Bibelens 62. bog — Johannes’ Første Brev

Skribent: Apostelen Johannes

Skrevet i: Efesus el. omegn

Fuldført: ca. 98 e.v.t.

1. (a) Hvilken egenskab understreges i Johannes’ skrifter, men hvad viser at han ikke var sentimental? (b) Hvorfor var hans tre breve så betimelige?

 JOHANNES, Jesu Kristi elskede apostel, nærede en stærk kærlighed til retfærdighed. Dette gav ham en dyb indsigt i Jesu sind og tankegang. Vi bliver derfor ikke forbavsede over at kærligheden har en fremtrædende plads i hans skrifter. Han var imidlertid ikke sentimental, for Jesus omtalte ham som en af ’Tordensønnerne’ (Boanerges). (Mark. 3:17) Hans tre breve er skrevet til forsvar for sandhed og retfærdighed, for det frafald der var blevet forudsagt af apostelen Paulus, var nu blevet åbenbart. Johannes’ tre breve var særdeles betimelige, for de medvirkede til at styrke de første kristne i deres kamp mod ’den ondes’ listige anslag. — 2 Thess. 2:3, 4; 1 Joh. 2:13, 14; 5:18, 19.

2. (a) Hvad viser at disse breve er skrevet meget senere end Mattæus- og Markusevangeliet og missionærbrevene? (b) Hvornår og hvor er brevene efter al sandsynlighed skrevet?

² Efter indholdet at dømme hører disse breve til en meget senere tid end Mattæus- og Markusevangeliet, og også senere end Peters og Paulus’ missionærbreve. Tiderne havde forandret sig. Jødedommen, der var den store trussel for menighederne i deres barndom, omtales ikke, og der synes ikke at være et eneste direkte citat fra De Hebraiske Skrifter. Derimod taler Johannes om „den sidste time“ og om at „mange antikrister“ er fremstået. (1 Joh. 2:18) Han henvender sig til sine læsere med udtryk som „børnlille“ og „mine småbørn“, og om sig selv bruger han udtrykket „den ældste“. (1 Joh. 2:1, 12, 13, 18, 28; 3:7, 18; 4:4; 5:21; 2 Joh. 1; 3 Joh. 1) Alt dette tyder på at hans tre breve er affattet på et ret sent tidspunkt. Ordene i Første Johannesbrev 1:3, 4 tyder også på at Johannesevangeliet er skrevet omtrent samtidig. Det er den almindelige mening at Johannes’ tre breve var fuldført omkring år 98, kort før apostelens død, og at de blev skrevet i nærheden af Efesus.

3. (a) Hvad vidner om at apostelen Johannes har skrevet Første Johannesbrev og at brevet er ægte? (b) Hvilken passage blev senere føjet til, og hvad viser at den er uægte?

³ At Første Johannesbrev virkelig er skrevet af apostelen Johannes, fremgår af dets store lighed med det fjerde evangelium, som der ikke er nogen tvivl om at Johannes har skrevet. For eksempel indleder han brevet med at omtale sig selv som et øjenvidne der har set „livets ord . . . det evige liv som var hos Faderen og som blev gjort kendt for os“, udtryk der har en slående lighed med dem hvormed Johannesevangeliet indledes. Brevets ægthed bevidnes af Det Muratoriske Fragment og af tidlige forfattere som Irenæus, Polykarp og Papias, alle fra det andet århundrede. a Ifølge Eusebios (ca. 260-342) har brevets ægthed aldrig været betvivlet. b Det må imidlertid bemærkes at nogle ældre oversættelser har føjet følgende ord til kapitel 5 ved slutningen af vers 7 og begyndelsen af vers 8: „I Himlen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; disse tre er eet. Og der er tre, som afgiver Vidnesbyrd på Jorden.“ (Rosenørn-Lehn) Men denne tekst findes ikke i nogen af de gamle græske håndskrifter og er åbenbart blevet tilføjet for at støtte treenighedslæren. De fleste nyere oversættelser, både katolske og protestantiske, udelader disse ord. — 1 Joh. 1:1, 2. c

4. Hvem søger Johannes at beskytte sine medkristne imod, og hvilken falsk lære gendriver han?

 ⁴ Johannes skriver for at beskytte sine „elskede“, sine „børn“, imod de falske læresætninger der fremsættes af de „mange antikrister“ som er udgået fra dem og som prøver at vildlede dem og føre dem bort fra sandheden. (2:7, 18) Disse frafaldne antikrister har måske været påvirket af græsk filosofi, deriblandt den tidlige gnosticisme, hvis tilhængere hævdede at besidde en særlig, mystisk betonet kundskab fra Gud. d Johannes tager skarp afstand fra frafald, og behandler tre temaer grundigt: synd, kærlighed og antikrist. Hans udtalelser om synd og Jesu sonoffer viser at disse antikrister selvretfærdigt hævdede at de var uden synd og ikke havde noget behov for Jesu genløsningsoffer. Deres egocentriske „kundskab“ havde gjort dem selviske og blottet for kærlighed, en tilstand som Johannes afslører idet han gang på gang understreger sand kristen kærlighed. Desuden bekæmper Johannes øjensynlig deres falske lære når han forklarer at Jesus er Kristus, at han havde en førmenneskelig tilværelse, og at han kom i kødet som Guds søn for at frelse dem der tror. (1:7-10; 2:1, 2; 4:16-21; 2:22; 1:1, 2; 4:2, 3, 14, 15) Johannes stempler rent ud disse falske lærere som „antikrister“, og viser flere måder hvorpå man kan kende Guds børn og Djævelens børn. — 2:18, 22; 4:3.

