Kapitel 17

’Trællen’ der levede længe nok til at se tegnet

1. I hvilken retning ønskede Gud at mennesket skulle efterligne ham, ifølge beretningen om skabelsen af de lysende himmellegemer?

MENNESKETS skaber holder regnskab med tiden. Det var hans mening at mennesket også skulle holde regnskab med tiden. I skabelsesberetningen i hans inspirerede ords første kapitel læser vi: „Derpå sagde Gud: ’Der komme lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat, og de skal være til tegn og til fastsættelse af højtider, dage og år og tjene som lys på himmelhvælvingen til at lyse på jorden!’ Og således skete det: Gud gjorde de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.“ (1 Mosebog 1:14-16) Ved hjælp af inddelingen i dage og år er der i Bibelen holdt regnskab med den tid mennesket har eksisteret.

2, 3. (a) Hvordan fører Bibelen sin tidsregning helt frem til 1914? (b) Hvad sagde Jesus vedrørende tidspunktet for sit komme i den store trængsel der indtræffer under hans parousia?

² Bibelens tidsregning begynder ved menneskets skabelse i Edens have og når så langt frem at den kan forbindes med fastslåede årstal i den verdslige historie. Desuden indeholder Bibelen profetier om tidsperioder som rækker meget længere frem, ja helt frem til 1914, det år der markerede udløbet af de „syv tider“ hvori Gud tillod de hedenske nationer at herske uindskrænket over menneskeheden. (Daniel 4:16, 23, 25, 32; Lukas 21:24) Dette år begyndte den herliggjorte Jesu Kristi parousia eller nærværelse i himmelen. Jesus profeterede om den store trængsel uden sidestykke der ville indtræffe under hans parousia, men han præciserede ikke hvilken dag eller time denne den største af alle trængsler ville bryde løs over hele menneskehedens verden. Han sagde:

 ³ „Om den dag og time ved ingen, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene. For ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden, de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være. Da vil to mænd være på marken: den ene tages med og den anden lades tilbage; to kvinder vil være i færd med at male på håndkværnen: den ene tages med og den anden lades tilbage. Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer [græsk: erʹkhetai].“ — Mattæus 24:36-42; Markus 13:32, 33.

4. Som på hvilken tid, og specielt som i hvilke dage, ville samfundsforholdene være under Jesu parousia?

⁴ Ifølge denne profeti ville forholdene blandt menneskene på jorden under Herren Jesu Kristi usynlige parousia være som de var i Noas dage før den jordomspændende vandflod. Med udtrykket „Noas dage“ mente Jesus åbenbart „de dage før vandfloden“ da Noa byggede arken på Guds befaling. Der var jo ikke andet den tids mennesker kunne give agt på og som viste dem at der ville komme en vandflod i den generations levetid. Det betyder at disse „Noas dage“ falder inden for de sidste hundrede år af hans liv før vandfloden, for vandfloden kom i hans 600. leveår, og vi læser: „Da Noa var 500 år gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.“ — 1 Mosebog 5:32; 7:11.

5. (a) Hvilken yderligere oplysning afgrænser „Noas dage“ eller den tid hvori arken blev bygget? (b) Hvad forstår vi vedrørende Jesu parousia, eftersom den sammenlignes med „Noas dage“?

⁵ Tiden begrænses yderligere af at Noa fik at vide at han skulle gå ind i arken sammen med sin hustru, sine tre sønner og sine „sønnekoner“. (1 Mosebog 6:18) Dette viser at Noas tre sønner var gift før arbejdet med arken begyndte. Den tid hvori folk før vandfloden kunne se at der foregik noget usædvanligt, og kunne give agt på det, bliver således begrænset til rundt regnet halvtreds år før den globale  katastrofe. Men de „dage“ hvori folk kunne nå at give agt, var under alle omstændigheder en periode af betragtelig længde. Eftersom profetien siger at „sådan vil Menneskesønnens nærværelse [parousia] være“, har vi her et yderligere vidnesbyrd om at Kristi usynlige parousia er en længere tidsperiode og ikke blot det tidspunkt — den dag eller time — da ’den store trængsel’ bryder løs. I harmoni med denne opfattelse lyder en tilsvarende udtalelse af Jesus således: „Og som det gik i Noas dage, sådan vil det også være i Menneskesønnens dage.“ (Lukas 17:26) Ligesom de dage da Noa byggede arken endte med at han og hans nærmeste familie gik ind i dette vældige fartøj, sådan varer Menneskesønnens usynlige parousia en vis tid og når til afslutning i en jordomspændende trængsel.

6. (a) På hvilken måde sagde Jesus at Noas dage ville ligne tiden for hans parousia? (b) Hvad var der i vejen med menneskenes handlemåde?

⁶ I Noas dage var jorden ved at blive fordærvet, og den var fuld af uret. (1 Mosebog 6:11, 12) Dette var naturligvis ondt i Guds øjne. Men det var ikke disse forhold Jesus henviste til da han sagde at dagene under hans parousia eller nærværelse ville være som Noas dage. Han sagde: „De spiste, de drak, mænd giftede sig, kvinder bortgiftedes, indtil den dag da Noa gik ind i arken, og vandfloden kom og gjorde det af med dem alle.“ (Lukas 17:27) De ting Jesus her nævnte, var ikke i sig selv forkerte. Hvad var der da i vejen med det mennesker gjorde dengang? Jo, de lod sig fuldstændig opsluge af den daglige livsførelse, og de viste ikke nogen tro på det budskab Noa forkyndte fra Gud og tog ikke Noa alvorligt da han understregede sandheden i sit budskab ved i tro at bygge arken. (Hebræerne 11:7) Det var dét der var i vejen med folks handlemåde, for Jesus sagde: „De gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort.“ — Mattæus 24:39.

7. (a) Hvad blev de mennesker der led døden i Vandfloden, fordømt for? (b) Hvordan kan vi se at folk har fulgt en tilsvarende kurs siden 1914?

⁷ De der omkom i den jordomspændende vandflod blev fordømt fordi de var uretfærdige og manglede tro. De var  ugudelige. Derfor skånede Gud ikke „en gammel verden men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige“. (2 Peter 2:5) Jesu profetiske ord: „Sådan vil Menneskesønnens nærværelse være,“ tilskynder os til at undersøge hvilken handlemåde og indstilling folk lægger for dagen nu under hans parousia, hans usynlige nærværelse. Finder Jehova Gud den samme mangel på tro hos folk i dag? Er de lige så opslugt af den daglige livsførelse, af at spise og drikke og gifte sig og blive bortgiftet så de ikke lægger mærke til hvad en lille gruppe, der kan sammenlignes med Noa og hans syv familiemedlemmer, siger og gør? I tres år siden Kristi parousia begyndte i 1914 har Jehovas „udvalgte“ — og fra et senere tidspunkt også „en stor skare“ symbolske får — i hele verden forkyndt Guds oprettede rige og den kommende ’store trængsel’, men i det store og hele har folk ikke taget notits af det.

8. (a) På hvilken dag i den sidste uge gik Noa og hans familie ind i arken for at blive der, og hvad skete der da? (b) Hvad advarer dette os imod?

⁸ I den sidste uge før Vandfloden blev de landdyr og fugle der skulle bevares i live, ført ind i arken. Den sidste dag i denne afgørende uge, den syttende dag i den anden måned (efter Noas kalender) i året 2370 f.v.t., gik Noa og hans syv familiemedlemmer selv ind i arken. „Og [Jehova] lukkede efter ham.“ (1 Mosebog 7:1-16) Dermed var Noa og hans familie udtaget til frelse, mens alle de andre, der havde for travlt med deres egne interesser, var dømt til udslettelse. Jesus benytter dette som et advarende eksempel for alle dem af hans disciple der lever i tiden for hans parousia eller nærværelse. Måtte det derfor ligge os fjernt at efterligne den nuværende verden af ugudelige mennesker der i deres selviskhed er uopmærksomme, ligeglade, uden tro! Hvis vi ikke giver agt og handler i overensstemmelse med opfyldelsen af Jesu profeti, vil vi med sikkerhed blive udslettet sammen med den vantro verden. På en dag og i en time vi ikke kender vil den ødelæggende ’store trængsel’ overraske dem der ikke giver agt.

 Nogle bevarer livet, andre udslettes

9. (a) Hvordan viste Jesus at mennesker ikke vil blive frelst eller tilintetgjort i flæng? (b) I hvilken forstand er det vigtigt at være skarpsynet som ørnen?

