Bibelens 51. bog — Kolossenserbrevet

Skribent: Paulus

Skrevet i: Rom

Fuldført: ca. 60-61 e.v.t.

1. Hvor lå byen Kolossæ?

 MED EFESUS bag sig rejste to mænd mod øst langs med floden Maiandros (Menderes). Da de nåede bifloden Lykos i Frygien drejede de mod sydøst for at følge floden op gennem dalen der var indesluttet af bjerge. Et smukt landskab bredte sig foran dem: Frugtbare grønne græsgange med store fåreflokke. (Uldprodukter var en vigtig indtægtskilde for den egn. a) Mens de rejsende drog frem gennem dalen passerede de på højre side af floden den rige by Laodikea, der var områdets romerske administrationscenter. På deres venstre side, på den anden side af floden, kunne de se Hierapolis, der var berømt for sine templer og varme kilder. Der var en kristen menighed i begge disse byer, og det var der også i den lille by Kolossæ omkring 16 kilometer længere fremme i dalen.

2. (a) Hvem var de to udsendinge der af Paulus blev sendt til Kolossæ? (b) Hvad ved man om menigheden i Kolossæ?

² Kolossæ var de rejsendes bestemmelsessted. De var begge kristne. I hvert fald den ene af dem kendte egnen godt, da han var fra Kolossæ. Hans navn var Onesimus; han var træl og var nu på vej hjem til sin herre, der var medlem af den kristne menighed der. Onesimus’ ledsager var Tykikus, en fri mand; begge var de sendebud fra apostelen Paulus, og de havde et brev med fra ham adresseret til „de hellige og troende og trofaste brødre i samhørighed med Kristus i Kolossæ“. Så vidt vi ved besøgte Paulus aldrig Kolossæ. Menigheden, der hovedsagelig bestod af ikkejøder, var sandsynligvis grundlagt af Epafras, der havde arbejdet iblandt dem men nu var hos Paulus i Rom. — Kol. 1:2, 7; 4:12.

3. Hvad åbenbarer Kolossenserbrevet selv om skribenten, samt om tidspunktet og stedet for dets affattelse?

³ Det er apostelen Paulus der har skrevet dette brev, hvilket fremgår af dets indledende og afsluttende ord. (1:1; 4:18) Af hans slutbemærkning fremgår det endvidere at han skrev det fra et fængsel. Dette må have været under hans første fængselsophold i Rom, i årene 59-61, da han skrev adskillige opmuntrende breve, hvoraf brevet til kolossenserne blev afsendt samtidig med det til Filemon. (Kol. 4:7-9; Filem. 10, 23) Det ser ud til at det blev skrevet omtrent samtidig med brevet til efeserne, da disse to breve har mange tanker og udtryk fælles.

4. Hvad viser at Kolossenserbrevet er ægte?

⁴ Der er ingen grund til at betvivle at brevet til kolossenserne er ægte. Det findes sammen med andre paulinske breve i Chester Beatty Papyrus II (P46) fra omkring år 200, hvilket viser at det blev anerkendt af de første kristne som et af Paulus’ breve. Dets ægthed bevidnes af de samme gamle autoriteter som bevidner ægtheden af Paulus’ andre breve.

5. (a) Hvad tilskyndede Paulus til at skrive til kolossenserne? (b) Hvad understreger brevet?

⁵ Hvad tilskyndede Paulus til at skrive et brev til kolossenserne? For det første skulle Onesimus tilbage til Kolossæ. Epafras havde for nylig sluttet sig til Paulus, og uden tvivl udgjorde hans melding om tilstandene i Kolossæ en yderligere grund til at skrive brevet. (Kol. 1:7, 8; 4:12) En vis fare truede den kristne menighed der. Den tids religioner var ved at gå i opløsning, og nye religioner blev stadig dannet ved at dele af de gamle blev blandet sammen. Der fandtes hedenske filosofier angående askese, spiritisme og afguderisk overtro, og knyttet sammen med jødisk afholdenhed fra visse spiser og overholdelse af særlige dage kan dette have  påvirket nogle i menigheden. Hvad end problemet var, synes det at have været tilstrækkelig grund til at Epafras foretog den lange rejse til Rom for at besøge Paulus. At menigheden imidlertid som helhed ikke var i umiddelbar fare, antydes af Epafras’ opmuntrende rapport om deres kærlighed og udholdenhed. Da Paulus hørte rapporten skrev han sit brev til menigheden i Kolossæ som et stærkt forsvar for nøjagtig kundskab og ren tilbedelse. Brevet understreger Kristi gudgivne overhøjhed i modsætning til hedensk filosofi, jødiske traditioner og engledyrkelse.

