Jesu Kristi sande disciple og lægge hindringer i vejen for deres forkyndelse af „denne gode nyhed om riget“ til et vidnesbyrd. Derfor må de stå Gud til regnskab. Politikerne støtter også den ottende verdensmagt, De forenede Nationer, og deres lande er medlemmer af denne organisation. Denne ukristne ottende verdensmagt modstår trodsigt Jehovas messianske rige. Med den navnkristne gejstligheds billigelse har den på jorden tiltaget sig en plads der rettelig tilhører Guds rige ved Kristus. Når den har ødelagt sin tidligere elskerinde, Babylon den Store, vil den irreligiøst, med hele sin militære styrke, vende sig mod Jehovas regerende konge, Lammet Jesus Kristus.

53. Hvorfor vil det der beskrives i Åbenbaringen 17:12-14 være højdepunktet i ’den store trængsel’?

⁵³ Denne sidste afgørende kamp beskrives af apostelen Johannes i disse symbolske vendinger: „Og de ti horn som du så, er ensbetydende med ti konger, som endnu ikke har fået herredømme, men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret [ved at blive medlemmer af den ottende verdensmagt]. . . . De vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konger vil det sejre over dem. Og det vil de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham også.“ (Åbenbaringen 17:12-14) Dette svarer til højdepunktet i ’den store trængsel’ nemlig „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. I Åbenbaringen 19:11-21 findes en mere udførlig beskrivelse af denne universelle krig.

54. Hvor mange jordiske fjender tager den almægtige Gud kampen op med på én gang, og hvor omfattende vil blodbadet blive i sammenligning med ethvert tidligere blodbad?

⁵⁴ Dette vil berøre jordens samlede befolkning på over tre milliarder mennesker. Selv ikke den jordomspændende vandflod på patriarken Noas tid, 1656 år efter menneskets skabelse, berørte så mange mennesker. I krigen på sin „store dag“ kan Gud den Almægtige udfolde en styrke der langt overgår alle de jordiske nationers samlede atomstyrke, og han kan på én gang møde alle sine jordiske fjender, der gør fælles front imod ham. (Åbenbaringen 16:13-16) Det  tegner til at blive et blodbad hvis lige jorden aldrig har oplevet, og som heller ikke vil indtræffe igen. Det er derfor ikke overraskende at Jesus, idet han så meget længere end til Jerusalems ødelæggelse i år 70, sagde: „Ja, hvis Jehova ikke afkortede dagene, ville intet kød blive frelst. Men på grund af de udvalgte, som han har udvalgt, har han afkortet dagene.“ — Markus 13:20.

55. (a) Hvordan bliver trængselens dage afkortet „på grund af de udvalgte“? (b) Hvem får gavn af dette?

⁵⁵ Som ved et mirakel vil noget kød „blive frelst“. Det vil ske fordi Jehova afkorter trængselens dage „på grund af de udvalgte, som han har udvalgt“. Han tager ikke sine „udvalgte“ bort fra den jordiske skueplads, men han sørger for at de skiller sig ud fra eller bryder enhver tilknytning til denne dødsdømte tingenes ordning før hans tid er inde til at lade ’den store trængsel’ bryde løs, og derfor kan han afkorte trængselsdagenes antal. Han sørger ikke blot for sine salvede „udvalgte“ — for at de kommer i sikkerhed under hans beskyttelse — men også for at dette sker med ’den store skare’ af „retfærdige“ mennesker der gør godt mod selv de mindste af Kristi åndelige brødre. (Mattæus 25:31-40) Når både de „udvalgte“ og ’den store skare’ er blevet skilt ud fra dem der er som bukke, kan Jehova Gud ved sit lam, Jesus Kristus, på kort tid eksekvere sin guddommelige hævn over alle sine fjender, som stadig er en del af den verdensomfattende tingenes ordning. — Romerne 9:28.

56. Hvem udgjorde det „kød“ der blev frelst da Jerusalem blev ødelagt i år 70, og hvilken ugunstig situation befandt de sig ikke desto mindre i?

