Bibelens 52. bog — Første Thessalonikerbrev

Skribent: Paulus

Skrevet i: Korinth

Fuldført: ca. 50 e.v.t.

1. (a) Hvordan gik det til at Første Thessalonikerbrev blev skrevet? (b) Hvornår blev det skrevet, og hvilken udmærkelse nyder brevet således?

 DET var omkring år 50 at apostelen Paulus under sin anden missionsrejse besøgte den makedoniske by Thessalonika og dér grundlagde en kristen menighed. Mindre end et år efter, mens Paulus var i Korinth ledsaget af Silvanus (kaldet Silas i Apostelgerninger) og Timoteus, blev han tilskyndet til at skrive sit første brev til thessalonikerne for at trøste dem og opbygge dem i troen. Det var sandsynligvis i slutningen af år 50. Øjensynlig nyder dette brev den udmærkelse at være det første af Paulus’ skrifter der blev indlemmet i den bibelske kanon, og, med Mattæusevangeliet som en mulig undtagelse, den første bog i De Kristne Græske Skrifter der blev nedskrevet.

2. Hvilke vidnesbyrd er der om brevets skribent og om dets ægthed?

² Der er overvældende vidnesbyrd om at brevet er ægte og uforfalsket. Paulus identificerer sig ved navn som den der har skrevet det, og brevet er i harmoni med resten af det inspirerede ord. (1 Thess. 1:1; 2:18) Brevet nævnes ved navn i mange af de tidligste fortegnelser over de inspirerede skrifter, for eksempel Det Muratoriske Fragment. a Mange af de første kirkelige forfattere enten citerer eller hentyder til Første Thessalonikerbrev, deriblandt Irenæus (fra det andet århundrede), som nævner det ved navn. Chester Beatty Papyrus II (P⁴⁶) fra omkring år 200 indeholder Første Thessalonikerbrev, og en anden papyrus fra det tredje århundrede (P³⁰), nu i Gent i Belgien, har brudstykker af både Første og Andet Thessalonikerbrev. b

3, 4. Hvad blev følgen af Paulus’ oprindelige fremgang i tjenesten i Thessalonika?

³ Et blik på den thessaloniske menigheds korte historie forud for dette brevs affattelse vil give os baggrunden for Paulus’ dybe omsorg for brødrene i denne by. Lige fra begyndelsen var menigheden udsat for alvorlig forfølgelse og modstand. I Apostelgerninger, kapitel 17, omtaler Lukas Paulus’ og Silas’ ankomst til Thessalonika, „hvor der var en jødisk synagoge“. På tre sabbatter forkyndte Paulus for dem og ræsonnerede med dem ud fra Skrifterne, og noget tyder på at han blev der endnu længere, for han havde tid nok til at komme i gang med sit håndværk og frem for alt til at grundlægge og organisere en menighed. — Apg. 17:1; 1 Thess. 2:9; 1:6, 7.

⁴ Beretningen i Apostelgerninger 17:4-7 giver en malende beskrivelse af virkningen af apostelens forkyndelse i Thessalonika. Jøderne, der blev skinsyge over den fremgang Paulus’ kristne tjeneste havde, lavede et opløb og bragte byen i oprør. De angreb Jasons hus og slæbte ham og andre brødre hen til byens ledere idet de råbte: „Disse mænd som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her, og Jason har modtaget dem som gæster. Og alle disse handler i modstrid med kejserens bestemmelser, idet de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.“ Jason og de andre blev tvunget til at stille kaution før de blev løsladt. Af hensyn til brødrene i menigheden og for deres egen personlige sikkerheds skyld blev Paulus og Silas om natten sendt til Berøa. Men menigheden i Thessalonika var nu oprettet.

5. Hvordan viste Paulus sin omsorg og kærlige interesse for menigheden i Thessalonika?

⁵ Jøderne forfulgte Paulus helt til Berøa og truede med at standse hans forkyndelse der. Så tog han til Athen. Han længtes stadig efter at vide hvordan det gik hans brødre i Thessalonika under trængslerne. To gange havde han prøvet på at vende tilbage til dem, men hver gang havde Satan hindret ham. (1 Thess. 2:17, 18) Fuld af omsorg for brødrene i den unge menighed og i smertelig bevidsthed om den trængsel de gennemgik, sendte Paulus Timoteus tilbage til Thessalonika for at trøste brødrene og styrke dem i troen. Da Timoteus vendte tilbage med sin opmuntrende rapport, var Paulus overmåde glad for meddelelsen om at de modigt havde holdt stand og bevaret deres uangribelighed under voldsom forfølgelse. Rygtet om dem havde bredt sig, og de var nu blevet et eksempel for de troende overalt i Makedonien og Achaia.  (1:6-8; 3:1-7) Paulus var Jehova Gud taknemmelig for deres trofaste udholdenhed, men han erkendte også at de, efterhånden som de fortsat voksede til modenhed, ville få behov for yderligere vejledning og råd. Derfor skrev Paulus, mens han var i Korinth sammen med Timoteus og Silvanus, sit første brev til thessalonikerne.

