Bibelen — vor vigtigste lærebog
Lektion 3
Bibelen — vor vigtigste lærebog
1, 2. Hvornår begyndte og hvornår sluttede Bibelens nedskrivning, og hvor stor udbredelse har Bibelen fået?
1 Bibelen er den vigtigste lærebog vi har på Den Teokratiske Skole, og som forkyndere af den gode nyhed bør vi være godt kendt med den. Vi bør vide hvordan den blev til, hvad den indeholder, og hvordan man skal bruge den.
2 Bibelens nedskrivning går helt tilbage til år 1513 f.v.t. da Moses begyndte at skrive på Guds foranledning. I slutningen af det første århundrede e.v.t. var apostelen Johannes færdig med sine skrifter, og således var nedskrivningen af Bibelen tilendebragt — efter omkring seksten århundreder. I dag kan enten hele Bibelen eller dele af den fås på over 2100 sprog og dialekter. Kun få bøger når et oplag der tælles i millioner, men Bibelen er blevet udgivet i milliarder af eksemplarer. Ingen anden bog har fået så stor en udbredelse. Men naturligvis er selve nedskrivningen af en religiøs bog, dens bevarelse i hundreder af år og dens anseelse blandt millioner ikke nok til at bevise at den er af guddommelig oprindelse. Den må bære vidnesbyrd om at den har en guddommelig forfatter, at den er inspireret af Gud. En omhyggelig undersøgelse af Bibelen overbeviser oprigtige mennesker om at den virkelig indeholder sådanne sikre vidnesbyrd.
3, 4. I hvilken form blev Bibelen oprindelig skrevet, og hvornår blev den inddelt i kapitler og vers?
3 Bibelen blev oprindelig skrevet på hebraisk, aramaisk og græsk og består, som vi ved, af seksogtres bøger. Selve antallet af bøger er uden betydning (når det blot drejer sig om hvorvidt visse bøger er slået sammen eller holdt adskilt), og det samme gælder den rækkefølge hvori de står. Bøgerne forblev adskilte bogruller i lang tid efter at den bibelske kanon eller samling af inspirerede bøger var afsluttet, og gamle fortegnelser anfører bøgerne i forskellig rækkefølge. Det der har størst betydning, er imidlertid hvilke bøger der er taget med. Kun de bøger som i dag findes i den anerkendte bibelske kanon, kan med rette gøre krav på at være inspirerede. Helt fra oldtiden er bestræbelser for at indføje andre skrifter blevet modstået.
4 Bibelen blev oprindelig skrevet uden skilletegn. Det var først i det niende århundrede e.v.t. at man indførte et system med at dele sætningerne ved skilletegn. Hovedtrækkene i vort nutidige tegnsystem blev fastlagt i det femtende århundrede som følge af bogtrykkerkunsten. En opdeling af Bibelen i kapitler og vers (King James-Bibelen har 1189 kapitler og 31.102 vers) blev heller ikke foretaget af de oprindelige skribenter. Det skete først århundreder senere. Masoreterne, nogle jødiske lærde, inddelte De Hebraiske Skrifter i vers. I det trettende århundrede e.v.t. blev en kapitelinddeling føjet til.
5, 6. I hvilken forstand er Bibelen inspireret, og hvordan kan man forklare de stilforskelle den indeholder?
5 Inspireret samling af bøger. Omkring fyrre forskellige mænd tjente som sekretærer for den ene store Forfatter og nedskrev Jehovas inspirerede ord. „Hele Skriften er inspireret af Gud“, og det indbefatter De Kristne Græske Skrifter samt „de øvrige skrifter“. (2 Tim. 3:16; 2 Pet. 3:15, 16) Med „inspiration“ menes ikke blot at forstand og følelser stimuleres til en højere grad af formåen (sådan som det ofte bruges om kunstmalere og digtere), men der menes at det nedskrevne er fejlfrit og har samme autoritet som var det skrevet af Gud selv. Gud lod sin egen ånd virke på trofaste mænd som han brugte til at skrive under sin ledelse. Derfor kunne apostelen Peter erklære: „Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ (2 Pet. 1:21) I det mindste i ét tilfælde blev en oplysning dog givet i skriftlig form af Gud selv. Det var de ti bud, som Gud gav Moses på to „stentavler der var beskrevet med Guds finger“. — 2 Mos. 31:18.
6 I nogle tilfælde blev oplysninger overgivet ord for ord, ved direkte diktat. (2 Mos. 34:27) Profeterne fik ofte direkte budskaber som de skulle overbringe. (1 Kong. 22:14; Jer. 1:7) Kendsgerningerne viser imidlertid at de mænd Gud brugte til at nedskrive Bibelen, ikke altid skrev efter diktat. For eksempel modtog Johannes Åbenbaringen gennem Guds engel „i tegn“, og Johannes fik denne besked: „Hvad du ser skal du skrive i en skriftrulle.“ (Åb. 1:1, 2, 10, 11) Det ser altså ud til at Gud i nogle tilfælde fandt det bedst at lade bibelskribenterne selv vælge de ord og udtryk hvormed de ville beskrive de syner de fik, samtidig med at han altid ledede dem i tilstrækkelig grad til at slutresultatet blev nøjagtigt og efter hans hensigt. (Præd. 12:10) Dette forklarer uden tvivl de stilforskelle man finder i Bibelens bøger.
