Kapitel 1

Tusindårsriget — ikke et falsk håb

1. Hvad må vi sige med hensyn til om et menneskeskabt rige kan vare i tusind år?

SOM verden er nu, er det vanskeligt at forestille sig et rige der kan bestå i tusind år. Selv i fortiden har kun få riger bestået så længe. Som regel har herredømmet ikke ubrudt været udøvet af herskere af én og samme slægt i så lang en periode.

2. Hvorfor er det udelukket at et enkelt menneske kan herske som konge i tusind år?

² Forestil Dem så et rige, et kongedømme, med én monark der regerer i tusind år! Umuligt! Intet menneske har jo nogen sinde levet så længe. Den der har levet længst, ifølge de ældste slægtsregistre der findes, er Metusalem, en mand der boede i det sydvestlige Asien, og selv han manglede enogtredive år i de tusind år. * I vore dage kommer menneskets forventede levetid slet ikke op på disse høje tal. Selv ikke i de mest udviklede lande har lægevidenskaben kunnet hæve den gennemsnitlige levetid til mere end cirka halvfjerds år. Kvinder lever omkring seks år længere end mænd. Så uanset hvor god en hersker der er tale om, set med undersåtternes øjne, så er et kongedømme i tusind år, udøvet af en enkelt mand eller kvinde, ganske udelukket.

3. Hvad gik den nyeste „tusindårsplan“ ud på?

³ Det er derfor indlysende at det vi taler om, ikke er et tusindårigt herredømme udøvet af et menneske. Der lever endnu millioner som har været vidne til det nyeste forsøg på at oprette et rige der skulle vare i tusind år, og vi ved alle hvordan det gik. Denne „tusindårsplan“ blev undfanget af Adolf Hitler, der styrede Tyskland som nazistisk diktator fra 1933 til 1945. Kort efter at De forenede Stater  var gået med i den anden verdenskrig fik man kendskab til hans plan fra nazistiske dokumenter som man kom i besiddelse af, samt fra tyske agenter som blev pågrebet og fra forskellige andre kilder. Planen tog sigte på en nazistisk verdensorden som Hitler nådeløst ville påtvinge menneskehedens verden hvis han vandt krigen. Planen for de efterfølgende tusind år omfattede et veritabelt slaveprogram, og tvangsarbejderne i dette program skulle rekrutteres fra ikke-tyske lande.

4. Hvilket tidligere rige tænkte Hitler øjensynlig på, og hvordan har en katolsk præst bevidnet dette?

⁴ Da Adolf Hitler, der kom fra Østrig, habsburgernes land, undfangede denne plan, tænkte han øjensynlig på Det hellige romerske Rige af den tyske Nation som havde varet fra 962 til 1806. At det forholder sig sådan, bekræftes af en romersk-katolsk præst, dr. Edmund A. Walsh, der var forstander for Georgetown-universitetets Foreign Service School i U.S.A. Om aftenen den 16. februar 1940 talte han til en tætpakket tilhørerskare i Memorial Continental Hall i Washington, D.C., og betegnede ved denne lejlighed de tyske krigsmål som „en genoprettelse af Det hellige romerske Rige“. „Dr. Walsh meddelte at han havde hørt Adolf Hitler udtale at Det hellige romerske Rige, som var et germansk rige, måtte genoprettes.“ — New York Times, 17. februar 1940.

5. Hvad sagde Hitler pralende om det nazistiske rige, men hvordan gik det med hans plan?

⁵ Den nazistiske fører havde pralende sagt: „Det nationalsocialistiske rige vil bestå i tusind år.“ Men hans politichef, Heinrich Himmler, var endnu mere sikker og svarede: „Ti tusind!“ Da Hitler først var gået i gang med sin egocentriske plan var han ikke tilfreds før han enten beherskede verden eller havde ødelagt den. I bogen Hitlers sidste Dage siger H. R. Trevor-Roper: „Det [var] altid . . . underforstaaet, at Hitler vilde forblive sit oprindelige Program tro: Weltmacht oder Niedergang. Hvis Verdensmagt var uopnaaelig, saa (herom var alle enige, som kendte ham) vilde han gøre Sammenbrudet saa stort, han kunde.“ „Hvor  djævelsk!“ kunne man med god grund udbryde. Imidlertid blev Det hellige romerske Rige ikke genoprettet, sådan som mange af Hitlers tilhængere havde håbet — og den nazistiske tusindårsplan strandede inden der var gået tolv år.

