Kapitel 10

Tegnet på at det er nær

1. Hvorfor bør vi være levende interesseret i at vide om tusindårsriget virkelig er nær?

SÅDAN som tusindårsriget fremstilles i Bibelen, er det et ønskværdigt rige for hele menneskeheden, både levende og døde. Derfor er budskabet om at det er kommet nær, en velkommen nyhed for alle som forstår det. Vi bør være levende interesseret i at vide hvorfor vi kan være overbeviste om at det er kommet nær. Ja, hvilke grunde er der? Skal vi tage os tid til at undersøge nogle af dem?

2. (a) Hvilken indsamling som vi ser finde sted, er i sig selv et klart vidnesbyrd om at tusindårsriget er kommet nær? (b) Hvem anfører de styrker der kæmper på Guds side, og i hvilken egenskab tjener han allerede nu?

² Som følge af det vi har undersøgt indtil nu, er vi klar over at der umiddelbart før tusindårsriget må udkæmpes en krig, den mest ødelæggende krig i hele menneskehedens historie, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Allerede nu ser vi at de politiske herskere, „kongerne på hele den beboede jord“, samles af overmenneskelige kræfter til denne krig over alle krige. Dette skulle i sig selv være et klart vidnesbyrd om at det ventede tusindårsrige som følger efter krigen, er kommet nær. (Åbenbaringen 16:13-16) På den almægtige Guds side i denne krig kæmper anføreren for Guds himmelske hærskarer, den der kaldes Trofast og Sand, Guds Ord. Allerede før krigen ved Har-Magedon begynder, er denne himmelske anfører udnævnt til konge. „På hans hoved er der mange diademer“ og „på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ (Åbenbaringen 19:11-16) Han hersker altså som konge allerede før han indleder sit tusindårige herredømme sammen med sine 144.000 kristne medarvinger. — Åbenbaringen 12:5; 14:1-4; 20:4-6.

3. Hvad så Johannes vedrørende begyndelsen til Kristi førmillenniske herredømme da de to første segl på skriftrullen blev åbnet (Åbenbaringen 6:1-4)?

 ³ Begyndelsen til Jesu Kristi, „kongers Konges“, førmillenniske herredømme er omtalt i et tidligere billede af de verdensbegivenheder der ville indtræffe her i det tyvende århundrede. Vi finder dette billede i Åbenbaringens sjette kapitel, hvor apostelen Johannes fortæller hvad han ser da Guds lam, Jesus Kristus, begynder at åbne de syv segl på den „skriftrulle“ han har modtaget af Gud, som sidder på den himmelske trone. Johannes skriver: „Og jeg så da Lammet åbnede et af de syv segl, og jeg hørte en af de fire levende skabninger sige med en stemme som torden: ’Kom!’ Og jeg så, og se! en hvid hest; og han som sad på den havde en bue; og en krone blev givet ham, og han red ud sejrende og for at fuldende sin sejr. Og da det åbnede det andet segl, hørte jeg den anden levende skabning sig: ’Kom!’ Og en anden kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham.“ — Åbenbaringen 6:1-4.

4, 5. (a) Hvad symboliserer rytteren på den ildrøde hest? (b) Hvem red på dette tidspunkt ud for at sejre fuldstændigt, og hvordan danner dette baggrund for opfyldelsen af Salme 2:1-6?

⁴ Disse symboler skildrer den første verdenskrig, der udbrød i 1914 men som blot var en forløber for den anden verdenskrig, der tog freden bort fra jorden i yderligere seks år. Den første verdenskrig markerede det tidspunkt da den retfærdige kriger, Jesus Kristus, modtog den himmelske krone og red ud mod sine fjender på jorden for at sejre over dem, for fuldstændig at nedkæmpe dem. Det betød at han senere ville kæmpe på Guds side i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Hans kroning i himmelen ved tiden for den første verdenskrig danner baggrund for opfyldelsen af ordene i den anden salme:

⁵ „Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede [Kristus]: ’Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!’ Han, som  troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i vrede, forfærder dem i sin harme: ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’“ — Salme 2:1-6; jævnfør Apostelgerninger 4:24-30.

6. Har verdenskrigene og De forenede Nationer styrtet Jehovas konge der blev indsat på Zions bjerg, og hvad vil Har-Magedonkrigens udfald give os sikkerhed for?

⁶ Skønt nationerne har været i oprør siden den første verdenskrig fra 1914 til 1918, er Jehovas konge, hans søn Jesus Kristus, stadig indsat på Zion, det himmelske regeringssæde. (Åbenbaringen 14:1; Hebræerne 12:22) Hverken den første eller den anden verdenskrig eller De forenede Nationer har kunnet styrte denne messianske konge. „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon vil bekræfte hans stilling som himmelsk konge, og efter denne krig vil han være parat til at indlede sit tusindårige herredømme sammen med sine 144.000 loyale medarvinger. (Åbenbaringen 19:19-21) Af denne vigtige grund kan vi tillidsfuldt se frem til det lovede tusindårsrige, der vil bringe menneskene livgivende velsignelser. Det er kommet nær!

7. Hvorfor er vi ikke som den ’onde og utro generation’ i fortiden, og hvor finder vi alligevel et „tegn“ fra Jesus som vi kan betragte?

