Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Først verdensødelæggelse — derefter verdensfred

Først verdensødelæggelse — derefter verdensfred

Kapitel 4

Først verdensødelæggelse — derefter verdensfred

1-3. (a) Hvad er det for en verdensødelæggelse de jordiske ledere advarer om? (b) Hvorfor er det ikke den verdensødelæggelse Bibelen taler om og som vil bane vej for varig fred og sikkerhed?

FØR menneskene i det hele taget kan opnå varig fred, må der ifølge Bibelens profetier finde en verdensødelæggelse sted. (2 Peter 3:5-7) Hvordan kan det være? Hvor vil ødelæggelsen komme fra? Og hvad vil den betyde for menneskene på jorden?

2 Først må vi forstå at den verdensødelæggelse Bibelen forudsiger, ikke er det samme som den globale katastrofe mange verdensledere, videnskabsmænd og andre advarer om. Den katastrofe de taler om, ventes at komme i form af en eller anden menneskeskabt ødelæggelse der enten skyldes forureningen eller atomvåbenkapløbet eller måske begge dele. Men en sådan katastrofe ville ikke efterlade noget håb om varig fred og sikkerhed på jorden.

3 Den ville derimod gøre jorden fuldstændig ubeboelig. Strålingen eller den formodede „atomvinter“ efter en altomfattende kernekrig ville ikke stille de overlevende spor bedre — men muligvis værre — end de omkomne. Og det ville være temmelig tilfældigt hvem der overlevede, selv om ulykkerne formentlig i første række ville ramme de fattige. Hvilket håb ville du have om at overleve en sådan katastrofe? Og selv om du overlevede, hvilken sikkerhed ville du så have for at livet ikke igen blev lige så usikkert og konfliktpræget som det er nu?

Det Bibelen forudsiger, giver håb

4. Hvem bliver udslettet i den verdensødelæggelse Bibelen taler om?

4 Det der gør den verdensødelæggelse som Bibelen forudsiger, anderledes, er at den vil have et ganske bestemt formål. Den vil ikke være en katastrofe der blot indtræffer som kulminationen af menneskets fejltagelser. I stedet for at ramme i flæng vil den kun rense jorden for dem der virkelig fortjener at blive udslettet. En sådan verdensødelæggelse harmonerer med det princip Gud fremholder i Ordsprogene 2:21, 22: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“

5, 6. (a) Hvad vil der ske med selve jorden under denne verdensødelæggelse? (b) Hvordan vil det i denne henseende være ’ligesom i Noas dage’?

5 Hvad er det da der vil blive ødelagt? Mange tror at Bibelen forudsiger at hele jordkloden og alt hvad der er på den, skal brændes op. Men sådan forholder det sig ikke. Jesus Kristus sagde selv: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) Denne arv bliver sandelig ikke en udbrændt, livløs slagge. Bibelen indeholder også Guds klare forsikring om at jorden vil bestå for evigt som bolig for menneskene. — Salme 104:5; Esajas 45:18; Mattæus 6:9, 10.

6 I harmoni med dette taler Bibelen om at der vil være overlevende tilbage på jorden efter at denne ’store trængsel’ er gået hen over den. Jesus Kristus sagde at „Menneskesønnens nærværelse“ ville være „ligesom Noas dage“. Under verdensødelæggelsen på Noas tid var der nogle der overlevede. — Mattæus 24:21, 37; 2 Peter 2:5, 9; Åbenbaringen 7:9, 10, 13, 14.

7. Hvad er det der ødelægges til den tid?

7 Hvad er det så der skal ødelægges? Det er den verdensomspændende samfundsordning som menneskene har opbygget på jorden — sammen med alle som støtter denne ordning i stedet for at se hen til Gud og hans lovede styre over jorden. (Salme 73:27, 28) Af den grund bliver udtrykket „verdens ende“, som forekommer i nogle bibeloversættelser, gengivet mere nøjagtigt i andre oversættelser med „Tidens Fuldendelse“ (Skat-Rørdam), „tidsalderens afslutning“ (New English Bible) eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NV). — Mattæus 24:3.

8. (a) Hvem vil forårsage ødelæggelsen? (b) Inden hvornår må det ske?

8 Denne verdensødelæggelse vil ikke blive forårsaget af mennesker, men af Jehova Gud. Det er ikke de nuværende plager — i form af forurening, hungersnød, atomkrigsfare og andre ting som skyldes menneskers uvidenhed, fejltagelser og korruption — der vil afstedkomme ødelæggelsen. Sådanne plager er blot et vidnesbyrd om at den nuværende verdensordning bygger på selviskhed og er en fuldstændig fiasko. De viser at Jehova Gud med fuld ret kan afskaffe hele denne ordning. Han har lovet at gøre det inden verden når til det punkt hvor den bryder sammen eller ødelægger sig selv. (Åbenbaringen 11:17, 18) Men er en så drastisk indgriben virkelig den eneste udvej?

