Bibelens 42. bog — Lukasevangeliet

Skribent: Lukas

Skrevet i: Cæsarea

Fuldført: ca. 56-58 e.v.t.

Spænder over: 3 f.v.t.–33 e.v.t.

1. Hvordan er det evangelium Lukas har skrevet?

 LUKASEVANGELIET blev skrevet af en mand med både hjerte og forstand, og dette bevirkede i forbindelse med Guds ånds ledelse at hans beretning blev både nøjagtig og fuld af varme og følelse. I de indledende vers siger han: „Jeg [har også] besluttet, efter omhyggeligt at have gået alle ting igennem forfra, at skrive dem ned til dig i logisk rækkefølge.“ Hans detaljerede, pertentlige beretning bekræfter til fulde at han har gennemgået alt meget omhyggeligt. — Luk. 1:3.

2, 3. Hvilke ydre og indre vidnesbyrd viser at det er lægen Lukas der har skrevet dette evangelium?

² Lukas nævnes ikke ved navn i beretningen, men vidnesbyrd fra oldtiden samstemmer i at den er skrevet af ham. Evangeliet tilskrives Lukas i Det Muratoriske Fragment (ca. 170 e.v.t.), og det blev accepteret som sådant af skribenter fra det andet århundrede som Irenæus og Clemens fra Alexandria. Indre vidnesbyrd peger også på at det er affattet af Lukas. Paulus omtaler ham i Kolossenserbrevet 4:14 som „Lukas, den elskede læge“, og Lukasevangeliet er netop præget af den orden og logik som man må forvente af en veluddannet mand, for eksempel en læge. På grund af sit gode sprog og store ordforråd (Lukasevangeliets ordforråd er større end de tre andre evangeliers tilsammen) kunne han behandle sit betydningsfulde emne på en meget nøjagtig og letfattelig måde. Hans beretning om den fortabte søn anses af nogle for at være den bedste fortælling der nogen sinde er skrevet.

³ I Lukasevangeliet findes mere end 300 lægeudtryk, eller ord som Lukas anvender i lægelig betydning, og det er udtryk som ingen andre kristne bibelskribenter bruger på samme måde (hvis de i det hele taget bruger dem). a Når Lukas for eksempel taler om spedalskhed bruger han ikke altid det samme ord som de andre. For dem er spedalskhed spedalskhed, men for lægen findes der forskellige stadier af spedalskhed — Lukas taler for eksempel om „en mand fuld af spedalskhed“. Om Lazarus siger han at han var „fuld af sår“. Ingen af de andre evangelister siger at Peters svigermoder havde „høj feber“. (5:12; 16:20; 4:38) De tre andre fortæller også at Peter huggede et øre af ypperstepræstens træl, men kun Lukas nævner at Jesus helbredte ham. (22:51) Man fornemmer også den grundige læge bag ordene om kvinden der „i atten år havde haft en svaghedsånd, og hun var krumbøjet og helt ude af stand til at rette sig op“. Og hvem andre end „Lukas, den elskede læge,“ ville have givet en så detaljeret beskrivelse af den førstehjælp som samaritaneren ydede en mand idet han „gød olie og vin på hans sår og forbandt dem“? — 13:11; 10:34.

4. Hvornår blev Lukasevangeliet sandsynligvis skrevet, og hvilke omstændigheder støtter denne antagelse?

⁴ Hvornår skrev Lukas sit evangelium? Apostelgerninger 1:1 viser at den der skrev Apostelgerninger (det var også Lukas) tidligere havde affattet „den første beretning“, evangeliet. Apostelgerninger blev sandsynligvis fuldført omkring år 61, mens Lukas var i Rom sammen med Paulus, der havde appelleret til kejseren. Det er derfor sandsynligt at Lukas skrev sit evangelium i Cæsarea omkring år 56-58, efter at han sammen med Paulus var vendt tilbage fra Filippi ved slutningen af den tredje missionsrejse, og mens Paulus sad fængslet i Cæsarea i to år før han blev ført til Rom, hvor hans appelsag skulle behandles. Eftersom Lukas opholdt sig i Palæstina i den periode, havde han god lejlighed til ’omhyggeligt at gå alle ting igennem forfra’, det vil sige alt om Jesu liv og tjeneste. Det ser således ud til at Lukas’ beretning er skrevet før Markusevangeliet.

