Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelens 43. bog — Johannesevangeliet

Bibelens 43. bog — Johannesevangeliet

Bibelens 43. bog — Johannesevangeliet

Skribent: Apostelen Johannes

Skrevet i: Efesus el. omegn

Fuldført: ca. 98 e.v.t.

Spænder over: Efter prologen, 29-33 e.v.t.

1. Hvad viser Bibelen om Johannes’ nære forhold til Jesus?

 I OVER 30 år havde Mattæus’, Markus’ og Lukas’ beretninger om Jesus cirkuleret blandt de kristne, der satte stor pris på disse tre evangelier og anerkendte at de var inspirerede af den hellige ånd. Nu da århundredet nærmede sig sin afslutning og antallet af dem der havde været med Jesus, svandt ind, kan der udmærket være opstået det spørgsmål: Var der endnu noget at fortælle? Fandtes der endnu øjenvidner der kunne bidrage med værdifulde detaljer om Jesu virksomhed? Ja, det gjorde der. Apostelen Johannes var blevet særlig velsignet dengang han var sammen med Jesus. Af Johannes Døbers disciple var han øjensynlig en af de første der blev henvist til Guds lam, og han var også en af de fire der som de første begyndte i heltidstjenesten på Jesu opfordring. (Joh. 1:35-39; Mark. 1:16-20) Han havde et nært forhold til Jesus under hele hans tjeneste; han var den discipel Jesus elskede og som lå på pladsen op mod hans bryst ved den sidste påskehøjtid. (Joh. 13:23; Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33) Det var ham som Jesus i den gribende scene omkring marterpælen betroede at drage omsorg for Maria, Jesu kødelige moder, og det var ham der løb foran Peter på vej ud til graven da de ville undersøge om det var sandt at Jesus var opstået. — Joh. 19:26, 27; 20:2-4.

2. Hvilke forudsætninger havde Johannes for at skrive et evangelium, hvordan blev han ledet til at skrive det, og hvad var formålet med det?

2 Johannes var blevet modnet af næsten 70 års aktiv tjeneste, og de syner han havde set og de tanker han havde gjort sig under sit ensomme fangenskab på øen Patmos, havde han i frisk erindring. Derfor havde han gode forudsætninger for at nedskrive mangt og meget som han længe havde gemt i sit hjerte. Den hellige ånd virkede nu på hans sind så han kunne huske og nedskrive mange dyrebare udtalelser. Hvorfor nedskrev han sin beretning? „For at I [der læser den] kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ — 20:31.

3, 4. Hvilke ydre og indre vidnesbyrd taler for (a) at evangeliet hører med til den bibelske kanon, og (b) at det er Johannes der har skrevet det?

3 De kristne der levede i begyndelsen af det andet århundrede anerkendte at denne beretning var skrevet af Johannes, og for dem var der ingen tvivl om at den hørte med til de inspirerede skrifters kanon. Clemens fra Alexandria, Irenæus, Tertullian og Origenes, der alle levede i den sidste del af det andet og den første del af det tredje århundrede, bevidner at evangeliet er skrevet af Johannes. Desuden indeholder selve bogen mange vidnesbyrd om at det er Johannes der har skrevet den. Det er tydeligt at skribenten var jøde og var godt kendt med jødernes skikke og med landets geografiske forhold. (2:6; 4:5; 5:2; 10:22, 23) Selve beretningens fortrolige karakter viser at han ikke blot var apostel men også en af den lille gruppe på tre — Peter, Jakob og Johannes — der ledsagede Jesus ved særlige lejligheder. (Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33) Af disse er Jakob (Zebedæus’ søn) udelukket som skribent, for han blev henrettet af Herodes Agrippa I omkring år 44, længe før dette evangelium blev skrevet. (Apg. 12:2) Det kan heller ikke være Peter der har skrevet det, for han nævnes sammen med skribenten i Johannes 21:20-24.

