Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et sikkert håb

Et sikkert håb

Et sikkert håb

„Fra det øjeblik et menneske fødes, er der hele tiden mulighed for at det kan dø hvornår det skal være; denne mulighed vil uvægerligt blive en fuldbyrdet kendsgerning.“ — DEN ENGELSKE HISTORIKER ARNOLD TOYNBEE.

1. Hvad har menneskeheden måttet acceptere, og hvilke spørgsmål rejser det?

 HVEM kan indvende noget mod ovennævnte historiske kendsgerning? Mennesket har altid måttet acceptere dødens frygtelige realitet. Vi føler os hjælpeløse når nogle vi holder af, dør! Tabet synes fuldstændig uopretteligt. Er det muligt at blive forenet med de af vore kære der er døde? Hvilket håb indeholder Bibelen for de døde? Tænk over følgende beretning.

’Vor ven er død’

2-5. (a) Hvordan viste Jesus, da hans ven Lazarus døde, at han havde viljen og evnen til at oprejse ham? (b) Hvad udvirkede dette mirakel ud over at bringe Lazarus tilbage til livet?

2 Det var år 32 e.v.t. I den lille by Betania, tre kilometer uden for Jerusalem, boede Lazarus sammen med sine søstre, Marta og Maria. De var alle Jesu nære venner. En dag blev Lazarus alvorligt syg. Hans bekymrede søstre sendte straks bud til Jesus, der befandt sig på den anden side af Jordanfloden. Jesus holdt meget af Lazarus og hans søstre, så han begav sig til Betania. På vejen sagde Jesus til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ Disciplene forstod ikke umiddelbart hvad han mente, så Jesus sagde rent ud: „Lazarus er død.“ — Johannes 11:1-15.

3 Da Marta hørte at Jesus var på vej til Betania, løb hun ham i møde. Jesus blev stærkt bevæget da han så hendes sorg, og han forsikrede hende: „Din broder skal opstå.“ Marta svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Jesus sagde derefter: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Johannes 11:20-25.

4 Jesus gik derpå til graven og befalede at man fjernede stenen for indgangen. Efter at have bedt højt sagde han: „Lazarus, kom ud!“ Og mens alles øjne var rettet mod graven, kom Lazarus ud! Jesus oprejste Lazarus. Han gav en mand der havde været død i fire dage, livet igen! — Johannes 11:38-44.

5 Marta troede allerede på løftet om en opstandelse. (Johannes 5:28, 29; 11:23, 24) At Lazarus ved et mirakel fik livet igen, styrkede hende i troen, og det bevirkede også at andre fik tro. (Johannes 11:45) Men hvad betyder udtrykket „opstandelse“ helt præcist?

„Han skal opstå“

6. Hvad betyder ordet „opstandelse“?

6 Ordet „opstandelse“ er oversat fra det græske ord anaʹstasis, der ordret betyder „genopståen“. De som oversatte fra græsk til hebraisk, har gengivet anaʹstasis med de hebraiske ord techījathʹ hammethīmʹ, der betyder „genoplivelse af de døde“. a En opstandelse indebærer at personen oprejses fra dødens livløse tilstand, og at vedkommendes livsmønster reaktiveres.

7. Hvorfor vil det ikke være noget problem for Jehova Gud og Jesus Kristus at oprejse mennesker?

7 Eftersom Jehova Gud ejer ubegrænset visdom og en fuldkommen hukommelse, kan han let oprejse et menneske. Det er ikke noget problem for ham at huske de dødes livsmønster — deres personlige træk, deres livshistorie og alle detaljerne i deres identitet. (Job 12:13; jævnfør Esajas 40:26.) Jehova er desuden livets Skaber. Han kan derfor uden videre give en person livet igen ved at give ham eller hende et nydannet legeme med den samme personlighed. Som eksemplet med Lazarus viser, er Jesus Kristus også i stand til og villig til at oprejse de døde. — Jævnfør Lukas 7:11-17; 8:40-56.

8, 9. (a) Hvorfor er læren om opstandelsen uforenelig med læren om sjælens udødelighed? (b) Hvad kan ophæve døden?

8 Bibelens lære om en opstandelse er imidlertid ikke forenelig med læren om sjælens udødelighed. Hvis der fandtes en udødelig sjæl som levede videre efter døden, ville det ikke være nødvendigt at nogle fik en opstandelse og blev bragt tilbage til livet. Det Marta sagde, viser at hun ikke troede at en udødelig sjæl levede videre et andet sted efter døden. Hun troede ikke at Lazarus allerede befandt sig i en åndeverden hvor han levede videre. Hun gav derimod udtryk for at hun troede på at det er Guds hensigt at ophæve dødens virkninger. Hun sagde: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ (Johannes 11:23, 24) Lazarus fortalte heller ikke noget om et liv efter døden. Der var intet at fortælle.

9 Ifølge Bibelen er det således tydeligt at sjælen dør, og at det eneste der kan ophæve døden, er opstandelsen. Men siden det første menneske, Adam, levede, er milliarder af mennesker døde. Hvem vil få en opstandelse, og hvor?

„Alle de der er i mindegravene“

10. Hvad lovede Jesus vedrørende dem der er i mindegravene?

10 Jesus Kristus sagde: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Jesus Kristus lovede med andre ord at alle der findes i Jehovas erindring, alle som han mindes, vil få en opstandelse. Milliarder har levet og er døde. Hvem af disse befinder sig i Guds erindring med udsigt til en opstandelse?

