Bibelens 13. bog — Første Krønikebog

Skribent: Ezra

Skrevet i: Jerusalem (?)

Fuldført: ca. 460 f.v.t.

Spænder over: Efter 1 Krønikebog 9:44: 1077-1037 f.v.t.

1. Hvorfor er Første Krønikebog en vigtig og gavnlig del af den guddommelige beretning?

 FØRSTE KRØNIKEBOG indeholder ikke blot slægtsregistre og gentagelser af hvad der står i Samuels- og Kongebøgerne. Nej, her har vi en oplysende og betydningsfuld del af den guddommelige beretning — betydningsfuld for samtiden i forbindelse med reorganiseringen af folket og dets gudsdyrkelse, og betydningsfuld og gavnlig for eftertiden, vor tid indbefattet, fordi den viser hvordan man skal tilbede Gud. Første Krønikebog indeholder nogle af Bibelens smukkeste udtryk for lovprisning af Jehova. Den giver et vidunderligt billede af Jehovas retfærdsrige, og alle der håber på dette rige kan derfor få gavn af at studere den nærmere. De to Krønikebøger er blevet værdsat både af jøder og kristne gennem tiderne. Bibeloversætteren Hieronymus satte Første og Anden Krønikebog så højt at han betragtede dem som et „resumé af Det Gamle Testamente“ og hævdede at „de er af så stor vigtighed og betydning, at den der mener at være kendt med De Hellige Skrifter og ikke kender dem, bedrager sig selv“. a

2. Hvorfor blev Krønikebøgerne skrevet?

² De to Krønikebøger var efter alt at dømme oprindelig én bog eller rulle som senere blev delt af praktiske grunde. Hvorfor blev Krønikebøgerne skrevet? Tag baggrunden i betragtning. Landflygtigheden i Babylon var afsluttet omkring 77 år tidligere, og jøderne havde igen bosat sig i deres land. Imidlertid gjorde en farlig tendens sig gældende iblandt dem, tendensen til at vende sig bort fra tilbedelsen af Jehova i det genopbyggede tempel i Jerusalem. Perserkongen havde bemyndiget Ezra til at udnævne dommere og lærere som skulle undervise i Guds lov (samt i kongens lov) og til at udsmykke Jehovas hus. Nøjagtige slægtsregistre var nødvendige for at sikre at kun personer der var berettiget dertil tjente som præster, og også for at stadfæste stammernes arvelodder hvorfra præsteskabet fik sit underhold. Med henblik på Jehovas profetier om Riget var det også nødvendigt at have en klar og pålidelig fortegnelse over Judas og Davids slægtslinje.

3. (a) Hvad ønskede Ezra at jøderne skulle forstå? (b) Hvorfor lagde han vægt på Judas historie, og hvordan understregede han betydningen af ren tilbedelse?

³ Ezra nærede et alvorligt ønske om at vække de tilbagevendte jøder af deres sløvhed og få dem til at forstå at de var det folk der skulle nyde godt af den loyale hengivenhed Jehova ville vise ifølge sin pagt. I Krønikebøgerne gav Ezra dem derfor en fuldstændig beretning om nationens historie og om menneskeslægtens oprindelse, idet han gik så langt tilbage som til det første menneske, Adam. Eftersom Davids rige var det centrale, fremhævede han Judas historie og udelod næsten helt beretningen om tistammeriget, der er helt uden forsonende træk. Han skildrede hvordan Judas største konger var optaget af at bygge eller istandsætte templet og af at føre nidkært an i tilbedelsen af Gud. Han påpegede de religiøse synder som førte til at riget blev omstyrtet, men betonede også Guds løfter om genoprettelse. Han understregede betydningen af ren tilbedelse ved at rette opmærksomheden mod de mange detaljer vedrørende templet, dets præster, levitterne, sangerne og så videre. Det må have været meget tilskyndende for israelitterne at have en historisk beretning der fokuserede på grunden til at de vendte tilbage fra landflygtigheden — genoprettelsen af Jehovas tilbedelse i Jerusalem.

