Bibelens 2. bog — Anden Mosebog (Exodus)

Skribent: Moses

Skrevet i: Ørkenen

Fuldført: 1512 f.v.t.

Spænder over: 1657-1512 f.v.t.

1. (a) Hvad er højdepunkterne i Anden Mosebog? (b) Hvilke navne har man givet Anden Mosebog, og hvilken beretning er den en fortsættelse af?

 DEN gribende beretning om de betydningsfulde tegn og mirakler Jehova udførte da han befriede sit folk fra undertrykkelsen i Ægypten, organiserede det som sin særlige ejendom, som „et kongerige af præster og en hellig nation“, og lagde grunden til Israels historie som et teokratisk folk — det er højdepunkterne i Anden Mosebog. (2 Mos. 19:6) På hebraisk kaldes denne bog We’elʹlæh sjemōthʹ, der betyder „og dette er navnene“, eller blot Sjemōthʹ, „navne“, efter de indledende ord. I den græske Septuaginta-oversættelse kaldes den Eʹxodos, hvilket på latin er blevet til Exʹodus, der betyder „udgang“ eller „afrejse“. At Exodus er en fortsættelse af beretningen i Genesis ses af det indledende ord „og“, samt af listen med navnene på Jakobs sønner, der er hentet fra den mere udførlige beretning i Første Mosebog 46:8-27.

2. Hvad åbenbarer Anden Mosebog vedrørende navnet JEHOVA?

² Anden Mosebog åbenbarer Guds herlige navn, JEHOVA, i al dets strålende glans og hellighed. Da Gud skulle demonstrere sit navns dybe betydning, sagde han til Moses: „JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE.“ Og han tilføjede: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VÆRE [hebraisk: אהיה, ’Æhjæhʹ, en form af udsagnsordet hajahʹ] har sendt mig til jer.’“ Navnet JEHOVA (יהוה, JHWH) stammer fra det beslægtede hebraiske udsagnsord hawahʹ, „at blive“, og betyder bogstaveligt „Han lader (eller: får til at) blive“. De mægtige og frygtindgydende handlinger som Jehova nu udførte til gavn for sit folk, Israel, ophøjede hans navn og omgav det med en stråleglans der skulle huskes „fra generation til generation“; det blev navnet der skulle æres til evig tid. Det er frem for alt yderst gavnligt at kende den vidunderlige beretning der knytter sig til Guds navn, og at tilbede den eneste sande Gud, den Gud der siger: „Jeg er Jehova.“ a — 2 Mos. 3:14, 15; 6:6.

3. (a) Hvordan ved vi at Moses har skrevet Anden Mosebog? (b) Hvornår blev Anden Mosebog skrevet, og hvilken periode omspænder den?

³ Det er Moses der har skrevet Anden Mosebog, hvilket fremgår af at bogen er det andet bind i Pentateuken. Bogen selv nævner tre tilfælde hvor  Moses skriver på Jehovas befaling. (17:14; 24:4; 34:27) Bibelforskerne Westcott og Hort oplyser at Jesus og de kristne bibelskribenter citerede fra eller henviste til Anden Mosebog over 100 gange, som da Jesus for eksempel sagde: „Moses gav jer loven, ikke sandt?“ Anden Mosebog blev skrevet i Sinaj Ørken i 1512 f.v.t., et år efter at Israels sønner havde forladt Ægypten. Den omspænder en periode på 145 år, fra Josefs død i 1657 f.v.t. til opførelsen af teltboligen eller tabernaklet for tilbedelsen af Jehova i 1512 f.v.t. — Joh. 7:19; 2 Mos. 1:6; 40:17.

4, 5. Hvilke arkæologiske vidnesbyrd støtter beretningen i Anden Mosebog?