4 I disse afsluttende vers omtales skribenten som „den discipel som Jesus elskede“. Dette og lignende udtryk forekommer adskillige gange i beretningen, selv om apostelen Johannes’ navn aldrig nævnes. Jesus siger om ham: „Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad vedrører det så dig?“ (Joh. 21:20, 22) Dette tyder på at den omtalte discipel ville leve meget længere end Peter og de andre apostle. Der er således meget der tilkendegiver at apostelen Johannes selv har skrevet det evangelium som bærer hans navn. Det er værd at bemærke hvad Johannes skriver til sidst i sin bog om de profetiske syner han fik af Jesu komme: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åb. 22:20.

5. Hvornår mener man at Johannes har skrevet sit evangelium?

5 Selv om der ikke i Johannes’ skrifter står noget bestemt om det, er det den almindelige opfattelse at Johannes skrev sit evangelium efter at være vendt tilbage fra øen Patmos. (Åb. 1:9) Den romerske kejser Nerva (år 96-98) gav mange af dem der var blevet forvist ved slutningen af hans forgænger Domitians regeringstid, lov til at vende hjem. Man mener at Johannes skrev sit evangelium omkring år 98 og fik en fredelig død i Efesus i kejser Trajans tredje regeringsår, år 100.

6. Hvad tyder på at evangeliet blev skrevet uden for Palæstina og i eller i nærheden af Efesus?

6 Som støtte for den opfattelse at evangeliet er skrevet i eller i nærheden af Efesus, kan anføres at Irenæus ifølge kirkehistorikeren Eusebios (ca. 260-342) skal have sagt følgende: „Dernæst offentliggjorde Johannes, Herrens Discipel, som laa ved hans Bryst, sit Evangelium, mens han opholdt sig i Efesus i Asien.“ a At bogen blev skrevet uden for Palæstina støttes af at den mange steder omtaler Jesu modstandere som „jøderne“ i stedet for at sige „farisæerne“, „de øverste præster“ eller hvem det nu drejer sig om. (Joh. 1:19; 12:9) Galilæas Sø kaldes også ved sit romerske navn, Tiberiassøen. (6:1; 21:1) Som en hjælp for ikkejøder giver Johannes nyttige oplysninger om de jødiske højtider. (6:4; 7:2; 11:55) Øen Patmos som han havde været forvist til, lå nær ved Efesus, og hans kendskab til menigheden i Efesus og de andre menigheder i Lilleasien fremgår af Åbenbaringen, kapitlerne 2 og 3.

7. Hvilken betydning har fragmentet John Rylands Papyrus 457?

7 Johannesevangeliets ægthed bekræftes af vigtige håndskriftfund man har gjort i det 20. århundrede. Et af disse fund er et papyrusfragment af Johannesevangeliet, nu kendt som John Rylands Papyrus 457 (P52), der blev fundet i Ægypten og som indeholder Johannes 18:31-33, 37, 38, og opbevares i John Rylands-biblioteket i Manchester, England. b Om dets betydning for den tradition der hævder at Johannes skrev sit evangelium i slutningen af det første århundrede, sagde afdøde Sir Frederic Kenyon i sin bog The Bible and Modern Scholarship, 1949, side 21: „Lille som det er, udgør det dog et tilstrækkeligt bevis for at en afskrift af dette evangelium var i cirkulation omkring år 130-150, formodentlig i det provinsielle Ægypten, hvor brudstykket blev fundet. Selv om værkets afskrivning og udbredelse antages at være foregået på den kortest mulige tid, kommer det beregnede tidspunkt for dets affattelse til at ligge så nær det tidspunkt traditionen angiver: det sidste tiår af det første århundrede, at der ikke længere er nogen grund til at betvivle traditionens ægthed.“

8. (a) Hvordan indledes Johannesevangeliet? (b) Hvordan viser evangeliet at Jesu virksomhed varede tre og et halvt år?

