Ti århundreder med præster som ikke søger egne interesser
Kapitel 6
Ti århundreder med præster som ikke søger egne interesser
1, 2. (a) Hvorfor har de præster historien beretter om, behandlet menneskene så dårligt? (b) Hvornår blev der i Lystra vist at der var en modsætning mellem den græske gud Zeus og jødernes levende Gud?
LIGE fra de tidligste tider har historien været fyldt med præster. Når præster har svigtet, vildledt, udnyttet og undertrykt menneskeheden i den grad historien beretter, er det fordi langt de fleste af disse præster ikke har være præster for den eneste levende og sande Gud. Netop dette blev en præst der for nitten hundrede år siden tjente de hedenske grækeres øverste gud, gjort opmærksom på. Hvordan?
2 Det skete omkring år 47-48, og det var i byen Lystra i den romerske provins Lykaonien i Lilleasien. Byens indbyggere tilbad den gud som romerne kaldte Jupiter og grækerne Zeus. En skærende kontrast mellem Zeus eller Jupiter og den eneste levende og sande Gud blev åbenbar da to mænd som forkyndte den sande Guds rige kom til byen. Den ene af disse mænd var Paulus, der nogle år forinden havde tilhørt den jødiske sekt der kaldtes farisæerne, og den anden var Barnabas, der var levit og havde været tilknyttet templet i Jerusalem. Vi lader lægen Lukas fortælle hvad der skete:
3. Hvilken mirakuløs helbredelse i Lystra bevirkede at Zeuspræsten ønskede at bringe et offer?
3 „Nu sad der i Lystra en mand som var kraftesløs i fødderne, vanfør fra sin moders liv; han havde aldrig kunnet gå. Denne mand hørte efter mens Paulus talte, og da Paulus opmærksomt betragtede ham og så at han havde tro til at blive gjort rask, sagde han med kraftig stemme: ’Rejs dig, og stå oprejst på dine fødder.’ Og han sprang op og begyndte at gå. Og da folkeskarerne så hvad Paulus havde gjort, hævede de deres stemmer og sagde på lykaonisk: ’Guderne er blevet som mennesker og er kommet ned til os!’ Og de gav sig til at kalde Barnabas for Zeus og Paulus for Hermes [Merkur], da det var ham der førte ordet. Og præsten ved Zeustemplet, der lå foran byen, bragte tyre og kranse til portene og ville bringe slagtofre sammen med folkeskarerne.
4. Hvordan hindrede Barnabas og Paulus folkemængden i at ofre til dem?
4 Men da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, sønderrev de deres yderklæder og sprang ind i folkemængden idet de råbte og sagde: ’Mænd, hvorfor gør I dette? Vi er også mennesker og har de samme svagheder som I, og vi forkynder den gode nyhed for jer, for at i kan vende om fra disse tomme ting til den levende Gud, som har gjort himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem. I de forgangne generationer har han tilladt alle nationerne at gå deres egne veje, skønt han ikke har ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.’ Og alligevel kunne de, ved at sige dette, næsten ikke afholde folkeskarerne fra at bringe dem slagtofre.“ — Apostelgerninger 14:8-18.
5. Hvordan så man senere hvor lunefulde sådanne religiøst ophidsede skarer er, og hvem i Lystra kunne da fortsat søge sine egne interesser?
5 Nogle af Lystras indbyggere blev disciple af Jesus Kristus og begyndte at tilbede „den levende Gud“, men det gjaldt ikke skarerne i almindelighed. Hvor ustabile og lunefulde sådanne religiøst ophidsede folkeskarer er, fremgår af det der skete nogen tid senere. Da lod skarerne sig overtale af nogle fjendtligsindede jøder til at stene Paulus, der havde gjort dette mirakel for deres øjne, og lod ham ligge som død uden for byen. Præsten ved Zeustemplet protesterede åbenbart ikke mod dette, og skarerne i Lystra fortsatte med at tilbede Zeus og at lade denne Zeuspræst vildlede og udnytte dem. Og de jødiske forfølgere af kristendommen var tilfredse med at det gik sådan i Lystra. — Apostelgerninger 14:19-22.
6. Hvordan viser beretningen om Jesu domfældelse og pælfæstelse at selv præster for den levende Gud kan være slette og fordærvede?
6 Ifølge den bibelske beretning fandtes der slethed og fordærv endog blandt de jødiske præster der tjente „den levende Gud“. Tænk for eksempel på hin påskedag år 33 da skarerne råbte på at få Jesus Kristus pælfæstet, mens den romerske landshøvding prøvede at holde dem tilbage ved at spørge: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ Hvem var det der førte an med hensyn til at forkaste Jesus Kristus som jødernes konge? Beretningen lyder: „Pilatus sagde til dem: ’Skal jeg pælfæste jeres konge?’ De øverste præster svarede: ’Vi har ingen anden konge end kejseren.’ Da overgav han ham så til dem til at blive pælfæstet.“ (Johannes 19:14-16) Og hvem var med til at håne Jesus da han senere samme dag blev spottet af de forbipasserende mens han hang på pælen på Golgata? Beretningen siger ligeud: „På lignende måde begyndte også de øverste præster sammen med de skriftlærde, og de ældste at gøre nar og sige: ’Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse! Han er Israels konge; lad ham nu stige ned fra marterpælen, og vi vil tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad Ham nu befri ham hvis Han vil have ham; han har jo sagt: „Jeg er Guds søn.“’“ — Mattæus 27:39-43.
7. Hvad så man tydeligt vedrørende de øverste præsters forhold til Gud da først Peter og Johannes og derefter alle de tolv apostle stod anklaget for det jødiske sanhedrin i Jerusalem?
7 Med udtrykket „de øverste præster“ sigtes der specielt til Annas (der var blevet afsat fra stillingen som ypperstepræst) og hans svigersøn Kajfas. (Lukas 3:1, 2; Johannes 18:13, 24; Apostelgerninger 4:5, 6) Da disse overordnede præster og de øvrige medlemmer af højesteretten i Jerusalem (sanhedrinet) pålagde de kristne apostle Peter og Johannes „at de ikke noget sted måtte ytre sig eller undervise på grundlag af Jesu navn“, sagde Peter og Johannes til dem: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ (Apostelgerninger 4:18-20) Nogen tid senere var alle Jesu Kristi tolv apostle fremstillet for denne højesteret i Jerusalem, og ypperstepræsten, der førte forsædet, hørte dem sige til ham og til alle de øvrige medlemmer af domstolen: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Det var indlysende at disse overordnede jødiske præster ikke længere tjente „den levende Gud“. De repræsenterede ham ikke længere.
8. Hvilke mænd der har øvet gerninger som svarer til disse overordnede jødiske præsters, vil ikke få nogen andel i det tusindårige præstedømme sammen med Kristus?
8 Ifølge den bibelske beretning er det således ikke uden fortilfælde når de mænd der bærer titlen „præst“ inden for kristenhedens religiøse systemer, har øvet så uværdige og frastødende handlinger som både kirkehistorien og den verdslige historie viser. Man ville gyse ved tanken hvis sådanne jordiske præster skulle høre med til dem der omtales i Åbenbaringen 20:6: „De skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ Vi er glade for at de inspirerede hellige skrifter udelukker sådanne mænd fra det præsteskab der skal være sammen med Jesus Kristus i himmelen i de tusind år.
9. Var alle jødiske præster ligesom disse overordnede præster, ifølge den bibelske beretning?
9 I sandhedens interesse bør det dog bemærkes at det ikke var alle de jødiske præster ved templet i Jerusalem der var slette. Det forsikres vi om i den bibelske beretning efter at vi har læst hvordan den kristne menigheds styrende råd løste et problem der var opstået i menigheden i Jerusalem. I Apostelgerninger 6:7 siges der: „Så havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt; og en stor skare præster begyndte at adlyde troen.“
10. Hvad måtte de præster og levitter der fik tro på Jesus gøre med deres arbejde ved templet, og hvilket præsteskab blev de medlemmer af?
10 Når disse præster, der tilhørte Moses’ broder Arons slægt, lod sig døbe i Herren Jesu navn og anerkendte ham som Messias og Guds søn, opgav de naturligvis deres gerning som præster ved templet i Jerusalem. På samme måde opgav Josef Barnabas fra Kypern sin stilling som levit ved templet. (Apostelgerninger 4:36, 37) Disse tidligere præster blev imidlertid medlemmer af et større præsteskab, nemlig det ’kongelige præsteskab’ som apostelen Peter omtalte over for de kristne der havde det himmelske håb: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:9; 1:3, 4.
11. Hvorfor var Jesus Kristus ikke jødisk præst på jorden, men hvilket præstedømme dannede mønster for hans eget sande præstedømme?