⁴ I betragtning af at de begivenheder der omtales i Anden Mosebog er indtruffet for omkring 3500 år siden, er der en forbavsende mængde arkæologisk og andet ikkebibelsk materiale der bevidner nøjagtigheden af beretningen. Ægyptiske navne anvendes korrekt i Anden Mosebog, og de titler den nævner, stemmer med ægyptiske inskriptioner. Arkæologien viser at ægypterne havde den skik at lade fremmede bo i landet men at holde sig adskilt fra dem. Det var almindeligt at bade i Nilen, som det berettes at Faraos datter gjorde. Man har fundet teglsten med og uden halm. Ligeledes var troldmænd velkendte i Ægyptens velmagtsdage. — 2 Mos. 8:22; 2:5; 5:6, 7, 18; 7:11.

⁵ Mindesmærker viser at faraonerne personlig kørte ud til kamp i spidsen for alle stridsvognene, og det fremgår af Anden Mosebog at Farao på Moses’ tid fulgte denne skik. Det resulterede i at han blev ydmyget dybt! Men hvordan kan det være at de gamle ægyptiske beretninger ikke omtaler israelitternes ophold i landet eller de ulykker der ramte Ægypten? Arkæologien har vist at når et nyt ægyptisk dynasti kom til magten, var det skik og brug at slette alt hvad der i tidligere beretninger fremstillede det i et dårligt lys. Man vedgik aldrig ydmygende nederlag. De slag der blev rettet mod Ægyptens guder — såsom nilguden, frøguden og solguden — og som bragte disse falske guder i vanry og viste at Jehova var den højeste, ville det være yderst upassende at skrive om i en stolt nations annaler. — 2 Mos. 14:7-10; 15:4. b

6. Hvilke lokaliteter bliver de første steder israelitterne slog lejr almindeligvis identificeret med?

⁶ I de 40 år Moses tjente Jetro som hyrde fik han et indgående kendskab til levevilkårene i området samt til forekomsterne af vand og føde, og det gjorde ham velegnet til at lede israelitternes exodus eller udgang. I dag kendes deres nøjagtige rejserute ikke, eftersom de steder der omtales i beretningen ikke kan lokaliseres med sikkerhed. Imidlertid identificeres Mara, et af de første steder israelitterne slog lejr på Sinajhalvøen, som regel med Ain Hawwara, der ligger 80 kilometer syd-sydøst for nutidens Suez. Elim, det andet sted de slog lejr, er ifølge traditionen Wadi Garandel, cirka 90 kilometer syd-sydøst for Suez. Interessant nok er det nu kendt som et vandingssted med vegetation og palmer, hvilket henleder tanken på at der i det bibelske Elim var „tolv vandkilder og halvfjerds palmetræer“. c Troværdigheden af Moses’ beretning afhænger imidlertid ikke af om arkæologer kan lokalisere de steder han omtaler. — 15:23, 27.

7. Hvilke andre vidnesbyrd bekræfter at Anden Mosebog er inspireret?

⁷ Beretningen om opførelsen af tabernaklet på sletterne neden for Sinaj Bjerg stemmer med de eksisterende forhold. En forsker siger: „Hvad form, bygningsmåde og materialer angår, hører tabernaklet helt igennem ørkenen til. Det træ der anvendtes i bygningen fandtes i overflod dér.“ d Hele den mængde ydre vidnesbyrd som vedrører navne, skikke, religion, steder, geografi og materialer, bekræfter den inspirerede beretning i Anden Mosebog, der nu er omkring 3500 år gammel.

8. Hvordan ses det at Anden Mosebog er forbundet med den øvrige del af Bibelen og er inspireret og gavnlig?

⁸ Andre bibelskribenter henviser gang på gang til Anden Mosebog og viser dens profetiske betydning og værdi. Over 900 år efter bogens affattelse skrev Jeremias om „den sande Gud, den store, den vældige, hvis navn er hærstyrkers Jehova“, som førte sit folk Israel ud af Ægypten „med tegn og med mirakler og med stærk hånd og med udrakt arm og med frygtindgydende vælde“. (Jer. 32:18-21) Mere end 1500 år senere benyttede Stefanus oplysninger fra Anden Mosebog da han holdt den gribende tale der førte til hans død. (Apg. 7:17-44) I Hebræerbrevet 11:23-29 nævnes Moses som et eksempel på tro, og Paulus henter ved mange andre lejligheder stof i Anden Mosebog til eksempler og advarsler, der også gælder os som lever i dag. (Apg. 13:17; 1 Kor. 10:1-4, 11, 12; 2 Kor. 3:7-16) Alt dette hjælper os til at forstå at Bibelens enkelte dele griber ind i hinanden og hver især yder deres bidrag til åbenbaringen af Jehovas hensigt på en måde der er til gavn for os.