8 Johannesevangeliet har en usædvanlig indledning der forklarer at Ordet, som „i begyndelsen“ var hos Gud, er den gennem hvem alt er blevet til. (1:2) Efter at have fortalt om det dyrebare forhold der består mellem Faderen og Sønnen, begynder Johannes sin mesterlige skildring af Jesu gerninger og taler, idet han hovedsagelig ser begivenhederne under den synsvinkel at det er inderlig kærlighed der forener alt i Guds store ordning. Denne beretning om Jesu jordiske liv omfatter tiden fra år 29 til år 33, og Johannes nævner omhyggeligt de fire påskehøjtider som Jesus overværede under sin tjeneste; det er et af beviserne for at hans tjeneste varede tre og et halvt år. Tre af disse højtider omtales som påskehøjtider. (2:13; 6:4; 12:1; 13:1) Den fjerde omtales som „en af jødernes højtider“, men sammenhængen viser at den fandt sted kort efter at Jesus havde henvist til at der endnu var fire måneder til høsten, hvilket viser at det må være påsken der var tale om, idet denne faldt omkring den tid høsten begyndte. — 4:35; 5:1. c

9. (a) Hvad viser at Johannesevangeliet er et supplement? (b) Fortæller det alle de detaljer om Jesu virksomhed som de andre evangelier ikke har med?

9 Den gode nyhed „ifølge Johannes“ er i det store og hele et supplement; 92 procent af stoffet i hans evangelium er nyt og findes ikke i de tre andre evangelier. Alligevel slutter Johannes med at sige: „Men der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.“ — 21:25.

BOGENS INDHOLD

10. Hvad siger Johannes om „Ordet“?

10 Prolog: „Ordet“ introduceres (1:1-18). Smukt og enkelt fortæller Johannes at „Ordet var hos Gud“ i begyndelsen, at selve livet var ved ham, at han blev „menneskenes lys“ og at Johannes (Døber) vidnede om ham. (1:1, 4) Lyset var i verden, men verden kendte ham ikke. De der tog imod ham blev Guds børn, idet de blev født som følge af Gud. Ligesom Loven blev givet gennem Moses, er „den ufortjente godhed og sandheden . . . kommet gennem Jesus Kristus“. — 1:17.

11. Hvem siger Johannes Døber at Jesus er, og som hvem tager Johannes’ disciple imod ham?

11 „Guds lam“ præsenteres for menneskene (1:19-51). Johannes Døber bekender at han ikke er Messias og siger at der efter ham kommer en hvis sandalrem han ikke er værdig til at løse. Næste dag, da Jesus kommer hen imod ham, omtaler Johannes ham som „Guds lam som tager verdens synd bort“. (1:27, 29) Dernæst henviser han to af sine disciple til Jesus, og en af dem, Andreas, fører sin broder Peter til Jesus. Filip og Natanael anerkender også at Jesus er ’Guds søn, Israels konge’. — 1:49.

12. (a) Hvad er Jesu første mirakel? (b) Hvad gør han da han er i Jerusalem for at fejre den første påske efter at han har begyndt sin virksomhed?

12 Jesu mirakler beviser at han er „Guds Hellige“ (2:1–6:71). Jesus udfører sit første mirakel i Kana i Galilæa idet han forvandler vand til vin ved en bryllupsfest. Dette er „begyndelsen på [hans] tegn . . . og hans disciple fik tro på ham“. (2:11) Jesus går op til Jerusalem for at fejre påsken. Da han ser at der er sælgere og møntvekslere i templet tager han en svøbe og driver dem ud med en sådan kraft at disciplene forstår at det er en opfyldelse af profetien: „Nidkærheden for dit hus vil fortære mig.“ (Joh. 2:17; Sl. 69:9) Han forudsiger at hans legemes tempel vil blive brudt ned og rejst igen på tre dage.

13. (a) Hvad siger Jesus er nødvendigt for at man kan vinde livet? (b) Hvordan omtaler Johannes Døber sig selv i forhold til Jesus?

13 Den frygtsomme Nikodemus kommer til Jesus om natten og bekender at Jesus er kommet fra Gud. Jesus fortæller ham at man må fødes som følge af vand og ånd for at komme ind i Guds rige. Det er nødvendigt at tro på Menneskesønnen fra himmelen for at vinde livet. „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Det lys der er kommet til verden står i et modsætningsforhold til mørket, „men,“ siger Jesus til sidst, „den som gør det der er sandt, kommer til lyset“. Derefter hører Johannes Døber om Jesu virksomhed i Judæa, og han forkynder at han ikke selv er Messias men at han er „brudgommens ven“ og „føler stor glæde på grund af brudgommens stemme“. (3:21, 29) Jesus bør nu være i fremgang og Johannes i tilbagegang.