7. Nævn nogle af de mænd der nedskrev De Hebraiske Skrifter, og nævn de krav til sande profeter som de alle opfyldte.
7 Der kan ikke herske tvivl om at Moses’ skrifter er inspireret af Gud. Man kan blot se på de indre vidnesbyrd. Det var ikke Moses’ egen idé at han skulle være israelitternes fører. Han prøvede at undslå sig da Jehova nævnte det. (2 Mos. 3:10, 11; 4:10-14) Det var altså Gud der lod Moses fremstå og gav ham mirakuløse evner. Selv de trolddomsudøvende præster måtte indrømme at det han gjorde, var Guds værk. (2 Mos. 4:1-9; 8:16-19) I lydighed mod Guds befaling og med den hellige ånds guddommelige bemyndigelse begyndte Moses først mundtligt at overbringe budskaber fra Gud og derpå at nedskrive dele af Bibelen. (2 Mos. 17:14) Efter Moses’ død føjede Josua, Samuel, Gad og Natan deres skrifter til (Josuas bog, Dommerbogen, Ruts Bog, Første og Anden Samuelsbog). Også kong David og kong Salomon ydede bidrag til den voksende kanon af hellige skrifter. Så fulgte profeterne fra Jonas til Malakias, der også hver især bidrog til Bibelens kanon. Og hver eneste af dem stod mål med de krav Jehova selv havde stillet til sande profeter: De talte i Jehovas navn, deres profetier gik i opfyldelse, og de vendte folket til Gud. — 5 Mos. 13:1-3; 18:20-22.
8. Hvad er det mest afgørende bevis for at De Hebraiske Skrifter er kanoniske?
8 Ligesom Jehova inspirerede mænd til at skrive, sådan er det også logisk at slutte at han ville lede samlingen af disse inspirerede skrifter. Ifølge den jødiske tradition havde Ezra en andel i dette arbejde efter at de landflygtige jøder var vendt tilbage og havde bosat sig i Juda. Ezra var velkvalificeret til en sådan opgave, idet han selv var en af de inspirerede bibelskribenter, var præst og desuden var „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“. (Ezra 7:1-11) De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved udløbet af det femte århundrede f.v.t. Den indeholdt de samme skrifter som vi har i dag, og som vi almindeligvis inddeler i niogtredive bøger. Det var ikke en rådsforsamling eller et koncil der gjorde dem kanoniske; de havde haft Guds godkendelse lige fra de blev skrevet. Det mest afgørende vidnesbyrd om at De Hebraiske Skrifter er kanoniske, er den anerkendelse de har fået ved at blive omtalt af Jesus Kristus og de mænd der skrev De Kristne Græske Skrifter. Mens de gang på gang benyttede sig af de inspirerede hebraiske skrifter, citerede de aldrig fra de apokryfe bøger. — Luk. 24:44, 45.
9, 10. Hvilken sikkerhed har vi for at bøgerne i De Kristne Græske Skrifter virkelig hører til i Bibelens kanon?
9 De syvogtyve bøger i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet og samlet på samme måde som De Hebraiske Skrifter. Kristus „gav gaver i form af mennesker“, ja, „han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere“. (Ef. 4:8, 11-13) Ledet af Guds hellige ånd fremsatte de sund lære for den kristne menighed. Jesus forsikrede sine apostle om at Guds ånd ville hjælpe dem, lære og lede dem og minde dem om det de havde hørt ham sige, samt åbenbare fremtidige begivenheder for dem. (Joh. 14:26; 16:13) Dette sikrede at evangelieberetningerne blev sandfærdige og nøjagtige.
10 Det der virkelig afgør om disse bøger er kanoniske, er ikke hvor mange gange eller af hvilken ikke-apostolsk forfatter hver bog er blevet citeret. Selve indholdet af bogen må vidne om at den er et produkt af den hellige ånd. Følgelig må den ikke tilskynde til overtro, dæmonisme eller afgudsdyrkelse. Den må være i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen. Hver bog må passe ind i det guddommelige „mønster af sunde ord“ og være i harmoni med Jesu lære. (2 Tim. 1:13) Det er åbenbart at apostlene talte med guddommelig myndighed. Ved den hellige ånd havde de evne til „at bedømme inspirerede udtalelser“, om sådanne var fra Gud eller ej. (1 Kor. 12:4, 10) Da Johannes, den sidste af apostlene, døde, var denne række af pålidelige, guddommeligt inspirerede mænd forsvundet. Og således afsluttedes Bibelens kanon med Åbenbaringen, Johannes’ evangelium og hans breve. De seksogtres bøger i den bibel vi har i dag, vidner ved deres indbyrdes harmoni om den helhed Bibelen udgør, og anbefaler den til os som det den virkelig er: Jehovas inspirerede sandhedsord.
