Bibelens 58. bog — Hebræerbrevet

Skribent: Paulus

Skrevet i: Rom

Fuldført: ca. 61 e.v.t.

1. Hvilken bemyndigelse var Paulus i overensstemmelse med da han skrev Hebræerbrevet?

 PAULUS er bedst kendt som apostel for nationerne. Men var hans tjeneste begrænset til ikkejøder? Slet ikke! Lige før Paulus blev døbt og bemyndiget til sin gerning, sagde Herren Jesus til Ananias: „Denne mand [Paulus] er for mig et udvalgt redskab der skal bære mit navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner.“ (Apg. 9:15; Gal. 2:8, 9) Brevet til hebræerne var helt i overensstemmelse med Paulus’ bemyndigelse til at bære Jesu navn ud til Israels sønner.

2. Hvordan kan man gendrive indvendingerne imod at Hebræerbrevet er skrevet af Paulus?

² Nogle bibelkritikere betvivler imidlertid at Paulus har skrevet Hebræerbrevet. En af indvendingerne er at Paulus’ navn ikke forekommer i brevet. Men dette er i virkeligheden ingen hindring, da mange andre kanoniske bøger undlader at nævne navnet på skribenten, der ofte identificeres ved indre vidnesbyrd. Desuden mener nogle at Paulus måske med vilje har udeladt sit navn da han skrev til de hebraiske kristne i Judæa, eftersom hans navn var blevet lagt for had af jøderne dér. (Apg. 21:28) Ændringen i stilen i forhold til Paulus’ andre breve er heller ikke nogen virkelig indvending imod at han har skrevet Hebræerbrevet. Hvad enten Paulus henvendte sig til hedninger, jøder eller kristne viste han altid sin evne til at blive ’alt for alle slags mennesker’. Her fremfører han som jøde sine argumenter for jøder, argumenter som de fuldt ud kunne forstå og værdsætte. — 1 Kor. 9:22.

3. Hvilke indre vidnesbyrd taler for at Paulus har skrevet Hebræerbrevet og viser at han først og fremmest skrev det for jøderne?

³ Brevets indre vidnesbyrd taler alle for at det er skrevet af Paulus. Skribenten var i Italien og var i forbindelse med Timoteus. Disse oplysninger passer på Paulus. (Hebr. 13:23, 24) Desuden er lærepunkterne typiske for Paulus, selv om argumenterne fremføres fra et jødisk synspunkt, bestemt til at appellere til den helt hebraiske menighed som brevet henvendte sig til. Herom siger Clarkes Commentary, bind 6, side 681: „At det [Hebræerbrevet] er skrevet til kødelige jøder viser hele opbygningen af brevet. Var det skrevet til hedninger, ville end ikke én af titusind have forstået argumenterne eftersom de var ukendt med den jødiske ordning, som brevets forfatter overalt forudsætter at læserne har kendskab til.“ Dette hjælper til at forklare hvorfor Hebræerbrevets stil er anderledes end stilen i Paulus’ øvrige breve.

4. Hvilke andre vidnesbyrd er der om at Paulus har skrevet Hebræerbrevet?

⁴ Fundet af Chester Beatty Papyrus II (P46) omkring 1930 har givet yderligere vidnesbyrd om at Hebræerbrevet er skrevet af Paulus. I en kommentar til denne papyruskodeks, der er skrevet kun cirka 150 år efter Paulus’ død, har den fremragende britiske tekstkritiker Sir Frederic Kenyon sagt: „Det er bemærkelsesværdigt at Hebræerbrevet er anbragt umiddelbart efter Romerbrevet (en næsten uhørt placering), hvilket viser at man på det tidlige tidspunkt da dette håndskrift er skrevet,  ingen tvivl nærede om at Paulus var forfatteren.“ a Om det samme spørgsmål siger McClintock og Strongs Cyclopedia direkte: „Der findes ingen vægtige ydre eller indre vidnesbyrd til gunst for nogen der måtte gøre krav på dette brevs forfatterskab, bortset fra dem der kan anføres til gunst for Paulus.“ b

5. Hvordan viser Hebræerbrevets indhold at det er inspireret?

⁵ Ud over at de første kristne anerkendte Hebræerbrevet som inspireret, viser dets indhold også at det er „inspireret af Gud“. Det henviser hele tiden læseren til De Hebraiske Skrifters profetier, citerer mange af dem og viser hvordan de alle blev opfyldt på Kristus Jesus. Alene i det første kapitel anføres ikke færre end syv citater fra De Hebraiske Skrifter for at vise at Sønnen nu står over englene. Det ophøjer til stadighed Jehovas ord og navn og viser hen til Jesus som livets hovedformidler og til Guds rige ved Kristus som menneskehedens eneste håb.