Hvorfor denne ordning må afskaffes før der kan indføres virkelig fred

9, 10. Hvordan viser historien at der skal noget mere drastisk til end blot en ændring af den nuværende verden?

9 Nogle vil måske mene at Gud bare kunne rette lidt på den nuværende verdensordning, i stedet for at ødelægge den fuldstændig. Men Bibelen viser at Gud realistisk har indset at den ikke lader sig forbedre.

10 Overvej selv de mange forandringer menneskene har foretaget op gennem tiden. Tænk på alle de forskellige styreformer menneskene har prøvet. Der har været bystater, monarkier, demokratier, kommunistiske og socialistiske regeringer og diktaturer. Tænk på hvor tit en hersker eller en regering er blevet erstattet med en ny — ved valg, ved statskup, ved revolution — men uden at man af den grund har fundet en varig løsning på menneskenes problemer. Selv velmenende personer som prøver på at forbedre menneskets lod, finder at deres bestræbelser modarbejdes af den verdensordning de selv er låst fast i. Som en viis hersker i fortiden erkendte: Ved menneskers bestræbelser alene kan ’det der er gjort kroget, ikke rettes ud’. — Prædikeren 1:14, 15.

11-13. (a) Hvorfor kan mennesker ikke ændre den nuværende samfundsordning til gavn for hele menneskeheden? (b) Hvordan kan man illustrere omfanget af den forandring der må til?

11 I storbyerne, for eksempel, tårner problemerne sig op. Men man kan ikke bare nedlægge byerne og begynde på en frisk. Det samme gælder hele det økonomiske og industrielle system i verden. Selviskhed og nationalisme undergraver og spænder ben for ethvert virkeligt forsøg på at ændre noget til bedste for menneskeheden som et hele.

12 Den samlede verdensordning er ligesom et hus der er bygget på et dårligt fundament, efter dårlige tegninger og med dårlige materialer. Hvad vil det gavne at flytte om på møblerne eller at lave forandringer på huset? Der vil altid være problemer med det hus, og det vil blive ved med at forfalde. Det eneste fornuftige er at rive det ned og bygge et nyt, på et godt fundament.

13 Jesus Kristus brugte et lignende billede da han sagde at man ikke kom „ny vin i gamle skindsække“. Den nye vin ville få de gamle skindsække til at sprænges. (Mattæus 9:17) Han prøvede derfor ikke på at reformere den jødiske ordning han levede under, men forkyndte Guds rige som det eneste håb om fred og sikkerhed. (Lukas 8:1; 11:2; 12:31) På samme måde vil Jehova Gud i vor tid ikke nøjes med at rette på den nuværende tingenes ordning, for det vil ikke være til nogen varig nytte.

14. Kan man få folk til at elske retfærdighed ved at gennemføre nye love?

14 Guds ord understreger den sandhed at man umuligt kan indpode folk retfærdighed gennem lovgivning. Hvis ikke folk elsker det der er ret, kan man vedtage lige så mange love man vil uden at det hjælper noget. I Esajas 26:10 læser vi: „Selv om der vises den ugudelige gunst, lærer han ikke retfærdighed. I ærlighedens land vil han handle uret og ikke se Jehovas højhed.“ — Jævnfør Ordsprogene 29:1.

15, 16. Hvordan viser mange, når de hører hvad Guds vilje er, at de ikke virkelig elsker retfærdighed?

15 Sagen er at mange foretrækker den nuværende ordning på trods af dens fejl og onder. De ønsker ikke at vende sig til retfærdighed og underkaste sig Guds styre. De kan godt se korruptionen og bedraget inden for verdens politiske systemer, det formålsløse ved dens krige, hykleriet inden for dens kirker og de klare beviser på at dens teknologi har skabt langt flere problemer end den har løst. Men til trods for alt dette foretrækker mange at lade sig lulle ind i en falsk tryghedsfølelse af religiøse og politiske ledere som kun er interesseret i at bevare den bestående ordning. De er som de israelitter om hvem Gud sagde: „Profeterne profeterer løgn, og præsterne byder over andre med den magt de har. Og mit folk elsker det på den måde; men hvad vil I gøre når enden på det kommer?“ — Jeremias 5:31; Esajas 30:12, 13.

16 Du kender uden tvivl nogle der har vaner som bringer deres egen og deres families sundhed og sikkerhed i fare, og som alligevel modsætter sig ethvert forsøg på at hjælpe dem til at gøre en forandring. Men når nogle modstår Guds råd og vejledning, bliver det langt alvorligere. De der gør det, viser at de i virkeligheden ikke elsker sandhed og retfærdighed. Om sådanne sagde Jesus: „Dette folks hjerte er blevet uimodtageligt, og med ørerne har de hørt modvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, og [Gud] helbrede dem.“ — Mattæus 13:15.

