Bibelens 3. bog — Tredje Mosebog (Leviticus)
Bibelens 3. bog — Tredje Mosebog (Leviticus)
Skribent: Moses
Skrevet i: Ørkenen
Fuldført: 1512 f.v.t.
Spænder over: 1 måned (i 1512 f.v.t.)
1. (a) Hvorfor er navnet „Leviticus“ meget passende? (b) Hvilke andre navne har man givet Tredje Mosebog?
TREDJE MOSEBOG kaldes også Leviticus, der kommer af Leuitikonʹ i den græske Septuaginta-oversættelse via den latinske Vulgata-oversættelses Leviʹticus. Dette navn er meget passende, selv om levitterne kun nævnes i forbigående (i 25:32, 33), for bogen består hovedsagelig af bestemmelser vedrørende det levitiske præsteskab, som blev udvalgt af Levis stamme, og af de love som præsterne underviste folket i: „For præstens læber bør vogte på kundskab, og loven bør man søge af hans mund.“ (Mal. 2:7) På hebraisk har bogen fået navn efter det indledende ord Wajjiqra’ʹ, der betyder „og han kaldte“. Blandt senere tiders jøder blev bogen også kaldt Loven om præsterne og Loven om ofringer. — 3 Mos. 1:1, NW, 1984-udgaven, fodnoten.
2. Hvad bekræfter at det er Moses der har skrevet Tredje Mosebog?
2 Der er ingen tvivl om at Moses har skrevet Tredje Mosebog. I afslutningen oplyses det: „Dette er de bud som Jehova gav Moses.“ (27:34) En lignende udtalelse findes i Tredje Mosebog 26:46. De tidligere nævnte faktorer der godtgør at Moses har skrevet Første og Anden Mosebog bekræfter også at han har skrevet Tredje Mosebog, idet Pentateuken åbenbart oprindelig var én rulle. Ydermere kædes Tredje Mosebog sammen med de foregående bøger ved bindeordet „og“. Det stærkeste vidnesbyrd er dog at Jesus Kristus og andre af Jehovas inspirerede tjenere hyppigt citerer fra eller henviser til lovene og principperne i Tredje Mosebog og tilskriver Moses dem. — 3 Mos. 23:34, 40-43 — Neh. 8:14, 15; 3 Mos. 14:1-32 — Matt. 8:2-4; 3 Mos. 12:2 — Luk. 2:22; 3 Mos. 12:3 — Joh. 7:22; 3 Mos. 18:5 — Rom. 10:5.
3. Hvilken tidsperiode omspænder Tredje Mosebog?
3 Hvilken tidsperiode omspænder Tredje Mosebog? Anden Mosebog slutter med opstillingen af tabernaklet „i den første måned, i det andet år, på den første dag i måneden“. Fjerde Mosebog (der følger umiddelbart efter beretningen i Tredje Mosebog) begynder med at Jehova taler til Moses „på den første dag i den anden måned i det andet år efter at de var gået ud af Ægyptens land“. Følgelig kan der højst være forløbet en månemåned mens de få begivenheder der omtales i Tredje Mosebog har fundet sted. Bortset fra beretningen om disse består bogen hovedsagelig af love og forordninger. — 2 Mos. 40:17; 4 Mos. 1:1; 3 Mos. 8:1–10:7; 24:10-23.
4. Hvornår blev Tredje Mosebog skrevet?
4 Hvornår skrev Moses Tredje Mosebog? Det er rimeligt at slutte at han førte optegnelser over begivenhederne efterhånden som de fandt sted, og nedskrev Guds instruktioner efterhånden som han modtog dem. Dette antydes ved Guds befaling til Moses om at nedskrive dommen over amalekitterne lige efter at israelitterne havde besejret dem i kamp. Visse oplysninger i bogen taler også for at den er skrevet på et tidligt tidspunkt. For eksempel fik israelitterne befaling til at bringe de dyr som de ønskede at spise, hen til mødeteltets indgang til slagtning. Det naturlige ville være at give denne befaling og lade den optegne kort tid efter indsættelsen af præsteskabet. Der gives mange instruktioner til vejledning for israelitterne under deres ørkenvandring. Alt dette peger i retning af at Moses skrev Tredje Mosebog i løbet af 1512 f.v.t. — 2 Mos. 17:14; 3 Mos. 17:3, 4; 26:46.