⁷ Til trods for dette vidnesbyrd vil mange skeptiske mennesker have et „tegn“ før de lader sig overbevise om at tusindårsriget virkelig er kommet nær, ja, at det vil begynde i den nuværende generations levetid. Vi ønsker ikke at være som den ’onde og utro generation’ af religiøse skriftlærde og farisæere der for nitten hundrede år siden forlangte et tegn af Jesus Kristus før de ville tro at han var Messias. (Mattæus 12:38, 39) Imidlertid har Jesus Kristus selv beskrevet et „tegn“ for sine disciple, og eftersom vi har adgang til hans beskrivelse, ville vi selvforskyldt befinde os i stor uvidenhed — en uvidenhed der kunne få alvorlige følger for os — hvis vi undlod at undersøge den. Vi finder tegnet omtalt i Mattæusevangeliet, kapitlerne 24 og 25, i Markus, kapitel 13, og i Lukas, kapitel 21. Jesus omtalte tegnet som svar på et spørgsmål hans apostle stillede.  Tegnet skulle ikke bevise at han var Messias eller Kristus, men pege på at visse lovede begivenheder var nær, at profetierne om disse begivenheder var ved at gå i opfyldelse. Han gav oplysning om dette tegn den ellevte dag i forårsmåneden nisan i år 33, tre dage før sin voldsomme død.

Profetien om tegnet

8. Hvordan tilkendegav Jesus at han ville gå bort, og hvilke ord ville blive udtalt når han kom igen?

⁸ Jesus havde lige forudsagt noget der lød frygteligt i jødernes ører, nemlig at deres tempel i Jerusalem skulle ødelægges. Han havde sagt til sine religiøse modstandere: „Se! Jeres hus overlades til jer selv. For jeg siger jer: I skal afgjort ikke se mig fra nu af og indtil I siger: ’Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!’“ (Mattæus 23:38, 39) Dette antydede at han ville gå bort. Når han kom igen, ville nogle benytte de profetiske ord i Salme 118:26 og sige: „Velsignet den, der kommer, i [Jehovas] navn.“

9. Hvordan tilkendegav Jesus at disse velkomstord ikke ville blive udtalt af nogle som tilbad ved templet i Jerusalem?

⁹ Det var tydeligvis ikke ved det materielle tempel i Jerusalem at Jehovas tilbedere ville byde den der kom i Jehovas navn, velkommen med disse ord. Det gav Jesus klart udtryk for, ifølge den beretning der følger umiddelbart efter hans ildevarslende ord: „Jesus gik nu ud og var på vej bort fra templet, da hans disciple kom hen til ham for at vise ham templets bygninger. Det fik ham til at sige til dem: ’Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her vil afgjort ikke blive efterladt en sten oven på en sten som ikke vil blive revet ned.’“ — Mattæus 24:1, 2.

10. Hvilket spørgsmål stillede fire apostle Jesus på Oliebjerget, hvorfra de havde udsigt over tempelområdet? Hvordan gengives deres spørgsmål i forskellige bibeloversættelser?

¹⁰ De tolv apostle forhørte sig ikke nærmere om denne skræmmende profeti før de var kommet over på Oliebjerget, hvorfra der var en storslået udsigt over byen Jerusalem og dens tempel, som var blevet ombygget af kong Herodes den Store. Åbenbart foranlediget af denne udsigt stillede  fire af apostlene et betydningsfuldt spørgsmål som også vakte de andres interesse. Vi læser: „Mens han sad på Oliebjerget kom disciplene hen til ham da de var for sig selv og sagde: ’Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?’“ (Mattæus 24:3) Young’s Literal Translation of the Holy Bible gengiver disciplenes ord på denne måde: „Sig os: hvornår vil dette ske? og hvad er tegnet på din nærværelse og på tidsalderens fuldstændige ende?“ Rotherhams The Emphasised Bible siger tilsvarende: „Sig os hvornår disse ting vil ske — og hvad tegnet vil være på din nærværelse og tidsalderens afslutning.“ Ærkebiskop Newcomes gengivelse i The New Testament (revideret tekst) lyder: „Hvad vil være tegnet på din tilsynekomst og på tidsalderens ende?“ — Udgaven af 1808.

11. (a) Hvornår blev Jerusalems tempel ødelagt, men hvad indtraf ikke på det tidspunkt? (b) Hvad vil det derfor være naturligt at vi gør?

¹¹ I dag ved vi hvornår det bogstavelige tempel i Jerusalem blev ødelagt. Det skete for nitten hundrede år siden, i sommeren år 70, da de romerske legioner under general Titus jævnede hele byen med jorden. (Lukas 21:20-24) Men hvordan forholder det sig med det andet disciplene spurgte om, „tegnet“ på Kristi parousia (nærværelse, tilsynekomst) og på tidsalderens afslutning eller afslutningen på tingenes ordning (eller tilstand *)? Den fuldstændige ende eller afslutning på en jødisk tilstand eller tingenes ordning indtraf ganske rigtigt i år 70, men det var ikke afslutningen på den større tingenes ordning som denne jødiske ordning blot var et profetisk billede på. Desuden indtraf Herren Jesu Kristi parousia, nærværelse eller tilsynekomst ikke dengang i år 70. Eftersom vi nu lever i det tyvende århundrede, vil det kun være naturligt at vi undersøger det tyvende århundredes historie for at se om det forudsagte tegn har vist sig i vor generation.

12. Hvorfor kunne vi — i betragtning af det Stefanus sagde om Kristi første komme — spørge om det var Jesu „komme“ apostlene forhørte sig om?