BOGENS INDHOLD

9. Under hvilke omstændigheder bliver Moses født og opdraget?

⁹ Jehova bemyndiger Moses, fremhæver det navn han vil huskes ved (1:1–4:31). Efter at have  nævnt navnene på Israels sønner som var kommet ned til Ægypten, beretter Anden Mosebog om Josefs død. Med tiden kommer en ny konge til magten i Ægypten, og da han ser at israelitterne fortsat bliver „talrigere og mægtigere med en usædvanlig fart“, griber han til at undertrykke dem, blandt andet ved tvangsarbejde, og prøver at mindske antallet af mandlige israelitter ved at give ordre til at alle nyfødte drengebørn skal dræbes. (1:7) Det er under disse omstændigheder at en israelit af Levis hus får en søn, familiens tredje barn. Da drengen er tre måneder gammel skjuler moderen ham i en papyrusark mellem sivene ved Nilens bred. Han findes af Faraos datter, der synes så godt om ham at hun adopterer ham. Drengens egen moder bliver amme for ham, og på den måde kommer han til at vokse op i et israelitisk hjem. Senere bringes han til Faraos hof, og han får navnet Moses, der betyder „trukket op“, „reddet op af vandet“. — 2 Mos. 2:10; Apg. 7:17-22.

10. Hvilke begivenheder fører til at Moses får overdraget en særlig tjeneste?

¹⁰ Moses er interesseret i sine landsmænds velfærd. Han dræber en ægypter fordi denne mishandler en israelit. Af den grund må han flygte og kommer til Midjans land, hvor han gifter sig med Zippora, en datter af Jetro, præsten i Midjan. Med tiden bliver han fader til to sønner, Gersjom og Eliezer. Efter at have tilbragt 40 år i ørkenen bemyndiges Moses i en alder af 80 år til en særlig tjeneste for at hellige Jehovas navn. En dag da han vogter Jetros småkvæg nær ved Horeb, „den sande Guds bjerg“, ser han en tornebusk der står i flammer uden at fortæres. Da han går hen for at undersøge den nærmere bliver han tiltalt af en af Jehovas engle, som fortæller ham at Gud har til hensigt at føre sit folk, „Israels sønner“, ud af Ægypten. (2 Mos. 3:1, 10) Moses skal være det redskab hvormed Jehova vil befri Israel fra trældommen i Ægypten. — Apg. 7:23-35.

11. I hvilken særlig forstand gør Jehova nu sit navn kendt?

¹¹ Moses spørger nu hvordan han skal gøre israelitterne forståeligt hvem Gud er. Det er her Jehova for første gang bekendtgør den sande betydning af sit navn, idet han kæder det sammen med sin særlige hensigt og sit ønske om at gøre det til et navn der huskes. „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer . . . Jehova, jeres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer.’“ Guds navn, Jehova, indebærer at han vil fuldbyrde sin hensigt i forbindelse med det folk hans navn er nævnet over. Dette folk, Abrahams efterkommere, vil han give det land der var lovet deres forfædre, „et land der flyder med mælk og honning“. — 2 Mos. 3:14, 15, 17.

12. Hvad forklarer Jehova Moses angående israelitternes udfrielse, og hvordan reagerer folket på de tegn Moses og Aron udfører?