17. Hvis det er rigtigt at Gud ikke finder glæde i at udslette menneskene, hvorfor vil han da gøre det?

17 Der er grænser for Guds tålmodighed og barmhjertighed, og det med rette. Hvor ville ellers hans kærlighed til de retfærdige være? Han kan ikke vende det døve øre til deres bønner om at blive befriet for de lidelser ondskaben har bragt over jorden. (Lukas 18:7, 8; Ordsprogene 29:2, 16) Omstændighederne kræver derfor at verden ødelægges. Hvis Gud skal forblive tro mod det der er ret og retfærdigt, og hvis han skal vise barmhjertighed mod dem der også elsker ret, må han tage dette skridt. Han gør det ikke fordi han finder nogen glæde i at bringe ødelæggelse over menneskeheden. „’Skulle jeg på nogen måde finde behag i den ugudeliges død?’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova; ’mon ikke i at han vender om fra sine veje, så han må leve? . . . Omvend jer derfor og lev.’“ — Ezekiel 18:23, 32.

18. Hvilken pris må betales for at retfærdselskende mennesker kan udfries fra den usikkerhed der råder?

18 Udslettelsen af dem der foretrækker den nuværende tingenes ordning er altså den pris der må betales for at de der elsker ret kan blive udfriet fra usikkerhed og lidelse. Det stemmer med det bibelske princip at „den ugudelige er løsesum for den retfærdige“. — Ordsprogene 21:18; jævnfør Esajas 43:1, 3, 4.

Gavnlige resultater

19. Hvilke hindringer for verdensfred vil være borte når denne samfundsordning er fjernet?

19 Hvad vil det medføre at den nuværende verdensordning og de der støtter den, fjernes? Det vil give plads for en retfærdig ny orden over hele jorden, under hvilken de overlevende vil kunne arbejde sammen i enhed, ikke i selvisk kappestrid. Splittende landegrænser og politiske skel vil forsvinde. Militærudgifternes tyngende byrde vil være borte. De sociale skel der hindrer menneskeheden i at være som én stor familie, vil også være borte. En væsentlig faktor som medvirker til alt dette, er at alle som lever til den tid, vil tale sandhedens ’rene sprog’ med hinanden, idet de tilbeder deres Skaber „i ånd og sandhed“. De vil derfor ikke være splittet af overtro, religiøse traditioner eller menneskeskabte trosbekendelser. — Zefanias 3:8, 9; Johannes 4:23, 24.

20. Hvilke forhold vil komme til at råde på hele jorden, som vist i Salme 72?

20 Når Guds regering ved hans søn Kristus Jesus er enerådende over hele jorden, vil den gamle bibelske salme blive opfyldt: „I hans dage blomstrer den retfærdige, og fred i overflod, indtil månen ikke er mere. Og han råder fra hav til hav og fra Floden til jordens ender.“ — Salme 72:7, 8.

21. Hvordan vil jorden også selv få gavn af den kommende verdensødelæggelse?

21 Jorden vil også nyde gavn af den kommende verdensødelæggelse. Den vil ikke længere blive ødelagt af pengebegærlige mennesker som hensynsløst forurener den. Søerne, floderne, havene og atmosfæren vil ikke længere blive fyldt med affaldsstoffer, og de vil snart rense sig selv. Gud vil på denne måde vise at han ikke har opgivet sin hensigt — at en ren, paradisisk jord skulle fyldes med mennesker som genspejlede deres Skabers ypperlige egenskaber. — 1 Mosebog 1:26-28; Esajas 45:18; 55:10, 11.

22. Hvordan vil en sådan ødelæggelse være i fuld overensstemmelse med at Gud er „fredens Gud“?

22 At Gud vil ødelægge verden modsiger altså ikke at han er „fredens Gud“ eller at Jesus er „Fredsfyrste“. Det er deres kærlighed til fred og retfærdighed der får dem til at gribe ind og føre jorden tilbage til en ren og retfærdig tilstand. — 1 Korinther 14:33; Esajas 9:6, 7.

23, 24. Hvad må vi hver især gøre nu, hvis vi skal opleve en fremtid med fred og sikkerhed?

23 Hvad bør vi som enkeltpersoner da gøre? Jesus viste at de der ignorerer Guds befalinger bygger deres personlige fremtidshåb på ’sand’, og at en sådan bygning aldrig vil kunne klare de ødelæggende storme der kommer. Han viste hvor vigtigt det er at man bygger sit håb på lydighed mod Guds ord hvis man skal opnå en fremtid med fred og sikkerhed. — Mattæus 7:24-27.

24 Men hvorfor har Gud ventet så længe med at gøre ende på lidelse og ondskab? Det svarer Bibelen også på, og den viser hvad Gud har gjort i alle de mellemliggende århundreder med henblik på at gennemføre sin hensigt.

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 37]

Ligesom nogle overlevede Vandfloden, vil nogle overleve ’den store trængsel’