4. Hvilke vidnesbyrd taler for at Ezra har skrevet Krønikebøgerne?

⁴ Hvilke beviser er der for at Ezra skrev Krønikebøgerne? De to sidste vers i Anden Krønikebog er de samme som de to første vers i Ezras Bog, og Anden Krønikebog slutter midt i en sætning som fuldendes i Ezra 1:3. Den der skrev Krønikebøgerne må derfor også have skrevet Ezras Bog. Dette bekræftes yderligere ved at stilen, sproget, ordvalget og stavemåden er ens i Krønikebøgerne og Ezras Bog. Nogle af udtrykkene i disse bøger findes ikke i andre bibelbøger. Ezra, som skrev Ezras Bog, må også have skrevet Krønikebøgerne. Den jødiske tradition støtter denne slutning.

5. Hvilke åndelige og verdslige kvalifikationer havde Ezra?

⁵ Ingen var bedre egnet end Ezra til at samle denne autentiske og nøjagtige historiske beretning. „For Ezra havde i sit hjerte taget en fast  beslutning om at rådspørge Jehovas lov og handle efter den og undervise i forordninger og lovbud i Israel.“ (Ezra 7:10) Jehova hjalp ham ved sin hellige ånd. Den persiske verdenshersker anerkendte også den visdom fra Gud som Ezra besad, og gav ham stor civil myndighed i Judas retsområde. (Ezra 7:12-26) Da Ezra således var udstyret med myndighed både fra Gud og fra verdensherskeren, kunne han få adgang til de bedste dokumenter der fandtes og samle sin beretning fra dem.

6. Hvorfor kan vi have tillid til at Krønikebøgerne er nøjagtige?

⁶ Ezra var en forsker ud over det sædvanlige. Han gennemsøgte ældre optegnelser fra den jødiske historie, nedskrevet og samlet dels af pålidelige profeter der levede samtidig med begivenhederne, og dels af officielle skrivere og arkivarer. Nogle af de skrifter han rådførte sig med har måske været statsdokumenter fra Israel og Juda, slægtsregistre, historiske værker affattet af profeter, og dokumenter der tilhørte stamme- eller familieoverhoveder. Ezra henviser til mindst 20 sådanne oplysningskilder. b Ved disse tydelige henvisninger gav Ezra ærligt sine samtidige lejlighed til at kontrollere hans kilder hvis de ønskede det, og dette taler stærkt for at hans ord er pålidelige og autentiske. Vi der lever i dag kan have lige så stor tillid til at Krønikebøgerne er pålidelige som jøderne på Ezras tid havde.

7. Hvornår blev Krønikebøgerne skrevet, hvem har anset dem for at være autentiske, og hvilken periode omspænder de?

⁷ Eftersom Ezra „drog op fra Babylon“ i perserkongen Artaxerxes den Langhåndedes syvende regeringsår, hvilket var i 468 f.v.t., og Ezra ikke nævner Nehemias’ betydningsfulde ankomst i 455 f.v.t., må Krønikebøgerne være blevet fuldført mellem disse årstal, sandsynligvis omkring år 460, i Jerusalem. (Ezra 7:1-7; Neh. 2:1-18) Jøderne på Ezras tid anerkendte Krønikebøgerne som en ægte del af ’hele Skriften der er inspireret af Gud og gavnlig’. De kaldte dem Divrēʹ Hajjamīmʹ, der betyder „dagenes begivenheder“, det vil sige dagenes eller tidernes historie. Omkring 200 år senere tog oversætterne af den græske Septuaginta også Krønikebøgerne med i deres oversættelse som kanoniske. Det var dem der delte bogen i to bøger, og da de antog at de supplerede Samuelsbøgerne og Kongebøgerne eller alt det man dengang havde af Bibelen, kaldte de dem Paraleipomeʹnon, der betyder „ting som er udeladt“. Selv om navnet ikke er særlig passende, viser deres handling alligevel at de betragtede Krønikebøgerne som autentiske, inspirerede skrifter. Da Hieronymus udarbejdede den latinske Vulgata-oversættelse foreslog han: „Vi kan mere passende kalde [dem] hele den guddommelige histories Chroniconʹ.“ Titlen „Krønikebøger“ synes at være afledt af dette ord. En krønike er en fremstilling af historiske begivenheder i kronologisk orden. Efter at have givet en fortegnelse over slægtsregistrene beskæftiger Første Krønikebog sig hovedsagelig med kong Davids tid, fra 1077 f.v.t. frem til hans død.