⁵⁶ Det vil betyde at der her på jorden er „kød“ som bliver frelst. Jehova Gud, Skaberen, vil ikke tillade at hele menneskeheden udslettes, hverken af menneskeskabte atombomber eller af de himmelske eksekutionsstyrker. Da Jerusalem blev ødelagt i år 70 blev noget „kød“ frelst, nemlig 97.000 jøder. Disse jøder havde set Jerusalem blive omringet af lejrede romerske hære i år 66, men den kortvarige belejring dette år og „afskyelighedens“ tilstedeværelse hvor den ikke burde være, på et helligt sted, var ikke en del af den tids ’store trængsel’. Trængselen var ikke todelt. Cestius  Gallus hævede uventet belejringen, og de romerske hæres tilbagetog blev forvandlet til en vild flugt; jøderne kunne glæde sig over deres sejr. Da ’den store trængsel’ begyndte i foråret 70, lykkedes det kun disse 97.000 at overleve fordi trængselens dage blev afkortet. Disse jøder blev skånet til trods for at de ikke var Jehovas „udvalgte“. Resten af deres dage måtte de imidlertid henslæbe som trælle rundt om i det romerske rige.

57. Hvem vil udgøre det „kød“ der bliver frelst i den kommende ’store trængsel’, og hvad kan der da siges om dem?

⁵⁷ At dagenes antal også afkortes under den forestående ’store trængsel’ er en garanti for at der igen er noget „kød“ som vil blive frelst. Det „kød“ der bliver frelst denne gang er imidlertid ikke nogle af Guds fjender sådan som de oprørske, ikke-kristne jøder der var indesluttet i fortidens Jerusalem. Denne gang vil alle Guds fjender blive udslettet. Det „kød“ der bliver frelst vil — foruden „de udvalgte“ — være ’den store skare’ mennesker som har adlydt Guds bud og taget afstand fra den dødsdømte tingenes ordning (indbefattende kristenheden) og stillet sig på hans side. Når dette „kød“, denne ’store skare’, overlever og kommer ind i Guds nye orden under Kristi tusindårige herredømme, kan der siges: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel.“ (Åbenbaringen 7:14) Den store skare overlevende vil i sandhed være lykkelig. Hvor barmhjertigt af Jehova at afkorte trængselen!

Messias advarer mod falske messias’er

58, 59. (a) Hvilke forventninger blev ikke indfriet af de falske messias’er som Jesus profeterede om, og hvem måtte jøderne stadig spejde efter da Jerusalem var ødelagt? (b) Hvad sagde Jesus yderligere om den fremgangsmåde disse falske messias’er ville benytte?

⁵⁸ I sin profeti om tegnet på sin „nærværelse“ (parousia) og „afslutningen på tingenes ordning“ påpegede Jesus at der ville komme falske messias’er eller krister før Jerusalems ødelæggelse i år 70. Han indledte sin profeti med at omtale dette, idet han sagde til sine spørgende apostle: „Pas på at ingen vildleder jer; mange vil nemlig komme på grundlag af mit navn og sige: ’Jeg er Messias,’ og de vil vildlede  mange.“ (Mattæus 24:4, 5) Disse mænd viste sig imidlertid at være bedragere, falske messias’er, for de udfriede ikke Jerusalem. De bragte ikke nogen udfrielse i det hele taget. Efter Jerusalems ødelæggelse måtte de jøder der ikke anerkendte Jesus som Messias, derfor stadig spejde efter en messias i kødet. De kristne derimod, såvel jøder som ikke-jøder, måtte fortsat spejde efter den sande Messias’, Jesu, Guds søns, lovede nærværelse (parousia). Efter at Jesus havde forudsagt det bogstavelige Jerusalems ødelæggelse ved de romerske legioner, gik han over til at beskrive hvilke metoder bedragerne ville benytte for at drage de mennesker der ventede på Messias, efter sig. Vi læser:

⁵⁹ „Hvis nogen da siger til jer: ’Se! Her er Messias,’ eller: ’Dér!’ så tro det ikke. Falske messias’er og falske profeter vil nemlig fremstå og gøre store tegn og undere for at vildlede endog de udvalgte, om muligt. Se! Jeg har forud advaret jer. Hvis folk derfor siger til jer: ’Se! Han er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ’Se! Han er i de inderste rum, så tro det ikke. For ligesom lynet udgår fra øst og lyser over til vest, således vil Menneskesønnens nærværelse [parousiʹa] være. Hvor ådselet er, dér vil ørnene samles.“ — Mattæus 24:23-28.