5. Hvilket kildemateriale kan Lukas have brugt da han begyndte at gennemgå begivenhederne i Jesu liv?

⁵ Lukas var naturligvis ikke øjenvidne til alle de begivenheder han omtaler i sit evangelium, for han var ikke en af de tolv og kom sandsynligvis ikke engang til troen før efter Jesu død. Men han var meget nært knyttet til Paulus i missionærtjenesten. (2 Tim. 4:11; Filem. 24) Hans skrifter bærer da også præg af Paulus’ indflydelse, hvilket ses ved en sammenligning af beretningerne om Herrens aftensmåltid i Lukas 22:19, 20 og Første Korintherbrev 11:23-25. Lukas kan også have rådført sig med Mattæusevangeliet som kildemateriale. I sine bestræbelser for ’omhyggeligt at gå alle ting igennem’ kan han have udspurgt mange  øjenvidner til begivenhederne i Jesu liv, for eksempel de disciple der stadig levede, og måske Jesu moder, Maria. Vi kan være sikre på at han i bestræbelserne for at samle nøjagtige oplysninger ikke lod nogen mulighed uforsøgt.

6. Hvor meget af indholdet i Lukasevangeliet findes ikke i de andre evangelier, og hvem havde Lukas i tanke da han skrev? Begrund dit svar.

⁶ Når man undersøger de fire evangelier bliver det klart for en at de ikke blot gentager hinandens beretninger og at de heller ikke blot er skrevet for at der kunne tilvejebringes flere vidneudsagn om en yderst betydningsfuld del af Bibelens historie. Lukasevangeliet er det evangelium der tydeligst bærer præg af skribentens personlighed. I alt 59 procent af stoffet i Lukas’ beretning findes ikke i de andre evangelier. Lukas omtaler mindst seks mirakler og over tolv billedtaler som de andre evangelister ikke nævner. En tredjedel af hans evangelium er holdt i den fortællende form og de øvrige to tredjedele er helliget det talte ord. Hans evangelium er det længste af de fire evangelier. Mattæus skrev først og fremmest for jøderne, Markus for ikkejødiske læsere, især romerne. Lukasevangeliet var stilet til den „højtærede Theofilus“ og gennem ham til andre, både jøder og ikkejøder. (Luk. 1:3, 4) Eftersom Lukas i sin beretning henvender sig til mennesker fra alle lande, fører han Jesu slægtsregister tilbage til „Adam, søn af Gud“, og ikke blot til Abraham, sådan som Mattæus gør fordi han især henvender sig til jøderne. Lukas gør specielt opmærksom på Simeons profetiske ord om at Jesus skulle blive midlet til at „fjerne sløret fra nationerne“, og han fortæller at „alt kød skal se Guds frelsesmiddel“. — 3:38; 2:29-32; 3:6.

7. Hvad vidner stærkt om Lukasevangeliets pålidelighed?

⁷ Alt hvad Lukas har skrevet, vidner om at han er en fremragende fortæller. Hans beretninger er velordnede og nøjagtige, og det er et stærkt bevis på deres pålidelighed. Herom har en jurist engang skrevet: „Mens begivenhederne i eventyr, legender og falske vidneudsagn omhyggeligt henlægges til et fjernt sted og et ubestemt tidspunkt, hvilket er i modstrid med de første regler vi jurister lærer om god procedure, nemlig at erklæringen skal angive tid og sted, angiver Bibelen med største nøjagtighed tid og sted for de begivenheder den omtaler.“ b Som bevis herfor citerede han Lukas 3:1, 2: „I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa, og hans broder Filip var landsdelshersker i Ituræas og Trakonitis’ land, og Lysanias var landsdelshersker i Abilene, og i den overordnede præst Annas’ og i Kajfas’ dage, kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen.“ Her er ingen usikkerhed med hensyn til tid og sted. Lukas nævner ikke færre end syv offentlige embedsmænd for at vi kan fastslå tidspunktet for begyndelsen til Johannes’ og Jesu tjeneste.

8. Hvordan angiver Lukas „omhyggeligt“ tidspunktet for Jesu fødsel?

⁸ Lukas giver os også et fingerpeg om tidspunktet for Jesu fødsel når han siger: „Det var i de dage der udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; (denne første indskrivning fandt sted da Quirinius var landshøvding i Syrien).“ (Luk. 2:1, 2) Det var på den tid Josef og Maria tog op til Betlehem for at blive indskrevet, og Jesus blev født mens de opholdt sig her. c Vi må give den bibelkommentator ret som siger: „Et af de tydeligste beviser på Lukas’ evner som historiker er at han altid sørger for at være fuldstændig nøjagtig.“ d Vi må erkende at Lukas taler sandt når han siger at han ’omhyggeligt har gået alle ting igennem forfra’.

