Bibelens 50. bog — Filipperbrevet

Skribent: Paulus

Skrevet i: Rom

Fuldført: ca. 60-61 e.v.t.

1. (a) Hvordan kom filipperne til at høre den gode nyhed? (b) Hvilken historisk baggrund har byen Filippi?

 DA APOSTELEN PAULUS i et syn modtog kaldet til at bringe den gode nyhed til Makedonien, var han og hans medarbejdere Lukas, Silas og den unge Timoteus hurtige til at adlyde. Fra Troas i Lilleasien rejste de med skib til Neapolis og drog straks af sted over et bjergpas til Filippi, omkring femten kilometer inde i landet. Byen omtales af Lukas som „den førende by i Makedoniens område“. (Apg. 16:12) Den blev kaldt Filippi efter den makedoniske konge Filip II (Alexander den Stores fader), der erobrede byen i 356 f.v.t. Senere blev den indtaget af romerne. Den var i år 42 f.v.t. skueplads for afgørende slag der bidrog til at styrke Octavians stilling, han der senere blev kejser Augustus. Til minde om sejren gjorde han Filippi til en romersk koloni.

2. Hvilken fremgang havde Paulus’ forkyndelse i Filippi, og hvilke begivenheder var forbundet med menighedens oprettelse dér?

 ² Når Paulus ankom til en by var det hans sædvane først at forkynde for jøderne. Da han første gang besøgte Filippi omkring år 50, opdagede han imidlertid at de var få i tal og øjensynlig ingen synagoge havde, for de plejede at mødes for at bede ved en flodbred uden for byen. Paulus’ forkyndelse bar hurtigt frugt, og en af de første der omvendte sig var Lydia, en jødisk proselyt der handlede med purpur; hun tog villigt imod sandheden om Kristus og ville absolut have de rejsende til at bo i sit hus. „Hun ligefrem pressede os,“ skriver Lukas. Der kom imidlertid snart modstand, og Paulus og Silas fik stokkeslag og blev derefter fængslet. Mens de var i fængsel indtraf et jordskælv, og arrestforvareren og hans familie, der nu lyttede til Paulus og Silas, blev troende. Næste dag blev Paulus og Silas løsladt fra fængselet, og de besøgte og opmuntrede brødrene i Lydias hjem før de forlod byen. Paulus førte levende minder med sig om de trængsler der havde været forbundet med den nye menigheds oprettelse i Filippi. — Apg. 16:9-40.

3. Hvilken forbindelse havde Paulus senere med menigheden i Filippi?

³ Nogle få år senere var Paulus under sin tredje missionsrejse i stand til at besøge menigheden i Filippi igen. Omkring ti år efter at han havde grundlagt menigheden var det så at han, på grund af et rørende udtryk for disse kristnes kærlighed, følte sig tilskyndet til at skrive det inspirerede brev til dem, og dette brev er blevet bevaret i Den Hellige Skrift under den elskede menigheds navn.

4. Hvoraf fremgår det hvem der har skrevet Filipperbrevet, og hvad beviser at det er ægte?

⁴ At det er Paulus der har skrevet brevet, som det siges i det første vers, er almindeligt anerkendt af bibelkommentatorer, og det med god grund. Polykarp (69?-155?) nævner i sit eget filipperbrev at Paulus havde skrevet til dem. Brevet anføres tidligt som skrevet af Paulus af sådanne bibelkommentatorer som Ignatius, Irenæus, Tertullian og Clemens fra Alexandria. Det er opført i Det Muratoriske Fragment, der er fra det andet århundrede, og i alle andre tidlige fortegnelser, og det findes sammen med otte andre af Paulus’ breve i Chester Beatty Papyrus II (P46), der menes at stamme fra omkring år 200.

5. Hvad tyder på at brevet er affattet i Rom?

⁵ Stedet og tidspunktet for nedskrivningen kan fastslås med nogenlunde sikkerhed. Paulus var på det tidspunkt fange og blev holdt i forvaring af den romerske kejsers livvagt, og der var en betydelig kristen aktivitet omkring ham. Han sluttede sit brev med hilsener fra de trofaste der hørte til kejserens husstand. Alt dette i forening peger mod Rom som det sted hvorfra brevet blev sendt. — Fil. 1:7, 13, 14; 4:22; Apg. 28:30, 31.