60. Af hvilken grund ville en falsk messias befinde sig „i ørkenen“ eller „i de inderste rum“?

⁶⁰ Jesus, Menneskesønnen, vidste bedre end nogen anden på jorden hvordan han ville komme og hvordan hans nærværelse ville forme sig. Han ville ikke være at finde noget bestemt sted på jorden, hverken „her“ eller „dér“. Han ville ikke vise sig et eller andet afsides sted, i ørkenen, sådan at de der spejdede efter Messias måtte søge ud til ham dér for at han, ubemærket af landets øvrighed, kunne træne dem og sammen med dem forberede en politisk omvæltning, et statskup, hvorefter han kunne indsættes som verdens messianske hersker. (Apostelgerninger 5:36, 37; jævnfør Første Samuelsbog 22:1, 2.) Han ville heller ikke skjule sig „i de inderste rum“, et sted der kun var kendt af nogle få udvalgte, for at han dér med nogle medsammensvorne  ubemærket og uopdaget kunne lægge planer om at styrte den siddende regering og selv blive salvet som den lovede Messias. (Jævnfør Anden Kongebog 9:4-14.) Nej, når Jesus var kommet som konge og hans kongelige nærværelse var begyndt, ville der ikke være spor at skjule.

61, 62. (a) Hvordan skulle Kristi parousia være som lynet? (b) Hvilke ord som Jesus henvendte til sine apostle angående forkyndelse, gælder hans disciple i dag?

⁶¹ Hans nærværelse eller parousia skulle have samme virkning som lynet. Dog ikke på den måde at hans parousia som et lyn skulle komme pludselig, uventet, og kun vare en brøkdel af et sekund. Vægten lægges ikke på at lynet glimter uden varsel, men på at det oplyser et stort område, at det kan ses helt fra øst til vest. (Lukas 17:24) Lynets evne til at lyse op beskrives på denne måde i Salme 97:4: „Hans lyn lyste op på jorderig, jorden så det og skjalv.“ Jordens indbyggere skulle ikke lades i mørke eller uvidenhed om Menneskesønnens parousia. Alle mennesker fra horisont til horisont skulle oplyses om kongens nærværelse. Den skulle gøres kendt som et lynglimt der kan ses vidt og bredt. Følgende ord som Kristus henvendte til sine apostle for nitten hundrede år siden, gælder i dag hans disciple der har kendskab til hans usynlige parousia:

⁶² „Vær derfor ikke bange for dem; for der findes intet tildækket som ikke vil blive afsløret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I fortælle i lyset; og hvad I hører hvisket i øret, skal I forkynde fra tagene.“ — Mattæus 10:26, 27.

63. (a) Hvad er grunden til at der ville fremstå sådanne falske messias’er og falske profeter? (b) Hvordan kan man sige at de trofaste „udvalgte“ er som ørne der samles der hvor ådselet virkelig er?

⁶³ De falske messias’er og falske profeter ville fremstå „for at vildlede endog de udvalgte, om muligt“. (Mattæus 24:23-25; Markus 13:21-23) Men de trofaste „udvalgte“ lader sig ikke vildlede. De forledes ikke til at søge snart i en retning, snart i en anden, for at se et menneske der giver sig ud for Messias. De lader sig ikke lokke til at følge et menneske som hævder at være Kristus og prøver at bevise  det med store undergerninger. (Lukas 17:22, 23) På grundlag af Bibelen ved de hvor de skal søge. De er som ørne der med deres skarpe, sikre blik kan få øje på ganske små dyr nede på jorden. (Job 39:30-32) Derfor samler de sig ikke om en falsk messias, der ikke kan give dem den nødvendige åndelige næring. Som ørne der fra stor højde kan få øje på et ådsel hvor de kan stille deres sult, og som samler sig om dette ådsel for at mætte sig, sådan erkender „de udvalgte“ hvor den sande åndelige føde er at finde, nemlig hos den sande Messias mens han er usynligt nærværende, og dér samles de og får åndelig næring. — Lukas 17:37.

64. (a) Hvor er det eneste sted de falske messias’er kan vise sig? (b) Hvor ville Jesu tegn vise sig straks efter de dages trængsel, ifølge det Jesus nu siger?

⁶⁴ Under sin parousia vil kongen Jesus Kristus ikke vise sig synligt i kødet noget sted på jorden. Det er alt hvad falske messias’er, der jo blot er mennesker af kød og blod, kan gøre. Men for den opstandne, herliggjorte og regerende Herre Jesus Kristus stiller sagen sig anderledes. (1 Timoteus 6:14-16) Det henledte han sine apostles opmærksomhed på da han fortsatte sin profeti: „Straks efter de dages trængsel skal solen formørkes, og månen skal ikke give sit lys, og stjernerne vil falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter skal rystes. Og derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed. Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ — Mattæus 24:29-31; Markus 13:24-27.

