Lær at undervise
Lektion 10
Lær at undervise
1-3. Hvad indbefatter undervisning, og hvilke lejligheder har vi til at undervise?
1 Som sande kristne ser vi Jehova Gud og Jesus Kristus som vore store lærere. Sammen med salmisten beder vi til Jehova: „Lær mig at gøre din vilje.“ (Sl. 143:10) Vi har samme indstilling som Jesu disciple i det første århundrede, der kaldte ham „mester“ eller „lærer“. Og hvilken lærer! Da han havde holdt sin bjergprædiken, „var folkeskarerne helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed“. (Matt. 7:28, 29) Det er de største lærere, og det er dem vi søger at efterligne.
2 At kunne undervise er en færdighed der må opøves og læres. Det har noget at gøre med at forklare en sags hvilket, hvordan, hvorfor, hvor og hvornår. Enhver kristen har behov for at forbedre sin evne til at undervise, især i betragtning af Jesu befaling til sine disciple: „Gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem.“ (Matt. 28:19, 20) At dette er et arbejde der kræver dygtighed, fremgår af den formaning apostelen Paulus gav Timoteus: „Tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ — 2 Tim. 4:2.
3 Der byder sig ofte en lejlighed til at undervise andre. Forældre skal undervise deres børn. Forkyndere af den gode nyhed skal undervise nyinteresserede ved hjemmebibelstudier. Ofte skal nye
forkyndere instrueres. Og mange brødre får den forret at holde opbyggende foredrag, enten på tjenestemødet eller ved offentlige møder. Alle elever på Den Teokratiske Skole bør være ivrige efter at vise at de gør fremskridt som lærere. Efterhånden som du udvikler større færdighed i at undervise, vil du erfare stor tilfredshed. Der findes ikke noget så glædebringende som at undervise en anden ud fra Guds ord og se vedkommende gøre gode åndelige fremskridt.4, 5. Hvem og hvad bør vi sætte vor lid til når vi underviser?
4 Sæt din lid til Jehova. En afgørende betingelse for vellykket undervisning i den gode nyhed er at man sætter sin lid til Jehova, har ham i tanke, stoler på hans ledelse og beder om hans hjælp. (Ordsp. 3:5, 6) Selv Jesus sagde: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Joh. 7:16) Han henviste gang på gang til Guds ord; ifølge de nedskrevne beretninger vi har om hvad han sagde, citerede han fra eller hentydede til omkring halvdelen af bøgerne i De Hebraiske Skrifter. Når du underviser andre, må du støtte dig til Guds sandhedsord ligesom Jesus gjorde. Lad det svare på folks spørgsmål, for der findes i realiteten kun én lærebog i at blive en Jesu discipel, og det er Bibelen. — 2 Tim. 3:16.
5 Hvis du virkelig sætter din lid til Jehova, behøver du ikke at føle at du ikke er dygtig nok. Gud giver os en forståelse af sine hensigter sådan som de er udtrykt i hans sandhedsord. Hvis du giver andre del i det du ved herom, vil Jehova hjælpe dig. Der er ingen grund til at du skal holde dig tilbage og sige: „Jeg duer ikke til at undervise.“ Du skal blot sætte din lid til Jehova og bede til ham. — 2 Kor. 3:5.
6-8. Hvilken betydning har forberedelse for god undervisning?
6 Forberedelse. Der er naturligvis ingen erstatning for at du som lærer sætter dig ind i dit emne og kender det. Du må selv have en klar opfattelse af emnet før du kan undervise en anden i det. (Rom. 2:21) Efterhånden som din kundskab vokser i omfang, vil du gradvis blive en bedre lærer. Men også selv om du kun kender nogle få grundlæggende sandheder, kan du godt begynde at undervise. Tal om det du ved. Selv børn kan fortælle deres skolekammerater de sandheder de har lært af deres forældre. Den Teokratiske Skole vil hjælpe dig til at udvikle din evne til at undervise.
