Lektion 9

Udarbejdelse af en disposition

1-4. Hvordan fastlægges et foredrags tema og hovedpunkter?

¹ Evangelisten Lukas skrev til sin ven Theofilus: „Også jeg [har] besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk  rækkefølge.“ (Luk. 1:3) Efter at have undersøgt sit emne og samlet en mængde oplysninger om det gav han sig altså til at ordne stoffet i logisk rækkefølge. Det samme gør vi klogt i at gøre når vi udarbejder et foredrag. Vi må med andre ord have en disposition.

² Hovedtankerne udvælges. Eftersom formålet med at tale, og især at tale om Guds ord, er at formidle tanker til et andet menneskes sind, bør de tanker du håber at bibringe gennem et foredrag, først være helt klart defineret i dit eget sind. Når du har samlet dit stof, er tiden inde til at afgøre nøjagtig hvad det er du ønsker dine tilhørere skal tage med sig hjem fra dit foredrag. Prøv at udtrykke dette i en enkelt sætning. Hvis denne sætning indeholder essensen af hele dit foredrag, hvis den formulerer dén ene centrale tanke du først og fremmest ønsker dine tilhørere skal huske, bør den være tema for dit foredrag. Det vil være nyttigt at du skriver den ned så du hele tiden kan vende tilbage til den under din forberedelse.

³ Ud fra det materiale du har indsamlet, må du nu vælge de hovedtanker som skal understøtte det centrale tema. Disse vigtige tanker bør samtidig være foredragets hovedpunkter. Hvis du har dine oplysninger ordnet på nogle kort, kan du arrangere kortene i den rigtige rækkefølge ved at lægge dem ud på et bord. Udvælg nu de underpunkter der skal støtte hovedpunkterne, idet du lægger hvert kort med et underpunkt på dets rette plads efter kortet med det hovedpunkt det underbygger. Når du udvælger de forskellige hovedpunkter og underpunkter og prøver at placere dem i logisk rækkefølge, vil du muligvis opdage at nogle af dem ikke føjer noget væsentligt til behandlingen af dit tema. Du må ikke tøve med at udelade sådanne punkter. Det er bedst at kassere uvedkommende stof da det let kan bringe uorden i foredraget. Forvis dig om at tankerne nu også er ordnet i den mest logiske og naturlige rækkefølge. Ved at følge den her skitserede fremgangsmåde vil man let opdage om der mangler noget, eller om der er noget overflødigt i dispositionen, og dette kan så rettes. Du kan på den måde sørge for at hvert hovedpunkt i dispositionen følger logisk efter det foregående og bidrager med en videreudvikling af temaet. Og når så hvert underpunkt virkelig støtter det hovedpunkt det behandles under, kan foredraget ikke undgå at blive en logisk tankerække.

⁴ De punkter du nu har ordnet i rækkefølge, bør udgøre selve afhandlingen i dit foredrag. Dertil kommer så at du må have en  indledning og en afslutning. Du må tage stilling til hvordan du vil begynde din behandling, og du må på grundlag af den fremstilling du har udarbejdet, vælge en afslutning der vil tilskynde dine tilhørere i overensstemmelse med foredragets hensigt. Du er nu klar til at udforme dit egentlige manuskript, hvilket kan gøres på flere måder.

5, 6. Hvad er en stikordsdisposition? en sætningsdisposition?

⁵ Måder at udforme dispositionen på. Det er mest almindeligt at udforme dispositionen enten som en stikordsdisposition eller som en sætningsdisposition. Ofte anvendes også en kombination. En stikordsdisposition opstilles på følgende måde: Øverst på siden skrives temaet. Nedenunder og begyndende helt ude ved venstre margen skrives hovedpunkterne ganske kort udtrykt. Underpunkterne skrives under hvert hovedpunkt, men indrykket, det vil sige lidt til højre for margenen. Hvis nogle af disse underpunkter yderligere støttes af mindre punkter, kan disse skrives under underpunkterne og yderligere indrykket. På en sådan disposition kan du hurtigt overskue hvilke punkter der er de vigtigste og indeholder de hovedtanker du ønsker dine tilhørere skal forstå. Dette er en hjælp når du skal holde foredraget, fordi du så kan lægge vægt på hovedtankerne og gentage nøgleordene i hver hovedtanke så de fremhæves og indprentes. Gør dette med hvert hovedpunkt mens du behandler det. Ved udformningen af denne type disposition må man lægge vægt på at hvert punkt udtrykkes ganske kort.

