Bibelens 8. bog — Ruts Bog

Skribent: Samuel

Skrevet i: Israel

Fuldført: ca. 1090 f.v.t.

Spænder over: 11 år i dommertiden

1. (a) Hvorfor kan man sige at Ruts Bog er mere end en kærlighedshistorie? (b) Hvilken særlig omtale får Rut i Bibelen?

 RUTS BOG indeholder et betagende drama der glider over i den smukke kærlighedshistorie om Boaz og Rut. Imidlertid er det ikke blot en romantisk fortælling om kærlighed. Bogens formål er ikke at underholde. Den fremhæver Jehovas hensigt, nemlig at frembringe en arving til Riget, og den ophøjer hans loyale hengivenhed. (Rut 1:8; 2:20; 3:10) Hvor vidt Jehovas kærlighed spænder, ses af at han udvælger en moabitisk pige, der tidligere har tilbedt den hedenske gud Kemosj men som har omvendt sig til den sande religion, for at gøre hende til en af Jesu Kristi stammødre. Rut er en af de fire kvinder der nævnes ved navn i slægtsregisteret fra Abraham til Jesus. (Matt. 1:3, 5, 16) Ruts Bog og Esters Bog er de eneste bøger i Bibelen som er opkaldt efter kvinder.

2. Hvornår fandt begivenhederne i Ruts Bog sted, hvornår blev bogen skrevet, og af hvem?

² „Engang i de dage da dommerne dømte . . .“ Med disse ord begynder den fængslende beretning i Ruts bog. Heraf fremgår det at bogen ikke er skrevet i dommertiden men senere, i Israels kongetid. Begivenhederne i bogen strækker sig imidlertid over cirka elleve år i dommertiden. Det siges ikke hvem der har skrevet bogen, men det er højst sandsynligt Samuel, som efter alt at dømme også har skrevet Dommerbogen og som var den mest fremtrædende af Guds trofaste tjenere ved kongetidens begyndelse. Eftersom de afsluttende vers antyder at David allerede var ved at komme i forgrunden, må bogen dateres til omkring 1090 f.v.t. Samuel, som var godt kendt med Jehovas løfte om „en løve“ af Judas stamme og som på Jehovas befaling havde salvet David, der var af denne stamme, til konge i Israel, må have været dybt interesseret i at optegne Davids slægtsregister. — 1 Mos. 49:9, 10; 1 Sam. 16:1, 13; Rut 1:1; 2:4; 4:13, 18-22.

3. Hvilke kendsgerninger bekræfter at Ruts Bog er kanonisk?

³ At Ruts Bog er kanonisk har aldrig været draget i tvivl. Det blev tilstrækkelig bekræftet da Jehova ved inspiration lod Ruts navn opføre i Jesu slægtsregister i Mattæus 1:5. Ruts Bog har altid været anerkendt af jøderne som en del af den hebraiske kanon. Det er derfor ikke overraskende at man har fundet brudstykker af bogen mellem andre kanoniske bøger i Dødehavsrullerne, hvoraf de første kom for dagen i 1947. Ydermere harmonerer Ruts bog fuldstændig med Jehovas hensigter vedrørende Riget samt med Moselovens krav. Det var ikke tilladt israelitterne at indgå ægteskab med afgudsdyrkende kana’anæere og moabitter, men forbudet omfattede ikke udlændinge der havde antaget tilbedelsen af Jehova, som for eksempel Rut. I Ruts Bog overholdes loven om genløsning og svogerægteskab i alle enkeltheder. — 5 Mos. 7:1-4; 23:3, 4; 25:5-10.