6. Hvornår er brevet skrevet, og hvormed begrundes svaret?

⁶ Men hvornår er brevet skrevet? Det ser ud til at Paulus allerede havde været i Rom så længe at nyheden om og årsagerne til hans fængsling som en kristen var blevet kendt af hele prætorianergarden og af mange andre. Der havde også været tid til at Epafroditus var kommet fra Filippi (der lå cirka 1000 kilometer borte) med en gave til Paulus, tid til at nyheden om Epafroditus’ sygdom i Rom var nået tilbage til Filippi og til at meddelelsen om menighedens sorg herover var kommet fra Filippi til Rom. (Fil. 2:25-30; 4:18) Eftersom Paulus sad fængslet i Rom første gang omkring år 59-61, skrev han sandsynligvis dette brev i år 60 eller 61, et år eller mere efter at han var ankommet til Rom.

7. (a) Hvilket bånd fandtes mellem Paulus og filipperne, og hvad tilskyndede ham til at skrive? (b) I hvilken ånd er Filipperbrevet skrevet?

⁷ De svære veer hvorunder disse børn i Filippi var blevet født ved sandhedens ord, den hengivenhed og gavmildhed filipperne stadig viste Paulus på hans rejser og under hans genvordigheder ved at sende ham gaver i form af fornødenheder, samt det tydelige bevis på at Jehova rigt havde velsignet den første missionsindsats i Makedonien — alt dette havde skabt et stærkt kærlighedsbånd mellem Paulus og brødrene i Filippi. Nu tilskyndede deres venlige gave, efterfulgt af deres ængstelige forespørgsel angående Epafroditus, samt den gode nyheds fremgang i Rom, Paulus til at skrive et varmt og kærligt brev der skulle opbygge og opmuntre filipperne.

BREVETS INDHOLD

8. (a) Hvordan udtrykker Paulus sin tillid til og hengivenhed for brødrene i Filippi? (b) Hvad siger Paulus om sine lænker, og hvilket råd giver han?

⁸ Den gode nyhed forsvares og fremmes (1:1-30). Paulus og Timoteus sender hilsener, og Paulus takker Gud for det bidrag som filipperne har ydet til den gode nyhed „fra den første dag og indtil dette øjeblik“. Han har tillid til at de vil fuldende deres gode gerning, for de er delagtige med ham i den ufortjente godhed og „i at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. Han længes med inderlig hengivenhed efter dem alle og siger: „Dette beder jeg fortsat om, at jeres kærlighed må blive stadig mere og mere rig . . . så I kan forvisse jer om de mere vigtige ting.“ (1:5, 7, 9, 10) Paulus ønsker at de skal vide at hans „forhold er blevet til fremgang for den gode nyhed“, idet hans lænker er blevet almindeligt kendt og brødrene er blevet opmuntret til at tale Guds ord uden frygt. Skønt det vil være en vinding for Paulus at dø nu, véd  han dog at det af hensyn til deres fremgang og trosglæde er mere nødvendigt at han forbliver hos dem. Han vejleder dem om at leve et liv der er den gode nyhed værdigt, for hvad enten han kommer til dem eller ikke, ønsker han at høre at de fortsat kæmper i enhed og ’i ingen henseende skræmmes af deres modstandere’. — 1:12, 28.

9. Hvordan kan filipperne bevare den samme indstilling som var i Kristus?

⁹ Bevar den samme indstilling som Kristus (2:1-30). Paulus opmuntrer filipperne til at være ydmyge ’og ikke hver især blot have øje for deres egne interesser, men også hver især for de andres’. De skulle have den samme indstilling som Kristus Jesus der, skønt han var i Guds skikkelse, tømte sig selv for at blive et menneske og ydmygede sig og blev lydig indtil døden, så Gud nu har ophøjet ham og givet ham et navn der er over ethvert andet navn. Paulus formaner dem: „I [skal] blive ved med at arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven.“ „Bliv ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser,“ og hav „et fast greb om livets ord“. (2:4, 12, 14, 16) Han håber at kunne sende Timoteus til dem og har tillid til at han også selv snart vil komme. For at de kan glæde sig igen sender han dem foreløbig Epafroditus, der er kommet sig efter sin sygdom.

10. Hvordan har Paulus jaget frem mod målet, og hvad formaner han andre til?

¹⁰ Jag frem mod målet (3:1–4:23). ’Vi har den virkelige omskærelse,’ siger Paulus, og vi må ’tage os i agt for hundene, for dem der kræver lemlæstelse’. Hvis nogen kan sætte sin lid til kødet, kan Paulus det endnu mere, og hans livshistorie som omskåret jøde og farisæer beviser det. Dog, alt dette anser han for tab ’på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, hans Herre, har’. Gennem den retfærdighed der kommer ved tro, håber han at „måtte nå frem til den tidlige opstandelse fra de døde“. (3:2, 3, 8, 11) Derfor, siger Paulus, „idet jeg glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran, jager jeg frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad fra Gud ved Kristus Jesus“. Lad alle som er modne have den samme indstilling. Der er nogle hvis Gud er bugen og som har deres sind rettet mod det jordiske, og deres endeligt er ødelæggelse, men „vort statsborgerskab er jo i himlene“, forsikrer Paulus. — 3:13, 14, 20.