 ¹² Som vi læste, forhørte disciplene sig om Herren Jesu Kristi „parousia“. Var det hans „komme“ de tænkte på, hans „advent“ eller „tilkommelse“, som nogle kalder det? Det er på sin plads at stille dette spørgsmål, for da den kristne martyr Stefanus stod over for den jødiske højesteret, sanhedrinet i Jerusalem, omtalte han Herren Jesu første „komme“. Han sagde: „Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt? Nej, de dræbte dem der forud forkyndte om den Retfærdiges komme [græsk: eʹleusis], ham hvis forrædere og mordere I nu er blevet.“ (Apostelgerninger 7:52) Vi ser at Stefanus, da han talte om Kristi første komme, ikke benyttede det græske ord parousiʹa, men ordet eʹleusis. Disse to græske ord er ikke alene forskellige i form og oprindelse, men har også forskellig betydning.

13. Hvad betyder ordet parousiʹa bogstaveligt, og hvordan forklarer græske ordbøger det?

¹³ Ordet parousiʹa betyder bogstaveligt „tilstedeværelse“, og det er sammensat af præpositionen paraʹ („ved siden af“) og ordet ousiʹa („væren“). I ordbogen A Greek-English Lexicon af Liddell og Scott (bind II, side 1343, spalte 2) bliver parousiʹa først forklaret med det engelske ord for „nærværelse“. Som anden betydning opgives det engelsk ord for ankomst, med kommentaren: „Især om en konges eller en anden fremstående persons officielle besøg.“ Og Theologischen Wörterbuch zum Neuen Testament af Gerhard Friedrich (bind V, side 857) siges der om parousiʹa, under overskriften „Den almindelige betydning“: „1. Om det at være nærværende.“ Under overskriften „Udtrykkenes tekniske brug“ kan man læse: „I. I hellenismen. 1. . . . en herskers besøg.“ På side 863, under overskriften „Den tekniske brug af pareimi (verbet) og parousiʹa i Det nye Testamente“, siges der: „I Det nye Testamente anvendes udtrykkene aldrig om Kristi komme i kødet, og parousiʹa har aldrig betydningen genkomst. Først i den senere kirke regner man med mere end én parousia.“

14. (a) Hvilket udtryk kunne man bruge i stedet for „nærværelse“, ifølge den tekniske brug af det græske ord i hellenismen? (b) I hvilke bibeloversættelser gengives parousiʹa konsekvent med „nærværelse“, og hvilken naturlig kontrast fremhæves derved i Filipperbrevet 2:12?

 ¹⁴ Jesu disciple spurgte altså ikke om hans „ankomst“, men om det der ville følge efter hans ankomst. De spurgte om hans „nærværelse“. Og hvis vi i stedet for at benytte ordet „nærværelse“ tager „udtrykkenes tekniske brug“ i hellenismen, spurgte disciplene Jesus: ’Hvad vil være tegnet på dit kongelige besøg og afslutningen på tingenes ordning?’ Et „besøg“ omfatter mere end selve ankomsten. Det omfatter en nærværelse. I det såkaldte Nye Testamente forekommer det græske ord parousiʹa fireogtyve gange, og hvert sted gengiver Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter det med „nærværelse“. Det samme gør også andre bibeloversættelser, for eksempel Young’s Literal Translation of the Holy Bible (1862), The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson (1857-1863) og The Emphasised Bible af Joseph B. Rotherham (1897). „Nærværelse“ står som en modsætning til „fravær“, hvilket tydeligt fremgår af Filipperbrevet 2:12, hvor apostelen Paulus siger: „Ligesom I altid har adlydt, ikke blot under min nærværelse, men nu meget mere villigt under mit fravær.“

Lignelsen om de ti jomfruer

15. Hvordan må parousiʹa gengives, i betragtning af flere enkeltheder i det tegn Jesus forudsagde? Hvilken lignelse gælder det for eksempel?

¹⁵ Der er flere enkeltheder i Jesu profeti om „tegnet“ på hans parousia og afslutningen på tingenes ordning som kræver at ordet parousiʹa oversættes med „nærværelse“. Lad os for eksempel betragte den del af profetien der almindeligvis kaldes „lignelsen om de ti brudejomfruer“. Jesus har lige profeteret om „den trofaste og kloge træl“ og „den onde træl“, og nu omtaler han endnu en enkelthed i forbindelse med sin parousia. Han siger: „Da vil himlenes rige blive som ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog nemlig deres lamper men tog ikke olie med sig, hvorimod de kloge, sammen med  deres lamper, tog olie i deres beholdere.“ — Mattæus 25:1-4; 24:45-51.

16. I hvilken forstand er disse kvinder „jomfruer“, i henhold til lignelsens indledning?

¹⁶ Først bør vi hæfte os ved at lignelsen gælder en hel skare af mennesker, og at man derfor ikke kan anvende alle dele af den på hver enkelt kristens liv og død. De mennesker der er tale om, er „jomfruer“ i en særlig betydning, idet de repræsenterer „himlenes rige“, for Jesus sagde: „Da vil himlenes rige blive [som hvad?] som ti jomfruer.“ Det er det samme rige som det han omtalte tidligere i sin profeti, da han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.

17. (a) Hvem er „jomfruerne“ et billede på, i betragtning af deres antal? (b) Hvornår begyndte lignelsen at gå i opfyldelse? Begrund svaret.