BOGENS INDHOLD

8. I hvilke to afsnit kan man inddele Første Krønikebog?

⁸ Første Krønikebog kan naturligt deles i to afsnit: de første ni kapitler, som hovedsagelig beskæftiger sig med slægtsregistre, og de sidste tyve kapitler, der spænder over begivenhederne i løbet af de 40 år der gik fra Sauls død til afslutningen af Davids regering.

9. Hvorfor er der ingen grund til at mene at Krønikebøgerne er skrevet på et senere tidspunkt?

⁹ Slægtsregistrene (1:1–9:44). Disse kapitler indeholder slægtsregistrene fra Adam og frem til Zerubbabels slægt. (1:1; 3:19-24) I mange oversættelser føres Zerubbabels slægt frem til det tiende led. Eftersom han vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t., har der ikke været tilstrækkelig tid til at så mange slægtled kunne være født i 460 f.v.t., da Ezra øjensynlig fuldførte nedskrivningen. Den hebraiske tekst er imidlertid ufuldstændig i dette afsnit, og det kan ikke helt afgøres hvordan mange af de nævnte mænd var beslægtede med Zerubbabel. Der er derfor ingen grund til at mene at Krønikebøgerne er skrevet senere, som nogle antager.

10. (a) Hvilke slægtled opregnes først? (b) Hvilket slægtsregister følger ved begyndelsen af det andet kapitel? (c) Hvilke andre registre nævnes, og hvad fører de os frem til?

¹⁰ Først nævnes de ti slægtled fra Adam til Noa og derefter de ti næste slægtled frem til Abraham. Navnene på Abrahams sønner og deres efterkommere og Esaus og Se’irs efterkommere, der levede i Se’irs bjergland, og de første af Edoms konger er optegnet. Fra det andet kapitel beskæftiger beretningen sig imidlertid med Israels eller Jakobs efterkommere. Slægtslinjen føres først gennem Juda og derfra ti slægtled frem til David. (2:1-14) De øvrige stammers slægter opregnes også, med en særlig omtale af Levis stamme og ypperstepræsterne. Fortegnelsen slutter med slægtsregisteret over Benjamins stamme, som fører os frem til kong Saul, en benjaminit, og med ham begynder så den historiske beretning i egentlig forstand. Undertiden kan det se ud til at der er modsigelser mellem Ezras slægtsregistre og andre afsnit i Bibelen. Vi må imidlertid huske på at visse personer også var kendt under andre navne og at stavemåden af nogle navne kan have forandret sig i tidens løb, blandt andet ved ændringer i sproget. En  omhyggelig undersøgelse fjerner de fleste vanskeligheder.

11. Giv eksempler på nyttige ekstraoplysninger der er flettet ind i slægtsregistrene.

¹¹ I sine slægtsregistre indfletter Ezra hist og her stumper af historiske og geografiske oplysninger der tjener til at klargøre visse ting og til at minde om noget betydningsfuldt. Da Ezra for eksempel nævner Rubens efterkommere, tilføjer han en betydningsfuld lille oplysning: „Israels førstefødtes, Rubens, sønner — for han var den førstefødte; men fordi han vanhelligede sin faders leje, blev hans førstefødselsret givet til Israels søn Josefs sønner, så han ikke skulle indføres i slægtsregisteret som den der havde førstefødselsretten. For Juda var den mægtigste blandt sine brødre, og den der skulle være fører skulle komme fra ham; men førstefødselsretten tilhørte Josef.“ (5:1, 2) Meget bliver forklaret med disse få ord. Endvidere er det kun i Krønikebøgerne vi får at vide at Joab, Amasa og Abisjaj alle var nevøer af David, og det hjælper os til at forstå de forskellige begivenheder i forbindelse med dem. — 2:16, 17.

