Et stridsspørgsmål der berører dig
Kapitel 5
Et stridsspørgsmål der berører dig
1. Hvorfor har folk haft svært ved at forstå at Gud har tilladt det onde blandt menneskene?
TIL trods for at menneskene i almindelighed ønsker fred og sikkerhed, har historien næsten lige fra begyndelsen været skæmmet af blodsudgydelse og ondskab. Eftersom Bibelen viser at Gud afskyr sådanne ting, hvorfor har han da ikke for længst sat en stopper for det? Det kan ikke være af mangel på interesse. Både Bibelen og skønheden i Guds jordiske skaberværk beviser til overflod at han har kærlighed til menneskene og omsorg for dem. (1 Johannes 4:8) Ydermere berører de onde forhold hans eget navns ære, eftersom de har fået folk til at spotte ham. Hvilken grund kan han da have haft til at tolerere vold og uro gennem tusinder af år?
2. (a) Hvor i Bibelen finder vi en forklaring på at Gud har tilladt de onde forhold så længe? (b) Hvoraf fremgår det at Bibelens beretning om Adam og Eva er historisk?
2 Svaret findes i Bibelens indledende beretning om Adam og Eva. Denne beretning er ikke symbolsk. Den er strengt historisk. Bibelen indeholder en ubrudt, dokumenteret slægtslinje som rækker fra det første århundrede efter vor tidsregning helt tilbage til de første mennesker. (Lukas 3:23-38; 1 Mosebog 5:1-32; 11:10-32) Som vore stamforældre har Adam og Eva øvet en vis indflydelse på os. De oplysninger Bibelen giver om dem, hjælper os til at forstå de omstændigheder der berører vor tilværelse i dag.
3. Hvad havde Gud gjort for menneskene i begyndelsen?
3 Bibelen viser at alt hvad Gud havde gjort for de første mennesker, var virkelig godt. De havde alt hvad de behøvede for at leve lykkeligt — et naturskønt hjem i Eden, en righoldig variation af fødemidler, et tilfredsstillende arbejde, udsigten til at skulle stifte familie og se den vokse og fylde jorden, samt Skaberens velsignelse. (1 Mosebog 1:28, 29; 2:8, 9, 15) Hvad mere kunne de forlange?
4. (a) I hvilke henseender blev menneskene skabt anderledes end andre skabninger på jorden? (b) På hvilken måde fik de den ledelse de havde behov for?
4 Den inspirerede beretning i Første Mosebog åbenbarer at menneskene indtog en enestående stilling på jorden. Til forskel fra dyrene havde de moralsk sans og var udstyret med en fri vilje. Derfor blev de udrustet med evnen til at ræsonnere og træffe afgørelser. For at lede dem gav Gud dem en samvittighed, sådan at de, som fuldkomne mennesker, normalt ville være tilbøjelige til at gøre det gode. (Romerne 2:15) Ydermere fortalte Gud dem hvorfor de var til, hvad de skulle gøre, og hvem der havde tilvejebragt alle de skønne ting der fandtes omkring dem. (1 Mosebog 1:28-30) Hvordan forklarer vi da de dårlige forhold der råder nu?
5. (a) Hvilket krav stillede Gud til det første menneskepar, og hvorfor? (b) Hvorfor berørte det med rette deres mulighed for fremtidigt liv?
5 Den bibelske beretning viser at der opstod et stridsspørgsmål — et spørgsmål som berører hver enkelt af os der lever i dag. Det opstod som følge af nogle begivenheder der udspillede sig kort efter at det første menneskepar var blevet skabt. Gud gav manden og kvinden lejlighed til at vise om de elskede og påskønnede ham som deres Skaber, idet han stillede et krav de skulle overholde. Kravet antydede på ingen måde at menneskene havde fordærvede tilbøjeligheder som måtte betvinges. Det havde tværtimod at gøre med noget der i sig selv var ganske normalt og rigtigt — nemlig det at spise. Gud sagde til Adam: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:16, 17) Dette krav berøvede ikke menneskene noget af det der var nødvendigt til livets opretholdelse. De kunne stadig spise af alle de andre træer i haven. Men det berørte så afgjort deres mulighed for fremtidigt liv — og det med rette. Hvorfor? Fordi Gud, som krævede at de viste lydighed, både havde givet menneskene livet og opretholdt det for dem.
