Bibelens 22. bog — Højsangen

Skribent: Salomon

Skrevet i: Jerusalem

Fuldført: ca. 1020 f.v.t.

1. I hvilken forstand er dette „sangenes sang“?

 „DEN hele verden har ikke gjort sig fortjent til den dag da Israel modtog denne ophøjede sang.“ Således udtrykte den jødiske rabbiner Akiba, der levede i det første århundrede, sin påskønnelse af Højsangen. a Bogens titel er hentet fra de indledende ord: „Den ypperste sang, som er Salomons.“ På hebraisk hedder den ordret „sangenes sang“, det vil sige den ypperste sang. Det svarer til at udtrykket „himlenes himle“ betyder de højeste himle. (5 Mos. 10:14) Det er ikke en samling sange, men én sang, „en sang af den største fuldkommenhed, en af de bedste der har eksisteret eller nogen sinde er blevet skrevet“. b

2. (a) Hvem har skrevet Højsangen, hvilke kvalifikationer havde han, og hvorfor kunne den kaldes en sang om forsmået kærlighed? (b) Hvor blev bogen skrevet, og hvornår?

² Som det fremgår af indledningen har kong Salomon af Jerusalem skrevet denne sang. Han var i høj grad kvalificeret til at skrive dette enestående hebraiske digt, der udmærker sig ved sin skønhed. (1 Kong. 4:32) Det hører til idyldigtningen og er yderst handlingsmættet og farverigt i sine beskrivelser. Den læser som kan forestille sig den orientalske baggrund, vil værdsætte det endnu mere. (Højs. 4:11, 13; 5:11; 7:4) Det var en særlig begivenhed der førte til at bogen blev skrevet. Den store kong Salomon, herlig i visdom, vældig i magt og blændende i glansen af sine materielle rigdomme, som endog vakte dronningen af Sabas beundring, kunne ikke imponere en jævn bondepige som han havde forelsket sig i. På grund af hendes kærlighed til en hyrde måtte kongen give tabt. Bogen kunne derfor med rette kaldes Sangen om Salomons Forsmåede Kærlighed. Jehova Gud inspirerede Salomon til at forfatte denne sang til gavn for bibellæsere i kommende tider. Han skrev den i Jerusalem, muligvis omkring år 1020 f.v.t., nogle år efter at templet var blevet fuldført. Da Salomon skrev denne sang havde han „tres dronninger og firs medhustruer“, mens han i slutningen af sin regeringstid havde „syv hundrede hustruer som var fyrstinder, og tre hundrede medhustruer“. — Højs. 6:8; 1 Kong. 11:3.

3. Hvilke beviser er der for at Højsangen er kanonisk?

³ Højsangens ægthed som en af Bibelens bøger blev ikke draget i tvivl i tidligere tider. Den blev betragtet som en uadskillelig og inspireret del af den hebraiske kanon længe før vor tidsregnings begyndelse. Den var med i den græske Septuaginta-oversættelse. Josefus opførte den i sit katalog over hellige bøger. Der er derfor lige så mange beviser for at den er kanonisk som der er for enhver anden bog i De Hebraiske Skrifter.

4. (a) Er dét at ordet „Gud“ ikke forekommer, et bevis for at bogen ikke er kanonisk? (b) Hvad berettiger den til en plads i den bibelske kanon?

⁴ Nogle mener imidlertid at bogen ikke er kanonisk fordi ordet „Gud“ ikke findes i den. At ordet „Gud“ mangler, udelukker ikke at bogen er kanonisk, lige så lidt som den blotte tilstedeværelse af ordet „Gud“ ville gøre den kanonisk. Guds navn forekommer imidlertid i sin forkortede form i kapitel 8, vers 6, hvor det siges at kærligheden er „Jahs flamme“. Uden tvivl udgør bogen en del af de skrifter som Jesus Kristus anerkendte og henviste til da han sagde: „I ransager Skrifterne, fordi I mener at I ved hjælp af dem vil have evigt liv.“ (Joh. 5:39) Desuden viser bogens magtfulde og skønne skildring af den gensidige kærlighed, en kærlighed der i åndelig forstand findes mellem Kristus og hans ’brud’, at Højsangen med rette hører med til Bibelens kanon. — Åb. 19:7, 8; 21:9.

BOGENS INDHOLD

5. (a) Hvordan ved man hvem der taler i dramaet? (b) Hvad handler det om?

⁵ Digtet er formet som en række samtaler. De talende skifter til stadighed. Følgende personer deltager i samtalerne: kong Salomon af Jerusalem, en hyrde, hyrdens elskede sjulamit, hendes brødre, hofdamer („Jerusalems døtre“) og kvinder fra Jerusalem („Zions døtre“). (Højs. 1:5-7; 3:5, 11)  Man ved kun hvem der taler ud fra det der siges. Dramaet udspilles i nærheden af Sjunem eller Sjulem, hvor Salomon har slået lejr med sit følge. Det handler om en landsbypiges rørende kærlighed til sin ven, en hyrde.

