Hvilket håb er der for de døde?

„Hvis en . . . mand dør, kan han så leve igen?“ spurgte en mand ved navn Job for længe siden. (Job 14:14) Du har måske tænkt på det samme. Hvad ville du sige til at kunne blive genforenet med dine kære under ideelle forhold her på jorden?

Bibelen indeholder faktisk dette løfte: „Dine døde skal leve . . .  jorden vil bringe de livløse tilbage til verden.“ Bibelen siger også: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Esajas 26:19; Salme 37:29.

For at vi kan tro på sådanne løfter, er der nogle spørgsmål vi først må have svar på: Hvorfor dør vi? Hvor er de døde? Og hvordan kan vi være sikre på at de kan få livet igen?

Døden — og hvad der sker når vi dør

Bibelen viser at det ikke fra begyndelsen var Guds mening at menneskene skulle dø. Han skabte de første mennesker, Adam og Eva, satte dem i et jordisk paradis der blev kaldt Eden, og gav dem påbud om at få børn og at udvide deres paradisiske hjem til det omfattede hele jorden. De skulle kun dø hvis de var ulydige mod ham. — 1 Mosebog 1:28; 2:15-17.

Adam og Eva værdsatte imidlertid ikke Guds godhed. De var ulydige og måtte tage straffen for det. „Du vender tilbage til jorden,“ sagde Gud til Adam, „for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Før Adam blev skabt eksisterede han ikke; han var støv. Og for sin ulydighed, sin  synd, blev han dømt til at vende tilbage til støvet, til en tilstand hvor han ikke eksisterede.

Død er altså det modsatte af liv. Bibelen stiller denne modsætning op: „Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv.“ (Romerne 6:23) At der ikke er nogen som helst bevidsthed i døden, fremgår af disse ord: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“ (Prædikeren 9:5) Når et menneske dør, går det som Bibelen siger: „Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ — Salme 146:3, 4.

Men hvorfor dør vi så alle, når det kun var Adam og Eva der var ulydige i Eden? Det gør vi fordi vi alle er født efter Adams ulydighed, hvorved vi alle har arvet synden og døden fra ham. Bibelen forklarer: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker.“ — Romerne 5:12; Job 14:4.

Her vil nogle måske spørge om vi ikke har en udødelig sjæl der lever videre når vi dør. Det er en lære som mange fremholder, og de siger endda at døden blot er døren til et andet liv. Men denne opfattelse stammer ikke fra Bibelen. Guds ord lærer tværtimod at mennesket er en sjæl, at sjælen i virkeligheden er mennesket selv, med alle dets fysiske og mentale egenskaber. (1 Mosebog 2:7; Jeremias 2:34; Ordsprogene 2:10) Bibelen siger også: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4)  Der står ingen steder i Bibelen at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre når legemet dør.

Hvordan mennesker kan få livet igen

Efter at synden og døden var kommet ind i verden, åbenbarede Gud at det var hans hensigt at de døde skulle kaldes til live igen ved en opstandelse. Bibelen forklarer således at „Abraham . . . regnede med at Gud var i stand til at oprejse [hans søn Isak] endog fra de døde“. (Hebræerne 11:17-19) Abrahams tillid var ikke ubegrundet, for Bibelen siger om den Almægtige: „Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ — Lukas 20:37, 38.

Ja, den almægtige Gud har ikke alene magt men også vilje til at oprejse dem han udvælger. Jesus Kristus sagde: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.

Ikke længe efter at Jesus havde sagt dette, traf han et ligfølge som var på vej ud af den israelitiske by Nain. Den døde var en ung mand, en enkes eneste barn. Da Jesus så hendes dybe sorg fik han inderligt ondt af  hende, og henvendt til den døde sagde han: „Unge mand, jeg siger dig: Stå op!“ Og manden satte sig op, og Jesus gav ham til hans moder. — Lukas 7:11-17.

Som i tilfældet med denne enke kendte glæden heller ingen grænser da Jesus aflagde besøg hos Jairus, forstanderen for en jødisk synagoge. Hans tolvårige datter var død, men da Jesus ankom til huset, gik han ind til den døde og sagde: „Pige, stå op!“ Og det gjorde hun. — Lukas 8:40-56.

Senere døde Jesu ven Lazarus. Da Jesus ankom til hans hjem, havde han været død i fire dage. Skønt hans søster Marta sørgede dybt, gav hun udtryk for håb idet hun sagde: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Men Jesus gik hen til graven, bad om at få stenen taget væk, og kaldte: „Lazarus, kom ud!“ Og det gjorde han. — Johannes 11:11-44.

Hvilken tilstand havde Lazarus været i, de fire dage han var død? Han sagde ikke bagefter noget om at han havde været i en lyksalig tilstand i himmelen eller i pine i helvede, hvilket han selvfølgelig ville have fortalt hvis han havde været der. Nej, Lazarus var helt uden bevidsthed i døden og ville være forblevet i denne tilstand indtil „opstandelsen på den yderste dag“ hvis Jesus ikke havde kaldt ham til live.

Det er sandt at disse mirakler som Jesus udførte, kun var af midlertidig gavn, eftersom de mennesker han oprejste, døde igen. Men han beviste for 1900 år siden at de døde, ved Guds kraft, virkelig kan få livet igen! Jesus gav altså med sine mirakler en forsmag på hvad der vil finde sted på jorden under Guds rige.

Når en nær ven eller slægtning dør

Når døden rammer en af vore nærmeste kan sorgen være stor, selv om vi håber på opstandelsen. Abraham troede på at hans hustru ville få livet igen, og alligevel  læser vi at han „gik ind for at holde klage over Sara og for at græde over hende“. (1 Mosebog 23:2) Og hvordan reagerede Jesus da Lazarus var død? Han ’stønnede i ånden og oprørtes’, og kort efter ’gav han tårerne frit løb’. (Johannes 11:33, 35) Det er derfor ikke noget svaghedstegn at græde når en kær ven eller slægtning dør.

Når et barn dør, er det særlig hårdt for moderen. Bibelen taler om den bitterhed en moder kan føle i sin sorg. (2 Kongebog 4:27) Men tabet kan også være svært for faderen. „Gid det var mig der var død i stedet for dig,“ klagede kong David da hans søn Absalom døde. — 2 Samuel 18:33.

Men når man har tillid til opstandelsen, vil man ikke være utrøstelig i sin sorg. Som Bibelen siger, vil man ’ikke sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb’. (1 Thessaloniker 4:13) Man vil derimod holde sig nær til Gud i bøn, og Bibelen lover at han vil styrke og støtte en. — Salme 55:22.

Skriftstederne er citeret fra Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.