¹⁷ Eftersom tallet „ti“ i Bibelen betegner fuldkommenhed i forbindelse med jordiske forhold, må de ti „jomfruer“ være et billede på alle kristne som er kaldede til eller hævder at være kaldet til det himmelske rige som Jesu Kristi medarvinger. Hvornår begyndte den profetiske lignelse at gå i opfyldelse? Det gjorde den på pinsedagen, søndag den 6. sivan, i år 33. Hvorfor? Jo, da fremstod den skare der sammenlignes med jomfruer. Denne dag blev Jesu Kristi trofaste disciple, der var forsamlet i et værelse på en førstesal i Jerusalem, nemlig døbt med den hellige ånd. De blev derved avlet af Gud til at være hans åndelige sønner, og de blev således „Guds arvinger og Kristi medarvinger“. (Romerne 8:17) Men i Bibelen er det normalt sønnerne der arver. Hvordan kan det da være at alle medlemmerne af den åndsavlede menighed af Kristi disciple i denne lignelse skildres som kvinder, som unge jomfruer der på bryllupsnatten går ud for at møde brudgommen? Og hvem er denne ’brudgom’?

18. Hvad sammenlignede Johannes Døber sig selv og Jesus med, og hvem henviste Johannes sine disciple til?

¹⁸ Vi kan først og fremmest fastslå at denne ’brudgom’ er den oprejste og herliggjorte Herre Jesus Kristus. Johannes  Døber omtalte ham som brudgom, idet han sammenlignede sig selv med „brudgommens ven“. På den tid var det som regel brudgommens ven der bragte ægteskabet i stand mellem brudgommen og bruden. Den nat brylluppet fandt sted, var brudgommen genstand for større opmærksomhed end brudgommens ven. Derfor sagde Johannes Døber til sine disciple, som han beredte til Jesus Kristus, deres billedlige brudgom: „Jeg er ikke Messias, men jeg er blevet udsendt forud for ham. Den der har bruden er brudgom. Men brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld. Han må nødvendigvis være i stadig fremgang, men jeg i stadig tilbagegang.“ (Johannes 3:28-30) Johannes førte således med rette sine disciple til Jesus.

19, 20. (a) Hvordan sammenligner Jesus sig selv med en brudgom, både i en lignelse og i Åbenbaringen? (b) Hvad kaldes det ny Jerusalem, svarende hertil?

¹⁹ I en anden af sine lignelser sammenlignede Jesus sig selv med en brudgom. Det var i lignelsen om en konge der holdt en bryllupsfest for sin søn. Sønnen var her et billede på den store Evighedskonges, Jehova Guds, søn. (Mattæus 22:1-14) Og i Åbenbaringen, som Jesus Kristus fik fra Gud og videregav til apostelen Johannes, sammenlignes Jesus, Guds lam, med en brudgom der bliver gift med menigheden af sine disciple. Vi læser: „Lad os fryde os og juble, og lad os give ham æren, for Lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede. Ja, det er blevet givet hende at være klædt i skinnende, rent, fint linned, for det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger. . . . Skriv: Lykkelige er de der er indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup.“ Apostelen Johannes fortæller også om en engel der kom hen til ham:

²⁰ „Han talte med mig og sagde: ’Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.’ Så førte han mig af sted i åndens magt til et stort og højt bjerg, og han viste mig den hellige by Jerusalem som kom ned fra himmelen fra Gud og som havde Guds herlighed.“ — Åbenbaringen 19:7-9; 21:9-11.

21. Hvad sammenligner Paulus forholdet mellem Jesus Kristus og hans menighed med i Efeserbrevet 5:23-27?

 ²¹ Apostelen Paulus sammenligner forholdet mellem Jesu Kristus og menigheden af hans 144.000 medarvinger med forholdet mellem en ægtemand og hans hustru. Han skriver: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. Ja, ligesom menigheden underordner sig under Messias, således må hustruerne også underordne sig under deres mænd i alt. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den med vandbadet ved hjælp af ordet, for at han kunne fremstille menigheden for sig i dens pragt, uden at den havde en plet eller rynke eller noget sådant, men så den kunne være hellig og dadelfri.“ — Efeserne 5:23-27.

22. Hvor finder brylluppet sted, og hvorfor nævnes bruden ikke i Jesu lignelse?

²² Brylluppet mellem brudgommen Jesus Kristus og hans brud eller menighed skal naturligvis finde sted i himmelen hvor foreningen vil ske med Jehova Guds, den himmelsk Faders, velsignelse. I lignelsen om de ti jomfruer nævnes bruden imidlertid ikke. Det er for ikke at forvirre begreberne. Bruden udtages nemlig af dem der udgør ’de ti jomfruer’. De „jomfruer“ der udvælges, svarer til de „lykkelige“ der er „indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup“. (Åbenbaringen 19:9) I harmoni med dette viser Jesu lignelse at de „jomfruer“ der opfylder betingelserne, får adgang til bryllupsfesten. Hvilke betingelser de må opfylde, viser lignelsen videre.

23. Hvilke krav stilles der til medlemmerne af Kristi menighed, eftersom de sammenlignes med „jomfruer“?

²³ Medlemmerne af Kristi brud eller menighed sammenlignes ikke blot med jomfruer fordi de er trolovet med en jomfruelig brudgom. De er også jomfruer i en videre åndelig betydning. Ligesom en jomfru er ren, kysk, uberørt, sådan er disse trofaste medlemmer af den kristne menighed rene, idet de holder sig adskilt fra denne verden og ikke  har nogen forbindelse med dens religiøse og politiske organisationer. De går ikke med i nogen forening mellem kirke og stat. De bevarer deres åndelige jomfruelighed ved ikke at lade sig indvikle i denne verdens anliggender. (2 Timoteus 2:3, 4) Det er dét der ligger i følgende ord om de 144.000, som ses stående sammen med Guds lam på det åndelige Zions bjerg: „Det er dem som ikke har besmittet sig med kvinder [kvinder som den religiøse skøge, Babylon den Store, og hendes døtre]; ja, de er jomfruer. Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen.“ — Åbenbaringen 14:4; 17:3-5.

