Bibelens 7. bog — Dommerbogen

Skribent: Samuel

Skrevet i: Israel

Fuldført: ca. 1100 f.v.t.

Spænder over: ca. 1450–ca. 1120 f.v.t.

1. I hvilke henseender var dommertiden bemærkelsesværdig?

 VI KOMMER nu til et yderst handlingsmættet kapitel i Israels historie, der snart formørkes ved at folket lader sig forlede til dæmonreligion, snart tegner sig lyst ved at Jehova i sin barmhjertighed oprejser dommere og udfrier sit angrende folk. De vældige gerninger der blev udført af Otniel, Ehud, Sjamgar og de efterfølgende dommere indgiver os tro. Som den der skrev Hebræerbrevet sagde: „Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, . . . som ved tro nedkæmpede riger, øvede retfærdighed, . . . fra at være svage blev fyldt med kraft, blev tapre i krig, jagede fremmedes hære på flugt.“ (Hebr. 11:32-34) For at få alle tolv trofaste dommere fra denne periode med, må vi også nævne Tola, Ja’ir, Ibzan, Elon og Abdon. (Samuel tælles som regel ikke med blandt dommerne.) Jehova udkæmpede slagene for disse dommere, og hans ånd var over dem når de udførte deres store bedrifter. De gav Gud hele æren for dette.

2. Hvorfor er Dommerbogens hebraiske navn passende?

² I Septuaginta kaldes bogen Kritaiʹ, og i den hebraiske bibel Sjofetīmʹ. Begge ord kan oversættes med „dommere“. Sjofetīmʹ er afledt af udsagnsordet sjafatʹ, der betyder „at dømme, hævde, straffe, styre“, og det giver et godt billede af disse mænds opgave, udnævnt som de var på teokratisk vis af „Gud, alles dommer“. (Hebr. 12:23) Det var mænd Jehova oprejste i særlige situationer for at udfri sit folk fra fremmed åg.

3. Hvornår blev Dommerbogen skrevet?

³ Hvornår blev Dommerbogen skrevet? To udtalelser i den hjælper os til at finde svaret. Den første lyder: „Jebusitterne er blevet boende . . . i Jerusalem indtil den dag i dag.“ (Dom. 1:21) Eftersom kong David erobrede „klippeborgen Zion“ fra jebusitterne i sit ottende regeringsår, i 1070 f.v.t., må Dommerbogen være skrevet før den tid. (2 Sam. 5:4-7) Den anden udtalelse forekommer fire steder: „I de dage var der ingen konge i Israel.“ (Dom. 17:6; 18:1; 19:1; 21:25) Altså blev beretningen skrevet på et tidspunkt da der var „en konge i Israel“, det vil sige efter at Saul i 1117 f.v.t. blev den første konge. Bogen må derfor henføres til tiden mellem 1117 og 1070 f.v.t.

4. Hvem har skrevet Dommerbogen?

⁴ Hvem har skrevet bogen? Tydeligvis en af Jehovas hengivne tjenere. Samuel er den eneste der skiller sig ud som forkæmper for tilbedelsen af  Jehova i denne overgangsperiode fra dommertiden til kongetiden, og han er også den første i rækken af trofaste profeter. Samuel må derfor have været den nærmeste til at optegne dommernes historie.

5. Hvordan kan man finde ud af hvor lang tid Dommerbogen strækker sig over?

⁵ Hvor lang en periode omspænder Dommerbogen? Dette kan man finde ud af på grundlag af Første Kongebog 6:1, som viser at Salomon begyndte at bygge Jehovas hus i sit fjerde regeringsår, der var „det fire hundrede og firsindstyvende år efter at Israels sønner var draget ud af Ægyptens land“. (Da „fire hundrede og firsindstyvende“ er et ordenstal, vil det sige at der er gået 479 hele år.) Nogle af perioderne i løbet af de 479 år kender vi, nemlig de 40 år israelitterne vandrede i ørkenen under Moses’ ledelse (5 Mos. 8:2), de 40 år under Sauls regering (Apg. 13:21), de 40 år under Davids regering (2 Sam. 5:4, 5), og de tre første hele år under Salomons regering. Når vi trækker summen, 123 år, fra de 479 år der er omtalt i Første Kongebog 6:1, bliver der 356 år tilbage til perioden mellem Israels indvandring i Kana’an og begyndelsen til Sauls regeringstid. a Begivenhederne i Dommerbogen, der stort set strækker sig fra Josuas død til Samuels tid, omspænder cirka 330 år af denne periode på 356 år.