⁶ Den anden almindelige udformning er sætningsdispositionen. På denne type disposition vil du almindeligvis udforme hver eneste tanke som en fuldstændig sætning, dog således at hver sætning i sammentrængt form udtrykker hovedtanken i en hel „paragraf“ i foredraget. Også her kan man naturligvis opstille manuskriptet sådan at visse sætninger skrives indrykket under andre for at få foredragets hovedpunkter til at træde frem. Når foredraget holdes, vil taleren somme tider læse sætningen op og derefter ekstemporalt uddybe tanken nærmere. Begge måder at udforme dispositionen på har deres fordele. Sætningsdispositionen, som udtrykker tankerne mere fuldstændigt, er som regel at foretrække til foredrag der udarbejdes flere uger i forvejen, eller som skal holdes flere gange, men med mellemrum på adskillige måneder, som tilfældet er med offentlige foredrag.

7, 8. Hvordan kan du udarbejde en særskilt disposition til at holde foredraget efter?

 ⁷ Du kan udforme den grundlæggende disposition enten som en sætningsdisposition eller som en stikordsdisposition, og du kan gøre den så udførlig som du synes. På denne måde sikrer du dig at du får alle de finere detaljer med som du gerne vil delagtiggøre dine tilhørere i. Imidlertid foretrækker nogle at have en kortere disposition når de skal holde foredraget. Når du øver dig i at holde dit foredrag, kan du have både den korte og den lange disposition foran dig. Øv dig med den korte, sammentrængte disposition indtil de punkter du har taget med på den, minder dig om alle de mere detaljerede punkter du har på den grundlæggende disposition. Når du kan genkalde dig hele foredraget ved blot at se på den sammentrængte disposition, er du klar til at holde foredraget.

⁸ Dette er i korte træk principperne for udarbejdelse af en disposition. Det vil nu være gavnligt at vi mere detaljeret behandler de tre hovedafsnit i et foredrag.

9-12. (a) Hvilket formål tjener indledningen til et foredrag? (b) Giv et eksempel på en form for indledning.

⁹ Indledningen. Formålet med det første du siger, er at vække tilhørernes interesse. Indledningen bør gøre dem interesserede i dit emne og hjælpe dem til at forstå hvorfor det har betydning for dem. Især de allerførste sætninger bør man overveje grundigt. Det er vigtigt at indledningen skaber en venlig kontakt med tilhørerne, og derfor må den ikke virke dogmatisk eller vække til strid.

¹⁰ Der er mange slags indledninger. Du kan bruge en illustration eller citere en kendt udtalelse. Du kan påvise et problem der kræver en løsning. Den historiske baggrund for emnet kan i sig selv udgøre en indledning. Du kan nævne en række spørgsmål. Du kan endda nøjes med at oplyse hvilke hovedpunkter du vil behandle.

¹¹ Det er vigtigt at indledningen passer godt til foredraget. En rammende illustration kan derfor bruges med god virkning, især hvis taleren bygger videre på den i løbet af foredraget. Det vil ikke alene gøre foredraget mere interessant og lettere at følge og huske, men vil også fremme en god sammenhæng, forudsat at illustrationen er velvalgt.

¹² Den måde indledningen fremføres på, er meget afgørende for hvor interesserede tilhørerne bliver i at lytte. Taleren må begynde  sit foredrag i et roligt og sikkert tonefald, uden at snuble over ordene eller famle efter de rigtige udtryk. Af denne grund har nogle talere fundet det klogest simpelt hen at skrive de første par sætninger af deres foredrag på dispositionen så de er sikre på at få begyndt godt.

13-16. (a) Forklar hvordan selve afhandlingen kan udformes. (b) Hvordan bør taletiden tages i betragtning når man forbereder afhandlingen?

¹³ Afhandlingen. Der er mange måder selve afhandlingen kan udarbejdes på. Du kan begynde med de mindre vigtige punkter og så lidt efter lidt bygge op til et højdepunkt hvor du slutter med at anføre de stærkeste argumenter. Stoffet kan også fremholdes kronologisk, som det er gjort i det foredrag vi kan læse i Apostelgerninger 7:2-53. En anden god fremgangsmåde er at opdele foredraget i afsnit efter hovedlinjerne i behandlingen af temaet. Hvis temaet for eksempel er „En genløsning fra døden“, kunne du behandle det under sådanne hovedpunkter som „Hvordan døden kom ind i verden“, „Menneskeheden er ikke i stand til at frembringe en løsesum“, „Hvem alene kan frembringe den, og hvorfor?“ og „Velsignelser som følge af den tilvejebragte genløsning“.