7 Når du skal lede et bibelstudium eller holde et foredrag, må du først sætte dig ind i stoffet så argumenterne står helt klart for
dig. Prøv at fastslå hvorfor tingene forholder sig som de gør. Prøv om du kan udtrykke tankerne med dine egne ord. Få en god forståelse af de bibelske beviser. Vær forberedt på at anvende skriftstederne overbevisende.8 Som lærer må du også forberede dig på hvilke spørgsmål der kan opstå i elevens tanker som følge af hans religiøse baggrund. Det vil hjælpe dig til at have oplysninger parat som særlig kan gavne den pågældende elev. Hvis du holder dig for øje hvilken forståelse han allerede har fået, vil du bedre kunne berede vejen for ny viden og hjælpe ham til at gøre fremskridt. En anden elev kan behøve helt andre argumenter som følge af sin baggrund. Kendskab til den enkelte elev vil hjælpe dig til at være forberedt.
9. Hvordan kan du tilskynde eleven til at svare med sine egne ord?
9 Spørgsmål. Spørgsmål er særlig nyttige i undervisningen, hvilket Jesus Kristus ofte demonstrerede. (Luk. 10:36) Du kan følge hans eksempel når du leder et bibelstudium, nemlig ved at bruge de trykte spørgsmål i studiebogen. Hvis du er en grundig lærer, vil du imidlertid ikke være tilfreds med at eleven blot læser svaret op fra bogen. I et sådant tilfælde må du stille ekstra spørgsmål, der får eleven til at udtrykke tanken med sine egne ord. Somme tider kan du simpelt hen sige: „Ja, det er rigtigt, men hvordan vil du forklare det med dine egne ord?“
10. Forklar anvendelsen af spørgsmål som leder til den rette konklusion.
10 I undervisningen vil det være værdifuldt at du bruger spørgsmål som leder til den rette konklusion. Med denne slags spørgsmål kan du lede eleven til, på grundlag af det han allerede ved, at tænke sig frem til en konklusion han måske aldrig før har overvejet. (Matt. 17:25, 26; 22:41-46) I virkeligheden siger du til dig selv: ’Jeg ved at denne elev er klar over det og det, så hvis jeg stiller ham nogle spørgsmål i en logisk rækkefølge, kan han nå til den rigtige konklusion. Men hvis jeg springer disse hjælpespørgsmål over og ligeud stiller ham hovedspørgsmålet, drager han måske umiddelbart den forkerte konklusion.’ Eleven sidder med andre ord inde med oplysninger ved hjælp af hvilke han godt kan finde svaret. Men han behøver hjælp. Det letteste vil naturligvis være at sige ham hvad svaret er. Men det bliver ikke alene nemmere for ham at acceptere svaret hvis du med dine spørgsmål hjælper ham til at udtrykke det selv — det udvikler også hans tænkeevne. Med dine spørgsmål leder du hans tanker ad den logiske vej til den rette konklusion. Dette vil senere være af umådelig værdi for ham.
11. Hvordan kan spørgsmål som fremdrager elevens mening, anvendes?
11 Med mellemrum vil du have brug for at stille spørgsmål som fremdrager elevens mening. Ved hjælp af sådanne spørgsmål søger du at finde ud af hvad eleven selv mener, hvad han personligt tror. Hvis du for eksempel har spurgt ham hvad Guds lov siger om utugt, er han måske i stand til at citere et skriftsted som viser at det er forkert. Men mener han selv sådan som han har svaret? Er det hans personlige syn på sagen? Måske kunne du stille et spørgsmål for at finde ud af hvad han egentlig mener om utugt. Du kunne spørge: „Hvilken forskel gør det om vi lever på den ene eller den anden måde?“ Da vil du sikkert opdage områder hvor han trænger til mere hjælp, og du kan give ham hjælpen. Med sådanne spørgsmål der fremdrager elevens mening, kan du nå ind til hans hjerte.
12, 13. Hvorfor er spørgsmål nyttige både i forkyndelsen fra hus til hus og i et foredrag fra talerstolen?
12 Spørgsmål finder også god anvendelse i forkyndelsen fra hus til hus. Du vil for eksempel gerne finde ud af hvad den besøgte tænker, så du bedre kan hjælpe ham til at forstå Bibelens sandheder. Du stiller også spørgsmål og giver ham lejlighed til at udtale sig fordi du ved at når han har givet udtryk for hvad han mener, vil han være mere tilbøjelig til at høre på det du siger.