11. (a) Hvilke ting skal man have i tanke og praktisere? (b) Hvad skriver Paulus om filippernes gavmildhed?

¹¹ ’Glæd jer i Herren,’ formaner Paulus, ’og lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker. Hav fortsat det i tanke der er sandt og af alvorlig betydning, det der er retfærdigt, rent, værd at holde af, det der tales godt om, det der er dydigt og rosværdigt. Praktiser det I har lært og modtaget og hørt og set hos mig, og fredens Gud vil være med jer.’ (4:4-9) Paulus glæder sig i høj grad over filippernes gavmilde indstilling over for ham, skønt han har styrke til alt „ved ham som giver [ham] kraft“. Han takker dem varmt for deres gave. Lige fra det tidspunkt han begyndte at forkynde den gode nyhed i Makedonien har de udmærket sig med hensyn til at give. Til gengæld vil Gud fuldt ud give dem alt hvad de trænger til, „svarende til hans rigdom på herlighed ved Kristus Jesus“. (4:13, 19) Han sender hilsener fra alle de hellige, også fra dem der hører til kejserens husstand.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

12. Hvordan kan vi i dag, ligesom brødrene i Filippi, vinde Guds godkendelse og blive en glæde for vore brødre?

¹² Filipperbrevet er til stor gavn for os. Vi ønsker også Jehovas godkendelse og en lignende ros fra vore kristne tilsynsmænd som den menigheden i Filippi modtog af Paulus. Det kan vi opnå hvis vi følger filippernes gode eksempel og Paulus’ kærlige råd. Ligesom filipperne bør vi vise gavmildhed, være interesserede i at hjælpe vore brødre når de befinder sig i en vanskelig situation, og være med til at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed. (1:3-7) Vi bør fortsat ’stå fast i én ånd idet vi med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed’ mens vi skinner som „lysspredere“ midt i en forkvaklet og forvildet generation. Når vi gør det og fortsat har det i tanke der er af alvorlig betydning, kan vi blive til glæde for vore brødre på samme måde som filipperne blev apostelen Paulus’ „glæde og krone“. — 1:27; 2:15; 4:1, 8.

13. I hvilke henseender kan vi i forening efterligne Paulus?

¹³ „Bliv i forening mine efterlignere,“ siger Paulus. I hvilken henseende skal vi efterligne ham? For eksempel ved at vi klarer os med hvad vi har under alle forhold. Hvad enten Paulus havde rigeligt eller led nød havde han lært at tilpasse sig forholdene uden at klage, så han kunne fortsætte nidkært og med glæde i Guds tjeneste. Alle skulle også være som Paulus ved at vise inderlig hengivenhed over for trofaste brødre. Med hvilken hengivenhed og glæde talte han ikke om Timoteus’ og Epafroditus’ tjeneste! Og hvor nært følte han sig ikke knyttet til sine brødre i Filippi, som han kaldte ’sine elskede og savnede brødre, sin glæde og krone’! — Fil. 3:17; 4:1, 11, 12; 2:19-30.

14. Hvilke gode råd giver brevet til filipperne med hensyn til vort livsmål og Riget, og hvem er brevet især henvendt til?

¹⁴ På hvilken anden måde kan vi efterligne Paulus? Ved at vi ’jager frem mod målet’! Alle der fylder deres tanker med det „der er af alvorlig betydning“ er levende interesserede i Jehovas  vidunderlige ordning i himmelen og på jorden, hvori ’hver tunge åbent vil anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen’. De gode råd i Filipperbrevet vil opmuntre alle der håber på evigt liv ved Guds rige, til at jage frem mod dette mål. Brevet til filipperne er imidlertid først og fremmest henvendt til dem hvis ’statsborgerskab er i himlene’ og som ivrigt venter at blive „formet efter [Kristi] herlige legeme“. Måtte da alle disse, mens de „glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran“, efterligne apostelen Paulus ved at jage „frem mod målet efter sejrsprisen, kaldet opad“, deres herlige arv i det himmelske rige! — 4:8; 2:10, 11; 3:13, 14, 20, 21.

[Studiespørgsmål]