11 Men det er værd at bemærke at intet præstedømme på jorden har tilvejebragt ypperstepræsten til dette ’kongelige præsteskab’, dette „kongerige af præster“. (2 Mosebog 19:6) Jesus Kristus var ganske rigtigt jøde eller israelit efter kødet, men han blev ikke født i Levis stamme og Arons slægt, hvortil det jødiske præsteskab hørte. Som „Marias søn“ blev Jesus født i kong Davids slægt, og således i Judas stamme. „For det er klart for alle at vor Herre nedstammer fra Juda, en stamme hvorom Moses intet har sagt med hensyn til præster.“ (Hebræerne 7:14) Man kan derfor ikke sige at Jesu Kristi stilling som himmelsk ypperstepræst bygger på at han var menneskelig præst her på jorden. Hvordan han blev præst mens han samtidig var konge vil vi undersøge i det følgende. Hans sande præstedømme havde imidlertid den jødiske ypperstepræst Arons præstedømme som forbillede.
Værdien af en sand præst for „den levende Gud“
12. Hvilken værdi har en præst, ifølge Hebræerbrevet 5:1-3?
12 Men hvilken værdi har en præst i grunden? Han gør noget som en der blot er konge, ikke kan gøre. Hebræerbrevet 5:1-3 siger følgende, ikke om et værdiløst præstedømme for en hedensk gud, men om præstedømmet i levitten Arons slægt: „For enhver ypperstepræst som er udtaget blandt mennesker, indsættes til gavn for mennesker over det der hører Gud til, for at han skal frembære offergaver og slagtofre for synder. Han kan være mild over for de uvidende og vildfarende, da han også selv [for eksempel ypperstepræsten Aron] er behæftet med svaghed, og af den grund er han skyldig at frembære ofre for synder, lige så meget for sig selv som for folket.“
13. (a) Hvornår havde menneskeheden ikke brug for nogen præst? (b) Hvordan kunne Jesus blive ypperstepræst og bringe et offer?
13 Hvis mennesker ikke syndede mod „den levende Gud“ ville der ikke være brug for nogen præst, og slet ikke nogen ypperstepræst. Den fuldkomne Adam i Edens have havde ikke brug for en præst, for han blev skabt syndfri af Jehova Gud, der ikke er ophav til synd. (1 Mosebog 2:7, 8; Prædikeren 7:29) Jesus Kristus, der kaldes „den sidste Adam“, blev født i en slægt af syndere, men han behøvede ikke nogen præst, for han blev født af en jomfru, Maria, og hans liv stammede direkte fra Gud. Han blev født syndfri og voksede op syndfri og forblev syndfri lige til sin offerdød. (1 Korinter 15:45-47; Hebræerne 7:26; 1 Peter 2:21-24) Da han var uden synd kunne han blive ypperstepræst og frembære et fuldkomment offer.
14, 15. (a) Blev Jesus ypperstepræst fordi han besluttede at gøre sig selv dertil, eller hvordan? (b) Hvordan blev Salme 2:7 opfyldt ved at Jehova oprejste Jesus, og hvordan blev Jesus da i stand til at være præst som Melkisedek?
14 Hvem gjorde Jesus Kristus til ypperstepræst skønt han tilhørte kongestammen Juda? Besluttede han at gøre sig selv til ypperstepræst? Nej, det kunne han ikke. Det forklares for os i Hebræerbrevet 5:4-6, hvor vi læser: „Og et menneske tiltager sig ikke selv denne ære, men kaldes af Gud, ligesom Aron. Således herliggjorde Messias heller ikke sig selv ved at blive ypperstepræst, men blev herliggjort af den som med henblik på ham sagde: ’Du er min søn; jeg er i dag blevet din fader.’ Ligesom han også et andet sted siger: ’Du er præst for evigt på Melkisedeks måde.’“
15 Den almægtige Gud opfyldte Davids ord i Salme 2:7, som citeres her, ved at oprejse Jesus Kristus fra de døde. På denne måde blev Gud en evig Fader til den opstandne Jesus Kristus, og Jesus, der blev oprejst uforgængelig, blev en evig søn af sin himmelske Livgiver, Jehova Gud. Da han nu var Guds uforgængelige søn kunne han blive „præst for evigt“, en præst der ikke havde behov for efterfølgere, og således præst „på Melkisedeks måde“. — Apostelgerninger 13:33-37; Salme 110:4.
16. Hvem var denne Melkisedek, og hvordan trådte han ind på historiens skueplads, ifølge Første Mosebog?
16 Hvem var denne gådefulde Melkisedek? Han var ikke hebræer. Han var ikke israelit. Han var ikke levit. Han var ikke jøde. På et tidspunkt mellem 1943 og 1933 f.v.t. træder han pludselig ind på skuepladsen, i nærheden af det sted hvor Jerusalem ligger i dag. Han var gået ud for at møde „hebræeren Abram“, der efter et slag var på vej tilbage til sit hjem i nærheden af det nuværende Hebron. Her er alt hvad De hebraiske Skrifter fortæller os om dette møde: „Da han nu kom tilbage fra sejren over Kedorlaomer og de konger, der fulgte ham, gik Sodomas konge ham i møde i Sjavedalen, det er kongedalen. Men Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: ’Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din og hånd!’ Og Abram gav ham tiende af alt.“ — 1 Mosebog 14:17-20.
17. På hvilke måder var Melkisedek et forbillede på Jesus Kristus som ypperstepræst? Var Jesus Melkisedeks efterfølger?
17 Der gives ingen oplysning om Melkisedeks fader, sådan at vi kan sige at Melkisedek arvede sit præstedømme fra denne fader. Der oplyses heller ikke hvornår Melkisedek døde, sådan at vi kan sige at hans præstedømme sluttede på det tidspunkt. Hans præstedømme varede altså til ubestemt tid. I overensstemmelse med dette fortælles der ikke noget om nogen efterfølger til Melkisedek. I disse henseender kunne han benyttes som et forbillede på ypperstepræsten Jesus Kristus. Eller det kunne siges at Jesus Kristus var „præst for evigt på Melkisedeks måde“. Jesus Kristus fik ikke sin præsteværdighed fra Melkisedek; han var ikke Melkisedeks efterfølger. Han tjente blot på samme „måde“ som denne kongepræst i Salem.
18. Hvordan vil Jesu Kristi præstedømme blive, ifølge betydningen af navnet Melkisedek, og hvad forklarer Hebræerbrevet 6:20 til 7:3 vedrørende Melkisedek?
18 Eftersom navnet Melkisedek betyder „Retfærdighedskonge“ og eftersom Jesus Kristus er præst på samme „måde“ som han, er dette en garanti for at Jesus Kristus ikke vil benytte sig af rænkefulde intriger og søge sine egne interesser som ypperstepræst i tusind år. Det forklares udmærket i Hebræerbrevet 6:20 til 7:3, hvor vi læser: „Jesus . . . er blevet ypperstepræst på Melkisedeks måde for evigt. For denne Melkisedek, Salems konge, den højeste Guds præst, som kom Abraham i møde da han vendte tilbage fra besejringen af kongerne og velsignede ham, og hvem Abraham gav tiende af alle ting, er først af alt, når navnet oversættes, ’Retfærdighedskonge’, og derpå også Salems konge, det vil sige ’Fredskonge’. Idet han er uden fader, uden moder, uden slægtsregister, og hverken har dages begyndelse eller livs ende, men er blevet bragt til at ligne Guds søn, forbliver han præst for bestandig.“
19. Hvordan blev Melkisedek „bragt til at ligne Guds søn“ i spørgsmålet om præstedømme, og hvad hvilede Jesu præsteværdighed således på?
19 Hvordan blev Melkisedek „bragt til at ligne Guds søn“, eller benyttet som et billede på Jesus Kristus, Guds søn? Ved at Jehova Gud brugte ham som eksempel da han omtalte en ed han ville aflægge for sin søn Jesu Kristi skyld. Gud inspirerede kong David til at sige, som der står i Salme 110:1-4: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ . . . [Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“ Ligesom i tilfældet med Melkisedek, skulle Jesus Kristus altså ikke være præst i kraft af jordisk arv og afstamning. Han behøvede hverken at få sin præsteværdighed fra Melkisedek eller fra Arons præsteslægt af Levis stamme. Hans præsteværdighed hvilede på Jehova Guds ed og på opstandelsen fra de døde til uforgængeligt liv i himmelen ved Guds højre hånd.
20, 21. (a) Hvorfor var det, af hensyn til den døende menneskehed, nødvendigt at præstedømmet blev ændret fra Arons præstedømme til et præstedømme der lignede Melkisedeks? (b) Hvordan udtrykkes dette i Hebræerbrevet 7:11-14?
20 Præstedømmet i levitten Arons slægt blev oprettet i kraft af den lov Jehova Gud gav Israels folk med Moses som mellemmand på Sinaj bjerg i Arabien. Men Arons slægt, der havde arvet synd og ufuldkommenhed fra overtræderen Adam, frembragte ikke og kunne ikke frembringe en fuldkommen ypperstepræst; den frembragte ikke noget fuldkomment. (Romerne 5:12) Menneskehedens situation krævede således at Jehova Gud ændrede præstedømmet, at han fjernede det ufuldkomne, døende præsteskab og indførte et fuldkomment, evigt præsteskab. Det betød at der måtte indsættes en ypperstepræst i lighed med fortidens Melkisedek. Det er denne tanke der ligger i Hebræerbrevet 7:11-14:
21 „Hvis der da virkelig opnåedes fuldkommengørelse gennem det levitiske præstedømme (med det [det levitiske præstedømme] som et grundtræk blev Loven nemlig givet til folket), hvilket yderligere behov ville der da være for at der fremstod en anden præst, omtalt som præst på Melkisedeks måde og ikke på Arons måde? For når præstedømmet ændres, bliver der nødvendigvis også en ændring af loven. Den hvorom disse ting siges [Jesus Kristus], har jo været medlem af en anden stamme, hvorfra ingen har tjent ved alteret. For det er klart for alle at vor Herre nedstammer fra Juda, en stamme hvorom Moses intet har sagt med hensyn til præster.“
22, 23. (a) Hvordan blev Jesus gjort til ypperstepræst, i modsætning til de levitiske ypperstepræster? (b) Hvordan kan Jesus som yppestepræst fuldt ud frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, ifølge Hebræerbrevet 7:23-28?