6. Hvad viser at Dommerbogen er kanonisk?

⁶ Dommerbogens ægthed er hævet over enhver tvivl. Jøderne har altid anerkendt den som en del af den bibelske kanon. Både de hebraiske og de græske bibelskribenter har støttet sig til dens beretninger. Se for eksempel Salme 83:9-18, Esajas 9:4 og 10:26, samt Hebræerbrevet 11:32-34. Åbent bekender den Israels fejltrin og frafald, og den fremhæver samtidig Jehovas store loyale hengivenhed. Det er Jehova og ikke en jordisk dommer der får æren for at være Israels befrier.

7. (a) Hvordan støtter arkæologien beretningen i Dommerbogen? (b) Hvorfor bestemte Jehova med rette at ba’alsdyrkerne skulle udslettes?

⁷ Dertil kommer at arkæologiske fund bekræfter Dommerbogens ægthed. Mest talende er de fund der kaster lys over kana’anæernes ba’alsdyrkelse. Bortset fra de oplysninger Bibelen giver, kendte man ikke meget til ba’alsdyrkelsen før man i 1929 begyndte at udgrave den gamle kana’anæiske by Ugarit (nutidens Ras Sjamra, der ligger på Syriens kyst ud for Cyperns nordøstlige spids). Her blev ba’alsreligionens karakteristiske træk afsløret, nemlig materialisme, overdreven nationalisme og sexdyrkelse. Hver kana’anæisk by havde åbenbart sit ba’alstempel og sine helligdomme, de såkaldte offerhøje. I helligdommene var der muligvis billeder af Ba’al, og ved siden af altrene udenfor var der stenstøtter — måske fallossymboler for Ba’al. Afskyelige menneskeofringer fyldte disse helligdomme med blod. Da israelitterne blev besmittet af ba’alsdyrkelsen ofrede også de deres sønner og døtre. (Jer. 32:35) En hellig pæl repræsenterede Ba’als moder, Asjera; og Ba’als hustru, frugtbarhedsgudinden Astarte, blev tilbedt ved frivole sexritualer, idet både mænd og kvinder tjente som „indviede“ tempelprostituerede. Det er ikke så mærkeligt at Jehova befalede at ba’alsdyrkelsen og dens bestialske tilhængere skulle udryddes. „Dit øje må ikke ynkes over dem, og du må ikke dyrke deres guder.“ — 5 Mos. 7:16. b

BOGENS INDHOLD

8. Hvordan kan bogen inddeles?

⁸ Bogen falder naturligt i tre afsnit. De to første kapitler beskriver forholdene i Israel på den tid. Kapitlerne 3 til 16 beskriver de tolv dommeres udfrielsesaktioner. Kapitlerne 17 til 21 giver indblik i nogle indre stridigheder i Israel.

9. Hvilken baggrund giver de to første kapitler i Dommerbogen?

⁹ Forholdene i Israel på dommernes tid (1:1–2:23). Israels stammer omtales efterhånden som de spredes for at bosætte sig i deres tildelte områder. I stedet for at fordrive kana’anæerne helt, sætter de mange af dem til tvangsarbejde og tillader dem at bo blandt israelitterne. Derfor erklærer Jehovas engel: „De skal blive til snarer for jer, og deres guder vil blive lokkemad for jer.“ (2:3) En ny generation vokser op, og da den ikke kender Jehova eller hans gerninger, forlader folket ham snart for at tjene ba’alerne og andre guder. Jehovas hånd er imod dem til deres ulykke, og de bliver „meget hårdt trængt“. Fordi de er stivsindede og end ikke vil adlyde dommerne, fordriver Jehova ikke en eneste af de nationer som han har ladet blive tilbage for at sætte Israel på prøve. På denne baggrund er det lettere at forstå de følgende begivenheder. — 2:15.

10. Ved hvilken kraft dømmer Otniel, og hvad er resultatet?

¹⁰ Dommeren Otniel (3:1-11). Israels sønner er i nød fordi de er i trældom under kana’anæerne;  de begynder at bønfalde Jehova om hjælp, og han oprejser først Otniel som dommer. Er det i kraft af menneskelig styrke og visdom Otniel virker som dommer? Nej, for vi læser: „Jehovas ånd kom således over ham“ så han kunne overvinde Israels fjender. „Derpå havde landet ro i fyrre år.“ — 3:10, 11.

