Bibelens 4. bog — Fjerde Mosebog (Numeri)

Skribent: Moses

Skrevet: I ørkenen og på Moabs sletter

Fuldført: 1473 f.v.t.

Spænder over: 1512-1473 f.v.t.

1. Hvorfor blev Fjerde Mosebog skrevet, og hvad understreger den for os?

 BEGIVENHEDERNE under israelitternes ørkenvandring er blevet optegnet i Bibelen til gavn for os i dag. a Som apostelen Paulus sagde: „Disse ting er blevet eksempler for os, for at vi ikke skal begære noget skadeligt.“ (1 Kor. 10:6) Den levende beretning i Fjerde Mosebog lader os forstå at hvis vi skal bevare livet må vi hellige Jehovas navn, adlyde ham under alle forhold og vise respekt for hans repræsentanter. Guds tjenere ejer ikke Guds gunst fordi de er gode mennesker og har gjort sig fortjent til den, men fordi Gud er meget barmhjertig og viser dem ufortjent godhed.

2. Hvorfor bliver bogen også kaldt Numeri, og hvilken mere passende titel gav jøderne den?

² Fjerde Mosebog har også det latinske navn Nuʹmeri, der betyder „tallene“. Det sigter til de optællinger af folket der fandt sted ved Sinaj Bjerg og senere på Moabs sletter, som skildret i kapitlerne 1-4 og 26. Navnet stammer fra den latinske Vulgata, der har hentet det fra den græske Septuaginta, hvor bogen hedder Arithmoiʹ. Jøderne har imidlertid givet bogen den mere træffende betegnelse Bemidhbarʹ, som betyder „i ørkenen“. Midhbarʹ er det hebraiske ord for et åbent område uden nogen form for byer. Og begivenhederne i Fjerde Mosebog fandt netop sted i det øde område syd og øst for Kana’an.

3. Hvad viser at Moses har skrevet Fjerde Mosebog?

³ Oprindelig var Fjerde Mosebog en del af det bind der omfattede alle fem Mosebøger. Dens første vers indledes med bindeordet „og“, hvilket hægter den til det foregående. Den må derfor være skrevet af Moses, som nedskrev de foregående beretninger. Dette fremgår også tydeligt af bogens ord om at „Moses optegnede“ og af afslutningen: „Det er de bud og lovbud som Jehova gav Israels sønner ved Moses.“ — 4 Mos. 33:2; 36:13.

4. Hvilken tidsperiode omspænder Fjerde Mosebog, og hvornår blev den fuldført?

⁴ Israelitterne er draget ud af Ægypten for lidt over et år siden. Fjerde Mosebog optager beretningen i den anden måned i det andet år efter udgangen og spænder over de følgende 38 år og ni måneder, tiden fra 1512 til 1473 f.v.t. (4 Mos. 1:1; 5 Mos. 1:3) Skønt de begivenheder der berettes om i 7:1-88 og 9:1-15 ikke hører hjemme i denne tidsperiode, tages de med som supplerende oplysninger. De første dele af Fjerde Mosebog blev uden tvivl skrevet efterhånden som begivenhederne indtraf, men det er tydeligt at Moses ikke kan have lagt sidste hånd på bogen før hen imod slutningen af det 40. år af opholdet i ørkenen, nemlig i begyndelsen af kalenderåret 1473 f.v.t.

5. Hvilke træk ved Fjerde Mosebog vidner om dens ægthed?

⁵ Om beretningens ægthed kan der ikke herske  tvivl. Moses beskrev det hovedsageligt golde land israelitterne rejste igennem som ’en stor og frygtindgydende ørken’, og selv i dag er de spredte indbyggere på stadig vandring i deres søgen efter græsgange og vand. (5 Mos. 1:19) De detaljerede anvisninger på hvordan folket skal slå lejr, hvilken orden det skal drage af sted i, og hvilke trompetsignaler der skal bruges ved ledelsen af lejrens anliggender, vidner om at beretningen virkelig blev skrevet „i Sinaj ørken“. — 4 Mos. 1:1.