12. Under hvilke omstændigheder dør Saul?

¹² Sauls troløshed resulterer i hans død (10:1-14). Fortællingen begynder med at filistrene går til angreb i slaget på Gilboas Bjerg. Tre af Sauls sønner, deriblandt Jonatan, bliver dræbt. Derefter bliver Saul såret. Da han ikke ønsker at blive taget til fange af fjenden, siger han til sin våbendrager: „Træk dit sværd og jag det gennem mig; ellers kommer disse uomskårne og mishandler mig.“ Da hans våbendrager nægter at gøre det, dræber Saul sig selv. Således dør Saul „for den troløshed som han havde vist mod Jehova ved at han ikke overholdt Jehovas ord og også fordi han havde bedt et åndemedium om at rådspørge ånderne; og han rådspurgte ikke Jehova“. (10:4, 13, 14) Jehova giver riget til David.

13. Hvordan befæster David sit kongedømme?

¹³ David befæster sit kongedømme (11:1–12:40). De tolv stammer samles hos David i Hebron og salver ham til konge over hele Israel. Han indtager Zion og ’bliver større og større, og hærstyrkers Jehova er med ham’. (11:9) Vældige krigere sættes i spidsen for hæren, og gennem dem udvirker Jehova „en stor frelse“. (11:14) David modtager enig støtte da krigerne helhjertet samler sig om ham for at gøre ham til konge. Der er fest og glæde i Israel.

14. Hvordan klarer David sig i kampen med filistrene, og hvilken trosstyrkende oplevelse giver anledning til frydesang?

¹⁴ David og Jehovas ark (13:1–16:36). David rådfører sig med folkets ledere, og de er indforstået med at arken flyttes til Jerusalem fra Kirjat-Jearim, hvor den har været i omkring 70 år. På vejen dør Uzza fordi han uærbødigt ignorerer Guds instruktioner, og arken efterlades for en tid i Obed-Edoms hus. (4 Mos. 4:15) Filistrene genoptager deres strejftog, men David tilføjer dem to knusende nederlag ved Ba’al-Perazim og ved Gibeon. Efter Davids vejledning følger levitterne nu en teokratisk fremgangsmåde og fører arken i god behold til Jerusalem, hvor den under dans og glæde anbringes i et telt som David har rejst til den. Der bliver bragt ofre og sunget lovsange, og David selv bidrager ved denne lejlighed med en takkesang til Jehova. Den når sit store højdepunkt i temaet: „Lad himmelen fryde sig og lad jorden juble, og lad dem sige blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge!’“ (1 Krøn. 16:31) Hvilken betagende og trosstyrkende oplevelse! Senere bliver denne sang benyttet som grundlag for nye sange, som for eksempel Salme 96. En anden af disse sange er gengivet i de første femten vers af Salme 105.

15. Med hvilket vidunderligt løfte besvarer Jehova Davids ønske om at bygge et hus for en forenet tilbedelse af Jehova?

¹⁵ David og Jehovas hus (16:37–17:27). Der hersker nu en usædvanlig ordning i Israel. Pagtens ark befinder sig i et telt i Jerusalem, hvor Asaf og hans brødre gør tjeneste, mens ypperstepræsten Zadok og hans brødre fortsætter med at frembære de foreskrevne ofre ved tabernaklet i Gibeon, nogle få kilometer nordvest for Jerusalem. David, der altid tænker på at fremme tilbedelsen af Jehova og samle den på ét sted, udtrykker ønsket om at bygge et hus til Jehovas pagts ark. Men Jehova siger at ikke David, men hans søn, skal bygge Ham et hus, og at han „vil grundfæste hans trone for stedse“ og vise loyal hengivenhed mod ham som en fader mod sin søn. (17:11-13) Dette vidunderlige løfte fra Jehova — denne pagt om et evigt rige — rører David dybt. Hans taknemmelighed strømmer over i en bøn om at Jehovas navn må „stå fast og være stort for stedse“, og at hans velsignelse vil hvile over Davids hus. — 17:24.