⁹ Menneskene vil ikke til den tid blive frelst eller tilintetgjort i flæng. Der vil foregå en udvælgelse som endog vil skille mennesker der plejer at arbejde sammen, for eksempel på en mark eller i hjemmet ved en kværn. Jesus sagde: „Da vil to mænd være på marken: den ene tages med og den anden lades tilbage; to kvinder vil være i færd med at male på håndkværnen: den ene tages med og den anden lades tilbage.“ (Mattæus 24:40, 41) Nogle uger tidligere, da Jesus fremsatte en lignende udtalelse, spurgte hans tilhørere: „Hvor, Herre?“ Han svarede: „Hvor liget er, dér vil ørnene også samles.“ (Lukas 17:34-37) De der „tages med“ og bliver frelst, er altså dem der i åndelig forstand er skarpsynede som ørne, dem der samler sig om det åndelige festmåltid Jehova har beredt dér hvor man må søge i sikkerhed. De der „lades tilbage“ og bliver tilintetgjort, er dem der ikke giver agt på opfyldelsen af Jesu profeti, men som ligegyldigt fortsætter med at leve på deres egen måde. De søger at bevare deres sjæl ved hjælp af denne verdens midler, men når ’den store trængsel’ pludselig bryder løs, vil de miste den.

10. Hvordan understregede Jesus her at vi ikke bør have for travlt med vore egne interesser, sådan som mennesker i verden?

¹⁰ Vi tør ikke være som denne verdens mennesker, heller ikke som de der tilhører kristenheden, der alle handler ligesom de der havde for travlt med deres eget på Noas tid. Til gavn for os understregede Jesus hvad man skulle lære af hans billedtale: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer [græsk: erʹkhetai].“ (Mattæus 24:42) Eftersom vi tror på at Herren har været nærværende siden 1914, har vi så meget mere grund til at holde os vågne og være på vagt så vi ikke er optaget af de forkerte ting når ’den store trængsel’ bryder løs.

11, 12. (a) Hvorfor oplyste Jesus ikke sine disciple om det nøjagtige tidspunkt da han ville komme som Jehovas skarpretter i ’den store trængsel’? (b) Hvad vil det betyde for os, ifølge Jesu billedtale, hvis vi overraskes af ’den store trængsel’ som af en tyv om natten?

 ¹¹ Herren Jesus fortalte ikke sine disciple nøjagtig hvilket år og hvilken måned eller hvilken dag og time han kommer (græsk: erʹkhetai) som Jehovas skarpretter i den store trængsel hvis lige „ikke har været fra verdens begyndelse til nu“. Han lader ikke nogen af sine disciple kende det præcise tidspunkt, så de kan være efterladende og ligegyldige og beskæftige sig med verdslige gøremål lige til sidste øjeblik og så, umiddelbart før det er for sent, påtage sig en form for fromhed og begynde at udføre det arbejde Gud har givet befaling om. Nej, han har ladet os i uvidenhed om selve tidspunktet, så vi hele tiden er nødt til at være på vagt. Hvis vi ikke er optaget af at yde Gud ren tilbedelse og så bliver overrasket af ’den store trængsel’ som af en tyv om natten, vil vi lide et tab som aldrig kan genoprettes. Jesus sagde:

¹² „Men det skal I være klar over, at hvis husets herre havde vidst i hvilken [natte]vagt tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt at der blev brudt ind i hans hus. Af den grund må også I vise at I er parate, for Menneskesønnen kommer [græsk: erʹkhetai] i en time I ikke forestiller jer.“ — Mattæus 24:43, 44.

13. (a) Hvad er grunden til at disciplene ikke fik at vide nøjagtig hvornår Herren ville komme for at fuldbyrde Jehovas hævn? (b) Hvad bør vi derfor gøre?

¹³ Hvad er altså hensigten med at Jesus har ladet sine disciple i uvidenhed om det nøjagtige tidspunkt han kommer for at fuldbyrde Jehovas hævn over denne tingenes ordning, både den religiøse og den politiske del og samfundet i øvrigt? Hensigten er at alle som gør krav på at være Kristi disciple skal vise om de er ægte kristne der til stadighed er optaget af at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige og hele tiden bestræber sig for at gøre „disciple af folk af alle nationerne“, eller om de blot er opportunister, „chanceryttere“ der venter lige til de  ser at de ikke kan tillade sig at tøve længere, hvorefter de tager fat som om de hele tiden har været travlt optaget af det arbejde Gud godkender. Eftersom „Menneskesønnen kommer i en time [vi] ikke forestiller [os]“, bør vi hele tiden være vågne og aktive i den tilbedelse og tjeneste vor Herre godkender.

„Den trofaste og kloge træl“

14. Hvilket spørgsmål rejste Jesus nu, med det resultat at hans tilhørere kunne afgøre hvordan de gerne ville være?

¹⁴ Herren Jesus har lige understreget at hans disciple må være vågne og parate. Nu rejser han så et spørgsmål som får hver enkelt discipel til at overveje om han personligt er Jehovas Messias hengiven og tjener ham med klogskab, forudseenhed og skelneevne. Hver discipel kunne selv afgøre hvilken slags træl han ønskede at være, da han hørte Herren spørge: „Hvem er egentlig [eller: Hvem er så] den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid?“ — Mattæus 24:45.

15. (a) Hvorfor rejste Jesus dette spørgsmål vedrørende en træl der ville være trofast? (b) Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med hvem denne træl er, og hvad siger dr. Meyer om dette i sin håndbog om Mattæus-evangeliet?

¹⁵ Eftersom Jesus ud fra profetierne i sin Faders inspirerede ord vidste at der ville fremstå oprørere som ville falde fra troen og opgive den kristne tjeneste, var det helt på sin plads at han rejste dette ransagende spørgsmål der berører hver eneste af hans disciple. Men sådan som han formulerede sit spørgsmål, talte han da om et enkelt menneske, en enkelt af sine disciple, eller talte han om en gruppe disciple? I Kritisch exegetischen Handbuch über das Evangelium des Matthäus af dr. H. A. W. Meyer (1876) siges der på side 499 om udtrykket „hvem er så“: „Hvem . . . så, ifølge den foreliggende nødvendighed af at være beredt. Det følgende fremtræder selv i form af en allegori, idet den omtalte δοῦλος [doulos (træl)] står for de disciple som Herren har sat til at lede sin menighed, en gerning  hvori de skal være tro (1 Kor. 4, 1 f.) og kloge . . .“ Hermed begrænses ’trællen’ til kun at omfatte de tolv apostle. Det kunne imidlertid give rum for læren om apostolsk succession, det vil sige en række af biskopper (tilsynsmænd) hvori hver biskop altid er ordineret af en tidligere biskop.

16. Hvordan belyser Markus 13:34-36 om trælleskaren omfatter alle disciplene og ikke blot tilsynsmændene?

¹⁶ Hvis vi i stedet opfatter „den trofaste og kloge træl“ som hele skaren af disciple (indbefattende de åndelige tilsynsmænd), udelukkes denne lære om apostolsk succession, der, som historien viser, har været årsag til megen fortræd og undertrykkelse i kristenheden. Den måde Markus gengiver Jesu udtalelse på, viser at Jesus sigtede til hele discipelskaren. I Markus 13:34-36 læser vi: „Det er som en mand der rejste udenlands, som forlod sit hus og overgav myndigheden til sine trælle, gav enhver sit arbejde og befalede dørvogteren at holde sig vågen. Hold jer derfor vågne; I ved jo ikke hvornår husets herre kommer [græsk: erʹkhetai], om det bliver sent på dagen eller ved midnat eller ved hanegal eller tidligt om morgenen, for at han ikke, når han pludselig kommer, finder jer sovende.“

17. Hvorfor var det ikke hårdt at Jesus sammenlignede sine disciple med trælle, og hvad er de som trælle forpligtede til?

¹⁷ Det kan måske virke lidt hårdt at Jesus sammenligner sine disciple med trælle. Han havde imidlertid en grund til at omtale dem sådan. I Første Korinterbrev 6:20 og 7:23 læser vi: „I blev købt for en pris. Herliggør fremfor alt Gud i jeres legeme.“ „I blev købt for en pris; hold op med at være menneskers trælle.“ Foruden disse ord af apostelen Paulus har vi hvad apostelen Peter skrev til sine medkristne: „I ved at det ikke var med forgængelige ting, med sølv eller guld, I blev udfriet fra den frugtesløse form for adfærd som er overleveret jer fra forfædrene. Men det var med dyrebart blod, som med blodet af et dadelfrit og fejlfrit lam, nemlig Kristi blod.“ (1 Peter 1:18, 19) I harmoni hermed indledte denne discipel af Kristus sit andet brev med udtrykket: „Simon Peter, en Jesu  Kristi træl og apostel.“ Paulus skammede sig heller ikke over at indlede et af sine breve med ordene: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu trælle.“ (Filipperne 1:1) Og en af Herrens kødelige halvbrødre indledte sit brev med ordene: „Judas, en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder.“ (Judas 1) At de kristne er trælle på dette grundlag, forpligter dem endnu mere til at være trofaste.

18. Hvorfor var fortidens Israel et folk af tjenere for Jehova, og hvordan sammenlignede han alle disse tjenere med en enkelt person?