6. Hvilken tidligere hersker kom til at erkende noget som Hitler måske ikke nåede at erkende, og hvem var i stand til at tyde denne herskers drøm?

⁶ På sin vej mod verdensmagten blev Hitler standset af en hård og urokkelig kendsgerning, men det er ikke sikkert at han nåede at erkende den. En verdenshersker af noget ældre dato, derimod, kom til at erkende den, idet han lærte af sine erfaringer. Denne hersker var hverken tysker eller arier, og han sad inde med magten længere end Hitler, nemlig i treogfyrre år (624-581 f.v.t.). Han var konge af Babylon, og hans navn var Nebukadnezar. Vi husker ham måske som den semitiske verdenserobrer der ødelagde den jødiske by Jerusalem i år 607 f.v.t. og deporterede hele befolkninger, nøjagtig ligesom Hitler. Han førte hovedparten af de overlevende jøder i landflygtighed til fjerne babyloniske egne. Blandt de deporterede jøder var den semitiske profet Daniel, som tilhørte Judas stamme. Senere fik kong Nebukadnezar en mærkelig drøm som han tillagde stor betydning, og kun profeten Daniel, der var en af hans trælle, var i stand til at tyde den for ham. Daniels tydning gik i opfyldelse.

7. Ved hvilken lejlighed begyndte drømmen at gå i opfyldelse, og hvad skulle herskeren lære af sin fornedrelse?

⁷ Et år efter sin drøm begyndte Nebukadnezar, herskeren over det babyloniske verdensrige, pralende at berømme sin hovedstad Babylon ved Eufratfloden. Næppe var han færdig med sin pralen før han hørte en stemme fra det usynlige — fra himmelen — udtale nogle af de ord han havde hørt i drømmen. Nebukadnezars egen beretning herom er blevet bevaret af profeten Daniel, og heri læser vi: „Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig! Af menneskenes samfund skal du udstødes og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget; og syv tider skal gå hen over dig,  til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil!“ — Daniel 4:29-32.

8. Hvem var det der slog den hovmodige konge med vanvid, og hvem helbredte ham?

⁸ Hvad skete der umiddelbart efter? Vi forstår udmærket hvorfor babylonierne ikke selv har omtalt disse begivenheder i deres historiske beretninger eller måske har slettet eller ødelagt enhver babylonisk krønikeskrivers skildring heraf. Men profeten Daniel, der var ærlig og holdt sig til kendsgerningerne, og som også selv var impliceret i sagen, blev inspireret til at berette om begivenhederne. Vi kan læse hans beretning nu, over to tusind fem hundrede år senere. Den stolte kong Nebukadnezar blev i samme øjeblik slået med vanvid — og det var ikke hans egen øverste gud, Marduk eller Merodak, der slog ham. Det var den almægtige Gud der havde forudsagt det, og det var også fra ham det vanvid kom der ramte den hovmodige konge, som havde ødelagt det hellige tempel i Jerusalem i 607 f.v.t. Og ligesom det var blevet forudsagt og fastsat, gik der rent bogstaveligt „syv tider“ mens kong Nebukadnezar i sit vanvid åd græs som kvæget ude på en mark i nærheden af sit palads. Den sindssyge konge begik ikke selvmord,  sådan som Adolf Hitler gjorde i 1945 da hans hovedstad, Berlin, blev indtaget af Sovjetunionens røde hær. Da Nebukadnezar havde levet som vanvittig i syv år, helbredte Gud ham og gav ham hans forstand igen.

9, 10. Hvordan fremgår det af beretningen (Daniel 4:34-37) om Babylons konge virkelig indså at Gud har det absolutte herredømme?

⁹ Lærte Babylons konge det han skulle? Vi kan se det af hans egen beretning, der er blevet bevaret til os af profeten Daniel. Beretningen, som er holdt i første person, lyder:

¹⁰ „Men da tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis herredømme er evigt og hvis rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’ . . . Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens konge: Alle hans gerninger er sandhed, hans veje er retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i hovmod.“ — Daniel 4:34-37.