¹⁴ Somme tider falder foredraget i naturlige afsnit, alt efter hvem det henvender sig til — som dér hvor Paulus først vejleder hele menigheden, så hustruerne, derpå ægtemændene og til sidst børnene. (Se Efeserbrevet, kapitel 5 og 6.) Eller dit stof egner sig måske til at blive behandlet efter princippet om årsag og virkning — eller på den måde at man rejser et problem og derefter viser hvordan det kan løses. Til tider opnår man en god virkning ved at kombinere to eller flere af disse metoder.

¹⁵ Ved historisk stof er det en almindelig fremgangsmåde simpelt hen at fortælle om begivenhederne, uden nødvendigvis at komme ind på tidsmomentet. Beskrivende stof kan ofte berige et foredrag. Endelig kan et foredrag også få en interessant opbygning ved at man argumenterer for og imod et eller andet aktuelt problem eller stridsspørgsmål.

¹⁶ Vær opmærksom på hvor lang taletid du har, og tag ikke for meget stof med i din behandling. Godt stof mister sin værdi hvis man ikke har tilstrækkelig tid til at fremføre det. Desuden behøver man ikke at fortælle alt hvad man ved om et emne ved samme lejlighed. Måske kan andre sider af det pågældende tema tages op en anden gang. Sæt passende tid af til hvert hovedpunkt  i foredraget, og vær realistisk når du tilpasser mængden af stof til dette tidsskema. Det er ikke mængden af stof der tæller, men kvaliteten.

17-20. Hvilken betydning har afslutningen, og på hvilke måder kan den opbygges?

¹⁷ Afslutningen. Den sidste del af et foredrag fortjener at blive forberedt nøje. Afslutningen skal samle alle trådene fra afhandlingen og påpege det centrale i argumentationen på en sådan måde at det overbeviser tilhørerne og tilskynder dem til at handle i harmoni med foredragets konklusion. Samtidig bør afslutningen være kort og præcis.

¹⁸ Du kan afslutte på mange måder, alt efter hvilket tema du har behandlet. Du kan opsummere foredragets hovedpunkter i logisk rækkefølge, hvilket uvægerlig må føre dig frem til den naturlige konklusion. Du kan også bruge din afslutning til at vise tilhørerne hvordan det du har fortalt, angår dem, og hvad de nu kan gøre med det. Efter visse foredrag, og især efter prædikener som vi holder i forkyndelsen fra hus til hus, er det bedst at have en afslutning der indeholder en appel til at gøre noget. Du kan for eksempel opfordre tilhøreren til at modtage noget læsestof eller til at få en aftale om et bibelstudium i hjemmet.

¹⁹ Afslutningen kan bestå i selve foredragets højdepunkt, hvor man fremfører afhandlingens stærkeste argument eller vigtigste tanke som det tilhørerne først og fremmest skal huske. For at afrunde dit foredrag passende er det også virkningsfuldt at lade afslutningen tage en tanke op som blev nævnt i indledningen. Man kan henvise til den illustration eller det citat man begyndte med. Ofte lægger man i afslutningen vægt på hvor nødvendigt det er at træffe en bestemt beslutning og følge den. Et fremtrædende eksempel herpå er de ord hvormed Josua sluttede sin afskedstale kort før sin død. — Jos. 24:14, 15.

²⁰ Som vi har set, må et veldisponeret foredrag have en indledning der fanger tilhørernes opmærksomhed. Dernæst må selve afhandlingen indbefatte en logisk behandling af omhyggeligt udvalgte hovedpunkter der støtter temaet. Og endelig bør afslutningen bevæge tilhørerne til at handle i harmoni med den bibelske vejledning der er givet. Alle disse bestanddele må forberedes når dispositionen udarbejdes. Får du fra begyndelsen en god disposition i dit foredrag, kan det spare dig megen tid og  lægge et godt grundlag for at foredraget vil sige tilhørerne noget og varigt indprente den værdifulde belæring i deres sind.

[Studiespørgsmål]