6. Hvordan støttes Fjerde Mosebog af arkæologiske fund?

⁶ Selv den rapport som de der udspejdede Kana’an aflagde da de kom tilbage, og som gik ud på at ’de befæstede byer var meget store’, er der bekræftelse for. (13:28) Arkæologiske fund i nutiden har vist at indbyggerne i Kana’an på den tid havde styrket deres position ved en række fæstninger der strakte sig tværs gennem landet, fra Jizre’elsletten i nord til Gerar i syd. Ikke nok med at byerne var befæstede, men de var som regel også bygget på bakketoppe og med tårne der hævede sig op over murene, hvilket gjorde at de tog sig yderst imponerende ud for israelitterne, der i generationer havde levet i det flade land Ægypten.

7. Hvad viser at Fjerde Mosebog er ærlig?

⁷ Verdens nationer er tilbøjelige til at dække over deres nederlag og forherlige deres sejre, men med en ærlighed som tyder på historisk sandfærdighed fortæller beretningen i Fjerde Mosebog at Israel blev slået på flugt af amalekitterne og kana’anæerne. (14:45) Den bekender uden omsvøb at folket viste sig troløst og handlede respektløst over for Gud. (14:11) Med en bemærkelsesværdig oprigtighed afslører Guds profet Moses de synder der blev begået såvel af folket som af hans nevøer og hans egen broder og søster. Han dækker heller ikke over sig selv, for han fortæller at han undlod at hellige Jehova da der blev skaffet vand ved Meriba, hvorved han mistede den forret at komme ind i det forjættede land. — 3:4; 12:1-15; 20:7-13.

8. Hvordan bevidner andre bibelskribenter at Fjerde Mosebog er inspireret?

⁸ At beretningen er en ægte del af de skrifter der er inspireret af Gud og gavnlige, bekræftes af at næsten alle de vigtigste begivenheder og mange enkeltheder i den omtales direkte af andre bibelskribenter, hvoraf mange fremhæver oplysningernes betydning. Blandt disse er Josua (Jos. 4:12; 14:2), Jeremias (2 Kong. 18:4), Nehemias (Neh. 9:19-22), Asaf (Sl. 78:14-41), David (Sl. 95:7-11), Esajas (Es. 48:21), Ezekiel (Ez. 20:13-24), Hoseas (Hos. 9:10), Amos (Amos 5:25), Mika (Mika 6:5), Lukas (Apg. 7:36, i referatet af Stefanus’ tale), Paulus (1 Kor. 10:1-11), Peter (2 Pet. 2:15, 16), Judas (Jud. 11) og Johannes (Åb. 2:14, i gengivelsen af Jesu ord til menigheden i Pergamum). Alle henviser de til beretningen i Fjerde Mosebog, som også Jesus Kristus selv gjorde. — Joh. 3:14.

9. Hvad betoner Fjerde Mosebog angående Jehova?

⁹ Hvilket formål tjener Fjerde Mosebog? Dens beretning er af mere end historisk værdi. Den betoner at Jehova er ordenens Gud, og at han kræver udelt hengivenhed af sine skabninger. Det får man et stærkt indtryk af når man læser om optællingen af israelitterne og om hvordan de prøves og sigtes, og man ser at folkets ulydighed og oprørskhed understreger at det er livsvigtigt at adlyde Jehova.

10. Til gavn for hvem blev Fjerde Mosebog bevaret?

¹⁰ Beretningen blev bevaret til gavn for kommende generationer så de, som Asaf forklarede, „kunne sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds handlinger, men holde hans bud“, og „ikke blive som deres forfædre, en genstridig og opsætsig generation, en generation der ikke havde beredt sit hjerte og hvis ånd ikke var trofast mod Gud“. (Sl. 78:7, 8) Atter og atter blev de begivenheder der er omtalt i Fjerde Mosebog genfortalt i Salmerne, jødernes hellige sange, og de blev således gentaget gang på gang til nytte og gavn for folket. — Salmerne 78, 95, 105, 106, 135, 136.

