Bibelens 56. bog — Brevet til Titus

Skribent: Paulus

Skrevet i: Makedonien (?)

Fuldført: ca. 61-64 e.v.t.

1. (a) Hvilken opgave havde Titus fået betroet? (b) I hvilke omgivelser var menighederne på Kreta blevet til, og hvad var det nødvendigt for de kristne på Kreta at gøre?

 „PAULUS, en Guds træl og en Jesu Kristi apostel . . . til Titus, et ægte barn ifølge en fælles tro.“ (Tit. 1:1, 4) Sådan begynder Paulus’ brev til hans medarbejder og mangeårige ven Titus, som han havde ladet blive tilbage på Kreta for at organisere menighederne bedre. Titus havde fået en stor opgave. Fra denne ø, der efter sigende i gammel tid var bolig for „gudernes og menneskenes fader“, stammede mundheldet „at være mere kreter end kreterne“, der svarer til udtrykket „at overliste en gavtyv“. a Befolkningens løgnagtighed var så kendt at Paulus endog kunne citere en af øens egne profeter, som havde sagt: „Kretere er altid løgnere, farlige vilddyr, lediggængere og frådsere.“ (1:12) Kreterne på Paulus’ tid er også blevet beskrevet således: „Folkets karakter var upålidelig, hyklerisk og stridbar; de var grådige, tøjlesløse, løgnagtige og fordrukne i usædvanlig grad; og de jøder der havde bosat sig iblandt dem synes at have overgået de indfødte i umoralitet.“ b Det var i netop sådanne omgivelser at menighederne på Kreta var blevet dannet, og derfor var det særlig nødvendigt for de troende „at sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og . . . leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent“, som Paulus tilskyndede dem til. — 2:12.

2, 3. (a) Hvilken forbindelse havde Titus med Paulus? (b) Hvorfra skrev Paulus sandsynligvis til Titus, og hvad var formålet?

 ² Brevet til Titus giver i sig selv kun meget få oplysninger om Paulus’ og Titus’ indbyrdes forbindelse. Fra de steder hvor Titus omtales i Paulus’ andre breve kan der imidlertid samles mange oplysninger. Titus, der var græker, ledsagede ofte Paulus, og ved mindst én lejlighed rejste han til Jerusalem sammen med ham. (Gal. 2:1-5) Paulus omtaler ham som „parthaver med mig og en medarbejder“. Det var Titus som Paulus havde sendt til Korinth efter at han havde skrevet sit første brev til korintherne fra Efesus. Mens Titus var i Korinth deltog han i den indsamling der blev foretaget til gavn for brødrene i Jerusalem, og senere rejste han efter Paulus’ anvisning tilbage til Korinth for at fuldføre indsamlingen. Det var på tilbagerejsen til Korinth, efter mødet med Paulus i Makedonien, at Titus medbragte det andet brev fra Paulus til korintherne. — 2 Kor. 8:16-24; 2:13; 7:5-7.

³ Efter at Paulus var blevet løsladt fra sit første fængselsophold i Rom, blev han igen forenet med Timoteus og Titus og tjente sammen med dem i sine sidste år. Det ser ud til at de blandt andet tjente på Kreta, i Grækenland og i Makedonien. Det siges at Paulus til sidst tog til Nikopolis i det nordvestlige Grækenland, hvor han øjensynlig blev arresteret og ført til Rom til sit sidste fængselsophold og sin henrettelse. Det var under besøget på Kreta at Paulus havde efterladt Titus dér for at han kunne „rette de ting der var mangler ved, og indsætte ældste i by efter by“ i overensstemmelse med Paulus’ instruktioner. Det ser ud til at Paulus’ brev er skrevet kort efter at han havde efterladt Titus på Kreta, højst sandsynligt i Makedonien. (Tit. 1:5; 3:12; 1 Tim. 1:3; 2 Tim. 4:13, 20) Det har uden tvivl tjent et lignende formål som Første Timoteusbrev, nemlig at opmuntre Paulus’ medarbejder og at give ham autoritativ støtte under udførelsen af hans pligter.

4. Hvornår må brevet til Titus være blevet skrevet, og hvilke vidnesbyrd er der om dets ægthed?

⁴ Paulus må have skrevet brevet på et tidspunkt mellem sit første og andet fangenskab i Rom, det vil sige omkring år 61-64. Vidnesbyrdene om at brevet til Titus er ægte, er lige så stærke som vidnesbyrdene om ægtheden af de samtidige breve til Timoteus. Disse tre bibelbøger er ofte blevet kaldt Paulus’ „hyrdebreve“ eller „pastoralbreve“. Stilen i disse breve er den samme. Både Irenæus og Origenes citerer fra Titusbrevet, og mange andre af oldtidens autoriteter bevidner også at det er kanonisk. Det findes i Det Sinaitiske og Det Alexandrinske Håndskrift. I John Rylands-biblioteket findes der et papyrusfragment, P³², som er et kodeksblad fra omkring det tredje århundrede og som indeholder Titus 1:11-15; og 2:3-8. c Der er ingen tvivl om at brevet er en ægte del af de inspirerede skrifter.

BREVETS INDHOLD

5. (a) Hvilke krav til tilsynsmænd understreger Paulus, og hvorfor er dette nødvendigt? (b) Hvorfor skal Titus retlede med strenghed, og hvad siges der om besmittede personer?