6. (a) Hvilken grundlæggende sandhed angående herredømmet over jorden måtte vore første forældre anerkende for at leve evigt? (b) Hvorfor skulle de have følt sig tilskyndet til at adlyde Gud?
6 Det var ikke Guds mening at menneskene skulle dø. Da døden blev omtalt over for Adam og Eva, blev den kun nævnt som en straf for ulydighed. vore første forældre havde mulighed for at leve evigt i deres fredelige hjem i den smukke have. Hvad måtte de gøre for at opnå dette? De måtte anerkende at den jord de levede på tilhørte Gud, ham der havde dannet den, og at Gud som Skaberen også var den rette til at udøve myndighed over sit skaberværk. (Salme 24:1, 10) Denne Skaber, der havde givet menneskene alt hvad de behøvede, endog selve livet, fortjente afgjort at de adlød ham i alt hvad han bad dem om. Han ønskede imidlertid ikke at de skulle tvinges til at vise lydighed. Nej, de skulle gøre det af sig selv, af kærlighed. (1 Johannes 5:3) Men vore første forældre viste ikke en sådan kærlighed. Hvordan gik det til?
Modstanden mod Guds styre begynder
7. (a) Hvor begyndte modstanden mod Guds herredømme ifølge Bibelen? (b) Hvorfor er det fornuftigt at tro på at der findes en åndeverden?
7 Bibelen viser at modstanden mod Guds herredømme ikke begyndte på jorden, men i den usynlige åndeverden. Skulle vi, ligesom så mange andre, tvivle på at der findes en sådan verden, blot fordi vi ikke kan se den? Vi kan heller ikke se tyngdekraften eller vinden. Men vi kan se virkningerne af disse kræfter. På samme måde kan vi erkende at der findes en åndeverden. Selv om „Gud er en ånd“, kan vi overalt omkring os se hvad han har skabt. Hvis vi tror på ham, må vi også tro at der findes en åndeverden. (Johannes 4:24; Romerne 1:20) Men der bor også andre i denne usynlige verden.
8. Hvilken slags skabninger er englene?
8 Før menneskene blev skabt, blev der ifølge Bibelen dannet millioner af åndeskabninger eller engle. (Job 38:4, 7; Salme 103:20; Daniel 7:10) De blev alle skabt fuldkomne, uden onde tilbøjeligheder. Men ligesom menneskene, der blev skabt senere, fik de en fri vilje. De kunne derfor vælge at være enten trofaste eller troløse over for Gud.
9, 10. (a) Hvordan kan det gå til at en fuldkommen åndeskabning kan føle sig tilskyndet til at handle ondt? (b) Hvordan gjorde en af englene sig altså til Satan?
9 Mange spørger imidlertid: Hvordan kunne nogen af dem føle den mindste tilbøjelighed til at handle ondt når de var fuldkomne? Lad os vise det med et eksempel. Vi ved at vi selv kan komme ud for visse omstændigheder der stiller os over for flere forskellige muligheder — vi kan vælge noget der er godt eller noget der er ondt. Selv om vi kan se muligheden for at vælge noget der er ondt, bliver vi ikke automatisk onde, vel? Det afgørende er hvad vort sind og hjerte begynder at dvæle ved. Hvis vi bliver ved med at tænke på det urette, vil vi efterhånden begynde at opelske et uret ønske i vort hjerte, og dette ønske vil til sidst få os til at begå urette handlinger. Denne ødelæggende kædereaktion beskrives af bibelskribenten Jakob: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ — Jakob 1:14, 15.
10 Bibelen viser at det var sådan det gik med en af Guds åndesønner. Han lod sig lokke af sit eget begær. Han øjnede den mulighed at de mennesker Gud havde skabt, kunne blive underlagt ham i stedet for Gud, og han begyndte åbenbart at hige efter i hvert fald en del af den tilbedelse der tilkom Gud. (Lukas 4:5-8) Han handlede i overensstemmelse med sit begær, og blev Guds modstander. Af den grund kalder Bibelen ham Satan, der netop betyder modstander. — Job 1:6.