¹⁸ Kristi disciple fandt ingen grund til at protestere imod den kristne trældom, for den medførte ikke mishandling. Israel blev engang mishandlet, og det blev der protesteret imod med ordene: „Er Israel da en træl, en hjemmefødt træl? Hvorfor er han blevet til bytte?“ (Jeremias 2:14) Fortidens israelitter blev „til bytte“ for hedningerne fordi de ikke tjente Jehova, den højeste Gud, trofast. Alle medlemmerne af Israels folk var Jehovas tjenere fordi Jehova havde løskøbt dem fra det gamle Ægypten. Da han gjorde Ægyptens Farao opmærksom på sin særlige ret til Israels folk, omtalte han hele sit udvalgte folk som en enkelt person, idet han sagde: „Israel er min Søn, min førstefødte. Og jeg har sagt til dig: lad min Søn fare, at han kan tjene mig.“ — 2 Mosebog 4:22, 23, Gd.

19. Hvordan talte Jehova gennem Esajas til Israels folk som til en enkelt træl eller tjener?

¹⁹ Over syv hundrede år senere talte Jehova til hele Israels folk som var det en enkelt tjener. Han sagde: „Men Israel, du min tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, — ætling af Abraham, min ven — hvem jeg tog fra jordens grænser og kaldte fra dens fjerneste kroge, til hvem jeg sagde: ’Du min tjener, som jeg valgte og ikke vraged.’“ (Esajas 41:8, 9) Skaberen viste tydeligt at denne kollektive „tjener“ bestod af mange enkeltpersoner da han sagde til Israels nation: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ „Men hør nu, Jakob, min tjener, Israel, hvem jeg har udvalgt: Så siger [Jehova] . . . Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine vidner.“ — Esajas 43:10; 44:1-8; se også 42:19; 44:21; 48:20; 49:3; Jeremias 30:10.

20. Hvornår blev det kødelige Israel forkastet? Hvem blev et åndeligt Israel, og hvorfor kan ordene i Esajas 43:10 anvendes på dette Israel?

 ²⁰ På pinsedagen i år 33, halvtreds dage efter Jesu Kristi opstandelse fra de døde, blev nationen af de kødelige, omskårne israelitter forkastet af Jehova Gud. Omkring år 50-52 skrev den kristne apostel Paulus imidlertid følgende til sine kristne brødre i den romerske provins Galatien: „Hverken omskærelse eller ikke-omskærelse betyder noget, men at være en ny skabning. Og alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ (Galaterne 6:15, 16) Den organisation der vandrede regelret efter „denne rettesnor“ vedrørende „en ny skabning“, var den sande kristne menighed, og da det kødelige Israel nu var forkastet, var det denne menighed af Kristi disciple der udgjorde „Guds Israel“. Den var et åndeligt Israel. Som en forenet menighed var den Jehova Guds og Jesu Kristi „tjener“. Om dens medlemmer kunne man i åndelig forstand benytte ordene i Esajas 43:10: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener.“

21. (a) Vidste Jesus hvem denne kollektive „træl“ var? (b) Hvilket spørgsmål stiller vi vedrørende denne trælleskare?

²¹ Selv om Jesus spurgte hvem „den trofaste og kloge træl“ var, vidste han det udmærket. Han tænkte tydeligvis på denne „tjener“ af Jehova Gud, dette „Guds Israel“. Det var ikke til at tage fejl af hvem denne kollektive „tjener“ var. Jesus havde købt dette „Guds Israel“ med sit eget blod, og derfor kunne han i lignelsen omtale det som en „træl“, en træl der bestod af flere medlemmer og som ville vise sig at være ’trofast og klog’. Men vil dét at Jesus omtalte denne „træl“ i sin profeti om „tegnet på [sin] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“, sige at denne kollektive „trofaste og kloge træl“ først er blevet til under hans nærværelse eller parousia, der begyndte i 1914?

22. (a) Hvorfor kan den trofaste og kloge trælleskare ikke først være blevet til under Kristi parousia? (b) Hvem var de „tjenestefolk“ som ’trællen’ skulle give mad?

²² Nej, for Jesus skildrer ’trællens’ herre som „en mand der rejste udenlands, som forlod sit hus og overgav myndigheden  til sine trælle“. (Markus 13:34) „Den trofaste og kloge træl“ er altså en træl „som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid“. (Mattæus 24:45) Det er mere end nitten hundrede år siden den kollektive „træls“ herre rejste bort, nemlig da han steg op til himmelen efter at have instrueret ’trællen’ om at give ’tjenestefolkene’ mad. (Mattæus 28:16-20) Disse „tjenestefolk“ var ikke herrens familie men hans „tyende“ (DA), hans „Tjenerskab“. (Li) De var trælle, ligesom „den trofaste og kloge træl“ der havde fået til opgave at give dem deres mad. De udgjorde tilsammen en gruppe trælle som alle var underlagt den samme „herre“. De var alle forpligtede til at være „trofaste og kloge“.

23. (a) Hvornår blev denne kollektive „træl“ altså til? (b) Hvordan ved vi om denne „træl“ levede længe nok til at se tegnet på sin herres parousia?

²³ Jesu lignelse eller billedtale begyndte at gå i opfyldelse da han drog bort i år 33, og lige siden har den kollektive „træl“ eksisteret, nemlig „Guds Israel“, Kristi åndsavlede, salvede menighed der til sidst vil have 144.000 medlemmer. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-3) De historiske optegnelser viser at der, da ’herrens’ usynlige parousia begyndte ved udløbet af hedningernes tider i 1914, stadig fandtes en rest af denne trælleskare på jorden. Den kollektive „træl“ har altså levet længe nok til at se tegnet på sin herres parousia eller nærværelse.

„Til at give dem deres mad i rette tid“

24. Hvilket arbejde blev ’trællen’ sat til at udføre, og hvorfor måtte nogle af ’tjenestefolkene’ sikkert hjælpe til?

²⁴ I denne lignelse fik trællen ikke sølvtalenter som han skulle gøre forretninger med. Her er altså ikke tale om åndelige talenter. Denne „træl“ der blev sat over sin herres „tjenestefolk“, fik til opgave at give sine medtjenere deres mad i rette tid. Ligesom trællen selv, behøvede de mad regelmæssigt for stadig at have den nødvendige styrke til at arbejde i deres herres hus. Hvis herren havde mange tjenestefolk ville trællen ikke selv gå rundt og servere for  hver enkelt. Det er rimeligere at tænke sig at trællen i så fald blot ville sørge for at maden blev tilberedt og serveret for alle ’tjenestefolkene’, hele „tyendet“. Nogle af ’tjenestefolkene’ ville da være med til at servere for deres medtjenere. Der er således ikke noget mærkeligt i at tjenestefolkene hjælper til med at servere maden for hinanden.

25. Hvornår begyndte trælleskaren at servere ’maden’, for hvem, og med hvilket resultat denne første dag?

²⁵ Ikke så snart var den åndelige mad til rådighed „i rette tid“ på pinsedagen i år 33, før den kollektive „træl“ viste sig at være ’trofast og klog’, idet den under inspiration af Guds udgydte ånd begyndte at dele ’maden’ ud. De 120 disciple i menigheden begyndte at tale med hinanden om „Guds storslåede gerninger“. Men denne lille oprindelige menighed beholdt ikke dette for sig selv. Tusinder af jøder og proselytter, mennesker som hævdede at de tjente Jehova Gud, samledes for at lytte. Apostelen Peter gik foran med hensyn til at uddele mad til disse åndeligt sultne jøder og proselytter der var kommet til Jerusalem for at fejre den nu forældede pinsefest. De ønskede af hjertet at blive den messianske herres „tjenestefolk“, og de behøvede „mad“ for at blive det. Denne „mad“ blev nu overrakt dem „i rette tid“ af den skare der udgjorde „den trofaste og kloge træl“. Det bevirkede at omkring tre tusind kom til troen, blev døbt og modtog den hellige ånds gave. Nu var de i sandhed Herrens „tjenestefolk“, men de behøvede fortsat mere mad. — Apostelgerninger 2:1-42.

26, 27. (a) Hvem blev brugt til at servere maden for flere vordende „tjenestefolk“ da arbejdet med at uddele maden blev udvidet? (b) Hvilken befaling som Herren havde givet før sin afrejse, var dette i harmoni med?

²⁶ Mindre end tre og et halvt år senere rakte den skare der udgjorde „den trofaste og kloge træl“ den åndelige mad ud til andre vordende „tjenestefolk“, nemlig til „folk af alle nationerne“, det vil sige ikke-jøder eller hedninger. Apostelen Peter var den første der kom til at gøre dette, idet han under Guds ledelse blev sendt til byen Kæsarea ude ved Middelhavet for at omvende den italienske centurion  Kornelius og de interesserede han havde samlet i sit hus. (Apostelgerninger 10:1 til 11:18) På denne måde blev døren åbnet for hedninger så også de kunne blive den messianske Herres, Jesu Kristi, „tjenestefolk“. Den kollektive „trofaste og kloge træl“ måtte gå ud til disse vordende „tjenestefolk“ med den åndelige mad og servere den for dem så de kunne blive åndelige israelitter, medlemmer af Guds Israel. Når disse hedninger var blevet åndelige „tjenestefolk“, måtte de selv være med til at dele maden ud. Derved ville de adlyde den befaling Herren havde givet kort før sin afrejse:

²⁷ „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:19, 20.