22 Den jødiske ypperstepræst Aron og hans efterfølgere i embedet blev ikke præster ved Jehova Guds svorne ed. Men Jesus Kristus, der ikke havde tilknytning til noget præstedømme på jorden, blev gjort til ypperstepræst ved Guds ed. Hans liv blev for en kort tid afbrudt ved at han døde og ofrede sit fuldkomne menneskeliv, men han blev oprejst til uforgængeligt liv i himmelen for at blive ypperstepræst ligesom Melkisedek til evig tid. Kontrasten mellem ham og det levitiske præstedømme med Aron og hans efterfølgere ridses op i Hebræerbrevet 7:23-28, hvor vi læser:
23 „De [Arons sønner] var desuden mange der måtte blive præster den ene efter den anden, fordi de af døden blev hindret i at fortsætte, men han [den større Melkisedek] har, fordi han forbliver i live for evigt, sit præstedømme uden nogen efterfølgere. Derfor er han også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem. For en sådan ypperstepræst var egnet for os: loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere og ophøjet over himlene. Han har ikke nødig, ligesom de andre ypperstepræster, daglig at bringe slagtofre, først for sin egne synder og derefter for folkets (for dette gjorde han én gang for alle da han bragte sig selv som offer); Loven [Moseloven] indsætter jo som ypperstepræster mennesker der er behæftede med svaghed, men [Guds] svorne eds ord, som kom [over fire hundrede år] efter Loven, indsætter en søn som er gjort fuldkommen for evigt.“
24. Hvordan er det „hellige sted“ hvor Jesus Kristus tjener som ypperstepræst, og hvilken periode af hans præstedømme bør menneskeheden især takke Gud for?
24 Hvad vil dette altså sige? Tanken opsummeres i de to næste vers (Hebræerne 8:1, 2), hvor der står: „Men hovedpunktet i det der her drøftes er dette: Vi har en sådan ypperstepræst, og han har taget sæde på højre side af Majestætens trone i himlene, en offentlig tjener ved det hellige sted og det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet.“ Bør det ikke fylde menneskene med taknemmelighed over for Gud at en sådan ypperstepræst nærmer sig Gud og går i forbøn for dem i de tusind år hvor Satan Djævelen og hans dæmoner er bundet i afgrunden? Jo! Denne foranstaltning fra Guds side er afgjort til bedste for menneskeheden.
25. Hvorfor tjente Jesus ikke som ypperstepræst ved templet i Jerusalem, og hvad var templet i Jerusalem et forbillede på?
25 Da Jesus Kristus var på jorden som et fuldkomment menneske, virkede han ikke som offentlig tjener ved templet i Jerusalem. Han havde ingen bemyndigelse dertil i kraft af Moseloven, for han var ikke levit og tilhørte ikke Arons præsteslægt. Han tjente imidlertid ved en højere helligdom, et højere eller vigtigere tempel, som ikke var opført i Jerusalem af mænd som kong Herodes den Store, statholderen Zerubbabel eller kong Salomon. Disse menneskegjorte templer og ligeledes det hellige åbenbaringstelt som profeten Moses rejste, var blot forbilleder. (2 Mosebog 40:1-33) Der findes ingen beretning om at kong Melkisedek byggede et tempel i Salem og behøvede en sådan bygning for at tjene som „den højeste Guds præst“. Så der er intet af den art i forbindelse med Melkisedek der kan benyttes som et forbillede. Men den større Melkisedek, Jesus Kristus, tjener som ypperstepræst ved det modbilledlige hellige sted og tempel, nemlig „det hellige sted og det sande telt, som Jehova . . . har opstillet“.
Det sande tempel
26, 27. (a) Hvilke rum var det hellige telt og templet i Jerusalem delt op i? (b) Hvad stod der i hvert af de to rum i teltet og i Salomons tempel?
26 Det hellige telt som Moses rejste ved Sinaj bjerg og de templer der blev opført i Jerusalem havde to rum. Det første rum blev kaldt det Hellige og det andet eller det inderste rum blev kaldt det Allerhelligste.
27 I det første rum, det Hellige, stod det gyldne bord, med de fremlagte brød der almindeligvis kaldes „skuebrødene“, samt guldlampestanderen der havde syv arme med hver sin lampe, og det stationære gyldne røgelsesalter. I lyset fra guldlampestanderen kunne ypperstepræsten lægge skuebrødene frem og ofre vellugtende røgelse på alteret. I det inderste rum, det Allerhelligste, i det telt Moses rejste, og i det tempel kong Salomon byggede, fandtes pagtens hellige ark, der var beklædt med guld og havde et guldlåg på hvilket der var to guldkeruber over for hinanden, med udbredte vinger. Dette inderste rum eller Allerhelligste var oplyst af et mirakuløst lys, det såkaldte shekinalys, som skinnede over sonedækket, mellem de to keruber.
28. Hvilke forberedelser traf den jødiske ypperstepræst før han gik ind i det Allerhelligste med blodet af sonofrene, og hvis synder skaffede han således soning for?
28 Før den aronitiske ypperstepræst frembar blodet af sonofrene på den årlige forsoningsdag, måtte han tage et transportabelt røgelsesalter eller et røgelseskar og gå ind bag det indre forhæng der skilte det første rum fra det inderste rum (det Allerhelligste) og brænde røgelse foran pagtens ark i lyset fra shekinalyset. Dette var en forberedelse til at han senere kunne vende tilbage med blodet af de to sonofre og stænke det på sonedækket (nådestolen) på pagtens ark. På denne måde skaffede han soning, først for sine egne synder og de synder som Levis hus eller stamme havde begået, og derefter for det israelitiske folks synder. Denne fremgangsmåde var foreskrevet i Lovpagten ved Moses. — Hebræerne 9:1-10; 4 Mosebog 7:89.
29. (a) Hvornår blev det hellige telt som Moses opstillede, indviet, og hvornår blev Salomons tempel indviet? (b) Hvornår blev det sande telt eller tempel til?
29 Moses opstillede det hellige åbenbaringstelt i Sinajs ørken på den første dag i forårsmåneden nisan i år 1512 f.v.t. Kong Salomon fuldførte sit tempel i Jerusalem i 1027 f.v.t. og indviede det derefter på den femtende dag i efterårsmåneden tisjri år 1026 f.v.t. (1 Kongebog 8:1, 2, 65, 66) Men hvornår blev det modbilledlige telt eller tempel, „det sande telt“ med sit „hellige sted“, til? Det skete mens det forbilledlige tempel som var bygget af kong Herodes den Store, endnu fandtes i Jerusalem. Det skete i det tidlige efterår i år 29 efter vor tidsregning. Hvordan? Hvad fandt da sted som nødvendiggjorde det sande tempel?
30, 31. (a) Ved hvilken lejlighed fremstod den modbilledlige ypperstepræst, og hvordan skete det? (b) Hvilken modbilledlig dag med foreskrevne ofre begyndte, og hvordan var det offer som Jesus frembar i sammenligning med det offer Aron havde at frembære?
30 I dette år, år 29, fremstod den modbilledlige ypperstepræst, og i lighed med den levitiske ypperstepræst Aron måtte han have et helligt telt eller tempel at gøre tjeneste ved. Denne modbilledlige, offerfrembærende ypperstepræst var Herren Jesus, der blev salvet med Guds hellige ånd til at være åndelig ypperstepræst. Han modtog denne salvelse med hellig ånd efter at han var blevet døbt i Jordanfloden af Johannes Døber. Således blev han Messias eller den Salvede i en alder af tredive år, tre og et halvt år før han led offerdøden for menneskehedens synder. (Daniel 9:24, 25, 27, NW; Lukas 3:21-23) På dette tidspunkt begyndte den store modbilledlige forsoningsdag, og Jesus Kristus havde noget at frembære som var bedre end det ypperstepræsten Aron havde på den forbilledlige forsoningsdag i 1512 f.v.t., efter at det hellige telt eller tabernakel var blevet opstillet. Hvad var det? I Hebræerbrevet 8:3-6 og 9:11-14 læser vi:
31 „Enhver ypperstepræst er jo indsat til at frembære både offergaver og slagtofre; derfor var det nødvendigt at denne også havde noget at frembære. Hvis nu han var på jorden, ville han ikke have været præst, idet der er mænd som ifølge Loven frembærer offergaverne, men de yder hellig tjeneste som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske, i overensstemmelse med det som Moses fik guddommelig befaling om, da han stod i begreb med at fuldende teltet: ’Se til,’ siger han nemlig, ’at du laver alle ting efter det forbillede som blev vist dig på bjerget.’ Men nu har Jesus opnået en ypperligere offentlig tjeneste, ligesom han også er mellemmand for en tilsvarende bedre pagt, som lovmæssigt er grundet på bedre løfter.“
32. Hvor gik Jesus Kristus ind, som skildret i billedet med Aron, og hvad havde han med som kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger?