BREVETS INDHOLD

6. Hvad roser Paulus thessalonikerne for?

⁶ Thessalonikerne et eksempel for andre troende (1:1-10). Paulus indleder sit brev til thessalonikerne med varmt at rose dem for deres trofaste arbejde, kærlige slid og udholdenhed i håbet. Den gode nyhed var ikke blevet forkyndt for dem med ord alene, men også ’med kraft og fuld og fast forvisning’. Idet de efterlignede det eksempel der var givet dem havde de taget imod ordet „med hellig ånds glæde“ og var selv blevet et eksempel for alle de troende i Makedonien og i Achaia, ja, endnu længere borte. De havde fuldstændig vendt sig fra deres afguder „for at trælle for en levende og sand Gud og vente på hans søn fra himlene“. — 1:5, 6, 9, 10.

7. Hvilken indstilling havde Paulus og hans ledsagere vist mens de var blandt thessalonikerne, og hvad havde de tilskyndet dem til at gøre?

⁷ Paulus’ kærlige omsorg for thessalonikerne (2:1–3:13). Efter at Paulus og hans ledsagere var blevet forsmædeligt behandlet i Filippi tog de mod til sig til at forkynde for thessalonikerne. Det gjorde de ikke for at behage mennesker, for at smigre eller for at søge ære fra mennesker. Tværtimod, som Paulus siger: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (2:7, 8) Som en fader tilskynder sine børn fortsatte de med at tilskynde thessalonikerne til stadig at vandre Gud værdigt, han som kaldte dem til sit rige og sin herlighed.

8. Hvordan er thessalonikerne blevet en kilde til glæde for Paulus, og hvad beder han om til gavn for dem?

⁸ Paulus roser dem fordi de så villigt har taget imod den gode nyhed som det den er, „Guds ord“. Med hensyn til at blive forfulgt af deres egne landsmænd står de ikke alene, for de første troende i Judæa blev også forfulgt af jøderne. Paulus, der var bekymret for hvordan det gik dem, havde ved to lejligheder ønsket at besøge dem personligt, men var blevet hindret af Satan. For Paulus og hans medarbejdere er thessalonikerne deres jubels krone, deres „herlighed og glæde“. (2:13, 20) Da Paulus brændte efter at høre nyt om dem, sendte han Timoteus til Thessalonika for at styrke dem i troen og trøste dem. Nu er Timoteus lige vendt tilbage med den gode nyhed om deres åndelige fremgang og deres kærlighed, og dette har trøstet og glædet apostelen. Paulus takker Gud og beder om at Herren må lade dem vokse, ja, strømme over i kærlighed til hinanden, og at deres hjerter må være „udadlelige i hellighed“ over for Gud, Faderen, ved Herren Jesu nærværelse. — 3:13.

9. Hvad tilskynder Paulus thessalonikerne til vedrørende helliggørelse og indbyrdes kærlighed?

⁹ Om at tjene i hellighed og ære (4:1-12). Paulus roser thessalonikerne fordi de vandrer således at det behager Gud, og tilskynder dem til at fortsætte med at gøre det i endnu rigere mål. Enhver bør vide „hvordan han får herredømme over sit eget kar i hellighed og ære, ikke i begærlig seksuel lidenskab“. I denne henseende bør ingen krænke sin broders ret. For Gud ’kaldte dem ikke med indrømmelse til urenhed, men i forbindelse med helliggørelse. Derfor, den der lader hånt om dette, lader ikke hånt om et menneske men om Gud’. (4:4, 5, 7, 8) Paulus roser thessalonikerne fordi de viser hinanden kærlighed og tilskynder dem til at blive ved med at gøre det i endnu rigere mål, idet de sætter sig som mål at leve stille og passe deres egne sager samt arbejde med deres hænder. De skal vandre anstændigt „over for dem udenfor“. — 4:12.

10. Hvilken indstilling skal brødrene have med hensyn til dem der er sovet ind i døden?

¹⁰ Opstandelseshåbet (4:13-18). Med hensyn til dem som sover i døden, skal brødrene ikke sørge ligesom de der ikke har noget håb. Som de tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også ved Jesus oprejse andre som er sovet ind i døden. Herren vil ved sin nærværelse stige ned fra himmelen med et kommandoråb, „og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først“. Senere skal de som bliver tilbage „rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften“, og så skal de altid være sammen med Herren. — 4:16, 17.

11. Hvorfor skal thessalonikerne holde sig vågne, og hvad bør de fortsat gøre?

¹¹ Om at være vågne mens Jehovas dag nærmer sig (5:1-28). „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten.“ Når folk siger: „Fred og sikkerhed!“ vil pludselig undergang komme over dem. Måtte thessalonikerne derfor holde sig vågne som „lysets sønner og dagens sønner“, mens de er ædru og har „troens og kærlighedens brystharnisk på og som hjelm frelseshåbet“. (5:2, 3, 5, 8) De skal blive ved med at trøste og opbygge hinanden. Alle bør i kærlighed vise dem som slider i det og præsiderer iblandt dem „en ganske særlig opmærksomhed“. På den anden side skal de der fører et uordentligt  liv formanes og de svage opbygges, og der skal vises langmodighed mod alle. „Jag altid efter det der er godt for jer indbyrdes og for alle andre,“ skriver Paulus. — 5:13, 15.