28. (a) Hvilken varig åndelig føde, som stadig er til rådighed i dag, blev frembragt i det første århundrede? (b) Har vi der lever i dag, behov for den åndelige føde som trælleskaren levede af i begyndelsen?

²⁸ Som en varig hjælp til den fremtidige uddeling af åndelig mad blev Jesu Kristi apostle og disciple inspireret af Guds ånd til at skrive de syvogtyve kanoniske bøger der udgør De kristne græske Skrifter, fra Mattæus-evangeliet til Åbenbaringen. Denne velsmagende åndelige føde som den kollektive „trofaste og kloge træl“ serverede for kristne „tjenestefolk“ i det første århundrede, er stadig til rådighed for de kristne „tjenestefolk“ her i det tyvende århundrede. Vi har den fuldstændige Bibel, bestående af seksogtres inspirerede bøger — niogtredive på hebraisk og aramaisk og syvogtyve på det fællesgræske sprog man talte i det første århundrede. Vi har behov for hele Bibelen, ikke blot de inspirerede kristne græske skrifter. Da „den trofaste og kloge træl“ begyndte at tjene i det første århundrede, havde den i skriftlig form kun de inspirerede hebraiske og aramaiske skrifter at hente næring fra. Den mad de kristne „tjenestefolk“ levede af i begyndelsen, har vi stadig  brug for i dag. Medlemmerne af den oprindelige menighed i Jerusalem talte og læste hebraisk. I dag må vi benytte oversættelser af De hebraiske Skrifter.

29. (a) Hvordan fortsatte trælleskaren med at dele maden ud efter det første århundrede? (b) Hvordan begyndte man at uddele åndelig mad i sidste halvdel af det nittende århundrede?

²⁹ Historien giver os ikke et klart billede af hvordan „den trofaste og kloge træl“ virkede og uddelte åndelig mad i århundrederne efter Herren Jesu Kristi apostles død. Øjensynlig rakte den ene generation af trælleskaren maden videre til den næste. (2 Timoteus 2:2) I sidste halvdel af det nittende århundrede fandtes der i hvert fald gudfrygtige mennesker for hvem den åndelige mad virkelig betød noget. De ønskede ikke bare at læse Bibelen som en hvilken som helst anden religiøs bog; nej, de ønskede at hente åndelig næring i den. Uafhængigt af kristenhedens kirker og søndagsskoler blev der oprettet bibelstudiegrupper hvis medlemmer voksede i forståelse af de grundlæggende sandheder i Bibelen. De oprigtige og uselviske blandt disse bibelstudenter var ivrige efter at dele denne livsvigtige åndelige mad med andre. De havde samme ånd som den trofaste træl der var sat over ’tjenestefolkene’ til at give dem den nødvendige åndelige mad „i rette tid“. De var også „kloge“, idet de erkendte at tiden var inde til at dele maden ud, og de indså hvordan det bedst kunne gøres. De bestræbte sig for at dele maden ud.

30. (a) Hvilken fare truede dengang læren om en „løsesum for alle“, men hvilken forkæmper for denne lære fremstod „i rette tid“? (b) Hvad skrev bladets redaktør allerede i 1881 om „den tro og kloge tjener“?

³⁰ Et af de grundlæggende lærepunkter de undersøgte i Bibelen, var læren om en „løsesum for alle“; på dette tidspunkt var der stor fare for at tilhængerne af den højere bibelkritik og udviklingsteorien ville tage denne vigtige ret bort fra de gudfrygtige menneskers åndelige bord. Men så — og i dag forstår vi at det var „i rette tid“ — viste der sig en urokkelig forkæmper for læren om Kristi „løsesum for alle“. Det var et nyt blad for alle som elskede Bibelen, nemlig Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence,  hvis første nummer udkom i juli 1879 i et oplag på 6000 eksemplarer. Bladets redaktør og udgiver var Charles Taze Russell, der var medlem af bibelstudiegruppen i Pittsburgh, Pennsylvanien. Under sit studium beskæftigede denne nidkære kristne sig også med Jesu lignelse om „den tro og kloge tjener“ (Mattæus 24:45, DA), og han offentliggjorde sin forståelse af den på side 5 i Zion’s Watch Tower for november 1881. I fjerde- og femtesidste afsnit i artiklen „I vingården“ skrev han:

Vi tror at hvert lem på Kristi legeme, enten direkte eller indirekte, har del i det velsignede arbejde der består i at give troens husholdning mad i rette tid. „Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende“ til at give dem mad i rette tid? Er det ikke den „lille hjord“ af indviede tjenere som trofast opfylder deres indvielsesløfte — Kristi legeme — og er de ikke alle, enkeltvis eller samlet, i færd med at give mad i rette tid til troens husholdning — den store skare af troende?

Velsignet er den tjener (hele Kristi legeme) hvem hans Herre, når han er kommet (gr. elthon), skal finde i færd med at gøre det. „Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“

31. (a) Hævdede C. T. Russell at han selv var „den tro og kloge tjener“? (b) Hvad har han udrettet som viser at han tjente som et trofast medlem af denne tjenerskare?

³¹ Ud fra dette ses det klart at Zion’s Watch Tower’s redaktør og udgiver ikke på nogen måde gjorde krav på selv at være denne „tro og kloge tjener“. Han fremførte aldrig en sådan tanke. * Han fortsatte imidlertid som redaktør af Zion’s Watch Tower lige til sin død den 31. oktober 1916. I 1881 dannede han Zion’s Watch Tower Tract Society og i december 1884 lod han dette selskab indregistrere i henhold til staten Pennsylvaniens lov. Fra 1886 til 1904 skrev og udgav han de første seks bind af Studier i Skriften, og endvidere udgav han mange brochurer om bibelske emner og var ophavsmand til det verdenskendte „Skabelsens Fotodrama“, der blev vist for første gang i januar 1914 og  derefter blev forevist over hele jorden. Han holdt utallige offentlige foredrag i hele verden. Han døde på en foredragsrejse i De forenede Stater. Der kan ikke herske nogen tvivl om at han, lige til sin død i 1916, tjente med stor kærlighed som en del af „den trofaste og kloge træl“ der skulle give Herrens tjenestefolk „deres mad i rette tid“.

32. Hvordan var der efter Russells død en tendens til sektvæsen omkring hans person? Hvornår blev dette standset, og hvordan?

³² Eftersom trællen i Jesu billedtale ikke kun er en enkelt kristen, men hele den salvede menighed af Kristi disciple, fandtes „den trofaste og kloge træl“ stadig efter C. T. Russells død, og den fortsatte sin tjeneste. Mange af Russells medarbejdere følte sig imidlertid i gæld til ham, og i deres taknemmelighed begyndte de at betragte ham som „den trofaste og kloge træl“ i billedtalens opfyldelse. Dette synspunkt kom klart til udtryk i en bog der blev udgivet i juli 1917 af People’s Pulpit Association i Brooklyn, New York. Det var The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed), der indeholdt en kommentar til Åbenbaringen, Ezekiels bog og Salomons Højsang. På bogens udgiverside stod der: „Sidste Bind af Pastor Russells Værk ’Studier i Skriften’. Samlet og udgivet efter hans Død.“ Denne bog og denne religiøse indstilling gav rum for dannelsen af en sekt der fulgte et menneske. Dette tilløb til sektvæsen blev imidlertid standset i begyndelsen af 1927, da artiklerne „Sønnen og Tjeneren“ og „Den gode og den onde Tjener“ blev bragt i Vagttaarnet for 1. og 15. marts 1927. Disse artikler viste at ’tjeneren’ i Mattæus 24:45 bestod af flere medlemmer. — Esajas 43:10-12.

33. Stod Kristi „tjenestefolk“ uden „mad“ da restlageret af Russells bøger og Den fuldbyrdede Hemmelighed blev spredt?

³³ Senere dette år blev restlageret af de seks bind af Studier i Skriften som Russell havde skrevet og Den fuldbyrdede Hemmelighed spredt blandt offentligheden. Men betød det at Herrens „tjenestefolk“ eller „tyende“ nu manglede åndelig „mad i rette tid“? Nej, på ingen måde! Hvorfor ikke? Det skal vi få at se om et øjeblik.

 Den ’lykkelige’ træl

34. Hvem rejste spørgsmålet vedrørende „den trofaste og kloge træl“, hvem besvarede det, og hvordan?

³⁴ Spurgte Jesus i Mattæus 24:45 om ’trællen’ der var sat over sin herres „tjenestefolk“ til at give dem deres mad, hvordan den ville vise sig at være trofast og klog? Ja, og i næste vers (Mattæus 24:46) besvarer Jesus også selv sit spørgsmål, idet han siger: „Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer [græsk: elthòn], finder ham i færd med at gøre således.“ Trællen kunne vise at han var klog og trofast mod sin herre ved lige til sin herres tilbagevenden at udføre det arbejde han havde fået overdraget, nemlig „at give [tjenestefolkene] deres mad i rette tid“. Det ville medføre at ’trællen’ ville opnå stor lykke når hans herre vendte tilbage.

