Bibelens 66. bog — Åbenbaringen

Skribent: Apostelen Johannes

Skrevet på: Patmos

Fuldført: ca. 96 e.v.t.

1. (a) Hvordan vil Åbenbaringens billeder virke på Guds tjenere? (b) Hvorfor er Åbenbaringen med rette anbragt sidst i Bibelen?

 ER HENSIGTEN med Åbenbaringens billeder at skræmme? Langtfra! Profetiens opfyldelse vil måske slå de onde med rædsel, men for Guds trofaste tjenere gælder den inspirerede indledning og engelens kommentar til sidst: „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem.“ „Lykkelig er enhver som overholder ordene i denne skriftrulles profeti.“ (Åb. 1:3; 22:7) Skønt Åbenbaringen er skrevet før Johannes’ fire andre inspirerede bøger, er den med rette anbragt sidst i den samling af 66 inspirerede bøger der udgør vor bibel, for med et altomfattende syn af Guds hensigter med menneskene fører Åbenbaringen sine læsere langt ind i fremtiden og bringer Bibelens betydningsfulde tema, helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet ved Riget under Kristus, det lovede afkom, frem til sit storslåede klimaks.

2. På hvilken måde kom Åbenbaringen til Johannes, og hvorfor er bogens titel yderst passende?

² Ifølge det vers der angiver titlen er dette „en åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham . . . Og han udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes“. Johannes blev således kun brugt til at nedskrive åbenbaringen, men er ikke ophavsmand til den. Det er ikke Johannes der åbenbarer noget, og det er ikke  rigtigt at kalde bogen for Johannes’ Åbenbaring. (1:1) Da bogen indeholder en åbenbaring om hvad Gud har til hensigt at gøre i fremtiden, er dens græske titel, Apokaʹlypsis (Apokalypsen), der betyder „afdækning“ eller „afsløring“, yderst passende.

3. Hvem viser Åbenbaringen selv at skribenten, Johannes, er, og hvordan bekræfter oldtidens kirkelige forfattere dette?

³ Hvem var den Johannes der i det første kapitel omtales som den der har skrevet Åbenbaringen? Vi får at vide at han var Jesu Kristi træl, at han var en broder der også blev forfulgt og at han var landsforvist til øen Patmos. Det er tydeligt at han var velkendt blandt sine første læsere, siden det ikke var nødvendigt med nogen yderligere præsentation. Det må være apostelen Johannes. Denne slutning bekræftes af de fleste af oldtidens kirkelige forfattere. Papias, der skrev i første halvdel af det andet århundrede, siges at have anset bogen for at være af apostolsk oprindelse. Justinus Martyr, fra det andet århundrede, erklærede i sin „Dialog Med Jøden Tryfon“ (LXXXI): „Der var en mand iblandt os ved navn Johannes, en af Kristi apostle, som profeterede ved en åbenbaring han modtog.“ a Irenæus omtaler udtrykkeligt apostelen Johannes som skribenten, og det samme gør Clemens fra Alexandria og Tertullian, der levede i slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede. Den fremragende bibellærde Origenes fra det tredje århundrede sagde: „Johannes, som laa op til Jesu Bryst, som efterlod os eet Evangelium, . . . Han skrev ogsaa Aabenbaringen.“ b

4. (a) Hvad kan forklare stilforskellen mellem Åbenbaringen og Johannes’ øvrige skrifter? (b) Hvad viser at Åbenbaringen er en ægte del af de inspirerede skrifter?

⁴ Den omstændighed at der lægges så stor vægt på kærlighed i Johannes’ andre skrifter udelukker ikke at han kan have skrevet den meget kraftfulde og dynamiske Åbenbaringens Bog. Det var ham og hans broder Jakob der blev så harmfulde over samaritanerne i en by at de ville kalde ild ned fra himmelen. Det var grunden til at de fik tilnavnet „Boanerges“ eller „Tordensønner“. (Mark. 3:17; Luk. 9:54) Denne forskel i stilen skulle ikke volde os vanskeligheder, i betragtning af at emnet i Åbenbaringen er anderledes. Det Johannes så i disse syner, var forskelligt fra alt hvad han nogen sinde før havde set. Bogens tydelige overensstemmelse med de øvrige profetiske skrifter viser ubestrideligt at den er en ægte del af Guds inspirerede ord.