11. Hvilket fornuftigt grundlag er der for at tro at Satan virkelig er til?
11 Det er ganske vist ikke særlig populært her i det materialistiske 20. århundrede at tro at der findes en åndeskabning som Satan. Men sandheden har heller aldrig været populær. Blandt de forskere der studerer sygdomme var det engang upopulært at tro at mikroskopiske bakterier havde nogen betydning, men nu er deres indflydelse velkendt. Man skal altså ikke ignorere noget bare fordi det er upopulært. Jesus Kristus var selv kommet fra åndeverdenen og kunne med autoritet udtale sig om livet dér. Han omtalte ganske klart Satan som en ond åndeskabning. (Johannes 8:23; Lukas 13:16; 22:31) Kun ved at tage denne fjende fra den åndelige verden i betragtning er det muligt at forstå hvordan de dårlige forhold er opstået på jorden.
12. Hvordan talte Satan med kvinden Eva, og hvorfor gjorde han det på den måde?
12 Den inspirerede beretning fortæller i Første Mosebog, kapitel 3, hvordan Satan gik til værks for at tilfredsstille sit urette begær. I Edens have henvendte han sig til kvinden Eva på en sådan måde at han skjulte sin sande identitet. Han benyttede et dyr som menneskene ofte så i haven — en slange. Idet han øjensynlig optrådte som en slags bugtaler, fik han det til at se ud som om hans ord kom fra denne slange, hvis sædvanlige forsigtige optræden stemte udmærket med det indtryk han gerne ville gøre. — 1 Mosebog 3:1; Åbenbaringen 12:9.
13. Hvad sagde Satan til Eva, og hvad var hans åbenbare hensigt?
13 I stedet for direkte at opfordre kvinden til at betragte ham som sin hersker søgte Satan først at så tvivl i hendes sind, idet han spurgte: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Han sagde faktisk: ’Det er en skam at Gud har sagt at I ikke må spise af alle træer i haven.’ Hermed antydede han at Gud muligvis forholdt dem noget godt. Eva svarede ved at citere Guds forbud, der kun gjaldt ét træ, og ved at nævne at straffen for ulydighed var døden. Satan forsøgte derpå at undergrave hendes respekt for Guds lov. Han sagde: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ (1 Mosebog 3:1-5) Hvad ville du have gjort i den situation?
14. (a) Hvorfor faldt Eva som offer for Satan? (b) Hvad gjorde Adam?
14 Eva lod sig lokke af selvisk begær og spiste hvad Gud havde forbudt. Bagefter tilskyndede hun også sin mand Adam til at spise, og han valgte at gøre fælles sag med hende i stedet for at følge sin Skaber. (1 Mosebog 3:6; 1 Timoteus 2:14) Hvad blev resultatet?
15. Hvad er altså grunden til de onder der har præget menneskenes tilværelse?
15 Hele menneskeslægten blev styrtet ud i synd og ufuldkommenhed. Da Adam og Eva nu havde mistet deres fuldkommenhed, kunne de ikke give den videre til deres efterkommere. Ligesom alt hvad der fremstilles efter en defekt skabelon vil få den samme fejl som skabelonen har, blev alle deres efterkommere født i synd, med en nedarvet selvisk tilbøjelighed. (1 Mosebog 8:21) Det er denne tilbøjelighed der, når den ikke betvinges, har ført til de onder der har taget freden og sikkerheden bort fra jorden. Det er også den nedarvede synd der har ført sygdom og død med sig. — Romerne 5:12.
De stridsspørgsmål der blev rejst
16, 17. (a) Hvad må vi være klar over for at kunne forstå hvorfor Gud har tolereret denne situation så længe? (b) Hvilket spørgsmål var det egentlig der blev rejst?
16 I lyset af dette går vi nu tilbage til spørgsmålet om hvorfor Gud har tolereret denne situation og ladet den antage det omfang den har nu. Det har han på grund af et alvorligt stridsspørgsmål der blev rejst og den virkning det havde på hele universet. Hvordan det?