16. Hvilket løfte opfylder Jehova gennem David, men hvordan synder David?

¹⁶ Davids erobringer (18:1–21:17). Gennem David opfylder Jehova nu sit løfte om at give hele det forjættede land til Abrahams afkom. (18:3) I en række hurtige felttog ’frelser Jehova David hvor som helst han drager hen’. (18:6) Ved knusende militære sejre overvinder David filistrene, slår moabitterne, besejrer zobaitterne, tvinger aramæerne til at betale skat og erobrer Edom og Ammon såvel som Amalek. Satan ægger imidlertid David til at holde folketælling over Israel og på denne måde synde mod Gud. Jehova sender en pest som straf men bringer den barmhjertigt til ophør ved Ornans tærskeplads efter at 70.000 har mistet livet.

17. Hvilke forberedelser træffer David til opførelsen af Jehovas hus, og hvordan opmuntrer han Salomon?

 ¹⁷ David træffer forberedelser til bygningen af templet (21:18–22:19). Gennem Gad befaler en engel David at „rejse Jehova et alter på jebusitten Ornans tærskeplads“. (21:18) Efter at have købt stedet af Ornan frembærer David lydigt ofre dér og påkalder Jehova, som svarer ham „med ild fra himmelen på brændofferalteret“. (21:26) David slutter at Jehova ønsker sit hus bygget dér, og han går i gang med at samle materialerne. Han siger: „Min søn Salomon er ung og ufærdig, og huset der skal bygges til Jehova skal være overmåde storslået i ry og skønhed for alle landene. Lad mig hellere gøre nogle forberedelser for ham.“ (22:5) Han forklarer Salomon at Jehova ikke har tilladt ham at bygge huset da han har været en krigens mand og har udgydt blod, og han formaner sin søn til at være modig og stærk i sit forehavende. „Tag fat på arbejdet, og måtte Jehova være med dig.“ — 22:16.

18. Med hvilket formål holdes der nu folketælling?

¹⁸ David organiserer tilbedelsen af Jehova (23:1–29:30). Der foretages en folketælling — denne gang i overensstemmelse med Guds vilje — for at reorganisere præsternes og levitternes tjeneste, og levitternes tjeneste beskrives her mere udførligt end noget andet sted i Bibelen. Derefter nævnes de forskellige skifter der skal gøre tjeneste for kongen.

19. Med hvilke ord overdrager David Salomon hvervet, hvilke planer stiller han til rådighed, og hvilket storslået eksempel sætter han?

¹⁹ Kort før afslutningen på sin begivenhedsrige regeringstid samler David repræsentanter for hele folket, „Jehovas menighed“. (28:8) Kongen rejser sig og siger: „Hør mig, mine brødre og mit folk.“ Han taler så til dem om det der ligger ham på hjerte, nemlig ’den sande Guds hus’. I deres nærværelse overdrager han Salomon hvervet: „Og du, min søn Salomon, kend din faders Gud og tjen ham af et helt hjerte og af en glad sjæl; for Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig; men hvis du forlader ham, vil han forstøde dig for evigt. Se nu klart, for Jehova har valgt dig til at bygge et hus som en helligdom. Vær modig og tag fat på arbejdet.“ (28:2, 9, 10, 12) Han giver den unge Salomon de detaljerede planer til templet som han har modtaget fra Jehova under inspiration, og bidrager til bygningen med en umådelig personlig formue — 3000 talenter guld og 7000 talenter sølv, som han har sparet op til dette formål. Med et så storslået eksempel for øje reagerer fyrsterne og folket ved at give guld til en værdi af 5000 talenter og 10.000 darejker, og sølv til en værdi af 10.000 talenter, foruden meget jern og kobber. c (29:3-7) De er glade for at kunne være med til at give.

20. Hvilket højdepunkt når Davids afsluttende bøn?

²⁰ David priser derefter Jehova i bøn. Han anerkender at hele dette overvældende offer i virkeligheden er kommet fra Jehova, og beder om at han fortsat vil velsigne folket og Salomon. Denne sidste bøn af David når sit højdepunkt da David fremhæver Jehovas rige og hans herlige navn: „Måtte du være velsignet, Jehova, vor fader Israels Gud, fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid. Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit. Dig tilhører riget, Jehova, og du løfter dig som hoved over alle. Rigdommen og herligheden skyldes dig, og du hersker over alt; og i din hånd er der kraft og styrke, og det er i din hånd at gøre stor og at gøre alle stærke. Og nu, vor Gud, takker vi dig og lovsynger dit hæderværdige navn.“ — 29:10-13.