5. Hvilket formål tjente lovene om ofre og ceremoniel urenhed?
5 Hvorfor blev Tredje Mosebog skrevet? Jehova havde til hensigt at frembringe en hellig nation, et folk der var helliget tjenesten for ham. Lige siden Abels tid havde trofaste Guds mænd bragt ofre til Jehova, men først over for Israels nation gav Jehova bestemte instruktioner vedrørende syndofre og andre ofre. Disse, der er så detaljeret forklaret i Tredje Mosebog, gjorde israelitterne opmærksomme på syndens grænseløse syndighed og indprentede dem hvilket mishag deres synder vakte hos Jehova. Som en del af Loven tjente disse forordninger som en opdrager der skulle lede jøderne til Kristus, idet de skulle indskærpe dem behovet for en frelser og samtidig tjene til at holde dem adskilt fra den øvrige verden som folk betragtet. Navnlig lovene om ceremoniel renhed tjente sidstnævnte hensigt. — 3 Mos. 11:44; Gal. 3:19-25.
6. Hvorfor var der nu et særligt behov for udførlig vejledning fra Jehova?
6 Som en ny nation der var på vandring mod et nyt land havde israelitterne brug for den rette ledelse. Der var endnu ikke gået et år efter udgangen, og de havde ægypternes levevis og religiøse skikke i frisk erindring. I Ægypten kunne broder og søster gifte sig. Man tilbad en mængde falske guder, deriblandt dyreguder. Nu var denne store menighed på vej til Kana’an, hvor livsformen og religionen var endnu mere fordærvet. Men kast igen et blik på Israels lejr. En stor del af menigheden bestod af fuld- eller halvblods ægyptere, en blandet flok der levede midt blandt israelitterne og som var blevet født af ægyptiske forældre og opdraget og skolet i ægypternes levevis, religion og patriotisme. Mange af dem havde uden tvivl deltaget i afskyelige handlinger i deres hjemland kun kort tid forinden. Det var derfor yderst påkrævet at de nu fik en udførlig vejledning fra Jehova!
7. Hvordan viser forordningerne i Tredje Mosebog at den må være af guddommelig oprindelse?
7 Tredje Mosebog bærer hele vejen igennem den guddommelige inspirations stempel. Mennesker kan simpelt hen ikke have udtænkt dens vise og retfærdige love og forordninger. Dens bestemmelser vedrørende kost, sygdomme, karantæne og behandling af lig røber kendskab til forhold som den verdslige lægevidenskab først blev opmærksom på tusinder af år senere. Guds forbud mod at spise urene dyr beskyttede israelitterne på deres rejse, for eksempel mod trikinose fra svin, tyfus og paratyfus fra visse fiskearter, og infektioner fra selvdøde dyr. Disse praktiske love skulle lede dem i deres tilbedelse og livsførelse, så de kunne forblive en hellig nation, nå frem til det forjættede land og tage det i besiddelse. Historien viser at Jehovas forordninger gav jøderne en afgjort fordel frem for andre folkeslag i sundhedsmæssig henseende.
8. Hvordan viser Tredje Mosebogs profetiske indhold yderligere at den er inspireret?
8 Opfyldelsen af profetierne og forbillederne i Tredje Mosebog beviser yderligere at den er inspireret af Gud. Både den bibelske og den verdslige historie beretter om hvordan bogens advarsler om følgerne af ulydighed blev opfyldt. Blandt andet forudsagde den at mødre skulle spise deres egne børn på grund af hungersnød. Jeremias oplyser at dette skete ved Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., og Josefus fortæller at det gentog sig ved den senere ødelæggelse af byen i år 70 e.v.t. Det profetiske løfte om at Jehova ville huske dem hvis de angrede, fik sin opfyldelse da de vendte tilbage fra Babylon i 537 f.v.t. (3 Mos. 26:29, 41-45; Klages. 2:20; 4:10; Ezra 1:1-6) De citater andre bibelskribenter anfører fra den som et inspireret skrift, er endnu et vidnesbyrd om at den er inspireret. Foruden de tidligere nævnte skriftsteder som bekræfter at Moses har skrevet Tredje Mosebog, kan der henvises til Mattæus 5:38; 12:4; Andet Korintherbrev 6:16 og Første Petersbrev 1:16.