5. Hvornår skrev Johannes Åbenbaringen, og under hvilke omstændigheder?

⁵ Ifølge de tidligste vidnesbyrd skrev Johannes Åbenbaringen omkring år 96, cirka 26 år efter Jerusalems ødelæggelse. Det vil sige hen imod slutningen af kejser Domitians regering. Til bekræftelse heraf siger Irenæus i sit værk mod kætterne (Adversus hæreses, V, xxx) om Apokalypsen: „Dette syn blev set for ikke så længe siden, næsten i vor egen tid, ved slutningen af Domitians regering.“ c Eusebios og Hieronymus er enige med hensyn til dette vidnesbyrd. Domitian var broder til den Titus der førte de romerske hære mod Jerusalem. Han blev kejser ved Titus’ død, femten år før Åbenbaringens Bog blev skrevet. Han forlangte at blive tilbedt som en gud og antog titlen Dominus et Deus noster (der betyder: „Vor Herre og Gud“). Kejserdyrkelsen blev antaget uden skrupler af dem der dyrkede falske guder, men de første kristne kunne ikke gå på kompromis på dette punkt. d Derfor udbrød der hen imod slutningen af Domitians regering (år 81-96) en voldsom forfølgelse af de kristne. Det menes at være Domitian der forviste Johannes til Patmos. Da Domitian blev snigmyrdet i år 96 efterfulgtes han af den mere frisindede kejser Nerva, der åbenbart løslod Johannes. Det var under fangenskabet på Patmos at Johannes modtog de syner som han skrev ned.

6. Hvordan må Åbenbaringen betragtes, og hvordan kan den inddeles?

⁶ Vi må forstå at det Johannes så og fik besked på at skrive til menighederne, ikke blot var en række usammenhængende syner der blev nedskrevet i en tilfældig rækkefølge. Nej, hele Åbenbaringens Bog giver os fra begyndelsen til enden et sammenhængende billede af kommende begivenheder og går fra det ene syn til det andet indtil hele Guds hensigt med Riget ligger blottet og klar ved slutningen af bogen. Vi må derfor betragte Åbenbaringens Bog som en helhed der består af sammenhængende og indbyrdes overensstemmende dele som fører os langt frem i tiden efter Johannes. Efter indledningen (Åb. 1:1-9), kan bogen inddeles i seksten syner: (1) 1:10–3:22; (2) 4:1–5:14; (3) 6:1-17; (4) 7:1-17; (5) 8:1–9:21; (6) 10:1–11:19; (7) 12:1-17; (8) 13:1-18; (9) 14:1-20; (10) 15:1–16:21; (11) 17:1-18; (12) 18:1–19:10; (13) 19:11-21; (14) 20:1-10; (15) 20:11–21:8; (16) 21:9–22:5. Efter disse syner følger en opflammende afslutning, hvori Jehova, Jesus, engelen og Johannes taler og derved giver deres sidste bidrag som de vigtigste led i meddelelseskanalen. — 22:6-21.

 BOGENS INDHOLD

7. Hvad siger Johannes om oprindelsen til Åbenbaringen, og hvad siger han at han er delagtig med de syv menigheder i?

⁷ Indledningen (1:1-9). Johannes forklarer hvorfra og gennem hvem han har fået åbenbaringen, nemlig fra Gud og Kristus og gennem en engel. Derefter henvender han sig til medlemmerne af de syv menigheder i provinsen Asien. Jesus Kristus har gjort dem „til et kongerige, præster for sin Gud og Fader“, Jehova Gud, den Almægtige. Johannes minder dem om at han er delagtig med dem „i trængselen og riget og udholdenheden i samfund med Jesus“, da han er blevet landsforvist til Patmos. — 1:6, 9.

8. (a) Hvad får Johannes befaling til at gøre? (b) Hvem ser han midt iblandt lampestanderne, og hvad forklarer denne?

⁸ Budskaberne til de syv menigheder (1:10–3:22). Da det første syn begynder, befinder Johannes sig ved inspiration på Herrens dag. En kraftig, trompetlignende stemme giver ham befaling til at nedskrive det han ser, i en skriftrulle og sende den til de syv menigheder i Efesus, Smyrna, Pergamum, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. Da Johannes vender sig mod stemmen ser han midt iblandt syv lampestandere „én ligesom en menneskesøn“ med syv stjerner i sin højre hånd. Denne siger at han er „den Første og den Sidste“, den der var død men nu lever i evighedernes evigheder og har dødens og Hades’ nøgler. Han er derfor den opstandne Jesus Kristus. Han forklarer: „De syv stjerner betyder syv menigheders engle, og de syv lampestandere betyder syv menigheder.“ — 1:13, 17, 20.