Himmelfænomener „straks efter“

65. Hvilken trængsel sigtede Jesus her til, og indtraf de ting han forudsagde umiddelbart efter denne trængsel?

⁶⁵ Med udtrykket „straks efter de dages trængsel“ sigtede Jesus tydeligvis til tiden efter den store trængsel romerne  påførte byen Jerusalem nede i det mellemste østen i år 70. Men uanset hvor meget vi undersøger de historiske beretninger finder vi ikke noget der bekræfter at de ting Jesus forudsagde, indtraf „straks efter“ Jerusalems trængsel i betydningen umiddelbart efter, lige efter uden afbrydelse i begivenhederne. „Menneskesønnens tegn“ viste sig ikke „i himmelen“ umiddelbart efter den store trængsel der endte med Jerusalems ødelæggelse, og de romerske belejrere og de øvrige „stammer“ på jorden slog ikke sig selv „af sorg“ idet de rent bogstaveligt så Menneskesønnen komme i skyerne „med magt og megen herlighed“. Autentiske historiske kilder oplyser at romerne, da de havde ødelagt den hellige by Jerusalem, belejrede jødernes sidste tilflugtssted, klippefæstningen Masada på Det døde Havs vestbred. I år 73 indtog de fæstningen, og dermed havde de undertvunget hele provinsen Judæa. Vil det sige at Jesus tog fejl?

66. Profeterede Jesus falsk, eller hvad er der øjensynlig i vejen i forbindelse med ordet „straks“?

⁶⁶ Nej, Jesus var ikke en falsk profet. Han var under inspiration af Guds hellige ånd og kunne ikke tage fejl. Hvori ligger problemet da? Det ligger øjensynlig i den almindelige opfattelse af udtrykket „straks efter“. Ordet „straks“ i denne sammenhæng skal øjensynlig forstås på samme måde som i Johannes 6:21, hvor der siges, efter at Jesus er kommet gående på Galilæas sø og er kommet op i båden hos sine disciple: „Og straks var båden ved den bred som de søgte at komme over til.“ Der gik naturligvis mere end et øjeblik før de nåede land. Det samme gælder ordet „snart“ i Åbenbaringen 1:1, hvor vi læser: „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle de ting der nødvendigvis snart skal ske.“ Her omspænder ordet hele den tid der er gået fra apostelen Johannes fik Åbenbaringen omkring år 96 til den opfyldes nu i det tyvende århundrede. (Jævnfør betydningen af „snart“ i Romerbrevet 16:20.)

67. Hvordan skal vi forstå Jesu ord „straks efter“?

 ⁶⁷ For at Jesu profeti i Mattæus 24:29 kan harmonere med de foreliggende kendsgerninger må vi altså forstå hans udtryk „straks efter“ på den måde at der springes nogle århundreder over så vi når frem til vort tyvende århundrede. * I vor tid, siden 1914 da Menneskesønnens parousia begyndte, har vi været vidne til forhold og begivenheder som svarer til det Jesus forudsagde i dette vers.

68, 69. (a) Hvordan har verdenssituationen siden 1914 afspejlet de ting Jesus forudsagde i forbindelse med himmellegemerne? (b) Hvordan har menneskene, fordi de ikke i egen kraft formår at løse deres problemer, været som dem der beskrives i Esajas 59:9, 10 og Zefanias 1:17, 18?

⁶⁸ Historikere bekræfter at menneskene siden 1914 har oplevet den mørkeste periode nogen sinde. Det er som om solen er blevet ’formørket’ om dagen og som om månen ’ikke giver sit lys’ om natten, og det er som om stjernerne i den måneløse nat er ’faldet ned fra himmelen’ og forsvundet i nattens mørke. For den dødsdømte tingenes ordning, indbefattende kristenheden, findes der intet lysende håb for fremtiden, hverken ved dag eller nat. At menneskene, selv i kristenheden, ikke i egen kraft formår at finde en vej ud af den fortvivlede situation som verden befinder sig i, er glimrende beskrevet i Bibelens gamle profetier:

⁶⁹ „Vi bier på lys — se, mørke, på dagning, men vandrer i mulm; vi famler langs væggen som blinde, famler, som savned vi øjne, vi snubler ved middag som i skumring, er som døde i vor kraftigste alder.“ (Esajas 59:9, 10) „Over menneskene bringer jeg [det vil sige Jehova] trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod [Jehova]. Deres blod øses ud som støv, deres livssaft ligesom skarn. Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på [Jehovas] Vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild;  thi undergang, ja brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.“ — Zefanias 1:17, 18.

