Bibelens 59. bog — Jakobs Brev

Skribent: Jakob

Skrevet i: Jerusalem

Fuldført: Før 62 e.v.t.

1. Hvorfor er nogle i tvivl om at det er Jesu halvbroder Jakob der har skrevet Jakobs Brev?

 „HAN er gået fra forstanden,“ sagde Jesu slægtninge om Jesus. Mens han tjente her på jorden ’troede hans brødre nemlig ikke på ham’. Hans brødre, Jakob, Josef, Simon og Judas, blev ikke regnet blandt Jesu oprindelige disciple. (Mark. 3:21; Joh. 7:5; Matt. 13:55) Hvordan kan vi da hævde at den bibelbog der bærer navnet „Jakobs Brev“ er skrevet af Jesu halvbroder Jakob?

2. Hvad tjener til støtte for at det er Jesu halvbroder der har skrevet Jakobs Brev?

² Det fremgår af beretningen at den opstandne Jesus viste sig for Jakob, og det har uden tvivl overbevist ham fuldstændigt om at Jesus var Messias. (1 Kor. 15:7) Apostelgerninger 1:12-14 fortæller at endog før Pinsedagen samledes Maria og Jesu brødre med apostlene i en sal ovenpå i et hus i Jerusalem for at bede. Men kan brevet ikke være skrevet af en af de apostle der hed Jakob? Nej, for i indledningen præsenterer skribenten sig ikke som apostel, men som „Herren Jesu Kristi træl“. Desuden nævner de indledende ord i Judas’ Brev, svarende til indledningen i Jakobs Brev, også Judas som „en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder“. (Jak. 1:1; Jud. 1) Ud fra dette kan vi trygt slutte at det var Jesu kødelige halvbrødre der skrev de to bibelbøger som bærer deres navne, Jakob og Judas.

3. Hvad gjorde Jakob egnet til at skrive dette brev?

³ Jakob var særdeles egnet til at skrive et brev med vejledning til den kristne menighed. Han var i høj grad respekteret som tilsynsmand i menigheden i Jerusalem. Paulus omtaler „Jakob, Herrens broder“, som en af ’søjlerne’ i menigheden, sammen med Kefas og Johannes. (Gal. 1:19; 2:9) At Jakob indtog en fremtrædende stilling ses af at Peter straks sendte bud til „Jakob og brødrene“ efter sin løsladelse fra fængselet. Og var det ikke Jakob der fungerede som ordfører for „apostlene og de ældste“ da Paulus og Barnabas rejste til Jerusalem for at anmode om en afgørelse vedrørende omskærelsen? Denne afgørelse og Jakobs Brev indledes i øvrigt begge med den samme hilseform — endnu et tegn på at de stammer fra den samme skribent. — Apg. 12:17; 15:13, 22, 23; Jak. 1:1.

4. Hvad tyder på at Jakobs Brev er skrevet kort før år 62?

⁴ Historikeren Josefus fortæller at den saddukæiske ypperstepræst Ananus (Ananias) var ansvarlig for at Jakob blev henrettet ved stening. Dette fandt sted efter den romerske landshøvding Festus’ død, omkring år 62, og før hans efterfølger, Albinus, overtog embedet. a Men hvornår skrev Jakob sit brev? Han adresserede det fra Jerusalem til „de tolv stammer der er spredt rundt omkring“, eller ordret: „de tolv stammer, de i adspredelsen“. (Jak. 1:1, NW, 1984-udgaven, fodnote) Der må nødvendigvis være gået en vis tid efter den hellige ånds udgydelse i år 33 før kristendommen var blevet udbredt så meget, og der må også være gået nogen tid før de foruroligende tilstande der er omtalt i brevet havde udviklet sig. Desuden viser brevet at de kristne ikke længere var opdelt i små grupper, men var organiseret i menigheder med modne „ældste“ der kunne bede for og hjælpe de svage. Der var også forløbet tilstrækkelig tid til at en hel del selvtilfredshed og formvæsen havde sneget sig ind. (2:1-4; 4:1-3; 5:14; 1:26, 27) Det er  derfor mest sandsynligt at Jakob skrev sit brev på et sent tidspunkt, måske lige før år 62, hvis Josefus’ beretning om begivenhederne omkring Festus’ død er korrekt, og hvis det er rigtigt at han døde omkring år 62.

