Bibelens 45. bog — Romerbrevet

Skribent: Paulus

Skrevet i: Korinth

Fuldført: ca. 56 e.v.t.

1. Hvad behandler Paulus i sit brev til romerne?

 I APOSTELGERNINGER så vi hvordan Paulus, der voldsomt havde forfulgt de jødiske kristne, blev en nidkær Kristi apostel som blev sendt ud til ikkejødiske nationer. Romerbrevet er et af de fjorten breve som den hellige ånd inspirerede denne tidligere farisæer, der nu var en trofast tjener for Gud, til at skrive. Da Paulus skrev til romerne havde han allerede fuldført to lange missionsrejser og var godt i gang med den tredje. Han havde skrevet fem andre inspirerede breve:  det første og andet brev til thessalonikerne, brevet til galaterne og det første og andet brev til korintherne. Alligevel synes det passende at Romerbrevet i vore bibler har sin plads før de andre breve, eftersom det indeholder en omfattende behandling af den nye ligestilling mellem jøder og ikkejøder, de to grupper Paulus forkyndte for. Det forklarer et vendepunkt i Guds forhold til sit folk og viser at de inspirerede Hebraiske Skrifter for længe siden havde forudsagt at den gode nyhed også skulle forkyndes for ikkejøder.

2. (a) Hvilke problemer behandler Paulus i Romerbrevet? (b) Hvad fastslår han i dette brev?

² Paulus, der bruger Tertius som sekretær, fremsætter stærke argumenter og anfører et forbløffende antal citater fra De Hebraiske Skrifter, og dette gør hans brev til romerne til en af de mest magtfulde bøger i De Kristne Græske Skrifter. I et usædvanlig smukt sprog drøfter han de problemer der opstod da de kristne menigheder i det første århundrede kom til at bestå af både jøder og grækere. Havde jøderne noget fortrin fordi de var Abrahams efterkommere? Havde kristne, der ikke var underlagt Moseloven og gjorde brug af denne frihed, ret til at vække anstød hos svagere jødiske brødre som stadig holdt fast ved de gamle skikke? I dette brev slår Paulus kraftigt fast at jøder og ikkejøder er stillet nøjagtig ens i forholdet til Gud og at mennesker ikke erklæres retfærdige gennem Moseloven men gennem tro på Jesus Kristus og ved Guds ufortjente godhed. Desuden kræver Gud at de kristne underordner sig de forskellige myndigheder de lever under.

3. Hvordan blev menigheden i Rom oprettet, og hvad kan være grunden til at Paulus kendte så mange der?

³ Hvordan blev menigheden i Rom oprettet? Der havde været et temmelig stort samfund af jøder i Rom, i det mindste siden Pompejus i år 63 f.v.t. erobrede Jerusalem. I Apostelgerninger 2:10 siges der at nogle af disse jøder opholdt sig i Jerusalem på pinsedagen i år 33 e.v.t. og hørte den gode nyhed blive forkyndt. De der fik tro blev i Jerusalem for at lære af apostlene, og senere vendte de der var kommet fra Rom uden tvivl tilbage dertil, nogle sandsynligvis på det tidspunkt da forfølgelsen brød ud i Jerusalem. (Apg. 2:41-47; 8:1, 4) På den tid rejste folk desuden meget, og det kan være forklaringen på Paulus’ nære bekendtskab med så mange medlemmer af menigheden i Rom, hvoraf nogle kan have hørt den gode nyhed i Grækenland eller Asien som følge af Paulus’ forkyndelse.

4. (a) Hvilke oplysninger giver Romerbrevet om menigheden i Rom? (b) Hvad viser dét at Akvila og Priskilla befandt sig i Rom?