BOGENS INDHOLD

11. I hvilke tre afsnit kan Fjerde Mosebogs indhold deles?

¹¹ Fjerde Mosebog falder logisk i tre dele. Den første slutter ved kapitel 10, vers 10, og omspænder begivenheder der fandt sted mens israelitterne stadig lå lejret ved Sinaj Bjerg. Den næste del slutter med kapitel 21 og fortæller hvad der skete i løbet af de næste 38 år og en måned eller to, mens de opholdt sig i ørkenen og indtil de ankom til Moabs sletter. Den sidste del, til og med kapitel 36, drejer sig om begivenhederne på Moabs sletter mens israelitterne forberedte sig til at gå ind i det forjættede land.

12. Hvor mange bor i den israelitiske lejr ved Sinaj, og hvordan er lejren organiseret?

¹² Begivenhederne ved Sinaj Bjerg (1:1–10:10). Israelitterne har allerede levet i Sinajs bjergegn i et års tid. Her er de blevet en fast sammentømret organisation. På Jehovas befaling foretages der nu en optælling af alle mænd fra 20 år og opefter. Det viser sig at stammerne varierer i størrelse fra 32.200 voksne mænd i Manasse til 74.600 i Juda, og at der i alt er 603.550 mænd som er duelige til at tjene i Israels hær, foruden levitter, kvinder og børn — en lejr der sandsynligvis talte tre millioner eller mere. Mødeteltet og levitterne er placeret i midten af lejren. På hver side af det er de andre israelitter lejret på anviste pladser i afdelinger på hver tre stammer, og stammerne er nøje instrueret om i hvilken rækkefølge de skal tage af sted når lejren  bryder op. Det er Jehova der giver instruktionerne, og beretningen siger: „Derpå handlede Israels sønner efter alt hvad Jehova havde påbudt Moses.“ (2:34) De adlyder Jehova og viser respekt for Moses, Guds synlige repræsentant.

13. Efter hvilken ordning får levitterne tildelt tjeneste?

¹³ Levitterne sættes nu til side til Jehovas tjeneste, idet de er en løsesum for Israels førstefødte. De deles i tre grupper efter deres afstamning fra Levis tre sønner, Gersjon, Kehat og Merari. Hvor de skal placeres i lejren og hvilke opgaver de skal have, retter sig alene efter hvilken gruppe de hører til. Fra 30-årsalderen og opefter skal de udføre det anstrengende arbejde at transportere tabernaklet. Det lettere arbejde skal også gøres, og derfor arrangeres det at andre kan tjene fra 25-årsalderen. (På Davids tid blev grænsen sat ned til 20 år.) — 1 Krøn. 23:24-32; Ezra 3:8.

14. Hvilke forordninger tager sigte på at bevare lejren ren?

¹⁴ For at lejren kan bevares ren gives der vejledning om at de der rammes af smitsomme sygdomme skal anbringes i karantæne, at troløse handlinger skal sones, hvad der skal gøres hvis en mand mistænker sin hustru for utroskab, og hvordan det sikres at de der har aflagt løfte om at leve som nasiræere for Jehova, lever efter forskrifterne. Eftersom Guds navn skal nævnes over israelitterne må de følge hans bud.

15. (a) Hvilke bidrag ydes i tilknytning til alterets indvielse? (b) Hvad må israelitterne aldrig glemme, og hvad skal påsken minde dem om?

¹⁵ Moses indskyder her nogle detaljer fra den foregående måned (4 Mos. 7:1, 10; 2 Mos. 40:17), idet han fortæller om de materielle bidrag der blev ydet af folkets tolv høvdinger i løbet af tolv dage efter alterets indvielse. Ingen af høvdingerne søgte at overgå de andre eller at fremhæve sig selv, for hver af dem bidrog med nøjagtig det samme som de andre. Alle israelitterne skal huske at over disse høvdinger, og over Moses selv, står Jehova Gud, der giver Moses instruktioner. De må aldrig glemme deres forhold til Jehova. Påsken skal minde dem om at Jehova på forunderlig måde udfriede dem af Ægypten, og de fejrer den til den fastsatte tid her i ørkenen, et år efter at de har forladt Ægypten.