32 „Men da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning, gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted [svarende til det Allerhelligste i teltet] og skaffede os en evig udfrielse. For hvis blodet af bukke og tyre og asken af en kvie stænket på dem der er urene, helliger så vidt som til kødets renhed, hvor meget mere vil så ikke Messias’ blod, han som ved en evig ånd frembar sig selv som et dadelfrit offer til Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger så vi kan yde hellig tjeneste for den levende Gud?“
33, 34. (a) Hvad symboliserede Jesus ved at lade sig nedsænke i Jordanfloden? (b) Hvad havde Gud beredt til mennesket Jesus? Hvorfor ofrede Jesus dette, og hvor mange gange gjorde han det?
33 Hvad var det altså den fuldkomne Jesus kunne frembære som offer til Gud, nu da han efter sin dåb i vand var blevet Guds salvede ypperstepræst? Det var ikke et eller andet offerdyr hvis blod ikke kunne bortvaske menneskers synder, men hans eget fuldkomne menneskelegeme, som han havde fordi han var blevet født af en jomfru, Maria. Han anerkendte at den almægtige Gud havde beredt og udrustet ham til at bringe dette offer. Han anerkendte at det var Guds vilje at han på dette bestemte tidspunkt skulle slå ind på den vej der førte til at han bragte sig selv som et offer. Da han kom til Johannes Døber for at blive nedsænket i Jordanfloden kom han følgelig for at fremstille sig for Gud, for herefter at gøre Guds vilje. Hans dåb i vand symboliserede at han fremstillede sig for at gøre Guds vilje endog til offerdøden. Herom siger Hebræerbrevet 10:4-10:
34 „Det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort. Derfor siger han da han kommer ind i verden: ’„Slagtoffer og offergave ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme. Du fandt ikke behag i hele brændofre og i syndofre.“ Så sagde jeg: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“’ Efter først at have sagt: ’Du ønskede ikke og fandt heller ikke behag i slagtofre og offergaver og hele brændofre og syndofre’ — som frembæres ifølge Loven — så siger han: ’Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.’ Han afskaffer det første for at han kan stadfæste det andet. Ved den nævnte ’vilje’ er vi blevet helliget gennem opofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle.“
35. (a) Hvad blev på den forbilledlige forsoningsdag strøget på alteret, og hvad blev ofret på alteret? (b) Hvad var det modbilledlige alter hvor Jesus bragte sig selv som et offer?
35 På den forbilledlige forsoningsdag strøg ypperstepræsten Aron noget af sonofrenes blod på alteret, og han brændte ligeledes sonofrenes fedt på dette alter, der stod midt i forgården, foran det hellige åbenbaringstelt. (3 Mosebog 16:16-19, 25) Hvad var så det modbilledlige „alter“ på hvilket Jesus Kristus som åndelig ypperstepræst ofrede sit fuldkomne menneskeliv? Det var ikke et materielt alter, i lighed med kobberalteret i åbenbaringsteltets forgård. Det var ikke den pæl han blev henrettet på på Golgata, for denne pæl var forbandet og blev ikke helliget ved hans dyrebare blod. (5 Mosebog 21:22, 23; Galaterne 3:13) Dette „alter“ var derimod noget åndeligt hvorpå Jesus Kristus kunne ofre værdien af sit fuldkomne, levende menneskelegeme. Det var Guds „vilje“, den vilje Jesus havde fremstillet sig for at gøre. Det var Guds villighed til nu at modtage et menneskeligt offer i stedet for dyreofre. Det var altså på grundlag af denne guddommelige vilje at Jesus ofrede værdien af sit menneskeliv.
36. Hvem har ret til at spise fra dette åndelige alter, og hvad medfører det for dem?
36 Derved blev det modbilledlige alter til, hvorom Hebræerbrevet 13:10 siger til de salvede kristne: „Vi har et alter hvorfra de som yder hellig tjeneste ved teltet ikke har ret til at spise.“ Hvor er det derfor materialistisk og ubibelsk når præster i kristenheden rejser et materielt alter i deres kirkebygninger eller andre steder og påstår at de gang på gang gentager Kristi offer, for eksempel når de „celebrerer messen“! De der har ret til at spise fra det sande åndelige alter er „blevet helliget gennem opofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle“.
37. (a) Hvad blev til sammen med det åndelige alter, som skildret i forbindelse med teltet i fortiden? (b) Hvad skildrede denne forgård i Jesu tilfælde?
37 Ligesom fortidens kobberalter stod midt i forgården foran det hellige åbenbaringstelt, sådan blev der også en modbilledlig forgård til, sammen med det modbilledlige åndelige alter. Denne „forgård“ var ikke en lokalitet eller et sted, men en tilstand der kendetegnede et menneske på jorden. Jesus Kristus, den salvede ypperstepræst, opholdt sig i denne modbilledlige forgård idet han var et fuldkomment menneske — idet han på jorden befandt sig i den tilstand at han rent bogstaveligt var fejlfri, retfærdig, udadlelig. Ligesom levitten Koras sønner fandt han hvile ved Jehovas store alter, Guds „vilje“, i forgården til Jehova Guds sande tabernakel. (Salme 84:1-3, NW) Det var hans lyst at gøre Guds vilje. — Salme 40:9.
38, 39. (a) Hvad blev også til i modbilledet, sammen med forgården og alteret? (b) Hvilket spørgsmål rejser dette, og hvilke ord af Jesus viser hvor Guds bolig er?
38 Det var ikke kun det modbilledlige alter og den modbilledlige forgård der nu blev til, fordi den nye åndelige ypperstepræst, den salvede Jesus, var fremstået; det modbilledlige telt eller tempel blev ligeledes til. Fra nu af var „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“, til rådighed for den nye åndelige ypperstepræst.
39 Hvad er dette „sande telt“ eller tempel? Er det en helt ny bygning som Skaberen har dannet til sig selv i de usynlige himle? Nej, for Gud har ikke brug for sådan en bygning. Den højeste Gud har altid haft en bolig i himmelen. Han er ikke en altgennemtrængende ånd som er til stede alle vegne på én gang. Han er en person, et intelligensvæsen, og han har et bestemt sted, en bolig, hvor nogle kan nærme sig ham. Jesus Kristus lærte sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ Han advarede os mod at foragte nogen af ’de små’ som tror på ham, idet han sagde: „Jeg skal nemlig sige jer at deres engle i himlene hele tiden ser min himmelske Faders ansigt.“ (Mattæus 6:9; 18:10) Med andre ord: disse himmelske engle har adgang til den guddommelige Fader.
40. Hvad kunne Gud gøre ved sin himmelske bolig så den kom til at svare til det Allerhelligste i det hellige telt?
40 Den almægtige Gud kan imidlertid forandre sin boligs funktion. Da han frembragte sin åndelige ypperstepræst ved at salve Jesus Kristus lige efter hans dåb, kunne han således lade sin egen himmelske bolig tjene en ny funktion. Han kunne knytte nye formål og træk til den, med henblik på den syndige menneskehed (ikke med henblik på de syndfri engle). I kontrast til menneskehedens overmåde store syndighed blev hans himmelske boligs hellighed forstærket. Hans personlige bolig fremtrådte nu som et helligt sted tilhørende en Gud der var retfærdig og dog barmhjertig så han ville tage imod et passende, fuldkomment offer for den uhellige menneskehed. Men dette offer, eller dets værdi, måtte frembæres af en ypperstepræst der var syndfri og hellig og som selv på acceptabel måde kunne få foretræde for Gud. Guds himmelske trone blev altså et sted hvor der kunne opnås soning. På denne måde lod Gud sin himmelske bolig blive det der i åndelig forstand svarede til det Allerhelligste i det forbilledlige telt eller tempel.
41, 42. (a) Hvad havde Aron lov at gå ind i „én gang om året“, og hvordan? (b) Hvad var det Allerhelligste som Jesus Kristus gik ind i? Hvornår gik han derind, og hvor mange gange?
41 Dette er det bibelske synspunkt. Vi husker at ypperstepræsten Aron tog blodet af forsoningsdagens ofre med ind i det Allerhelligste i det jordiske åbenbaringstelt, idet han gik ind bag det indre forhæng. (3 Mosebog 16:12-17; Hebræerne 9:7) For at opfylde dette forbillede måtte ypperstepræsten Jesus Kristus gå ind i det virkelige Allerhelligste. Hvor er det, og hvad er det, ifølge Bibelen?
42 Vi læser: „Derfor var det nødvendigt at de billedlige gengivelser af tingene i himlene måtte renses med disse midler, men selve de himmelske ting med slagtofre som er bedre end disse. For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os. Det var heller ikke for at frembære sig selv mange gange, sådan som ypperstepræsten går ind på det hellige sted år efter år med blod som ikke er hans eget. Ellers havde han [Jesus] måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu har han givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på [de forbilledlige] tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer.“ — Hebræerne 9:23-26.