24. Hvad siger Jakob 1:26, 27 om den renhed der kræves af dem der sammenlignes med jomfruer?

²⁴ Angående den renhed der kræves af dem, siger disciplen Jakob: „Hvis nogen mener at han har en form for tilbedelse og dog ikke tøjler sin tunge men bliver ved med at bedrage sit hjerte, hans form for tilbedelse er forgæves. Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ — Jakob 1:26, 27.

Ud for at møde brudgommen

25. Hvordan gik det til at den kristne menighed fremstod på pinsedagen i år 33 og fra begyndelsen praktiserede den tilbedelse der er ren og ubesmittet for Gud, og hvilket bevis havde menigheden på at det var den sande tro den havde?

²⁵ På pinsedagen i år 33, da Jesu Kristi trofaste disciple blev døbt med den hellige ånd mens de ventede i Jerusalem, dannedes den kristne menighed, og den havde fra begyndelsen „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader“. Dens medlemmer var i åndelig forstand som jomfruer, skilt ud fra den religiøse organisation der havde forkastet Jesus Kristus og fået ham pælfæstet; ved at overgive ham til den romerske landshøvding Pontius Pilatus. (Apostelgerninger 2:1-42) Fra begyndelsen holdt de fast ved Jesu Kristi lære og hans tolv apostles lære, og de holdt sig adskilt fra datidens „forkvaklede generation“, der var fast forankret i forfædrenes religiøse traditioner som var  i strid med Guds ord. (Apostelgerninger 2:40; Galaterne 1:13-17; Mattæus 15:1-9) Dåben med hellig ånd og tungetalens gave var et vidnesbyrd om at de havde den sande tro, og de vidste det. Nu måtte de holde fast ved denne tro, forblive som jomfruer.

26, 27. (a) Hvem blev den kristne menighed i åndelig forstand trolovet med på pinsedagen i år 33? (b) Hvad sagde Paulus, som en ven af brudgommen, til de kristne i Andet Korinterbrev 11:2-5?

²⁶ Denne dag (den 6. sivan år 33) blev den kristne menighed trolovet, lovet bort til ægteskab med den himmelske brudgom, Jesus Kristus. Alle som derefter blev føjet til den oprindelige menighed på 120 disciple i Jerusalem, blev en del af denne trolovede skare, med forpligtelse til at bevare deres ’jomfrustand’. Apostelen Paulus henviste til dette da han advarede de kristne i Korint mod at hæve deres forlovelse med Jesus Kristus og indgå ægteskab med en falsk messias. Som en ven af brudgommen sagde Paulus:

²⁷ „Jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, for jeg har personligt lovet jer bort til ægteskab med én mand for at kunne fremstille jer som en ren jomfru for Messias. Men jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves og vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på. For det er sådan at hvis der kommer en og forkynder en anden Jesus end ham vi har forkyndt, eller I får en anden ånd end den I har fået, eller en anden god nyhed end den I har taget imod, så finder I jer pænt i ham. Jeg regner nemlig med at jeg ikke på noget punkt har vist mig at være ringere end jeres overmåde store apostle.“ — 2 Korinter 11:2-5.

28. Hvordan fik disciplene at vide, både af Jesus selv og af engle, at Jesus ville komme ligesom en jødisk brudgom og føre dem til deres nye hjem?

²⁸ Deres ægteskab med den rene brudgom i himmelen skulle først indgås engang i fremtiden, længe efter trolovelsen på pinsedagen i år 33. Tooghalvtreds dage tidligere havde Jesus sagt til sine trofaste apostle, den nat han blev forrådt af den troløse Judas Iskariot: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt jer det,  for jeg går min vej for at berede jer en plads. Og når jeg er gået min vej og har beredt jer en plads, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, dér kender I vejen.“ (Johannes 14:2-4) Toogfyrre dage efter dette, da Jesus steg op fra Oliebjerget og en sky tog ham bort fra disciplenes øjne, viste to engle sig for disciplene og sagde: „Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Således vil denne Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, komme, på samme måde som I har set ham tage til himmelen.“ (Apostelgerninger 1:9-11) Disciplene vidste altså at Jesus, der var gået bort, ville komme ligesom en jødisk brudgom på bryllupsnatten og tage dem med sig til sin himmelske Faders hjem, sådan som han selv havde lovet dem. — Johannes 14:1-3.

29. (a) Hvornår gik ’jomfruskaren’ ud for at møde brudgommen? (b) Hvilket spørgsmål opstod nu, og hvad fremgår af at der var lige mange af de to slags jomfruer?

²⁹ I forventning om brylluppet gik medlemmerne af den trolovede jomfruskare ud for at møde brudgommen, for at byde ham velkommen og glæde sig sammen med ham. De måtte holde sig vågne, for de kendte „hverken dagen eller timen“. (Mattæus 25:13) Hvor mange af dem der gik ud dér på pinsedagen i år 33 og af de tusinder som senere sluttede sig til dem, ville vise sig at være som de „kloge“ jomfruer i lignelsen, og hvor mange ville være som de „tåbelige“ eller uforstandige jomfruer? I lignelsen er der lige mange kloge og tåbelige. Det vidner om at alle som virkelig går ud, har samme mulighed. Der gives ikke udtryk for at den ene gruppe vil være større end den anden. Lignelsen lader dette stå åbent. Den forudsiger dog klart at det ikke var alle de „jomfruer“ som gik ud, der ville vise sig at være værdige til at komme med ind og få del i „aftensmåltidet ved Lammets bryllup“. — Lukas 12:35-38.

