Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor være flittig i skolen?

Hvorfor være flittig i skolen?

Kapitel 11

Hvorfor være flittig i skolen?

1-3. (a) Hvad synes du om at gå i skole? (b) Hvordan gælder princippet i Galaterbrevet 6:7 i forbindelse med skolegangen?

HVORFOR går du i skole? Måske fordi loven siger at alle skal undervises i et vist antal år. Eller måske på grund af dine forældres ønske, som du må følge fordi du endnu ikke har nået myndighedsalderen.

2 Men synes du selv at der er andre grunde til at gå i skole? Hvilke fordele er der ved at være flittig i skolen og omhyggelig med lektierne? Du kender sikkert mange unge som ikke gør mere ved deres lektier end at de lige akkurat kan klare sig igennem, hvis de endda gør så meget. Men ved ikke at drage nytte af denne lejlighed til at lære, får disse unge som regel et handicap for resten af livet. Hvorfor?

3 Fordi det man gør som ung har stor indflydelse på det man gør som voksen. Det bibelske princip: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste,“ gælder også i forbindelse med skolen. (Galaterne 6:7) Nu spørger du måske: Hvilke goder kan man da høste ved at ’så’ tid og kræfter når man går i skole?

Praktisk undervisning

4-6. (a) Hvorfor er det en fordel at gøre god brug af muligheden for at lære noget mens man går i skole? (Ordsprogene 21:5) (b) Hvilke af de fag man kan vælge i skolen mener du vil være til størst gavn for dig senere?

4 Du må se i øjnene at du om nogle få år skal til at forsørge dig selv. Det kan være at du engang påtager dig forpligtelser som ægtemand og far eller som hustru og mor. Kunne du tænke dig at gøre dette ansvar lettere og mere glædeligt? Du kan gøre dit til det hvis du drager nytte af dine skoleår og lærer noget der kan komme dig til gode som voksen.

5 Mange skoler kan tilbyde eleverne en grundlæggende undervisning i forskellige praktiske fag. Unge mænd kan for eksempel lære træsløjd og metalsløjd, eller få et kursus i motorlære, svejsning, elektrikerarbejde, bogholderi eller noget helt andet. Unge piger kan få undervisning i fag vedrørende husførelse, som for eksempel madlavning og håndarbejde, såvel som i maskinskrivning og kontorarbejde.

6 Når du er kommet ud af skolen vil du måske ikke have så let adgang til at lære den slags ting. Hvis du senere ønsker en sådan undervisning kommer du måske endda til at betale for den. Eller måske må du oplæres ved at arbejde sammen med mennesker som muligvis ikke er særlig interesseret i at lære dig noget. Hvorfor ikke benytte dig af lejligheden til at lære noget af alt dette nu mens du går i skole? Og tal fremfor alt med dine forældre når du skal vælge mellem forskellige valgfri fag. Så kan du også høste gavn af deres livserfaring.

Lær at læse godt

7-11. (a) Hvorfor er det særlig værdifuldt at kunne læse godt? (1 Timoteus 4:13; Josua 1:8) (b) Hvad kan hjælpe dig til at lære at læse bedre?

7 I skolen kan du lære mange ting af praktisk værdi, men der er især én ting som du vil have stor glæde af at lære — en ting som også vil få meget stor indflydelse på resten af din skoletid og på dit liv som voksen. Det er evnen til at læse — og at læse GODT. Det er nøglen til mange kundskabsgrene, færdigheder og glæder.

8 Dagen igennem stilles man over for ting man skal læse: Skilte, etiketter, bøger, tidsskrifter, aviser, formularer og breve. Dette kan være besværligt og ubehageligt for dem der læser dårligt. Hvis du derimod lærer at læse godt, vil du ikke synes at det er en byrde, men at det gør livet rigere.

Kristne har en særlig grund til at lære at læse godt; de ønsker at vide hvad der står i Guds ord, Bibelen. De vil også finde det af stor værdi at kunne læse godt når de skal forklare Guds hensigter for andre. Ja, der er nær forbindelse mellem det at kunne læse godt og det at kunne tale og udtrykke sig klart.

10 Du behøver ikke at blive modløs hvis du, som så mange andre, har problemer med at læse. Læsning er i det store og hele et spørgsmål om øvelse, og om at lægge mærke til hvordan ordene staves. Læs højt somme tider. Det vil hjælpe dig til at få fat i meningen i det du læser og til at læse med den rigtige indlevelse. Hvis det er muligt kan du også bede andre som læser godt, om af og til at lytte til dig når du læser højt. Det vil være en hjælp til at rette eventuelle fejl og uvaner som du er ved at tillægge dig.

11 Evnen til at læse let og flydende kommer ganske vist ikke uden en virkelig indsats. Men den indsats du gør nu, vil komme dig til gode mange gange. Den vil hjælpe dig til at få det bedste ud af livet.