¹² Jehova forklarer Moses at Ægyptens konge ikke vil lade israelitterne rejse og at Han derfor først må slå Ægypten med alle sine undergerninger. Moses får lov til at lade sin broder Aron virke som talsmand, og de modtager tre tegn som de skal udføre for at overbevise israelitterne om at de kommer i Jehovas navn. Mens Moses er på vej til Ægypten bliver det nødvendigt at omskære hans søn for at forhindre dødsfald i familien, og på denne måde bliver Moses mindet om Guds krav. (1 Mos. 17:14) Moses og Aron samler Israels sønners ældste og underretter dem om at Jehova har til hensigt at føre dem ud af Ægypten og lede dem til det forjættede land. Moses og Aron udfører tegnene, og folket tror dem.

13. Hvad kommer der ud af Moses’ første møde med Farao?

¹³ Plagerne over Ægypten (5:1–10:29). Moses og Aron går nu til Farao og meddeler at Jehova, Israels Gud, har sagt: „Send mit folk bort.“ I en hånlig tone svarer den stolte Farao: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort? Jeg kender overhovedet ikke Jehova, og hvad mere er, jeg vil ikke sende Israel bort.“ (5:1, 2) I stedet for at give israelitterne fri, pålægger han dem tungere byrder. Imidlertid gentager Jehova sine løfter om udfrielse, idet han igen knytter dem til helligelsen af sit navn: „Jeg er Jehova . . . I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud . . . Jeg er Jehova.“ — 6:6-8.

14. Hvordan tvinges ægypterne til at anerkende „Guds finger“?

¹⁴ Det tegn Moses udfører for Farao ved at lade Aron kaste sin stav ned så den bliver til en stor slange, efterlignes af Ægyptens magere. Skønt deres slanger sluges af Arons store slange, forbliver Faraos hjerte forhærdet. Jehova bringer nu ti svære plager over Ægypten, den ene efter den anden. Først bliver Nilen og alle Ægyptens vande til blod. Derefter kommer en frøplage over dem. Magerne efterligner disse to plager, men de kan ikke eftergøre den tredje, myg over mennesker og dyr. De må erkende at dette er „Guds finger“. Dog vil Farao stadig ikke lade Israel rejse. — 8:19.

15. Hvilke plager berører kun ægypterne, og hvad er den eneste grund til at Jehova lader Farao blive i live?

¹⁵ De tre første plager rammer både ægypterne og israelitterne, men fra og med den fjerde berøres kun ægypterne, idet Jehova beskytter israelitterne, hvorved der bliver et tydeligt skel mellem de to parter. Den fjerde plage består i store sværme af klæger. Så rammer pest alle Ægyptens hjorde, og dernæst bylder med blærer som bryder ud på både dyr og mennesker, så end ikke  magerne kan træde frem for Moses. Jehova lader igen Faraos hjerte blive forhærdet og siger gennem Moses til ham: „Men netop af denne grund har jeg ladet dig bestå: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.“ (9:16) Moses fortæller derpå Farao om den næste plage, „en meget svær haglbyge“, og her nævner Bibelen for første gang at nogle af Faraos tjenere frygter Jehovas ord og handler efter det. Den ottende og niende plage — en invasion af græshopper og et dystert mørke — følger hurtigt efter, og den forhærdede, ophidsede Farao truer Moses med døden hvis han prøver at vise sig for ham igen. — 9:18.

16. Hvad befaler Jehova vedrørende påsken og de usyrede brøds højtid?

¹⁶ Påsken og de førstefødtes død (11:1–13:16). Jehova erklærer nu: „Én plage til vil jeg bringe over Farao og Ægypten.“ (11:1) De førstefødte skal dø. Han befaler at abib måned skal være den første måned hos israelitterne. På den tiende dag skal de tage et ét år gammelt, sundt handyr blandt fårene eller gederne og slagte det på den fjortende dag. Samme aften skal de tage blodet af dyret og stryge det på de to dørstolper og overliggeren, og så skal de blive indendørs og spise det stegte dyr, på hvilket ikke en knogle må brækkes. De må ikke have surdej i huset, og de skal spise i hast, fuldt påklædte og parate til at tage af sted. Påsken skal tjene som et minde, en højtid for Jehova, for dem og kommende generationer. Den skal efterfølges af de usyrede brøds højtid, der varer syv dage; og de skal omhyggeligt forklare deres sønner betydningen af alt dette. (Senere forklarer Jehova disse højtider mere detaljeret, og han befaler at alle Israels førstefødte af hankøn, både blandt mennesker og dyr, skal helliges ham.)