BREVETS INDHOLD

6. (a) Hvad beder Paulus om til gavn for kolossenserne? (b) Hvad siger Paulus om Jesu stilling og tjeneste i forbindelse med menigheden?

⁶ Hav tro på Kristus, menighedens hoved (1:1–2:12). Efter de indledende hilsener fra Timoteus og sig selv takker Paulus Gud for kolossensernes tro på Kristus og for deres kærlighed. De har lært Guds ufortjente godhed at kende som følge af at Epafras har forkyndt den gode nyhed iblandt dem. Efter at have hørt rapporten om dem er Paulus ikke holdt op med at bede om at de må blive fyldt med „den nøjagtige kundskab om [Guds] vilje i al visdom og åndelig forståelse, så [de] kan vandre Jehova værdigt“ og „fuldt ud kan holde ud og være langmodige med glæde“. (1:9-11) Faderen har udfriet dem og overført dem til „sin elskede søns rige“. Denne søn er den usynlige Guds billede, og alt er skabt ved ham og til ham. Han er hovedet for menigheden og den førstefødte af de døde. Ved Jesu blod besluttede Gud at forlige alt med sig igen, også kolossenserne, der engang var udelukkede, ’forudsat, naturligvis, at de forbliver i troen’. — 1:13, 23.

7. Hvad forkynder Paulus, og i hvilken hensigt?

⁷ Paulus fryder sig over at udfylde hvad der mangler i Messias’ trængsler til gavn for menigheden, som han er blevet tjener for. Dette gør han for — med henblik på dem — fuldt ud at forkynde Guds ord vedrørende ’den hellige hemmeligheds herlige rigdom, som Gud nu har ønsket at bekendtgøre for sine hellige’. ’Det er Kristus vi forkynder,’ siger Paulus, ’idet vi formaner og underviser i al visdom, for at vi kan fremstille hvert menneske som fuldendt, i samhørighed med Kristus.’ — 1:26-28.

8. Hvorfor kæmper Paulus til gavn for sine brødre?

⁸ Paulus kæmper til gavn for kolossenserne, laodikenserne og andre for at de må blive trøstet og knyttet harmonisk sammen i kærlighed og blive ført til ’nøjagtig kundskab om Guds hellige hemmelighed, nemlig Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens værdier er omhyggeligt skjult’. Han ønsker ikke at se dem ført bag lyset af overtalende argumenter, men at de fortsætter med at vandre i samhørighed med Kristus, idet de er „rodfæstede i ham og opbygges i ham og befæstes i troen“. Paulus lader nu en advarsel lyde. „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering.“ — 2:2, 3, 7, 8.

9. Hvilken tilbedelse advarer Paulus imod, og hvorfor skulle kolossenserne ikke gå ind under Loven?

⁹ Vær døde i forhold til kødets gerninger, men levende for Kristus (2:13–3:17). Skønt de var døde i deres overtrædelser og uomskårne tilstand, har Gud gjort dem levende sammen med Kristus idet han udslettede Lovens håndskrevne dokument, som gik imod jøderne. „Lad derfor ingen dømme jer,“ siger Paulus, angående Loven og dens bestemmelser, som kun er en skygge af virkeligheden, Messias. Og hvis de er døde sammen med Kristus i forhold til verdens elementære ting, hvorfor vil de da gå ind under bestemmelserne: „Tag ikke, smag ikke, rør ikke,“ i overensstemmelse med menneskers bud og lærdomme? En ydre selvvalgt form for tilbedelse, falsk ydmyghed og skånselsløs behandling af legemet — alt dette er uden værdi til bekæmpelse af kødets lyster. — 2:16, 21.

10. Hvordan kan man fortsat søge det der er oventil og iføre sig den nye personlighed?

¹⁰ De skulle hellere følge Paulus’ råd: „Bliv ved med at søge det der er oventil, hvor Messias har sæde ved Guds højre hånd. Hold jeres sind rettet mod det der er oventil, ikke mod det der er på jorden.“ Det kan de gøre ved at afføre sig den gamle personlighed og iføre sig den nye personlighed som på grund af den nøjagtige kundskab ikke laver nogen kødelig adskillelse mellem jøde og græker; for „Kristus er alt og i alle“. Det betyder at de „som Guds udvalgte“ må iføre sig inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Som apostelen siger: „Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ Både i ord og gerning skal alt gøres ’i Herren Jesu navn, idet de takker Gud, Faderen, gennem ham’. — 3:1, 2, 11-14, 17.