14. Hvad forklarer Jesus den samaritanske kvinde i Sykar, og hvad er resultatet af hans forkyndelse der?

14 Jesus tager igen til Galilæa. På vejen sætter han sig, støvet og „udmattet af rejsen“, ved Jakobs kilde i Sykar for at hvile sig, mens hans disciple er inde i byen for at købe mad. (4:6) Det er ved middagstid, den sjette time. En samaritansk kvinde nærmer sig for at trække vand op, og Jesus beder hende om noget at drikke. Selv om han er træt begynder han nu at tale med hende om det „vand“ der virkelig forfrisker, fordi det giver evigt liv til dem der tilbeder Gud „i ånd og sandhed“. Disciplene vender tilbage og opfordrer ham til at spise, og han siger: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ Han tilbringer endnu to dage hos samaritanerne, og mange af dem kommer til tro på at „denne mand i sandhed er verdens frelser“. (4:24, 34, 42) Da Jesus kommer til Kana i Galilæa helbreder han en kongelig tjeners søn uden så meget som at komme hans seng nær.

15. (a) Hvad bliver Jesus anklaget for i Jerusalem? (b) Hvordan svarer han dem der kritiserer ham?

15 Jesus går igen op til Jerusalem for at fejre jødernes højtid. Han helbreder en syg mand på sabbatten, og det bliver han voldsomt kritiseret for; men han siger: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (5:17) De jødiske ledere hævder nu at Jesus, foruden at have brudt sabbatten, også har gjort sig skyldig i gudsbespottelse ved at gøre sig selv lig Gud. Jesus svarer at Sønnen slet intet kan gøre af sig selv men er fuldstændig afhængig af Faderen. Han kommer nu med den glædelige udtalelse at „alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“, det vil sige, få en opstandelse. Men til sine vantro tilhørere siger han: „Hvordan kan I tro, når I tager imod ære fra hinanden og I ikke søger den ære som er fra den eneste Gud?“ — 5:28, 29, 44.

16. (a) Hvad lærer Jesus angående maden og livet? (b) Hvordan giver Peter udtryk for apostlenes overbevisning?

16 Da Jesus på mirakuløs vis bespiser 5000 mænd ved hjælp af fem brød og to små fisk, tænker folkemængden på at gribe ham og gøre ham til konge; men han trækker sig tilbage til et bjerg. Senere irettesætter han sine tilhørere fordi de søger efter „den mad der forgår“. De skulle hellere arbejde for „den mad der forbliver til evigt liv“. Han viser at dét at tro på ham som Sønnen er ensbetydende med at spise af livets brød, og tilføjer: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.“ Mange af hans disciple bliver forargede over dette og forlader ham. Jesus spørger de tolv: „Vil I også gå?“ og Peter svarer: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ (6:27, 53, 67-69) Jesus, som véd at Judas vil forråde ham, siger imidlertid at en af dem er en bagvasker.

17. Hvilken virkning har det at Jesus underviser i templet under løvhyttefesten?

17 „Lyset“ i strid med mørket (7:1–12:50). Jesus går i hemmelighed op til Jerusalem, og da løvhyttefesten er halvt omme viser han sig og underviser åbenlyst i templet. Folket diskuterer om han virkelig er Messias. Jesus siger til dem: „Jeg er ikke kommet af mig selv, men han som har sendt mig er virkelig til . . . og han har udsendt mig.“ Ved en anden lejlighed råber han til folkemængden: „Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.“ Betjente som er sendt ud for at arrestere Jesus vender tilbage med uforrettet sag og siger til præsterne: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ Farisæerne svarer rasende at ingen af lederne har fået tro på ham, og at ingen profet skal fremstå i Galilæa. — 7:28, 29, 37, 46.

18. Hvad anklager jøderne Jesus for, og hvad svarer han?

18 I endnu en tale siger Jesus: „Jeg er verdens lys.“ Og til de ondsindede anklager om at han er et falsk vidne, at han er født uden for ægteskab og at han er samaritaner og besat af en dæmon, svarer Jesus med kraft: „Hvis jeg herliggør mig selv, er min herlighed intet. Det er min Fader som herliggør mig.“ Da han erklærer: „Før Abraham blev til, har jeg været,“ gør jøderne endnu et forsøg på at dræbe ham. (8:12, 54, 58) Skuffede over at det mislykkes forhører de senere en mand som Jesus ved et mirakel har givet synet tilbage, og støder ham ud.