11. Hvad vidste Babylons konge ikke vedrørende de „syv tider“ hvori han var ude af stand til at udøve sit herredømme?

¹¹ Nebukadnezar fortæller selv at han blev genindsat på tronen i det babyloniske verdensrige, som var det tredje af de syv verdensriger Bibelen taler om. (Daniel 4:36) Han vidste imidlertid ikke at de „syv tider“ hvori han ikke havde været i stand til at udøve sit herredømme, profetisk skildrede en længere og mere betydningsfuld periode på „syv tider“, nemlig „hedningernes tider“. Han vidste ikke at der i løbet af disse syv hedningetider var fem verdensriger som ville beherske jorden — det babyloniske, det medo-persiske, det græske, det romerske og til sidst det britisk-amerikanske. Han vidste ikke at disse „syv tider“, som tilsammen skulle vare 2520 år, begyndte i det år da han ødelagde Jerusalem og dets tempel, og at de ville udløbe i 1914, det år da menneskehedens verden begyndte at udkæmpe  sin første verdenskrig. (Lukas 21:24, DA; Daniel 4:16, 23, 25, 32) Han vidste heller ikke at „Himmelens konge“, når disse „syv tider“ med hedensk herredømme udløb i 1914, ville give „menneskenes rige“ til den han havde udset dertil — sin Messias! — Daniel 9:25, NW.

En forhåndsskildring åbenbaret af Gud

12. Hvad mener de verdslige politikere stadig med hensyn til „menneskenes rige“, men hvis hånd har de ikke været i stand til at holde tilbage i forbindelse med menneskenes anliggender?

¹² Politikerne i alle lande mener stadig at det er dem der står for „menneskenes rige“, og at det er deres retmæssige virkefelt. For længe siden havde kong Nebukadnezar af Babylon denne opfattelse. I nyere tid havde Adolf Hitler, der drømte om et tusindårigt politisk system, denne opfattelse. Men den almægtige Gud, „hvis herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt“ — hvilket Nebukadnezar til sidst måtte indrømme — er fortsat „Herre over menneskenes rige“. Menneskenes anliggender er stadig hans retmæssige interessefelt og virkeområde. De verdslige politikere, støttet af kristenhedens gejstlige, har ikke kunnet „holde hans hånd tilbage“, og de har heller ikke myndighed til at sige til ham: „Hvad gør du?“ (Daniel 4:34, 35) Han spurgte ikke disse politikere og deres religiøse støtter til råds angående hvem han skulle overdrage „menneskenes rige“ til ved udløbet af „hedningernes tider“ i 1914. Politikerne og deres religiøse medforbundne har ikke så stor betydning at de kan tjene som rådgivere for ham, hvorimod han selv er „den Højeste“, den som „lever evindelig“.

13, 14. På grundlag af hvis ord kan man udtale sig om et kommende tusindårsrige? Begrund svaret.

¹³ På grundlag af hvis ord kan man da med rimelighed forudsige noget om et kommende tusindårsrige? Mennesker kan ikke engang sige hvad der vil ske i morgen. ’I ved ikke hvad jeres liv vil være i morgen,’ sagde en iagttager for mere end nitten hundrede år siden. (Jakob 4:14) Men for „den Højeste“, den som „lever evindelig“, er det en anden sag. Hvad er tid for ham?

 ¹⁴ En mand som blot levede i et hundrede og tyve år henvendte disse ord til ham: „Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt [en gammel jødisk vagt på fire timer].“ (Salme 90:1, 4) Blot ved at give kong Nebukadnezar en drøm og ved at lade profeten Daniel tyde den for ham, var den Højeste i stand til at forudsige hvad der ville ske i verdenshistorien efter en periode på 2520 år, som udløb i 1914. Kan han da ikke lige så let forudsige hvad der vil ske i en periode på tusind år som begynder på et eller andet tidspunkt efter 1914? Jo, naturligvis! Og hvad om han allerede har givet os en beskrivelse af en sådan periode på tusind år? Da kan vi, på grundlag af hans ord, tillidsfuldt tale om et kommende tusindårsrige.

15. Hvad kan man kalde tusindårsriget med ord som kommer af latin og græsk, og hvad kaldes de der tror på tusindårsriget?

¹⁵ Med et fremmedord som kommer af latin kunne man kalde en periode på tusind år et millenʹnium. Dette ord er sammensat af ordene mille, der betyder „tusind“, og annus, der betyder „år“. Og med et ord som kommer af græsk kunne man kalde perioden en chiliade [kiliaʹde], idet det græske ord chilia betyder „tusind“. De der tror på tusindårsriget kan således kaldes chiliaster eller millennister. Folk i kristenheden bruger disse ord i en nedsættende betydning.

16, 17. (a) Hvilke begivenheder i forbindelse med år 1000 viser at det ikke er fordi vi nu nærmer os år 2000 at vi skal interessere os for tusindårsriget? (b) Hvorfor er det kun godt at det syvende millennium af menneskehedens eksistens vil begynde mange år før år 2000?