5. Hvad viser at Johannes’ Første Brev var bestemt for hele den kristne menighed?

⁵ Eftersom brevet ikke er henvendt til nogen bestemt menighed var det øjensynlig tiltænkt hele det kristne samfund. Den omstændighed at der ikke findes nogen indledende og afsluttende hilsen tyder også på dette. Nogle har endog betegnet dette skrift som en traktat i stedet for et brev. Brugen af flertalsformen „I“ hele vejen igennem viser at skribenten rettede sine ord til en gruppe og ikke til en enkeltperson.

BREVETS INDHOLD

6. Hvordan stiller Johannes dem der vandrer i lyset op som modsætning til dem der vandrer i mørket?

⁶ Om at vandre i lyset og ikke i mørket (1:1–2:29). „Vi skriver dette,“ siger Johannes, „for at vor glæde kan være hel og fuld.“ Eftersom „Gud er lys“, er det kun dem der „vandrer i lyset“ der har „fællesskab med ham“ og med hinanden. Disse er blevet renset fra synd ved „Jesu, hans søns, blod“. Men de der på den anden side „fortsætter med at vandre i mørket“ og som siger: „Vi har ingen synd,“ vildleder sig selv, og sandheden er ikke i dem. Hvis man bekender sine synder, vil Gud være trofast og tilgive én. — 1:4-8.

7. (a) Hvordan viser man at man kender og elsker Gud? (b) Hvorpå kendes antikrist?

⁷ Jesus Kristus betegnes som et „sonoffer for vore synder“, „en hjælper hos Faderen“. Den der hævder at kende Gud men ikke holder hans bud, er en løgner. Den der elsker sin broder forbliver i lyset, men den der hader sin broder vandrer i mørket. Johannes giver kraftig vejledning om ikke at elske verden eller det der er i verden, for: „Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham.“ Mange antikrister er kommet, og „de udgik fra os,“ forklarer Johannes, men „de var ikke af vor slags“. Antikristen er den der fornægter at Jesus er Messias. Han fornægter både Faderen og Sønnen. ’Småbørnene’ skal forblive i det de har lært fra begyndelsen, så de også kan „forblive i samhørighed med Sønnen og i samhørighed med Faderen“, efter den salvelse de har modtaget af ham og som er sand. — 2:1, 2, 15, 18, 19, 24.

8. (a) Hvad kendetegner Guds børn og Djævelens børn? (b) Hvordan har ’småbørnene’ lært kærligheden at kende, og hvorfor må de til stadighed ransage deres hjerte?

⁸ Guds børn øver ikke synd (3:1-24). På grund af Faderens kærlighed kaldes de „Guds børn“, og når Kristus gøres kendt skal de blive som han og „se ham som han er“. Synd er lovløshed, og de der forbliver i samhørighed med Kristus øver ikke synd. Den der øver synd er af Djævelen, hvis gerninger Guds søn vil nedbryde. Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: de der er af Gud, elsker hinanden, men de der er af den onde, er ligesom Kain, der hadede sin broder og slog ham ihjel. Johannes fortæller ’småbørnene’ at de har lært kærligheden at kende fordi Kristus „satte sin sjæl til“ for dem, og han advarer dem om ikke at ’lukke deres inderlige medfølelses dør’ for deres brødre. De skal „ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed“. For at afgøre om de er „af sandheden“ skal de ransage hvad der er i deres hjerte og se om de „gør det der er tiltalende i [Guds] øjne“. De skal holde hans bud, nemlig at „tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hinanden“. Således vil de vide om de forbliver i samhørighed med ham og han med dem ved ånden. — 3:1, 2, 16-19, 22, 23.

9. (a) Hvordan skal de inspirerede udtalelser prøves? (b) Hvad understreger vor pligt til at elske hinanden?

⁹ Om at elske hinanden i samhørighed med Gud (4:1–5:21). De inspirerede udtalelser skal prøves. De der benægter at Kristus er kommet i kødet, „er ikke af Gud“ men stammer fra antikrist. De er af verden og er i samhørighed med den, men sandhedens inspirerede udtalelse er fra Gud. Johannes siger: „Gud er kærlighed,“ og: „Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som  sonoffer for vore synder.“ Vi er derfor i høj grad skyldige at elske hinanden. Gud vil forblive i samhørighed med dem der elsker hinanden, og dermed er kærligheden blevet gjort fuldkommen, for at de kan have „frimodighed“ og drive frygten ud. „Vi elsker,“ siger Johannes, „fordi han elskede os først.“ „Den der elsker Gud [skal også] elske sin broder.“ — 4:3, 8, 10, 17, 19, 21.