19. (a) Hvad siger Jesus om sit forhold til Faderen og om sin omsorg for fårene? (b) Hvordan svarer han jøderne da de truer ham?

19 Jesus taler atter til jøderne, denne gang om den rigtige hyrde der kalder fårene ved navn og som sætter sit liv til for fårene ’for at de kan have liv i overflod’. Han siger: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (10:10, 16) Han fortæller jøderne at ingen kan rive fårene ud af hans Faders hånd, og at han og Faderen er ét. De søger igen at stene ham. Da de anklager ham for gudsbespottelse minder han dem om at i Salmernes Bog omtales visse mægtige på jorden som „guder“, hvorimod han kun har omtalt sig selv som Guds søn. (Sl. 82:6) Han opfordrer dem til i det mindste at tro hans gerninger. — Joh. 10:34.

20. (a) Hvilket mirakel gør Jesus dernæst? (b) Hvad bevirker dette?

20 Fra Betania nær ved Jerusalem kommer der nu bud om at Lazarus, Marias og Martas broder, er syg. Da Jesus ankommer dertil er Lazarus død og har allerede ligget i graven fire dage. Jesus gør det store mirakel at vække Lazarus til live, og det bevirker at mange får tro på ham. Sanhedrinet kaldes derfor sammen til et særligt møde, hvor ypperstepræsten Kajfas profeterer at Jesus skal dø for nationen. På grund af de øverste præsters og farisæernes beslutning om at dræbe ham trækker han sig midlertidigt bort fra den offentlige skueplads.

21. (a) Hvordan reagerer henholdsvis folket og farisæerne da Jesus rider ind i Jerusalem? (b) Med hvilken lignelse skildrer Jesus sin død og formålet med den, og hvad opfordrer han sine tilhørere til?

21 Seks dage før påske kommer Jesus atter til Betania på vej til Jerusalem og spiser i Lazarus’ hus. Den 9. nisan, dagen efter sabbatten, rider han på et ungt æsel ind i Jerusalem mens en stor skare hylder ham, og farisæerne siger til hinanden: „I ser at I absolut intet opnår. Se! Verden er løbet efter ham.“ Med lignelsen om hvedekernen antyder Jesus at han må dø for at kunne frembringe den frugt der giver evigt liv. Han beder Faderen herliggøre sit navn, og der lyder en stemme fra himmelen: „Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.“ Jesus beder indtrængende sine tilhørere om at undgå mørket og vandre i lyset, ja blive „lysets sønner“. Mens mørkets kræfter trænger sig nærmere ind på ham, opfordrer han indtrængende folket til at tro på ham ’som et lys der er kommet til verden’. — 12:19, 28, 36, 46.

22. Hvilket eksempel sætter Jesus ved påskemåltidet, og hvilket nyt bud giver han?

22 Jesu sidste formaninger til de trofaste apostle (13:1–16:33). I påsken er Jesus samlet med de tolv til aftensmåltidet. Midt under måltidet rejser han sig, lægger sine yderklæder, tager et håndklæde og et vaskefad og begynder at vaske disciplenes fødder. Peter protesterer, men også han skal have sine fødder vasket, siger Jesus, og han formaner disciplene til at følge dette eksempel på ydmyghed, for „en træl er ikke større end sin herre“. Han taler om forræderen og sender Judas bort. Efter at Judas er gået begynder Jesus at tale fortroligt med de andre. „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — 13:16, 34, 35.

23. Hvilket håb og hvilken hjælp omtaler Jesus for at trøste disciplene?

23 Det er trøsterige ord Jesus taler til sine disciple i denne kritiske time. De må tro på Gud og på ham. I hans Faders hus er der mange boliger, og han vil komme igen og tage dem til sig. „Jeg er vejen og sandheden og livet,“ siger Jesus. „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ Han trøster sine disciple med at de ved at tro på ham vil kunne gøre større gerninger end han, og med at han vil give dem alt hvad de beder om i hans navn for at Faderen kan blive herliggjort. Han lover dem en anden hjælper, „sandhedens ånd“, som vil lære dem alt og minde dem om alt hvad han har fortalt dem. De bør glæde sig over at han går til Faderen, for, siger Jesus, „Faderen er større end jeg“. — 14:6, 17, 28.