11. Hvordan bruger Jehova Ehud til at befri Israel?

¹¹ Dommeren Ehud (3:12-30). Da Israels sønner har været underlagt Moabs konge, Eglon, i atten år, hører Jehova igen deres råb om hjælp, og han oprejser dommeren Ehud. Efter at den kejthåndede Ehud har fået hemmeligt foretræde for kongen griber han sit hjemmelavede sværd, der er skjult under kappen, og støder det dybt ind i den fede Eglons mave. Israel samles hurtigt om Ehud for at hjælpe ham i kampen mod Moab, og landet nyder gudgiven ro i 80 år.

12. Hvad viser at Sjamgars sejr skyldes Jehovas kraft?

¹² Dommeren Sjamgar (3:31). Sjamgar frelser Israel ved at nedhugge 600 filistre. At sejren skyldes Jehovas kraft fremgår af at hans våben er en kvægdriverstav.

13. Hvilke dramatiske begivenheder giver anledning til Baraks og Deboras sejrssang?

¹³ Dommeren Barak (4:1–5:31). Israel undertvinges dernæst af kana’anæerkongen Jabin og hans hærfører, Sisera, der råder over 900 stridsvogne med jernleer. Israel begynder igen at råbe til Jehova, og han oprejser som svar dommeren Barak, der har en stærk støtte i profetinden Debora. For at Barak og hans hær ikke skal have nogen grund til at prale bekendtgør Debora at slaget vil blive ledet af Jehova, og hun profeterer: „Det vil være til en kvinde Jehova prisgiver Sisera.“ (4:9) Barak sammenkalder mænd fra Naftali og Zebulon på Tabors Bjerg, og hans hær på 10.000 mand stiger ned til kamp. Deres stærke tro giver dem sejr. ’Jehova skaber forvirring iblandt Sisera og alle hans stridsvogne og hele lejren’ ved at forårsage en pludselig oversvømmelse i Kisjons Regnflodsdal. „Ikke én blev tilbage.“ (4:15, 16) Ja’el, kenitten Hebers hustru, til hvis telt Sisera flygter, gør sejren fuldstændig ved at nagle Siseras hoved til jorden med en teltpløk. ’Således betvang Gud Jabin.’ (4:23) Debora og Barak bryder ud i jubelsang og ophøjer Jehova, den uovervindelige Gud, som endda fik stjernerne til at kæmpe imod Sisera fra deres baner. Der er virkelig grund til at ’velsigne Jehova’! (5:2) Landet har nu fred i 40 år.

14, 15. Hvilket tegn får Gideon på at Jehova støtter ham, og hvordan bliver dette yderligere understreget ved midjanitternes endelige nederlag?

¹⁴ Dommeren Gideon (6:1–9:57). Israels sønner handler igen ondt, og landet hærges af midjanitterne. Gennem sin engel udnævner Jehova Gideon til dommer, og Jehova selv bekræfter engelens forsikring med ordene: „Jeg er jo med dig.“ (6:16) Gideon viser sit mod ved snart efter at nedbryde ba’alsalteret i sin hjemby. Fjendens forenede hærstyrker sætter nu over til Jizre’el, og ’Jehovas ånd iklæder sig Gideon’ da han kalder Israel sammen til kamp. (6:34) Ved en prøve hvorunder afklippet uld lægges på tærskepladsen og udsættes for duggen, får han to gange et tegn på at Gud er med ham.