10. (a) Hvordan kan Guds børn sejre over verden, og hvilken tillid har de? (b) Hvilken holdning skal de have til synd og afgudsdyrkelse?

¹⁰ At vise kærlighed som Guds børn er ensbetydende med at holde hans bud, og dette fører til at man sejrer over verden ved tro. Gud aflægger det vidnesbyrd om dem der tror på Guds søn, at han har givet dem „evigt liv, og dette liv er i hans søn“. Således kan de have tillid til at han vil høre dem uanset hvad de beder om i overensstemmelse med hans vilje. Skønt al uretfærdighed er synd, er der dog synd som ikke er til døden. Enhver der er født som følge af Gud øver ikke synd. Skønt ’hele verden ligger i den ondes magt, er Guds søn kommet’, og han har givet sine disciple „forstand“ til at kende den sande Gud, som de nu er i samhørighed med „ved hjælp af hans søn Jesus Kristus“. De skal også vogte sig for afguderne! — 5:11, 19, 20.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

11. Hvordan kan kristne i vor tid bekæmpe antikrister og verdsligt begær?

¹¹ Som i de sidste år af det første århundrede er der i vor tid „mange antikrister“ som sande kristne må advares imod. De kristne må holde fast ved ’det budskab som de har hørt fra begyndelsen, at de skal elske hinanden’ og forblive i samhørighed med Gud og den sande lære samt øve retfærdighed med frimodighed. (2:18; 3:11; 2:27-29) Yderst vigtig er også advarselen imod „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“, disse materialistiske, verdslige onder der har opslugt de fleste såkaldte kristne. Sande kristne vil sky verden og dens begær, da de véd at „den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. I denne tid hvor verdsligt begær, sektvæsen og had er fremherskende, er det i høj grad gavnligt at studere Guds vilje ved hjælp af de inspirerede skrifter, og at gøre denne vilje! — 2:15-17.

12. Hvilke modsætninger opstilles i Johannes’ Første Brev til gavn for os, og hvordan kan vi sejre over verden?

¹² Til gavn for os understreger Johannes’ Første Brev modsætningen mellem lyset der udgår fra Faderen, og det sandhedsødelæggende mørke der udgår fra den onde, mellem Guds livgivende lære og antikrists bedrageriske løgne, mellem den kærlighed der præger hele menigheden af dem som er i samhørighed med Faderen og Sønnen, og det morderiske Kain-lignende had som er i dem der „udgik fra os . . . for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags“. (2:19; 1:5-7; 2:8-11, 22-25; 3:23, 24, 11, 12) Når vi har denne forståelse skulle det være vort inderlige ønske at ’sejre over verden’. Og hvordan kan vi gøre det? Ved at have en stærk tro og ved at have ’kærlighed til Gud’, hvilket vil sige at vi må holde hans bud. — 5:3, 4.

13. (a) Hvoraf ses det især at Guds kærlighed er en praktisk kærlighed? (b) Hvordan skal den kristnes kærlighed være, og hvilken samhørighed skulle den føre til?

¹³ „Kærligheden til Gud“ — denne drivkraft fremhæves stærkt gennem hele brevet. I kapitel 2 finder vi kærligheden til verden og kærligheden til Faderen stillet op i skarp kontrast til hinanden. Senere bliver vi gjort opmærksomme på at „Gud er kærlighed“. (4:8, 16) Og det er en praktisk kærlighed! Den kommer stærkest til udtryk i at Faderen har udsendt „sin søn som verdens Frelser“. (4:14) Dette skulle i vore hjerter fremkalde en taknemmelig, frygtløs kærlighed, i harmoni med apostelens ord: „Men vi, vi elsker, fordi han elskede os først.“ (4:19) Vor kærlighed skulle være af samme slags som Faderens og Sønnens — en praktisk, selvopofrende kærlighed. Ligesom Jesus satte sin sjæl til for os, sådan „er [vi] skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene“, ja, til at åbne vor inderlige medfølelses dør så vi elsker vore brødre, ikke blot med ord, men „i gerning og sandhed“. (3:16-18) Som Johannes’ brev så tydeligt viser, er det denne kærlighed der i forening med den sande kundskab om Gud sammenknytter dem der fortsat vandrer med Gud i ubrydelig samhørighed med Faderen og Sønnen. (2:5, 6) Det er til disse rigsarvinger i dette velsignede kærlighedsbånd at Johannes siger: „Og vi er i samhørighed med den sande, ved hjælp af hans søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt liv.“ — 5:20.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]