9. Hvilken ros og vejledning gives til menighederne i Efesus, Smyrna, Pergamum og Tyatira?

⁹ Johannes får besked på at skrive til engelen i Efesusmenigheden, som til trods for sit slid, sin udholdenhed og sin vægring ved at finde sig i onde mennesker, har forladt sin første kærlighed og derfor må ændre sind og gøre de tidligere gerninger. Menigheden i Smyrna får at vide at den til trods for trængsler og fattigdom i virkeligheden er rig og ikke skal være bange: „Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.“ Menigheden i Pergamum, som bor „dér hvor Satans trone er“, bliver ved med at holde fast ved Kristi navn men har frafaldne i sin midte, og disse må ændre sind, ellers vil Kristus føre krig mod dem med sin munds lange sværd. Menigheden i Tyatira har „kærlighed og tro og tjeneste og udholdenhed“, men alligevel tolererer den „kvinden Jesabel“. De trofaste der holder fast, vil imidlertid få „myndighed over nationerne“. — 2:10, 13, 19, 20, 26.

10. Hvilke budskaber sendes til menighederne i Sardes, Filadelfia og Laodikea?

¹⁰ Menigheden i Sardes har ry for at være levende, men den er død fordi dens gerninger ikke er fuldt gennemført i Guds øjne. De der sejrer, vil imidlertid ikke få deres navn udslettet af livets bog. Menigheden i Filadelfia har overholdt Kristi ord; derfor lover han at holde menigheden fra „prøvelsens time, som skal komme over hele den beboede jord“. Kristus vil gøre den der sejrer til en søjle i sin Guds tempel. Han siger: „Jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem . . . og mit eget nye navn.“ Idet Kristus omtaler sig selv som „Guds skaberværks begyndelse“ fortæller han menigheden i Laodikea at den hverken er varm eller kold, og at den vil blive udspyet af hans mund. Skønt menighedens medlemmer praler af deres rigdom er de i virkeligheden fattige, blinde og nøgne. De har brug for hvide yderklæder, og øjensalve så de kan se. Kristus vil komme ind og spise sammen med enhver som åbner døren for ham. Den der sejrer vil han give at tage sæde med ham på hans trone, ligesom han selv har taget sæde sammen med sin Fader på hans trone. — 3:10, 12, 14.

11. Hvilket storslået syn ser Johannes nu?

¹¹ Synet af Jehovas hellighed og herlighed (4:1–5:14). Det andet syn fører os frem for Jehovas himmelske herlighedstrone. Scenen er blændende i sin skønhed, med en glans som kostbare ædelsten. Rundt om tronen sidder 24 ældste der bærer kroner. Fire levende skabninger priser Jehova som hellig, og han bliver tilbedt som værdig „til at modtage herligheden og æren og magten“ fordi han har skabt alle ting. — 4:11.

12. Hvem alene er værdig til at åbne skriftrullen med de syv segl?

¹² „Han som sad på tronen“ har en skriftrulle med syv segl i hånden. Men hvem er værdig til at åbne skriftrullen? Det er kun „løven af Judas stamme, Davids rod“! Denne, der også er „Lammet, det slagtede,“ får skriftrullen af Jehova. — 5:1, 5, 12.

13. Hvilke syner ses samtidig med at de seks første segl åbnes?

¹³ Lammet åbner skriftrullens seks første segl (6:1–7:17) Nu begynder det tredje syn. Lammet går i gang med at åbne seglene. Først kommer en rytter på en hvid hest frem, „og han red ud sejrende og for at fuldende sin sejr“. Derefter tager en rytter på en ildrød hest freden bort fra jorden, og en anden på en sort hest rationerer kornet. En bleggrøn hest rides af Døden, og Hades følger lige efter. Det femte segl åbnes, og de „der var blevet slået ihjel på grund af Guds ord“ ses råbe om hævn for deres blod. (6:2, 9) Da det sjette  segl åbnes, kommer der et stort jordskælv, solen og månen formørkes, og jordens mægtige råber til bjergene om at falde over dem og skjule dem for Jehovas og Lammets vrede.

14. Hvad ses derefter med hensyn til Guds trælle og en stor skare?

¹⁴ Efter dette begynder det fjerde syn. Man ser fire engle holde jordens fire vinde tilbage, indtil Guds trælle er blevet beseglet på deres pander. Deres antal er 144.000. Senere ser Johannes en stor, talløs skare af alle nationer stå foran Gud og Lammet, som de tilskriver frelsen; de tjener dag og nat i Guds tempel. Lammet selv „vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand“. — 7:17.