35. (a) Hvilken urolig tid som Jesus havde forudsagt i sin profeti, overlevede trælleskaren i det første århundrede, og hvad skrev Johannes ved slutningen af dette århundrede? (b) Hvilket spørgsmål opstod med hensyn til trælleskaren da hedningernes tider udløb i 1914?

³⁵ For nitten hundrede år siden, da „den trofaste og kloge træl“ blev dannet, overlevede denne skare den urolige tid som Jesus profetisk beskrev i Mattæus 24:4-22, Markus 13:5-20 og Lukas 21:8-24. Over femogtyve år efter at romerne i år 70 havde ødelagt Jerusalem, skrev apostelen Johannes Åbenbaringen, sit evangelium og sine tre breve. Disse skrifter var alle til gavn for den skare der udgjorde „den trofaste og kloge træl“, og de indeholdt åndelig næring til den himmelske Herres „tjenestefolk“. I 1914 begyndte resten af den trofaste og kloge trælleskare at opleve den tid da profetien om „tegnet på [Jesu] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“ skulle få sin endelige eller fuldstændige opfyldelse. De begivenheder der ifølge Jesus skulle kendetegne den forbilledlige periode fra år 33 til 70, begyndte også at finde sted fra 1914. Nu var spørgsmålet: Ville „den trofaste og kloge træl“ overleve den svære tid der ventede den, svarende til den strenge tid som trælleskaren havde måttet gennemgå i årene fra 33 til 70?

36. Hvor vanskeligt blev det for trælleskaren at give ’tjenestefolkene’ mad under den første verdenskrig? Hvordan gik det med Vagt-Taarnet?

 ³⁶ Da hedningernes tider udløb omkring den 4./5. oktober 1914, havde den første verdenskrig allerede været under udvikling i over to måneder. Denne krig var noget nyt, ikke blot for menneskehedens verden i almindelighed, men også for Herrens trælleskare. Den var langt voldsommere og anrettede langt flere ødelæggelser end de krige der var blevet udkæmpet efter Jesu himmelfart i år 33 som en opfyldelse af hans ord om at der ville være „krige og rygter om krige“ og at nation ville rejse sig mod nation og rige mod rige. (Mattæus 24:6, 7) Restriktioner og andre forhold under verdenskrigen gjorde det meget vanskeligt for „den trofaste og kloge træl“ at fortsætte med at give den himmelske Herres „tjenestefolk“ „mad i rette tid“. Situationen forværredes; til sidst befandt mange af ’tjenestefolkene’ sig i fængsler og militærlejre, og i sommeren 1918 blev medlemmer af Watch Tower Bible and Tract Society’s bestyrelse og medlemmer af The Watch Tower’s redaktion idømt lange fængselsstraffe og indsat til afsoning i forbundsfængselet i Atlanta. Til trods for dette udkom den engelske udgave af Vagt-Taarnet og Forkynder af Kristi Nærværelse stadig, dog ikke i Brooklyn men i Pittsburgh (Pennsylvanien), hvor bladet oprindelig var blev udgivet.

37. Hvilken situation befandt trælleskaren sig i da den første verdenskrig sluttede, og hvilket spørgsmål opstod vedrørende denne skare?

³⁷ Sådan så situationen ud da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918. Forbindelsen mellem Watch Tower Society’s hovedkontor og dets afdelingskontorer i udlandet var blevet afbrudt eller hæmmet. En del bibelske publikationer var enten blevet forbudt af myndighederne, eller man var holdt op med at udbrede dem. De trykplader man havde benyttet til fremstilling af bibelske traktater var forsvundet eller blevet ødelagt. Hvordan så fremtiden ud for Herrens trælleskare? Hvad var ’trællen’ besluttet på at gøre i efterkrigstiden, som nu begyndte?

 Trællens herre kommer på inspektion

38. Hvilket spørgsmål kunne man nu passende stille i forbindelse med kristenhedens kirker og de kristne der var udsat for verdens had, eftersom inspektionstiden var inde?

³⁸ Der kan ikke være tvivl om at inspektionstiden nu var inde. Alt peger på at Herren nu kom for at inspicere sin trælleskare. Ifølge profetien i Malakias 3:1-5 kunne man vente at det ville ske. Kristenhedens sekteriske kirkesamfund havde under krigen fulgt en handlemåde der på ingen måde bekræftede deres påstand om at de var Jesu Kristi disciple og trælle. Kunne de nu, ved deres handlinger frem til 1919, vise at de udgjorde Jesu Kristi, den himmelske Herres, „trofaste og kloge træl“? Som dommer ville Jesus vise hvordan han bedømte dem ved den måde han derefter behandlede kristenhedens hundreder af kirker og trossamfund på. Lad os nu rette vor opmærksomhed mod de oprigtige kristne bibelstudenter der under den første verdenskrig blev forfulgt for deres lydighed mod Kristus og blev „genstand for alle nationernes had“ på grund af Kristi navn. Den guddommelige inspektion omfattede også dem. Hvordan bedømte Herren dem?

39. I hvilken sindsstemning og i hvilken hensigt kom herren hjem, ifølge Jesu lignelse?

³⁹ På hvilken måde vendte trællens herre tilbage til sit hus, ifølge Jesu billedtale? Kom han i voldsomt raseri for at ødelægge huset? Eller glædede han sig til at komme hjem og til at se hvordan det var gået under hans fravær? Han kom i en fredelig hensigt. Han kom ikke for at kæmpe i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon (Åbenbaringen 16:13-16), men for at sikre sig at forholdene i hans hus var i orden. Havde den træl han havde sat over sine tjenestefolk, varetaget sin opgave og givet tjenestefolkene „deres mad i rette tid“? Forholdene måtte inspiceres.

40. Hvad kunne den hjemvendte Herre fastslå i forbindelse med de forfulgte og hadede kristne, eftersom spørgsmålet var om maden — den rette slags mad — var blevet serveret regelmæssigt?

⁴⁰ Spørgsmålet var om maden, den rigtige form for mad, var blevet serveret i rette tid. Det var dét herren måtte  bruge som grundlag for sin bedømmelse når han vendte tilbage. Så hvordan stod det nu til med den skare kristne der var blevet hadet og forfulgt i internationalt omfang? (Mattæus 24:9) Helt frem til 1919 havde disse kristne bestræbt sig for at uddele „mad i rette tid“ til „troens husholdning“ eller den himmelske Herres „tjenestefolk“. Det havde de gjort på trods af de vanskeligheder som deres forfølgere og de krigsførende nationer havde udsat dem for. Ikke alene skulle den åndelige mad serveres regelmæssigt, men der skulle også tænkes på madens kvalitet. I denne henseende havde disse hadede og forfulgte kristne, der hele tiden havde søgt at være trofaste trælle af Jesus Kristus, bestået prøven. I årene under verdenskonflikten havde de ikke gjort fælles sag med kristenheden eller de hedenske religionssamfund og udbredt de politiske regeringers krigspropaganda. De havde urokkeligt forkyndt tidens bibelske budskab, og de havde holdt fast ved at alle kristne måtte efterleve Bibelens principper.

41. Hvad lod Herren sig ikke påvirke af da han inspicerede disse kristne, og hvordan er hans afgørelse siden kommet til udtryk?

⁴¹ Hvordan bedømte den himmelske Herre nu sine lydige trælle? Han lod sig ikke påvirke af at de var upopulære og var blevet forfulgt i den krigsgale verden, for han havde selv forudsagt at der ville komme en vanskelig tid for dem under hans usynlige parousia eller nærværelse. Fandt han at disse kristne trælle var uanfægtede af deres upopulære stilling i verden og at de bestræbte sig for at behage deres Herre ved at gøre det han havde pålagt dem at gøre under sit fravær? At dømme efter den måde han har besluttet at behandle dem på efter at inspektionen begyndte i 1919, må svaret være ja. Hans handlinger, hans måde at behandle sine kristne trælle på, siger mere end ord.

42, 43. (a) Hvilken profeti anvendte Jesus på sine apostle den nat han blev forrådt, og hvordan blev profetien opfyldt? (b) Hvordan blev den samme profeti opfyldt tre og et halvt år efter at Jesus var blevet indsat på tronen i 1914?

⁴² Lad os ganske kort betragte eksemplet med Jesu apostle. Tre og et halvt år efter at Jesus Kristus var blevet  døbt i Jordanfloden, blev han forrådt i Getsemane have. Forinden havde han citeret profetien i Zakarias 13:7 og forudsagt hvordan det ville gå hans apostle: „I denne nat vil I alle blive bragt til snublen og fald i anledning af mig, for der står skrevet: ’Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal spredes.’ Men efter at jeg er blevet oprejst vil jeg gå forud for jer til Galilæa.“ (Mattæus 26:31, 32) Samme nat, den 14 nisan år 33, viste det sig at Jesus med rette havde anvendt Zakarias’ profeti på sine apostle, for i Mattæus 26:56 siges der hvad der skete da Jesus var blevet forrådt: „Da forlod alle disciplene ham og flygtede.“ Hans „får“ blev ganske rigtigt spredt.