9. Hvordan ophøjer Tredje Mosebog Jehovas navn og hellighed?
9 Tredje Mosebog ophøjer Jehovas navn og suveræne magt. Ikke mindre end 36 gange giver den Jehova æren for de love den indeholder. Selve navnet Jehova forekommer gennemsnitlig ti gange i hvert kapitel, og igen og igen indskærpes lydighed mod Guds love ved påmindelsen „Jeg er Jehova“. Kravet om hellighed nævnes oftere i Tredje Mosebog end i nogen anden bibelbog; det er et tema der præger hele bogen. Israelitterne skulle være hellige fordi Jehova er hellig. Visse personer, steder, genstande og tider blev sat til side som hellige. For eksempel var forsoningsdagen og jubelåret sat til side som særlige højtider i forbindelse med tilbedelsen af Jehova.
10. Hvad understreges i forbindelse med ofre, og hvilke straffe for synd nævnes?
10 I overensstemmelse med at Tredje Mosebog lægger vægt på hellighed, fremhæver den hvor stor betydning udgydelse af blod, det vil sige ofring af liv, havde for tilgivelsen af synd. Der måtte kun ofres rene dyr, og kun husdyr. Visse synder krævede bekendelse, erstatning og bod foruden offeret. Andre blev straffet med døden.
BOGENS INDHOLD
11. Hvilke hovedafsnit kan Tredje Mosebog inddeles i?
11 Tredje Mosebog består hovedsagelig af love, hvoraf en stor del er profetiske. Stort set er bogen opdelt efter emner, og den kan inddeles i otte afsnit der følger logisk efter hinanden.
12. Hvilke blodige ofre kunne bringes, og hvordan skulle ofringen foregå?
12 Forordninger vedrørende ofre (1:1–7:38). De forskellige ofre kan deles i to hovedgrupper: blodige ofre, bestående af hornkvæg, får, geder og fjerkræ (duer); og ublodige ofre, bestående af korn. De blodige ofre bringes enten som 1) brændofre, 2) fællesskabsofre, 3) syndofre eller 4) skyldofre. Alle fire har følgende tre ting fælles: den ofrende bringer selv offeret til mødeteltets indgang, han lægger hænderne på det, og derpå slagtes dyret og blodet frembæres. Derefter må den døde krop skaffes af vejen, og offerets art bestemmer måden dette gøres på. Lad os nu betragte de blodige ofre i rækkefølge.
13-16. (a) Nævn i hovedtræk bestemmelserne om 1) brændofre, 2) fællesskabsofre, 3) syndofre og 4) skyldofre. (b) Hvad forbydes gentagne gange i forbindelse med blodige ofre?
13 1) Brændofrene kan bestå af en ung tyr, en vædder, en gedebuk, en turteldue eller en dueunge, afhængigt af den ofrendes midler. Dyret skal skæres i stykker, og med undtagelse af huden skal det hele brændes på alteret. Hvis det drejer sig om en turteldue eller en dueunge skal halsen knibes over, dog uden at hovedet skilles fra kroppen, og kroen og fjerene skal fjernes. — 1:1-17; 6:8-13; 5:8.
14 2) Fællesskabsofferet kan være enten et handyr eller et hundyr af hornkvæget eller småkvæget. Kun fedtstykkerne skal brændes på alteret; en vis del af dyret tilfalder præsten, og den ofrende spiser resten. Betegnelsen fællesskabsoffer er meget passende, for den ofrende indtager et måltid sammen med Jehova og præsten, og har således fællesskab med dem. — 3:1-17; 7:11-36.
15 3) Et syndoffer bringes for uforsætlige synder, det vil sige synder der begås af vanvare. Hvilket dyr der skal ofres afhænger af hvis synd der skal sones — om det er en præst, folket som helhed, en høvding eller en borger i almindelighed der har syndet. I modsætning til de frivillige brænd- og fællesskabsofre for enkeltpersoner er syndofre lovbefalede. — 4:1-35; 6:24-30.