43, 44. (a) Hvad er altså Guds hellige bolig når vi taler om hans tempel? (b) Hvad skilte det Hellige fra det Allerhelligste, og hvordan passerede Jesus Kristus denne forhindring i modbilledet?
43 I stedet for at afslutte den modbilledlige forsoningsdag ved at gå ind på et forbilledligt „helligt sted“ i det forbilledlige telt eller tempel, gik ypperstepræsten Jesus Kristus „ind i selve himmelen“ hvor „Guds person“ er. Denne himmelske bolig hvor Gud selv er, er det sande Allerhelligste.
44 I det forbilledlige telt eller tempel på jorden var det Allerhelligste adskilt fra det Hellige ved hjælp af et forhæng, og man sagde derfor at det Allerhelligste lå „inden for forhænget“. Dette forhæng repræsenterede den kødelige forhindring som et menneske måtte passere for at komme fra livet på jorden til livet i de usynlige himle. Ved sin død og opstandelse passerede Jesus Kristus denne forhindring for at komme ind i det himmelske Allerhelligste. Det er dét der forklares i Hebræerbrevet 6:19, 20, hvor der siges følgende efter at de 144.000 trofaste disciples himmelske håb er blevet omtalt: „Dette håb har vi som et sjælens anker, både sikkert og fast, og det går ind inden for forhænget, hvor en forløber er gået ind for vor skyld, Jesus, som er blevet ypperstepræst på Melkisedeks måde for evigt.“ Det håb der er forankret „inden for forhænget“ er det himmelske håb.
Det hellige rum i Guds åndelige tempel
45. (a) Hvad var der ellers i teltet, foruden det Allerhelligste? (b) Hvem gik ind i det Hellige? Hvordan? Hvor ofte?
45 Lad os ikke glemme at det jordiske telt, eller tempel bestod af mere end det Allerhelligste. Foruden dette inderste rum havde teltet eller templet et rum foran forhænget. Dette rum kaldtes det Hellige. (Hebræerne 9:1-3) Eftersom det Allerhelligste var et billede på „selve himmelen“ hvor „Guds person“ er, hvad skildrede så det Hellige foran forhænget? Det Allerhelligste måtte kun betrædes af ypperstepræsten „én gang om året“ på forsoningsdagen, hvorimod det Hellige måtte betrædes regelmæssigt, ikke blot af ypperstepræsten, men også af alle underpræsterne. Præsterne gik ind i dette første rum, det Hellige, direkte fra forgården hvor alteret stod. Men for at komme derind måtte de passere et forhæng som skilte det Hellige fra forgården.
46, 47. (a) Hvornår og hvordan gik Jesus ind i det modbilledlige Hellige? (b) Hvad repræsenterer det Hellige, og hvilke privilegier nyder de modbilledlige præster dér?
46 Det Hellige repræsenterede derfor en tilstand som er mere hellig end den tilstand forgården repræsenterede. Ligesom det Hellige var skjult af et forhæng, og de ting der fandtes deri således var skjult for dem der opholdt sig ude i forgården, sådan skildrede det Hellige en åndelig tilstand som er bedre end den tilstand der blev skildret ved forgården, der var et billede på en retfærdig stilling som menneske ind for Gud. Jesus Kristus kom i den tilstand der skildredes ved det Hellige da han blev avlet af Guds hellige ånd efter sin vanddåb og derved blev en åndelig søn af Gud. (Mattæus 3:13-17) Ved også at blive salvet med Guds ånd blev han, som en åndelig søn af Gud, udrustet med præsteværdighed; han blev Guds ypperstepræst, billedligt fremstillet ved ypperstepræsten Aron.
47 Fra dette synspunkt ser vi at det Hellige repræsenterede den åndsavlede tilstand som kendetegner dem der får del i det åndelige præstedømme. I denne tilstand får disse åndelige præster på jorden del i åndeligt lys som fra en guldlampestander, de nyder åndelig føde som fra et gyldent skuebrødsbord, og de ofrer røgelse til Gud i form af bøn og tjeneste, som stod de ved et gyldent røgelsesalter. — 2 Mosebog 40:4, 5, 22-28.
48. Hvor længe befandt Jesus sig i den tilstand der blev fremstillet ved det Hellige, og hvorfor havde hans disciple ikke en klar forståelse af dette dengang?
48 Fra den dag Jesus Kristus blev døbt og salvet med hellig ånd til den dag han døde (fra år 29 til 33), i tre og et halvt år, befandt han sig i denne åndsavlede tilstand hvor han tjente som præst. Hans tjeneste i denne tilstand kunne ikke opfattes og forstås af kødelige mennesker, ikke engang af hans trofaste disciple, idet de betragtede tingene fra et kødeligt, menneskeligt standpunkt. Pinsedagen i år 33, med udgydelsen af den hellige ånd, var endnu ikke kommet. (Johannes 7:39) Deres indblik i denne tilstand var hindret som af ’forhænget for boligens indgang’, der skjulte de ting der var i det Hellige. — 2 Mosebog 40:28, 29.
49. Hvordan var Jesus, mens han var i det modbilledlige Hellige, hindret i at træde direkte ind i det himmelske Allerhelligste?
49 I sin åndsavlede tilstand kunne ypperstepræsten Jesus Kristus ikke træde direkte frem for Gud i himmelen, idet han stadig befandt sig i kødet som en fuldkommen menneskeskabning. Der var et symbolsk forhæng mellem ham og det himmelske Allerhelligste, ligesom da Moses „hængte det indre forhæng op og tilhyllede . . . vidnesbyrdets ark“. — 2 Mosebog 40:21.
50. (a) Hvornår passerede Jesus Kristus det indre „forhæng“, og hvordan? (b) Hvilken ed vedrørende et præstedømme blev da opfyldt i forbindelse med Jesus Kristus? Begrund svaret.
50 Ypperstepræsten Jesus Kristus passerede dette symbolske forhæng i „det sande telt“ den 16. nisan år 33, da han blev oprejst fra de døde, ikke længere blot åndsavlet og i kødet, men nu fuldt færdig som en åndelig søn af Gud i de usynlige himle. Apostelen Peter siger, som sandt er: „Selv Kristus døde jo én gang for alle vedrørende synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden.“ (1 Peter 3:18) På denne begivenhedsrige dag blev Guds svorne ed vedrørende et evigt præstedømme „på Melkisedeks måde“ opfyldt i forbindelse med Jesus Kristus, nu da Jesus var blevet belønnet med „et uopløseligt livs kraft“. (Hebræerne 7:16, 24; Apostelgerninger 13:33-37; Romerne 1:1-4) Efter at han i de følgende fyrre dage ved flere lejligheder havde vist sig for sine trofaste disciple, steg han op til himmelen og frembar værdien af sit fuldkomne offer for Gud selv i det sande Allerhelligste. — Apostelgerninger 1:1-11; Hebræerne 9:24.
51. (a) Hvornår endte den modbilledlige forsoningsdag, og hvor længe havde den varet? (b) Hvordan blev der givet et bevis på at fortjenesten af Jesu offer var blevet accepteret i det Allerhelligste?
51 Da fortjenesten af Kristi offer således blev frembåret i det himmelske Allerhelligste, endte den store modbilledlige forsoningsdag. I forbindelse med ypperstepræsten Aron af Levis stamme varede den nationale forsoningsdag kun fireogtyve timer. Men i forbindelse med ypperstepræsten Jesus Kristus viste den modbilledlige forsoningsdag sig at vare næsten tre år og otte måneder. Ti dage efter Jesu himmelfart fik hans trofaste disciple på jorden et bevis for at han havde frembåret fortjenesten af sit fuldkomne offer for Gud i det himmelske Allerhelligste og at Gud havde taget imod dette offer. Hvordan? Ved at den hellige ånd blev udgydt over dem i Jerusalem søndag den 6. sivan i år 33, den dag ugefesten eller pinsen blev fejret. (Apostelgerninger 2:1-36) Dette markerede noget nyt i forbindelse med „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“. Det er dét vi nu skal behandle.
Åndelige underpræster
52. (a) Hvordan blev det forudskildret at den større Melkisedek skulle have underpræster? (b) Hvornår blev det aronitiske præsteskab indsat, og hvilket ’tegn’ blev sat på Arons hoved?
52 Der findes ingen oplysning om at kongepræsten Melkisedek i fortidens Salem havde underpræster. Men Guds søn, der er blevet „ypperstepræst på Melkisedeks måde“, har underpræster under sig. (Hebræerne 5:8-10) Dette blev forudskildret ved levitten Arons præstelige slægt. Jehova Gud kaldte Aron til at være Israels ypperstepræst, og hans sønner til at være hans underpræster. På den første dag i forårsmåneden nisan i år 1512 f.v.t. adlød profeten Moses Guds befaling og indsatte Aron og hans sønner som præster. (2 Mosebog 40:1, 2, 12-16; 29:4-9; 3 Mosebog 8:1-13) Som en del af ypperstepræstens dragt „lavede de den skinnende plade, det hellige indvielsestegn, af purt guld og skrev en indskrift på den, som man indgraverer et seglstempel: ’Hellighed tilhører Jehova.’“ — 2 Mosebog 39:30, NW.