⁴ I Paulus’ brev får vi de første pålidelige oplysninger om denne menighed. Det fremgår klart af brevet at menigheden bestod af både jødiske og ikkejødiske kristne, og at deres nidkærhed var prisværdig. Han skriver til dem: „Jeres tro bliver omtalt i hele verden,“ og: „Jeres lydighed er jo blevet alle bekendt.“ (Rom. 1:8; 16:19) Svetonius, en historieskriver fra det andet århundrede, fortæller at jøderne under Claudius’ regering (41-54 e.v.t.) blev forvist fra Rom. De vendte dog senere tilbage, hvilket fremgår af at Akvila og Priskilla befandt sig i Rom. Det var et jødisk ægtepar som Paulus havde truffet i Korinth og som havde forladt Rom da Claudius udstedte sit dekret, men som var tilbage i Rom da Paulus skrev til menigheden der. — Apg. 18:2; Rom. 16:3.

5. Hvad bekræfter Romerbrevets ægthed?

⁵ Brevets ægthed er blevet slået grundigt fast. Det er, som der siges i indledningen, fra „Paulus, en Jesu Kristi træl, kaldet til at være apostel, . . . til alle der er i Rom som Guds elskede, kaldede til at være hellige“. (Rom. 1:1, 7) De ydre vidnesbyrd om dets ægthed hører til de ældste der findes for De Kristne Græske Skrifters vedkommende. Peter bruger i sit første brev, der sandsynligvis er skrevet seks til otte år senere, så mange udtryk der ligner udtrykkene i Romerbrevet, at mange autoriteter mener at han allerede må have set et eksemplar af dette brev. Det er tydeligt at Romerbrevet blev anset for at være en del af Paulus’ skrifter, og det omtales også som sådant af Clemens fra Rom, Polykarp fra Smyrna og Ignatius fra Antiochia, der alle levede i slutningen af det første og begyndelsen af det andet århundrede.

6. Hvordan bevidner et gammelt papyrushåndskrift at Romerbrevet er en del af den bibelske kanon?

⁶ Romerbrevet findes sammen med otte andre af Paulus’ breve i en kodeks der hedder Chester Beatty Papyrus II (P46). Om denne gamle kodeks skrev Sir Frederic Kenyon: „Her har vi altså et næsten fuldstændigt håndskrift til de paulinske breve, øjensynlig skrevet omkring begyndelsen af det tredje århundrede.“ a De græske Chester Beatty-håndskrifter er ældre end det velkendte Sinaitiske Håndskrift og det lige så kendte Vatikanske Håndskrift nr. 1209, som begge er fra det fjerde århundrede. Disse indeholder ligeledes Romerbrevet.

7. Hvilke oplysninger foreligger der om stedet og tidspunktet for Romerbrevets affattelse?

⁷ Hvornår og hvorfra blev Romerbrevet skrevet? Bibelkommentatorerne er enige om at det er skrevet i Grækenland, højst sandsynligt i Korinth, da Paulus opholdt sig der nogle måneder hen imod slutningen af sin tredje missionsrejse. I selve brevet findes der oplysninger som tyder stærkt på at det er skrevet i Korinth. Paulus skrev brevet i Gajus’ hjem, og Gajus var medlem af menigheden i  Korinth; Paulus anbefaler Føbe fra den nærliggende menighed i Kenkreæ, Korinths havneby, og det er sandsynligvis hende der har haft brevet med til Rom. (Rom. 16:1, 23; 1 Kor. 1:14) I Romerbrevet 15:23 skrev Paulus: ’Jeg har ikke længere urørt distrikt i disse egne’, og af det følgende vers fremgår det at det er hans hensigt at rejse længere vestpå og udstrække sit missionsarbejde til Spanien. Han kan udmærket have skrevet dette hen imod slutningen af sin tredje rejse, i begyndelsen af år 56.

BREVETS INDHOLD

8. (a) Hvad siger Paulus om sin opgave? (b) Hvordan viser han at både jøder og grækere fortjener Guds vrede?

