Lektion 23

Stemmestyrke og pauser

1, 2. Hvorfor må vi tale tilstrækkelig højt?

¹ Hvis tilhørerne ikke rigtig kan høre dig, vil det du siger, miste sin værdi. På den anden side kan for megen stemmestyrke også irritere tilhørerne og dermed svække virkningen af de gode tanker du har forberedt. At vi må beskæftige os med dette emne, mærkes tydeligt i mange rigssale, for de der sidder på de forreste rækker i salen og kommenterer ved møderne, kan ofte ikke høres af dem der sidder nede bagved. Undertiden benytter  den der taler fra podiet, heller ikke tilstrækkelig stemmestyrke og kan derfor ikke begejstre sine tilhørere. I forkyndelsen møder vi også mennesker som har svært ved at høre, og der kan være støj vi må overdøve, enten inde fra lejligheden eller fra gaden. Alt dette viser at vi må arbejde på at tale med den rette stemmestyrke.

² Behagelig at høre på. Det første der skal overvejes når man vil afgøre hvor kraftig stemmestyrke man skal bruge, er: Kan folk på den bagerste række høre én uden at tilhørerne på den forreste række finder det ubehageligt? En begynder kan nøjes med dette spørgsmål, men viderekomne elever kan arbejde på at tage hensyn til endnu to sider af emnet. Skoletilsynsmanden vil afgøre i hvilken grad hver enkelt elev skal vejledes på dette punkt.

3-10. Hvilke omstændigheder hjælper os til at afgøre hvor megen stemmestyrke vi skal bruge?

³ Tilpasset forholdene. En taler må være opmærksom på de forskellige forhold han taler under. Det udvikler hans dømmekraft, giver ham større smidighed og gør det lettere for ham at komme i kontakt med tilhørerne og fastholde deres opmærksomhed.

⁴ Forholdene varierer fra sal til sal og efter tilhørerskarens størrelse. Skal du beherske situationen, må du beherske din stemmestyrke. I en rigssal kræves der mere stemmestyrke end i en stue. Og at tale til en lille gruppe i et hjørne af rigssalen kræver mindre stemmestyrke end at tale til den fulde sal ved et tjenestemøde.

⁵ Også andre forhold kan skabe forandringer. Der kan pludselig blive støj i salen eller udenfor. En bil eller et tog kører forbi, en hund gør, nogle børn græder, én kommer for sent — alt dette kræver at man ændrer stemmestyrken. Gør man ikke det, vil noget gå tabt, måske noget meget vigtigt.

⁶ Mange rigssale har højttaleranlæg. Men hvis man bruger det forkert og stemmestyrken svinger meget fra kraftigt til svagt, kan det blive nødvendigt at vejlede eleven fordi han ikke har taget hensyn til de særlige forhold der gør sig gældende i forbindelse med et højttaleranlæg. (Se lektion 13 om brugen af mikrofon.)

⁷ Undertiden vil en taler, simpelt hen på grund af sin stemmes begrænsninger, finde det vanskeligt at opfylde kravet om  tilstrækkelig stemmestyrke. Hvis det er dit problem, og din stemme er spinkel, vil skoletilsynsmanden tage det i betragtning når han vejleder dig. Han kan foreslå forskellige øvelser eller et program med træning der sigter på at udvikle og styrke din stemme. Stemmens fylde er imidlertid et punkt for sig som ikke skal behandles her hvor vi taler om stemmens styrke.

⁸ Man kan ikke ud fra ét foredrag bedømme hvordan taleren vil klare enhver tænkelig situation. Vejledningen skal kun dreje sig om det foredrag der nu holdes, og ikke om enhver situation der kunne opstå. Hvis det synes at være nødvendigt, kan skoletilsynsmanden advare eleven om det mulige problem han kan komme ud for; men eleven bør samtidig roses hvis han klarede den foreliggende opgave godt, og hans talevejledning påføres et „G“.

⁹ Hvordan kan eleven afgøre om hans stemmestyrke er tilstrækkelig? Tilhørernes reaktion er et af de bedste barometre. Den erfarne taler vil under indledningen holde øje med dem der sidder helt tilbage i salen, og vil ud fra deres ansigtsudtryk og holdning kunne afgøre om de let kan høre hvad han siger, og ellers vil han indrette sin stemmestyrke derefter. Når han først har fået „føling“ med tilhørerne, vil han ikke have flere vanskeligheder.