17. Hvilke begivenheder gør denne aften mindeværdig?

¹⁷ Israel gør som Jehova befaler. Så rammes ægypterne af ulykken! Ved midnat dræber Jehova alle de førstefødte i Ægypten, men Israels førstefødte forbigår og redder han. „Bryd op, drag bort fra mit folk,“ råber Farao. Og ’ægypterne lægger et stærkt pres på folket’ for at det skal drage hurtigt bort. (12:31, 33) Israelitterne rejser ikke tomhændede bort, for de beder ægypterne om sølv- og guldting samt kapper, hvad de også får. De marcherer ud af Ægypten i kampformation, i et antal af 600.000 voksne mænd sammen med deres familier og en talrig blandet flok af ikkeisraelitter, samt en meget stor kvæghjord. Dette sætter punktum for de 430 år der skulle gå fra Abraham gik over Eufrat for at drage ind i Kana’an. I sandhed en aften der bør mindes. — 2 Mos. 12:40, NW, 1984-udgaven, anden fodnote; Gal. 3:17.

18. Hvordan helliges Jehovas navn ved Det Røde Hav?

¹⁸ Jehovas navn helliges ved Det Røde Hav (13:17–15:21). Idet Jehova om dagen leder israelitterne i en skysøjle og om natten i en ildsøjle, fører han dem om ad Sukkot. Igen bliver Farao forhærdet, forfølger dem med udsøgte stridsvogne og får dem i en fælde, mener han, ved Det Røde Hav. Moses beroliger folket ved at sige: „Vær ikke bange. Stå fast og se Jehovas frelse, som han vil udvirke for jer i dag.“ (14:13) Jehova får nu havet til at vige tilbage så vandene står som mure og danner en fri passage, hvorigennem Moses fører israelitterne sikkert over til den østlige bred. Faraos mægtige hær sætter efter dem, men bliver fanget i en fælde og drukner da vandmasserne vælter tilbage. Hvilket højdepunkt på helligelsen og ophøjelsen af Jehovas navn! Der er sandelig grund til at fryde sig over ham! Denne glæde udtrykkes derefter i Bibelens første store sejrssang: „Jeg vil synge for Jehova, for han er højt ophøjet. Hesten og dens rytter har han styrtet i havet. Min styrke og min kraft er Jah, for han er mig til frelse. . . . Jehova skal herske som konge til fjerne tider, ja, for evigt.“ — 15:1, 2, 18.

19. Hvilke begivenheder indtræffer på vandringen til Sinaj?

¹⁹ Jehova fremsætter Lovpagten ved Sinaj (15:22–34:35). Ledet af Jehova drager Israel etape for etape mod Sinaj, den sande Guds bjerg. Da folket knurrer over det bitre vand ved Mara, gør Jehova det ferskt for dem. Da de knurrer over at de ikke får kød og brød, giver han dem vagtler om aftenen, og om morgenen sødlig manna der ligger som rim på jorden. Denne manna tjener som brød for israelitterne i de næste 40 år. Ydermere giver Jehova for første gang i historien befaling til at der skal holdes en hviledag eller sabbat, og derfor lader han israelitterne samle den dobbelte mængde manna på den sjette dag og tilbageholder mannaen på den syvende dag. Han skaffer også vand til dem ved Refidim og kæmper for dem imod Amalek, og Moses får påbud om at nedskrive den dom over Amalek at det vil blive fuldstændig udslettet.