11. Hvilke oplysninger som vi mennesker ikke kan få andre steder, indeholdes i Bibelen?
11 Indholdet. Bibelen indeholder oplysninger som vi ikke kan få nogen andre steder. Første Mosebog beretter for eksempel om jordens skabelse; den oplyser os om begivenheder der fandt sted før mennesket blev til. (1 Mos. 1:1-31) Bibelen gengiver også samtaler der har fundet sted i himmelen, og som vi mennesker aldrig ville have fået viden om medmindre Gud havde oplyst os om dem. — Job 1:6-12; 1 Kong. 22:19-23.
12, 13. Hvad lærer vi om Jehova og Jesus Kristus ud fra Bibelen?
12 Endnu vigtigere er det dog at vi lærer Jehova at kende gennem Bibelen. Den beretter i detaljer om mirakuløse syner af Jehova som hans tjenere fik lov at se. (Dan. 7:9, 10) Bibelen gør os også bekendt med Guds navn, Jehova, som forekommer mere end 6800 gange i den masoretiske tekstudgave af De Hebraiske Skrifter. I Bibelen lærer vi om Jehovas enestående egenskaber, hans kærlighed, visdom, retfærdighed, barmhjertighed, langmodighed, gavmildhed, uforanderlighed og fuldkomne kundskab. (2 Mos. 34:6, 7) Dertil kommer alt det Bibelen fortæller os om Guds søn og den vigtige plads han indtager i Guds hensigt. (Kol. 1:17, 18; 2:3; 2 Kor. 1:20) Mere end nogen anden kunne Guds søn, mens han var på jorden, uddybe vort kendskab til Jehova. Han kunne nemlig sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ — Joh. 14:9.
13 Bibelen åbenbarer lidt efter lidt detaljerne i Guds hensigt. Alle de velsignelser som lydige mennesker fik stillet i udsigt, samlede sig om en lovet frelser som Jehova ville lade fremstå. I Edens have omtalte Gud denne frelser som Guds kvindes „afkom“. (1 Mos. 3:15) Senere lovede Gud at dette afkom skulle komme gennem Abraham. (1 Mos. 22:18) Han viste at den lovede frelser ville være en evig konge og præst „på Melkizedeks måde“. (Sl. 110:4; Hebr. 7:1-28) Han gav Israel lovpagten med præsteskabet og ofringerne, som alt sammen var „en skygge af kommende goder“. (Hebr. 10:1; Kol. 2:17) David fik løfte om at kongedømmet ville forblive evigt i hans slægt. (2 Sam. 7:11-16) Og arvingen til dette løfte, og den som alle de andre profetier udpegede som befrieren, vises til sidst at være Jesus Kristus. Ja, som en rød tråd gennem hele Bibelen går de inspirerede skrifters tema — Guds rige med Jesus Kristus som regent er det redskab Jehova tilvejebringer til at udføre sin hensigt.
14-17. Hvorfor er Bibelens profetier og Bibelens moralske vejledning af stor værdi for os alle?
14 Bibelen er enestående ved at være en profetisk bog. Derved giver den historiske begivenheder ny betydning for os og viser hvorfor noget gik som det gjorde. (Luk. 19:41-44) Den forudsiger alle nuværende verdslige magters endeligt. (Dan. 2:44) Den forklarer vor tids begivenheder og viser at vi lever i den forudsagte endens tid for dette gamle system, og at Gud snart vil udrydde alle onde. — 2 Tim. 3:1-5; Sl. 37:9, 10.
15 Uden Bibelen ville vi ikke kende den egentlige hensigt med livet. (Præd. 12:13) Den gør det klart at mennesket ikke er et resultat af blind tilfældighed, men er skabt af Gud, som har en kærlig hensigt med menneskeslægten. Og den forklarer hvad Guds vilje er for os nu, og hvordan vi kan finde sand tilfredshed i livet. — Åb. 4:11; 1 Tim. 2:3, 4; Sl. 16:11.
16 Menneskets historie har demonstreret at mennesket ikke formår at styre sine egne skridt hvis det holder sig adskilt fra Gud. Kun Bibelen giver den vejledning mennesket behøver. Den er en rettesnor i moralske spørgsmål, idet den viser hvad Gud fordømmer, og hvad han godkender. (Gal. 5:19-23) Den er en praktisk og anvendelig hjælp i en verden der har ladet alle moralske hæmninger falde. Den hjælper os til at få Guds syn på tingene og være ham til behag. Og den viser os vejen til evigt liv i Guds nye verden. — Joh. 17:3.
17 Er det ikke indlysende hvorfor denne ’Bøgernes Bog’ bør være vor vigtigste lærebog? Det er frem for alt denne bog kristne er interesserede i at læse og undersøge. Til dens Forfatter sagde Guds søn: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Bibelen indtager derfor førstepladsen på Den Teokratiske Skoles studieplan.
[Studiespørgsmål]