53. (a) Hvilken befaling fra Jehova adlød Moses da han anbragte dette tegn på ypperstepræsten Arons turban? (b) Hvilket hebraisk verbum er ordet „indvielsestegn“ afledet af?
53 Da Moses indsatte Aron som ypperstepræst og iførte ham hans klædning, gjorde han derfor som Jehova havde sagt: „Og du skal sætte turbanen på hans hoved og anbringe det hellige indvielsestegn på turbanen. Og du skal tage salveolien og udgyde den på hans hoved og salve ham.“ (2 Mosebog 29:6, 7, NW) Eftersom dette „hellige indvielsestegn“ var en „skinnende plade“ af purt guld, foretrækker mange oversættere af De hebraiske Skrifter at gengive udtrykket med „det hellige diadem“. (DA) Det er dog ikke det almindelige hebraiske ord for „diadem“ eller for „krone“ der er anvendt her og gengivet med „indvielsestegn“ i New World Translation. Det hebraiske ord der er benyttet her, anvendes i Tredje Mosebog 21:12 om salveolien på ypperstepræstens hoved, idet vi læser: „Han må ikke forlade helligdommen for ikke at vanhellige sin Guds helligdom, thi hans Guds salveolies vielse [indvielsestegnet, hans Guds salveolie, NW] er på ham.“ Det hebraiske ord er afledet af verbet nazarʹ, som er oversat med „viede“ i Hoseas 9:10.
54, 55. (a) Hvad blev den salvede ypperstepræst kaldt, og hvad var hans salvelse et billede på? Var det Johannes Døber der salvede Jesus med hellig ånd? Forklar.
54 Der er ingen tvivl om at ypperstepræsten Aron og hans efterfølgere i embedet var indviet til Jehova Gud i kraft af deres officielle indsættelse. (2 Mosebog 29:30, 35) Eftersom ypperstepræsten blev salvet med hellig salveolie, blev han kaldt ’den salvede’ eller Messias (3 Mosebog 4:3, 5, 16; 6:15), ligesom senere de salvede konger i Israel. (1 Samuel 24:7, 11; 26:9-11; Klagesangene 4:20) Efter at vi har fået oplyst navnene på ypperstepræsten Arons fire sønner og underpræster, læser vi derfor: „Det var navnene på Arons sønner, de salvede præster, som indsattes til præstetjeneste.“ (4 Mosebog 3:1-3) Det at Moses, som var mellemmand mellem Jehova Gud og Israels nation, salvede sin ældre broder Aron til ypperstepræst, havde en forbilledlig betydning. Det skildrede at Gud ville salve sin søn Jesus med hellig ånd efter at Jesus var steget op af dåbsvandet.
55 Johannes Døber var søn af en levitpræst, nemlig Zakarias fra Abias præsteskifte. Men Johannes nøjedes med at døbe Jesus i Jordanfloden; han salvede ham ikke til åndelig ypperstepræst. (Lukas 1:5-17; 3:21-23; Markus 1:9-11) Gud alene kunne salve Jesus med hellig ånd.
56, 57. (a) Hvad sagde Johannes Døber at Jesus ville være bemyndiget til at gøre? (b) Hvad sagde Jesus til sine disciple om dåb med hellig ånd før han forlod dem?
56 Med henblik på Jesus havde Johannes Døber sagt: „Efter mig kommer en som er stærkere end jeg; jeg er ikke god nok til at bøje mig ned og løse remmen på hans sandaler. Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med hellig ånd.“ Gud havde fortalt Johannes at Jesus ville komme, for Johannes sagde: „Selv jeg kendte ham ikke, men selve den som har sendt mig for at døbe i vand sagde til mig: ’Den du ser ånden komme ned over og blive over, han er den der døber i hellig ånd,’“ (Markus 1:7, 8; Johannes 1:33) Jesus skulle altså ikke blot selv salves med hellig ånd til åndelig ypperstepræst, men han skulle også bemyndiges til at døbe andre med hellig ånd. Hvornår ville han døbe med hellig ånd? Ikke før han havde opofret sit fuldkomne menneskeliv i døden.
57 Efter sin opstandelse fra de døde materialiserede han sig og viste sig flere gange for sine disciple, der stadig opholdt sig i Jerusalem. Han talte til dem om den hellige ånd. Apostelgerninger 1:4, 5 oplyser: „Og mens han var sammen med dem gav han dem denne befaling: ’Tag ikke bort fra Jerusalem, men bliv ved med at vente på det Faderen har lovet og hvorom I har hørt af mig; for Johannes døbte jo med vand, men om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.’“
58, 59. (a) Hvornår fandt denne dåb sted, og hvordan udførte Jesus Kristus modbilledet til det som ypperstepræsten gjorde denne dag i templet? (b) Hvilken profeti af Joel begyndte nu at gå i opfyldelse, og hvordan forbandt Peter Jesus med disse begivenheder?
58 Dette skete ti dage efter at han var vendt tilbage til himmelen. Det var den 6. sivan i år 33, ugefestens (eller pinsefestens) dag, da den jødiske ypperstepræst ved templet i Jerusalem frembar to syrede hvedebrød for Gud som en førstegrøde af hvedehøsten. (3 Mosebog 23:15-21) Samme dag frembar den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus, som et modbillede hertil, den kristne menighed for Jehova Gud som en førstegrøde til ham. (Åbenbaringen 14:4) Han gjorde dette ved at tjene som den kanal hvorigennem den hellige ånd blev udgydt over hans ventende disciple i Jerusalem. Hermed begyndte profetien i Joel 3:1, 2 at gå i opfyldelse. Under åndens ledelse forklarede apostelen Peter det på denne måde for de tusinder af jøder der så det:
59 „Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om. Efter at han er blevet ophøjet til Guds højre hånd og har modtaget den lovede hellige ånd fra Faderen, har han så udgydt denne, hvilket I både ser og hører. David steg nemlig ikke op til himlene, men han siger selv: ’Jehova, sagde til min Herre: „Sid ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’ Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ — Apostelgerninger 2:14-21, 32-36.
60. Hvordan var dét at Jesus udgød den hellige ånd, blevet forudskildret af Moses den 1. nisan 1512 f.v.t.?
60 På denne måde døbte Jesus Kristus sine trofaste disciple med hellig ånd. Det var blevet forudskildret mange år tidligere, nemlig den 1. nisan 1512 f.v.t. Det var dengang Moses på Jehovas befaling salvede ypperstepræsten Arons sønner med hellig salveolie. Herom læser vi: „Og [Jehova] talede til Moses og sagde: På den første dag i den første måned skal du rejse åbenbaringsteltets bolig. Lad så Aron og hans sønner træde hen til åbenbaringsteltets indgang, tvæt dem med vand og ifør Aron de hellige klæder, salv og hellig ham til at gøre præstetjeneste for mig. Lad så hans sønner træde frem, ifør dem kjortler og salv dem, som du salver deres fader, til at gøre præstetjeneste for mig. Således skal det ske, for at et evigt præstedømme kan blive dem til del fra slægt til slægt i kraft af denne salvning, som du foretager på dem. Og Moses gjorde, ganske som [Jehova] havde pålagt ham; således gjorde han.“ — 2 Mosebog 40:1, 2, 12-16.
61. Blev de fire oprindelige underpræsters efterfølgere også salvet, og hvordan forholdt det sig med ypperstepræstens efterfølger?
61 På denne måde blev Arons fire sønner salvet til at være de første underpræster i Israels folk. Men de der senere blev indsat i embedet som underpræster blev ikke hver især salvet med den hellige salveolie. Det blev anset for strækkeligt at de blot fik overdraget en officiel præsteklædning. De fire første underpræster var blevet salvet på deres vegne. De der efterfulgte ypperstepræsten Aron i hans bede blev derimod alle salvet. (4 Mosebog 3:1-3; 2 Mosebog 29:29, 30; 4 Mosebog 20:23-29; 5 Mosebog 10:6) Hele Israels præsteskab skulle imidlertid betragtes som en salvet skare som følge af de oprindelige medlemmers salvelse.
62. Hvad gjorde Jesus Kristus sine jordiske disciple til da han salvede dem, og hvordan bekræfter Johannes dette i Åbenbaringen?
62 I den modbilledlige opfyldelse optræder den himmelske Jesus Kristus som Guds repræsentant, idet han salver de 144.000 trofaste disciple med hellig ånd og derved gør dem til åndelige præster, underpræster under ham selv, idet han er deres ypperstepræst. Det er grunden til at apostelen Johannes kunne sige følgende om Jesus Kristus: „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’, ’den førstefødte af de døde’ og ’herskeren over jordens konger’. Ham som elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod — og han gjorde os til et kongerige, præster for sin Gud og Fader — ja, ham tilkommer herligheden og magten for evigt. Amen.“ Og: „Du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ — Åbenbaringen 1:5, 6; 5:9, 10.