11. (a) Hvilke råd gives om familieforhold og forholdet mellem herrer og trælle? (b) Hvilke hilsener overbringes til slut?

¹¹ Forhold til andre (3:18–4:18). Med hensyn til familieforhold, da skal hustruer underordne sig deres mænd, og mænd skal elske deres hustruer, børn skal adlyde deres forældre og fædre må ikke opirre deres børn. Trælle skal være lydige mod deres herrer med frygt for Jehova, og herrer skal dele retfærdigt ud til deres trælle. Alle skal være vedholdende i bønnen og blive ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor. Tykikus og  Onesimus vil personligt fortælle dem om det der angår Paulus og hans medarbejdere for Guds rige. De sender hilsener til Kolossæ, og Paulus hilser også brødrene i Laodikea og beder dem udveksle de breve han sender. Paulus skriver til slut en hilsen med sin egen hånd: „Husk fortsat på mine lænker. Måtte den ufortjente godhed være med jer.“ — 4:18.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

12. Hvilke styrkende sandheder indeholdt Paulus’ brev til kolossenserne, og hvordan gavnede det menigheden?

¹² Vi kan forestille os hvor hurtigt nyheden om de to brødres ankomst fra Rom bredte sig blandt brødrene i Kolossæ. I spændt forventning ville de samles, muligvis i Filemons hus, for at høre oplæsningen af Paulus’ brev. (Filem. 2) Hvor var det nogle styrkende sandheder det indeholdt om Kristi stilling og om behovet for nøjagtig kundskab! Menneskelig filosofi og jødiske traditioner blev sat på plads og Kristi ord og fred ophøjet! Her var føde for sind og hjerte til alle i menigheden — tilsynsmænd, ægtemænd, hustruer, fædre, børn, herrer og trælle. Der var gode råd til Filemon og Onesimus når de nu igen trådte ind i deres vante forhold som herre og træl. Her var god vejledning til tilsynsmændene, så de kunne føre hjorden tilbage til den rette lære. Paulus’ ord gav brødrene større værdsættelse af den forret det er at arbejde med hele sin sjæl som for Jehova. Og den opbyggende vejledning til kolossenserne om at frigøre sig fra verdens trælbindende tanker og skikke er stadig aktuel for menigheden i vor tid. — Kol. 1:9-11, 17, 18; 2:8; 3:15, 16, 18-25; 4:1.

13. Hvilke formaninger giver Paulus om vindende tale, bøn og kristent samvær?

¹³ I Kolossenserbrevet 4:6 fremsættes et udmærket råd til de kristne ordets tjenere: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ Vindende sandhedsord vil tiltale retsindige mennesker og virke til deres varige gavn. Ligeledes vil den kristnes årvågne bøn, når den kommer fra et taknemmeligt hjerte, bringe rige velsignelser fra Jehova: „Vær vedholdende i bønnen, idet I holder jer vågne i den med taksigelse.“ Og der er stor glæde, styrke og opbyggelse at hente i det kristne samvær! „Bliv ved med at undervise og formane hinanden,“ siger Paulus, „idet I synger i jeres hjerter for Jehova.“ (4:2; 3:16) Vi vil finde mange andre perler i form af sund, praktisk vejledning når vi undersøger Kolossenserbrevet.

14. (a) Hvilken virkelighed fremhæves i Kolossenserbrevet? (b) Hvordan bliver håbet om Riget understreget?

¹⁴ Om overholdelse af Lovens bestemmelser siges der i brevet: „Disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til.“ (2:17) Det er denne virkelighed, Messias, der fremhæves i Kolossenserbrevet. Brevet omtaler hyppigt det herlige himmelske håb der er forbeholdt dem der er i samhørighed med Kristus. (1:5, 27; 3:4) De kan være meget taknemmelige for at Faderen allerede har udfriet dem fra mørkets myndighed og overført dem til „sin elskede søns rige“. Derved er de blevet underlagt ham der er „den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte, for ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er troner eller herredømmer eller regeringer eller myndigheder“. Han er i allerhøjeste grad egnet til at herske med retfærdighed i Guds rige. Derfor formaner Paulus de salvede kristne: „Når I altså er blevet oprejst sammen med Messias, så bliv ved med at søge det der er oventil, hvor Messias har sæde ved Guds højre hånd.“ — 1:12-16; 3:1.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]