5. Hvad viser at Jakobs Brev er ægte?

⁵ Med hensyn til ægtheden af Jakobs Brev kan anføres at det findes i flere håndskrifter, nemlig Det Vatikanske nr. 1209, Det Sinaitiske og Det Alexandrinske. Det omtales i mindst ti gamle fortegnelser fra før kirkemødet i Karthago i 397. b Det blev i stor udstrækning citeret af tidlige kirkelige forfattere. Indholdets overensstemmelse med de øvrige inspirerede skrifter er meget tydelig.

6. (a) Hvilke forhold tilskyndede Jakob til at skrive sit brev? (b) Hvordan uddyber Jakob det Paulus lærer om tro, i stedet for at modsige ham, som nogle hævder?

⁶ Hvorfor skrev Jakob dette brev? En omhyggelig undersøgelse af brevet viser at visse tilstande i menighederne forårsagede vanskeligheder blandt brødrene. Den kristne standard var ved at blive sænket, ja blev endda ignoreret, så nogle var blevet åndelige ægteskabsbrydersker ved deres venskab med verden. Ivrige efter at finde formodede modsigelser har nogle hævdet at Jakobs Brev, der tilskynder til tro ledsaget af gerninger, går imod hvad Paulus har skrevet om frelse ved tro og ikke ved gerninger. Sammenhængen viser imidlertid at Jakob henviser til en tro der underbygges af gerninger og ikke blot af ord, mens Paulus tydeligt taler om lovgerninger. I virkeligheden supplerer Jakob Paulus’ argumenter ved at gå et skridt videre og definere hvordan troen kommer til udtryk. Jakobs vejledning er yderst praktisk da den omhandler den kristnes problemer i dagliglivet.

7. Hvordan efterligner Jakob Jesu undervisningsmetode, og hvilken virkning har det?

⁷ Illustrationer fra hverdagen (havets bølger, skibe, dyr, planter og landbrug) giver fremstillingen kolorit og understøtter Jakobs argumenter angående tro, tålmodighed og udholdenhed. Denne efterligning af Jesu effektive undervisningsmetode gør hans vejledning yderst magtfuld. Brevet giver os et godt indtryk af Jakobs skarpe opfattelse af hvilke motiver det er der tilskynder mennesker til handling.

BREVETS INDHOLD

8. Hvad vil tålmodig udholdenhed føre til, men hvad kommer der ud af uret begær?

⁸ Tålmodig udholdenhed som „ordets gørere“ (1:1-27). Jakob indleder med nogle opmuntrende ord: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser.“ Ved tålmodig udholdenhed vil de blive fuldendte. Hvis nogen mangler visdom skal han fortsat bede Gud derom, ikke tvivlende, som en havets bølge der kastes omkring af vinden, men i tro. Den ringe vil blive ophøjet, men den rige vil sygne hen som en blomst der går til grunde. Lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse, for han vil få „livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham“. Gud frister ikke mennesket med ondt for at bringe det til fald. Det er vort eget urette begær der undfanger og føder synd, og synden frembringer til sin tid død. — 1:2, 12, 22.

9. Hvad indbefatter det at være „ordets gørere“, og hvilken form for tilbedelse godkender Gud?

⁹ Hvorfra kommer alle gode gaver? Fra den uforanderlige „himmellysenes Fader“. „Fordi han har villet det,“ siger Jakob, „frembragte han os ved sandhedens ord, for at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger.“ De kristne skal derfor være hurtige til at høre, langsomme til at tale, langsomme til vrede, og de skal aflægge alt snavs og al moralsk slethed og tage imod frelsens ord der indplantes i dem. „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere.“ For den der spejder ind i frihedens lov som i et spejl og bliver ved dermed, han skal „være lykkelig“ når han gør det. Et menneskes gudsdyrkelse er forgæves hvis det ikke tøjler sin tunge, men „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden“. — 1:17, 18, 22, 25, 27.

10. (a) Hvilken forskelsbehandling bør undgås? (b) Hvilken forbindelse er der mellem tro og gerninger?