15. Hvad sker der efter at det syvende segl er blevet åbnet?

¹⁵ Det syvende segl åbnes (8:1–12:17). Der bliver tavshed i himmelen. Syv trompeter gives til de syv engle. De seks første trompetstød udgør det femte syn.

16. (a) Hvad sker der da de fem første trompeter lyder, én efter én, og hvad er det første af de tre veer? (b) Hvad forkynder den sjette trompet?

¹⁶ Da der efter tur blæses i de tre første trompeter, regner ulykker ned over jorden, havet, floderne og vandenes kilder. Ved den fjerde trompet formørkes en tredjedel af solen, månen og stjernerne. Ved lyden af den femte slipper en stjerne fra himmelen en græshoppeplage løs, og den angriber dem „som ikke har Guds segl på deres pander“. Dette er „det ene ve“, og der skal komme yderligere to. Den sjette trompet forkynder at fire engle skal løses så de kan komme frem for at dræbe. „To gange ti tusind gange ti tusind“ ryttere bringer yderligere ulykke og død, men menneskene ændrer stadig ikke sind med hensyn til deres onde gerninger. — 9:4, 12, 16.

17. Hvilke begivenheder kulminerer i meddelelsen om at det andet ve er forbi?

¹⁷ Da det sjette syn begynder, stiger en anden stærk engel ned fra himmelen og forkynder at „i dagene for den syvende engels røst“ vil „Guds hellige hemmelighed ifølge den gode nyhed“ blive fuldbyrdet. Johannes får en lille skriftrulle at spise. Den er „sød som honning“ i hans mund, men gør hans mave bitter. (10:7, 9) To vidner profeterer i 1260 dage klædt i sæk; derefter bliver de dræbt af „vilddyret som stiger op af afgrunden“, og deres lig ligger tre og en halv dag „på den brede gade i den store by“. De der bor på jorden fryder sig over dem, men fryden vendes til frygt da Gud oprejser dem til liv. I den time kommer der et stort jordskælv. „Det andet ve er forbi.“ — 11:7, 8, 14.

18. Hvilken vigtig bekendtgørelse lyder da der blæses i den syvende trompet, og hvad er tiden nu inde til?

¹⁸ Nu blæser den syvende engel i sin trompet. Himmelske røster forkynder: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’.“ „De fireogtyve ældste“ tilbeder Gud og takker ham, men nationerne bliver vrede. Guds fastsatte tid er kommet til at de døde skal dømmes og de hellige belønnes, og „til at ødelægge dem der ødelægger jorden“. Hans tempelhelligdom bliver åbnet, og i den ses hans pagts ark. — 11:15, 16, 18.

19. Hvilket tegn og hvilken krig ses i himmelen, hvad er udfaldet, og hvordan medfører det det tredje ve?

¹⁹ Efter bekendtgørelsen af Rigets oprettelse følger det syvende syn, som viser „et stort tegn“ i himmelen. Det er en kvinde der føder „en søn, et drengebarn der skal vogte alle nationerne med en jernstav“. „En stor, ildrød drage“ står parat til at fortære barnet, men det bortrykkes til Guds trone. Mikael fører krig mod dragen, og han kaster „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan,“ ned til jorden. Det betyder „ve jorden“! Dragen forfølger kvinden og går bort for at føre krig mod de øvrige af hendes afkom. — 12:1, 3, 5, 9, 12; 8:13.

20. Hvilke to vilddyr viser sig i det ottende syn, og hvordan påvirker de menneskene på jorden?

²⁰ Vilddyret som stiger op af havet (13:1-18). Det ottende syn viser et vilddyr med syv hoveder og ti horn som stiger op af havet. Det får sin magt fra dragen. Et af dets hoveder er ligesom såret til døden, men bliver lægt, og hele jorden beundrer vilddyret. Det spotter Gud og fører krig mod de hellige. Men se! Johannes ser et andet vilddyr. Det stiger op af jorden. Det har to horn ligesom et lam, men begynder at tale som en drage. Det vildleder jordens beboere og siger til dem at de skal lave et billede af det første vilddyr. Alle tvinges til at tilbede dette billede; de der ikke vil, bliver dræbt. Uden vilddyrets mærke eller tal kan ingen købe eller sælge. Dets tal er 666.