16. Hvordan leder Jehova folket, og hvilket formål tjener trompetsignalerne?

¹⁶ Ligesom Jehova havde ledet Israels udgang af Ægypten leder han nu folket på dets vandringer, idet han om dagen lader en sky og om natten noget der ser ud som ild, stå over tabernaklet, Vidnesbyrdets telt. Når skyen løfter sig, bryder israelitterne op. Når skyen hviler over tabernaklet, forbliver de lejrede, hvad enten det er nogle få dage eller en måned eller længere, for beretningen siger: „På Jehovas befaling slog de lejr, og på Jehovas befaling brød de op. De overholdt deres forpligtelse over for Jehova, efter Jehovas befaling ved Moses.“ (4 Mos. 9:23) Da tiden er inde til at de skal bryde op fra Sinaj, indføres der forskellige trompetsignaler som dels skal samle folket og dels lede de forskellige afdelinger af lejren på ørkenvandringen.

17. Beskriv hvordan vandringen foregår.

¹⁷ Begivenhederne i ørkenen (10:11–21:35). På den 20. dag i den anden måned lader Jehova endelig skyen løfte sig fra tabernaklet og giver således signal til Israels opbrud fra Sinajområdet. Med Jehovas pagts ark i deres midte drager israelitterne af sted mod Kadesj-Barnea, der ligger cirka 240 kilometer nordligere. Når de vandrer om dagen holder Jehovas sky sig over dem. Hver gang arken bryder op, beder Moses Jehova om at rejse sig og lade sine fjender spredes, og hver gang den hviler, beder han Jehova om at vende tilbage „til Israels titusinder af tusinder“. — 10:36.

18. Hvad giver israelitterne sig til at klage over på vejen til Kadesj-Barnea, og hvilken ændring i lejrens teokratiske ordning foretager Jehova?

¹⁸ Imidlertid opstår der vanskeligheder i lejren. På turen mod nord til Kadesj-Barnea beklager folket sig ved mindst tre lejligheder. For at kvæle det første udbrud af utilfredshed sender Jehova en ild, som fortærer nogle af dem. Så får „den sammenløbne hob“ israelitterne til at klage over at de må undvære Ægyptens fisk, agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg og nøjes med manna. (11:4, 5) Moses bliver så nedslået at han beder Jehova om at dræbe ham frem for at lade ham fortsætte som plejefader for hele dette folk. Omsorgsfuldt tager Jehova noget af den ånd der er over Moses og lægger den på 70 af de ældste, der herefter hjælper Moses som profeter i lejren. Så kommer der kød i overflod. Som det en gang før var sket sender Jehova en vind der driver vagtler ind fra havet, og i selvisk grådighed samler folket store forråd. Jehovas vrede blusser op imod israelitterne, og mange omkommer på grund af deres grådige begær. — 2 Mos. 16:2, 3, 13.

19. Hvordan bringer Jehova Mirjams og Arons kritik til ophør?

¹⁹ Vanskelighederne fortsætter. Mirjam og Aron viser ikke den rette respekt for deres yngre broder, Moses, som Jehovas repræsentant, og finder anledning til at kritisere ham på grund af hans hustru, der lige er ankommet til lejren. De kræver en myndighed som hans, skønt „manden Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mos. 12:3) Jehova sætter selv tingene på plads. Han bekendtgør at Moses indtager en særstilling og slår Mirjam, der sandsynligvis er det egentlige ophav til klagen, med spedalskhed. Kun på Moses’ forbøn bliver hun senere helbredt.

20, 21. Hvorfor beslutter Jehova at Israel skal vandre i ørkenen i 40 år?

 ²⁰ Israelitterne ankommer til Kadesj og slår lejr på tærskelen til det forjættede land. Jehova befaler Moses at sende nogle mænd ud for at udspejde landet. De trænger ind i landet sydfra og går mod nord, helt op til „indgangen til Hamat“; i løbet af 40 dage tilbagelægger de hundreder af kilometer. (13:21) Da de vender tilbage med nogle af Kana’ans frugter hævder ti af dem troløst at det ville være tåbeligt at drage op imod så stærkt et folk og så store, befæstede byer. Kaleb forsøger at berolige forsamlingen ved at aflægge en positiv rapport, men uden held. De oprørske spejdere sår frygt i israelitterne da de erklærer at landet „fortærer sine indbyggere“ og at folket deri er „mænd af en usædvanlig højde“. En oprørsstemning griber hele lejren, og Josua og Kaleb prøver at tale israelitterne til fornuft ved at forsikre dem om at de ikke behøver at frygte, eftersom Jehova er med dem. (13:32; 14:9) Men forsamlingen begynder at tale om at stene dem.