16 4) Skyldofre bringes for personlig skyld, såsom troløshed, bedrageri eller røveri. I nogle tilfælde kræves det at skylden bekendes og at der bringes et offer svarende til overtræderens midler. I andre tilfælde skal tabet erstattes med den fulde værdi plus 20 procent, og desuden skal der bringes en vædder som offer. I denne del af Tredje Mosebog, der handler om ofre, forbydes det udtrykkeligt og gentagne gange at spise blod. — 5:1–6:7; 7:1-7, 26, 27; 3:17.
17. Hvordan skulle de ublodige ofre bringes?
17 De ublodige ofre skal bestå af korn; dette ofres enten som hele, ristede aks, som groftmalet korn eller som fint mel der er tilberedt på forskellige måder; det kan være bagt i en ovn, bagt på en bageplade eller kogt i en fedtgryde, og det skal ofres med salt og olie og til tider med virak, men det skal være fuldstændig fri for surdej og honning. Ved nogle ofringer skal en del tilfalde præsten. — 2:1-16.
18. Hvilket trosstyrkende syn danner højdepunktet ved indsættelsen af præsteskabet?
18 Indsættelse af præsteskabet (8:1–10:20). Der indtræffer nu en stor begivenhed i Israel: præsterne indsættes i deres embeder. Moses går i alle enkeltheder frem sådan som Jehova har befalet ham. „Og Aron og hans sønner gjorde alt hvad Jehova havde givet påbud om ved Moses.“ (8:36) Efter de syv dage som indsættelsen varer, følger et mirakuløst og trosstyrkende syn. Hele forsamlingen er til stede. Præsterne har lige bragt et offer. Aron og Moses har velsignet folket. Se nu! „Da viste Jehovas herlighed sig for hele folket, og der fór ild ud fra Jehova og fortærede brændofferet og fedtstykkerne på alteret. Da hele folket så det, råbte de højt af glæde og faldt på deres ansigter.“ (9:23, 24) Jehova er afgjort værdig til deres lydighed og tilbedelse!
19. Hvilken overtrædelse finder sted, og hvad sker der derefter?
19 Der forekommer dog overtrædelser af Loven. For eksempel frembærer Arons sønner Nadab og Abihu ulovlig ild for Jehovas ansigt. „Da fór der ild ud fra Jehova og fortærede dem, så de døde for Jehovas ansigt.“ (10:2) Både folk og præster må uden forskel følge Jehovas vejledning hvis de skal bringe antagelige ofre og have Jehovas godkendelse. Umiddelbart herefter giver Gud befaling om at præsterne ikke må nyde alkoholiske drikke mens de tjener ved tabernaklet. Dette kunne tyde på at beruselse har bidraget til den synd Arons to sønner begik.
20, 21. Hvilke bestemmelser gives der om renhed og hygiejne?
20 Love om renhed (11:1–15:33). Denne del handler om ceremoniel og fysisk renhed. Visse dyr, både blandt husdyrene og de vilde dyr, er urene. Alle lig er urene og alle der berører dem bliver urene. En fødsel medfører også urenhed og kræver isolation og særlige ofre.
21 Visse hudsygdomme, for eksempel spedalskhed, forårsager også ceremoniel urenhed, og der skal foretages en renselse, ikke blot af personen men også af klæder og huse. Der kræves karantæne. Også menstruation, sædudtømmelse og udflåd medfører urenhed. De pågældende skal isoleres, og efter at de er blevet rene og renselsestiden er udløbet skal de bade sig eller frembære ofre, eventuelt begge dele.
22. (a) Hvorfor er kapitel 16 bemærkelsesværdigt? (b) Hvad sker der på forsoningsdagen?
22 Forsoningsdagen (16:1-34). Dette er et vigtigt kapitel, for det indeholder forordninger vedrørende Israels mest betydningsfulde dag, forsoningsdagen, som falder på den tiende dag i den syvende måned. Den dag skal israelitterne spæge deres sjæle (sandsynligvis ved at faste), og intet verdsligt arbejde må udføres. Dagen begynder med at der ofres en ung tyr for Arons og hans hus’, Levis stammes, synder, hvorefter der ofres en buk for resten af folket. Efter at der er brændt røgelse skal noget af blodet fra de enkelte dyr bringes til tabernaklets Allerhelligste og stænkes foran arkens låg. Senere skal de døde dyrs kroppe bringes uden for lejren og brændes. På denne dag skal der også føres en levende buk frem for Jehova, og alle folkets synder skal bekendes over den, hvorefter den sendes ud i ørkenen. Dernæst skal to væddere ofres som brændofre, den ene for Aron og hans hus og den anden for resten af folket.