21. Hvad ser Johannes på Zions Bjerg, hvad forkynder englene, og hvad bliver der gjort med jordens vintræ?

²¹ ’Den evigvarende gode nyhed’ og dermed forbundne budskaber (14:1-20). Som en glædelig kontrast hertil ser Johannes, i det niende syn, Lammet på Zions Bjerg og sammen med det 144.000 som har Lammets og dets Faders navn på deres pander. „De synger ligesom en ny sang foran tronen“ efter at de er blevet „købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“. En anden engel, der viser sig midt på himmelen, har „en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt“ for hver nation, og han råber: „Frygt Gud og giv ham ære.“ Og endnu en engel forkynder: „Babylon den Store er faldet.“ Endnu en engel, nummer tre, forkynder at de der tilbeder vilddyret og dets billede skal drikke af Guds vrede. En „ligesom en menneskesøn“ svinger  sin segl, og en anden engel svinger ligeledes sin segl og indhøster jordens vintræ og kaster det i „Guds harmes store vinperse“. Vinpersen bliver trådt uden for byen, og blodet står helt op til hestenes bidsler „på en strækning af et tusind og seks hundrede stadier“ (cirka 296 kilometer). — 14:3, 4, 6-8, 14, 19, 20.

22. (a) Hvem ser man derefter lovprise Jehova, og hvorfor? (b) Hvor udgydes de syv skåle med Guds vrede, og hvilke begivenheder ryster derefter verden?

²² Englene med de syv sidste plager (15:1–16:21). Det tiende syn begynder med endnu et glimt af den himmelske domstol. De der har vundet sejr over vilddyret lovpriser Jehova, „evighedens Konge“, for hans store og vidunderlige gerninger. Syv engle kommer ud fra helligdommen i himmelen og får overrakt syv guldskåle fulde af Guds harme. De seks første udgydes over jorden, havet, floderne og vandenes kilder, solen, vilddyrets trone og Eufratfloden, hvis vand tørrer bort, så vejen banes for „kongerne fra solens opgang“. Dæmoniske udtalelser samler „kongerne på hele den beboede jord“ til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. Den syvende skål udgydes over luften, og under forfærdelige naturfænomener deles den store by i tre dele, nationernes byer falder sammen, og Babylon modtager ’bægeret med Guds vredes harmes vin’. — 15:3; 16:12, 14, 19.

23. (a) Hvordan bliver Guds dom over Babylon den Store eksekveret? (b) Hvilke bekendtgørelser og hvilken klage ledsager skøgens fald, og hvilket råb genlyder himmelen af?

²³ Guds dom over Babylon; Lammets bryllup (17:1–19:10). Det ellevte syn begynder. Se! Det er Guds dom over „Babylon den Store, moderen til jordens skøger“; „med hende har jordens konger begået utugt“. Beruset af de helliges blod rider hun på et skarlagenrødt vilddyr med syv hoveder og ti horn. Dette dyr „var, men er ikke, og dog skal det stige op af afgrunden“. Dets ti horn fører krig mod Lammet, men fordi Lammet er „herrers Herre og kongers Konge“ sejrer det over dem. De ti horn vender sig imod skøgen og fortærer hende, og i begyndelsen af det tolvte syn forkynder en anden engel, hvis herlighed oplyser jorden: „Hun er faldet! Babylon den Store er faldet.“ Guds folk får befaling til at gå ud fra hende for at det ikke skal få del i hendes plager. Kongerne og andre af jordens stormænd græder over hende og siger: „Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!“ Hendes store rigdom er blevet lagt øde. Som en stor møllesten bliver slynget i havet, sådan er Babylon med et rask kast blevet slynget ned, for aldrig at findes mere. Endelig er Guds helliges blod blevet hævnet! Fire gange genlyder himmelen af råbet: „Lovsyng Jah!“ Lovsyng Jah, for han har eksekveret dommen over den store skøge! Lovsyng Jah, for Jehova er begyndt at herske som konge! Fryd jer og jubl, for „Lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede“! — 17:2, 5, 8, 14; 18:2, 10; 19:1, 3, 4, 6, 7.

24. (a) Hvor afgørende er den krig der udkæmpes af Lammet? (b) Hvad sker der i de tusind år, og hvad sker der når de er til ende?

²⁴ Lammet udkæmper en retfærdig krig (19:11–20:10). I det trettende syn rider „kongers Konge og herrers Herre“ i spidsen for de himmelske hære i en retfærdig krig. Konger og stærke mænd bliver føde for himmelens fugle, og vilddyret og den falske profet bliver kastet levende i ildsøen som brænder med svovl. (19:16) Da det fjortende syn begynder, ses en engel „stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd“. „Dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan,“ bliver grebet og bundet for tusind år. De der har del i den første opstandelse bliver Guds og Messias’ præster og hersker som konger sammen med ham i de tusind år. Derefter vil Satan blive løst og gå ud for at vildlede jordens nationer; men han bliver til sidst kastet i ildsøen sammen med dem der følger ham. — 20:1, 2, 6.