¹⁵ Jehova siger til Gideon at hans hær på 32.000 mand er for stor og kan give anledning til at israelitterne begynder at prale af sejren. Først sendes de frygtsomme hjem — kun 10.000 er tilbage. (Dom. 7:3; 5 Mos. 20:8) Derefter bliver alle de øvrige med undtagelse af 300 raske og årvågne krigere skilt fra ved vanddrikningsprøven. Gideon udspejder midjanitternes lejr ved nattetid og beroliges da han hører en mand fortolke en drøm således: „Det kan ikke være andet end . . . Gideons sværd . . . Den sande Gud har givet Midjan og hele lejren i hans hånd.“ (Dom. 7:14) Gideon tilbeder Gud, hvorpå han posterer sine mænd i tre hold rundt om midjanitternes lejr. Nattens stilhed brydes pludselig da Gideons 300 mænd blæser i hornene, knuser de store krukker og råber mens faklerne blusser: „Jehovas og Gideons sværd!“ (7:20) Der bliver vild forvirring i fjendens lejr, hvor krigerne kæmper imod hinanden og flygter. Israel sætter efter dem, hugger dem ned og dræber deres fyrster. Israelitterne anmoder nu Gideon om at herske over dem, men han afslår det med ordene: „Jehova skal herske over jer.“ (8:23) Imidlertid laver han en efod af krigsbyttet, og den bliver senere holdt for meget i ære, hvorved den bliver en snare for Gideon og hans husstand. Landet har ro i 40 år mens Gideon er dommer.

16. Hvilket endeligt får magtraneren Abimelek?

¹⁶ Abimelek, en af Gideons sønner med en medhustru, tilraner sig magten efter Gideons død og myrder sine 70 halvbrødre. Jotam, Gideons yngste søn, er den eneste der undslipper, og fra toppen af Garizims Bjerg udråber han dommen over Abimelek i en billedtale hvori han sammenligner Abimeleks „kongedømme“ med en simpel tjørn. Abimelek bliver snart indblandet i indre stridigheder i Sikem og ydmyges ved sin død, ved at blive dræbt af en kvinde som kaster en møllesten ned fra tårnet i Tebez og rammer ham så hans hovedskal knuses. — Dom. 9:53; 2 Sam. 11:21.

17. Hvad får vi at vide om dommerne Tola og Ja’ir?

¹⁷ Dommerne Tola og Ja’ir (10:1-5). Disse er de næste der udvirker udfrielse ved Jehovas kraft, og de dømmer i henholdsvis 23 og 22 år.

18. (a) Hvilken befrielse sørger Jefta for? (b) Hvilket løfte til Jehova opfylder Jefta trofast? Hvordan?

 ¹⁸ Dommeren Jefta (10:6–12:7). Da israelitterne fortsætter med at dyrke afguder blusser Jehovas vrede igen op mod dem. De bliver nu undertrykt af ammonitterne og filistrene. Jefta kaldes tilbage fra sin landflygtighed for at lede Israel i kampen. Men hvem er den virkelige dommer i denne strid? Jeftas egne ord giver svaret: „Lad dommeren Jehova i dag dømme mellem Israels sønner og Ammons sønner.“ (11:27) Da Jehovas ånd nu kommer over ham lover han at hvis han vender tilbage fra Ammon i fred, vil han vie den første der kommer ud af hans hus for at møde ham, til Jehova. Jefta tilføjer Ammon meget store tab. Da han vender tilbage til sit hjem i Mizpa er det hans egen datter der først kommer løbende for at møde ham, i glæde over Jehovas sejr. Jefta opfylder sit løfte — nej, ikke ved en hedensk menneskeofring efter ba’alsdyrkelsens ritualer, men ved at vie sin eneste datter til udelt tjeneste i Jehovas hus til Hans pris.

19. Hvilke begivenheder fører frem til „sjibbolet“-prøven?

¹⁹ Efraims mænd gør nu ophævelser over at de ikke blev tilkaldt for at kæmpe imod Ammon, og de truer Jefta, som er nødsaget til at slå dem tilbage. I alt dræbes 42.000 efraimitter, mange af dem ved Jordans vadesteder, hvor de røber sig ved at udtale løsenet „sjibbolet“ forkert. Jefta virker som dommer i Israel i endnu seks år. — 12:6.

20. Hvilke tre dommere nævnes derefter?

²⁰ Dommerne Ibzan, Elon og Abdon (12:8-15). Der siges ikke meget om dem, udover at de dømte i henholdsvis syv, ti og otte år.

21, 22. (a) Hvilke store bedrifter udfører Samson, og ved hvilken kraft? (b) Hvordan bliver Samson overmandet af filistrene? (c) Hvilke begivenheder går forud for Samsons største bedrift, og hvem husker ham i denne stund?