⁴³ Dette har en parallel i nutiden: Tre og et halvt år efter at hedningernes tider var udløbet i 1914 og Kristus var blevet indsat på den himmelske trone, altså omkring den årlige fejring af Herrens nadver tirsdag den 26. marts 1918, nærmede adsplittelsen af den himmelske Hyrdes „får“ sig sit højdepunkt, og i The Watch Tower for 1. marts 1918 stod der, i første afsnit i den ledende artikel „Til minde om vor konge“: „Om den kommende mindehøjtid bliver den sidste på jorden, ved vi naturligvis ikke; men vi ved at vi er ét år nærmere fuldbyrdelsen af vort håb. Hvis det behager Herren at lade os fejre denne mindehøjtid flere år endnu, vil vi gøre det med glæde.“ Udsigterne formørkedes da fremtrædende medarbejdere fra Watch Tower Society som var med til at give den himmelske Hyrdes „får“ føde, blev arresteret og af en fordomsfuld domstol idømt mange års frihedsberøvelse i et forbundsfængsel. Man forstod ikke dengang at det var en opfyldelse af Zakarias 13:7.

44. (a) Hvordan lød den opmuntrende del af Zakarias’ profeti, og hvad betød den? (b) Hvordan blev denne del af profetien opfyldt på Jesu apostle?

⁴⁴ Der var imidlertid også opmuntrende ord i profetien. Den forudsagde ikke blot at hyrden ville blive slået og fårene spredt, men indeholdt også et løfte fra Jehova: „Og jeg vil visselig føre min hånd tilbage over dem der er ubetydelige.“  (NW) Det betød at Jehova ville føre sin hånd tilbage over de adspredte får med gunst. Efter at Jesus havde citeret profetien om at fårene skulle spredes, beroligede han derfor sine apostle ved at tilføje: „Men efter at jeg er blevet oprejst vil jeg gå forud for jer til Galilæa.“ (Mattæus 26:32) Det betød at han efter sin opstandelse fra de døde atter ville samle dem. Det skete som han havde sagt, og herom læser vi: „De elleve disciple tog imidlertid af sted til Galilæa, til det bjerg som Jesus havde aftalt med dem, og da de så ham, bøjede de sig ærbødigt for ham, men nogle tvivlede. Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: ’Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.’“ — Mattæus 28:16-20.

45. Hvordan blev den samme del af profetien opfyldt på den trofaste trælle skare i 1919, og hvad bevirkede at denne „træl“ blev lykkelig?

⁴⁵ Også i 1919 førte Jehova ’sin hånd tilbage over dem der var ubetydelige’. (Zakarias 13:7, NW) Jehovas hyrdekonge, Jesus Kristus, begyndte at genindsamle de adspredte „får“. Ligesom trællens herre i billedtalen vendte han tilbage til sit hus for at se hvordan situationen var. Han fandt da en skare kristne, en ’trofast og klog træl’, som, på trods af de vanskelige forhold i verden, bestræbte sig for at gøre som Jesus havde befalet — at give hans „tjenestefolk“ åndelig mad i rette tid, mad fra Guds inspirerede ord. Derfor viste han dem sin gunst ved atter at samle dem så de udgjorde et velorganiseret tjenerskab eller „tyende“ i hans hus. Det ottedages generalstævne fra 1. til 8. september 1919 i Cedar Point, Ohio, tilkendegav over for hele verden at den usynligt nærværende Herre, Jesus Kristus, var ved at genindsamle sine trofaste „får“. Det kunne nu ses hvem den tilbagevendte Herre havde fundet var hans „trofaste og kloge træl“. Det gjorde trælleskarens medlemmer lykkelige. De kunne forblive i deres himmelske Herres tjeneste.

46. Hvilken belønning ville ifølge Jesus gøre den trofaste „træl“ lykkelig?

 ⁴⁶ Herren Jesus forklarede hvorfor „den trofaste og kloge træl“ kunne være lykkelig. Han sagde: „Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer [græsk: elthòn], finder ham i færd med at gøre således. Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ — Mattæus 24:46, 47; Lukas 12:42-44.

Sat over alt hvad herren ejer

47. Hvad fik den trofaste træl da han blev forfremmet, og hvordan stemte dette overens med det hans herre havde opnået?

⁴⁷ Herren Jesus erklærede „den trofaste og kloge træl“ lykkelig på grund af den belønning der ventede ham fordi han trofast udførte det arbejde hans herre havde overdraget ham. Han ville blive forfremmet og dermed få betroet et større ansvar af sin herre. Sådan var det uden tvivl fordi herren også selv havde opnået et større ansvar. Da han tog af sted var det afgjort ikke en turistrejse eller en rekreationsrejse han drog ud på. Han havde et vigtigere mål: Han drog ud for at opnå en højere stilling, for at øge sin magt og myndighed. Og når vi tænker på at Jesu billedtale her sigter til det at han selv steg op til himmelen for at modtage kongemagt efter en lang ventetid ved sin Faders højre hånd, er det underforstået at herren i billedtalen ville få et større ansvar overdraget. Da han vendte hjem havde han fået en ny og større opgave betroet. (Hebræerne 10:12, 13) Hans besiddelser, ’alt hvad han ejede’, var derfor blevet øget. Den forfremmede træl fik altså del i sin herres ære.

48. Hvorfor var den tjeneste som trælleskaren fik overdraget af sin Herre da han vendte hjem, mere betydningsfuld og ærefuld end den tidligere tjeneste?

⁴⁸ I opfyldelsen af den profetiske billedtale modtog Herren Jesus Kristus himmelsk kongeværdighed da „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914. Da hans usynlige parousia eller nærværelse begyndte dette år, sad han altså på sin himmelske trone som kronet, regerende konge. Da han vendte tilbage til sit „tyende“ i 1919 for at inspicere alle sine „tjenestefolk“, ejede han en kongelig værdighed som han ikke havde da han levede her på jorden i det første  århundrede. Det betød at de der udgjorde „den trofaste og kloge træl“ nu tjente en herre af højere rang og med større magt og myndighed end tidligere. Nu var deres tjeneste for ham meget mere betydningsfuld. Nu var det en større ære at tjene ham. Og at blive forfremmet af ham og således modtage et større ansvar af ham, var i sandhed en belønning.

49. Hvad betød det for trællen at herren satte ham over ’alt hvad han ejede’, og hvilken mulighed indebar dette for ham?

⁴⁹ Før herren i billedtalen tog af sted, betroede han et begrænset ansvar til den tjener der forventedes at være en ’trofast og klog træl’. Han satte ham kun over sit tyende, sine tjenestefolk, for at han skulle give dem deres mad i rette tid. Da herren vendte tilbage og satte den godkendte træl over ’alt hvad han ejede’, betød det derfor at trællen fik en større opgave. Nu kunne han i større målestok vise at han var trofast og klog, for han havde mere at føre tilsyn med. Han blev en træl der var højt værdsat.

50. Hvor findes det der betegnes som „alt hvad [herren] ejer“, og hvori består det?

⁵⁰ Når herren i billedtalens opfyldelse sætter den godkendte træl over „alt hvad han ejer“, drejer det sig ikke om hans besiddelser oppe i himmelen. Den herliggjorte Herre, Jesus Kristus, der har fået „al myndighed“ i himmelen og på jorden, er ikke ude af stand til at sørge for det han ejer oppe i de usynlige himle hvor han tjenes af sine hellige engle. De besiddelser som „den trofaste og kloge træl“ sættes over, må være alle de åndelige værdier der tilhører ham på jorden i forbindelse med hans oprettede himmelske rige. Det vil ikke sige at ’trællen’ får nogen del i denne verdens politiske regeringer, som om kongen Jesus Kristus nu ledede og beherskede alle de politiske institutioner der er skabt af mennesker. Disse institutioner er dømt til udslettelse. At blive sat over „alt hvad han ejer“ vil derfor sige at udføre en opgave på jorden i opfyldelse af de profetier der skal virkeliggøres i tiden efter Rigets oprettelse i himmelen.

51. Hvordan har medlemmerne af den trofaste trælleskare nu en vigtigere opgave som ambassadører end tidligere, og hvilket privilegium og hvilken pligt har de nu i forbindelse med profetierne?