17 Jo, da Satan påstod at Guds lov til Adam og Eva ikke var til gavn for dem og han drog Guds advarsel om hvad ulydighed ville føre til, i tvivl, var det Guds herredømme han rejste tvivl om. Han betvivlede ikke at Gud sad inde med herredømmet. Det spørgsmål han rejste, var derimod om Jehova besad det suveræne herredømme med rette, og om han udøvede det retfærdigt. Bedragerisk hævdede Satan at menneskene ville klare sig bedre hvis de handlede uafhængigt af Gud og selv bestemte, fremfor at underlægge sig Guds ledelse. (1 Mosebog 3:4, 5) Men hvis de gjorde det, ville de i realiteten underlægge sig Guds modstanders ledelse.
18. (a) Hvilket andet stridsspørgsmål blev rejst, og hvor vises det i Bibelen? (b) Hvordan berører spørgsmålet os?
18 Der blev også rejst et andet spørgsmål. Hvad ville Guds øvrige skabninger gøre, nu da oprørerne i Eden havde vendt sig mod ham? Senere, mens manden Job levede, påstod Satan åbent at de der tjente Jehova, ikke gjorde det af kærlighed til Gud og hans herredømme, men af selviske grunde, nemlig fordi Gud sørgede for dem på alle måder. Satan antydede at ingen som blev udsat for pres, ville forblive loyale mod Jehovas suveræne herredømme. Derved fik hver eneste fornuftbegavet skabning i himmelen og på jorden sin loyalitet og uangribelighed draget i tvivl. Spørgsmålet vedrører således også dig. — Job 1:8-12; 2:4, 5.
19, 20. Hvad gav Jehova sine skabninger, både engle og mennesker, lejlighed til ved ikke at udslette oprørerne med det samme?
19 Hvad ville Jehova gøre, stillet over for en sådan udfordring? Han kunne nemt have udslettet både Satan og Adam og Eva. Dermed ville han have vist sin suveræne magt. Men ville det have besvaret de spørgsmål der var opstået i tankerne hos alle Guds skabninger, som havde set disse begivenheder udspille sig? Universets evige fred og sikkerhed krævede at disse spørgsmål blev tilfredsstillende besvaret, én gang for alle. Desuden var alle Guds fornuftbegavede skabningers uangribelighed og loyalitet blevet draget i tvivl. Hvis de elskede ham, ville de selv ønske at modbevise denne falske anklage. Gud gav dem lejlighed til dette. Og ved at lade Adam og Eva sætte børn i verden (selv om de ville blive ufuldkomne) kunne han hindre at menneskeslægten uddøde — den slægt der nu omfatter alle os der lever i dag. Derved kunne det første menneskepars efterkommere få lejlighed til selv at vælge om de ville underlægge sig Guds herredømme. Du er også stillet over for dette valg nu!
20 Så i stedet for straks at fuldbyrde dødsstraffen, lod Jehova altså oprørerne forblive i live et stykke tid. Adam og Eva blev drevet ud af Eden og skulle dø inden for et tidsrum af tusind år. (1 Mosebog 5:5, sammenlign Første Mosebog 2:17 med Andet Petersbrev 3:8.) Satan skulle også udslettes til sin tid, som en slange der fik hovedet knust. — 1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20.
Hvad tiden har vist
21, 22. (a) Hvordan har Satan og mennesker udøvet deres styre i den tid Gud har ladet dem virke? (b) Hvad viser historien vedrørende styreformer der lader Gud ude af betragtning?
21 Hvad har denne udfordring angående retmæssigheden af Guds herredømme så medført? Har det gavnet menneskene at forsøge at klare sig selv? Menneskeheden har fået lejlighed til at prøve enhver tænkelig styreform. Jehova satte ikke en stopper for menneskenes bestræbelser før de endelige resultater endnu kunne nå at vise sig. Selv for hundrede år siden ville det have været for tidligt at gribe ind. Dengang stod menneskene først lige på tærskelen til „teknikkens tidsalder“, og de var først lige begyndt at tale om de store ting de nu kunne udrette.