¹⁰ Man kan også lægge mærke til andre talere på det samme program. Kan de let høres? Hvor megen stemmestyrke bruger de? Det kan man indrette sig efter.

11, 12. Hvorfor er det vigtigt at stemmestyrken passer til stoffet?

¹¹ Tilpasset stoffet. Denne side af emnet stemmestyrke må ikke forveksles med modulation. Her er blot tale om hvorvidt stemmestyrken er passende til det stof der behandles. Hvis eleven for eksempel læser nogle af Bibelens fordømmelser, vil stemmestyrken være anderledes end hvis han oplæser vejledning om kærlighed blandt brødrene. Sammenlign Esajas 36:11 med Esajas 36:12, 13, og bemærk den forskel der må have været i måden disse udtalelser blev fremsat på. Stemmestyrken må tilpasses efter det stof der fremholdes, men man må ikke overdrive.

¹² Du kan lære dette ved at analysere dit stof og dit formål omhyggeligt. Hvis du gerne vil ræsonnere med tilhørerne, skal du ikke støde dem fra dig ved at bruge for kraftig stemme. Men hvis du ønsker at opmuntre dem til livlig aktivitet, skal stemmen  måske være kraftigere. Hvis stoffet kræver styrke, må man ikke svække det ved at tale for svagt.

**********

13-16. Forklar værdien af at holde pauser.

¹³ Når man holder sit foredrag, har velanbragte pauser næsten lige så stor betydning som tilstrækkelig stemmestyrke. Hvis man ikke holder pauser, bliver meningen i det man siger, let utydelig, og hovedpunkter som tilhørerne skulle huske, gør ikke noget varigt indtryk. Pauser giver taleren sikkerhed og ligevægt, hjælper ham til en bedre vejrtrækning og giver ham mulighed for at bevare roen og overblikket under hele foredraget. Gode pauser viser tilhørerne at han er herre over situationen, at han ikke er for nervøs, at tilhørerne ikke er ham ligegyldige, og at han har noget som han gerne vil at de skal høre og forstå.

¹⁴ Begynderen må hurtigst muligt lære at holde pauser rigtigt. Han må først og fremmest være overbevist om at det han skal sige, er vigtigt, og at han gerne vil have at det huskes. Når en moder vil irettesætte sit barn, siger hun først noget for at fange barnets opmærksomhed, og så holder hun en pause indtil barnet er opmærksomt. Derefter kommer selve irettesættelsen. Hun vil gerne være helt sikker på at barnet hører efter og husker hvad hun siger.

¹⁵ Nogle holder aldrig pauser, ikke engang i daglig tale. Hvis du hører til dem, må du øve dig på at holde pauser så din forkyndelse kan blive mere virkningsfuld. Når vi forkynder, skal det være i form af samtale. Vi må holde pauser på en sådan måde at vor tilhører ikke afbryder os, men lytter og venter til det er hans tur. Det lønner sig at mestre kunsten at holde pauser, og det er lige så vigtigt at gøre det under en samtale som i et foredrag fra en talerstol.

¹⁶ For meget stof er en alvorlig hindring for at kunne holde pauser på den rette måde. Undgå det. Sørg for at du har tid til at holde pauser; de er vigtige.

17-21. Forklar betydningen af at holde pauser ved skilletegn.

¹⁷ Ved skilletegn. Når man holder pauser ved skilletegn, er det simpelt hen for at få tanken klart udtrykt; det kan være for at adskille beslægtede udtryk, eller for at gøre skel mellem sætninger, sætningskæder og afsnit. Ofte kan man sætte skel ved at ændre tonefaldet, men det kan også gøres effektivt ved hjælp af  pauser. Ligesom der er forskel på værdien af et komma og et semikolon, skal der være forskel på pausernes længde.

¹⁸ Malplacerede pauser kan fuldstændig ændre meningen i et udtryk. Et eksempel herpå er Jesu ord i Lukas 23:43 som de forekommer i mange bibeloversættelser. I den græske tekst er der ingen kommaer. Når man gør ophold efter „i dag“, får man en helt anden tanke frem end den der udtrykkes i den udbredte og forkerte fortolkning, hvor pausen anbringes foran „i dag“ (og to ord i sætningen på dansk byttes om). Det er altså vigtigt at holde pauser de rigtige steder.