²¹ Så griber Jehova direkte ind og siger til Moses: „Hvor længe vil dette folk handle respektløst over for mig, og hvor længe vil de undlade at tro på mig trods alle de tegn jeg har gjort iblandt dem?“ (14:11) Moses bønfalder Jehova om ikke at tilintetgøre folket, eftersom Jehovas eget navn og ry står på spil. Jehova bestemmer derfor at Israel skal fortsætte med at vandre i ørkenen indtil alle de mønstrede blandt folket, fra 20 år og opefter, er døde. Af de mønstrede mænd vil kun Kaleb og Josua få lov til at komme ind i det forjættede land. Folket prøver at drage ind i landet på eget initiativ, men lider et frygteligt nederlag og bliver slået på flugt af amalekitterne og kana’anæerne. Folket må betale en høj pris for dets respektløse holdning til Jehova og hans loyale repræsentanter!

22. På hvilke måder understreges betydningen af lydighed?

²² Israelitterne har meget at lære om hvad lydighed vil sige. Det er derfor meget passende at Jehova udsteder nogle love om dette. Han lader dem forstå at når de kommer ind i det forjættede land må der skaffes soning for synder der begås af vanvare, men forsætlig ulydighed skal uden undtagelse straffes med døden. Da man således opdager at en mand krænker sabbatsloven ved at samle brænde på sabbatten, befaler Jehova: „Manden skal ubetinget lide døden.“ (15:35) For at minde israelitterne om sine bud og betydningen af at følge dem, befaler Jehova at de skal bære frynser på sømmene af deres klæder.

23. Hvad fører Koras, Datans og Abirams oprør til?

²³ Ikke desto mindre bryder et oprør ud igen. Kora, Datan, Abiram og 250 af forsamlingens ansete mænd opponerer mod Moses’ og Arons myndighed. Moses lægger sagen frem for Jehova og siger så til oprørerne at de skal tage ildbækkener og røgelse, som de skal frembære for Jehova, der så vil vise hvem han godkender. (16:6, 7) Jehovas herlighed viser sig derefter for hele forsamlingen. Hurtigt eksekverer han dommen, idet han får jorden til at åbne sig og opsluge Koras, Datans og Abirams husstande, og udsender en ild der fortærer de 250 mænd som har frembåret røgelse, deriblandt Kora. Allerede næste dag begynder folket at bebrejde Moses og Aron det der er sket, og igen sender Jehova en plage over israelitterne og udsletter 14.700 af dem der har knurret.

24. Med hvilket tegn gør Jehova ende på denne oprørskhed?

²⁴ Som følge af disse begivenheder befaler Jehova at hver stamme skal lægge en stav med navn på frem for ham, og staven fra Levis stamme skal bære Arons navn. Næste dag viser det sig at Jehova har valgt Aron til præstedømmet, for kun hans stav blomstrer og bærer modne mandler. Den skal opbevares i pagtens ark „som et tegn for de opsætsige sønner“. (4 Mos. 17:10; Hebr. 9:4) Herefter fremsættes nogle forordninger om præsteskabets underhold ved hjælp af tiende samt forordninger om brugen af renselsesvand med asken fra en rød ko. Så fører beretningen os tilbage til Kadesj, hvor Mirjam dør og bliver begravet.

25. Hvordan forsømmer Moses og Aron at hellige Jehova, og hvad bliver resultatet?

²⁵ På tærskelen til det forjættede land strides folket atter med Moses fordi det mangler vand. I Jehovas øjne er det Ham de sætter sig op imod. Han viser sig i sin herlighed og befaler Moses at tage sin stav og få vand frem fra klippen. Helliger Moses og Aron nu Jehova? Nej. I stedet slår Moses to gange på klippen i vrede. Folket og kvæget får vand at drikke, men Moses og Aron har ikke givet Jehova den ære der tilkommer ham. Den anstrengende ørkenvandring er næsten forbi, men de har begge pådraget sig Jehovas mishag og får at vide at de ikke kommer ind i det forjættede land. Senere dør Aron på bjerget Hor, og hans søn Eleazar overtager pligterne som ypperstepræst.