25. Hvilket betagende syn følger efter, og hvem skal arve det Johannes ser?

²⁵ Dommens dag og det ny Jerusalems herlighed (20:11–22:5) Nu kommer det betagende femtende syn. De døde, store og små, dømmes foran Guds store, hvide trone. Døden og Hades bliver kastet i ildsøen, det vil sige „den anden død“, og enhver som ikke findes skrevet i livets bog kastes i ildsøen sammen med dem. Det ny Jerusalem kommer ned fra himmelen, og Gud bor hos menneskene og tørrer hver tåre af deres øjne. Der skal ikke mere være død, sorg, skrig eller smerte! Ja, Gud „gør alting nyt“ og bekræfter sit løfte med ordene: „Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ De der sejrer, skal arve dette, men ikke de feje, eller de uden tro, eller de der er umoralske eller øver spiritisme eller afgudsdyrkelse. — 20:14; 21:1, 5.

26. (a) Hvordan beskrives det ny Jerusalem? (b) Hvilke livsopretholdende ting ses i byen, og hvordan forholder det sig med dens lys?

²⁶ I det sekstende og sidste syn får Johannes nu „Lammets hustru“ at se, det ny Jerusalem med dets tolv porte og tolv grundsten, der bærer navnene på de tolv apostle. Byen danner en firkant, og dens majestætiske pragt skildres ved jaspis, guld og perler. Jehova og Lammet er denne bys tempel og er tillige dens lys. Kun de der står skrevet i den livets skriftrulle der tilhører Lammet kan komme ind i den. (21:9) En ren flod med livets vand flyder ud fra tronen ned ad byens brede gade, og på  begge sider vokser livets træer, som frembringer frugt hver måned og hvis blade er til lægedom. Guds og Lammets trone vil være i byen, og Guds trælle skal se hans ansigt. „Jehova Gud vil lyse på dem, og de skal herske som konger i evighedernes evigheder.“ — 22:5.

27. (a) Hvilken forsikring får Johannes angående profetien? (b) Hvilken indtrængende opfordring og advarsel slutter Åbenbaringen med?

²⁷ Slutning (22:6-21). Forsikringen gives: „Disse ord er troværdige og sande.“ Lykkelige er alle de der overholder profetiens ord! Efter at Johannes har hørt og set disse ting falder han ned for at tilbede engelen, som imidlertid minder ham om kun at tilbede Gud. Profetiens ord skal ikke forsegles, „for den fastsatte tid er nær“. Lykkelige er de der får adgang til byen, for udenfor er de snavsede og „enhver som holder af og som øver løgn“. Jesus meddeler at han selv gennem sin engel har sendt dette vidnesbyrd til menighederne og at han er „Davids rod og afkom, den strålende morgenstjerne“. „Og ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ Og ingen skal føje noget til eller tage noget bort fra denne profetis ord, for at hans lod ikke skal blive taget bort fra „livets træer og ud af den hellige by“. — 22:6, 10, 15-17, 19.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

28. Hvilke eksempler viser at Åbenbaringen slutter den beretning der begyndte i Bibelens første bog?

²⁸ Åbenbaringen danner en storslået afslutning på Bibelens inspirerede samling af bøger, 66 i alt. Intet er blevet udeladt. Intet mangler i sammenhængen. Nu ser vi klart såvel afslutningen som begyndelsen. Bibelens sidste bog slutter den beretning der blev indledt i den første. Ligesom Første Mosebog 1:1 fortæller at Gud skabte de materielle himle og jorden, sådan viser Åbenbaringen 21:1-4 hvordan der skabes en ny himmel og en ny jord der skal bringe menneskeheden uudsigelige velsignelser, sådan som det også er profeteret i Esajas 65:17, 18; 66:22 og Andet Petersbrev 3:13. Ligesom det første menneske fik at vide at det visselig skulle dø hvis det var ulydigt, sådan forsikrer Gud at for de lydige skal ’døden ikke være mere’. (1 Mos. 2:17; Åb. 21:4) Da slangen i begyndelsen viste sig som menneskenes forfører, forudsagde Gud at dens hoved ville blive knust, og Åbenbaringen afslører hvordan slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, til sidst bliver kastet i tilintetgørelsen. (1 Mos. 3:1-5, 15; Åb. 20:2, 10) Mens det ulydige menneske blev drevet bort fra livets træ i Eden, ser Johannes i sit syn symbolske livets træer der er „til lægedom for nationerne“, det vil sige for alle de lydige. (1 Mos. 3:22-24; Åb. 22:2) Ligesom en flod strømmede ud fra Eden til at vande haven, skildres en livgivende og livsopretholdende symbolsk flod der flyder ud fra Guds trone. Dette syn er en parallel til Ezekiels syn, og det minder os også om Jesu ord om „en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv“. (1 Mos. 2:10; Åb. 22:1, 2; Ez. 47:1-12; Joh. 4:13, 14) I modsætning til det første menneskepar, der blev drevet bort fra Guds nærhed, skal de trofaste sejrvindere se hans ansigt. (1 Mos. 3:24; Åb. 22:4) Det er bestemt gavnligt at betragte Åbenbaringens betagende syner!

