Bibelens 48. bog — Galaterbrevet

Skribent: Paulus

Skrevet i: Korinth el. Antiochia i Syrien

Fuldført: ca. 50-52 e.v.t.

1. Hvilke menigheder henvender Galaterbrevet sig til, og hvornår og hvordan blev de organiseret?

 MENIGHEDERNE i Galatien, som Paulus henvender sig til i Galaterbrevet 1:2, omfattede uden tvivl menighederne i Antiochia (Pisidien), Ikonium, Lystra og Derbe — steder som lå i forskellige områder, men alle i denne romerske provins. Apostelgerninger, kapitlerne 13 og 14, fortæller om Paulus’ første missionsrejse sammen med Barnabas gennem dette område, den rejse der førte til oprettelsen af de galatiske menigheder. De bestod af en blanding af jøder og ikkejøder, som uden tvivl omfattede keltere eller gallere. Dette var kort efter Paulus’ besøg i Jerusalem omkring år 46. — Apg. 12:25.

2. (a) Hvad førte Paulus’ anden rejse i Galatien til, og hvad skete der bagefter? (b) Hvor var Paulus i mellemtiden rejst hen?

² I år 49 begav Paulus sig sammen med Silas ud på sin anden missionsrejse til Galatien, der førte til  at ’menighederne blev styrket i troen og voksede i tal dag for dag’. (Apg. 16:5; 15:40, 41; 16:1, 2) Imidlertid kom der falske lærere lige i hælene på dem, judaister, som overtalte nogle i de galatiske menigheder til at tro at omskærelse og overholdelse af Moseloven hørte med til sand kristendom. I mellemtiden var Paulus rejst videre, gennem Mysien til Makedonien og Grækenland, og til sidst ankom han til Korinth, hvor han tilbragte mere end atten måneder sammen med brødrene. I år 52 rejste han så via Efesus til sit hovedkvarter, Antiochia i Syrien, og ankom dertil samme år. — Apg. 16:8, 11, 12; 17:15; 18:1, 11, 18-22.

3. Hvorfra og hvornår kan Galaterbrevet være blevet skrevet?

³ Hvor og hvornår skrev Paulus brevet til galaterne? Uden tvivl skrev han det så snart han hørte om judaisternes virksomhed. Dette kan have været i Korinth, Efesus eller Antiochia i Syrien. Det kan meget vel have været under hans atten måneders ophold i Korinth 50-52, eftersom oplysninger fra Galatien ville have haft tilstrækkelig tid til at nå ham der. Det er ikke sandsynligt at det var i Efesus, da han kun blev der en kort tid under sin rejse tilbage. Imidlertid ’opholdt han sig nogen tid’ i sit hovedkvarter i Antiochia i Syrien, øjensynlig i sommeren 52, og eftersom der var gode forbindelser mellem denne by og Lilleasien er det muligt at det var her han modtog rapporten om judaisterne og at han så skrev sit brev til galaterne herfra på dette tidspunkt. — Apg. 18:23.

4. Hvad åbenbarer Galaterbrevet med hensyn til Paulus’ apostelgerning?

⁴ Brevet omtaler Paulus som „apostel, hverken fra mennesker eller ved et menneske, men ved Jesus Kristus og Gud, Faderen“. Det åbenbarer mange ting om Paulus’ liv og apostelgerning og beviser at han som apostel samarbejdede med apostlene i Jerusalem og at han endog brugte sin myndighed til at vejlede en anden apostel, Peter. — Gal. 1:1, 13-24; 2:1-14.

5. Hvad taler for at Galaterbrevet er ægte og kanonisk?

⁵ Hvad taler for at Galaterbrevet er ægte og kanonisk? Det omtales ved navn i skrifter af Irenæus, Clemens fra Alexandria, Tertullian og Origenes. Desuden er det indbefattet i følgende betydningsfulde og ansete bibelhåndskrifter: Det Sinaitiske, Det Alexandrinske, Det Vatikanske nr. 1209, Codex Ephraemi Syri rescriptus, Codex Bezae og Chester Beatty Papyrus II (P46). Endelig er det helt i harmoni med de andre inspirerede græske skrifter og også med De Hebraiske Skrifter, som det hyppigt henviser til.

6. (a) Hvilke to punkter fastslår Galaterbrevet? (b) Hvad var usædvanligt ved nedskrivningen af brevet, og hvad betoner det?

⁶ I dette magtfulde og kontante brev „til menighederne i Galatien“ beviser Paulus 1) at han er en sand apostel (hvilket judaisterne havde søgt at så tvivl om) og 2) at retfærdiggørelsen sker ved tro på Kristus Jesus, ikke ved lovgerninger, og at omskærelsen følgelig er unødvendig for kristne. Skønt Paulus plejede at lade en sekretær nedskrive sine breve, skrev han selv Galaterbrevet ’med store bogstaver med egen hånd’. (6:11) Brevets indhold var af største betydning både for Paulus og galaterne. Det betoner værdsættelsen af den frihed som sande kristne har opnået gennem Kristus.