30. (a) Hvorved adskilte de kloge jomfruer sig fra de tåbelige? (b) Havde de alle ild i deres lamper fra begyndelsen, og hvad var derfor det afgørende spørgsmål?

³⁰ Hvorved adskilte de kloge jomfruer sig fra de tåbelige eller uforstandige? Vi læser: „De tåbelige tog nemlig deres  lamper men tog ikke olie med sig, hvorimod de kloge, sammen med deres lamper, tog olie i deres beholdere.“ (Mattæus 25:3, 4) De vidste alle at deres lamper måtte være tændt lige til de var færdige med at byde brudgommen velkommen ved at gå i procession sammen med ham, eftersom dette ville være et kendetegn for dem, et bevis på at de var værdige til at få adgang til bryllupsfesten. De måtte derfor have så meget olie med at den ikke slap op før bryllupsprocessionen var nået hen til brudgommens hjem. Hvad var denne olie i lignelsen et billede på? Jomfruerne gik ud for at møde brudgommen før der var givet meddelelse om hans ankomst, og deres lamper var tændt da de gik ud. På dette tidspunkt, i det mindste, var der olie på deres lamper. Men var der nok til at lamperne kunne brænde lige til bryllupsprocessionen nåede brudgommens hus?

31, 32. (a) Hvad skulle lignelsen vise i forbindelse med de symbolske jomfruer? (b) Hvilken tålmodig indstilling måtte de have, som udtrykt af Paulus i Filipperbrevet 3:20, 21?

³¹ Olien var nødvendig for belysning. Uden dette brændstof kunne lampens væge ikke brænde med en jævn og stadig flamme. Hvad skulle det symbolisere at de havde en tændt lampe med til bryllupsfesten? For at få svar på dette spørgsmål må vi huske hvorfor Jesus fortalte denne lignelse. Han ville vise at de der ønskede at få adgang til brylluppet i himmelen, måtte give sig til kende på en bestemt måde, med en bestemt personlighed, og at de måtte bevare dette kendetegn lige til det sidste, uanset hvornår bryllupsprocessionen begyndte og hvor længe det varede før den nåede frem til brudgommens hjem, som han havde beredt til sin brud. Først og fremmest måtte de der skulle udgøre „himlenes rige“ forblive „jomfruer“ i åndelig forstand mens de endnu befandt sig på jorden, i denne formørkede verden. De havde sat deres håb til den himmelske brudgom, og af denne grund måtte de ikke lade sig besmitte med den urene verden. De måtte blive ved med at „følge Lammet hvor det end går hen“. (Åbenbaringen 14:4) De måtte tænke som apostelen Paulus, der sagde:

 ³² „Hvad os angår, er vort statsborgerskab i himlene, hvorfra vi også ivrigt venter en frelser, Herren Jesus Kristus, som vil omdanne vort ydmygede legeme så det bliver formet efter hans herlige legeme i overensstemmelse med indvirkningen af den kraft han har til endog at underlægge sig alt.“ — Filipperne 3:20, 21.

33. (a) Hvor længe måtte de bevare deres åndelige jomfruelighed, og hvad måtte de således vise sig værdige til? (b) Hvordan omtalte Jesus den antagelige tilstand de skulle genspejle?

³³ De bevarer altså deres åndelige jomfruelighed fordi de inderligt ønsker og er fast besluttede på at vise sig værdige til at blive anerkendt af den himmelske brudgom som hans brud. De må genspejle dette i deres daglige livsførelse, midt i det mørke der kendetegner menneskehedens verden. Da brudgommen Jesus Kristus holdt sin bjergprædiken i år 31, sagde han til sine disciple: „I er verdens lys. En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Mattæus 5:14-16.

34. Hvordan skulle de kristne skinne, ifølge Paulus’ ord i Filipperbrevet 2:14-16?

³⁴ Og apostelen Paulus skrev til nogle af sine medkristne: „Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser, for at I kan være udadlelige og uskyldige, Guds dadelfrie børn midt i en forkvaklet og forvildet generation, i hvilken I skinner som lysspredere i verden, idet I har et fast greb om livets ord, så jeg kan have grund til at juble på Kristi dag, over at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves.“ — Filipperne 2:14-16.

35. Hvad skildres der altså ved at jomfruerne holder deres tændte lamper frem, og hvad ser de i forventning frem til?

³⁵ For at kunne skinne som „verdens lys“ må rigsskaren, de der venter at få adgang til „himlenes rige“, gøre „gode gerninger“ som herliggør den himmelske Fader; de må gøre alt uden knurren og ophævelser, forblive udadlelige og uskyldige hvad angår deres kristne livsførelse, så de kan  være dadelfrie børn af Gud. De må gøre dette i forventning om at brudgommen vil komme og tage dem med til sin himmelske Faders hjem. At de gør dette, blev i lignelsen skildret ved at jomfruerne holdt deres tændte lamper frem. Det er noget der vil glæde brudgommen når han ser det midt i verdens mørke nat.

