Bibelens 64. bog — Johannes’ Tredje Brev

Skribent: Apostelen Johannes

Skrevet i: Efesus el. omegn

Fuldført: ca. 98 e.v.t.

1. Hvem var Johannes’ Tredje Brev henvendt til, og hvad ved man om ham?

 DETTE brev er skrevet til Gajus, en trofast kristen som Johannes elskede højt. Navnet Gajus var almindeligt på de første kristnes tid. Det forekommer fire gange i andre dele af De Kristne Græske Skrifter og hentyder til mindst tre og sandsynligvis fire forskellige mænd. (Apg. 19:29; 20:4; Rom. 16:23; 1 Kor. 1:14) Man har ikke oplysninger til rådighed der på afgørende måde identificerer den Gajus som Johannes skrev til, med nogen af disse. Alt hvad vi ved om Gajus er at han var medlem af en kristen menighed, at han var en af Johannes’ særlige venner, og at brevet var henvendt til ham personlig, af hvilken grund der hele tiden bruges entalsformen „du“.

2. Hvem har skrevet Johannes’ Tredje Brev, og hvor og hvornår er det skrevet? Begrund dit svar.

² Eftersom stilen i de indledende og afsluttende hilsener er ligesom i Johannes’ Andet Brev, og skribenten atter kalder sig „den ældste“, kan der ikke være nogen tvivl om at apostelen Johannes også har skrevet dette brev. (2 Joh. 1) Ligheden med de to andre breve i sprog og indhold tyder også på at det er skrevet i Efesus eller omegn, omkring år 98, ligesom disse breve. På grund af dets korthed blev det sjældent citeret af de tidlige skribenter, men sammen med Johannes’ Andet Brev findes det i tidlige fortegnelser over de inspirerede skrifter. a

3. Hvad giver Johannes udtryk for i dette brev, og hvilket glimt får vi af de første kristnes broderskab?

³ I sit brev udtrykker Johannes sin værdsættelse af Gajus’ gæstfrihed over for rejsende brødre, og han nævner nogle vanskeligheder der har været med en vis Diotrefes, som viste tegn på ærgerrighed. Den Demetrius der nævnes er åbenbart ham der bragte brevet til Gajus, og det er muligt at han var udsendt af Johannes og havde brug for Gajus’ gæstfrihed på sin rejse, hvilket brevet skulle sikre. Ligesom for Gajus’ vedkommende ved vi intet om Diotrefes og Demetrius ud over hvad vi læser her. Imidlertid giver brevet et interessant glimt af det nære internationale broderskab blandt de første kristne. Det kom blandt andet til udtryk ved at de tog gæstfrit imod dem der rejste ’for navnets skyld’, skønt disse måske ikke var personligt kendt af deres værter. — Vers 7.

BREVETS INDHOLD

4. Hvad roser Johannes Gajus for, hvilken uregerlig opførsel fordømmer han, og hvilket godt råd giver han?

⁴ Apostelen tilråder gæstfrihed og gode gerninger (V. 1-14). Johannes glæder sig over at høre at Gajus fortsat „vandrer i sandheden“. Han roser ham for at han udfører et trofast arbejde ved at vise kærlig omsorg for tilrejsende brødre. „Vi er . . . skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden,“ siger Johannes. Han har tidligere skrevet til menigheden, men Diotrefes, der ophøjer sig selv, tager ikke imod noget fra Johannes eller andre ansvarshavende brødre med respekt. Johannes vil, når  han kommer, kræve ham til regnskab fordi han har ’snakket om dem med onde ord’. Den elskede Gajus får rådet: „Efterlign ikke det onde, men det gode.“ Demetrius nævnes som et rosværdigt eksempel. I stedet for at skrive mere håber Johannes snart at møde Gajus ansigt til ansigt. — V. 4, 8, 10, 11.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

5. (a) Hvordan viste Johannes sig som en eksemplarisk tilsynsmand, og hvilken ånd var det vigtigt at bevare? (b) Hvorfor talte Johannes så stærkt imod Diotrefes? (c) Hvad skulle vi være nidkære for i dag, og hvilket princip som Johannes fremholder, er det i harmoni med?

⁵ Apostelen Johannes viser sig som en eksemplarisk tilsynsmand ved sin nidkærhed for at beskytte menigheden mod det der kan besmitte den. Den kærlighedens og gæstfrihedens ånd der prægede menigheden, var rosværdig, og det var dens pligt at bevare denne gode tilstand, sådan at de lokale brødre og de „fremmede“ (nogle som deres kristne værter ikke kendte i forvejen) kunne tjene sammen som „medarbejdere for sandheden“. (V. 5, 8) Diotrefes havde imidlertid stolte øjne, noget Jehova hader. Han viste ikke respekt for teokratisk myndighed og talte endda ondt om apostelen Johannes. (Ordsp. 6:16, 17) Han lagde hindringer i vejen for den kristne menigheds gæstfrihed. Det er derfor ikke mærkeligt at Johannes talte så stærkt imod dette onde og anbefalede sand kristen kærlighed i menigheden. Vi skulle være lige så nidkære i dag for at bevare ydmygheden, vandre i sandheden, og vise gudfrygtig kærlighed og gavmildhed, i overensstemmelse med det princip der fremholdes af Johannes: „Den der øver godt er af Gud. Den der øver ondt har ikke set Gud.“ — 3 Joh. 11.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]