Bibelens 65. bog — Judas’ Brev

Skribent: Judas

Skrevet i: Palæstina (?)

Fuldført: ca. 65 e.v.t.

1. Hvilke forhold i menigheden tilskyndede Judas til at skrive sit kraftfulde brev til gavn for sine brødre?

 JUDAS’ kristne brødre var i fare! I løbet af den tid der var gået siden Kristi Jesu død og opstandelse havde fremmede elementer med list og udholdenhed skaffet sig adgang til den kristne menighed. Fjenden var trængt ind med det formål at undergrave troen, netop som apostelen Paulus havde advaret om cirka fjorten år tidligere. (2 Thess. 2:3) Hvordan skulle brødrene blive varskoet og gjort opmærksomme på faren? Judas’ Brev, der er åbenhjertigt, kraftfuldt og stærkt, giver svaret. Judas gør selv klart rede for situationen i versene 3 og 4: ’Jeg fandt det nødvendigt at skrive til jer fordi der har indsneget sig nogle mennesker, ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed.’ Selve grundlaget for sund lære og moral var truet. Judas følte sig kaldet til at kæmpe for sine brødres interesser, så de på deres side kunne kæmpe en hård kamp for troen.

2. (a) Hvem var Judas? (b) Hvilket forhold til Jesus værdsatte Judas mest?

² Men hvem var Judas? De indledende ord fortæller os at brevet er skrevet af „Judas, en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder, til de kaldede“. Var Judas en af Jesu tolv apostle, hvoraf to bar navnet Judas? (Luk. 6:16) Judas omtaler ikke sig selv som en apostel, men taler tværtimod om apostlene i tredje person som „de“, idet han åbenbart udelukker sig selv. (Jud. 17, 18) Ydermere kalder han sig „Jakobs broder“ og mener øjensynlig forfatteren til Jakobs Brev, som var en halvbroder til Jesus. (V. 1) Som en af ’søjlerne’ i menigheden i Jerusalem var denne Jakob velkendt, og følgelig præsenterer Judas sig ved hjælp af ham. Det vil sige at Judas også var halvbroder til Jesus; vi ved at en af Jesu halvbrødre hed Judas. (Gal. 1:19; 2:9; Matt. 13:55; Mark. 6:3) Judas fremhævede imidlertid ikke sit kødelige slægtskab med Jesus, men lagde ydmygt vægten på det åndelige slægtskab, idet han betegnede sig selv som „en Jesu Kristi træl“. — 1 Kor. 7:22; 2 Kor. 5:16; Matt. 20:27.

3. Hvad beviser at Judas’ Brev er ægte?

³ Brevets ægthed bekræftes af at det er nævnt i Det Muratoriske Fragment fra det andet århundrede. Clemens fra Alexandria (fra det andet århundrede)  anerkendte det også som kanonisk. Origenes sagde at „skønt det kun består af få linjer, er det alligevel fuldt af den himmelske nådes styrkende ord“. a Tertullian betragtede det også som ægte. Der er ingen tvivl om at det hører til blandt de inspirerede skrifter.

4. Hvem var Judas’ Brev stilet til, hvor er det sandsynligvis skrevet, og hvilket omtrentligt tidspunkt kan sættes for dets affattelse?