⁵ Tilsynsmænd skal tilskynde med den sunde lære (1:1-16). Efter en kærlig hilsen fremholder Paulus de krav der må stilles til tilsynsmænd. Det understreges at en tilsynsmand skal være „uangribelig“, en ven af det gode, retfærdig, loyal, en mand „som holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. Dette er nødvendigt i betragtning af dem som „bedrager sindene“ og som endda ødelægger hele husstande for uærlig vindings skyld. Derfor skal Titus „blive ved med at retlede dem med strenghed, så de kan blive sunde i troen og ikke agte på jødiske fabler“. Besmittede mennesker bekender måske offentligt at de kender Gud, men ved deres ulydige gerninger fornægter de ham. — 1:6-10, 13, 14.

6. Hvilke råd gives der om kristen opførsel?

⁶ Kristne bør leve efter et sundt sind, retfærdigt og gudhengivent (2:1–3:15). De ældre mænd og ældre kvinder bør være alvorlige og ærbødige. De unge kvinder skal elske deres mænd og deres børn samt underordne sig deres mænd, „så Guds ord ikke skal blive spottet“. De yngre mænd bør være et eksempel med hensyn til gode gerninger og sund tale. Trælle skal underordne sig og „udvise god troskab i fuldt mål“. Guds ufortjente godhed, der fører til frelse, er blevet gjort kendt og opmuntrer til sundhed i sindet, retfærdighed og gudhengivenhed hos dem som Gud ved Kristus Jesus har renset til at være ’et folk der er helt hans eget, nidkært for gode gerninger’. — 2:5, 10, 14.

7. Hvad betoner Paulus i forbindelse med underkastelse, frelse og gode gerninger?

⁷ Paulus understreger at det er nødvendigt at underordne sig og adlyde regeringer og „udvise al mildhed mod alle mennesker“. Paulus og hans medkristne var engang lige så onde som andre mennesker. Ikke i kraft af deres egne gerninger men på grund af Guds venlighed, kærlighed og barmhjertighed er de blevet frelst ved hellig ånd og er blevet arvinger ifølge et håb om evigt liv. Derfor må de der tror på Gud, fortsat „gøre sig flid med gode gerninger“. De skal gå uden om tåbelige diskussioner og kampe angående Loven, og et menneske som vil danne en sekt skal de afvise efter en første og en anden formaning. Paulus anmoder Titus om at komme til ham i Nikopolis, og  efter at have givet yderligere instruktioner vedrørende missionærtjenesten betoner han igen at en kristen ikke må være uden frugt men skal gøre gode gerninger. — 3:2, 7, 8.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

8. Hvad er „godt og gavnligt“ for os i dag i Paulus’ brev til Titus, og hvorfor?

⁸ De kristne på Kreta var omgivet af løgn, fordærv og havesyge. Skulle de blot følge mængden? Eller skulle de gøre noget for at skille sig fuldstændig ud så de kunne tjene som et folk der var helliget Jehova Gud? Da Paulus gennem Titus sagde at kreterne skulle „være opmærksomme på fortsat at gøre sig flid med gode gerninger“, tilføjede han: „Dette er godt og gavnligt for menneskene.“ Også i vor tid, i en verden der er sunket ned i en sump af usandhed og uærlighed, er det „godt og gavnligt“ at sande kristne lærer „fortsat at gøre sig flid med gode gerninger“ og bærer frugt i tjenesten for Gud. (3:8, 14) Paulus’ fordømmelse af den umoralitet og ondskab der truede menighederne på Kreta, står som en advarsel til os der nu af ’Guds ufortjente godhed oplæres til at sige nej til ugudelighed og verdslige ønsker og til at leve efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning’. Kristne bør også være „rede til enhver god gerning“ ved at vise lydighed over for regeringer og bevare en god samvittighed. — 2:11, 12; 3:1.

9. Hvordan understreges betydningen af at undervise på rette måde, især for tilsynsmændenes vedkommende?

⁹ Titus 1:5-9 supplerer Første Timoteusbrev 3:2-7 ved at vise hvad den hellige ånd kræver af tilsynsmænd. Der lægges vægt på at tilsynsmanden skal ’holde sig til det troværdige ord’ og være lærer i menigheden. Det er nødvendigt for at han kan hjælpe alle frem til modenhed. Nødvendigheden af at undervise på rette måde understreges adskillige gange i brevet til Titus. Paulus formaner Titus til at „fremholde hvad der stemmer med den sunde lære“. De ældre kvinder skal være „lærere i hvad der er godt“, og trælle skal være ’en pryd for deres Frelsers, Guds, lære, i alle forhold’. (Tit. 1:9; 2:1, 3, 10) Idet Paulus understreger at Titus som tilsynsmand skal være fast og frygtløs i sin undervisning, siger han: „Bliv ved med at fremholde dette og at tilskynde og retlede med fuld myndighed til at befale.“ Og angående dem der ikke vil adlyde siger han: „[Bliv] ved med at retlede dem med strenghed, så de kan blive sunde i troen.“ Paulus’ brev til Titus er således særdeles ’gavnligt til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed’. — Tit. 2:15; 1:13; 2 Tim. 3:16.

10. I hvilken henseende opmuntrer brevet til Titus os, og hvilket lykkeligt håb styrker det?

¹⁰ Brevet til Titus øger vor værdsættelse af Guds ufortjente godhed og opmuntrer os til at vende os bort fra denne verdens ugudelighed „mens vi venter på det lykkelige håb og den store Guds og vor Frelsers, Kristi Jesu, herligheds tydelige fremtræden“. Ved at gøre dette kan de der er blevet erklæret retfærdige ved Kristus Jesus blive „arvinger ifølge et håb om evigt liv“ i Guds rige. — Tit. 2:13; 3:7.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]