6. Hvad viser de foreliggende vidnesbyrd om stedet og tidspunktet for Hebræerbrevets affattelse?

⁶ Med hensyn til tidspunktet for brevets affattelse er det allerede blevet omtalt at Paulus skrev det mens han var i Italien. I slutningen af brevet siger han: „I skal vide at vor broder Timoteus er blevet løsladt; hvis han kommer ret snart, vil jeg besøge jer sammen med ham.“ (13:23) Dette tyder på at Paulus ventede snart at blive løsladt fra fængselet og håbede at rejse med Timoteus, der også havde været fængslet men allerede var blevet løsladt. Det sidste år af Paulus’ første fængselsophold i Rom ansættes derfor som tidspunktet for brevets affattelse, nemlig år 61.

7. Hvilken form for modstand mødte de hebraiske kristne i Jerusalem, og hvad havde de brug for?

⁷ I endens tid for den jødiske tingenes ordning kom der vanskelige prøvelser for de hebraiske kristne i Judæa og særlig i Jerusalem. Efterhånden som den gode nyhed havde fremgang og spredtes, blev jøderne yderst bitre og fanatiske i deres modstand mod de kristne. Kun nogle få år tidligere havde Paulus’ blotte tilstedeværelse i Jerusalem fremkaldt et opløb, hvorunder de religiøse jøder havde skreget: „Væk fra jorden med sådan en, for han bør ikke leve!“ Mere end 40 jøder havde med en forbandelse forpligtet sig til hverken at spise eller drikke før de havde dræbt ham, og det var nødvendigt at en stærk eskorte af sværtbevæbnede soldater ved nattetid førte ham ned til Cæsarea. (Apg. 22:22; 23:12-15, 23, 24) I denne atmosfære af religiøs fanatisme og had til de kristne måtte menigheden leve, forkynde og bevare sin fasthed i troen. De kristne måtte have kundskab om og forståelse af hvordan Kristus opfyldte Loven, for at de ikke skulle falde tilbage til jødedommen og dens overholdelse af Moseloven med dens dyreofre, der nu alt sammen blot var tomme ritualer.

8. Hvorfor var Paulus fortræffeligt udrustet til at skrive Hebræerbrevet, og hvilken række argumenter fremholdt han?

⁸ Ingen var bedre end apostelen Paulus i stand til at forstå det pres og den forfølgelse som de jødiske kristne var udsat for. Ingen var bedre udrustet til at forsyne dem med magtfulde argumenter og gendrivelser af den jødiske tradition end Paulus, den tidligere farisæer. Idet han øste af sit omfattende kendskab til Moseloven, som han havde lært ved Gamaliels fødder, fremlagde han uigendrivelige beviser for at Kristus havde opfyldt Loven med dens forordninger og ofre. Han viste at de nu var blevet erstattet af langt herligere virkeligheder der medførte langt større goder under en ny og bedre pagt. Skarpsindigt fremførte han det ene klare og overbevisende argument efter det andet. Lovpagtens ophør og den nye pagts indførelse, Kristi præstedømmes fortrin frem for det aronitiske præstedømme, værdien af Kristi offer sammenlignet med ofringerne af tyre og bukke, det at Kristus gik ind i selve himmelen i Jehovas nærhed i stedet for blot at gå ind i et jordisk telt — alle disse nye lærepunkter, som virkede i høj grad frastødende på de ortodokse jøder, blev her lagt frem for de hebraiske kristne med så overvældende beviser fra De Hebraiske Skrifter at ingen fornuftig jøde kunne undgå at blive overbevist.

9. Hvilket magtfuldt våben blev Hebræerbrevet, og hvordan var det udtryk for Paulus’ kærlighed?

⁹ Udrustet med dette brev havde de hebraiske kristne fået et nyt og magtfuldt våben hvormed de kunne lukke munden på de forfølgende jøder, og de havde fået nogle stærke argumenter hvormed de kunne overbevise og omvende ærlige jøder der søgte Guds sandhed. Brevet viser Paulus’ dybe kærlighed til de hebraiske kristne og hans brændende ønske om at hjælpe dem på en praktisk måde i en tid hvor de havde stort behov for det.