⁴ Judas skriver til „de kaldede“ og nævner ikke nogen bestemt menighed eller person. Hans brev var derfor bestemt til at skulle cirkulere blandt alle kristne. Skønt det ikke nævnes, er det mest sandsynligt at det er skrevet i Palæstina. Det er også vanskeligt at fastslå årstallet med sikkerhed. Imidlertid må det have været på et fremskredet tidspunkt i den kristne menigheds udvikling, for Judas henleder opmærksomheden på „de udtalelser som tidligere er blevet fremsat af vor Herres Jesu Kristi apostle“, og citerer åbenbart Andet Petersbrev 3:3. (Jud. 17, 18) Ydermere er der en stærk lighed mellem Judas’ Brev og det andet kapitel af Peters Andet Brev. Dette tyder på at han skrev omtrent samtidig med Peter, idet de begge var dybt bekymrede over den fare menigheden på den tid befandt sig i. Derfor sættes år 65 som det omtrentlige tidspunkt for brevets affattelse. Denne antagelse støttes af at Judas ikke nævner Cestius Gallus’ fremstød i år 66 for at slå den jødiske opstand ned, og at han heller ikke omtaler Jerusalems fald i år 70. Judas nævner i sit brev særlige domme der er blevet fuldbyrdet over syndere, og det er rimeligt at tænke sig at hvis Jerusalem allerede var faldet, ville han have forstærket sin bevisførelse ved at omtale denne domsfuldbyrdelse, i særdeleshed da Jesus havde forudsagt denne begivenhed. — Jud. 5-7; Luk. 19:41-44.

BREVETS INDHOLD

5. (a) Hvorfor finder Judas det nødvendigt at skrive til de kaldede om at ’kæmpe en hård kamp for troen’? (b) Hvilke advarende eksempler anfører Judas?

⁵ Advarer imod utugt og foragt for herredømme (V. 1-16). Efter at have sendt hilsener til „de kaldede“ siger Judas at han oprindelig havde til hensigt at skrive „om vor fælles frelse“, men at han nu har fundet det nødvendigt at skrive til dem ’for at tilskynde dem til at kæmpe en hård kamp for troen’. Hvorfor det? Fordi der har indsneget sig ugudelige mennesker som forvandler Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed. Disse mennesker, siger Judas, „fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus“. (V. 1, 3, 4) Han minder dem om at skønt Jehova reddede et folk ud af Ægypten, ’udryddede han senere dem som ikke troede’. Jehova har også holdt de engle der forlod deres egen bolig, forvaret „til dommen på den store dag“. Ligeledes er den evige straf over Sodoma og Gomorra samt deres nabobyer et advarende eksempel som viser hvilken skæbne der vil ramme dem som ’begår utugt i stort omfang og går efter kød til unaturlig brug’. — V. 5-7.

6. Hvad hengiver ugudelige mennesker sig til, og hvordan illustrerer Judas det forkerte i deres opførsel og følgen deraf?

⁶ På lignende måde besmitter ugudelige nu „kødet og lader hånt om herredømme og spotter sådanne som er herlige“. Ærkeengelen Mikael, derimod, spottede ikke Djævelen da han havde en uoverensstemmelse med ham vedrørende Moses’ legeme, men sagde blot: „Måtte Jehova irettesætte dig!“ Alligevel taler disse mennesker spottende og fortsætter med at fordærve sig selv ligesom fornuftløse dyr. De er slået ind på Kains, Bileams og den oprørske Koras vej. De er som skjulte klippeskær under vandet, som vandløse skyer, som træer uden frugt, to gange døde og rykket op med rode, som vilde havbølger der skummer med deres skam, og som vildfarende stjerner. For dem ’holdes mørkets mulm rede for evigt’. (V. 8, 9, 13) Enok profeterede at Jehova vil eksekvere dom over disse ugudelige. De knurrer og klager, og for egen fordels skyld beundrer de personligheder.

7. (a) Hvilken dom venter de ugudelige, og hvilken advarsel havde apostlene udtalt om dem? (b) Hvad bør ’de elskede’ gøre for sig selv og andre, i betragtning af det håb de har?