¹⁰ Troen gøres fuldkommen ved rette gerninger (2:1-26). Brødrene viser partiskhed og foretrækker de rige frem for de fattige. Men er det ikke sandt at ’Gud har valgt dem som er fattige hvad verden angår, til at være rige i tro og arvinger til Riget’? Undertrykker de rige dem ikke? Brødrene bør følge den kongelige lov: „Du skal elske din næste som dig selv,“ og undgå at vise partiskhed. De bør også vise barmhjertighed, for med hensyn til Loven er det sådan at den der overtræder ét punkt overtræder dem alle. Tro uden gerninger er nytteløs, som når man siger at en nødstedt broder eller søster skal ’holde sig varm og mæt’, uden at man giver praktisk hjælp. Kan tro vises uden gerninger? Blev Abrahams tro ikke gjort fuldkommen ved hans gerninger, ved at han ofrede Isak på alteret? På samme måde blev skøgen Rahab „erklæret retfærdig som følge af gerninger“. Troen er således død uden gerninger. — 2:5, 8, 16, 19, 25.

11. (a) Hvilke illustrationer bruger Jakob da han advarer om tungen? (b) Hvordan kan man give udtryk for visdom og forstandighed?

¹¹ Behersk tungen for at lære andre visdom (3:1-18). Brødrene skal være varsomme med at blive lærere for at de ikke skal få en tungere dom. Alle fejler mange gange. Ligesom et bidsel styrer en hests krop og et lille ror styrer et stort skib,  således har det lille lem tungen stor magt. Den er ligesom en ild der kan sætte en stor skov i brand! Vilde dyr er lettere at tæmme end tungen. Med den velsigner mennesker Jehova, men forbander deres medmennesker. Dette er ikke ret. Kan man få både bittert og fersk vand fra samme kilde? Kan et figentræ frembringe oliven? Et vintræ figner? Saltvand ferskvand? Jakob spørger: „Hvem er viis og forstandig iblandt jer?“ Lad ham vise sine gerninger med mildhed, og undgå stridbarhed og selvhævdelse, som er imod sandheden. For „visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk“. — 3:13, 17.

12. (a) Hvilke forkerte tilstande eksisterer i menigheden, og hvad er årsagen til dem? (b) Hvilken indstilling bør undgås og hvilken egenskab bør man opdyrke for at vinde Jehovas godkendelse?

¹² Undgå sanselige nydelser og venskab med verden (4:1-17). „Hvorfra stammer . . . stridigheder iblandt jer?“ Jakob besvarer sit eget spørgsmål: „Fra jeres trang til sanselige nydelser.“ Nogle har forkerte motiver. De der vil være venner med verden er „ægteskabsbrydersker“ og bliver Guds fjender. Jakob siger derfor: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ Jehova vil ophøje den ydmyge. Derfor skal de holde op med at dømme hinanden. Og da ingen kan være sikker på at være i live den følgende dag, bør de sige: „Hvis Jehova vil, skal vi leve og også gøre dette eller hint.“ Stolthed er af det onde, og det er en synd at vide hvad der er ret og ikke gøre det. — 4:1, 4, 7, 8, 15.

13. (a) Hvorfor skal de rige ’græde og hyle’? (b) Hvordan belyser Jakob behovet for tålmodighed og udholdenhed, og hvad fører det til?

¹³ Lykkelige er de der holder ud i retfærdighed! (5:1-20). ’Græd og hyl, I rige,’ siger Jakob. ’Rusten fra jeres rigdom skal være et vidnesbyrd imod jer. Hærstyrkers Jehova har hørt nødråbene fra de høstfolk som I har forholdt deres løn. I har levet i luksus og sanselig nydelse, og I har fordømt og myrdet den retfærdige.’ I betragtning af at Herrens nærværelse er nær, bør brødrene imidlertid være tålmodige ligesom landmanden der venter på sin høst, og tage profeterne „som talte i Jehovas navn“, som eksempel. Lykkelige er de der har holdt ud! Brødrene bør huske på Jobs udholdenhed og hvordan Jehova lod det ende, „at Jehova er meget medfølende og barmhjertig“. — 5:1-6, 10, 11.