70. (a) Hvordan kan man, som følge af de videnskabelige iagttagelser der er gjort, sige at himmelen har mistet sit fredelige udseende? (b) På hvilken måde er himlenes kræfter blevet rystet?

⁷⁰ Himmelen synes at have mistet sit fredelige udseende. Videnskabsmænd fortæller om de store udbrud af kerneenergi der forekommer på solen og ses som solpletter, men som sender vældige strømme af partikler ud i verdensrummet, partikler der også når jorden og påvirker den. Jorden bombarderes ustandselig af usynlige stråler af kerneenergi fra ukendte steder i det ydre rum. Radarteleskoper opfanger radarsignaler fra stjerner som ikke kan ses med selv de kraftigste teleskoper, men som ikke desto mindre røber deres eksistens. Seks gange er astronauter landet på månen, og visse militærfolk leger med tanken om at gøre månen til en militærbase hvorfra de kan lede krigshandlinger mod fjender på jorden. Og når vi endvidere tænker på de militære overlydsfly og de interkontinentale raketter med atomsprængladninger med en frygtelig ødelæggelseskraft, forstår vi endnu bedre den dybe alvor der ligger i Jesu ord: „Himlenes kræfter skal rystes.“ (Mattæus 24:29) Menneskene er trængt ud i atmosfærens yderste lag, de har bevæget sig ud i det ydre rum, og har dermed bragt forstyrrelser i den normale ligevægt.

71. (a) Hvordan er havene blevet en trussel, og hvordan er atmosfæren blevet forurenet? (b) Hvad advarede Medical News-Tribune om i 1970?

⁷¹ Selv i havet, der engang var en urørt verden, lurer der nu store farer. Havene vrimler med u-både som er udstyret med moderne raketvåben så de fra dybet kan bringe død og ødelæggelse over den forsvarsløse befolkning på landjorden. Desuden er havene ved at blive mere og mere forurenede fordi man fylder dem med ødelæggende affaldsstoffer. Der er fare for at havene en dag bliver fuldstændig blottet for liv, ligesom det laveste sted på jorden, Det døde Hav i det mellemste østen. Samtidig forurenes atmosfæren over havet og landjorden i stigende grad af dødbringende røg fra industriskorstene og giftig udstødning fra flyvemaskiner  og motorkøretøjer. Hvad konsekvenserne angår, bragte Medical News-Tribune (London) for 27. marts 1970 forudseende denne advarende overskrift: „I 1984 er Jorden måske en død planet.“

„Menneskesønnens tegn . . . i himmelen“

72, 73. (a) Hvis det ikke er selve planeten Jorden der skal ødelægges, hvad er det da, og hvordan skal det ske? (b) Hvilken slags tegn blev der givet vedrørende Messias for nitten hundrede år siden, og hvilken slags tegn sagde han der ville blive givet under hans parousia?

⁷² Planeten Jorden vil imidlertid aldrig blive ødelagt, heller ikke i en atomkrig ført af mennesker. Den vil aldrig blive til „Den forhen kendte planet Jorden“. Skaberen vil ikke tillade at alt liv (indbefattende menneskeliv) på jorden udryddes. Det der skal fjernes er den internationale tingenes ordning der nu råder på Jorden. Denne ordning vil Gud fjerne ved hjælp af sin messianske konge, Jesus Kristus, og alle hans hellige engle. Da Jesus levede på jorden i kødet og blev kaldt Menneskesønnen, bad de skeptiske jøder ham om at „vise dem et tegn fra himmelen“ på at han virkelig var den lovede Messias. Men han sagde til dem at de kun ville få et jordisk tegn, nemlig „Jonas’ tegn“. Dette tegn blev givet dem da Jesus lå død i dele af tre dage i jordens skød og derefter, på den tredje dag, blev oprejst fra de døde. (Mattæus 16:1-4; 12:39, 40) Men nu, under hans usynlige parousia i ånden, vil jordens indbyggere få et „tegn . . . i himmelen“. Efter at have fortalt hvordan himlenes kræfter skulle rystes, sagde Jesus videre:

⁷³ „Og derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed.“ — Mattæus 24:30.

