Bibelens 54. bog — Første Timoteusbrev

Skribent: Paulus

Skrevet i: Makedonien

Fuldført: ca. 61-64 e.v.t.

1, 2. (a) Hvilken forskel er der i beskrivelsen af Paulus’ fængselsophold i Apostelgerninger og i Andet Timoteusbrev? (b) Hvornår lader det til at Første Timoteusbrev er skrevet, og hvad får os til at mene det?

 LUKAS’ beretning om Paulus’ liv i Apostelgerninger slutter med at Paulus er i Rom og venter på resultatet af sin appel til kejseren. Der berettes om Paulus at han boede i sit eget lejede hus og forkyndte om Guds rige til alle der kom til ham, og at han gjorde det „med den største frimodighed, uden at blive hindret“. (Apg. 28:30, 31) Men i sit andet brev til Timoteus skriver Paulus: „Jeg [lider] ondt, er endda i lænker som en forbryder“, og han taler om sin død som nært forestående. (2 Tim. 2:9; 4:6-8) Hvilken forandring! I det første tilfælde blev han behandlet som en agtværdig fange, i det andet tilfælde som en dødsdømt forbryder. Hvad var der sket i mellemtiden, fra Lukas’ kommentar om Paulus’ forhold i år 61, ved slutningen af de to år i Rom, og Paulus’ egne ord til Timoteus i et brev der synes at være skrevet kort før hans død?

² Vanskeligheden ved at få Paulus’ breve til Timoteus og Titus til at passe ind i den periode der omspændes af Apostelgerninger har fået nogle bibelkommentatorer til at drage den slutning at Paulus’ appel til kejseren fik et lykkeligt udfald og at han blev løsladt omkring år 61. I The New Westminster Dictionary of the Bible siges der: „Det afsluttende vers i Apostelgerninger stemmer bedre med denne opfattelse [at Paulus blev løsladt efter to års fangenskab] end med den antagelse at det omtalte fangenskab endte med at apostelen blev dømt og henrettet. Lukas understreger den omstændighed at ingen lagde hindringer i vejen for hans arbejde, og giver således klart indtryk af at afslutningen på hans virksomhed ikke var nær.“ a Paulus’ første brev til Timoteus hører følgelig til i perioden fra han blev løsladt efter sit første fængselsophold og til han igen blev fængslet i Rom, det vil sige omkring år 61-64.

3, 4. (a) Hvad gjorde Paulus øjensynlig da han blev løsladt fra fængselet? (b) Hvorfra skrev han Første Timoteusbrev?

³ Da Paulus blev løsladt fra fængselet, genoptog han øjensynlig sin missionærvirksomhed sammen med Timoteus og Titus. Det vides ikke med sikkerhed om Paulus nogen sinde nåede til Spanien, som nogle antager. Clemens fra Rom skrev (ca. år 95) at Paulus „kom til Vestens grænse“. Dette kan have omfattet Spanien. b

⁴ Hvorfra skrev Paulus sit første brev til Timoteus? Første Timoteusbrev 1:3 viser at Paulus ordnede det sådan at Timoteus skulle tage sig af visse menighedsanliggender i Efesus mens han selv rejste videre til Makedonien. Det ser ud til at det var herfra han skrev brevet til Timoteus, der var blevet i Efesus.

5. Hvilke vidnesbyrd foreligger om ægtheden af brevene til Timoteus?

⁵ De to breve til Timoteus er lige fra de tidligste tider blevet anerkendt som skrevet af Paulus og som en del af de inspirerede skrifter. De tidlige kristne skribenter, deriblandt Polykarp, Ignatius og Clemens fra Rom, er alle enige om dette, og brevene er indlemmet i de første århundreders fortegnelser som Paulus’ skrifter. En autoritet skriver: „Der er kun få nytestamentlige skrifter der er kraftigere bevidnet . . . Indvendinger mod ægtheden må derfor betragtes som nymodens påfund der er i strid med oldkirkens stærke vidnesbyrd.“ c

6. (a) Af hvilke grunde skrev Paulus Første Timoteusbrev? (b) Hvilken oplæring havde Timoteus fået, og hvad viser at han var en moden kristen der havde udført et godt arbejde?