20. Hvordan bliver der indført en bedre organisering?

²⁰ Moses’ svigerfader, Jetro, kommer nu til ham med hans hustru og hans to sønner. Tiden er kommet da Israel må organiseres bedre, og Jetro giver Moses nogle gode, praktiske råd. Han anbefaler Moses at han ikke selv bærer hele byrden men udnævner dygtige, gudfrygtige mænd der kan dømme folket som øverster over tusind, hundrede, halvtreds og ti. Moses følger hans råd, så det nu kun er de vanskelige sager der indbringes for ham.

21. Hvilket løfte giver Jehova derefter, men på hvilke betingelser?

 ²¹ Mindre end tre måneder efter udgangen slår Israel lejr i Sinaj Ørken. Jehova lover dem her: „Og nu: hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ Folket lover: „Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.“ (19:5, 6, 8) Efter at Israel har helliget sig, stiger Jehova den tredje dag ned på bjerget, så det ryger og skælver.

22. (a) Hvilke befalinger indeholdes i De Ti Ord? (b) Hvilke andre lovbud får Israel, og hvordan indgår Jehova Lovpagten med folket?

²² Jehova giver dernæst De Ti Ord eller Bud. De betoner udelt hengivenhed for Jehova, og forbyder andre guder, billeddyrkelse og det at bruge Jehovas navn på en uværdig måde. Israelitterne får befaling til at arbejde seks dage om ugen og dernæst holde sabbat for Jehova, og de skal ære deres fader og moder. Love imod mord, ægteskabsbrud, tyveri, falsk vidnesbyrd og begærlighed fuldender De Ti Ord. Derefter fremsætter Jehova en række lovbud, en rettesnor der skal gælde den nye nation i spørgsmål vedrørende trældom, overfald, skader, erstatning, tyveri, brandskade, afgudsdyrkelse, forførelse, dårlig behandling af enker og faderløse, lån og mange andre anliggender. Der udstedes sabbatslove og arrangeres tre årlige højtider med henblik på tilbedelsen af Jehova. Moses skriver Jehovas ord ned, der bringes ofre, og halvdelen af blodet slynges mod alteret. Pagtsbogen læses op for israelitterne, og efter at de igen har bekræftet deres villighed til at overholde pagten, slynges resten af blodet mod bogen og folket. Sådan indgår Jehova Lovpagten med Israel gennem mellemmanden Moses. — Hebr. 9:19, 20.

23. Hvilke instruktioner får Moses mens han opholder sig på bjerget?

²³ Moses går op til Jehova på bjerget for at modtage Loven. I løbet af 40 dage og nætter får han at vide hvilke materialer der skal anvendes til tabernaklet, nøjagtig hvordan inventaret skal udføres, og i alle enkeltheder efter hvilke mål tabernaklets dele skal bygges samt hvordan præsternes klæder skal se ud, heri indbefattet Arons turban med en plade af rent guld hvori der skal indgraveres: „Hellighed tilhører Jehova.“ Præsteskabets indsættelse og tjeneste beskrives detaljeret, og Moses bliver mindet om at sabbatten skal være et tegn mellem Jehova og Israels sønner „til fjerne tider“. Moses får derefter Vidnesbyrdets to tavler, som er beskrevet med „Guds finger“. — 2 Mos. 28:36; 31:17, 18.

24. (a) Hvilken synd begår folket, og hvad fører det til? (b) Hvordan åbenbarer Jehova derefter sit navn og sin herlighed for Moses?

²⁴ I mellemtiden bliver israelitterne utålmodige og beder Aron lave en gud der kan gå foran dem. Aron indvilliger og former en guldkalv, som folket tilbeder ved en fest han kalder en „højtid for Jehova“. (32:5) Jehova taler om at gøre det af med israelitterne, men Moses går i forbøn for dem skønt han selv bliver så rasende at han knuser tavlerne. Levis sønner stiller sig nu på den rene tilbedelses side og hugger 3000 af afgudsdyrkerne ned. Jehova slår desuden folket med en plage. Efter at Moses har anråbt Gud om stadig at føre dem, får han at vide at han må se et glimt af Guds herlighed, og han får befaling om at tilhugge to andre tavler som Jehova igen vil skrive De Ti Ord på. Da Moses går op på bjerget for anden gang, forkynder Gud sit navn Jehova for ham mens Han passerer forbi: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder.“ (34:6, 7) Så bekendtgør han pagtsbetingelserne, og Moses skriver dem ned som vi har dem i Anden Mosebog i dag. Da Moses kommer ned fra Sinaj Bjerg anden gang stråler hans ansigtshud på grund af den herlighed Jehova har åbenbaret, og han må lægge et dække over sit ansigt. — 2 Kor. 3:7-11.