9. Hvilken af Jesu profetier som Lukas omtaler, fik sin opfyldelse i år 70?

⁹ Lukas påviser også at profetierne i De Hebraiske Skrifter fik en nøjagtig opfyldelse på Jesus Kristus. Han anfører Jesu inspirerede vidnesbyrd herom. (24:27, 44) Han gengiver også Jesu egne profetier nøjagtigt, og mange af disse har allerede fået deres opfyldelse selv i de mindste detaljer. For eksempel blev Jerusalem i år 70 belejret og omgivet af en skanse af spidse pæle og gik til grunde i en frygtelig ødelæggelse, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. (Luk. 19:43, 44; 21:20-24; Matt. 24:2) Den verdslige historiker Flavius Josefus, der som øjenvidne befandt sig i den romerske hær, fortæller at man ryddede landskabet for træer inden for en radius af cirka seksten kilometer fra byen for at skaffe pæle nok, at belejringsvolden var godt syv kilometer lang, at mange kvinder og børn døde af sult, og at mere end 1.000.000 jøder mistede livet og 97.000 blev taget til fange. Den dag i dag kan man på Titusbuen i Rom se en skildring af det romerske sejrstog med krigsbyttet fra Jerusalems tempel. e Vi kan være overbeviste om at de andre inspirerede profetier Lukas har nedskrevet, vil få en lige så nøjagtig opfyldelse.

BOGENS INDHOLD

10. Hvad havde Lukas besluttet at gøre?

¹⁰ Lukas’ indledning (1:1-4). Lukas fortæller at  han omhyggeligt har gået alle ting igennem forfra, og at han har besluttet at skrive det ned i logisk rækkefølge for at den „højtærede Theofilus . . . kan blive helt klar over hvor sikre“ disse ting er. — 1:3, 4.

11. Hvilke glædelige begivenheder berettes der om i Lukasevangeliets første kapitel?

¹¹ De første år af Jesu liv (1:5–2:52). En engel viser sig for den aldrende præst Zakarias og bringer den glædelige nyhed at han vil få en søn som han skal kalde Johannes; men Zakarias skal være stum indtil drengen er født. Som lovet bliver hans hustru, Elisabet, gravid skønt hun også er „godt oppe i årene“. Omkring seks måneder senere viser engelen Gabriel sig for Maria og fortæller hende at hun skal undfange ved „kraft fra den Højeste“ og føde en søn som skal kaldes Jesus. Maria besøger Elisabet, der hilser hende med glæde. Derefter udbryder Maria jublende: „Min sjæl forkynder Jehovas storhed, og min ånd glæder sig usigeligt over Gud, min Frelser.“ Hun taler om Jehovas hellige navn og hans store barmhjertighed mod dem der frygter ham. Ved Johannes’ fødsel løsnes Zakarias’ tunge, og han forkynder også om Guds barmhjertighed og erklærer at Johannes vil blive en profet der bereder Jehovas vej. — 1:7, 35, 46, 47.

12. Hvad får vi at vide om Jesu fødsel og barndom?

¹² Da tiden er inde bliver Jesus født i Betlehem, og en engel forkynder dette som „en god nyhed om en stor glæde“ for nogle hyrder der holder vagt over deres hjord om natten. Omskærelsen finder sted i overensstemmelse med Loven, og da Jesu forældre kommer til templet for at „fremstille ham for Jehova“, taler den aldrende Simeon og profetinden Anna om barnet. I Nazaret ’vokser drengen og styrkes, han fyldes med visdom, og Guds gunst er fortsat over ham’. (2:10, 22, 40) Da Jesus er tolv år gammel forbløffer han under et besøg i Jerusalem lærerne med sin forståelse og sine svar.

13. Hvad forkynder Johannes, og hvad sker der ved Jesu dåb og umiddelbart derefter?

¹³ Tjenesten forberedes (3:1–4:13). I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid kommer Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, og han går ud og forkynder „en dåb der som symbol betegner sindsændring til synders tilgivelse“ for at „alt kød skal se Guds frelsesmiddel“. (3:3, 6) Da hele folket døbes i Jordan kommer Jesus også og bliver døbt, og mens han beder, daler den hellige ånd ned over ham, og hans Fader udtrykker fra himmelen sin godkendelse af ham. Jesus Kristus er nu omkring 30 år. (Lukas bringer her Jesu slægtsregister.) Efter at Jesus er døbt fører ånden ham omkring i ørkenen i 40 dage. Djævelen frister ham uden held og trækker sig bort fra ham „indtil en bedre tid“. — 4:13.