14. Hvilken afsluttende vejledning gives der om bekendelse af synd og om bøn?

¹⁴ De bør holde op med at sværge. I stedet skal de lade deres „ja betyde ja“ og deres „nej, nej“. De bør åbent bekende deres synder og bede for hinanden. Som vist ved Elias’ bønner ’har en retfærdigs bøn megen kraft’. Hvis nogen farer vild fra sandheden, vil den der omvender ham ’frelse hans sjæl fra døden og dække over en mængde synder’. — 5:12, 16, 20.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

15. Hvordan anvender Jakob De Hebraiske Skrifter? Giv eksempler.

¹⁵ Skønt Jakob kun nævner navnet Jesus to gange (1:1; 2:1), anvender han ofte Mesterens lære, hvilket en omhyggelig sammenligning af Jakobs Brev med Bjergprædikenen viser. Samtidig forekommer Jehovas navn tretten gange (Ny Verden-oversættelsen), og hans løfter fremhæves som belønninger for kristne der bevarer deres tro. (4:10; 5:11) Jakob henter gang på gang illustrationer og egnede citater fra De Hebraiske Skrifter for at underbygge sin praktiske vejledning. Han viser hvor hans citater er fra, idet han bruger udtryk som „efter skriftstedet“, „det skriftsted blev opfyldt“, og „skriftstedet siger“, hvorefter han anvender disse skriftsteder på den kristnes livsførelse. (2:8, 23; 4:5) Når Jakob skal forklare forskellige punkter i sin vejledning og opbygge tro på Guds ord som et harmonisk hele, anvender han på glimrende måde beretningerne om Abrahams trosgerninger, om Rahab der viste sin tro i gerning, om Jobs trofaste udholdenhed, og om Elias der satte sin lid til bøn. — Jak. 2:21-25; 5:11, 17, 18; 1 Mos. 22:9-12; Jos. 2:1-21; Job 1:20-22; 42:10; 1 Kong. 17:1; 18:41-45.

16. Hvilke råd og advarsler giver Jakob, og hvorfra stammer denne praktiske visdom?

¹⁶ Uvurderlig er Jakobs vejledning om at være ordets gørere og ikke blot dets hørere, om fortsat at bevise sin tro ved retfærdige gerninger, om at finde glæde ved at udholde forskellige prøvelser, om fortsat at bede Gud om visdom, om altid at komme nær til ham i bøn og om at følge den kongelige lov: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Jak. 1:22; 2:24; 1:2, 5; 4:8; 5:13-18; 2:8) Han fremfører stærke advarsler mod at lære vildfarelse, at misbruge tungen, at have klasseskel i menigheden, at hige efter sanselig nydelse og at stole på forgængelige rigdomme. (3:1, 8; 2:4; 4:3; 5:1, 5) Jakob gør det meget klart at venskab med verden er åndelig utroskab og fjendskab med Gud, og han definerer den form for tilbedelse der er ren i Guds øjne: „At se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ (4:4; 1:27) Denne praktiske og letforståelige vejledning er netop hvad man kunne forvente af denne ’søjle’ i den første kristne menighed. (Gal. 2:9) Den velmente vejledning brevet indeholder, er fortsat en vejviser for de kristne i vor urolige tid, for det er „visdommen ovenfra“ der frembringer „retfærdigheds frugt“. — 3:17, 18.

17. Hvilken stærk grund til at være udholdende i trosgerninger fremfører Jakob?

¹⁷ Jakob var ivrig efter at hjælpe sine brødre til  at nå deres mål, livet i Guds rige. Derfor bad han dem indtrængende: „I må også være tålmodige; styrk jeres hjerter, for Herrens nærværelse er kommet nær.“ De vil være lykkelige hvis de fortsat holder ud under prøvelser, for Guds godkendelse betyder at de får „livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham“. (5:8; 1:12) Guds løfte om livets krone — udødeligt liv i himmelen eller evigt liv på jorden — understreges således som en stærk grund til at være udholdende i trosgerninger. Dette brev opmuntrer alle til at gribe efter det lovede evige liv i himmelen eller i Jehovas nye verden, hvor vor Herre Jesus Kristus, Rigets afkom, skal være konge. — 2:5.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]