Den symbolske olie og beholderne

36. Hvad er olien et billede på?

³⁶ Men hvad er olien, brændstoffet, så et billede på? Den er et symbol på det der bevirker at rigsskarens medlemmer vedvarende kan skinne som lysspredere midt i en formørket verden. Den må følgelig skildre „livets ord“, som de må bevare „et fast greb om“. Vi læser: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Salme 119:105) „Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.“ (Salme 119:130) Den billedlige olie må også omfatte Guds hellige ånd, for denne hellige, usynlige virkekraft fra Gud hjælper os til at forstå Guds ord. (Johannes 16:13) Den hellige ånd bærer også frugt i den kristnes liv, frugter som kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. (Galaterne 5:22, 23) Denne åndelige olie er en kilde til lys.

37. Hvad skildrer det at jomfruerne har en ekstra forsyning olie i deres beholdere? Forklar nærmere.

³⁷ I lignelsen måtte „jomfruerne“ have en forsyning olie med i nogle beholdere, hvorfra de kunne hælde den over på lamperne. De kunne ikke selv være sådanne beholdere ved at drikke olien og så gylpe den op igen når de skulle bruge den for at holde ild i lamperne. At de havde beholdere fyldt med olie betød derfor blot at de havde en forsyning olie hos sig. Svarende til dette har rigsskarens medlemmer en forsyning af Guds ord og hans hellige ånd hos sig. Ja, de har den i sig. Beholderne i lignelsen er således et passende billede på ’jomfruskarens’ medlemmer, som selv er i besiddelse af den symbolske olie. De har i sandhed behov for en rigelig forsyning af denne olie mens de er ude for at møde brudgommen og slutte sig til processionen.

38. Hvad er jomfruernes lamper et billede på, og på hvilken måde skinner de?

 ³⁸ I lignelsen brugte de ti jomfruer deres olielamper til at lyse med om natten. Hvad er disse lamper et billede på i lignelsens nutidige opfyldelse? De skildrer det samme som oliebeholderne, for i de gamle olielamper var der olie, ligesom i beholderne. Rigsskarens medlemmer er selv de symbolske lamper. Dermed være ikke sagt at de fylder sig med olie og hælder olie ud over sig og derpå sætter ild på sig selv så de kan stå som „levende fakler“ langs vejen hvor processionen kommer forbi, som martyrer der ofrer sig selv til ære for brudgommen. Nej, men de er fyldt med Guds oplysende ord og hans hellige ånd, og det bevirker at de skinner i åndelig forstand, til ære for den herliggjorte himmelske brudgom. De er selv, på grund af deres åndelige egenskaber, „lysspredere i verden“. I kraft af det liv de lever under indflydelse af Guds ord og ånd, skinner de til Guds ære.

39. (a) Hvorfor vidste „jomfruerne“ ikke hvor længe de skulle vente på brudgommen? (b) Hvad fandt de kloge jomfruer det derfor tilrådeligt at gøre?

³⁹ Eftersom det ikke var angivet hvornår i nattens løb brudgommen skulle forlade det hus hvori bruden blev givet til ham, og derefter gå i spidsen for en procession tilbage til sit eget hjem for at leve der sammen med sin brud, vidste jomfruerne i lignelsen ikke nøjagtig hvor længe de skulle vente før brudgommen viste sig. De vidste med andre ord ikke hvor længe de skulle holde ild i deres lamper. Det var derfor tilrådeligt at de ikke alene havde lamperne fyldt op, men også havde ekstra olie med i en beholder. De kloge jomfruer erkendte dette og „tog olie i deres beholdere“ sammen med deres tændte lamper. De tåbelige eller uforstandige jomfruer gjorde det ikke, og det viste sig senere hvor uforstandigt de havde båret sig ad.

40. (a) Hvordan tager de der i opfyldelsen udgør ’den kloge jomfru’, olie med i deres beholdere? (b) Hvordan hjælper dette dem til at være tro mod deres trolovelse med brudgommen?

⁴⁰ I lignelsens opfyldelse tager de der blev skildret ved de fem kloge jomfruer, ekstra olie med sig i deres beholdere  ved så at sige at fylde sig med Guds ord. Ja, de fylder sind og hjerte med dette ord ved personligt studium, ved at overvære kristne møder hvor Guds ord fremholdes og drøftes, og ved at tale med andre om Guds ord og således bruge det. De beder om Guds ånd og søger fortsat at være „fyldt med ånd“. (Efeserne 5:18) Hvis der så i fremtiden skulle opstå en nødsituation, vil de, med deres fuldstændige beholdning af åndelig olie, kunne få fornyet udholdenhed og blive ved med at skinne som „verdens lys“, som et bevis på at de holder fast ved deres trolovelse med deres himmelske brudgom.

„Brudgommen var længe om at komme“

41. (a) Hvornår kunne også hedninger blive en del af ’den rene jomfru’ der gik ud for at møde brudgommen? (b) Hvad skete der for jøderne i år 70? Mødte „jomfruerne“ da brudgommen?

⁴¹ I efteråret 36 blev døren åbnet så også uomskårne ikke-jøder eller hedninger kunne gå over til kristendommen, „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud“. De hedninger der kom til troen, modtog Guds hellige ånd og dens gaver på samme måde som de troende jøder på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 10:1 til 11:18; 15:7-19) De blev således også en del af ’den rene jomfru’ der er ’lovet bort til ægteskab’ med Messias eller Kristus. (2 Korinter 11:2) Fra dette tidspunkt fik de del i opfyldelsen af lignelsen om ’de ti jomfruer’ og — for at bruge lignelsens ord — de „tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen“. I år 70 blev byen Jerusalem og dens strålende tempel ødelagt af de romerske legioner, men selv om denne frygtelige ødelæggelse var et udtryk for Guds dom over de ikke-troende, antikristne jøder, mødte de der udgjorde ’den rene jomfru’ ikke på dette tidspunkt den himmelske brudgom som de var gået ud for at byde velkommen. — Lukas 21:20-24; Mattæus 24:15-22; Markus 13:14-20.