14. Ved hvilken lejlighed viser Jesus klart hvad der er hans opgave, hvad går den ud på, og hvordan reagerer hans tilhørere?

¹⁴ Jesu første virksomhed, fortrinsvis i Galilæa (4:14–9:62). I synagogen i sin hjemby, Nazaret, viser Jesus klart hvad der er hans opgave, idet han læser profetien i Esajas 61:1, 2 og anvender den på sig selv: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.“ (4:18, 19) Folkets første begejstring over hans ord vender sig til vrede da han fortsætter sit foredrag, og de prøver at slå ham ihjel. Han tager derfor ned til Kapernaum, hvor han helbreder mange mennesker. Folkeskarerne følger ham og prøver at holde ham tilbage, men han siger til dem: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (4:43) Han tager videre og forkynder i Judæas synagoger.

15. Hvordan kalder Jesus Peter, Jakob og Johannes samt Mattæus?

¹⁵ I Galilæa forårsager Jesus at Simon (der også kaldes Peter), Jakob og Johannes ved et mirakel fanger en stor mængde fisk. Han siger til Simon: „Fra nu af er det levende mennesker du skal fange.“ Derpå forlader de alt og følger ham. Jesus fortsætter med at bede og undervise, og ’Jehovas kraft er der så han kan helbrede’. (5:10, 17) Han kalder Levi (Mattæus), en foragtet skatteopkræver, som til ære for Jesus holder et stort selskab hvortil der blandt andet kommer „en stor mængde skatteopkrævere“. (5:29) Dette resulterer i det første af en række sammenstød Jesus har med farisæerne, der bliver rasende og pønser på at gøre ham fortræd.

16. Hvad foretager Jesus sig inden han udvælger de tolv apostle? (b) Hvad fremhæver Lukas fra Jesu bjergprædiken?

¹⁶ Efter at have tilbragt en hel nat med at bede til Gud udvælger Jesus tolv apostle blandt sine disciple. Flere mirakuløse helbredelser finder sted. Derpå holder han Bjergprædikenen, der i Lukas 6:20-49 er gengivet i en kortere form end i Mattæusevangeliet, kapitlerne 5 til 7. Jesus stiller modsætningerne op: „Lykkelige er I fattige, for Guds rige er jeres. Men ve jer, I rige, for I har fået hele jeres trøst.“ (6:20, 24) Han formaner sine tilhørere til at elske deres fjender, til at være barmhjertige, til at give og til at komme frem med noget godt af hjertets gode forråd.

17. Hvilke mirakler udfører Jesus derefter? (b) Hvad svarer Jesus de sendebud der kommer fra Johannes Døber for at spørge om han er Messias?

¹⁷ Da Jesus vender tilbage til Kapernaum bliver han af en centurion bedt om at helbrede en syg  træl. Centurionen føler sig ikke værdig til at modtage Jesus under sit tag og beder blot Jesus sige „et ord“ dér hvor han befinder sig. Trællen bliver helbredt, og Jesus kommer med følgende udtalelse: „Jeg siger jer: Ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro.“ (7:7, 9) Ved byen Nain oprejser Jesus for første gang en fra de døde, nemlig en enkes eneste søn, fordi han får „inderligt ondt af hende“. (7:13) Da nyheden om Jesus spredes overalt i Judæa sender Johannes Døber bud til Jesus fra fængselet og spørger: „Er du den der kommer?“ Som svar siger Jesus til sendebudene: „Gå blot og meddel Johannes hvad I har set og hørt: blinde ser igen, halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst, fattige får den gode nyhed forkyndt. Og lykkelig er den som ikke i mig finder nogen årsag til snublen og fald.“ — 7:19, 22, 23.

18. Med hvilke billedtaler, gerninger og formaninger fortsættes forkyndelsen af Riget?

¹⁸ Sammen med de tolv tager Jesus ’fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgør og forkynder den gode nyhed om Guds rige’. Han fremholder billedtalen om sædemanden og slutter med at sige: „Vær derfor opmærksomme på hvordan I hører efter; for den der har, ham skal der gives mere, men den der ikke har, fra ham skal endog det tages som han forestiller sig han har.“ (8:1, 18) Jesus fortsætter med at gøre mirakler og undere. Han giver også de tolv myndighed over dæmonerne og magt til at kurere sygdomme og sender dem ud „for at forkynde Guds rige og for at helbrede“. På mirakuløs vis bespiser han 5000. Så følger forklarelsen på bjerget, og næste dag helbreder Jesus en dæmonbesat dreng som disciplene ikke har kunnet helbrede. Han siger advarende til dem der ønsker at følge ham: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ Ingen som lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige. — 9:2, 58.