74, 75. (a) Hvad sigter ordet „komme“ i Mattæus 24:30 til, og hvordan vil dette „komme“ finde sted? (b) Hvilken profeti hos Daniel har denne profeti om ’tegnet i himmelen’ tilknytning til?

⁷⁴ Dette henviser ikke til begyndelsen af hans parousia, til hans ankomst i ånden, men til hans „komme“ (græsk: erkhoʹmenon) i den store trængsel hvis lige „ikke har været fra verdens begyndelse til nu“. Eftersom der siges at han  vil „komme på himmelens skyer“ er det tydeligt at det vil ske usynligt, ved at han retter sin opmærksomhed mod jorden og med ødelæggende virkning udfolder sin kraft på den. Folk vil blive klar over at ødelæggelsen ikke kommer fra mennesker, men fra himmelen, fra den herliggjorte Menneskesøn der handler på Guds vegne. Dette har tilknytning til det tegn i himmelen som profeten Daniel så og som han beskriver med ordene:

⁷⁵ „Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Daniel 7:13, 14.

76. (a) Hvornår begyndte dette syn som Daniel fik, at gå i opfyldelse? (b) Hvordan vil alle jordens stammer se Menneskesønnen „komme“, og hvem vil ikke sørge i selviskhed sammen med dem?

⁷⁶ Dette syn som Daniel fik, begyndte at gå i opfyldelse usynligt i de åndelige himle fra og med 1914. Til Guds fastsatte tid vil den herliggjorte Menneskesøn med sin magt og myndighed skride ind over for Babylon den Store (indbefattende kristenheden) og de fjendtlige nationer på jorden. Vidnesbyrdene om hans indgriben, som de både vil kunne se og føle, vil være som et „tegn . . . i himmelen“ for dem. Ansigt til ansigt med den forestående tilintetgørelse vil „alle jordens stammer slå sig selv af sorg“. Resten af Guds „udvalgte“ og medlemmerne af ’den store skare’ de der har skilt sig ud fra Babylon den Store og dets elskere — vil imidlertid ikke klage og sørge i selviskhed sammen med jordens skrækslagne stammer. De er alle blevet stillet på højre side af den regerende konge, Jesus Kristus. — Åbenbaringen 7:9-17; Mattæus 25:31-40.

Englene samler „de udvalgte“

77. (a) Hvilken indsamling vil være fuldført på dette tidspunkt, og siden hvornår har den fundet sted? (b) Hvordan er denne indsamling billedlig talt blevet udført „med kraftig trompetlyd“?

⁷⁷ På dette tidspunkt er det næste som Jesus beskriver,  blevet fuldført: „Og han vil sende sine engle ud med kraftig trompetlyd, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra himlenes ene ydergrænse til deres anden ydergrænse.“ (Mattæus 24:31) Jesu Kristi engle har indsamlet „hans udvalgte“ under hans parousia. Det var i efterkrigsåret 1919 „de udvalgte“ begyndte at forlade trældommen i Babylon den Store og at vende tilbage til deres gudgivne åndelige domæne på jorden, ligesom den jødiske rest drog ud af Babylon og vendte tilbage til sit hjemland i år 537 f.v.t. Som med „kraftig trompetlyd“ er det siden da blevet forkyndt at Guds messianske rige er blevet oprettet i himmelen, og „de udvalgte“ er blevet opfordret til at stille sig urokkeligt på det himmelske riges side og forkynde „denne gode nyhed om riget“ jorden over. Som med trompetstød er den gode nyhed blevet gjort kendt i alle retninger, ud mod „de fire vinde“. Budskabet er blevet hørt fra himlenes ene ydergrænse til den anden.

78. (a) Især ved hvilke lejligheder har man kunnet se at englene har indsamlet „de udvalgte“? (b) Hvem har især været opmærksomme på dette og har handlet derefter?