24. Hvordan skildrer Jesus apostlenes forhold til ham og Faderen, og hvilke velsignelser indebærer det for dem?

24 Jesus omtaler sig selv som det sande vintræ og sin Fader som vinavleren. Han formaner dem indtrængende til at forblive i samhørighed med ham og siger: „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ (15:8) Og hvordan kan deres glæde blive hel og fuld? Ved at de elsker hinanden ligesom han har elsket dem. Han kalder dem venner. Hvilket dyrebart forhold! Verden vil hade dem ligesom den har hadet ham, og den vil forfølge dem, men Jesus vil sende hjælperen til at vidne om ham og lede disciplene til hele sandheden. Deres sorg skal vendes til glæde når de ser ham igen, og ingen skal tage deres glæde fra dem. Trøstende er hans ord: „Faderen selv holder af jer, fordi I har holdt af mig og har fået tro på at jeg er udgået som Faderens sendebud.“ Ja, de vil blive spredt, men, siger Jesus, „jeg har sagt jer disse ting for at I kan have fred ved hjælp af mig. I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ — 16:27, 33.

25. (a) Hvad erkender Jesus i en bøn til sin Fader? (b) Hvad beder han om med hensyn til sig selv, sine disciple og dem der gennem deres ord får tro på ham?

25 Jesus beder for sine disciple (17:1-26). I en bøn til sin Fader siger Jesus: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Nu da han har fuldført sin opgave på jorden, beder han om at måtte blive herliggjort hos Faderen med den herlighed han havde før verden blev til. Han har gjort Faderens navn kendt for sine disciple og beder ham ’våge over dem for sit eget navns skyld’. Han beder ikke Faderen om at tage dem ud af verden, men om at bevare dem fra den onde og hellige dem ved sit sandhedsord. Jesus lader sin bøn omfatte alle dem der ved disciplenes ord kommer til tro på ham, „for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, for at verden kan tro at du har udsendt mig“. Han beder om at de må få del i hans himmelske herlighed. Han har jo bekendtgjort Faderens navn for dem for at Hans kærlighed skal være i dem. — 17:3, 11, 21.

26. Hvad siger beretningen om Jesu arrestation og retssagen imod ham?

26 Jesus forhøres og pælfæstes (18:1–19:42). Jesus og hans disciple går nu ind i en have der ligger på den anden side af Kedrondalen. Her kommer Judas med en hærafdeling og forråder Jesus, som overgiver sig uden modstand. Peter forsvarer ham imidlertid med sværdet og bliver irettesat: „Det bæger som Faderen har givet mig, skulle jeg ikke for enhver pris drikke det?“ (18:11) Jesus føres så bundet til Annas, der er svigerfader til ypperstepræsten Kajfas. Johannes og Peter følger efter i kort afstand, og Johannes skaffer sig selv og Peter adgang til ypperstepræstens gård, hvor Peter tre gange benægter at han kender Kristus. Jesus forhøres først af Annas og føres derefter til Kajfas. Så stilles han for den romerske landshøvding Pilatus, og jøderne kræver ham dømt til døden.

27. (a) Hvilket spørgsmål stiller Pilatus angående Jesu kongeværdighed, hvordan bringes spørgsmålet om myndighed på bane, og hvad siger Jesus dertil? (b) Hvem foretrækker jøderne at have som konge?