6. Hvilken samtale finder sted mellem pigen og hofdamerne i Salomons lejr?

⁶ Sjulamitpigen i Salomons lejr (1:1-14). Pigen befinder sig i den kongelige lejr, hvortil kongen har bragt hende, men hun tænker kun på at se sin elskede hyrde. I længsel efter sin elskede taler hun som om han var til stede. Hofdamerne, „Jerusalems døtre“, der opvarter kongen, ser nysgerrigt på sjulamitten på grund af hendes mørke hudfarve. Hun forklarer at hun er blevet solbrændt ved at passe sine brødres vingårde. Så taler hun til sin elskede som om hun var fri, og spørger hvor hun kan finde ham. Hofdamerne byder hende gå ud at vogte sin hjord ved hyrdernes boliger.

7. Hvilke tilnærmelser gør Salomon, men med hvilket resultat?

⁷ Salomon kommer. Han er uvillig til at lade hende gå. Han priser hendes skønhed og lover at smykke hende med ’guldringe med knopper af sølv’. Sjulamitten modstår hans tilnærmelser og lader ham vide at hun kun kan føle kærlighed til sin elskede. — 1:11.

8. Hvordan opmuntrer pigens elskede hende? Hvad længes hun inderligt efter?

⁸ Den elskede hyrde kommer (1:15–2:2). Sjulamittens elskede baner sig vej ind i Salomons lejr og opmuntrer hende. Han giver udtryk for sin kærlighed til hende. Sjulamitten længes inderligt efter sin elskedes nærhed og den enkle glæde ved at være sammen med ham ude på markerne og i skovene.

9. Hvordan vurderes hendes skønhed af den elskede og af hende selv?

⁹ Sjulamitten er en beskeden pige. „Jeg er en krokus på kystsletten,“ siger hun. Hendes elskede hyrde siger at ingen kan måle sig med hende: „Som en lilje blandt tornet ukrudt, sådan er min veninde blandt døtrene.“ — 2:1, 2.

10. Hvad husker pigen om sin elskede?

¹⁰ Pigen længes efter sin hyrde (2:3–3:5). Da sjulamitten igen er adskilt fra sin elskede viser hun at hun sætter ham over alle andre, og hun lader hofdamerne sværge på at de ikke vil prøve at vække en uønsket kærlighed i hende til en anden. Sjulamitten husker den tid da hendes hyrde besvarede hendes kalden og bad hende følge med ud i bjergene ved forårstid. Hun ser ham klatre på bjergene og springe af glæde. Hun hører ham råbe til hende: „Rejs dig, kom, min veninde, min smukke pige, og kom med.“ Hendes brødre, der ikke stolede på hendes standhaftighed, blev imidlertid vrede på hende og satte hende til at passe vingårdene. Hun erklærer: „Min kære er min, og jeg er hans,“ og hun beder ham skynde sig at komme til hende. — 2:13, 16.

11. Hvad lader sjulamitten igen Jerusalems døtre sværge på?

¹¹ Sjulamitten omtaler sit ufrivillige ophold i Salomons lejr. På sin seng om natten længes hun efter sin hyrde. Igen lader hun Jerusalems døtre sværge på at de ikke vil vække en uønsket kærlighed i hende.

12. Hvilken yderligere opmuntring giver hendes elskede hende da Salomon tager hende med til Jerusalem?

¹² Sjulamitten i Jerusalem (3:6–5:1). Salomon vender i kongelig pragt tilbage til Jerusalem, og folket beundrer hans følge. I denne kritiske stund svigter hyrden ikke. Han følger efter sjulamitten, som er tilsløret, og kommer i kontakt med hende. Han styrker sin elskede med varme og kærlige ord. Hun fortæller ham at hun ønsker at blive fri og forlade byen, og han udbryder henrevet: „Alt ved dig er smukt, min veninde.“ (4:7) Blot et glimt af hende får hans hjerte til at slå hurtigere. Hendes kærtegn er bedre end vin, hendes duft som Libanons duft, og hendes hud som et paradis med granatæbler. Pigen indbyder sin elskede til at komme ind i „sin have“, og det tager han imod. Nogle af Jerusalems venlige kvinder opmuntrer dem: „Spis, venner! Drik og berus jer i kærtegn!“ — 4:16; 5:1.

13. Hvilken drøm har pigen, og hvordan beskriver hun sin elskede for hofdamerne?

¹³ Pigens drøm (5:2–6:3). Sjulamitten fortæller hofdamerne om en drøm hvori hun hører en banken. Hendes elskede er udenfor og beder hende indtrængende om at lukke ham ind. Men hun er gået i seng. Da hun endelig kommer op for at åbne døren, er han borte. Hun går ud efter ham, men finder ham ikke. Vægterne mishandler hende. Hun siger til hofdamerne at de skal fortælle hendes elskede — hvis de ser ham — at hun er syg af kærlighed. De spørger hende hvad særligt der er ved ham. Hun giver en malende beskrivelse af ham og siger at han er „lyslødet og rødmosset, den mest iøjnefaldende af ti tusind“. (5:10) Hofdamerne spørger om hvor han er. Hun siger at han er gået ned for at vogte sin hjord mellem haverne.