BOGENS INDHOLD

4. Hvilket valg står Rut over for, og hvad viser hendes afgørelse om hendes gudsdyrkelse?

⁴ Ruts beslutning om at blive hos No’omi (1:1-22). Fortællingen begynder i en tid hvor der var hungersnød i Israel. En mand fra Betlehem, Elimelek, drager over Jordan med sin hustru, No’omi, og sine to sønner, Malon og Kiljon, for midlertidigt at bosætte sig i Moabs land. Der gifter sønnerne sig med de moabitiske kvinder Orpa og Rut. Tragiske begivenheder opløser familien; først dør faderen og senere hans to sønner. Tre barnløse enker står tilbage, og der er intet afkom efter Elimelek. Da No’omi hører at Jehova igen har vendt sin opmærksomhed mod Israel og givet sit folk brød, beslutter hun at rejse tilbage til sit hjemland, Juda. Svigerdøtrene tager af sted sammen med hende. No’omi beder dem indtrængende om at vende tilbage til Moab og beder om at Jehova vil vise dem loyal hengivenhed så de kan få ægtemænd fra deres eget folk. Til sidst vender Orpa tilbage til sit folk og sine guder, men Rut, hvis omvendelse til Jehova kan stå prøve fordi hun er oprigtig og stærk i troen, bliver hos No’omi. Hendes beslutning udtrykkes smukt med ordene: „Dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Dér hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves. Måtte  Jehova gøre således mod mig og føje mere til, hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.“ (1:15-17) Imidlertid foreslår den barnløse enke No’omi, hvis navn betyder „min liflighed“, at hun selv skal bære navnet Mara, der betyder „bitter“.

5. Hvilke gode egenskaber lægger Rut for dagen, og hvordan opmuntrer Boaz hende?

⁵ Rut sanker aks på Boaz’ mark (2:1-23). Da de kommer til Betlehem får Rut No’omis tilladelse til at sanke aks under byghøsten. Boaz, der ejer den mark Rut sanker på, er en ældre jøde og nær slægtning af Ruts svigerfader, Elimelek, og han lægger mærke til Rut. Skønt Guds lov giver hende ret til at sanke aks beder hun ydmygt om tilladelse til at arbejde på marken. (3 Mos. 19:9, 10) Dette tilstås villigt, og Boaz siger at hun blot skal holde sig til hans unge piger og ikke sanke på andre marker. Han fortæller at han har hørt om hendes trofasthed mod No’omi og opmuntrer hende med ordene: „Måtte Jehova belønne din handlemåde, og måtte du få fuld løn af Jehova, Israels Gud, under hvis vinger du er kommet for at søge tilflugt.“ (Rut 2:12) Samme aften deler Rut gavmildt frugterne af sit arbejde med No’omi og forklarer at hendes held ved sankningen skyldes Boaz’ velvilje. No’omi ser i dette Jehovas hånd og siger: „Måtte han blive velsignet af Jehova, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed mod de levende og de døde. . . . Manden er nært beslægtet med os. Han er en af vore genløsere.“ (2:20) Ja, Boaz er en nær slægtning som efter Loven kan oprejse afkom for No’omi i den døde Elimeleks navn. Rut fortsætter med at sanke aks på Boaz’ marker indtil byg- og hvedehøsten er forbi.

6. Hvordan anmoder Rut om ægteskab ved en genløser, og hvordan reagerer Boaz?

⁶ Genløseren Boaz gifter sig med Rut (3:1–4:22). Da No’omi selv er for gammel til at få børn fortæller hun nu Rut hvordan hun skal bære sig ad for at træde i stedet for hende i et ægteskab med en genløser. Ved høsten var det skik at ejeren selv førte tilsyn med rensningen af kornet, der foregik om aftenen for at man kunne udnytte den friske brise der afløste dagens varme. Boaz sover altså på tærskepladsen, og det er der Rut finder ham. Hun går roligt hen til ham, løfter kappen op ved hans fødder og lægger sig ned. Da han vågner ved midnat giver hun sig til kende, og som skik og brug var når kvinder gjorde fordring på retten til svogerægteskab, beder hun ham brede sin kappeflig ud over hende. a Boaz erklærer: „Måtte du blive velsignet af Jehova, min datter,“ og roser hende fordi hun ikke er gået efter de unge mænd. Rut er ikke af den slags der kunne tænke på at foreslå en umoralsk forbindelse; tværtimod har hun ord for at være „en brav Kvinde“. (3:10, 11, Buhl) Som Boaz nu fortæller hende er der imidlertid en anden genløser der er nærmere beslægtet med hende end han selv; han vil rådføre sig med vedkommende næste dags morgen. Rut bliver liggende ved hans fødder til daggryet nærmer sig. Så giver han hende korn som en gave, og hun vender tilbage til No’omi, som ivrigt spørger om hvordan det er gået.