BREVETS INDHOLD

7, 8. (a) Hvad erklærer Paulus om den gode nyhed? (b) Hvordan blev Paulus anerkendt som apostel for de uomskårne, og hvordan viste han sin myndighed i forbindelse med Kefas?

⁷ Paulus forsvarer sin stilling som apostel (1:1–2:14). Efter hilsenen til de galatiske menigheder udtrykker Paulus sin undren over at de så hurtigt har ladet sig føre bort til en anden slags god nyhed, og han siger med eftertryk: „Selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.“ Den gode nyhed som han har forkyndt er ikke menneskeværk, ej heller er han blevet undervist i den „uden gennem en åbenbaring ved Jesus Kristus“. Paulus havde tidligere som en nidkær talsmand for jødedommen forfulgt Guds menighed, men så kaldte Gud ham ved sin ufortjente godhed til at forkynde den gode nyhed om sin søn for nationerne. Først tre år efter sin omvendelse tog han op til Jerusalem, og da så han af apostlene kun Peter og desuden Herrens broder Jakob. Menighederne i Judæa kendte ham ikke personligt, men de havde tit hørt om ham og var ’begyndt at herliggøre Gud’ på grund af ham. — 1:8, 12, 24.

⁸ Efter fjorten års forløb tog Paulus igen op til Jerusalem og forklarede dér privat den gode nyhed som han forkyndte. Det forlangtes ikke engang at hans ledsager, Titus, skulle omskæres, skønt han var græker. Da Jakob, Kefas og Johannes så at Paulus havde fået betroet den gode nyhed til de uomskårne ligesom Peter havde fået den til de omskårne, gav de Paulus og Barnabas højre hånd som tegn på fællesskab og anerkendte dermed at Paulus og Barnabas skulle gå til nationerne mens de selv gik til de omskårne. Da Kefas kom til Antiochia og „ikke gik lige frem i overensstemmelse med den gode nyheds sandhed“ af frygt for de omskårne, irettesatte Paulus ham i alles påhør. — 2:14.

9. På hvilket grundlag erklæres den kristne for retfærdig?

⁹ Erklæret retfærdige ved tro, ikke ved lov (2:15–3:29). Vi jøder ved, argumenterer Paulus,  „at et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt på grundlag af lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus“. Han lever nu i samhørighed med Kristus og lever ved troen for at gøre Guds vilje. „Hvis nemlig retfærdighed fås ved lov, døde Kristus jo for intet.“ — 2:16, 21.

10. Hvad er af betydning for at få Guds velsignelse, og hvad var følgelig Lovens hensigt?

¹⁰ Er galaterne så uforstandige at de tror at de efter at have modtaget ånden som følge af tro, kan ende med at tjene Gud ved hjælp af lovgerninger? Det der betyder noget er at høre med tro, sådan som Abraham, der „troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed“. Ifølge Guds løfte velsignes de „der holder sig til tro . . . sammen med den troende og trofaste Abraham“. De er blevet løskøbt fra Lovens forbandelse ved Kristi død på pælen. Kristus er Abrahams afkom, og Loven, der blev givet 430 år senere, ophæver ikke løftet om dette afkom. Hvad var da hensigten med Loven? Den var „en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro“. Nu er vi ikke længere under opdrageren, og der er heller ikke mere noget skel mellem jøde og græker, for alle er én i samhørighed med Kristus Jesus, og er „Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte“. — 3:6, 9, 24, 29.

11. (a) Hvilken frihed ser galaterne bort fra? (b) Med hvilket billede belyser Paulus den kristnes frihed?

¹¹ Stå fast i kristen frihed (4:1–6:18). Gud udsendte sin søn for at løskøbe dem der var under Loven for at de „kunne opnå at blive antaget som sønner“. (4:5) Så hvorfor vende tilbage til trældommen under de svage og fattige elementære ting? Eftersom galaterne nu overholder dage og måneder og årstider og år er Paulus bange for at han har slidt forgæves med dem. Da Paulus første gang besøgte dem, tog de imod ham som en Guds engel. Er han nu blevet deres fjende ved at sige dem sandheden? Lad dem der ønsker at være under Loven høre hvad Loven siger: Abraham fik to sønner med to kvinder. Den ene kvinde, tjenestepigen Hagar, svarer til det kødelige Israels folk der er knyttet til Jehova gennem den mosaiske lovpagt, som føder børn til trældom. Den frie kvinde, Sara, svarer derimod til det Jerusalem der er oventil og om hvilket Paulus siger at det „er frit, og det er vor moder“. „Men hvad siger Skriften?“ spørger Paulus. Dette: „Tjenestepigens søn skal på ingen måde arve sammen med den frie kvindes søn.“ Og vi er „ikke tjenestepigens men den frie kvindes børn“. — 4:30, 31.

12. (a) Hvad må galaterne nu vandre ved? (b) Hvilken vigtig modsætning fremhæver Paulus?