⁸ Guds upartiskhed over for jøder og hedninger (1:1–2:29). Hvad skriver Paulus under inspiration til romerne? Med de indledende ord omtaler han sig selv som en apostel der af Kristus er udvalgt til at lære nationerne ’lydighed ved tro’. Han udtrykker sit brændende ønske om at besøge de hellige i Rom for at de kan „opmuntres ved hinandens tro“ og for at han kan forkynde dem den gode nyhed som er „Guds kraft til frelse for enhver som tror“. Som det langt tidligere var blevet skrevet, skal den retfærdige „leve som følge af tro“. (1:5, 12, 16, 17) Både jøder og grækere fortjener Guds vrede, viser han. Menneskets ugudelighed kan ikke undskyldes, for Guds „usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af“. (1:20) Og dog er nationerne tåbelige nok til at lave sig guder af noget der er skabt. Jøderne bør imidlertid ikke dømme nationerne hårdt, for de er selv skyldige i synd. Begge grupper vil blive dømt efter deres gerninger, for der er ikke partiskhed hos Gud. Bogstavelig omskærelse er ikke det afgørende, for „jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse“. — 2:29.

9. (a) Hvad særligt har jøderne, og hvilke skriftsteder citerer Paulus for at vise at alle dog er underlagt synden? (b) Hvordan bliver et menneske da erklæret retfærdigt, og hvilket eksempel støtter dette argument?

⁹ Ingen bliver erklæret retfærdig uden ved tro (3:1–4:25). „Hvad særligt har da jøden?“ Meget, for jøderne har fået Guds hellige udsagn betroet. Alligevel er ’såvel jøder som grækere alle under synd’, og ingen er „retfærdig“ i Guds øjne. Som bevis for dette anfører Paulus syv citater fra De Hebraiske Skrifter. (Rom. 3:1, 9-18; Sl. 14:1-3; 5:9; 140:3; 10:7; Ordsp. 1:16; Es. 59:7, 8; Sl. 36:1) Loven afslører menneskets syndighed, så „ved lovgerninger vil . . . intet kød blive erklæret retfærdigt“. Ved Guds ufortjente godhed og gennem udfrielsen ved løsesummen bliver både jøder og grækere imidlertid erklæret retfærdige „ved tro uden lovgerninger“. (Rom. 3:20, 28) Paulus finder yderligere støtte for sin konklusion ved at henvise til Abraham, der fik tilregnet retfærdighed, ikke på grund af gerninger eller omskærelse, men på grund af sin eksemplariske tro. På denne måde blev Abraham fader, ikke blot til jøderne, men til „alle som tror“. — 4:11.

10. (a) Hvordan kom døden til at herske som konge? (b) Hvad har Kristi lydighed bevirket, og hvilken advarsel gives med hensyn til synd?

¹⁰ Ikke længere trælle for synden men for retfærdigheden ved Kristus (5:1–6:23). Gennem ét menneske, Adam, kom synden ind i verden, og synden medførte døden, der således „trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet“. (5:12) Døden herskede som konge fra Adam frem til Moses. Da Loven blev givet ved Moses blev synden større, og døden herskede stadig. Men Guds ufortjente godhed er nu blevet endnu rigeligere, og gennem Kristi lydighed er mange blevet erklæret retfærdige til evigt liv. Dette betyder dog ikke frihed til at leve i synd. De der er blevet døbt til Kristus må være døde i forhold til synden. Deres gamle personlighed er pælfæstet, og de lever i forhold til Gud. Synden hersker ikke længere over dem, men de bliver trælle for retfærdigheden med hellighed til følge. „Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ — 6:23.

11. (a) Hvilket eksempel bruger Paulus for at vise at de kristne jøder er blevet løst fra Loven? (b) Hvad åbenbarede Loven, og hvilken krig finder således sted i det kristne menneske?

¹¹ Døde for Loven, levende ved ånden i samhørighed med Kristus (7:1–8:39). Paulus benytter eksemplet med en hustru der er bundet til sin mand så længe han lever, men er fri til at gifte sig med en anden hvis han dør. Han vil hermed vise at de kristne jøder ved Kristi offer er gjort døde for Loven og nu er fri til at ægte Kristus og bære frugt for Gud. Den hellige lov gjorde synden mere åbenbar, og synden resulterede i døden. Synden der bor i vore kødelige legemer fører krig mod vore gode hensigter. Som Paulus siger: „Det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ Således „er det ikke mere mig der udvirker det, men synden som bor i mig“. — 7:19, 20.