BREVETS INDHOLD

10. Hvad siges der om Kristi stilling i de indledende ord i Hebræerbrevet?

¹⁰ Kristi ophøjede stilling (1:1–3:6). De indledende ord samler opmærksomheden om Kristus: „Gud, som for længe siden ved mange lejligheder og på mange måder har talt til vore forfædre ved profeterne, har ved slutningen af disse dage talt til os ved en søn.“ Denne søn er den indsatte arving til alle ting og et genskær af sin Faders herlighed. Efter at have skaffet renselse for vore synder har han nu „sat sig ved Majestætens højre hånd i det høje“. (1:1-3) Paulus citerer det ene skriftsted efter det andet for at bevise at Jesus står over englene.

11. (a) Hvorfor råder Paulus de kristne til at vise det de har hørt mere end almindelig opmærksomhed? (b) Hvad er Jesus i stand til at udrette på grund af sine erfaringer og sin ophøjede stilling?

 ¹¹ Paulus skriver at vi bør „vise det vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed“. Hvorfor det? Fordi, argumenterer Paulus, hvis der var streng straf for ikke at adlyde „det ord der blev udtalt gennem engle . . ., hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresseret i en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre“? Gud gjorde ’menneskesønnen’ lidt ringere end engle, men nu ser vi denne Jesus „kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden“. (2:1-3, 6, 9) Da Gud ville føre mange sønner til herlighed, gjorde han først deres frelses hovedformidler „fuldkommen gennem lidelser“. Han er den der gør Djævelen til intet og frigør „alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“. Jesus bliver således „en barmhjertig og trofast ypperstepræst“. Og eftersom han selv led under prøve „kan han komme dem til hjælp som sættes på prøve“. (2:10, 15, 17, 18) Jesus er derfor anset for værdig til større herlighed end Moses.

12. Hvilken handlemåde må de kristne undgå hvis de skal gå ind til Guds hvile?

¹² Om at gå ind til Guds hvile ved tro og lydighed (3:7–4:13). De kristne bør frem for nogen andre lade sig advare af israelitternes troløshed, for at der ikke i nogen af dem udvikles „et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud“. (Hebr. 3:12; Sl. 95:7-11) På grund af ulydighed og mangel på tro kunne de israelitter der gik ud af Ægypten ikke gå ind til Guds hvile, hans sabbat, hvor han har afholdt sig fra skabervirksomhed i forbindelse med jorden. Paulus forklarer imidlertid: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.“ Det eksempel på ulydighed Israel viste, bør undgås. „For Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd . . . og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ — Hebr. 4:9, 10, 12.

13. (a) Hvordan blev Kristus „præst for evigt“ og ansvarlig for evig frelse? (b) Hvorfor opfordrer Paulus hebræerne til at skynde sig frem til modenhed?

¹³ Et modent syn på Kristi præstedømmes fortrin (4:14–7:28). Paulus tilskynder hebræerne til at holde fast ved bekendelsen af Jesus, den store ypperstepræst som er gået gennem himlene, for at de kan opnå barmhjertighed. Messias herliggjorde ikke sig selv, men det var Faderen der sagde: „Du er præst for evigt på Melkizedeks måde.“ (Hebr. 5:6; Sl. 110:4) Først blev Kristus gjort fuldkommen til stillingen som ypperstepræst ved at lære lydighed gennem lidelser, så han kunne blive ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham. Om ham har Paulus „meget at sige, og det er svært at forklare“, da hebræerne stadig er spædbørn der har brug for mælk skønt de i virkeligheden burde være lærere. „Den faste føde er for de modne, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret.“ Apostelen opfordrer dem til at ’skynde sig frem til modenhed’. — Hebr. 5:11, 14; 6:1.

14. Hvordan kan de troende arve løftet, og hvordan er deres håb blevet befæstet?

¹⁴ Dem der har kendt Guds ord og er faldet fra, er det umuligt atter at vække til sindsændring, „fordi de for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam“. Kun gennem tro og tålmodighed kan de troende arve det løfte der blev givet til Abraham — et løfte der er gjort sikkert og fast ved to uforanderlige ting: Guds ord og hans ed. Deres håb, der er som „et sjælens anker, både sikkert og fast“, er blevet befæstet ved at Jesus gik ind „inden for forhænget“ som forløber og ypperstepræst på Melkizedeks måde. — 6:6, 19.