13 Endog når du holder foredrag fra talerstolen, kan der være tilfælde hvor du stiller spørgsmål som du vil at tilhørerne skal svare på. Til andre tider kan du bruge retoriske spørgsmål — spørgsmål som stilles for at sætte tankerne i gang, uden at det forventes at tilhørerne skal svare højt. (Luk. 12:49-51) Du svarer selv på sådanne spørgsmål. Du kan endda stille en hel række af spørgsmål og først til sidst give et konkluderende svar. Du må tilpasse arten af dine spørgsmål efter hvem du taler til, og hvad du underviser i.
14, 15. Hvilke formål tjener illustrationer og repetition?
14 Illustrationer. Disse var et vigtigt led i Jesu undervisning. På samme måde kan kristne lærere i dag hente illustrationer fra dagliglivets forhold og hændelser og ved hjælp af dem indprente gode lærepunkter i deres tilhøreres sind. (Matt. 13:34, 35) Stræb efter at gøre dine illustrationer enkle, for hvis de er indviklede eller omstændelige, kan de være vanskelige at følge og vil måske endog svække dine argumenter. Jakobs Brev indeholder mange illustrationer — et spejl, havets bølger, roret på et skib, bidselet på en hest og så videre. De var alle hentet fra dagliglivets forhold. En årvågen lærer vil søge at tilpasse illustrationen efter sin elevs forhold, alder, religion, kultur og så videre. Illustrationer kan naturligvis både bruges i foredrag og når man underviser en enkelt.
15 Repetition. Dette er et uundværligt led i undervisningen hvis den skal lykkes, uanset om du holder foredrag eller du underviser en enkelt under private forhold. Søg at indprente nøgleord og vigtige udtryk, og især skriftsteder, i elevens sind. Hvis du holder et elevforedrag der er formet som et husbesøg, kan du stille repeterende spørgsmål til den besøgte og på den måde understrege vigtige punkter. Derved sikrer du dig at han har fået fat i tanken. Du spørger i virkeligheden ligesom Jesus: „Fik I fat i meningen med alt dette?“ — Matt. 13:51.
16. Hvad vil man kunne huske efter et foredrag hvis taleren er en god lærer?
16 Undervisende foredrag. Du husker sikkert med taknemmelighed nogle foredrag som du har lært meget af. Læg derfor mærke til hvad det er der gør nogle talere til gode lærere. Læg mærke til hvorfor deres foredrag er lette at huske. Deres fremstilling skrider ikke for hurtigt frem. De stiller måske spørgsmål, enten nogle som tilhørerne skal besvare, eller retoriske spørgsmål som skal sætte tankerne i sving. De opfordrer forsamlingen til at slå vigtige skriftsteder op og følge med mens de læser, og de ræsonnerer over skriftstederne, forklarer dem grundigt og fremhæver hovedtankerne. Nogle bruger måske visuelle hjælpemidler. Men i alle tilfælde vil du opdage at det er langt lettere at huske nogle få punkter som er blevet forklaret godt, end mange som kun er blevet berørt kort. Hvis taleren har været god til at undervise, bør de der har hørt foredraget, bagefter kunne nævne temaet, hovedpunkterne og måske et eller to vigtige skriftsteder som har været brugt.
17, 18. Hvordan og hvorfor bør vi vise hen til de store lærere?
17 Vis hen til de store lærere. Som en kristen lærer bør du altid være opmærksom på betydningen af at vise hen til Jehova Gud som livets kilde og til Jesus Kristus som den kanal hvorigennem Gud har tilvejebragt liv og velsignelser. (Joh. 17:3) Hjælp andre til at få en dyb værdsættelse af disse i sandhed store lærere.
18 Efterhånden som du lærer at undervise, vil du også forstå den fremtrædende plads kærligheden bør have. Hvis en elev virkelig kommer til at elske Jehova Gud, vil han tjene ham trofast. Benyt derfor passende punkter i studiet til at henlede opmærksomheden på betydningen af det Gud har gjort og stadig gør for syndige mennesker. Fremhæv Guds visdom, retfærdighed,
kærlighed og magt, disse egenskaber som altid i et vidunderligt samspil virker til gavn for lydige mennesker. Hvis eleven har et ret hjerte, vil også han med tiden føle dyb loyalitet mod Jehova og et ønske om at være med til at ophøje hans navn.[Studiespørgsmål]