12. Hvordan bliver nogle medarvinger med Kristus, og på hvilken måde kommer de til at stå fuldstændig sejrrige?

¹² Hvad kan frelse mennesker fra denne ulykkelige tilstand? Gud kan gøre dem der tilhører Kristus, levende ved sin ånd! De bliver antaget som Guds sønner, bliver Guds arvinger og Kristi medarvinger og erklæres retfærdige og herliggøres. Til dem siger Paulus: „Når Gud er for os, hvem vil da være imod os? Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed?“ Ingen! Derpå erklærer han tillidsfuldt:  „Vi [kommer] til at stå fuldstændig sejrrige ved ham som har elsket os. For jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — 8:31, 35, 37-39.

13. (a) Hvem er ifølge profetien indbefattet i det virkelige Guds Israel, og hvilket guddommeligt princip er dette i overensstemmelse med? (b) Hvorfor kom det kødelige Israel til kort, og hvad er nødvendigt for at blive frelst?

¹³ „Israel“ frelst ved tro og ved Guds barmhjertighed (9:1–10:21). Paulus giver udtryk for „stor bedrøvelse“ over sine kødelige brødre, israelitterne, men erkender at ikke hele det kødelige Israel virkelig er „Israel“ idet Gud har ret til at vælge hvem han vil til sine sønner. Som det fremgår af Guds behandling af Farao og af billedet med pottemageren „afhænger det . . . ikke af den der vil eller af den der løber, men af Gud, som har barmhjertighed“. (9:2, 6, 16) Gud kalder ikke blot sine sønner „blandt jøderne men også blandt nationerne“, som Hoseas længe forinden havde forudsagt. (Hos. 2:23) Israel kom til kort fordi det søgte at vinde Guds gunst „ikke . . . ved tro, men som de mente de kunne, ved gerninger“, og fordi det snublede over Kristus, der blev „en anstødsklippe“. (Rom. 9:24, 32, 33) Israelitterne havde „nidkærhed for Gud“, men ikke „i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. For dem der tror til retfærdighed er Kristus Lovens ende, men for at blive frelst må man offentligt bekende „at Jesus er Herre“ og tro på „at Gud oprejste ham fra de døde“. (10:2, 9) Der udsendes forkyndere så folk fra alle nationer kan høre, få tro og påkalde Jehovas navn for at blive frelst.

14. Hvad viser Paulus med oliventræet?

¹⁴ Billedet med oliventræet (11:1-36). På grund af Guds ufortjente godhed er en rest af det kødelige Israel blevet udvalgt, men fordi de fleste snublede „kom frelsen til folk fra nationerne“. (11:11) Ved hjælp af billedet med oliventræet viser Paulus hvordan ikkejøder blev indpodet på grund af det kødelige Israels manglende tro. Ikkejøderne bør dog ikke glæde sig over at Israel er blevet forkastet, for når Gud ikke skånede de utro, naturlige grene, vil han heller ikke skåne de vilde olivengrene der er blevet indpodet fra nationerne.

15. Hvad indebærer det at fremstille sig som et levende slagtoffer for Gud?

¹⁵ Fornyelse af sindet; de højere myndigheder (12:1–13:14). Fremstil jeres legemer som et levende slagtoffer for Gud, formaner Paulus. Lad jer ikke længere „forme efter denne tingenes ordning“ men „lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind“. Vær ikke hovmodige. Kristi legeme har, ligesom et menneskelegeme, mange lemmer med forskellige funktioner, men de samarbejder i enhed. Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Overlad hævnen til Jehova. „Overvind . . . det onde med det gode.“ — 12:2, 21.