23. (a) Hvor finder vi et af Bibelens tydeligst formulerede forbud mod indtagelse af blod? (b) Hvilke andre forordninger gives dernæst?
23 Bestemmelser vedrørende blod og andet (17:1–20:27). I denne del af bogen fremsættes mange bestemmelser for folket. Endnu en gang forbydes det at spise blod, denne gang i en af Bibelens tydeligst formulerede udtalelser om dette. (17:10-14) Blod kan med rette bruges på alteret, men må ikke spises. Afskyelige handlinger som blodskam, homoseksualitet og omgang med dyr forbydes. Der gives forordninger til beskyttelse af de nødstedte, de fattige og de fremmede, og befalingen lyder: „Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Jehova.“ (19:18) Folkets sociale og økonomiske interesser beskyttes, og der fastsættes dødsstraf for handlinger som spiritisme og molekdyrkelse, der bringer dets åndelige vel i fare. Atter understreger Gud at hans folk skal holde sig adskilt fra andre folk: „Og I skal være hellige for mig, for jeg, Jehova, er hellig, og jeg skiller jer ud fra folkeslagene for at I kan tilhøre mig.“ — 20:26.
24. Hvad nævner Tredje Mosebog i hovedtræk vedrørende præsternes kvalifikationer og årets højtider?
24 Præsteskabet og højtiderne (21:1–25:55). De næste tre kapitler handler hovedsagelig om Israels formelle tilbedelse: bestemmelserne vedrørende præsterne, deres legemlige kvalifikationer, hvem de må gifte sig med, hvem der må spise de hellige ting, og kravet om at de dyr der ofres skal være sunde. Det befales at der skal holdes tre nationale højtider på bestemte tider af året, hvilket giver israelitterne lejlighed til at ’fryde sig for Jehova deres Guds ansigt’. (23:40) Hele folket vil komme frem for Jehova, lovprise og tilbede ham og styrke sit forhold til ham. Det er højtider for Jehova; årlige, hellige stævner. Påsken er sammen med de usyrede brøds højtid fastsat til det tidlige forår, pinsen eller ugefesten til senere på foråret, og forsoningsdagen og den otte dages løvhyttefest eller indsamlingshøjtid til efteråret.
25. (a) Hvordan vises det at „Navnet“ må holdes i ære? (b) Til hvilke bestemmelser er tallet syv knyttet?
25 I kapitel 24 gives der vejledning om brødet og olien der skal bruges ved tabernakeltjenesten. Der nævnes en episode som giver anledning til at Jehova bestemmer at enhver der spotter „Navnet“ — ja, det største af alle navne, navnet Jehova — skal stenes til døde. Derefter fremholder han loven om gengældelse, „øje for øje, tand for tand“. (24:11-16, 20) I kapitel 25 findes forordningerne om sabbatsåret hvert syvende år, eller hvileåret, og om jubelåret hvert 50. år. I dette 50. år skal der udråbes frihed i hele landet, og ejendom der ellers arves men som er blevet solgt eller afstået i de forløbne 49 år, skal leveres tilbage til slægten. Der fremsættes love som beskytter de fattiges og trællenes rettigheder. I denne del af bogen forekommer tallet „syv“ gang på gang — den syvende dag, det syvende år, højtider på syv dage, en periode på syv uger, og jubelåret, der indtræffer efter syv gange syv år.
26. Hvad bringer Tredje Mosebog til et højdepunkt?
26 Følger af lydighed og ulydighed (26:1-46). Bogen når sit højdepunkt i dette kapitel, hvor Jehova opregner velsignelserne ved lydighed og straffene for ulydighed. Samtidig fortæller han israelitterne at der er håb for dem hvis de ydmyger sig: „Jeg vil for deres skyld huske pagten med stamfædrene som jeg førte ud af Ægyptens land for øjnene af nationerne for at være deres Gud. Jeg er Jehova.“ — 26:45.