⁷⁸ I overensstemmelse med den opfordring der udsendes som en „kraftig trompetlyd“, har de himmelske engle der tjener Menneskesønnen under hans parousia indsamlet „hans udvalgte“ fra alle dele af jorden. At denne indsamling har fundet sted kan ses af alle; det er især tydeligt ved de store stævner der afholdes, lige fra de internationale bibelstudenters generalstævne fra 1. til 8. september 1919 til de internationale stævner med temaet „Guds sejr“ som Jehovas vidner afholdt over hele jorden i 1973. (Se bekendtgørelsen vedrørende disse stævner i Vagttårnet for 1. april 1973, siderne 167, 168.) Især de der udgør ’den store skare’ er opmærksomme på englenes indsamling af „de udvalgte“ under Kristi parousia, og de stiller sig sammen med „de udvalgte“ på Jehovas messianske riges side idet de slutter sig til dem og samarbejder med dem.

79. Hvad er det tydeligt at de jordiske stammer snart vil gøre?

⁷⁹ På grundlag af den opfyldelse Jesu profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ har fået indtil nu, véd hans  disciple at tiden er meget nær da „alle jordens stammer“ vil „slå sig selv af sorg“ som følge af det der truer dem for den herliggjorte Menneskesøns hånd.

Et billede som lærer os at det er nær

80. Hvilke ord som Jesus udtalte dette afgørende sted i sin profeti må vi give agt på for at vide at ’den store trængsel’ er truende nær?

⁸⁰ Vi behøver hverken at kende året eller dagen eller timen da ’den store trængsel’ vil bryde løs over hele den nuværende „tingenes ordning“. Det eneste vi behøver for at vide at den nu er truende nær, er at give agt på det Jesus sagde dette afgørende sted i sin profeti: „Men lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær. Således ved I også, når I ser alt dette, at han er nær for døren. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker. Himmelen og jorden skal forsvinde, men mine ord skal afgjort ikke forsvinde.“ — Mattæus 24:32-35.

81. På grundlag af hvilke beviser kan vi der tilhører den nuværende generation vide at Jesu profeti om tegnet snart opfyldes i fuldt omfang?

⁸¹ Vi der tilhører den generation der så den første verdenskrig bryde ud i 1914 — hvor meget mere behøver vi at se som en opfyldelse af Jesu profeti for at vide at „han er nær for døren“? Hvilke beviser mangler vi? Vi er ikke blevet ladt i uvidenhed om betydningen af de ting der er sket på jorden siden udløbet af hedningernes tider i 1914. Som forstandige mennesker der med forståelse gransker i Guds ord er vi overbeviste om at „tegnet på [Kristi] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“ snart vil vise sig i fuldt omfang. — Mattæus 24:3.

82. Hvordan sagde Jesus at vi skulle reagere på de begivenheder der fandt sted i verden under hans parousia?

⁸² Gør denne erkendelse os nedtrykte? Berøver den glæden ved livet nu? Det burde den ikke, og det gør ikke. Jesus sagde nemlig til sine disciple hvordan de skulle reagere på begivenhederne i verden under hans usynlige parousia: „Og der vil være tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden angst blandt nationerne, som ved hverken ud  eller ind på grund af havets larmen og dets oprør, mens mennesker besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord; for himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Lukas 21:25-28.

83. Hvad skal „de udvalgte“ og ’den store skare’ derfor ikke gøre nu, og hvad vil befrielsen indebære for dem?

⁸³ Har vi der tilhører denne generation set „disse ting“ begynde at ske? Har vi set „disse ting“ ske i de årtier der er gået siden 1914? Det har vi, men der er ingen grund til at vi skulle være tynget af angst som nationerne. Der er ingen grund til at vi længere skulle bøje ryggen under det religiøse trældomsåg fra Babylon den Store, indbefattende kristenheden. Vi bør nu rette os op som frie tilbedere af den højeste Gud, den suveræne Herre Jehova. Tiden er ikke inde til at være opgivende og hænge med hovedet. Nej, tiden er inde til at løfte hovedet og i bibelprofetiens klare lys at se beviserne på at der venter menneskeheden en forjættende fremtid. Disse beviser kan kun tydes på én måde: Befrielsen er nær! Det betyder for Guds „udvalgte“ og for ’den store skare’ der tilbeder sammen med dem, at de vil overleve den forestående ’store trængsel’. Når vi under Guds beskyttelse kommer ud af denne ’store trængsel’, lader vi den gamle dødbringende tingenes ordning bag os, og den vil aldrig mere rejse sig af sine ruiner. Foran os ligger Guds herlige nye tingenes ordning!

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]