42, 43. (a) Hvilken åbenbaring som blev givet henimod slutningen af det første århundrede må have styrket ’den rene jomfru’ i hendes håb? Hvordan sluttede denne åbenbaring? (b) Hvem havde allerede vist sig, ifølge det første brev Johannes skrev derefter?

⁴² Årene gik, og henimod slutningen af det første århundrede,  omkring år 96, fik apostelen Johannes den storslåede åbenbaring med alt hvad den havde at fortælle om den himmelske brudgom, Jesus Kristus, og hans „brud“, der blev skildret som det ny Jerusalem. (Åbenbaringen 21:1 til 22:17) Dette må have været til umådelig opmuntring for ’den rene jomfru’ der stadig holdt fast ved håbet om at møde brudgommen når han vendte tilbage. Den himmelske brudgom sluttede Åbenbaringen med disse ord: „Han som vidner om disse ting siger: ’Ja; jeg kommer hurtigt.’“ Den aldrende apostel Johannes svarede: „Amen! Kom, Herre Jesus,“ og tilføjede så til sidst: „Måtte Herren Jesu Kristi ufortjente godhed være med de hellige.“ (Åbenbaringen 22:20, 21) Muligvis to år efter, omkring år 98, skrev apostelen Johannes det første af sine tre breve, og heri sagde han:

⁴³ „Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time.“ „Vi ved at enhver som er blevet født som følge af Gud, ikke øver synd, men Han som er født som følge af Gud, våger over ham, og den onde får ikke tag i ham. Vi ved at vi er af Gud, men hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 2:18; 5:18, 19.

44. (a) Hvem blev vejen åbnet for efter Johannes’ død? (b) Hvor kraftigt må ’de ti jomfruers’ lamper have brændt på dette tidspunkt? Nærede de håb om at møde brudgommen?

⁴⁴ Kort efter at den aldrende apostel havde skrevet sine tre breve og ligeledes den beretning om Jesu liv der kaldes Johannes’ evangelium, døde han. Han var uden tvivl den sidste af „Lammets tolv apostle“. Hans bortgang bevirkede derfor at døren lidt efter lidt åbnedes, ikke for brudgommen Kristus, men for antikrist, som Johannes selv havde advaret om. (2 Tessaloniker 2:7, 8) På dette tidspunkt blev „verdens lys“ næsten slukket. De symbolske lamper som tilhørte den skare der blev skildret ved ’de ti jomfruer’, må have brændt meget svagt. Ja, antallet af sande „jomfruer“ må være blevet meget lille. De der blot  foregav at være kristne må have ladet sig opsluge af andre interesser, af jordiske, materielle interesser, i stedet for af ønsket om Herren Jesu genkomst. Der gik lang tid, og han viste sig stadig ikke.

45. Hvordan opfyldtes det, især på Konstantins tid, at „da brudgommen var længe om at komme, døsede de alle hen og faldt i søvn“?

⁴⁵ I lignelsen om de ti jomfruer blev dette forudsagt med ordene: „Da brudgommen var længe om at komme, døsede de alle hen og faldt i søvn.“ (Mattæus 25:5) Det samme skete inden for den religiøse gruppe der gjorde krav på at være den kristne menighed: Dens medlemmer blev trætte af at vente på brudgommen. Ja, da Konstantin den Store blev „omvendt“ og gjorde den tids form for kristendom til romerrigets statsreligion, så man ikke mere noget behov for Kristi genkomst. Kristenheden var nu blevet grundlagt, og mange af kirkernes biskopper allierede sig med den romerske stat og begyndte at udøve gejstlig myndighed. Jesu Kristi sande apostle var sovet ind i døden. Når de navnkristne biskopper nu faldt i søvn, var det på den måde at de sov med hensyn til deres kristne ansvar og med hensyn til at holde den kristne menighed fri for menneskers filosofi og traditioner. De sov også med hensyn til at holde sig fuldstændig rene og uplettede af verden og at praktisere ren og ubesmittet tilbedelse for Gud.

46. (a) Hvordan svarer ’de ti jomfruers’ sovende tilstand til det Jesus forudsagde i lignelsen om hveden og ukrudtet? (b) Hvor længe skulle den åndelige søvn vare, og i hvilken tidsperiode ville den sidste del af lignelsen gå i opfyldelse?

⁴⁶ Denne religiøse situation ser ud til at svare til den situation Jesus skildrede i sin lignelse om hveden og ukrudtet, hvori han sagde: „Himlenes rige er blevet ligesom en mand der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik sin vej.“ (Mattæus 13:24, 25) Først efter en lang vækstperiode skulle høsten finde sted. Først da ville manden i lignelsen komme og sørge for at ukrudtet blev rykket op og den sande hvede samlet ind i hans forrådshus. Da Jesus forklarede denne lignelse benyttede han interessant nok det  samme udtryk som hans apostle benyttede da de stillede ham spørgsmålet i Mattæus 24:3. Jesus sagde: „Høsten er en afslutning på en tingenes ordning.“ (Mattæus 13:39) Der var endnu længe til afslutningen på den verdensomfattende tingenes ordning, og det viste sig at søvnen der var forudsagt i lignelsen om de ti jomfruer kom til at vare i lang tid. Opfyldelsen af den sidste del af lignelsen om jomfruerne skulle være en del af tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]