19. Hvordan viser Jesus hvad sand næstekærlighed er?

¹⁹ Jesu senere virksomhed i Judæa (10:1–13:21). Jesus udsender 70 andre til at være med i „høsten“, og de fyldes med glæde over resultaterne af deres tjeneste. Mens Jesus forkynder, spørger en mand der vil retfærdiggøre sig: „Hvem er egentlig min næste?“ Som svar fremholder Jesus billedtalen om den barmhjertige samaritaner. En mand der ligger halvdød ved vejen efter at være blevet slået ned af røvere, får ingen hjælp af en præst og en levit der kommer forbi. Det er en af de foragtede samaritanere der standser op, forbinder hans sår, sætter ham op på sit lastdyr, fører ham til et herberg og betaler for hans forplejning. Ja, „ham der handlede barmhjertigt mod ham“ var hans næste. — 10:2, 29, 37.

20. (a) Hvad understreger Jesus over for Marta og Maria? (b) Hvordan viser han bønnens betydning?

²⁰ Da Jesus besøger Marta i hendes hus, giver han hende en mild irettesættelse fordi hun er alt for optaget af huslige pligter, og han roser Maria for at have valgt den gode del, fordi hun sætter sig ned og lytter til hans ord. Han lærer sine disciple mønsterbønnen og fortæller dem at det er nødvendigt at være udholdende i bønnen, idet han siger: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde.“ Senere uddriver han dæmoner og priser dem lykkelige som „hører Guds ord og holder det“. Under et måltid har han et ordskifte med farisæerne om Loven. Ve dem fordi de har taget „kundskabens nøgle“! — 11:9, 28, 52.

21. Hvilken advarsel giver Jesus mod havesyge, og hvad opfordrer han sine disciple til at gøre?

²¹ Da Jesus igen er sammen med folkemængden er der en som beder ham: „Sig til min broder at han skal skifte arven med mig.“ Jesus sætter fingeren på det ømme punkt da han svarer: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ Derefter fortæller han om den rige mand der rev sine lader ned for at bygge dem større, men som døde den samme nat og måtte efterlade sin rigdom til andre. Kort og klart siger han hvad der er ideen med billedtalen: „Således går det den der samler sig værdier men ikke er rig hos Gud.“ Efter at have tilskyndet sine disciple til at blive ved med at søge Guds rige, siger Jesus: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ Da han på sabbatten helbreder en kvinde der har været syg i atten år, kommer det til et nyt ordskifte mellem ham og hans modstandere, der bliver skamfulde. — 12:13, 15, 21, 32.

22. Hvilke rammende eksempler og billedtaler bruger Jesus i forbindelse med Riget?

²² Jesu senere virksomhed, fortrinsvis i Peræa (13:22–19:27). Jesus bruger farverige billeder for at lede sine tilhørere til Guds rige. Han viser at de der søger ære og anseelse vil blive ydmyget. Den der holder et selskab bør indbyde de fattige, der ikke kan gøre gengæld; han vil blive lykkelig og få det gengældt „i de retfærdiges opstandelse“. Dernæst fortæller han lignelsen om en mand der vil give et stort aftensmåltid. De indbudte begynder at undskylde sig: En har købt en mark, en anden nogle okser, og en tredje har lige taget en hustru til ægte. I sin vrede herover befaler husets herre at „de fattige og krøblingene og de blinde og de halte“ skal føres ind, og han siger at ingen af dem der først var indbudt skal smage noget af hans aftensmåltid. (14:14, 21, 24) Han fortæller om det mistede får der bliver fundet, og siger: „Således vil der være mere glæde i  himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ (15:7) Lignelsen om kvinden der fejer sit hus for at finde én drakme understreger samme tanke. f

23. Hvad skildres i beretningen om den fortabte søn?

²³ Derefter fortæller Jesus om sønnen der bad sin fader om sin del af formuen og derpå satte den til „ved at føre et udsvævende liv“. Da han begyndte at lide nød kom han til fornuft og vendte hjem for at overgive sig til faderens nåde og barmhjertighed. Hans fader „fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt“. Han befalede at sønnen skulle iføres de bedste klæder og at der skulle holdes en stor fest, og „de begyndte at være glade“. Men den ældre broder protesterede. Faderen irettesatte ham mildt: „Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit; men vi kunne ikke andet end glæde og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.“ — 15:13, 20, 24, 31, 32.