26. Hvilke begivenheder indtræffer mens israelitterne er på vej uden om Edom?

²⁶ Israelitterne drager mod øst og prøver at komme gennem Edoms land, men bliver afvist. De vandrer den lange vej uden om Edom, og undervejs kommer de igen i vanskeligheder da de knurrer imod Gud og Moses. De er lede og kede af mannaen, og de er tørstige. På grund af deres oprørskhed sender Jehova giftslanger blandt dem, og mange dør. Moses går i forbøn for folket, og Jehova byder ham da til sidst at lave en kobberslange og anbringe den på en signalstang. De der er blevet bidt af  slangerne kan redde livet ved at se hen på kobberslangen. Mens israelitterne er på vej mod nord bliver der lagt dem hindringer i vejen af to krigeriske konger, først amoritten Sihon og siden Og af Basan. Israel slår dem begge og okkuperer deres områder, som ligger øst for Jordansænkningen.

27. Hvordan krydser Jehova Balaks planer i forbindelse med Bileam?

²⁷ Begivenhederne på Moabs sletter (22:1–36:13). I spændt forventning om indtoget i Kana’an samles israelitterne nu på Moabs ørkensletter nord for det Det Døde Hav og øst for Jordan, over for Jeriko. Da moabitterne ser denne uhyre lejr udbredt foran sig, føler de en dyb rædsel. Deres konge, Balak, sender i forståelse med midjanitterne bud efter Bileam, for at han ved spådom skal bringe en forbandelse over Israel. Skønt Gud direkte siger til Bileam: „Du må ikke gå med dem,“ ønsker Bileam inderst inde at gøre det. (22:12) Han vil nemlig gerne have den udsatte belønning. Omsider kommer han af sted, men bliver standset af en engel og irettesættes af sit eget æsel, der får mæle ved et mirakel. Da det langt om længe lykkes Bileam at udtale sig om Israel, kommer Guds ånd over ham så hans fire „fyndige udsagn“ kun rummer velsignelser for Guds folk, ja han forudsiger endda at en stjerne skal fremtræde fra Jakob og et scepter rejse sig fra Israel for at herske og udrydde.

28. Hvilken fælde lægges nu for Israel på Bileams anvisning, og hvordan bringes plagen til ophør?

²⁸ Balak bliver rasende fordi Bileam ikke forbander Israel, så Bileam forsøger nu at indynde sig hos kongen ved at foreslå at moabitterne lader deres kvinder lokke de israelitiske mænd med til de utugtige ceremonier der hører til ba’alsdyrkelsen. (31:15, 16) Her, lige på grænsen til det forjættede land, gør israelitterne sig skyldige i grov umoralitet og afgudsdyrkelse. Jehovas vrede blusser op i form af en plage, og Moses foranstalter en drastisk afstraffelse af synderne. Da Pinehas, en søn af ypperstepræsten, ser en høvdingesøn føre en midjanitisk kvinde ind i sit telt i selve lejren, går han efter dem med en lanse og dræber dem, kvinden med et stød gennem underlivet. Så først standser plagen; den har da kostet 24.000 livet.

29. (a) Hvad viser den optælling som foretages i slutningen af det 40. år? (b) Hvilken forberedelse træffes nu til indtoget i det forjættede land?

²⁹ Jehova befaler nu Moses og Eleazar at foretage en optælling af folket i lighed med den der fandt sted næsten 39 år tidligere ved Sinaj Bjerg. Det endelige tal viser at der ikke er sket nogen tilvækst. Tværtimod mønstres 1820 færre mænd. Med undtagelse af Josua og Kaleb er der ingen tilbage af dem der blev mønstret til hæren ved Sinaj. De er alle døde i ørkenen, som Jehova havde sagt. Derefter giver Jehova vejledning om fordelingen af landet som arvelodder. Han gentager at Moses ikke vil komme ind i det forjættede land fordi han ikke helligede Jehova ved Meribas vand. (20:13; 27:14, NW, 1984-udgaven, fodnoter) Josua udnævnes til Moses’ efterfølger.