⁶ Paulus skrev dette første brev til Timoteus for at klargøre visse organisationsmæssige fremgangsmåder i menigheden. Det var også nødvendigt for ham at advare Timoteus om at være på vagt over for falsk lære og at pålægge ham at styrke brødrene til at modstå denne ’falske kundskab’. (1 Tim. 6:20) Handelsbyen Efesus ville også friste til materialisme og „kærligheden til penge“, så der var grund til at give nogle råd om dette. (6:10) Timoteus havde fået en god opdragelse og oplæring der gjorde ham egnet til dette arbejde. Han var søn af en græsk fader og en gudfrygtig jødisk moder. Man ved ikke præcis hvornår Timoteus  første gang kom i berøring med kristendommen. Da Paulus besøgte Lystra på sin anden missionsrejse, sandsynligvis sidst i år 49 eller i begyndelsen af år 50, fandt han at Timoteus (der måske var omkring 20 år) allerede „havde et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“. Paulus sørgede derfor for at Timoteus kom til at rejse sammen med Silas og ham selv. (Apg. 16:1-3) Timoteus nævnes ved navn i elleve af Paulus’ fjorten breve samt i Apostelgerninger. Paulus nærede altid en faderlig interesse for ham og tildelte ham ved adskillige lejligheder den opgave at besøge og betjene forskellige menigheder — et vidnesbyrd om at Timoteus havde udført et godt arbejde som missionær og var kvalificeret til at påtage sig et stort ansvar. — 1 Tim. 1:2; 5:23; 1 Thess. 3:2; Fil. 2:19.

BREVETS INDHOLD

7. Hvorfor tilskynder Paulus Timoteus til at blive i Efesus?

⁷ Formaning til at bevare troen og en god samvittighed (1:1-20). Efter at have hilst Timoteus som „et ægte barn i troen“ opmuntrer Paulus ham til at blive i Efesus. Han skal irettesætte dem der fører „en anden lære“ og er årsag til unyttige spørgsmål i stedet for til den rette forvaltning af troen. Paulus siger at endemålet med denne befaling er „kærlighed ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri“, og tilføjer: „Ved at afvige fra dette er nogle blevet vendt bort til tom tale.“ — 1:2, 3, 5, 6.

8. Hvad understreges ved at der blev vist Paulus barmhjertighed, og hvilken krig opmuntrer han Timoteus til at føre?

⁸ Skønt Paulus tidligere havde været en gudsbespotter og forfølger, var Herrens ufortjente godhed ikke desto mindre „ovenud rigelig sammen med den tro og kærlighed som er forbundet med Kristus Jesus“, så der blev vist ham barmhjertighed. Han havde været den førende blandt syndere, og derfor blev han et eksempel på Kristi Jesu langmodighed, han der „kom til verden for at frelse syndere“. Evighedens Konge er værdig til at modtage ære og herlighed for evigt! Paulus pålægger Timoteus at føre den gode krig idet han „bevarer troen og en god samvittighed“. Han må ikke være ligesom dem der har „lidt skibbrud med hensyn til troen“, som for eksempel Hymenæus og Alexander, som Paulus har tugtet på grund af gudsbespottelse. — 1:14, 15, 19.

9. (a) Hvem skal der bedes for, og hvorfor? (b) Hvad siges der om kvinderne i menigheden?

⁹ Råd om tilbedelsen i menigheden og menighedsorganisationen (2:1–6:2). Der skal bedes for alle slags mennesker, også dem som er i høje stillinger, for at de kristne kan leve fredeligt og med gudhengivenhed. Det er Guds, Frelserens, vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden. For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“. (2:4-6) Paulus blev indsat som apostel og lærer i disse ting. Derfor opfordrer han mændene til at bede i loyalitet og kvinderne til at klæde sig fordringsløst og fornuftigt, som det sømmer sig for dem der har gudsfrygt. En kvinde skal lade sig belære i stilhed og ikke udøve myndighed over en mand, „for Adam blev formet først, derpå Eva“. — 2:13.