¹⁶ Til trods for de nedsættende bemærkninger man udsætter sig for fra dem der ikke forstår disse ting, bør man virkelig vise interesse for det kommende tusindårsrige. Oplysningerne om dette rige findes i „den Højestes“ skrevne ord. Grunden til at vor interesse for det vokser, er ikke at vi nærmer os år 2000, udløbet af det andet millennium af vor tidsregning. Det har ingen betydning i denne sammenhæng. Vi mindes om hvad der skete da menneskeheden nærmede sig år 1000, udløbet af det første millennium af vor tidsregning. Herom siger New Catholic Encyclopedia  (1967) under emnet „millennisme“ på side 853: „Efterhånden som år 1000 rykkede nærmere, tog millennismen et opsving fordi mange eskatologer troede at den syvende skabelsesdag skulle blive til virkelighed i år 1000 og at Kristi herlige tusindårsrige ville følge efter.“

¹⁷ Sagen er at de første seks tusind år af menneskenes eksistens på jorden meget vel kan udløbe og det syvende årtusind begynde mange år før år 2000. Det er kun godt at det forholder sig sådan. Menneskehedens verden befinder sig nu i en meget sørgelig situation og trues af ødelæggelse fra mange kanter. Adskillige som har studeret og udforsket de farer der truer menneskenes eksistens, udtrykker alvorlig tvivl med hensyn til om vi vil kunne overleve til år 2000. De bygger ikke deres dystre forudsigelser på tidsregningen i Bibelen, den mest udbredte hellige bog der findes. De bygger ene og alene deres profetier på de forhold vi ser omkring os og som berører os alle, på den udvikling der foregår i verden og som ikke længere står til at ændre. Disse mænd, der taler med autoritet, giver ikke menneskeslægten tilnærmelsesvis tusind år mere at leve i. Har vi nogen grund til ikke at tro dem?

18, 19. (a) Hvorfor kan vi sige at disse oplysninger ikke er forbeholdt et eller andet hemmeligt eskatologisk samfund af særligt indviede? (b) I hvis navn er bogen med oplysningerne skrevet, og hvordan kan man sige det?

¹⁸ I direkte modsætning til disse dystre profeter, som udtaler sig fra et rent menneskeligt standpunkt, siger „den Højeste“, den som „lever evindelig“, at menneskeheden kan se frem til at eksistere i endnu tusind år, ja meget længere endda, og at det vil blive de mest storslåede år i hele menneskehedens historie. Disse opmuntrende oplysninger tilhører ikke et eller andet hemmeligt eskatologisk samfund af særligt indviede som deres private ejendom. Kilden med disse værdifulde oplysninger, nemlig Bibelen, er frit tilgængelig for hundreder af millioner af mennesker, idet dele af den findes på omkring 1500 sprog og dialekter som tales rundt om på jorden. Enhver som har et eksemplar af Bibelen har adgang til disse optimistiske oplysninger.

 ¹⁹ Selv om Bibelen er skrevet af mennesker, ufuldkomne mennesker der virkede som sekretærer, hævder denne hellige bog ikke et eneste sted at dens ord blot er menneskers ord. Den er blevet til ved guddommelig inspiration, og den er således skrevet i den Højestes navn, han som „lever evindelig“. Den dag i dag står han inde for det den siger om fortiden og fremtiden. Den er bøgernes bog!

20. I hvilken bog i Bibelen finder vi oplysningerne om tusindårsriget, og hvem skrev denne bog?

²⁰ Hvor i denne bog finder vi så disse oplysninger om de kommende tusind år og de efterfølgende evigheder? Vi finder dem i det afsnit der meget passende er blevet anbragt som den sidste bog i Bibelen. Denne bog svarer godt til sit navn, Åbenbaringen eller Apokalypsen (der betyder „åbenbaring, afdækning“). Den blev skrevet af en mand som romerriget havde stemplet som forbryder og forvist til straffeøen Patmos i Det ægæiske Hav, nær ved kysten Lilleasien, det nuværende Tyrkiet. Denne ø er ikke et mytisk sted, men et sted som virkelig findes. Som ung havde denne forviste straffefange været fisker ved Galilæas sø i den daværende romerske provins Galilæa. Han hed Johannes og var søn af Zebedæus, og han var broder til fiskeren Jakob. Johannes oplyser med det samme at det var ham der skrev Åbenbaringen, og at han gjorde det under inspiration. Men hvad var det der skulle åbenbares eller afdækkes? Det bør interessere os der lever i dag. Lad os læse svaret, og lad os samtidig lægge mærke til hvem Johannes tilskriver bogen:

21. Hvem tilskriver Johannes lige fra begyndelsen Åbenbaringen?

²¹ „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle de ting der nødvendigvis snart skal ske. Og han udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes, som har vidnet om det ord Gud gav og om det vidnesbyrd Jesus Kristus aflagde, ja om alle de ting han har set. Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder de ting der står skrevet i den, for den fastsatte tid er nær.“ — Åbenbaringen 1:1-3.