¹⁹ Læg mærke til skilletegnene når du læser, og respektér dem ved at holde pauser. Derved lærer du at holde pauser de rigtige steder når du taler ekstemporalt. Men husk at hvor der sættes kommaer efter den grammatiske metode, som for eksempel i den danske autoriserede bibeloversættelse, betegner kommaet langtfra altid en pause. I Selskabets publikationer har man siden oktober 1996 brugt en ny kommatering („enhedskommaet“), som anbefales af Dansk Sprognævn. Heller ikke her betegner hvert komma en pause. Men semikolon, punktum, kolon og nyt afsnit bør altid markeres med pauser.

²⁰ Hvis du skal læse op fra Bibelen eller fra et manuskript, vil det ofte være en hjælp for dig at sætte mærker. Sæt en lille lodret streg hvor der skal være en kort pause (måske blot en tøven), og sæt to streger eller et „X“ for en længere pause.

²¹ Hvis du derimod, når du indøver noget der skal læses op, finder at visse sætninger falder dig vanskelige at læse, og du hele tiden holder pauser de forkerte steder, kan du med blyant trække buer mellem de ord der skal høre sammen. Når du så læser, skal du ikke holde pause før du kommer til det sidste af de ord der er hægtet sammen. Selv øvede talere benytter sig af denne metode.

22-24. Hvorfor er det nødvendigt at holde pause ved overgang til en ny tanke?

²² Ved overgang til en ny tanke. Når man går fra ét hovedpunkt til et andet, vil en pause give lejlighed til eftertanke. Desuden forebygges misforståelser. Tilhørernes sind får lejlighed til at indstille sig på at foredraget ændrer retning, og til at følge med i hvad taleren nu siger. Det er lige så vigtigt for en taler at holde pause mellem to hovedpunkter som det er for en bilist at sagtne farten i et sving.

 ²³ Stoffet i et ekstemporalt foredrag må være ordnet på en sådan måde i dispositionen at der er lejlighed til at holde pauser mellem hovedafsnittene. Det behøver ikke at bryde sammenhængen eller kontinuiteten i foredraget, men tankerne skal være så velordnede at taleren kan udvikle én idé ad gangen, nå frem til et højdepunkt, holde en pause og så gå over til et nyt hovedpunkt. Sådanne højdepunkter og overgange kan man endog afmærke i dispositionen hvis det er nødvendigt.

²⁴ Pauserne mellem hovedpunkterne skal som regel være længere end pauserne ved skilletegnene. Man må imidlertid ikke overdrive de lange pauser da foredraget derved kommer til at virke langsommeligt. Lange pauser kan desuden virke kunstige.

25-28. Vis hvordan en pause kan hjælpe til at understrege en tanke samt til at overvinde en forstyrrelse.

²⁵ For at give en tanke eftertryk. En pause der holdes for eftertrykkets skyld, er sædvanligvis dramatisk. Den skaber forventning eller giver lejlighed til eftertanke.

²⁶ En pause før et vigtigt punkt skaber forventning. En pause bagefter giver tilhørerne lejlighed til helt at fatte tankens dybde. Der er her tale om at bruge pauser på to måder, så du må afgøre hvilken der er mest passende i det enkelte tilfælde, eller om begge måder skal bruges.

²⁷ Pauser for eftertrykkets skyld skal begrænses til virkelig betydningsfulde udtalelser, ellers mister de deres værdi.

²⁸ Under særlige omstændigheder. Afbrydelser kræver ofte at taleren holder pause et øjeblik. Er forstyrrelsen mindre væsentlig, kan du blot øge stemmestyrken og fortsætte, og som regel er det det bedste. Men er forstyrrelsen af en sådan art at foredraget fuldstændig afbrydes, må du holde en pause. Tilhørerne vil sætte pris på at du gør det. Desuden er det ofte sådan at de alligevel ikke hører efter fordi forstyrrelsen distraherer dem. Brug derfor pauser virkningsfuldt, så du sikrer dig at tilhørerne får fuldt udbytte af de gode ting du gerne vil fortælle dem.

[Studiespørgsmål]