10. Hvilke krav stilles der til tilsynsmænd og menighedstjenere, og hvorfor skriver Paulus dette?

¹⁰ Den mand der tragter efter et tilsynshverv, ønsker en smuk gerning. Paulus opregner derefter de krav der stilles til tilsynsmænd og menighedstjenere. En tilsynsmand skal være „ulastelig, én kvindes mand, mådeholden i vaner, sund i sindet, ordentlig, gæstfri, egnet til at undervise, ikke en fordrukken spektakelmager, ikke en som bruger vold, men rimelig, ikke krigerisk, ikke pengekær, en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig; . . . ikke en nyomvendt . . . Desuden bør han også have et godt vidnesbyrd fra udenforstående.“ (3:2-7) Der stilles tilsvarende krav til menighedstjenere, og brødrene bør prøves om de er egnede, før de kommer til at virke som tjenere. Paulus skriver disse ting for at Timoteus kan vide hvordan han bør færdes i Guds menighed, der er „sandhedens søjle og støtte“. — 3:15.

11. (a) Hvilke problemer vil der opstå senere hen? (b) Hvad bør Timoteus give agt på, og hvorfor?

¹¹ I senere tider vil nogle falde fra troen på grund af dæmoners lærdomme. Hykleriske mennesker som taler løgn vil forbyde ægteskab og befale at man afholder sig fra fødevarer som Gud har skabt til at nydes med taksigelse. Som en god tjener skal Timoteus afvise de usande historier som „gamle kvinder fortæller“. Han skal derimod opøve sig selv med gudhengivenhed som mål. „For med dette for øje slider vi i det og kæmper energisk,“ siger Paulus, „fordi vi har sat vort håb til en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste.“ Derfor skal Timoteus blive ved med at give disse befalinger og lære andre dem. Han skal ikke lade nogen se ned på hans ungdom, men derimod blive et eksempel i adfærd og gudfrygtig tjeneste. Han skal fordybe sig i dette og bestandig give agt på sig selv og sin undervisning, for hvis han bliver ved med disse ting vil han ’frelse både sig selv og dem der hører på ham’. — 4:7, 10, 16.

12. Hvilke råd gives der om hvordan man skal forholde sig over for enker og andre i menigheden?

¹² Paulus giver Timoteus råd om hvordan han skal behandle enkeltpersoner: ældre mænd som fædre, yngre mænd som brødre, ældre kvinder som mødre, yngre kvinder som søstre. Der skal  drages passende omsorg for dem der virkelig er enker. Imidlertid bør enkens familie sørge for hende hvis det er muligt. At svigte i denne henseende ville være at fornægte troen. Når en enke er mindst 60 år gammel kan hun sættes på listen hvis hun har „et godt omdømme for gode gerninger“. (5:10) Derimod skal yngre enker, der lader sig beherske af deres seksuelle lidenskaber, afvises. I stedet for at løbe omkring og sladre bør de gifte sig og føde børn, så de ikke giver modstanderen anledning til at håne.

13. Hvilket hensyn bør man vise de ældste, hvordan skal de der øver synd behandles, og hvilket ansvar påhviler trællene?

¹³ De ældste som præsiderer på en god måde bør anses for værdige til dobbelt ære, „især dem som slider i det med tale og undervisning“. (5:17) Man skal ikke godtage en anklage mod en ældste uden på to eller tre vidners udsagn. De der øver synd skal retledes for alles øjne, men der må ikke være nogen forhåndsdom eller en ensidig holdning i disse anliggender. Trælle skal respektere deres herrer og udføre en god tjeneste, især hvis deres herrer er brødre, der jo er „troende og elskede“. — 6:2.

14. Hvad har Paulus at sige om stolthed og kærlighed til penge i forbindelse med „gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har“?

¹⁴ Om „gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har“ (6:3-21). Den der ikke går ind for sunde ord er opblæst og syg i sindet med hensyn til diskussioner, og det fører til voldsomme kævlerier. „Gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har“ er derimod et middel til stor vinding. Man bør være tilfreds med føde og klæder. Ønsket om at være rig er en snare der fører til ødelæggelse, og kærligheden til penge er „en rod til alt muligt skadeligt“. Paulus opfordrer indtrængende Timoteus, som er et Guds menneske, til at flygte fra disse ting, jage efter de kristne dyder, kæmpe troens gode kamp og „få et fast greb om det evige liv“. (6:6, 10, 12) Han skal holde budet „på en uplettet og ulastelig måde“ indtil Herren Jesu Kristi tydelige fremtræden. De der er rige skal „sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud“, så de kan få et fast greb om det virkelige liv. Til slut opmuntrer Paulus Timoteus til at vogte den lære der er blevet ham betroet og vende sig bort fra vanhellig snak og „modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“. — 6:14, 17, 20.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