15. Hvad viser at Jesu præstedømme på Melkizedeks måde står over det levitiske?

¹⁵ Denne Melkizedek var både „Salems konge“ og „den højeste Guds præst“. Selv familieoverhovedet Abraham gav ham tiende, og gennem ham gjorde også Levi det, mens han endnu var i Abrahams lænd. Melkizedeks velsignelse af Abraham strakte sig således til den endnu ufødte Levi, og dette viste at det levitiske præstedømme var ringere end Melkizedeks. Endvidere: Hvis det var muligt at opnå fuldkommengørelse gennem Arons levitiske præstedømme, ville der da være behov for en anden præst „på Melkizedeks måde“? Og: Når præstedømmet ændres, „sker der nødvendigvis også en ændring af loven“. — 7:11, 12.

16. Hvorfor står Jesu præstedømme over det der fandtes under Loven?

¹⁶ Loven gjorde nemlig intet fuldkomment, men viste sig at være svag og virkningsløs. Den havde mange præster fordi de var underlagt døden, men Jesus har, „fordi han forbliver i live for evigt, et præstedømme uden efterfølgere. Derfor er han også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem“. Denne ypperstepræst, Jesus, er „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“, hvorimod de ypperstepræster Loven indsætter er svage, idet de må bringe ofre for deres egne synder før de kan gå i forbøn for andre. Derfor indsætter Guds svorne eds ord „en søn som er gjort fuldkommen for evigt“. — 7:24-26, 28.

17. Hvordan er den nye pagt bedre end den gamle?

 ¹⁷ Den nye pagts fortrin (8:1–10:31). Det påvises at Jesus er „mellemmand for en . . . bedre pagt, som lovmæssigt er grundet på bedre løfter“. (8:6) Paulus citerer Jeremias 31:31-34 i sin helhed og viser at de der er med i den nye pagt har Guds love skrevet i deres sind og på deres hjerter, at de alle skal kende Jehova og at Jehova ’aldrig vil huske deres synder mere’. Den nye pagt har gjort den første (Lovpagten) forældet, og den er „nær ved at forsvinde“. — Hebr. 8:12, 13.

18. Hvilken sammenligning foretager Paulus mellem de to pagter?

¹⁸ Paulus omtaler de årlige ofre ved den tidligere pagts telt som „lovbestemmelser . . . pålagt dem indtil den fastsatte tid kom, da forholdene skulle bringes i den rette orden“. Da Kristus kom som ypperstepræst var det imidlertid med sit eget dyrebare blod og ikke med blod af bukke og tyrekalve. Bestænkningen med dyreblod havde gyldiggjort den tidligere pagt og renset det forbilledlige telt, men bedre ofre var nødvendige for de himmelske virkeligheder i forbindelse med den nye pagt. „For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ Kristus behøver heller ikke at frembære ofre år for år, som Israels ypperstepræst gjorde, for „nu har han givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer“. — 9:10, 24, 26.

19. (a) Hvad har Loven ikke formået at gøre, og hvorfor ikke? (b) Hvad er Guds vilje i forbindelse med helliggørelse?

¹⁹ Som en opsummering siger Paulus at „da loven har en skygge af kommende goder“, har dens gentagne ofre ikke været i stand til at fjerne ’bevidstheden om synder’. Jesus kom imidlertid ind i verden for at gøre Guds vilje. „Ved den nævnte ’vilje’,“ siger Paulus, „er vi blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.“ Derfor skal hebræerne uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af deres tro, og de bør „give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen“. Hvis de fortsætter med at synde med vilje efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, „er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage“. — 10:1, 2, 10, 24, 26.

20. (a) Hvad er tro? (b) Hvilke manende billeder opridser Paulus nu?