21. Hvordan slutter Første Krønikebog?

²¹ Salomon bliver salvet for anden gang og sætter sig på „Jehovas trone“ i stedet for den aldrende David. Efter at have regeret i 40 år dør David „i en god alderdom, mæt af dage, rigdom og ære“. (29:23, 28) Hermed slutter Ezra Første Krønikebog — bogen der fremhæver Davids riges fortrin frem for alle nationernes riger.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

22. Hvordan blev Ezras landsmænd, israelitterne, opmuntret ved denne beretning?

²² Ezras landsmænd, israelitterne, havde stor gavn af hans bog. På grundlag af denne kortfattede historiske beretning med dens nye og optimistiske synsvinkel, kunne de værdsætte den loyale hengivenhed Jehova viste dem på grund af sin loyalitet over for rigspagten med kong David og for sit eget navns skyld. Opmuntret af dens indhold kunne de med ny iver deltage i den rene tilbedelse af Jehova. Slægtsregistrene styrkede deres tillid til præsteskabet der gjorde tjeneste ved det genopbyggede tempel.

23. Hvordan gjorde Mattæus, Lukas og Stefanus god brug af Første Krønikebog?

²³ Første Krønikebog var også til stor gavn for den første kristne menighed. Mattæus og Lukas kunne benytte dens slægtsregistre til klart at fastslå at Jesus Kristus var „Davids søn“ og den retmæssige Messias. (Matt. 1:1-16; Luk. 3:23-38) Da Stefanus afsluttede sit sidste vidnesbyrd, nævnte han at David havde bedt om lov til at bygge et hus til Jehova og at Salomon byggede det. Derpå understregede han at ’den Højeste ikke bor i huse gjort med hænder’, og antydede dermed at templet på Salomons tid var et billede på noget langt herligere i himmelen. — Apg. 7:45-50.

24. I hvilke henseender kan vi i vor tid efterligne Davids lysende eksempel?

 ²⁴ Og hvad med de sande kristne i vor tid? Første Krønikebog bør opbygge og styrke vor tro. Vi kan efterligne Davids lysende eksempel i mange henseender. I modsætning til den troløse Saul rådspurgte David altid Jehova. (1 Krøn. 10:13, 14; 14:13, 14; 17:16; 22:17-19) Ved at lade Jehovas ark føre til Jerusalem, ved at digte lovprisningssalmer, ved at organisere levitterne til tjenesten og ved at bede om lov til at bygge et herligt hus til Jehova — på alle disse måder viste han at Jehova og tilbedelsen af ham indtog førstepladsen i hans liv. (16:23-29) Han beklagede sig ikke. Han søgte ikke at opnå særlige rettigheder for sig selv, men bestræbte sig udelukkende på at gøre Jehovas vilje. Da Jehova pålagde hans søn at bygge huset, vejledte han således helhjertet sin søn og gav af sin tid, sine kræfter og sin rigdom til forberedelsen af det arbejde der skulle påbegyndes efter hans død. (29:3, 9) Et storslået eksempel på tro og hengivenhed! — Hebr. 11:32.

25. Hvordan skulle denne beretning få os til at værdsætte Jehovas navn og rige?

²⁵ I de afsluttende kapitler når beretningen sit højdepunkt. Det ophøjede sprog hvori David priste Jehova og lovsang hans „hæderværdige navn“, skulle fylde os med glæde og indgive os værdsættelse af den forret det er at gøre Jehovas herlighed og hans rige ved Kristus kendt i dag. (1 Krøn. 29:10-13) Måtte vor tro og glæde altid ligne Davids mens vi giver udtryk for vor taknemmelighed over Jehovas evige rige ved helhjertet at tjene ham. (17:16-27) Første Krønikebog får Bibelens tema om Jehovas rige ved hans afkom til at træde stærkere frem end nogen sinde og spænder vor forventning om yderligere storslåede åbenbaringer af Jehovas hensigter.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]