15. Hvilken advarsel gives imod spekulationer og diskussioner?

¹⁵ Dette brev indeholder en kraftig advarsel til dem der giver sig af med tomme spekulationer og filosofiske diskussioner. „Skænderier om ord“ er forbundet med stolthed og skal undgås, for Paulus fortæller os at de hindrer kristen vækst, og „snarere fremkalder spørgsmål til granskning end bidrager til at det der hører Gud til forvaltes i tro“. (1 Tim. 6:3-6; 1:4) Sammen med kødets gerninger er disse kævlerier „i modstrid med den sunde lære efter den lykkelige Guds herlige gode nyhed“. — 1:10, 11.

16. Hvilken vejledning giver Paulus om materialisme?

¹⁶ De kristne i det pengekære Efesus havde øjensynlig brug for vejledning om at bekæmpe materialismen og det den fører med sig. Paulus gav denne vejledning. Verden har frit citeret hans udtalelse: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt,“ men kun få giver agt på dette råd. Sande kristne, derimod, må give agt på dette råd til enhver tid. Det betyder liv for dem. De må flygte fra materialismens snare og sætte deres håb, „ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem“. — 6:6-12, 17-19.

17. Hvilket råd til Timoteus vil alle nidkære unge ordets tjenere i dag have gavn af at følge?

¹⁷ Paulus’ brev viser at Timoteus selv var en eksemplarisk ung kristen. Skønt han var forholdsvis ung af år, var han moden med hensyn til åndelig vækst. Han havde stræbt efter at kunne bruges som tilsynsmand, og blev rigt velsignet med mange forrettigheder. Men ligesom alle nidkære unge ordets tjenere i dag måtte han fortsat grunde over disse ting og fordybe sig i dem, så han stadig kunne gøre fremskridt. Paulus giver et godt råd til alle der ønsker at opnå glæden ved stadig at gøre fremskridt som kristne: „Giv bestandig agt på dig selv og din undervisning. Bliv ved med disse ting, for ved at gøre dette vil du frelse både dig selv og dem der hører på dig.“ — 4:15, 16.

18. Hvilken ordning i menigheden gør Paulus klart rede for, og hvordan benytter han De Hebraiske Skrifter som autoritet?

¹⁸ Dette inspirerede brev får os til at værdsætte Guds ordning. Det viser hvordan både mænd og kvinder kan gøre deres til at bevare den teokratiske enhed i menigheden. (2:8-15) Derefter går brevet over til at behandle de krav der stilles til tilsynsmænd og menighedstjenere. Således viser den hellige ånd hvilke krav der skal opfyldes af dem der tjener på særlige poster. Brevet opmuntrer også alle indviede ordets tjenere til at opfylde disse krav når det siger: „Hvis nogen tragter efter et tilsynshverv, er det en smuk gerning han ønsker.“ (3:1-13) Det vises hvordan tilsynsmanden bør forholde sig over for de forskellige aldersklasser og køn i menigheden, og ligeledes at der skal føres vidner i forbindelse med anklager. Da Paulus understreger at de ældste som slider i det med tale og undervisning er værdige til dobbelt ære, bruger han to gange De Hebraiske Skrifter som autoritet: „For skriftstedet siger: ’Du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker,’ og: ’Den der  arbejder er sin løn værd.’“ — 1 Tim. 5:1-3, 9, 10, 19-21, 17, 18; 5 Mos. 25:4; 3 Mos. 19:13.

19. Hvordan bringes håbet om Riget på bane, og hvilken tilskyndelse gives på dette grundlag?

¹⁹ Efter at Paulus har givet alle disse gode råd tilføjer han at budet skal overholdes på en uplettet og ulastelig måde ’indtil vor Herres Jesu Kristi tydelige fremtræden som Kongen over dem der hersker som konger, og Herren over dem der hersker som herrer’. På grundlag af dette håb om Riget slutter brevet med en magtfuld tilskyndelse til kristne til „at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, så de kan få et fast greb om det virkelige liv“. (1 Tim. 6:14, 15, 18, 19) Det er en yderst gavnlig vejledning der gives i Første Timoteusbrev!

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]