63. Hvordan bevidner apostelen Peter at Jesu salvede disciple udgør et præsteskab?
63 Der er et andet inspireret vidne som bekræfter dette — apostelen Peter. Få år før templet i Jerusalem blev ødelagt af romerne (i år 70) og levitpræsterne mistede deres gerning, skrev Peter til de åndssalvede kristne, der nærede et himmelsk håb: „De snubler fordi de er ulydige mod ordet. . . . Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Peter 2:8, 9.
64. Hvilken tilstand, der blev skildret ved et rum i fortidens åbenbaringstelt, befinder disse salvede disciple sig således i, og hvilke privilegier nyder de, ligesom Jesus gjorde, i denne tilstand?
64 At de nu var et præsteskab betød at de var kommet ind i et nyt forhold forbindelse med „det sande telt“ eller tempel, som var opstillet af Jehova Gud og ikke af menneskehænder. Det betød at de nu befandt sig i den åndsavlede tilstand der blev skildret ved det Hellige i det åbenbaringstelt Moses opstillede. De havde opnået samme tilstand som den ypperstepræsten Jesus Kristus befandt sig i fra han blev salvet med hellig ånd indtil han døde som en fuldkommen menneskeskabning. I lighed med ham får de nu, mens de endnu befinder sig på jorden i deres kødelige legeme, åndelig oplysning fra den modbilledlige guldlampestander; de nyder den åndelige føde der blev skildret ved de to stabler brød der var fremlagt på det gyldne bord, og de ofrer bønner og nidkær tjeneste til Gud som om de ofrede røgelse på det gyldne røgelsesalter i det Hellige i åbenbaringsteltet.
65. Hvad skrev apostelen Johannes til dem der befandt sig i den tilstand der skildredes ved det Hellige, idet han omtalte deres salvelse?
65 Til dem der befinder sig i denne åndsavlede tilstand der blev skildret ved det Hellige, siges der: „I har en salvelse fra den hellige; alle har I kundskab. Disse ting har jeg skrevet til jer om dem som prøver at vildlede jer. Men hvad jer angår, så forbliver den salvelse I modtog fra ham, i jer, og I trænger ikke til at nogen skal undervise jer; men ligesom salvelsen fra ham underviser jer om alt og er sand og ikke er løgn, ja, således som den har undervist jer, skal I forblive i samhørighed med ham.“ — 1 Johannes 2:20, 26, 27.
66. Hvad skrev apostelen Paulus vedrørende deres salvelse?
66 Til dem der befinder sig i den åndsavlede tilstand der blev fremstillet ved det hellige rum som de aronitiske præster havde lov til at gå ind i og tjene i, siges der videre hos apostelen Paulus: „Han som garanterer at I og vi tilhører Kristus [den Salvede], og han som har salvet os, er Gud. Han har også sat sit segl på os og har som forskud på det der skal komme, givet os ånden i vore hjerter.“ — 2 Korinter 1:21, 22.
67. Hvad skrev den inspirerede skribent til de kristnede hebræere om at spise fra et alter og om at bringe et offer?
67 Eftersom disse 144.000 er åndelige præster under den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus, har de ret til at spise af Jesu Kristi offer på Guds „viljes“ alter, hvorimod de der i deres vantro forkastede Jesus som den sande Messias eller Kristus, ikke havde nogen ret til at spise af hans offer på Guds modbilledlige alter. Uden at være formastelig kunne den inspirerede skribent sige følgende til de troende, kristnede hebræere: „Vi har et alter hvorfra de som yder hellig tjeneste ved teltet ikke har ret til at spise. For kroppene af de dyr hvis blod bringes ind på det hellige sted af ypperstepræsten for synd, bliver opbrændt uden for lejren. Derfor led Jesus også uden for porten [uden for Jerusalem], for at han kunne hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham uden for lejren, idet vi bærer den skændsel han bar, for her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende. Lad os gennem ham altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ — Hebræerne 13:10-15.
68, 69. (a) Hvor befinder de sig modbilledligt, siden de spiser fra alteret, og hvordan er de kommet der? (b) Hvad blev der skrevet til de kristne i Rom som et bevis på at de åndelige underpræster indtager denne stilling?
68 Eftersom Gud har givet disse åndelige underpræster ret til at spise af offeret på hans sande alter, og de gør det, befinder de sig også i den tilstand der blev skildret ved forgården, hvori kobberalteret stod. Det vil sige at de er blevet retfærdiggjort eller erklæret retfærdige af Gud ved deres tro på den ofrede Jesus Kristus. Da ypperstepræsten Jesus Kristus tog værdien af sit opofrede blod og gik ind i det Allerhelligste i himmelen og frembar denne værdi direkte for Jehova, Gud, begyndte goderne af hans fuldkomne offer at blive anvendt til gavn for hans disciple på jorden på grund af deres tro, hvilket skete fra og med pinsedagen i år 33. I tro og med hjertets værdsættelse spiste de af Kristi offer der var blevet bragt på grundlag af Guds vilje. På denne måde opnåede de tilgivelse for deres synder. Ved at skænke dem denne tilgivelse og derved regne dem for at være syndfri i kødet, erklærede Gud dem retfærdige. På denne måde førte han dem ind i den modbilledlige forgård. Som et bevis på at de har opnået denne stilling, læser vi:
69 „Vi tror på ham som oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde. Han blev overgivet for vore overtrædelsers skyld og blev oprejst for at vi kunne blive erklæret retfærdige. Lad os derfor, nu da vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro, have fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, gennem hvem vi også har opnået ved tro at få adgang til den ufortjente godhed hvori vi nu står; og lad os juble over håbet om Guds herlighed. Derfor, da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden.“ — Romerne 4:24 til 5:2, 9.
70. (a) Hvad siges der i Romerbrevet som en yderligere forsikring om at de har opnået en syndfri stilling ind for Gud mens de endnu er i kødet? (b) Kan de, ved selv at bringe et offer, lægge noget til værdien eller fortjenesten af Kristi offer?
70 Som en yderligere forsikring om at Gud regner disse åndelige underpræster for syndfri, uden fordømmelse, endnu mens de befinder sig i kødet her på jorden, står der skrevet: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre! Jeg selv [apostelen Paulus], derfor, træller altså med sindet for Guds lov, men med kødet for syndens lov. Nu er der altså ingen fordømmelse for dem der er i samhørighed med Kristus Jesus. For åndens lov, den ånd der giver liv i samhørighed med Kristus Jesus, har frigjort dig fra syndens og dødens lov.“ (Romerne 7:25 til 8:2) Det er denne retfærdige stilling, uden fordømmelse, som de indtager over for Gud mens de endnu befinder sig i det ufuldkomne, syndige kød, der skildres ved fortidens forgård hvor kobberalteret stod og hvor de aronitiske præster gjorde tjeneste. De kan ikke lægge noget til værdien eller fortjenesten af Kristi syndoffer ved selv at bringe et kødeligt offer. Det er grunden til at de gennem Kristus bringer Gud et offer som blot består i lovprisning og gode kristne gerninger. De ser det fuldstændig værdiløse i at frembære det såkaldte „messeoffer“ i en eller anden kirke.
71. (a) Hvilket sted i modbilledet befinder de kristne der således er blevet erklæret retfærdige, sig også? (b) Hvad skiller dem fra det himmelske Allerhelligste, og hvem har banet en vej for dem derind?
71 Mens disse underpræster endnu er i kødet på jorden, iført den tilregnede retfærdigheds klæder, befinder de sig også i den åndsavlede tilstand der blev skildret ved det Hellige i det forbilledlige telt eller tempel. Men ligesom deres ypperstepræst Jesus Kristus nærer de håb om at træde ind i det himmelske Allerhelligste hvor Gud selv troner. Det der nu afholder dem fra at træde direkte ind i dette sande Allerhelligste er den kødelige forhindring, det at de endnu lever i kødet. Denne kødelige hindring blev skildret ved det indre forhæng mellem det Hellige og det Allerhelligste, hvor pagtens guldbeklædte ark og shekinalyset var. Jesus Kristus banede vejen for dem „gennem forhænget“ og ind i det virkelige Allerhelligste. Som „en forløber“ for dem gik han ind i det Allerhelligste „inden for forhænget“. (Hebræerne 6:19, 20) Han indviede altså denne ny vej til himmelsk liv.
72. Hvordan opfordres de 144.000 underpræster til at vise sig værdige til at „gå ind på det hellige sted“?
72 De 144.000 åndelige underpræster opfordres derfor til at fatte mod i deres bestræbelser for at vise sig værdige til at komme „ind inden for forhænget“, idet de søger at være trofaste til døden i deres kødelige legeme så de kan modtage en opstandelse fra de døde til liv i ånden. „Derfor, brødre“, siger den inspirerede skribent i Hebræerbrevet 10:19-22, „da vi ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind på det hellige sted, ad vejen som han har indviet for os som en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sig hans kød, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning.“
73. Hvor går de åndelige underpræster ind når de passerer den kødelige forhindring, og hvad skal de gøre dér?
73 Når de trofast har varetaget deres jordiske pligter som åndelige underpræster lige til døden og derefter vækkes til live i „den første opstandelse“, har de passeret den kødelige forhindring, det modbilledlige forhæng, og de får adgang til det himmelske Allerhelligste og får den levende Guds ubeskrivelige herlighed at se. De vil træde frem i hans nærhed, ikke for — ligesom ypperstepræsten Jesus Kristus — at frembære værdien af et fuldkomment, opofret menneskeliv, men for at tjene sammen med deres ypperstepræst og give den betrængte menneskehed del i goderne af hans offer. (Åbenbaringen 20:6) Selv om det himmelske præstedømme skal vare i tusind år, vil de ikke behøve nogen efterfølgere. Ligesom deres herliggjorte ypperstepræst har de fået „et uopløseligt livs kraft“ og kan fuldføre deres tusindårige præstetjeneste uden efterfølgere. — Hebræerne 7:16, 24.