27. Hvordan slutter Tredje Mosebog?
27 Andre bestemmelser (27:1-34). Tredje Mosebog slutter med anvisninger om løfteofre, om det førstefødte der tilhører Jehova og om den tiendedel der helliges ham. Så følger den korte afslutning: „Dette er de bud som Jehova gav Moses til Israels sønner på Sinaj bjerg.“ — 27:34.
HVORFOR DEN ER GAVNLIG
28. Hvordan er Tredje Mosebog til gavn for de kristne i dag?
28 Som en del af de inspirerede skrifter er Tredje Mosebog til stor gavn for de kristne i dag. Den hjælper os til at forstå Jehova, hans egenskaber og hvordan han tager sig af sine skabninger, som han så klart viste det med israelitterne under Lovpagten. Tredje Mosebog indeholder mange grundlæggende, eviggyldige principper, og desuden mange profetiske mønstre og direkte profetier som det styrker vor tro at undersøge. Mange af dens principper gentages i De Kristne Græske Skrifter, og nogle af dem citeres direkte. Nedenfor behandles syv fremtrædende punkter.
29-31. Hvordan understreger Tredje Mosebog respekten for Jehovas (a) suverænitet, (b) navn og (c) hellighed?
29 1) Jehovas suverænitet. Jehova er Lovgiveren, og som hans skabninger skal vi stå ham til regnskab. Med rette befaler han os at frygte ham. Som den universelle Suveræn tåler han ingen rivaler, og han forbyder derfor afgudsdyrkelse, spiritisme og andre former for dæmonisme. — 3 Mos. 18:4; 25:17; 26:1; Matt. 10:28; Apg. 4:24.
30 2) Jehovas navn. Dette navn skal holdes helligt og vi skal ikke vove at bringe skam over det ved ord eller handlinger. — 3 Mos. 22:32; 24:10-16; Matt. 6:9.
31 3) Jehovas hellighed. Da Jehova selv er hellig, må hans folk også være helligt, det vil sige sat til side til tjenesten for ham. Det indbefatter at vi må holde os adskilt fra den gudløse verden der omgiver os. — 3 Mos. 11:44; 20:26; Jak. 1:27; 1 Pet. 1:15, 16.
32-34. Hvilke principper knytter sig til (a) synd, (b) blod og (c) skyld?
32 4) Syndens grænseløse syndighed. Det er Gud der afgør hvad synd er, og vi må kæmpe imod den. Synd kræver altid et sonoffer. Desuden må vi gå til bekendelse, ændre sind og så vidt det er muligt gøre skaden god igen. Visse synder kan der ikke opnås tilgivelse for. — 3 Mos. 4:2; 5:5; 20:2, 10; 1 Joh. 1:9; Hebr. 10:26-29.
33 5) Blodets hellighed. Da blodet er helligt må det ikke under nogen som helst form indtages i legemet. Det må kun bruges til soning af synd. — 3 Mos. 17:10-14; Apg. 15:29; Hebr. 9:22.
34 6) Skyld og straf relativ. Ikke alle synder og syndere blev betragtet under samme synsvinkel. Jo højere embede, des større ansvar og straf for synd. Forsætlig synd blev straffet strengere end uforsætlig synd. Bøder blev ofte gradueret efter betalingsevnen. Dette princip blev også anvendt i andre tilfælde, som for eksempel ved ceremoniel urenhed. — 3 Mos. 4:3, 22-28; 5:7-11; 6:2-7; 12:8; 21:1-15; Luk. 12:47, 48; Jak. 3:1; 1 Joh. 5:16.
35. Hvordan opsummerer Tredje Mosebog vore forpligtelser over for næsten?
35 7) Retfærdighed og kærlighed. Som en opsummering af vore forpligtelser over for næsten siger Tredje Mosebog 19:18: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Dette er altomfattende: Det udelukker partiskhed, tyveri, løgn og bagvaskelse, og det kræver at man viser hensyn over for de nødstedte, de fattige, de blinde og de døve. — 3 Mos. 19:9-18; Matt. 22:39; Rom. 13:8-13.