25. Hvad fortæller beretningen om tabernaklet og den videre åbenbarelse af Jehovas herlighed?

²⁵ Tabernaklets opførelse (35:1–40:38). Moses kalder israelitterne sammen, overgiver dem Jehovas ord og fortæller dem at de der er villige af hjertet vil få den forret at bidrage til tabernaklet, og de der har et víst hjerte den forret at arbejde på det. Snart meldes det Moses: „Folket kommer med langt mere end der er nødvendigt til tjenesten i forbindelse med det arbejde som Jehova har givet påbud om at udføre.“ (36:5) Under Moses’ ledelse går håndværkere som er fyldt med Jehovas ånd i gang med at bygge tabernaklet og fremstille dets inventar og alle præsteklæderne. Et år efter udgangen står tabernaklet færdigt og opstillet på sletten neden for Sinaj Bjerg. Jehova viser sin godkendelse af dette mødetelt ved at dække det med sin sky og fylde det med sin herlighed, så Moses ikke kan gå ind i det. Ved denne sky, der om natten lyser som en ild, leder Jehova Israel på alle dets vandringer. Vi er nu nået til år 1512 f.v.t., og her slutter Anden Mosebog. Jehovas navn er på den mest storslåede måde blevet helliget ved de underfulde gerninger han har udført til gavn for Israel.

 HVORFOR DEN ER GAVNLIG

26. (a) Hvordan styrker Anden Mosebog vor tro på Jehova? (b) Hvordan øges vor tro af De Kristne Græske Skrifters henvisninger til Anden Mosebog?

²⁶ Anden Mosebog åbenbarer i særlig grad Jehova som den store befrier, den store organisator og den store fuldbyrder af sine hensigter, og styrker således vor tro på ham. Denne tro styrkes yderligere når vi studerer De Kristne Græske Skrifter, der gang på gang henviser til Anden Mosebog. Vi bliver gjort opmærksomme på opfyldelsen af mange af Lovpagtens forordninger, vi får opstandelseshåbet bekræftet og bliver mindet om at Jehova vil sørge for sit folk; vi får retningslinjer for hjælpearbejdet blandt de kristne, vejledning om børns respekt for forældre, og vi hører om betingelserne for at vinde livet, og det rette syn på den retfærdige gengældelse. Endelig sammenfattes Loven i to bud om at elske Gud og næsten. — Matt. 22:32 — 2 Mos. 4:5; Joh. 6:31-35; og 2 Kor. 8:15 — 2 Mos. 16:4, 18; Matt. 15:4 og Ef. 6:2 — 2 Mos. 20:12; Matt. 5:26, 38, 39 — 2 Mos. 21:24; Matt. 22:37-40.

27. Hvordan er den historiske beretning i Anden Mosebog til gavn for den kristne?

²⁷ I Hebræerbrevet 11:23-29 læser vi om Moses’ og hans forældres tro. I tro forlod han Ægypten, i tro fejrede han påsken og i tro førte han Israel gennem Det Røde Hav. Israelitterne blev døbt til Moses og spiste åndelig mad og drak en åndelig drik. De så frem til den åndelige klippe, Kristus, men alligevel fik de ikke Guds godkendelse, for de satte ham på prøve og forfaldt til afgudsdyrkelse, utugt og oprør. Paulus påpeger at dette bør vække til eftertanke hos de kristne: „Men disse ting skete fortsat med dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet. Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ — 1 Kor. 10:1-12; Hebr. 3:7-13.