27 Til Pilatus’ spørgsmål: „Altså er du en konge?“ svarer Jesus: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (18:37) Pilatus kan ikke finde nogen virkelige beviser mod Jesus og tilbyder at løslade ham, da det var skik at frigive en fange ved påsken; men jøderne kræver i stedet at få røveren Barabbas frigivet. Pilatus lader Jesus piske og prøver igen at frigive ham, men jøderne råber: „Pælfæst ham! Pælfæst ham! . . . fordi han har gjort sig selv til Guds søn.“ Da Pilatus siger til Jesus at han har myndighed til at lade ham pælfæste, svarer han: „Du havde slet ingen myndighed over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra.“ Igen råber jøderne: „Væk med ham! Væk med ham! Pælfæst ham! . . . Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Så overgiver Pilatus ham til at blive pælfæstet. — 19:6, 7, 11, 15.

28. Hvad sker der på Golgata, og hvilke profetier opfyldes her?

28 Jesus føres ud til „det såkaldte Hovedskalsted, som på hebraisk kaldes Golgata“, og bliver pælfæstet mellem to andre. Pilatus sætter denne indskrift over ham: „Jesus Nazaræeren, jødernes konge,“ affattet på hebraisk, latin og græsk, så alle kan se og forstå den. (19:17, 19) Jesus betror sin moder i Johannes’ varetægt, og efter at have fået noget sur vin at drikke udbryder han: „Det er tilendebragt!“ Derpå bøjer han hovedet og udånder. (19:30) Som en opfyldelse af profetierne kaster de soldater der har pælfæstet ham lod om hans klæder; de undlader at brække hans ben, og de stikker ham i siden med et spyd. (Joh. 19:24, 32-37; Sl. 22:18; 34:20; 22:17; Zak. 12:10) Derefter bereder Josef fra Arimatæa og Nikodemus Jesu legeme til begravelsen og lægger det i en ny mindegrav i nærheden.

29. (a) Ved hvilke lejligheder viser den opstandne Jesus sig for sine disciple? (b) Hvad understreger Jesus i sine sidste bemærkninger til Peter?

29 Den opstandne Kristus viser sig for disciplene (20:1–21:25). Johannes’ mange vidnesbyrd om Kristus slutter med den glædelige beretning om opstandelsen. Maria Magdalene finder graven tom, og Peter og en anden discipel (Johannes) løber derhen, kun for at finde bindene og hovedtørklædet. Maria, der er blevet i nærheden af graven, taler med to engle og senere med en som hun tror er havemanden. Men da han siger: „Maria!“ er hun med det samme klar over at det er Jesus. Dernæst viser Jesus sig for disciplene som er samlet bag låste døre, og fortæller dem om den kraft de vil få ved hellig ånd. Thomas er ikke til stede, og da de andre bagefter fortæller at de har set Jesus, vil han ikke tro det; men otte dage efter viser Jesus sig for dem igen, og Thomas bliver overbevist og udbryder: „Min Herre og min Gud!“ (20:16, 28) Siden viser Jesus sig atter for sine disciple ved Tiberiassøen, hvor han ved et mirakel lader dem få en stor fiskefangst. Bagefter spiser han morgenmad sammen med dem. Tre gange spørger han Peter om han elsker ham. Da Peter hævder at det gør han, siger Jesus kort og klart: „Giv mine lam føde,“ „Vær hyrde for mine små får,“ „Giv mine små får føde.“ Derpå forudsiger han med hvilken død Peter skal herliggøre Gud. Peter spørger hvordan det skal gå Johannes, og Jesus siger: „Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad vedrører det så dig?“ — 21:15-17, 22.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

30. Hvad viser at det især er kærligheden Johannes lægger vægt på?

30 Den gode nyhed „ifølge Johannes“ er magtfuld i sin direkte udtryksform og overbevisende i sin fortrolige, hjertevarmende skildring af Ordet der blev Kristus. Vi får et nærbillede af denne salvede Guds søn både hvad ord og handling angår. Skønt Johannes’ sprog og ordforråd er enkelt og viser at han var ’et ulærd og almindeligt menneske’, er hans udtryksmåde fuld af kraft. (Apg. 4:13) Hans evangelium når sine største højder hvor det forkynder om den inderlige kærlighed mellem Faderen og Sønnen, og det velsignede, kærlige forhold der findes i samhørighed med dem. I Johannesevangeliet bruges ordene „kærlighed“ og „elske“ flere gange end i de tre andre evangelier tilsammen.