²⁰ Troen forklares og belyses med eksempler (10:32–12:3). Paulus siger nu til hebræerne: „Bliv . . . ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser.“ De må ikke kaste deres frimodighed i tale bort, den har en stor løn, men de bør holde ud så de kan erfare opfyldelsen af løftet, og ’have tro, så sjælen bevares i live’. Tro! Ja, det er det der er behov for. Først definerer Paulus hvad tro er: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ Derefter opridser han i et kort, inspirerende kapitel manende billeder af nogle af fortidens trofaste mænd og kvinder der levede, arbejdede, kæmpede, holdt ud og blev arvinger til retfærdighed gennem tro: „Ved tro“ ventede Abraham, der boede i telte sammen med Isak og Jakob, på „byen som havde faste grundvolde“, hvis bygmester er Gud. „Ved tro“ holdt Moses stand „som så han den usynlige“. „Og hvad mere skal jeg sige?“ spørger Paulus. „Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David såvel som Samuel og de andre profeter, som ved tro nedkæmpede riger, øvede retfærdighed, opnåede løfter.“ Andre fik deres prøve i form af latterliggørelse, piskeslag, lænker og tortur, men tog ikke imod udfrielse, „for at de kunne opnå en bedre opstandelse“. „Dem var verden ikke værd.“ Alle disse fik godt vidnesbyrd ved deres tro, men de har endnu ikke erfaret opfyldelsen af løftet. „Så lad da også os,“ fortsætter Paulus, „da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os, aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus.“ — 10:32, 39; 11:1, 8, 10, 27, 32, 33, 35, 38; 12:1, 2.

21. (a) Hvordan kan de kristne holde ud i troens kamp? (b) Hvilken stærkere grund til at lytte til de guddommelige advarsler anfører Paulus nu?

²¹ Udholdenhed i troens kamp (12:4-29). Paulus tilskynder de hebraiske kristne til at holde ud i troens kamp, for Jehova tugter dem som sønner. Nu er tiden inde til at rette de svækkede hænder og knæ og fortsat træde lige spor med fødderne. De må passe meget på, for at ingen giftig rod eller besmittelse skal vinde indpas så de bliver forkastet, sådan som Esau, der ikke værdsatte det der er helligt. Ved det bogstavelige bjerg sagde Moses: „Jeg er bange og skælver“ på grund af det frygtindgydende syn, ilden, skyen og stemmen. Men de er kommet til noget langt mere ærefrygtindgydende — Zions Bjerg og et himmelsk Jerusalem, titusinder af engle, menigheden af førstefødte, Gud, alles dommer, og Jesus, der er en ny og bedre pagts mellemmand. Nu er der så meget mere grund til at lytte til den guddommelige advarsel! Dengang fik Guds stemme jorden til at ryste, men nu har han lovet at sætte både himmelen og jorden i bevægelse. Paulus siger med vægt: ’Derfor, da vi skal modtage et rige der ikke kan rystes, måtte vi da på  velbehagelig måde yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er en fortærende ild.’ — 12:21, 28, 29.

22. Med hvilke opbyggende tilskyndelser slutter Paulus sit brev til hebræerne?

²² Forskellige tilskyndelser vedrørende tilbedelsen (13:1-25). Paulus slutter med en række opbyggende formaninger: Lad broderkærligheden vare ved, glem ikke gæstfriheden, sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle, hold jer fri for kærlighed til penge, vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og lad jer ikke føre bort af fremmede lærdomme. En af de sidste opfordringer lyder: „Lad os gennem ham [Jesus] altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ — 13:15.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

23. Hvordan argumenterer Paulus med hensyn til Loven, og hvordan støtter han sin argumentation?

²³ Som en juridisk argumentation til støtte for Kristus er Hebræerbrevet et ubestrideligt mesterværk, fuldkomment i sin opbygning og i udstrakt grad underbygget med citater fra De Hebraiske Skrifter. Det nævner Moselovens forskellige elementer — pagten, blodet, mellemmanden, teltboligen, præstedømmet, ofrene — og viser at de kun var et forbillede som Gud havde dannet og som pegede frem til langt større ting der skulle komme, idet de alle nåede deres højdepunkt i Kristus Jesus og hans offer, Lovens opfyldelse. „Det der er gjort forældet og som er ved at blive gammelt er nær ved at forsvinde,“ sagde Paulus om Lovpagten. Men „Jesus Kristus er den samme i går og i dag og for evigt“. (8:13; 13:8; 10:1) Hvor må hebræerne have været glade da de læste dette brev!