28. Hvordan er Loven og påskelammet som forbilleder blevet opfyldt?

²⁸ Meget af dyb åndelig betydning i Anden Mosebog og mange af bogens profetiske træk forklares i Paulus’ skrifter, især i Hebræerbrevet, kapitlerne 9 og 10. „For da loven har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse, kan mennesker aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem med dem, fuldkomne.“ (Hebr. 10:1) Vi er derfor interesserede i at kende skyggen og forstå virkeligheden. Kristus „har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig“. Han beskrives som „Guds lam“. Ikke en knogle blev brækket på dette „lam“, ganske som i forbilledet. Apostelen Paulus udtaler: „Vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ — Hebr. 10:12; Joh. 1:29 og 19:36 — 2 Mos. 12:46; 1 Kor. 5:7, 8 — 2 Mos. 23:15.

29. (a) Sammenlign Lovpagten med den nye pagt. (b) Hvilke ofre bringer det åndelige Israel nu Gud?

²⁹ Jesus blev mellemmand for en ny pagt ligesom Moses havde været mellemmand for Lovpagten. Modsætningen mellem disse pagter forklares også tydeligt af apostelen Paulus, der taler om at ’det håndskrevne dokument med dets bestemmelser’ var blevet taget bort ved Jesu død på marterpælen. Den opstandne Jesus er som ypperstepræst „en offentlig tjener ved det hellige sted og det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“. Præsterne under Loven ydede „hellig tjeneste som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“ i overensstemmelse med det forbillede der blev vist Moses. „Men nu har Jesus opnået en ypperligere offentlig tjeneste, ligesom han også er mellemmand for en tilsvarende bedre pagt, som lovmæssigt er grundet på bedre løfter.“ Den gamle pagt blev forældet og blev afskaffet som en lovsamling der dømte til døden. Om de jøder der ikke forstår dette siges der at deres forstand blev sløvet, men de troende som forstår at det åndelige Israel er kommet under en ny pagt kan ’med utildækket ansigt genspejle Jehovas herlighed’, idet de er blevet gjort egnede til at være tjenere for den. Med en renset samvittighed kan de bringe deres eget „lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. — Kol. 2:14; Hebr. 8:1-6, 13; 2 Kor. 3:6-18; Hebr. 13:15; 2 Mos. 34:27-35.

30. Hvad var udfrielsen af Israel og ophøjelsen af Jehovas navn i Ægypten et billede på?

³⁰ Anden Mosebog ophøjer Jehovas navn og suverænitet og peger frem til en vidunderlig befrielse af den kristne nation, det åndelige Israel, til hvem der siges: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys. Engang var I ikke et folk, men nu er I Guds folk.“ Den magt som Jehova har vist ved at samle sit åndelige Israel ud af verden for at ophøje sit navn, er ikke mindre mirakuløs end den magt han viste til gavn for sit folk i det gamle Ægypten. Da Jehova lod Farao blive i live for at vise ham sin magt og for at Hans navn kunne blive forkyndt, skildrede han profetisk et langt større vidnesbyrd som hans kristne vidner skulle aflægge. — 1 Pet. 2:9, 10; Rom. 9:17; Åb. 12:17.

31. Hvilke profetiske billeder af et rige og af Jehovas nærværelse findes i Anden Mosebog?

 ³¹ Vi kan derfor ud fra Skriften sige at den nation der blev dannet under Moses pegede frem til en ny nation under Kristus og til et rige der ikke kan rystes. I betragtning af dette opmuntres vi til at „yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt“. Ligesom Jehovas nærværelse fyldte tabernaklet i ørkenen, lover han at være nærværende til evig tid hos dem der frygter ham: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem . . . Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ Anden Mosebog er tydeligvis en vigtig og gavnlig del af Bibelens beretning. — 2 Mos. 19:16-19 — Hebr. 12:18-29; 2 Mos. 40:34 — Åb. 21:3, 5.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]