31. Hvilket forhold understreges gennem hele Johannesevangeliet, og hvor kommer det især til udtryk?

31 Hvilket lykkeligt forhold der i begyndelsen bestod mellem Ordet og Faderen! Ifølge Guds bestemmelse „blev Ordet kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den en enestefødt søn har fra sin fader; og han var fuld af ufortjent godhed og sandhed“. (Joh. 1:14) Gennem hele beretningen understreger Jesus at han er underlagt Faderen og med ubetinget lydighed gør hans vilje. (4:34; 5:19, 30; 7:16; 10:29, 30; 11:41, 42; 12:27, 49, 50; 14:10) Dette dyrebare forhold kommer især til udtryk i Jesu gribende bøn som står nedtegnet i Johannesevangeliet, kapitel 17. Han siger til sin Fader at han har fuldført den gerning han gav ham her på jorden, og tilføjer: „Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ — 17:5.

32. Hvilke udtryk bruger Jesus for at belyse sit forhold til disciplene og for at vise at han er den eneste kanal hvorigennem menneskene kan blive velsignet og vinde livet?

32 Hvilket indtryk får vi af Jesu forhold til disciplene? Jesus fremhæves hele tiden som den eneste kanal hvorigennem Guds velsignelser tilflyder dem og hele menneskeheden. (14:13, 14; 15:16; 16:23, 24) Han omtales som „Guds lam“, „livets brød“, „verdens lys“, „den rigtige hyrde“, „opstandelsen og livet“, „vejen og sandheden og livet“, og „det sande vintræ“. (1:29; 6:35; 8:12; 10:11; 11:25; 14:6; 15:1) Ved at anvende billedet med „det sande vintræ“ beskriver Jesus ikke blot den samhørighed der findes mellem ham og hans sande disciple, men også deres fælles samhørighed med Faderen. Ved at bære megen frugt vil de herliggøre Faderen. „Ligesom Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; forbliv i min kærlighed,“ siger Jesus. — 15:9.

33. Hvordan viser Jesus i sin bøn hvad der var formålet med hans tjeneste?

33 Indtrængende beder han til Jehova om at alle disse elskede og også ’de som gennem deres ord får tro på ham’, må være ét med ham og hans Fader, helligede ved sandhedens ord. Hele formålet med Jesu tjeneste findes smukt udtrykt i de ord hvormed han slutter sin bøn til Faderen: „Jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ — 17:20, 26.

34. Hvilken gavnlig vejledning giver Jesus om hvordan man kan sejre over verden?

34 Ganske vist efterlod Jesus sine disciple i verden, men han lod dem ikke uden en hjælper, „sandhedens ånd“. Desuden gav han dem betimelig vejledning om deres forhold til verden og om hvordan de som „lysets sønner“ kunne sejre over den. (14:16, 17; 3:19-21; 12:36) „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple,“ sagde Jesus, „og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Til mørkets sønner sagde han derimod: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. . . . han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ Lad os derfor være besluttede på altid at holde fast ved sandheden, ja, at „tilbede Faderen i ånd og sandhed“, idet vi henter styrke fra Jesu ord: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ — 8:31, 32, 44; 4:23; 16:33.

35. (a) Hvilket vidnesbyrd aflægger Jesus om Guds rige? (b) Hvorfor har vi grund til at være taknemmelige for Johannesevangeliet?

35 Alt dette har også tilknytning til Guds rige. Da Jesus blev forhørt sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ Som svar på Pilatus’ spørgsmål sagde han: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ (18:36, 37) Lykkelige er de som hører hans røst og „fødes igen“ så de kan „komme ind i Guds rige“ i samhørighed med ham, Kongen i dette rige. Og lykkelige er de „andre får“ som hører og adlyder denne Hyrdekonges stemme og vinder livet. Der er bestemt grund til at være taknemmelig for Johannesevangeliet, som jo er skrevet „for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn“. — 3:3, 5; 10:16; 20:31.

[Fodnoter]

a Eusebs Kirkehistorie, 5. bog, kapitel VIII, 4. afsnit.

b Insight on the Scriptures, bind 1, side 323.

c Insight on the Scriptures, bind 2, side 57, 58; se også Hjælp til forståelse af Bibelen, side 601, 602.

[Studiespørgsmål]