29. (a) Hvordan sammenknytter Åbenbaringen profetierne om Babylon? (b) Hvilke lighedspunkter bør bemærkes mellem Daniels og Johannes’ syner af Riget, og af dyrene?

²⁹ Læg også mærke til hvordan Åbenbaringen forbinder profetierne om Babylon. Esajas havde forudset det bogstavelige Babylons fald længe før det skete, og han havde erklæret: „Hun er faldet! Babylon er faldet.“ (Es. 21:9) Jeremias profeterede også imod Babylon. (Jer. 51:6-12) Men Åbenbaringen taler symbolsk om „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. Hun skal også omstyrtes, og Johannes ser det i et syn og forkynder: „Hun er faldet! Babylon den Store er faldet.“ (Åb. 17:5; 18:2) Husker vi Daniels syn af et rige, oprettet af Gud, der skulle knuse alle andre riger og bestå „evindelig“? Læg mærke til hvordan dette stemmer med den himmelske bekendtgørelse i Åbenbaringen: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ (Dan. 2:44; Åb. 11:15) Og ligesom Daniels syn beskrev ’en der var som en menneskesøn og som kom med himmelens skyer for at modtage et varigt herredømme og ære og kongemagt’, sådan viser Åbenbaringen at Jesus Kristus er „herskeren over jordens konger“ og at han „kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham“. (Dan. 7:13, 14; Åb. 1:5, 7) Der er også lighedspunkter mellem dyrene i Daniels syner og i Åbenbaringen. (Dan. 7:1-8; Åb. 13:1-3; 17:12) Der er en righoldighed af stof i Åbenbaringens Bog, og et studium af den vil styrke vor tro!

30. (a) Hvilket fuldstændigt billede giver Åbenbaringen af Jehovas navns helligelse ved Riget? (b) Hvad understreges med hensyn til hellighed, og hvem berøres af dette?

³⁰ Åbenbaringen giver et vidunderligt og rigt detaljeret billede af Guds rige. Den retter vort blik mod alt hvad fortidens profeter og Jesus og hans disciple sagde om Riget. Her ser vi helligelsen af Jehovas navn fuldbyrdet ved Riget: „Hellig, hellig, hellig er Jehova Gud, den Almægtige.“ Han er  værdig „til at modtage herligheden og æren og magten.“ Ja, han er den der ’har taget sin store magt og er begyndt at herske som konge’ gennem Kristus. Vi ser hvor nidkær denne kongelige søn, „kongers Konge og herrers Herre“, er når han slår nationerne og træder „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“. Efterhånden som Bibelens storslåede tema om Jehovas navns helligelse udvikles og opbygges indtil det når sit strålende højdepunkt, understreges det at enhver person og ting der har at gøre med Riget må være hellig. Lammet Jesus Kristus, som har „Davids nøgle“, omtales som hellig, og det samme er tilfældet med himmelens engle. De der får del i den første opstandelse omtales som ’lykkelige og hellige’, og det understreges at „intet vanhelligt og ingen som giver sig af med en afskyelighed“ vil komme ind i „den hellige by Jerusalem“. De der er blevet købt med Lammets blod til at være ’et kongerige og præster for vor Gud’, får således en kraftig opfordring til at bevare sig selv hellige for Jehova. Også de der hører til ’den store skare’ må ’vaske deres klæder og gøre dem hvide i Lammets blod’, for at de kan yde hellig tjeneste. — Åb. 4:8, 11; 11:17; 19:15, 16; 3:7; 14:10; 20:6; 21:2, 10, 27; 22:19; 5:9, 10; 7:9, 14, 15.