24. Hvilken ordning, der er til umådelig gavn for os i dag, forklares i Hebræerbrevet?

²⁴ Men hvilken værdi har det for os i dag, hvor forholdene er helt anderledes? Kan vi finde noget gavnligt ved Paulus’ argumentation når vi ikke er under Loven? Ja, i allerhøjeste grad. Her skitseres for os den nye pagts ordning, der er grundlagt på løftet til Abraham om at alle jordens slægter skulle velsigne sig ved hans afkom. Dette er vort håb om liv, vort eneste håb, opfyldelsen af Jehovas gamle løfte om velsignelse ved Abrahams afkom, Jesus Kristus. Skønt vi ikke er under Loven, er vi dog født i synd som efterkommere af Adam, og vi har brug for en barmhjertig ypperstepræst, én med et gyldigt syndoffer, én der kan træde frem for Jehova i selve himmelen og dér gå i forbøn for os. Her finder vi ham, ypperstepræsten som kan lede os til liv i Jehovas nye verden, som kan føle med vore svagheder da han selv „er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi“, og som indbyder os til „med frimodighed i tale [at] træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid“. — 4:15, 16.

25. Hvordan benytter Paulus, til oplysning for os, De Hebraiske Skrifter?

²⁵ Desuden finder vi i Paulus’ brev til hebræerne slående vidnesbyrd om at profetier der blev nedskrevet for lang tid siden i De Hebraiske Skrifter, senere blev opfyldt på en vidunderlig måde. Alt dette er til vejledning og trøst for os i dag. For eksempel anvender Paulus i Hebræerbrevet fem gange de profetiske ord om Riget i Salme 110:1 på Jesus Kristus som Rigets afkom der „har taget sæde ved højre side af Guds trone“ for at vente „indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder“. (Hebr. 12:2; 10:12, 13; 1:3, 13; 8:1) Desuden citerer Paulus Salme 110:4 da han forklarer hvilket betydningsfuldt embede Guds søn besidder som „præst for evigt på Melkizedeks måde“. Ligesom fortidens Melkizedek, der i Bibelens beretning er „uden fader, uden moder, uden slægtsregister, og hverken har dages begyndelse eller livs ende“, er Jesus både konge og „præst for bestandig“ og kan forvalte sit genløsningsoffers evige goder over for alle der lydigt underordner sig hans styre. (Hebr. 5:6, 10; 6:20; 7:1-21) Det er denne samme kongepræst Paulus henviser til da han citerer Salme 45:6, 7: „Gud er din trone i evighedens evighed, og dit riges scepter er retskaffenhedens scepter. Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie fremfor dine partnere.“ (Hebr. 1:8, 9) Efterhånden som Paulus citerer fra De Hebraiske Skrifter og viser deres opfyldelse på Kristus Jesus, ser vi brikkerne i det guddommelige mønster falde på plads til oplysning for os.

26. Hvordan opmuntrer Hebræerbrevet de kristne til at løbe væddeløbet i tro og med udholdenhed?

²⁶ Som Hebræerbrevet tydeligt viser, så Abraham frem til Riget, „byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“ og som „hører himmelen til“. „Ved tro“ tragtede han efter Riget, og han ofrede meget for at kunne opnå dets velsignelser ved „en bedre opstandelse“. Hvilket eksempel finder vi ikke i Abraham og alle de andre mænd og kvinder der havde tro — den ’store sky af vidner’ som Paulus skildrer i Hebræerbrevet, kapitel 11! Mens vi læser denne beretning banker vore hjerter af glæde og taknemmelighed over den forret og det håb vi har sammen med sådanne trofaste, uangribelige mennesker. Således bliver vi opmuntret til „med udholdenhed [at] løbe det væddeløb der ligger foran os“. — 11:8, 10, 16, 35; 12:1.

27. Hvilke herlige fremtidsudsigter skildres i Hebræerbrevet?

²⁷ Med et citat fra Haggajs profeti henleder Paulus opmærksomheden på Guds løfte: „Endnu en  gang vil jeg sætte ikke blot jorden men også himmelen i bevægelse.“ (Hebr. 12:26; Hag. 2:6) Imidlertid vil Guds rige ved afkommet Jesus Kristus stå til evig tid. „Derfor, da vi skal modtage et rige der ikke kan rystes, måtte vi da fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt.“ Denne gribende beretning forsikrer os om at Kristus kommer til syne endnu en gang, „skilt fra synd og for dem som ivrigt venter på ham til deres frelse“. Lad os da „gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. Måtte Jehova Guds store navn for evigt være helliget gennem hans kongepræst, Jesus Kristus! — Hebr. 12:28; 9:28; 13:15.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]