16. Hvordan må kristne forholde sig til myndigheder og andre?

¹⁶ Enhver skal underordne sig de højere myndigheder; det er Guds ordning. Gør til stadighed det gode og skyld ikke nogen noget som helst undtagen det at elske hinanden. Eftersom frelsen nærmer sig, så lad os „aflægge de gerninger der hører mørket til“ og „iføre os lysets våben“. (13:12) Lad os vandre anstændigt, ikke efter kødets lyster.

17. Hvilke formaninger gives der om at dømme og at opbygge de svage?

¹⁷ Accepter alle uden partiskhed og uden at dømme (14:1–15:33). Vær tolerante over for dem der på grund af en svag tro undgår visse spiser eller lægger vægt på bestemte dage. Døm ikke din broder og bliv ikke ved din egen spisen og drikken en snublesten for ham, for Gud dømmer alle. Jag efter fred og det der opbygger, og bær andres svagheder.

18. (a) Hvilke andre citater anfører Paulus for at vise at Gud godkender ikkejøder? (b) Hvordan drager Paulus selv nytte af Guds ufortjente godhed?

¹⁸ Apostelen skriver: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring,“ og han anfører yderligere fire citater fra De Hebraiske Skrifter som endeligt bevis for at de inspirerede profeter længe forinden havde forudsagt at Guds løfter ville komme til at omfatte de ikkejødiske nationer. (Rom. 15:4, 9-12; Sl. 18:49; 5 Mos. 32:43; Sl. 117:1; Es. 11:1, 10) „I skal derfor acceptere hinanden,“ formaner Paulus, „ligesom Messias også har accepteret os, til ære for Gud.“ (Rom. 15:7) Paulus udtrykker sin værdsættelse af den ufortjente godhed Gud har vist ham ved at lade ham være en offentlig tjener over for folk fra nationerne, „optaget af det hellige arbejde med Guds gode nyhed“. Han søger altid at finde nye distrikter i stedet for at „bygge på en andens grundvold“. Og endnu har han ikke fuldført sin forkyndelse, for det er hans hensigt, når han har været i Jerusalem med bidragene, at foretage en endnu længere missionsrejse til det fjerne Spanien, og på sin vej dertil at komme med „et fuldt mål af velsignelse fra Kristus“ til sine åndelige brødre i Rom. — 15:16, 20, 29.

19. Hvilke hilsener og tilskyndelser slutter brevet med?

¹⁹ Afsluttende hilsener (16:1-27). Paulus sender personlige hilsener til 26 navngivne medlemmer af den romerske menighed, såvel som til andre, og tilskynder dem til at undgå dem der er årsag til splittelser, og til at være „vise med hensyn til det gode, og uskyldige med hensyn til det onde“. Alt til Guds ære „ved Jesus Kristus for evigt. Amen“. — 16:19, 27.

 HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

20. Hvilken logisk grund til at tro på Gud fremholder Romerbrevet? (b) Med hvilket billede skildres Guds retfærdighed og barmhjertighed, og hvad får det Paulus til at udbryde?

²⁰ Romerbrevet fremholder en logisk grund til at tro på Gud, idet det siger at ’hans usynlige egenskaber klart ses fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed’. Men ikke nok med det; brevet forkynder også hans ophøjede retfærdighed og fortæller om hans store barmhjertighed og ufortjente godhed. På en smuk måde henledes vor opmærksomhed på dette ved billedet med oliventræet som får indpodet vilde grene da de naturlige grene bliver brudt af. Tanken om Guds strenghed og venlighed får Paulus til at udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ — 1:20; 11:33.

21. Hvordan viser Romerbrevet den videre udvikling af Guds hellige hemmelighed?

²¹ Det er i denne forbindelse Romerbrevet forklarer den videre udvikling af Guds hellige hemmelighed. I den kristne menighed er der ikke mere nogen adskillelse mellem jøde og hedning, men mennesker fra alle nationer kan få del i Guds ufortjente godhed ved Jesus Kristus. „Der er ikke partiskhed hos Gud.“ „Jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.“ „Der er . . . ingen forskel på jøde og græker, for over alle er der den samme Herre, som er rig nok for alle dem der påkalder ham.“ For alle disse gælder det at det er tro og ikke gerninger der tilregnes dem som retfærdighed. — 2:11, 29; 10:12; 3:28.