31. Hvilke ting i forbindelse med Riget gør kun Åbenbaringen os opmærksomme på?

³¹ Synet af dette prægtige og hellige himmelske rige udkrystalliserer sig i vort sind efterhånden som vi bemærker visse træk som alene Åbenbaringen gør os opmærksomme på. Her har vi det fuldstændige syn af rigsarvingerne på Zions Bjerg sammen med Lammet, og de synger en ny sang som kun de er i stand til at lære. Kun Åbenbaringen oplyser tallet på dem der er løskøbt fra jorden for at indtræde i Riget — 144.000 — og at dette antal beseglede udgør det åndelige Israels tolv symbolske stammer. Kun Åbenbaringen viser at disse ’præster og konger’, der sammen med Kristus har del i den første opstandelse, også skal regere med ham „i de tusind år“. Kun Åbenbaringen giver os det fuldstændige syn af „den hellige by, det ny Jerusalem,“ og viser dets strålende herlighed med Jehova og Lammet som dets tempel, med dets tolv porte og grundsten, og kongerne der hersker i det for evigt ved det evige lys som Jehova udsender over dem. — 14:1, 3; 7:4-8; 20:6; 21:2, 10-14, 22; 22:5.

32. (a) Hvordan sammenfatter synet af ’den ny himmel’ og „den hellige by, det ny Jerusalem“ alt hvad der er blevet forudsagt om Rigets afkom? (b) Hvilke velsignelser vil Riget sikre menneskene på jorden?

³² Det kan i sandhed siges at dette syn af ’den ny himmel’ og „den hellige by, det ny Jerusalem“ sammenfatter alt hvad Bibelen fra gammel tid har forudsagt om Afkommet. Abraham så frem til et afkom ved hvilket ’alle jordens slægter skulle velsigne sig’ og til „byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. I Åbenbaringen bliver denne velsignelsens by nu klart beskrevet som ’den ny himmel’ — en ny regering, Guds rige, der består af det ny Jerusalem (Kristi brud) og hendes brudgom. Sammen vil de udgøre en retfærdig regering over hele jorden. Jehova lover de trofaste mennesker at de kan blive „hans folk“ og komme til at opleve en tilstand uden synd og død, ligesom den mennesket kunne glæde sig over før oprøret i Eden. Og for at understrege en vigtig sandhed fortæller Åbenbaringen os to gange at Gud vil „tørre hver tåre af deres øjne“. — 1 Mos. 12:3; 22:15-18; Hebr. 11:10; Åb. 7:17; 21:1-4.

33. (a) Hvilket vidunderligt og fuldstændigt billede giver Åbenbaringen af Guds fuldbyrdede hensigter? (b) Hvordan har „hele Skriften“ vist sig at være „inspireret af Gud og gavnlig“, og hvorfor er det nu tid at studere og adlyde Guds ord?

³³ Ja, hvilken betagende slutning på de inspirerede skrifter! Hvor vidunderligt er ikke „det der snart skal ske“! (Åb. 1:1) Jehovas, ’profeternes inspirerede udtalelsers Guds’, navn er blevet helliget. (22:6) Her ses seksten århundreders profetiske skrifter opfyldt og tusinder af års trosgerninger belønnet! „Slangen fra fortiden“ er død, hans hærskarer tilintetgjort, og ondskaben udslettet. (12:9) Guds rige hersker som „en ny himmel“ til Guds ære. Velsignelserne på en genrejst jord, som menneskene har opfyldt og underlagt sig i overensstemmelse med den hensigt som Jehova lod nedskrive i Bibelens allerførste kapitel, ligger udbredt for menneskeslægten i al evighed. (1 Mos. 1:28) Hele Skriften har vist sig at være „inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. Jehova har brugt den til at føre fuldt ud dygtige, fuldt udrustede troende mennesker frem til denne vidunderlige dag. Nu er det derfor tid at studere disse skrifter for at styrke vor tro. Lad os adlyde de befalinger der gives gennem dem, så vi kan modtage Guds velsignelse. Lad os følge dem på den vej der fører til evigt liv. Gør vi det, kan vi også tillidsfuldt og med forvisning sige det som den sidste bog i Bibelen slutter med: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — 2 Tim. 3:16; Åb. 22:20.

34. Hvordan kan vi opnå en ubeskrivelig glæde nu, og hvorfor?

³⁴ Vi kan opnå en ubeskrivelig glæde nu hvis vi hylder ’vor Herres og hans messianske afkoms’ rige, der for evigt vil hellige Jehova Guds, den Almægtiges, uforlignelige navn. — Åb. 11:15, 17.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]