7. Hvordan bringer Boaz ægteskabet i stand, og hvilken velsignelse fører det til?

⁷ Boaz går tidligt til byporten for at finde genløseren. Med ti af byens ældste som vidner giver han denne nærmeste slægtning lejlighed til at benytte førsteretten til at købe alt hvad der har tilhørt Elimelek. Vil han gøre dette? Hans umiddelbare svar er ja, da det ser ud til at han kan øge sin velstand. Da han imidlertid hører at det fordres at han indgår svogerægteskab med Rut, bliver han ængstelig for sin egen arvelod, og giver derefter juridisk sit afslag til kende ved at tage sin sandal af. I den bibelske beretning forbliver han navnløs; han omtales blot som „NN“. Med de samme mænd som vidner køber Boaz så Rut til hustru. Gør han det af selviske grunde? Nej, han gør det „således at den afdødes navn ikke bortskæres“. (4:1, 10) Alle de tilstedeværende beder Jehova velsigne denne kærlige ordning, og velsignelsen viser sig i sandhed at blive overvældende. Rut føder Boaz en søn i hans alderdom, og No’omi bliver barnets plejemoder. Han bliver kaldt No’omis søn og får navnet Obed. — 4:17.

8. Hvad viser yderligere at frembringelsen af det lovede afkom skyldes Jehovas ledelse?

⁸ I de afsluttende vers i Ruts bog finder vi slægtsregisteret fra Perez gennem Boaz til David. Nogle kritikere har hævdet at ikke alle led er nævnt da tidsrummet er for stort for så få personer. Er det sandt? Eller blev de alle velsignet med et langt liv og med en søn i deres alderdom? Sidstnævnte slutning kan være den korrekte, idet den understreger at frembringelsen af det lovede afkom skyldes Jehovas ledelse og ufortjente godhed og ikke menneskets naturlige kraft. Ved andre lejligheder viste Jehova sin magt på lignende måde, som for eksempel da Isak, Samuel og Johannes Døber blev født. — 1 Mos. 21:1-5; 1 Sam. 1:1-20; Luk. 1:5-24, 57-66.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

9. I hvilke henseender er dramaets hovedpersoner gode eksempler for os der lever i dag?

⁹ Denne betagende beretning er yderst gavnlig og hjælper retfærdselskende mennesker til at opbygge en stærk tro. Alle hovedpersonerne i dette spændende drama viste en bemærkelsesværdig tro på Jehova, og de „fik godt vidnesbyrd ved deres tro“. (Hebr. 11:39) De er gode eksempler for os der lever i dag. No’omi nærede en stærk tillid til  Jehovas loyale hengivenhed. (Rut 1:8; 2:20) Rut forlod villigt sit hjemland for at fortsætte tilbedelsen af Jehova; hun beviste at hun var trofast, ydmyg og flittig. Det var Boaz’ klare forståelse af Jehovas lov, hans ydmyge villighed til at gøre Jehovas vilje og hans kærlighed til den trofaste No’omi og den flittige Rut, der bevægede ham til at indgå ægteskab som genløser.

10. Hvorfor bør beretningen i Ruts Bog styrke vor tillid til løfterne om Riget?

¹⁰ Ægteskabet, der er Jehovas foranstaltning, og i dette tilfælde ægteskab ved en genløser, var til hans ære. Det var Jehova der arrangerede Boaz’ og Ruts ægteskab, og han velsignede det i sin loyale hengivenhed og brugte det som et middel til at bevare Judas kongelige slægtslinje ubrudt frem til David, og endelig til den større David, Jesus Kristus. Når vi ser hvor nøje Jehova har overvåget at hans lov er blevet overholdt og derved har sikret at Rigets arving er blevet født, styrkes vor tillid til at alle løfterne om Riget vil blive opfyldt. Det bør tilskynde os til at være travlt optaget af nutidens høstarbejde i forvisningen om at vi vil modtage en rigelig løn fra Jehova, det åndelige Israels Gud, „under hvis vinger [vi] er kommet for at søge tilflugt“ og hvis hensigter i forbindelse med Riget på storslået måde nærmer sig deres fulde opfyldelse. (Rut 2:12) Ruts Bog er endnu et vigtigt led i beretningen der fører frem til dette rige!

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]