24. Hvilke sandheder understreger Jesus i billedtalerne om den rige mand og Lazarus og om farisæeren og skatteopkræveren?

²⁴ Da de pengekære farisæere hører billedtalen om den uretfærdige husholder gør de nar af Jesu lære; men han siger til dem: „I er folk som erklærer jer selv retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerter; for det der er højt blandt mennesker, er en afskyelighed i Guds øjne.“ (16:15) Med lignelsen om den rige mand og Lazarus viser han hvor stor en kløft der er mellem dem der ejer Guds gunst og dem der er forkastet af Gud. Jesus advarer disciplene om at der vil komme årsager til snublen og fald, men „ve den ved hvem de kommer!“ Han taler om de vanskelige forhold der vil opstå når „Menneskesønnen åbenbares“. „Husk på Lots hustru,“ siger han. (17:1, 30, 32) Med en billedtale forsikrer han dem om at Gud vil handle til gavn for dem der „råber til ham dag og nat“. (18:7) I en anden billedtale irettesætter han de selvretfærdige: En farisæer der beder i templet takker Gud fordi han ikke er som andre mennesker. En skatteopkræver der står et stykke borte og ikke engang vil løfte sine øjne mod himmelen, beder: „Gud, vær nådig mod en synder som mig.“ Hvordan bedømmer Jesus disse to mænd? Han siger at skatteopkræveren var mere retfærdig end farisæeren, „for enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet“. (18:13, 14) I Jeriko er Jesus gæst hos skatteopkræveren Zakæus og fortæller lignelsen om de ti miner, hvori han stiller resultatet af at arbejde med betroede interesser op som en modsætning til resultatet af at gemme dem bort.

25. Hvordan indledes den sidste fase af Jesu virksomhed, og hvilke profetiske advarsler giver han?

²⁵ Sidste offentlige virksomhed i og omkring Jerusalem (19:28–23:25). Da Jesus på et føl rider ind i Jerusalem og forsamlingen af disciple hylder ham som „den der kommer som kongen i Jehovas navn“, opfordrer farisæerne ham til at irettesætte disciplene. Jesus svarer: „Hvis disse tav, ville stenene råbe.“ (19:38, 40) Han fremsætter sin profeti om Jerusalems ødelæggelse og siger at byen vil blive omsluttet af en skanse af spidse pæle, trængt fra alle sider og jævnet med jorden sammen med sine børn, og at der ikke skal lades sten på sten tilbage i den. Jesus underviser folket i templet, forkynder den gode nyhed og besvarer de øverste præsters, de skriftlærdes og saddukæernes underfundige spørgsmål ved hjælp af rammende illustrationer og argumenter. Jesus giver en magtfuld beskrivelse af det store tegn på endens tid og nævner atter at Jerusalem vil blive omringet af lejrede hære. Mennesker skal besvime på grund af frygt for det der kommer, men når disse ting sker, skal hans disciple ’rette sig op og løfte deres hoveder, for deres befrielse nærmer sig’. De må holde sig vågne for at kunne undslippe det der skal ske. — 21:28.

26. (a) Hvilke pagter forelægger Jesus for sine disciple, og ved hvilken lejlighed gør han det? (b) Hvordan bliver Jesus styrket under sin prøvelse, og hvilken irettesættelse giver han disciplene da han bliver arresteret?

²⁶ Det er nu den 14. nisan år 33. Jesus fejrer påsken og forelægger „den nye pagt“ for sine trofaste apostle i forbindelse med det symbolske måltid som han befaler dem at nyde til minde om ham. Han siger også til dem: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (22:20, 29) Samme nat går Jesus til Oliebjerget for at bede. ’Da viser en engel fra himmelen sig for ham og styrker ham. Men da han kommer i dødsangst fortsætter han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved bliver som bloddråber der falder på jorden.’ Spændingen stiger da forræderen Judas viser sig med en skare der skal arrestere Jesus. Disciplene råber: „Herre, skal vi slå til med sværd?“ En af dem hugger øret af ypperstepræstens træl, men Jesus irettesætter dem og helbreder den sårede mand. — 22:43, 44, 49.