¹² Om man er omskåret eller ikke betyder intet, forklarer Paulus. Det der betyder noget er en tro der er virksom gennem kærlighed. Hele Loven er opfyldt i udtalelsen: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Galaterne skal blive ved med at vandre ved ånd, for „når I ledes af ånden, er I ikke under loven“. Med hensyn til kødets gerninger, advarer Paulus om at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. Som en skærende kontrast hertil beskriver han åndens frugt, som der ikke er nogen lov imod, og tilføjer: „Når vi lever ved ånd, så lad os også fortsat vandre regelret ved ånd“ og aflægge selvoptagethed og misundelse. — 5:14, 18, 21, 25.

13. Hvordan opfyldes Kristi lov, og hvad er det der virkelig betyder noget?

¹³ Hvis et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin skal de som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe vedkommende på fode igen „i mildhedens ånd“. Messias’ lov opfyldes ved at vi bærer hinandens byrder, men enhver må bære sin egen ansvarsbyrde ved at prøve sin egen gerning. Som man sår skal man høste; enten fordærv af sit kød eller evigt liv af ånden. De der ønsker at galaterne skal omskæres er kun ude på at behage mennesker og undgå forfølgelse. Det der virkelig betyder noget er ikke om man er omskåret eller uomskåret men om man er en ny skabning. Fred og barmhjertighed skal være over dem der vandrer regelret efter denne rettesnor, ja over „Guds Israel“. — 6:1, 16.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

14. Hvordan er Paulus et eksempel for tilsynsmænd?

¹⁴ Galaterbrevet åbenbarer Paulus som den voldsomme forfølger der blev den vågne apostel for nationerne, altid rede til at kæmpe til gavn for sine brødres interesser. (1:13-16, 23; 5:7-12) Paulus viste ved sit eksempel at en tilsynsmand skulle handle hurtigt når der opstod problemer og at han skulle tilbagevise falske slutninger ved hjælp af Bibelen og logiske ræsonnementer. — 1:6-9; 3:1-6.

15. I hvilke henseender var brevet gavnligt for menighederne i Galatien, og hvilken vejledning kan kristne i vor tid hente her?

¹⁵ Brevet var gavnligt for menighederne i Galatien fordi det klart fastslog deres frihed i Kristus og tilbageviste dem der ville forvanske den gode nyhed. Det understregede at det er ved tro man erklæres retfærdig, og at omskærelse ikke længere er en nødvendighed for at man kan opnå frelse. (2:16; 3:8; 5:6) Fjernelsen af sådanne kødelige skel tjente til at forene jøde og hedning i én menighed. Denne frigørelse fra Loven skulle ikke tjene som en anledning for kødeligt begær, for følgende princip gjaldt stadig: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Det gælder også for kristne i vor tid. — 5:14.

16. Hvilke trosstyrkende forklaringer til De Hebraiske Skrifter findes i Galaterbrevet?

 ¹⁶ Med sit brev klargjorde Paulus mange lærepunkter for galaterne ved at benytte magtfulde illustrationer fra De Hebraiske Skrifter. Han fremsatte den inspirerede fortolkning af Esajas 54:1-6 og identificerede her Jehovas kvinde med „det Jerusalem som er oventil“. Han forklarede ’det symbolske drama’ med Hagar og Sara og viste at arvingerne til Guds løfter er dem der er frigjort af Kristus og ikke dem der forbliver i trældom under Loven. (Gal. 4:21-26; 1 Mos. 16:1-4, 15; 21:1-3, 8-13) Brevet viste tydeligt at Lovpagten ikke ophævede Abrahamspagten, men blev føjet til den. Det fremhævede også at tidsrummet mellem oprettelsen af de to pagter var 430 år, hvilket har betydning for bibelkronologien. (Gal. 3:17, 18, 23, 24) Beretningen om disse ting er blevet bevaret for at opbygge de kristnes tro i vor tid.

17. (a) Hvilken betydningsfuld profeti forklarer Paulus i Galaterbrevet? (b) Hvilke gode formaninger gives der til Rigets arvinger og deres medarbejdere?

¹⁷ Som det vigtigste af alt viser Galaterbrevet umiskendeligt hvem det Rigets afkom var som alle profeterne så frem til. „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom . . . som er Kristus.“ Brevet påpeger at de der bliver Guds sønner ved tro på Kristus Jesus bliver en del af dette afkom. „Når I hører Kristus til, er I jo Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte.“ (3:16, 29) Rigets arvinger og de der samarbejder med dem bør give agt på de gode formaninger der gives i Galaterbrevet: ’Stå fast i den frihed Kristus har frigjort jer til.’ ’Giv ikke op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.’ ’Gør det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.’ — 5:1; 6:9, 10.

18. Hvilken magtfuld advarsel og formaning gives til sidst i Galaterbrevet?

¹⁸ Endelig er der den magtfulde advarsel om at de der øver kødets gerninger „ikke skal arve Guds rige“. Måtte alle derfor vende sig bort fra verdslig urenhed og strid og helt rette deres sind mod at frembringe åndens frugt, som er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — 5:19-23.

[Studiespørgsmål]