Medfølende, forstående præster
74. (a) Hvad opnår de 144.000 som følge af Kristi sonoffer? (b) Hvorfor vil dette offer gøre de tusind år med Kristi præstedømme til en velsignet tid for menneskeheden?
74 Disse tusind år med det himmelske præstedømme vil i sandhed blive en velsignet tid for den syndige og døende menneskehed! Ypperstepræsten har bragt Gud et fuldkomment offer, ikke blot for sine 144.000 underpræster, men for hele menneskeheden. Det er som en af disse åndelige underpræster, apostelen Johannes, skrev for nitten hundrede år siden: „Mine småbørn, jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Og dog, hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig. Og han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:1, 2) Jesu Kristi sonoffer åbnede vejen for at de 144.000 underpræster kunne blive frigjort fra synden og dens fordømmelse til døden og opnå evigt liv sammen med deres ypperstepræst i himmelen. Det samme sonoffer har så stor værdi at det kan komme hele menneskeslægten til gode; det er bragt for verdens synder. Som Johannes Døber udbrød da han pegede på den døbte Jesus Kristus: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ — Johannes 1:29.
75. (a) Når Kristus kan hjælpe de 144.000 underpræster mens de endnu befinder sig på jorden, hvem kan han så også hjælpe? (b) Hvem foruden ’den store skare’ som overlever trængselen, vil få gavn af Kristi offers fortjeneste?
75 Ypperstepræsten Jesus Kristus kunne hjælpe sin menighed, sine 144.000 underpræster, til at overvinde synden og blive udfriet fra dens fordømmelse til døden. Han kan gøre det samme for hele den øvrige del af menneskeheden, ikke mindst for dem der selv vil, dem der ydmygt beder om evigt liv med en god samvittighed over for Gud. Kristus har tusind år til at udvirke dette i. Han er villig til at gøre det og ønsker at gøre det. Hans tusindårige præstedømme „på Melkisedeks måde“ vil ikke forfejle sin hensigt. Han vil ikke blot hjælpe de levende, ’den store skare’ som overlever og kommer ud af den store trængsel der ødelægger denne verdslige tingenes ordning. Han vil også hjælpe de utallige milliarder der nu hviler i dødens søvn i graven. (2 Timoteus 4:1; Åbenbaringen 7:9-15; Apostelgerninger 24:15) Han vil ikke lade den mindste smule af sit fuldkomne offers store fortjeneste gå til spilde. Han vil benytte, hele dets værdi til gavn for dem der har behov for det.
76, 77. (a) Hvordan optrådte Jesus over for mennesker mens han blev prøvet på jorden? Hvordan vil han derfor behandle menneskeheden under sit tusindårige præstedømme? (b) Hvorfor er Jesus Kristus således bedre i stand til at komme dem til hjælp som stilles på prøve?
76 „Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ (Romerne 5:8) Dette viser at han havde en medfølende, barmhjertig og selvopofrende indstilling til den faldne menneskehed, som havde arvet synden og døden fra overtræderne Adam og Eva. I de treogtredive og et halvt år han var på jorden var han venlig, forstående, tålmodig og hjælpsom. Han var selv et menneske, udsat for fristelse. Derfor kunne han sætte sig i menneskers sted, og det satte ham i stand til bedre at forstå hvordan ufuldkomne, syndige mennesker skulle behandles. Selv mens han døde uskyldig på henrettelsespælen på Golgata tålte han uden at klage den hån og spot som vildførte mennesker rettede mod ham. Når han havde denne indstilling mens han var på jorden, under de strengeste forhold man kan tænke sig, kan vi være overbeviste om at han vil have nøjagtig den samme indstilling til menneskeheden under sin tusindårige præstetjeneste. Det er dette opmuntrende ræsonnement der fremholdes under inspiration:
77 „Det er jo ikke engle han tager sig af, men han tager sig af Abrahams sæd. Han måtte derfor blive sine ’brødre’ lig i alle henseender, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst for det der hører Gud til, for at kunne bringe et sonoffer for folkets synder. For i kraft af at han selv led da han blev stillet på prøve, kan han komme dem til hjælp som stilles på prøve.“ — Hebræerne 2:16-18. Jævnfør Hebræerbrevet 5:1, 2.
78. Hvad viser Hebræerbrevet 5:7-10 at Jesus gennemgik for den rene tilbedelses skyld og for vor skyld?
78 Hvad Jesus Kristus gennemgik for vor skyld og for at vise at han var en egnet, udadlelig ypperstepræst på jorden for den rene tilbedelse af Gud, beskrives kort i Hebræerbrevet 5:7-10, hvor vi læser: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham, da han af Gud specielt er blevet kaldt ypperstepræst på Melkisedeks måde.“
79, 80. (a) Hvad kan Kristus gøre for menneskeheden under sit tusindårige præstedømme, eftersom han har „et uopløseligt livs kraft“? (b) Hvilken slags præstedømme frembragte Guds svorne ed, i modsætning til det præsteskab Loven frembragte?
79 Eftersom han har „et uopløseligt livs kraft“ vil han kunne fuldføre sin tusindårige præstetjeneste uden efterfølgere, til Guds ære. Han kan hjælpe menneskeheden helt frem til fuldstændig frihed for synden og dens frygtelige straf, døden. Han kan gøre hvad de mange aronitiske præster efter hinanden ikke kunne gøre i de over femten hundrede år de udførte deres hellige tjeneste. Som vi læser i Hebræerbrevet 7:23-28:
80 „De var desuden mange der måtte blive præster den ene efter den anden, fordi de af døden blev hindret i at fortsætte, men han har, fordi han forbliver i live for evigt, sit præstedømme uden nogen efterfølgere. Derfor er han også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem. For en sådan ypperstepræst var egnet for os: loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere og ophøjet over himlene. Han har ikke nødig, ligesom de andre ypperstepræster, daglig at bringe slagtofre, først for sine egne synder og derefter for folkets (for dette gjorde han én gang for alle da han bragte sig selv som offer); Loven indsætter jo som ypperstepræster mennesker der er behæftede med svaghed, men den svorne eds ord, som kom efter Loven, indsætter en søn som er gjort fuldkommen for evigt.“
81. (a) Hvorfor vil de 144.000 underpræster være i stand til at vise menneskeheden medfølelse og forståelse? (b) Hvad vil de være i stand til, eftersom de har „et uopløseligt livs kraft“?
81 Hvordan forholder det sig så med de 144.000 åndelige underpræster, der „skal være Guds og Messias’ præster . . . i de tusind år“? (Åbenbaringen 20:6) Gud har forudbestemt dem „til at blive formet efter hans søns billede“. (Romerne 8:29) De er også født og vokset op som mennesker, som mænd og kvinder, men syndige, ufuldkomne, med onde tilbøjeligheder på grund af arven fra oprørerne Adam og Eva. De ved derfor hvad det vil sige at være en svag, syndig menneskeskabning. Ligesom deres ypperstepræst Jesus Kristus kan de derfor vise medfølelse med og nære kærlighed til den syndige, døende menneskehed. Det gjorde de mens de endnu var på jorden som åndelige underpræster. De vil gøre det samme når de har fået del i „den første opstandelse“ og er blevet himmelske underpræster. De vil ikke blive indhentet af døden, så de må opgive deres arbejde før det er færdigt. Nej, med „et uopløseligt livs kraft“ vil de kunne følge og samarbejde med deres ypperstepræst lige til arbejdet med at fjerne synden er fuldt afsluttet. Med hvilket resultat? Alle de villige medlemmer af menneskeheden vil være genrejst til syndfrihed, ja menneskelig fuldkommenhed.
82. Hvordan beskriver Åbenbaringen 21:4 det imponerende resultat af det tusindårige præstedømme, og hvordan vil Guds univers atter blive?
82 Det imponerende resultat af dette tusindårige præstedømme hvis medlemmer ikke søger egne interesser, beskrives for os med disse storslåede ord: „Døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Ja, synden, „dødens brod“, vil være borte! Syndigheden, som vi mennesker har arvet fra vore første jordiske forældre på grund af deres selviskhed, vil være udslettet, sammen med alle dens sørgelige, gudvanærende virkninger. Den højeste Gud, Jehova, vil atter have et rent, ubesmittet og helligt univers.
[Studiespørgsmål]
[Kort på side 93]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
ÅBENBARINGSTELTET (GRUNDPLAN)
DET ALLERHELLIGSTE
Indre forhæng
Pagtens ark
DET HELLIGE
Røgelsesalter
Lampestander
Skuebrødsbord
Ydre forhæng
FORGÅRDEN
Vandkumme
Brændofferalter
Indgang