27. (a) Hvordan svigter Peter? (b) Hvad anklages Jesus for, og under hvilke omstændigheder bliver han forhørt og dømt?

²⁷ Jesus føres til ypperstepræstens hus for at blive forhørt. I den kølige nat blander Peter sig med nogle der sidder omkring et bål i gården. Tre gange anklages han for at være en af Jesu disciple, og hver gang benægter han det. Da galer en hane. Herren vender sig om og ser på Peter, og Peter, som nu husker at Jesus netop havde forudsagt at det ville ske, går udenfor og græder bitterligt.  Efter at Jesus er blevet forhørt af Sanhedrinet, fører man ham til Pilatus og anklager ham for at forlede nationen til oprør, for at forbyde betaling af skatter og for at sige om sig selv at han er „Kristus, en konge“. Da Pilatus hører at Jesus er galilæer sender han ham til Herodes, der tilfældigvis er i Jerusalem på det tidspunkt. Herodes og hans vagtmandskab gør nar af Jesus og sender ham tilbage til Pilatus, hvor han bliver dømt for øjnene af en ophidset pøbel. Pilatus ’overgiver Jesus til deres vilje’. — 23:2, 25.

28. (a) Hvad lover Jesus den forbryder der viser tro på ham? (b) Hvad fortæller Lukas om Jesu død, begravelse og opstandelse?

²⁸ Jesu død, opstandelse og himmelfart (23:26–24:53). Jesus bliver pælfæstet mellem to forbrydere. Den ene spotter ham, men den anden viser tro og beder om at måtte blive husket i Jesu rige. Jesus giver ham et løfte: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (23:43) Derpå falder der et usædvanligt mørke over hele landet, forhænget i helligdommen flænges midt igennem, og Jesus råber: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ Så udånder han, og hans legeme bliver taget ned og lagt i en klippegrav. På den første dag i ugen går de kvinder der var kommet fra Galilæa sammen med ham, ud til graven, men de kan ikke finde Jesu legeme. Han er, som han selv havde forudsagt, opstået på den tredje dag! — 23:46.

29. Hvilken glædelig beretning slutter Lukasevangeliet med?

²⁹ Uden at give sig til kende viser Jesus sig for to af sine disciple på vejen til Emmaus, taler med dem om sine lidelser og fortolker Skrifterne for dem. Pludselig genkender de ham, men så bliver han usynlig for dem. De siger: „Brændte vore hjerter ikke da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ De skynder sig tilbage til Jerusalem for at fortælle det til de andre disciple. Endnu mens de taler om dette, viser Jesus sig for dem. De kan ikke tro det af lutter glæde og undren. Så ’åbner han deres sind helt’ så de på grundlag af Skrifterne forstår betydningen af alt det der er sket. Lukas slutter sit evangelium med at skildre Jesu himmelfart. — 24:32, 45.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

30, 31. (a) Hvordan opbygger Lukas vor tillid til at De Hebraiske Skrifter er inspirerede af Gud? (b) Hvilke ord af Jesus citerer han som støtte for det?

³⁰ Den gode nyhed „ifølge Lukas“ opbygger vor tillid til Guds ord og styrker vor tro så vi kan udholde en fjendtlig verdens modstand. Lukas giver mange eksempler på at profetierne i De Hebraiske Skrifter har fået en nøjagtig opfyldelse. Jesus henviste til bestemte vendinger i Esajas’ Bog for at fastslå hvad hans opgave gik ud på, og det ser ud til at Lukas har brugt dette som et tema gennem hele sit evangelium. (Luk. 4:17-19; Es. 61:1, 2) Her citerede Jesus altså fra Profeterne. Han citerede også fra Loven, som da han tilbageviste Djævelens tre fristelser, og fra Salmerne, som da han spurgte sine modstandere: „Hvordan kan man sige at Messias er Davids søn?“ Lukas’ beretning indeholder mange andre citater fra De Hebraiske Skrifter. — Luk. 4:4, 8, 12; 20:41-44; 5 Mos. 8:3; 6:13, 16; Sl. 110:1.