11. Hvem vil få en opstandelse?

11 Det gør de som har været Jehovas tjenere, og som har fulgt retfærdighedens vej. Men der findes også millioner som er døde uden at have vist om de ville følge Guds retfærdige normer. De har enten været uvidende om Jehovas krav eller har ikke haft tilstrækkelig tid til at gøre de nødvendige forandringer. Sådanne mennesker findes også i Guds erindring og vil derfor få en opstandelse, for Bibelen lover: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.

12. (a) Hvilket syn af opstandelsen fik apostelen Johannes? (b) Hvad bliver „kastet i ildsøen“, og hvad betyder dette udtryk?

12 Apostelen Johannes fik et betagende syn af nogle der havde fået en opstandelse, og som stod foran Guds trone. Han har beskrevet det han så, med ordene: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:12-14) Tænk hvad det vil sige! Alle de døde som findes i Guds erindring, vil blive udfriet fra Hades, eller Sheol, menneskehedens fælles grav. (Salme 16:10; Apostelgerninger 2:31) Derpå vil „døden og Hades“ blive kastet i det der kaldes „ildsøen“, et symbol på fuldstændig tilintetgørelse. Menneskehedens fælles grav vil altså ophøre med at eksistere.

Hvor vil opstandelsen finde sted?

13. Hvorfor oprejser Gud nogle til liv i himmelen, og hvilken slags legeme giver Jehova dem?

13 Et lille antal mænd og kvinder vil blive oprejst til liv i himmelen. Her vil de herske som konger og præster sammen med Kristus og medvirke til at råde bod på alt det som den død menneskene har arvet fra det første menneske, Adam, har forårsaget. (Romerne 5:12; Åbenbaringen 5:9, 10) Ifølge Bibelen udgør de kun 144.000, og de er blevet udvalgt blandt Jesu Kristi disciple fra og med de trofaste apostle. (Lukas 22:28-30; Johannes 14:2, 3; Åbenbaringen 7:4; 14:1, 3) Jehova vil give hver af disse opstandne et åndelegeme så de kan leve i himmelen. — 1 Korinther 15:35, 38, 42-45; 1 Peter 3:18.

14, 15. (a) Hvor vil langt de fleste af de døde få en opstandelse? (b) Hvilke velsignelser vil lydige mennesker erfare?

14 Langt de fleste af dem der er døde, vil dog få en opstandelse til liv her på jorden. (Salme 37:29; Mattæus 6:10) Hvordan vil der være på jorden til den tid? I dag er den fyldt med ufred, blodsudgydelse, forurening og vold. Hvis de døde fik livet igen på en sådan jord, ville deres lykke kun være kortvarig. Men Skaberen har lovet at han inden længe vil bringe den nuværende verdensordning, som styres af Satan, til ophør. (Ordsprogene 2:21, 22; Daniel 2:44) Derefter vil et retfærdigt nyt menneskesamfund — „en ny jord“ — være en realitet. (2 Peter 3:13) Til den tid vil ’ingen indbygger sige: „Jeg er syg.“’ (Esajas 33:24) Selv frygten for døden vil være fjernet, for Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

15 I den nye verden som Gud har lovet, vil de sagtmodige „glæde sig over megen fred“. (Salme 37:11) En himmelsk regering bestående af Jesus Kristus og hans 144.000 medkonger vil sørge for at den lydige menneskeslægt gradvis får den fuldkommenhed tilbage som vore første forældre, Adam og Eva, mistede. Jordens indbyggere vil indbefatte dem der har fået en opstandelse. — Lukas 23:42, 43.

16-18. Hvilken glæde vil opstandelsen medføre for alle familier?

16 Bibelen giver os et indtryk af den glæde som opstandelsen vil bringe familierne. Forestil dig hvor lykkelig enken fra Nain blev da Jesus standsede begravelsesoptoget og oprejste hendes eneste søn! (Lukas 7:11-17) Da Jesus ved en senere lejlighed i nærheden af Galilæas Sø gav en 12-årig pige livet igen, blev hendes forældre „ude af sig selv af stor henrykkelse“. — Markus 5:21-24, 35-42; se også Første Kongebog 17:17-24; Anden Kongebog 4:32-37.

17 For millioner der i dag sover i døden, vil opstandelsen betyde at de får livet igen i en fredfyldt ny verden. Tænk hvad det vil sige for Tommy og den forretningsmand der er omtalt i det indledende afsnit af denne brochure! Når Tommy vågner op til livet i Paradiset på jorden, vil han være den samme Tommy som hans mor kendte — men han vil ikke være syg. Hun vil kunne røre ved ham, holde ham i sine arme og vise at hun holder af ham. Forretningsmanden fra Indien er ikke fanget i en næsten endeløs cyklus af genfødsler, men vil slå øjnene op i Guds nye verden og se sine sønner.

18 Det at kende sandheden om sjælen, om hvad der sker med os når vi dør, og om opstandelseshåbet kan også have stor betydning for os der lever i dag. Lad os se hvordan.

[Fodnote]

a Ordet „opstandelse“ forekommer ikke i De Hebraiske Skrifter, men opstandelseshåbet omtales ikke desto mindre ganske klart i Job 14:13, Daniel 12:13 og Hoseas 13:14.

[Studiespørgsmål]

[Billede på side 26]

Opstandelsen vil medføre varig glæde