22 Men hvordan ser det ud nu? Behøver man hundrede år til for at se hvad menneskehedens uafhængighed af Gud vil resultere i? Selv fremtrædende mænd inden for politik og videnskab indrømmer at jorden nu er i alvorlig fare for at blive ødelagt. Gud behøver ikke at tillade den fuldstændige ødelæggelse for at bevise at menneskenes uafhængige styre er blevet en stor fiasko. Med seks tusind års historie der vidner om resultaterne af et styre som lader Gud ude af betragtning, kan ingen sige at der ikke har været tid nok til at finde frem til den rette styreform. Kendsgerningerne viser at intet styre som er uafhængigt af Gud, kan indføre virkelig fred og sikkerhed på hele jorden.
23. Hvad skal snart finde sted, så vejen kan banes for Guds søns retfærdige styre over jorden?
23 Som vi senere skal komme ind på, har Jehova Gud for længe siden og med usvigelig nøjagtighed afmærket en bestemt generation i hvis levetid han ville befri universet for alle som gør oprør mod hans herredømme. Han vil ikke alene udslette onde mennesker for evigt, men han vil også sørge for at Satan og hans dæmoner bliver bundet som i en afgrund, så de hverken kan påvirke mennesker eller engle. Dette vil bane vej for Guds søns retfærdige styre over jorden. I løbet af tusind år vil dette styre råde bod på al den skade som menneskene har forvoldt med deres selviske styre gennem tusinder af år. Jorden vil blive ført tilbage til paradisisk skønhed, og lydige mennesker vil blive bragt tilbage til den fuldkommenhed menneskene havde i Eden. — Åbenbaringen 20:1, 2; 21:1-5; 1 Korinther 15:25, 26.
24. (a) Hvorfor skal Satan og hans dæmoner løslades ved slutningen af de tusind år? (b) Hvad vil resultatet blive?
24 Når dette tusindårige herredømme er forbi, siger Bibelen, vil Satan og hans dæmoner blive løsladt fra deres fængsel en kort tid. Hvorfor? For at alle som lever til den tid, kan få lejlighed til at vise at de er loyale mod Jehovas suveræne herredømme. Utallige vil være kommet frem i opstandelsen. For mange af disse vil dette være første gang de har lejlighed til under prøve at bevise deres kærlighed til Gud. Stridsspørgsmålet vil være det samme som et af dem der blev rejst i Eden — nemlig om de vil støtte Jehovas suverænitet ved trofast at adlyde ham. Jehova ønsker kun dem som undersåtter der i kærlighed viser ham en sådan loyalitet. De der ønsker at stille sig på Guds modstanders og hans dæmoners side i deres forsøg på endnu en gang at forstyrre freden i Guds univers, vil frit kunne gøre det. Men ved således at vrage Guds herredømme vil de gøre sig fortjent til at blive udslettet. Og denne gang vil det ske omgående, som med ild der falder ned fra himmelen. Alle oprørere, både ånder og mennesker, vil da gå til grunde for evigt. — Åbenbaringen 20:7-10.
25, 26. Hvordan har Jehovas måde at gribe sagen an på vist sig at være til gavn for hver enkelt af os?
25 I årtusinder har menneskene nu døjet trængsler og lidelser. Men det er de første mennesker, og ikke Gud, der har valgt det sådan. I hele denne lange tid har Gud udholdt hån og spot, og han har tålt meget som er afskyeligt i hans øjne. Men for ham er „tusind år som én dag“. Han betragter forholdene på langt sigt, og det bliver til gavn for hans skabninger. Det er som den inspirerede apostel skriver: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Peter 3:8, 9) Havde Gud ikke været tålmodig og langmodig, ville vi ikke have haft nogen mulighed for at blive frelst.
26 Vi bør imidlertid ikke tro at Gud i de sidste seks tusind år kun har været passiv tilskuer, at han blot har tolereret ondskaben uden selv at gøre noget. Som vi skal se, viser kendsgerningerne lige det modsatte.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 51]
Satan påstod at alle mennesker som blev udsat for prøvelser, ville give slip på deres uangribelighed og handle uafhængigt af Gud