22. Hvilken praktisk vejledning giver Romerbrevet angående forholdet til mennesker uden for menigheden?

²² Den praktiske vejledning i dette brev til de kristne i Rom er også gavnlig for kristne i dag som står over for lignende problemer i en fremmed verden. De kristne formanes til at ’holde fred med alle mennesker’, også dem uden for menigheden. Enhver sjæl må „underordne sig de højere myndigheder“, for de er der som følge af Guds ordning og er genstand for frygt, ikke hos de lovlydige, men hos dem der gør det onde. Kristne skal underordne sig og rette sig efter lovene, ikke alene af frygt for straf men for deres samvittigheds skyld, og derfor skal de betale skat, betale hvad de skylder, opfylde deres forpligtelser og ikke skylde nogen noget „undtagen det at elske hinanden“. Kærlighed er Lovens opfyldelse. — 12:17-21; 13:1-10.

23. Hvordan understreger Paulus betydningen af at forkynde offentligt, og hvilket eksempel sætter han med hensyn til at forberede sig til tjenesten?

²³ Paulus understreger betydningen af at forkynde offentligt. Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse. „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ For at dette kan ske, må der sendes nogle ud som „forkynder godt nyt om gode ting“. Vi kan være lykkelige hvis vi er blandt disse forkyndere hvis udsagn nu er kommet ud „til den beboede jords fjerneste egne“! (10:13, 15, 18) Og måtte vi, som en forberedelse til denne forkyndergerning, stræbe efter at blive lige så kendt med de inspirerede skrifter som Paulus var, for i denne ene passage (10:11-21) bringer han det ene citat efter det andet fra De Hebraiske Skrifter. (Es. 28:16; Joel 2:32; Es. 52:7; 53:1; Sl. 19:4; 5 Mos. 32:21; Es. 65:1, 2) Han kunne i sandhed sige: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ — Rom. 15:4.

24. Hvilket råd giver Paulus med henblik på at opbygge nidkærhed og et godt forhold i menigheden?

²⁴ Der gives særdeles praktiske anvisninger om forholdene i den kristne menighed. Uanset de kristnes nationale, racemæssige eller sociale baggrund må de alle forny deres sind for at kunne yde Gud en hellig tjeneste i overensstemmelse med hans „gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. (11:17-22; 12:1, 2) Praktisk sans og sund fornuft præger hele den vejledning Paulus giver i Romerbrevet 12:3-16. Det er en indtrængende opfordring til alle i den kristne menighed om at opbygge nidkærhed, ydmyghed og kærlig hengivenhed. I de sidste kapitler formaner Paulus indtrængende brødrene til at holde øje med og undgå dem der er årsag til splittelser, men han taler også om den gensidige glæde og styrke der kommer af et rent samvær i menigheden. — 16:17-19; 15:7, 32.

25. (a) Hvilken rigtig indstilling og hvilken yderligere forståelse angående Guds rige giver Romerbrevet os? (b) På hvilke måder bør studiet af brevet gavne os?

²⁵ Som kristne må vi fortsat give agt på vort forhold til hinanden. „For Guds rige betyder ikke spisen og drikken, men retfærdighed og fred og glæde ved hellig ånd.“ (14:17) Denne retfærdighed, fred og glæde opnås især af „Kristi medarvinger“, som vil „blive herliggjort sammen med ham“ i det himmelske rige. Læg også mærke til at Romerbrevet peger frem til endnu en del af opfyldelsen af det løfte om Riget der blev givet i Edens have, idet der siges: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Rom. 8:17; 16:20; 1 Mos. 3:15) Måtte vi som tror på disse store sandheder stadig være fyldt med al glæde og fred, og være rige i håbet. Lad det være vor beslutning at sejre sammen med Rigets afkom, for vi er overbevist om at intet oppe i himmelen eller nede på jorden „eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre“. — Rom. 8:39; 15:13.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]