³¹ Da Jesus, som forudsagt i Zakarias 9:9, red ind i Jerusalem på et føl, hyldede folk ham med jubel idet de anvendte Salme 118:26 på ham. (Luk. 19:35-38) Et sted i Lukasevangeliet finder vi to vers som omtaler ikke mindre end seks enkeltheder fra profetierne i De Hebraiske Skrifter om Jesu vanærende død og hans opstandelse. (Luk. 18:32, 33; Sl. 22:7; Es. 50:6; 53:5-7; Jon. 1:17) Efter sin opstandelse understregede Jesus at alle De Hebraiske Skrifter havde stor betydning. „Han sagde nu til dem: ’Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer, at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne nødvendigvis må opfyldes.’ Da åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne.“ (Luk. 24:44, 45) Ligesom disse disciple i den første tid kan vi i dag blive oplyst og få en stærk tro hvis vi lægger mærke til opfyldelsen af profetierne i De Hebraiske Skrifter, som forklaret i Lukasevangeliet og de andre bøger i De Græske Skrifter.

32. Hvordan fremhæver Lukas’ beretning Riget og den indstilling vi bør have til Riget?

³² Gennem hele sin beretning viser Lukas bestandig sin læser hen til Guds rige. Lige fra bogens begyndelse, hvor det hedder at engelen lover Maria at det barn hun skal føde „skal herske som konge over Jakobs hus for evigt“ og at der „ikke [skal] være ende på hans kongedømme“, til de afsluttende kapitler, der viser at Jesus tager apostlene med ind i pagten om Riget, er det håbet om Riget Lukas fremhæver. (1:33; 22:28, 29) Han viser hvordan Jesus fører an i forkyndelsen af Riget og udsender de tolv apostle og senere de 70 for at de også kan forkynde. (4:43; 9:1, 2; 10:1, 8, 9) Den fuldstændige hengivenhed som er en betingelse for at komme ind i Riget betones stærkt med Jesu ord: „Lad de døde begrave deres døde, men tag du af sted og forkynd Guds rige vidt og bredt,“ og: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige.“ — 9:60, 62.

33. Giv eksempler på hvordan Lukas understreger bønnens betydning. Hvad kan vi lære af det?

³³ Lukas understreger bønnens betydning. Det er noget som særligt kendetegner hans evangelium. Han fortæller at forsamlingen bad mens Zakarias var inde i templet, at Johannes Døber blev født som svar på Zakarias’ bøn og at profetinden Anna bad nat og dag. Han beretter at Jesus bad da han blev døbt, at han tilbragte hele natten  i bøn før han udvalgte de tolv og at han bad under forklarelsen på bjerget. Jesus lærte sine disciple „altid at bede og ikke give op“, idet han fortalte lignelsen om enken der blev ved med at trænge ind på dommeren indtil han skaffede hende hendes ret. Det er kun Lukas der fortæller at disciplene anmodede Jesus om at lære dem at bede, og at engelen styrkede Jesus da han bad på Oliebjerget, og han alene medtager Jesu sidste bøn: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (1:10, 13; 2:37; 3:21; 6:12; 9:28, 29; 18:1-8; 11:1; 22:39-46; 23:46) Som dengang Lukas skrev sit evangelium er bønnen i vor tid en vigtig kilde til styrke for alle der gør Guds vilje.

34. Hvilke egenskaber hos Jesus fremhæver Lukas til belæring for de kristne?

³⁴ Med sin skarpe iagttagelsesevne og sit flydende og levende sprog gengiver Lukas Jesu lære med liv og varme. Den kærlighed, venlighed, barmhjertighed og medfølelse som Jesus viste over for de svage, undertrykte og forkuede, står som en skarp modsætning til de skriftlærdes og farisæernes kolde, formelle, snæversynede og hykleriske religion. (4:18; 18:9) Jesus er altid rede til at opmuntre og hjælpe de fattige, de fangne, de blinde og de undertvungne, og er således et ypperligt forbillede for dem der stræber efter at „følge lige i hans fodspor“. — 1 Pet. 2:21.

35. Hvorfor kan vi være taknemmelige for at Jehova har givet os Lukasevangeliet?

³⁵ Ligesom Jesus, den fuldkomne, undergørende Guds søn, viste kærlig omsorg for sine disciple og alle andre oprigtige mennesker, må vi på grund af „Guds inderlige medfølelse“ bestræbe os for at udføre vor tjeneste i kærlighed. (Luk. 1:78) I den henseende er den gode nyhed „ifølge Lukas“ yderst gavnlig og nyttig. Vi kan være taknemmelige for at Jehova inspirerede Lukas, „den elskede læge“, til at skrive denne nøjagtige, opbyggende og opmuntrende beretning som viser hen til frelsen gennem Riget ved Jesus Kristus, „Guds frelsesmiddel“. — Kol. 4:14; Luk. 3:6.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]