22. Hvorfor skaber ordene om at „den fastsatte tid er nær“ forventning hos os i dag?

 ²² Skaber disse ord om at „den fastsatte tid er nær“, som blev skrevet for næsten nitten hundrede år siden, ikke forventning hos os i dag, her i det tyvende århundrede? Efter at der nu er gået næsten nitten hundrede år, er det givet at „de ting der nødvendigvis snart skal ske“ ikke kan lade vente på sig ret meget længere — heller ikke den ting som især ligger os på sinde, nemlig begyndelsen til de forudsagte tusind år. Vi kan bedre fastslå tidspunktet når vi læser hvad Johannes skrev om de tusind år og om de begivenheder der fører frem til dem. Lad os læse fra og med Åbenbaringen 19:11:

23. Hvad er der at sige om rytteren på den hvide hest?

²³ „Og jeg så himmelen åben og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. Hans øjne er en ildflamme, og på hans hoved er der mange diademer. Han har et navn skrevet som ingen kender uden han selv, og han er klædt i en yderklædning der er bestænket med blod, og det navn han bærer er Guds Ord. Og hærene som var i himmelen fulgte ham på hvide heste, og de var klædt i hvidt, rent, fint linned. Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse. Og på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.

24. (a) Hvilken indbydelse blev der givet til fuglene som flyver midt på himmelen? (b) Hvad skete der med dem der var med i krigen?

²⁴ Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde køddele af konger og køddele af højere officerer og køddele af stærke mænd og køddele af heste og af dem som sidder på dem, og køddele af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.’ Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær. Og vilddyret blev  grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl. Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.

25. Hvordan går det så Satan Djævelen, og hvor længe skal det vare?

²⁵ Og jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. Derefter skal han nødvendigvis løses en lille tid.

26. Hvem sidder på de troner der ses i himmelen, og hvad gør de?

²⁶ Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme. Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd. Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. (De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.) Dette er den første opstandelse. Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.

27. Hvilke begivenheder finder sted på jorden efter Satans løsladelse, og hvad sker der så med ham?

²⁷ Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges  lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 19:11 til 20:10.

28. (a) Efter hvilke begivenheder begynder de tusind år altså? (b) Hvordan kan vi da sige at de tusind år endnu ikke er begyndt?

²⁸ Vi ser at udtrykket „tusind år“ er benyttet seks gange i beretningen. Vi ser også at de tusind år begynder efter at „kongers Konge“ har sejret over „jordens konger“ og „vilddyret“ og „den falske profet“, og efter at Satan Djævelen derpå er blevet lænket og kastet i afgrunden. Disse begivenheder er en del af „de ting der nødvendigvis snart skal ske“. Indtil nu er der ikke sket noget i verden som kan sammenlignes med sådanne begivenheder. Det er derfor klart at de tusind år endnu ikke er begyndt. Der er ikke tale om en periode af ubestemt længde, en periode hvis længde vi ikke kan måle nøjagtigt. De tusind år skal opfattes rent bogstaveligt.

29. Hvilken længde på tusindårsriget passer udmærket ind i Guds åbenbarede tidsplan?

²⁹ Nogle som mener at de tusind år betegner en periode af ubestemt længde, siger at denne periode begyndte på pinsedagen i år 33, da Gud udgød sin hellige ånd over sin nydannede kristne menighed i Jerusalem. Denne påstand giver imidlertid visse vanskeligheder og fører til forklaringer som strider mod det de åndsavlede kristne har oplevet i alle de mere end nitten hundrede og fyrre år der nu er gået siden den kristne menighed fik åndeligt liv på Pinsedagen. Et bogstaveligt millennium passer udmærket ind i Guds åbenbarede tidsplan.

30. Hvorfor skulle vi ikke kunne lade være med at undersøge detaljerne i det profetiske billede af de tusind år?

³⁰ Det der vil blive indført på jorden i løbet af de tusind år, er af grundlæggende betydning for at menneskeheden kan leve evigt i lykke. Hvordan kan vi da lade være med straks at undersøge detaljerne i det profetiske billede af det strålende millennium som apostelen Johannes så smukt har skildret for os?

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]