14. Hvordan falder Salomons bestræbelser ud, trods alle hans lokkende ord?

¹⁴ Salomons sidste tilnærmelser (6:4–8:4). Kong Salomon kommer hen til sjulamitten. Atter fortæller han hende hvor smuk hun er, yndigere end „tres dronninger og firs medhustruer“, men hun afviser ham. (6:8) Hun er her kun fordi et  ærinde har bragt hende i nærheden af hans lejr. ’Hvad ser du i mig?’ spørger hun. Salomon benytter hendes uskyldige spørgsmål til at fortælle hende om hendes skønhed fra isse til fodsål, men pigen modstår alle hans lokkende ord. Modigt erklærer hun sin kærlighed til hyrden og kalder på ham. For tredje gang minder hun Jerusalems døtre om at de har svoret på at de ikke vil vække kærligheden i hende imod hendes vilje. Salomon lader hende tage hjem. Han har tabt i forsøget på at vinde sjulamittens kærlighed.

15. (a) Med hvilken anmodning vender pigen hjem til sine brødre? (b) Hvordan har den udelte hengivenhed sejret?

¹⁵ Sjulamitten vender hjem (8:5-14). Hendes brødre ser hende nærme sig, men hun er ikke alene. Hun „støtter sig til sin kære“. Hun husker at hun har mødt sin elskede under et æbletræ, og erklærer sin ubrydelige kærlighed til ham. Hendes brødres tidligere bekymring for hende da hun var ’en lille søster’ nævnes, og hun erklærer at hun har vist at hun er en moden og karakterfast kvinde. (8:8) Nu kan hendes brødre godt give deres samtykke til hendes ægteskab. Kong Salomon kan få lov til at beholde sin rigdom! Hun er tilfreds med sin vingård, for hun elsker én som er hende meget kær. I hendes tilfælde er kærligheden stærk som døden og dens luer som „Jahs flamme“. Hendes vedvarende og udelte hengivenhed, der har været „standhaftig som Sheol“, har ført til sejr og til at hun er blevet forenet med sin elskede hyrde. — 8:5, 6.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

16. Hvilke vigtige ting lærer vi af denne sang?

¹⁶ Hvad lærer vi i denne kærlighedssang som kan være til gavn for Guds-mennesket i dag? Trofasthed, loyalitet og uangribelighed over for guddommelige principper bliver tydeligt understreget. Sangen viser skønheden i dyd og uskyld hos den der virkelig elsker. Den viser at den ægte kærlighed er uovervindelig og uudslukkelig, og at den ikke lader sig købe. Unge kristne mænd og kvinder, ægtemænd og hustruer, kan høste gavn af dette gode eksempel på troskab når fristelser dukker op og tillokkelser viser sig.

17. (a) Hvordan viser Paulus at denne sang er blevet skrevet til vejledning for den kristne menighed? (b) Hvorfor kan han godt have tænkt på den da han skrev til korintherne og efeserne? (c) Hvilke interessante sammenligninger kan foretages med Johannes’ inspirerede skrifter?

¹⁷ Men denne inspirerede sang er også yderst gavnlig for den kristne menighed som et hele. Den blev anerkendt som en del af de inspirerede skrifter af de kristne i det første århundrede, og en af dem skrev: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Rom. 15:4) Denne inspirerede skribent, Paulus, kan godt have tænkt på sjulamitpigens udelte hengivenhed for sin hyrde da han skrev til den kristne menighed: „For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, for jeg har personligt lovet jer bort til ægteskab med én mand for at kunne fremstille jer som en ren jomfru for Messias.“ Paulus sammenlignede også Kristi kærlighed til menigheden med den kærlighed en ægtemand nærer til sin hustru. (2 Kor. 11:2; Ef. 5:23-27) Jesus Kristus er ikke blot den rigtige hyrde for sine salvede disciple; han er også deres konge og viser dem hvordan de, som hans brud, kan få del i den ubeskrivelige glæde at blive forenet med ham i himmelen. — Åb. 19:9; Joh. 10:11.

18. Hvad kan Kristi Jesu salvede disciple lære af sjulamitpigens eksempel?

¹⁸ Disse salvede disciple af Kristus Jesus kan lære meget af sjulamitpigens eksempel. De må også være loyale i deres kærlighed og ikke lade sig lokke af denne verdens materialistiske glimmer; de må bevare ligevægten og troskaben lige til de opnår belønningen. De holder deres sind rettet mod det der er oventil og ’søger først Guds rige’. De glæder sig over den kærlighed deres hyrde, Jesus Kristus, viser dem. De fryder sig over at vide at selv om deres elskede er usynlig, er han dog nær hos dem og tilskynder dem til at fatte mod og besejre verden. Hvis de elsker deres hyrdekonge med denne uudslukkelige kærlighed, der er stærk som „Jahs flamme“, vil de med sikkerhed sejre og blive forenet med ham som medarvinger i det himmelske rige. Således vil Jahs navn blive helliget! — Matt. 6:33; Joh. 16:33.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]