12. Hvilke betydningsfulde anliggender giver Paulus råd om til sidst, og hvordan slutter han sit brev til thessalonikerne?

¹² Til sidst giver Paulus thessalonikerne flere vigtige formaninger: ’Glæd jer altid. Bed uophørligt, og sig tak for alt. Bevar ånden. Vis respekt for profetiske udtalelser. Forvis jer om alt og hold fast ved det gode. Afhold jer fra enhver form for ondskab.’ (5:16-22) Så beder han om at fredens Gud må hellige dem helt og fuldt, og at de må forblive udadlelige på ånd, sjæl og legeme ved Herren Jesu Kristi nærværelse. Han slutter brevet med varme, opmuntrende ord og en højtidelig instruktion om at det skal læses op for alle brødrene.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

13. I hvilken henseende satte Paulus og hans ledsagere et godt eksempel, og hvilken virkning har det på menigheden at der villigt gives udtryk for kærlighed?

¹³ I dette brev udtrykker Paulus kærlig omsorg for sine brødre. Han og hans medtjenere havde sat et godt eksempel med hensyn til at vise inderlig hengivenhed, idet de ikke blot havde bragt Guds gode nyhed til Thessalonika men endog havde givet deres egne sjæle til gavn for deres elskede brødre dér. Måtte alle tilsynsmænd stræbe efter at smede et sådant kærlighedsbånd mellem sig selv og deres menigheder! Et sådant udtryk for kærlighed vil tilskynde alle til at vise hinanden kærlighed, som Paulus sagde: „Og måtte Herren forårsage at I vokser, ja strømmer over, i kærlighed til hinanden og til alle, ligesom også vi til jer.“ Det virker meget opbyggende når alle blandt Guds folk villigt giver udtryk for kærlighed. Det gør hjerterne „stærke, udadlelige i hellighed over for vor Gud og Fader ved vor Herres Jesu nærværelse med alle sine hellige“. Det adskiller de kristne fra en fordærvet og umoralsk verden, så de kan vandre i hellighed og helliggørelse og således behage Gud. — 3:12, 13; 2:8; 4:1-8.

14. På hvilken måde er Første Thessalonikerbrev et udmærket eksempel på taktfuld, kærlig vejledning?

¹⁴ Dette brev er et udmærket mønster for hvordan taktfuld og kærlig vejledning gives i den kristne menighed. Selv om brødrene i Thessalonika var nidkære og trofaste, var der visse punkter der skulle rettes. Imidlertid roser Paulus dem i hvert enkelt tilfælde for deres gode egenskaber. Da han for eksempel advarer mod moralsk urenhed roser han dem først fordi de vandrer sådan at de behager Gud, og derefter anmoder han dem indtrængende om at gøre det „i endnu rigere mål“, idet enhver bevarer sit eget kar i hellighed og ære. Efter at have rost dem for deres broderkærlighed tilskynder han dem til at fortsætte på denne vej og gøre det „i endnu rigere mål“, passe deres egne sager og vandre anstændigt over for dem udenfor. Taktfuldt leder Paulus sine brødre til at ’jage efter det der er godt for dem indbyrdes og for alle andre’. — 4:1-7, 9-12; 5:15.

15. Hvad viser at Paulus nidkært forkyndte håbet om Riget mens han var i Thessalonika, og hvilket godt råd gav han i denne forbindelse?

¹⁵ Ved fire lejligheder nævner Paulus Jesu Kristi „nærværelse“. De nyligt omvendte kristne i Thessalonika var åbenbart meget interesserede i denne lære. Da Paulus var i deres by havde han uden tvivl frimodigt forkyndt om Guds rige ved Kristus, hvilket fremgår af den anklage der blev rejst imod ham og hans medarbejdere: „Alle disse handler i modstrid med kejserens bestemmelser, idet de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.“ (Apg. 17:7; 1 Thess. 2:19; 3:13; 4:15; 5:23) Brødrene i Thessalonika havde sat deres håb til Riget, og da de havde tro på Gud, ventede de „på hans søn fra himlene, hvem han oprejste fra de døde, nemlig Jesus“, der ville udfri dem fra den kommende vrede. Ligeledes må alle der i vor tid håber på Guds rige give agt på det gode råd i Første Thessalonikerbrev om at strømme over i kærlighed, med stærke og udadlelige hjerter, så at de stadig kan ’vandre Gud værdigt, han som kalder dem til sit rige og sin herlighed’. — 1 Thess. 1:8, 10; 3:12, 13; 2:12.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]