²¹ Dommeren Samson (13:1–16:31). Endnu en gang kommer Israel i trældom under filistrene. Denne gang oprejser Jehova Samson som dommer. Hans forældre vier ham til at være nasiræer fra fødselen, hvilket betyder at ingen ragekniv nogen sinde må komme på hans hoved. Jehova velsigner ham under hans opvækst, og ’senere begynder Jehovas ånd at anspore ham’. (13:25) Hemmeligheden ved hans styrke er ikke hans muskler, men den kraft han får fra Jehova. Det er fordi ’Jehovas ånd virker på ham’ at han får kraft til at dræbe en løve med de bare hænder og til senere at gengælde filistrene deres forræderi ved at slå 30 af dem ihjel. (14:6, 19) Da filistrene også handler forræderisk i forbindelse med Samsons trolovelse med en filisterpige, tager han 300 ræve, binder halerne sammen to og to og anbringer fakler mellem dem, hvorefter han sender dem af sted for at afbrænde filistrenes kornmarker, vingårde og olivenlunde. Så tilføjer han filistrene et stort tab og ’slår dem sønder og sammen’. (15:8) Filistrene overtaler Samsons landsmænd, israelitter af Judas stamme, til at binde ham og overgive ham til dem, men atter ’virker Jehovas ånd på ham’, og hans bånd smelter så at sige af hans hænder. Samson nedhugger tusind filistre — „én dynge, to dynger“! (15:14-16) Hans våben? En frisk æselkæbe. Jehova styrker sin udmattede tjener ved at lade en kilde bryde frem på slagmarken.

²² Derefter overnatter Samson i en skøges hus i Gaza, hvor filistrene i stilhed omringer ham. Imidlertid viser det sig igen at Jehovas ånd er med ham. Han står op ved midnat, rykker byportens døre og de to sidestolper op og bærer dem op på toppen af et bjerg over for Hebron. Senere bliver han forelsket i den forræderiske Dalila. Som et villigt redskab for filistrene plager hun ham indtil han afslører at hans indvielse til Jehova som nasiræer, symboliseret ved hans lange hår, er den virkelige årsag til hans store styrke. Mens han sover, lader hun hans hår klippe af. Denne gang er det forgæves at han vågner for at kæmpe, for „Jehova var veget fra ham“. (16:20) Filistrene griber ham, stikker hans øjne ud og sætter ham til at dreje kværnen i deres fangehus. Ved en stor fest til ære for deres gud Dagon henter de Samson så de kan more sig over ham. Da de ikke tillægger det nogen betydning at hans hår atter er blevet langt, lader de ham stå mellem to store søjler i det hus hvor Dagon tilbedes. Samson råber til Jehova: „Suveræne Herre Jehova, husk mig nu, og styrk mig nu, blot denne ene gang.“ Og Jehova husker ham. Samson griber fat i søjlerne og ’bøjer sig med kraft’ — Jehovas kraft — ’og huset falder ned . . ., så der er flere han bringer død over ved sin død, end han har bragt død over i sit liv’. — 16:28-30.

23. Hvilke begivenheder beskrives i kapitlerne 17 til 21, og hvornår fandt de sted?

²³ Vi kommer nu til kapitlerne 17 til 21, som skildrer nogle af de indre stridigheder der beklageligvis hjemsøger Israel i denne periode. At disse begivenheder finder sted tidligt i dommertiden, fremgår af at Jonatan og Pinehas, Moses’ og Arons sønnesønner, stadig lever.

24. Hvordan opretter nogle danitter deres egen religiøse ordning?

²⁴ Mika og danitterne (17:1–18:31). Mika, en efraimit, opretter sin egen uafhængige religiøse ordning ved at bygge et afguderisk „gudshus“, komplet med et udskåret billede og en levitpræst. (17:5) Nogle fra Dans stamme kommer forbi på deres vej mod nord for at søge sig en arvelod. De  røver Mikas religiøse udstyr og tager hans præst med sig, hvorpå de drager langt mod nord og hugger Lajisj’ intetanende indbyggere ned og brænder byen. Samme sted bygger de deres egen by, Dan, og opstiller Mikas udskårne billede. De følger således deres egen selvvalgte religion alle de dage Jehovas hus er i Silo.