Andre fordele ved at være flittig

12-14. (a) Hvilken praktisk værdi har de ting du lærer i skolen nu? (b) Hvorfor vil det være af værdi for dig senere at du tugter dig selv til at læse og studere?

12 Nogle skolefag forekommer dig måske ikke at have nogen særlig praktisk betydning, men de kan hjælpe dig til at få et større udsyn og kan være nyttige på andre måder. Historie, geografi og sprog hjælper dig til at lære noget om andre folkeslag og steder. Regning, som mange synes er svært, er nyttigt i mange erhverv, ja selv i hjemmet, hvor der er brug for at anvende opskrifter og lægge budget.

13 Der er også en anden fordel ved at være flittig i skolen, selv i fag som du ikke er glad for. Når du læser og lærer, opøver du din hjerne og forbedrer din evne til at bruge den. På en måde kan man sammenligne hjernen med en af legemets muskler — jo mere du bruger den, jo bedre vil den tjene dig. Du vil opdage at det efterhånden bliver lettere for dig at udføre hjernearbejde og at du får mere og mere ud af det. Men ligesom en muskel vil hjernen blive „slap“ hvis du ikke bruger den ret meget. Hvem har lyst til at få en „slap“ hjerne?

14 Er der andet af særlig værdi som du kan lære af at være flittig i skolen? Ja, du kan lære selvdisciplin. Det lyder måske ikke særlig tiltrækkende i øjeblikket, men som du véd kan man ikke altid gøre det man har lyst til her i livet. Det gælder især når den tid kommer hvor man skal påtage sig et større ansvar og klare sig selv, eller sørge for sin egen familie. Hvis du, ligesom en dygtig idrætsmand, vænner dig til selvdisciplin allerede nu, vil det også hjælpe dig til at få den selvdisciplin der er nødvendig for at du kan klare dine forpligtelser som voksen. Det vil desuden lære dig at koncentrere dig. Koncentration er noget som mange ønsker at de havde lært mens de var yngre.

En beskyttelse

15-18. (a) Hvordan kan det være en beskyttelse for dig at være flittig med skolearbejdet? (Ordsprogene 13:20) (b) Hvorfor bør især en ung kristen ønske at sætte et godt eksempel i skolen? (Titus 2:6, 7, 10) (c) Hvilke fremtidsudsigter som de kristne har, bør være en stærk tilskyndelse til at læse flittigt og tilegne sig praktiske færdigheder i skolen? (1 Johannes 2:15-17; 2 Peter 3:13)

15 Endnu en fordel som fortjener at blive nævnt her, er at det kan være en beskyttelse for dig at være flittig i skolen og med lektierne. Hvordan det?

16 Jo, du har sikkert allerede lagt mærke til hvilke problemer dine skolekammerater kan komme ud i på grund af det moralske forfald. Der findes megen kønslig umoralitet, og mange er forfaldne til euforiserende stoffer, med sørgelige resultater til følge. Der hersker også en oprørsk indstilling blandt mange unge.

17 Det piner dig måske at skulle være temmelig meget sammen med mennesker der ikke har nogen respekt for den høje standard for opførsel som Guds ord sætter. Men selv om du ikke helt kan undgå at være i forbindelse med sådanne mennesker, kan du undgå at have noget at gøre med dem ud over det der er nødvendigt for dit skolearbejde. Hvis du går op i dine lektier vil en betydelig del af din fritid efter skoletiden være optaget, og det vil automatisk begrænse dit samvær med principløse mennesker. Når den slags mennesker ser at du gerne vil koncentrere dig om din skolegang og din uddannelse, vil de sikkert efterhånden lade dig være i fred. Det vil være en beskyttelse for dig.

18 Hvis du er kendt som en sand kristen vil du også kunne sætte et godt eksempel ved at være flittig i skolen. Det vil være til ære for dig selv, for dine forældre og for den Gud du tjener. Som en ung kristen vil det være til stor opmuntring og tilskyndelse for dig at tænke på dette: Mange af de evner og færdigheder du tilegner dig nu, vil også komme dig til gode efter at den nuværende tingenes ordning er borte. Bibelen viser at hele dette onde system nærmer sig sit endeligt. Snart vil det blive erstattet af Guds retfærdige nye orden, hvor ærlige og oprigtige mennesker vil få lov at leve til evig tid. I denne nye orden vil Guds løfte blive virkeliggjort: „Mine udvalgte [skal] bruge, hvad de virker med hånd.“ (Esajas 65:22) De gode vaner du tilegner dig nu med hensyn til læsning, studium og arbejde, vil således vise sig at blive til evig glæde og tilfredshed for dig.

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 80]

Undervisning i praktiske fag kan komme dig til gode senere i livet