 ⁵¹ Da den regerende konge Jesus Kristus inspicerede resten af sine salvede disciple i 1919, fandt han at ’trællen’ trofast og klogt uddelte maden til hans „tjenestefolk“. Derfor satte han denne kollektive „træl“ over alle sine besiddelser. Dens øgede ansvar og pligter bestod i at den ved sin tjeneste skulle bidrage til at opfylde de profetier vedrørende Riget der nu skulle virkeliggøres. Hele vejen op gennem århundrederne har den skare der har udgjort „den trofaste og kloge træl“ bestået af mennesker som har været „ambassadører på Kristi vegne“, som har fremsat indtrængende anmodninger til folk om at blive forligt med Gud gennem Kristus. (2 Korinter 5:19, 20) Efter at de i 1919 er blevet sat over alt hvad Herren ejer, er de imidlertid blevet ambassadører for det oprettede messianske rige, og det budskab de forkynder om Riget har fået ny betydning og vægt. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Det er deres privilegium og pligt at tjene som villige redskaber for virkeliggørelsen af de rigsprofetier der får deres endelige opfyldelse efter 1914. Hvilken ære at være med til at opfylde det der forudsiges i Åbenbaringens bog, med alle dens storslåede billeder og dens herlige budskab om Kristi tusindårsrige!

52. Hvordan betød dette at trælleskaren blev ophøjet, og hvordan blev dette skildret i Åbenbaringen?

⁵² Heri består de privilegier og ansvarsfulde pligter samt den ære og ophøjede stilling der ventede resten af den trofaste og kloge trælleskare. Det er dét den fik overdraget af sin himmelske Herre, den regerende konge Jesus Kristus. Intet under at den kan erklæres lykkelig! At den har fået betroet disse dyrebare privilegier, betyder i sandhed at den er blevet ophøjet. Det svarer til billedet i Åbenbaringen 11:11, 12 med de „to vidner“ der blev dræbt af fjenden og hvis lig lå på den brede gade i den Sodoma-lignende „store by“ i tre og en halv dag: „Og efter de tre og en halv dag kom der livsånd fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod  på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem.“

53. (a) Hvorfor var trælleskarens privilegier og pligter nu større? (b) Hvordan kunne man stadig dele mad ud til ’tjenestefolkene’ selv om de ældre bøger var udgået af lager?

⁵³ Disse ophøjede privilegier og pligter har betydet mere arbejde for dem der udgør den kollektive „trofaste og kloge træl“. De har måttet ofre deres tjeneste mere tid og opmærksomhed, og de har måttet benytte større faciliteter for at kunne udføre arbejdet så Bibelens profetier om dette rigsarbejde ikke forblev uopfyldt. De har også måttet opdyrke en større arbejdsmark, ja alle dele af den beboede jord. (Åbenbaringen 14:6, 7; 10:11) Det har naturligvis hele tiden været nødvendigt at servere maden regelmæssigt for Herrens „tjenestefolk“. Og hvilket åndeligt bord med bibelske retter der er blevet dækket for dem! Selv om restlageret af Studier i Skriften og Den fuldbyrdede Hemmelighed blev spredt i 1927, kom der ikke til at mangle åndelig mad til disse „tjenestefolk“. Siden 1921, da bogen Guds Harpe blev udgivet på engelsk, er der hele tiden udkommet nye og tidssvarende bøger, brochurer og traktater. I oktober 1919 begyndte man tilmed at udgive et søsterblad til The Watch Tower, nemlig The Golden Age (nu Vågn op!).

54. Hvilket billede i Åbenbaringen har trælleskaren også haft det privilegium at være med til at virkeliggøre? Hvilket stort arbejde har dette medført, men hvilken hjælp har de også fået?

⁵⁴ Desuden har „den trofaste og kloge træl“, der blev belønnet med privilegier og ansvarsfulde pligter, været med til at opfylde det betagende syn som apostelen Johannes fik under inspiration og beskrev i Åbenbaringen 7:9-17. Ja, siden 1935 har trælleskarens medlemmer set dette syn blive til virkelighed. Lykkelige ser de en talmæssigt ubegrænset „stor skare“ fra alle dele af jorden prise og tilbede Jehova Gud i hans åndelige tempel og tilskrive ham og hans lam, Jesus Kristus, frelsen. Det har været en stor opgave for de åndelige israelitter der udgør „den trofaste og kloge træl“  at sørge for denne stadigt voksende ’store skare’, men de erkender at disse mennesker „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ er en dyrebar del af deres besiddelser på jorden. Derfor sørger de med glæde disse ’andre fårs’ åndelige behov. Til gengæld hjælper denne ’store skare’ dem med at tage vare på alle Herrens jordiske besiddelser.

„Hvis den onde træl dér . . .“

55, 56. Hvorfor må hvert enkelt medlem af trælleskaren fortsat være trofast og klog, og hvilke advarende ord udtalte Jesus i denne forbindelse?

⁵⁵ Herren Jesus Kristus vil fortsat have en ’trofast og klog’ trælleskare på jorden lige til den har fuldført sin lykkelige tjeneste der. Hvert enkelt åndsavlet, salvet medlem af denne trælleskare må imidlertid være opmærksom på sin adfærd og passe på at han ikke viser sig uværdig til at forblive i denne højt begunstigede skare. Hvis han ikke fortsat handler trofast og klogt, vil han blive som en ’ond træl’. Jesus advarede om denne fare da han i sin billedtale videre sagde:

⁵⁶ „Men hvis den onde træl dér i sit hjerte siger: ’Min herre er længe om at komme,’ og begynder at slå sine medtrælle og at spise og drikke med de uforbederlige drankere [ordret: dem der drikker sig berusede], så vil den træls herre komme [græsk: héxei] på en dag han ikke venter det, og i en time han ikke kender, og han vil straffe ham med største strenghed [ordret: han vil kløve ham] og give ham hans lod hos hyklerne. Dér vil han græde og skære tænder.“ — Mattæus 24:48-51; INT; Lukas 12:45, 46.

57. (a) Siger Jesus her at herren fra begyndelsen indsætter en ’ond træl’, eller at den indsatte træl bliver ond med tiden? (b) Hvad viste Jesus, ifølge den måde han indledte sin udtalelse på?

⁵⁷ Når vi ser nærmere på Jesu ord her, lægger vi mærke til at han ikke siger at herren ved sin afrejse indsætter en træl som er ond fra begyndelsen. Han siger heller ikke at „den trofaste og kloge træl“ vil udvikle sig til en ’ond træl’. Han rejser blot spørgsmålet og siger at „hvis“ den træl der var sat over tjenestefolkene blev ond i sit hjerte og  sagde at hans herre ikke kom foreløbig og så begyndte at handle utilbørligt, så ville hans herre behandle ham på denne måde ved sin hjemkomst. I så fald ville trællen ikke blive sat over alt hvad hans herre ejede; nej, der ville ske noget ganske andet med ham. Jesus bringer altså dette spørgsmål på bane: Sæt nu trællen blev ond og handlede troløst og uforstandigt, hvad ville der så ske med ham når hans herre pludselig kom tilbage? Det ville gå nøjagtig som Jesus sagde. Jesus sagde hverken at det var sikkert eller meget sandsynligt at den oprindelige træl ville blive en ond træl.

58. (a) Hvordan gengives Jesu udtalelse i andre, friere bibeloversættelser? (b) Hvad ville resultatet være for Jesus hvis den trælleskare han satte over sine „tjenestefolk“, blev ond?

⁵⁸ I andre, friere bibeloversættelser kommer denne tanke tydeligere frem. Den autoriserede danske oversættelse af 1948 siger: „Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: ’Min herre lader vente på sig,’ og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, . . .“ (Mattæus 24:48, 49) Den katolske oversættelse af Erikke Rosenørn-Lehn (1932) gengiver det på denne måde: „Hvis derimod den Tjener var ond og tænkte ved sig selv: . . .“ Jesus har ikke direkte forudsagt at der ville fremstå en ’ond træl’. Han har blot beskrevet hvordan en troløs og uforstandig træl ville tænke, tale og handle, og hvilken straf en sådan træl ville få af sin herre når denne pludselig kom tilbage. Hvis den „træl“ som Herren Jesus satte over sine „tjenestefolk“ viste sig at blive ond, ville der ikke være nogen „træl“ han kunne belønne. Han indsatte ikke to trælleskarer.

59. (a) Hvilken slags trælleskare lagde Jesus grundvolden til? (b) Viste profetierne at trælleskaren skulle eller ville blive ond med tiden? Forklar.

⁵⁹ Før sin afrejse for nitten hundrede år siden sørgede Jesus for at det ikke var en ond, dårlig „træl“ han satte over sine „tjenestefolk“. Den historiske beretning i De kristne græske Skrifter viser at den indsatte trælleskare ikke blev ond dengang, og profetierne viser at trælleskaren heller  ikke senere skulle eller ville blive en ond, dårlig træl. Jesus lagde sine gennemprøvede apostle som en grundvold hvorpå der skulle opbygges en hel skare trofaste trælle. Åbenbaringen 7:3-8 forudsiger at der i alt var 144.000 åndelige israelitter der ville blive beseglet som „vor Guds trælle“. Åbenbaringen 12:17 forudsiger at dragen, Satan Djævelen, efter at han var nedstyrtet fra himmelen, ville føre krig mod resten af Guds kvindes „sæd“, „dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. Og Åbenbaringen 14:1-4 forudsiger at alle de 144.000 „der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen“, står sammen med ham på Zions bjerg. De er „blevet købt fra jorden“. „Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet.“

60. (a) Ville enkeltpersoner der optrådte ligesom „den onde træl“, være indsat som sådan af Herren? (b) Hvad udgør alle sådanne enkeltpersoner under ét?