⁷ Vejledning om at forblive i Guds kærlighed (V. 17-25). Judas minder brødrene om at Herren Jesu Kristi apostle plejede at advare om at der ’i den sidste tid ville være folk som latterliggjorde og som vandrede i overensstemmelse med deres ugudelige ønsker’. Disse urostiftere er „sjælelige og har ikke åndelighed“. Derfor bør ’de elskede’ opbygge sig selv i troen og bevare sig selv i Guds kærlighed, mens de venter på Kristi barmhjertighed „som fører til evigt liv“. I mellemtiden bør de selv vise barmhjertighed og hjælpe dem der vakler. Judas slutter med, gennem Herren Jesus Kristus, at give æren til „Gud, vor Frelser“, den eneste som kan beskytte dem mod at snuble. — V. 18-21, 25.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

8. Hvordan benyttede Judas de inspirerede skrifter og „naturens bog“ i sin formaning til brødrene?

⁸ Judas selv fandt at de inspirerede skrifter var gavnlige til at advare, formane, opmuntre, belære og påminde ’de elskede’. Da han afslørede de ugudelige der var trængt ind i menigheden og begik grove synder, brugte han talende eksempler fra De Hebraiske Skrifter, såsom de troløse israelitter, englene der syndede, og indbyggerne i Sodoma og  Gomorra, og han viste at alle der gjorde sig skyldige i noget lignende ville få en tilsvarende straf. Han sammenlignede fordærvede mennesker med fornuftløse dyr og sagde at de var slået ind på Kains vej, havde styrtet sig i Bileams vildfarelse og ville gå til grunde ligesom Kora på grund af deres oprørske tale. Han hentede også livagtige billeder fra „naturens bog“. Judas’ ligefremme brev blev selv en del af „hele Skriften“ og skulle studeres sammen med andre bibelskrifter der formanede til en ret opførsel „i den sidste tid“. — Jud. 17, 18, 5-7, 11-13; 4 Mos. 14:35-37; 1 Mos. 6:4; 18:20, 21; 19:4, 5, 24, 25; 4:4, 5, 8; 4 Mos. 22:2-7, 21; 31:8; 16:1-7, 31-35.

9. Hvorfor er Judas’ advarsel stadig nødvendig i vor tid, og på hvilke områder må kristne fortsat opbygge sig selv?

⁹ Modstand og prøvelser der kom udefra havde ikke formået at standse kristendommens vækst, men nu var brødrene truet af fordærvelse indefra. Der var fare for at hele menigheden ville blive slået til vrag på klippeskær skjult under overfladen. Da Judas erkendte at denne fare kunne blive endnu alvorligere, argumenterede han stærkt for at de skulle ’kæmpe en hård kamp for troen’. Hans brev er lige så betimeligt i dag som det var dengang. Der er stadig behov for den samme advarsel. Man må stadig vogte troen og kæmpe for den, rykke umoralitet op med rode, barmhjertigt hjælpe tvivlere og om muligt „rive dem ud af ilden“. For at forblive moralsk uangribelige, åndeligt levende og i overensstemmelse med sand tilbedelse, må de kristne i dag fortsat opbygge sig selv på den allerhelligste tro. De må holde sig til de rette principper og nærme sig Gud i bøn. Det er også nødvendigt at de har det rette syn på „herredømme“, at de respekterer den gudgivne myndighed i den kristne menighed. — Jud. 3, 23, 8.

10. (a) Hvordan skal menigheden behandle sjælelige mennesker, og hvad vil dette bevirke? (b) Hvilken belønning venter der Rigets arvinger, og hvad vil de ligesom Judas gøre?

¹⁰ ’Sjælelige mennesker der ikke har åndelighed’ vil aldrig komme ind i Guds rige, og de vil kun være til fare for andre som befinder sig på vejen til evigt liv. (Jud. 19; Gal. 5:19-21) Menigheden skal advares imod dem, og den må befries for dem! Så vil „barmhjertighed og fred og kærlighed“ blive de elskede stadig rigeligere til del, og de vil bevare sig selv i Guds kærlighed ’mens de venter på Herren Jesus Kristi barmhjertighed som fører til evigt liv’. Gud, Frelseren, vil fremstille Rigets arvinger „dadelfri for sin herlighed med stor glæde“. Rigets arvinger vil ligesom Judas tilskrive Gud „herlighed, majestæt, magt og myndighed“ gennem Jesus Kristus. — Jud. 2, 21, 24, 25.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]