30. Hvordan gøres regnskabet op med midjanitterne, og hvem får tildelt et område øst for Jordan?

³⁰ Gennem Moses minder Jehova nu israelitterne om betydningen af sine love om ofre og højtider og om det alvorlige i at aflægge løfter. Han lader også Moses gøre regnskabet op med midjanitterne, som gjorde deres til at forføre Israel med Ba’al-Peor. Alle mandlige midjanitter samt Bileam dræbes i slaget, og kun de uberørte piger, der tæller 32.000, bliver skånet og ført med byttet, der blandt andet omfatter 808.000 stykker kvæg. Ikke en eneste israelit meldes savnet efter slaget. Rubens og Gads sønner, der er kvægavlere, anmoder om at måtte slå sig ned i området øst for Jordan, og efter at de er gået ind på at hjælpe med at erobre det forjættede land, bliver anmodningen imødekommet, så disse to stammer sammen med Manasses halve stamme får denne frugtbare højslette som deres ejendom.

31. (a) Hvordan skal Israel fortsat vise lydighed efter at det er kommet ind i landet? (b) Hvilke bestemmelser gives der vedrørende stammernes arvelodder?

³¹ Efter en oversigt over de steder hvor israelitterne har slået lejr i løbet af de 40 års vandring, henleder beretningen atter opmærksomheden på nødvendigheden af at være lydig mod Jehova. Det er Gud som skænker dem landet, men de må eksekvere hans dom og uddrive de fordærvede, dæmondyrkende indbyggere og slette ethvert spor af deres afguderiske religion. Grænserne for deres gudgivne land fastsættes i enkeltheder. Det skal fordeles mellem dem ved lodkastning. Levitterne, hvis stamme ikke har nogen arvelod, får 48 byer med tilhørende græsgange, og seks af dem skal være tilflugtsbyer for uforsætlige manddrabere. En stammes område skal forblive stammens ejendom og må ikke overdrages til en anden stamme ved ægteskab. Hvis der ikke er nogen mandlig arving må døtre som modtager en arv — som for eksempel Zelofhads døtre — kun gifte sig inden for deres egen stamme. (27:1-11; 36:1-11) Med disse befalinger fra Jehova gennem Moses slutter Fjerde Mosebog, og Israels sønner er omsider klar til at drage ind i det forjættede land.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

32. På hvilke måder skildres Jesus og hans offer billedligt i Fjerde Mosebog?

³² Jesus henviste ved flere lejligheder til Fjerde Mosebog, og hans apostle og andre bibelskribenter viste klart hvor betydningsfuld og gavnlig dens beretning er. Paulus sammenlignede i enkeltheder Jesu trofaste tjeneste med Moses’, der hovedsagelig  er beskrevet i Fjerde Mosebog. (Hebr. 3:1-6) Desuden ser vi i dyreofrene og i renselsesvandet med asken fra den røde ko (4 Mos. 19:2-9) igen en billedlig skildring af den langt større renselsesforanstaltning ved Kristi offer. — Hebr. 9:13, 14.

33. Hvorfor er beretningen om vandet der strømmede frem i ørkenen af interesse for os i dag?

³³ Paulus viser desuden at vandet der strømmede frem fra klippen i ørkenen har en dybere mening for os, idet han siger: „De drak af den åndelige klippe som fulgte med, og den klippe var Messias.“ (1 Kor. 10:4; 4 Mos. 20:7-11) Det var derfor passende at Kristus selv sagde: „Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“ — Joh. 4:14.

34. Hvordan viste Jesus at kobberslangen havde profetisk betydning?

³⁴ Jesus henviste også direkte til en begivenhed der omtales i Fjerde Mosebog og som billedligt skildrede den vidunderlige foranstaltning Gud traf gennem ham. „Ligesom Moses hævede slangen op i ørkenen, således må Menneskesønnen nødvendigvis hæves op, for at enhver som tror på ham kan have evigt liv.“ — Joh. 3:14, 15; 4 Mos. 21:8, 9.

35. (a) Hvad skal kristne vogte sig for, som belyst ved de ting israelitterne erfarede i ørkenen, og hvorfor? (b) Hvilke eksempler på begærlighed og oprør omtalte Judas og Peter i deres breve?