25. Hvordan kulminerer de indre stridigheder i Israel ved Gibea?

²⁵ Benjamins synd i Gibea (19:1–21:25). Den næste begivenhed der berettes om, giver anledning til den udtalelse Hoseas senere fremsætter: „Fra Gibeas dage har du syndet, Israel.“ (Hos. 10:9) En levit fra Efraim som er på vej hjem med sin medhustru, overnatter hos en gammel mand i Gibea i Benjamin. Uslinge fra byen omringer huset og vil have omgang med levitten. Imidlertid tager de imod hans medhustru i stedet for og mishandler hende hele natten. Om morgenen finder levitten hende liggende død på husets tærskel. Han tager hendes lig med sig hjem, skærer det i tolv stykker og sender dem ud til hele Israel. De tolv stammer sættes således på prøve. Vil de straffe Gibea og fjerne den umoralske tilstand fra Israel? Benjamin lader denne nedrige forbrydelse gå upåtalt hen. De andre stammer samler sig for Jehova i Mizpa, hvor de beslutter at drage op imod Benjamin i Gibea ved lodkastning. Efter to blodige nederlag sejrer de ved et bagholdsangreb og udsletter praktisk talt Benjamins stamme, idet kun 600 mænd undslipper til Rimmons Klippebjerg. Senere begræder Israel at en stamme er blevet hugget af. Man finder ud af at skaffe hustruer til de overlevende benjaminitter blandt pigerne fra Jabesj i Gilead og fra Silo. Dette afslutter en beretning om stridigheder og intriger i Israel. Som det sidste vers i Dommerbogen gentager: „I de dage var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.“ — Dom. 21:25.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

26. Hvilke kraftige advarsler i Dommerbogen gælder også i vor tid?

²⁶ Dommerbogen ophøjer Jehova som den store befrier og er langtfra blot en beretning om stridigheder og blodsudgydelse. Den viser hvor enestående barmhjertig og langmodig han er mod sit folk når det angrende vender sig til ham. Dommerbogen er yderst gavnlig ved sit oprigtige forsvar for tilbedelsen af Jehova og sine magtfulde advarsler om det tåbelige i dæmonreligion, trossammenslutning og umoralske forhold. Jehovas strenge fordømmelse af ba’alsdyrkelsen bør få os til at holde os fra det der i dag svarer dertil, nemlig materialisme, nationalisme og kønslig umoralitet. — Dom. 2:11-18.

27. Hvordan kan vi i dag få gavn af dommernes gode eksempel?

²⁷ En undersøgelse af dommernes stærke og frygtløse tro bør vække en lignende tro i vore hjerter. Det er ikke så mærkeligt at dommerne får en så uforbeholden anerkendelse i Hebræerbrevet 11:32-34. De kæmpede for ophøjelsen af Jehovas navn, men ikke i egen kraft. De kendte kilden til deres kraft, Jehovas ånd, og de anerkendte den ydmygt. På samme måde kan vi i dag gribe „åndens sværd“, Guds ord, i tillid til at Gud vil give os kraft sådan som han gav Barak, Gideon, Jefta, Samson og de andre dommere kraft. Ja, med Jehovas ånds hjælp kan vi overvinde vældige hindringer og være lige så stærke i åndelig forstand som Samson var legemligt stærk, hvis vi blot vil bede til Jehova og støtte os til ham. — Ef. 6:17, 18; Dom. 16:28.

28. Hvordan peger Dommerbogen frem til helligelsen af Jehovas navn ved Rigets afkom?

²⁸ Profeten Esajas henviser til Dommerbogen to steder for at vise at Jehova ligesom på Midjans dag med usvigelig sikkerhed vil bryde det åg som hans fjender har lagt på hans folk. (Es. 9:4; 10:26) Dette får os også til at tænke på Deboras og Baraks sang, der slutter med denne inderlige bøn: „Måtte alle dine fjender, Jehova, gå til grunde på denne måde, og måtte de der elsker dig være som solen når den står op i sin vælde.“ (Dom. 5:31) Hvem er det der elsker Jehova? Jesus Kristus viser at det er Rigets arvinger, idet han bruger et tilsvarende udtryk ifølge Mattæus 13:43: „Da vil de retfærdige skinne så klart som solen i deres Faders rige.“ Dommerbogen peger således frem til den tid da Jesus udøver sin magt som den retfærdige dommer og Rigets afkom. Ved ham vil Jehova hellige og herliggøre sit navn i overensstemmelse med salmistens bøn vedrørende Guds fjender: „Gør med dem som med Midjan, som med Sisera, som med Jabin ved Kisjons regnflod . . . så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Sl. 83:9, 18; Dom. 5:20, 21.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]