36. Hvad beviser at Tredje Mosebog er gavnlig for den kristne menighed?
36 At Tredje Mosebog i højeste grad er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“ i den kristne menighed ses også af at Jesus og hans apostle, især Paulus og Peter, gentagne gange henviste til bogen. De henledte opmærksomheden på de mange profetiske mønstre og skygger af kommende ting. Som Paulus bemærkede: „Loven har en skygge af kommende goder.“ Den giver forordninger for en hellig tjeneste som er „en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. — 2 Tim. 3:16; Hebr. 10:1; 8:5.
37. Hvilke virkeligheder svarende til Tredje Mosebogs forbilleder beskrives i Hebræerbrevet?
37 Tabernaklet, præsteskabet, ofrene og navnlig den årlige forsoningsdag havde forbilledlig betydning. Paulus hjælper os i sit brev til hebræerne til at se de åndelige modstykker til disse ting i tilknytning til „det sande telt“ for tilbedelsen af Jehova. (Hebr. 8:2) Ypperstepræsten Aron er et billede på Kristus Jesus, der „kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere telt“. (Hebr. 9:11; 3 Mos. 21:10) Dyreofrenes blod er et billede på Jesu blod, som skaffer „en evig udfrielse“ for os. (Hebr. 9:12) Det inderste rum i tabernaklet, Det Allerhelligste, som ypperstepræsten kun gik ind i på den årlige forsoningsdag for at frembære offerblodet, er „en kopi af virkeligheden“, „selve himmelen“, som Jesus steg op til „for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. — Hebr. 9:24; 3 Mos. 16:14, 15.
38. I hvem fandt de forbilledlige ofre deres opfyldelse? Forklar.
38 De bogstavelige ofre — sunde, fejlfri dyr der blev bragt som brænd- eller syndofre — repræsenterer det fuldkomne, dadelfri offer som Jesu Kristi menneskelegeme udgjorde. (Hebr. 9:13, 14; 10:1-10; 3 Mos. 1:3) Paulus forklarer også på en interessant måde den detalje at de døde dyrekroppe fra syndofferet på forsoningsdagen blev bragt uden for lejren og brændt der. (3 Mos. 16:27) „Derfor led også Jesus uden for porten . . . Lad os da gå ud til ham uden for lejren, idet vi bærer den skændsel han bar.“ (Hebr. 13:12, 13) Ved en sådan inspireret fortolkning får de ceremonielle handlinger der er skitseret i Tredje Mosebog større betydning, og vi kan begynde at forstå at Jehova dér på storslået vis har fremstillet skygger som pegede frem til virkeligheder der kun kunne klarlægges ved den hellige ånd. (Hebr. 9:8) Denne rette forståelse er af livsvigtig betydning for dem der skal have gavn af den foranstaltning til liv som Jehova har truffet ved Kristus Jesus, der er „en stor præst over Guds hus“. — Hebr. 10:19-25.
39. Hvordan kan man sige at Tredje Mosebog passer nøje ind i „hele Skriften“ hvad bekendtgørelsen af Jehovas hensigter angår?
39 Svarende til Arons præstelige hus har ypperstepræsten Jesus Kristus underpræster knyttet til sig. De omtales som „et kongeligt præsteskab“. (1 Pet. 2:9) Tredje Mosebog peger frem til og forklarer tydeligt hvad Jehovas store ypperstepræst og konge gør til soning af synd og hvilke krav der stilles til medlemmerne af hans hus. De omtales som ’lykkelige og hellige’ og skal være „Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år“. Vi kan næppe forestille os hvilke velsignelser denne præstegerning vil udvirke når den lydige menneskeslægt opløftes til fuldkommenhed, og hvilken lykke det himmelske rige vil bringe ved at genoprette fred og retfærdighed på jorden! Vi bør alle takke den hellige Gud, Jehova, fordi han har tilvejebragt en ypperstepræst og konge og desuden et kongeligt præsteskab der vidt og bredt forkynder hans dyder til helligelse af hans navn! Tredje Mosebog passer nøje ind i „hele Skriften“, for den er med til at bekendtgøre Jehovas hensigter i forbindelse med Riget. — Åb. 20:6.
[Studiespørgsmål]