⁶⁰ Hvis der er en skare åndsavlede, salvede kristne der handler som „den onde træl“ der beskrives, er det ikke Herren Jesus der har indsat den. Han har ikke sat den over sine „tjenestefolk“ eller sit „tyende“. Enkelte medlemmer af den trofaste og kloge trælleskare skiller sig måske ud af selviske grunde, enten af ærgerrighed, for at opnå magt over andre, eller for at kunne hengive sig til deres egne lyster. Sådanne egoister samler sig måske i forskellige grupper for at nå deres mål, men de vil alligevel tilsammen udgøre én kategori som er adskilt fra den trofaste og kloge trælleskare.

61. Er det rimeligt at antage at der ville være tilfælde som illustrerede hvad Jesus mente med det han sagde om „den onde træl“?

⁶¹ Det er rimeligt at antage at Herren Jesus ikke ville benytte et billede uden at der ville være nogle enkelttilfælde eller et generelt tilfælde som illustrerede hvad han mente, både med hensyn til den beskrevne adfærd og resultatet deraf. Det vil ikke her sige at Jesus indsatte en ond trælleskare eller sådanne kristne, men at det under hans usynlige parousia eller nærværelse virkelig går troløse, upålidelige,  uvederhæftige, uforstandige kristne som han beskrev.

62. Hvilke eksempler kan anføres på dette, især fra tiden under den første verdenskrig, og hvordan berørte dette den trofaste og kloge trælleskare?

⁶² Kort efter at redaktøren af The Watch Tower og stifteren af Watch Tower Bible and Tract Society døde i 1916, forekom der sådanne tilfælde blandt de internationale bibelstudenter. Nogle forsøgte at overtage ledelsen, i strid med bestemmelserne i Selskabets vedtægter. Der var forskellige meninger om hvem der udgjorde Herrens godkendte organisation. De der søgte at tilrive sig magten og var utilfredse med at man oprigtigt bestræbte sig for at følge Selskabets vedtægter og de bibelske principper, blev forhindret i deres forehavende. De begyndte derfor at ’slå deres medtrælle’, både med det talte og det trykte ord og ved hjælp af retssager. De gjorde, navnlig under den første verdenskrig, fælles sag med dem der i åndelig forstand var „uforbederlige drankere“ i denne verden. Alt dette var en stor belastning for organisationen, der dengang blev forfulgt i stigende omfang af religiøse modstandere. Det udsatte den trofaste og kloge trælleskare for en svær prøve.

63. (a) Hvordan forsikrede Jesus at en sådan ond trælleskare ikke ville få lov at ødelægge enheden blandt hans „tjenestefolk“? (b) Hvordan gik det som han forudsagde?

⁶³ Med sin billedtale forsikrede Jesus at han under sin parousia eller nærværelse ikke ville tillade illoyale kristne der havde samme egenskaber som „den onde træl“, at splitte „troens husholdning“ eller at få magt over den og få den til at ophøre med at give hans „tjenestefolk“ åndelig mad „i rette tid“. Da han kom på inspektion straffede han en sådan ondsindet skare med største strenghed. Det græske ord der benyttes i Mattæus 24:51 betyder ordret: „Han vil hugge ham i to dele.“ (Fodnote i 1971-udgaven af New World Translation) J. L. V. Hansens katolske oversættelse (1893) gengiver det på denne måde: „Han skal udskille ham.“ Disse trælle som opførte sig forkert, blev altså hugget eller udskilt fra den trofaste og kloge trælleskare. Det kom til udtryk på den måde at de tilsyneladende  søgte at gøre sig uafhængige, idet de trak sig tilbage og dannede deres egne religiøse grupper med en ledelse de syntes om. Enhver som ønsker at undersøge hvad resultatet af deres handlemåde er blevet, har mulighed for at gøre det.

64. Hvem giver Herren dem der er ligesom „den onde træl“ lod hos, og blandt hvem ønsker han ikke de skal være?

⁶⁴ En sådan skare der blev ’udskilt’, havde de samme kendetegn og måtte føle de samme konsekvenser som „den onde træl“ Jesus beskrev, og den kunne, i det mindste i begrænset omfang, betegnes som den onde trælleskare. I sin billedtale sagde Jesus at herren ville „give ham hans lod hos hyklerne“. (Mattæus 24:51) I den tilsvarende billedtale hvor ’trællen’ kaldes en „husholder“, siger Jesus: „Han vil . . . give ham hans lod hos de utro.“ (Lukas 12:46) Under sin parousia eller nærværelse ønsker Herren Jesus afgjort ikke at have nogen der ligner „den onde træl“ eller „husholder“ blandt sine „tjenestefolk“ eller sit „tyende“. Det viser sig at sådanne personers kristendom ikke er ægte, og de hører hjemme hos de religiøse hyklere i kristenheden. De udfører ikke trofast og pålideligt det arbejde Herren har sat dem til at gøre, men viser sig at være utro. De hører hjemme hos de utro navnkristne i kristenheden.

65. Af hvilken grund vil de der er ligesom „den onde træl“ græde og skære tænder?

⁶⁵ De der åbenbarer sådanne egenskaber der kendetegner en ’ond træl’, finder ikke nogen virkelig åndelig glæde blandt hyklerne og de utro, og de må døje det samme som disse hykleriske og utro religionsudøvere. „Dér vil [de] græde og skære tænder.“ (Mattæus 24:51) Det vil ikke sige at de angrer eller ændrer sind. De viser ikke „bedrøvelse på en måde som Gud vil det“, en bedrøvelse der „bevirker sindsændring til frelse som ikke fortrydes“. (2 Korinter 7:10) Nej, de græder og skærer tænder af ærgrelse, bitterhed og skuffelse. De fortsætter måske med en religiøs virksomhed, men de opnår ikke den glæde og velsignelse der er forbundet med at tjene som den godkendte „træl“ der er ’sat over alt hvad herren ejer’.

 Advarsel mod at blive overrasket som af en snare

66. Med hvilke advarende ord til sine disciple afsluttede Jesus sin profeti om tegnet, ifølge Lukas’ beretning?

⁶⁶ I sin profeti om „tegnet på [sin] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“ fremsatte Jesus flere advarsler end denne billedtale om hvordan det ville gå en ’ond træl’. Han henvendte nogle ord til sine apostle hvormed han direkte advarede alle sine disciple mod at følge en sådan ’ond træls’ handlemåde. Ifølge Lukas’ beretning afsluttede Jesus sin bemærkelsesværdige profeti med disse ord: „Men vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Lukas 21:34-36.

67. Hvorfor er det yderst vigtigt at de der udgør den trofaste trælleskare giver agt på denne advarsel, nu da de er blevet sat over alt hvad deres hjemvendte Herre ejer?

⁶⁷ Det er yderst vigtigt at hver enkelt giver agt på disse ord, nu da den usynligt nærværende Herres „trofaste og kloge træl“ er blevet sat over „alt hvad han ejer“. Den dag er meget nær da den store trængsel uden sidestykke bryder løs over det modbilledlige utro Jerusalem, kristenheden. Som en snare der pludselig og uventet fanger sit offer vil denne dag bryde løs over dem der bor på hele jordens flade, og alle de uopmærksomme vil blive overrasket af den midt i deres frådseri og drikkeri og deres selviske bekymringer over det der hører dagliglivet til. Det vil betyde tilintetgørelse for dem. Medlemmerne af den skare der udgør „den trofaste og kloge træl“ ønsker ikke at dele skæbne med sådanne selviske mennesker der ikke giver agt, eller med dem der er som „den onde træl“.

68. Hvad ser vi, ud over at der findes en ’trofast og klog træl’, som viser at vi lever i den tid der skulle markeres af tegnet? (b) Hvorfor bør vi derfor hele tiden bede?

 ⁶⁸ Vi har ingen grund til at være i tvivl om hvilken tid vi lever i. Vi har lært af Jesu billedtale om „figentræet og alle de andre træer“, så derfor ved vi hvilken tid det er og hvad der snart vil ske. Opfyldelsen af billedet med „den trofaste og kloge træl“ nærmer sig nu sit højdepunkt. Ikke alene findes der en trofast og klog trælleskare, men den er også sat over alle Herrens besiddelser og tager vare på dem. Dette er en fremtrædende del af tegnet på at den indsatte konge Jesus Kristus nu er usynligt nærværende og at vi lever i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Inden længe vil dagen med tilintetgørelse som en snare komme over denne „tingenes ordning“, indbefattende kristenheden. Derfor bør vi våge. Ja, det er nødvendigt at vi „hele tiden beder, så [vi] må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen“. — Lukas 21:36.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]