³⁵ Hvorfor blev israelitterne dømt til at vandre i ørkenen i 40 år? De manglede tro. Det var netop det apostelen Paulus påpegede da han indtrængende formanede: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag.“ Det var på grund af ulydighed og manglende tro at israelitterne måtte dø i ørkenen. „Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til [Guds] hvile, for at ikke nogen skal falde, efter samme eksempel på ulydighed.“ (Hebr. 3:7–4:11; 4 Mos. 13:25–14:38) Judas advarede mod ugudelige mennesker der spotter det der er helligt, og han mindede i den forbindelse om Bileams begærlighed efter belønningen og om Koras oprør imod Jehovas tjener Moses. (Jud. 11; 4 Mos. 22:7, 8, 22; 26:9, 10) Peter omtalte Bileam som en der „elskede lønnen for at øve uret“, og den herliggjorte Jesus nævnte ham i sin åbenbaring til Johannes og sagde at han ’lagde en snublesten for Israel i form af afgudsdyrkelse og utugt’. Den kristne menighed i dag må også advares mod den slags vanhellige personer. — 2 Pet. 2:12-16; Åb. 2:14.

36. Hvad advarede Paulus imod, og hvordan kan vi i dag få gavn af hans råd?

³⁶ Da et umoralsk forhold blev opdaget i menigheden i Korinth, skrev Paulus til menighedens medlemmer at de ikke måtte „begære noget skadeligt“, hvilket direkte sigter til Fjerde Mosebog. Han advarede: „Lad os heller ikke øve utugt, som nogle af dem begik utugt, og på én dag faldt treogtyve tusind.“ (1 Kor. 10:6, 8; 4 Mos. 25:1-9; 31:16) b Og med hensyn til det der skete da folket klagede over at lydighed mod Guds befalinger medførte personlige besværligheder, og da de var utilfredse med den manna Jehova tilvejebragte, sagde Paulus: „Lad os heller ikke sætte Jehova på prøve, som nogle af dem satte ham på prøve, og de blev dræbt af slangerne.“ (1 Kor. 10:9; 4 Mos. 21:5, 6) Paulus fortsatte: „I må heller ikke knurre, sådan som nogle af dem knurrede, og de blev dræbt af ødelæggeren.“ Israelitterne høstede bitre erfaringer fordi de knurrede mod Jehova, hans repræsentanter og hans foranstaltninger! Disse ting „skete fortsat med dem, som eksempler“ og skulle være en tydelig advarsel til os alle i dag, så vi fortsat kan tjene Jehova i ubrydelig tro. — 1 Kor. 10:10, 11; 4 Mos. 14:2, 36, 37; 16:1-3, 41; 17:5, 10.

37. Belys med eksempler hvordan Fjerde Mosebog hjælper os til at forstå andre steder i Bibelen.

³⁷ Fjerde Mosebog giver også en baggrund som hjælper os til at forstå mange andre steder i Bibelen. — 4 Mos. 28:9, 10 — Matt. 12:5; 4 Mos. 15:38 — Matt. 23:5; 4 Mos. 6:2-4 — Luk. 1:15; 4 Mos. 4:3 — Luk. 3:23; 4 Mos. 18:31 — 1 Kor. 9:13, 14; 4 Mos. 18:26 — Hebr. 7:5-9; 4 Mos. 17:8-10 — Hebr. 9:4.

38. I hvilke retninger er bogen særlig gavnlig, og hvad henleder den vor opmærksomhed på?

³⁸ Beretningen i Fjerde Mosebog er inspireret af Gud, og den er gavnlig fordi den belærer os om hvor vigtigt det er at adlyde Jehova og at respektere dem han har udnævnt som tilsynsmænd for sit folk. Med eksempler revser den urette handlinger, og med begivenheder af profetisk betydning henleder den vor opmærksomhed på den Jehova har oprejst som sit folks frelser og fører i dag. Fjerde Mosebog er et vigtigt og belærende led i den beretning der sigter mod oprettelsen af Jehovas retfærdige rige ved Jesus Kristus, hans mellemmand og ypperstepræst.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]